Tekst efter Aa:
Ericus dei gracia regnorum Dacie Swecie Noruegie Sclauorum Gothorumque rex et dux Pomeranensis omnibus presens scriptum cernentibus salutem in domino ♦ Noueritis quod sub anno domini mcdo sexto quinta feria proxima ante natiuitatem beate uirginis Aleburgis in placito nostro iusticiario constitutus Munk de Hethegardh coram nobilibus uiris dominis Boecio. Arusiensi Lawone Wiburgensi Petro. Burglanensi episcopis Iohanne Nicolai de Awentzbergh Magno Munk militibus Nicol<a>o[1] Strangesson Petro <Høøk>[2] Stigoto Munk Nicolao Krabbe et aliis pluribus fidedignis omne ius/ quod de Ketillo Kælson in bonis hereditariis que idem Kæl Kælson post mortem Kanuti Haquenson Haquini Knwtson et domine Botildis de Bølly quocumque infra Nørreiuciam sitis habuit. iuste acquisiuit. illustrissime domine domine Margarete dei gracia. regine Dacie Swecie Noruegie etcetera pro pleno precio ad nutum suum. iam percepto scotauit et assignauit. iure perpetuo possidendum nichil sibi uel heredibus suis in premissis quomodolibet reseruato. ♦ Datum anno die et loco supradictis nostro ad causas sub sigillo teste Iohanne Suenonis Bryms.
Erik, af Guds nåde konge af rigerne Danmark, Sverige og Norge, de venders og goters samt hertug af Pommeren, til alle, der ser dette brev, hilsen med Gud. I skal vide, at i det Herrens år 1406 torsdag før den hellige jomfrus fødselsdag fremmødte Munk af Hedegaard på vort retterting i Ålborg for de velbyrdige mænd herrerne Bo af Århus, Lave af Viborg, Peder af Børglum, biskopper, Jens Nielsen af Aunsbjerg, Mogens Munk, riddere, Niels Strangesen, Peder [Høg], Stig Munk, Niels Krabbe og adskillige flere troværdige mænd og skødede til den berømmelige frue, fru Margrete, af Guds nåde dronning af Danmark, Sverige og Norge, al den ret, som han retmæssigt havde erhvervet af Keld Keldsen i det arvegods, som samme Keld Keldsen fik efter Knud Hågensens, Hågen Knudsens og fru Bodil af Bølles død, hvor det end var beliggende i Nørrejylland, og overdrog det for fuld betaling, som allerede var modtaget, til hendes brug at besidde med evig ret, idet der for ham selv eller hans arvinger ikke var forbeholdt nogen ret til det ovenstående. Givet ovennævnte år, dag, og sted under vort rettertingssegl med Jens Svendsen Brims som vidne.