Tekst efter Aa
Post post salutationem[1] ♦ Leuen sundergen vrunde iuwen bref vns negest gesant inholdende dat gy vornomen hadden dat vnses gnedigen hern homeisters boden de he to Calmern gesant hadde alse vmme der schelinge willen van Godlande nenen ende gan konden in der sake mit der vrowen koninginnen etcetera hebbe wy wol vornomen vnde alse gy vns in dem suluen iuwen breue bidden deden dat wy by vnsem gnedigen hern homeistere vorscreuen so truweliken bearbeiden wolden laten dat he syne gude dar to keren wolde vnde synen erbaren boden een endige antwerde mit vurder macht in der sake mede geue etcetera so hebben wy mit gantzen ulite alse wy truwelikest mochten vnse hern homeisters plegelik gnade alse zere vormanet vnde gebeden dat he sik[2] van des landes Gotland wegene in de saken gegeuen heft de he iw in synem breue egentliken vnde clarliken to gescreuen heft de iuwe wisheit wol wert vornemen de vns noch nicht vnmogelik noch vnbequeme dunken wesen ♦ Siit gode beuolen.
Efter hilsenen. Kære særlige venner, Eders brev sidst sendt til os, der indeholdt, at I havde erfaret, at vor nådige herre højmesterens bude, som han havde sendt til Kalmar vedrørende striden om Gotland, ikke kunne komme til en endelig afgørelse i sagen med fru dronningen etc, har vi visselig forstået, og da I i samme Eders brev bad os om, at vi hos vor nådige førnævnte højmester ville lade presse på, at han skulle se med venlighed derpå og give sine hæderlige bude et endeligt svar med varig gyldighed i sagen o.s.v., så har vi med hele vor flid, så troligen vi kunne, rykket og bedt om vor herre højmesterens sædvanlige nåde, at han på landet Gotlands vegne har givet sig ind i sagen, som han har skrevet Eder i sit brev tydeligt og klart, som Eders visdom visselig vil fornemme, og som hverken synes os at være umuligt eller ubekvemt. Vær befalet i Gud!