Tekst efter Antislesvigh. Fragm. l. l., konfereret med A.
Na schulden vnde tosprake Hinrikes Alues vnde Gherdes hertoghen to Sleswiik vnde greuen to Holsten etcetera so de scriuen teghen den hochgheborn ffursten heren Erike koninghe to Dennemarken etcetera vmme dat hertichdom to Sleswiik mid siner tobehoringhe . vnde na des ergenanten koninghes antworde . so dat in scriften bracht is . alse an ghekorne schedesheren an vns Bernde to Brunswiik vnde to Luneborch hertighen . Erike to Sassen Engern vnde to Westualen hertoghen . vnde Alue to Holsten Stormeren vnde to Schowenborch greuen . myt mannichvolden worden de dat antworde jnneholt en teghen lantwitlike warheit . so de hertighen spreken so men wol weten moghe dat dat hertichdom to Judlande mid sinen endescheden dar Gottorpe jnne beleghen is . vnde Vlensborch dat Nigehus \ vnde alle slote . stede . land . vnde lude mid allen tobehoringhen an deme suluen hertichdome beleghen \ Glambeke vnde dat land to Vemeren mit allem rechte . vnde tobehoringhe van langhen jaren here . en bouen jar vnde dach . vnde dach vnde jar de Holsten heren in eren rechten brukeden hebbenden weren ghehad hebben . also vor ere erueleen so de hertighen scriuen / . dar wi vore / recht vpp ghescheden hebben . vppe de koninghes ansprake vnde der hertighen vnde der Holsten heren antworde so wi rechters nicht enweten . vmme der were vnde lange besittinghe willen / / so spreken wi auer vor recht aldus / / . kunnen de hertoghen betughen vnde bewisen ere leen vnde were so hir na bescreuen steit . ere leen mid eres enes hand . vnde de were sulff souede vnbesprokener lude an ereme rechten ouer de hilghen alse recht is . edder mid ligghenden orkunden alse mid openen bezeghelden breuen so sind zee eres lenes vnde were negher to beholdene wen de koningh edder iemend een dat aff zegghen moghe . edder en buten dem rechte zee des entweren moghe / wente dat ghemene bescreuene[1] recht vthwiset in deme anderen boke an dem xxiiij capittele aldus / men schal nemende vth sinen weren wisen van gherichtes haluen al sẏ he dar mid vnrechte jnghekomen men breke em de were mid rechter claghe dar he suluen ieghenwardiich sij etcetera ♦
Desses so vorbenomen is . vnde wes de koningh edder de syne den ergenanten hertighen edder eren vndersaten . en buten dem rechten vnde mid ghewalt entweret hebben . dat schullen se van rechtes weghen een jn ere brukende hebbende were wedder antwerden leddich vnde loes mid b{ov}te vnde alle vredebrake vorb{uv}ten na vredebrakes rechte / vnde vurderen schaden mid ghulde vnde rechte . richten vnde wedderd{oe}n / / ♦
Vortmer vmme Vlensborch vnde dat Nigehus vnde wes to deme hertichdome vorscreuen hort . dat deme koninghe vorpendet is jn breuen dar he breue enthegen gheuen heft . wol dat de koningh scrift he hebbe dat an deme schine to siik ghekreghen dat id Gode vnde der cronen vnde dem riike to Dennemarken vnde em schule tohoren . vnde id neen koningh vorlenen moghe etcetera dar vpp spreke wi vor recht wat de koningh des jn pendesschen weren heft . des en moghe hee also van rechtes weghen siik nicht beholden vurder wan in pandeswise / sind ok dar breue ouer gheuen deme koninghe vnde heft he dar vpp wedder breue gheuen . de schal men an beiden siiden holden . so de breue vthwisen wente dat recht wil dat de løuer schulle vmbedroghen bliuen . ♦
Vnde also de hertighen scriuen dat bedeghedinget were twisschen dem koninghe vnde eren vedderen greuen Hinrike vnde een . wan men dem koninghe de deghedinghe vultoghen hadde vnde vornoghet . also men dede mit Vlensborch vnde Nigehuse vmme sine schuldinghe . dat he denne greuen Hinrike vnde een van stund wolde antworden vnde doen vmme eren schaden . so uele alse he van rechte plichtich were . vnde een . vnde eren vndersaten ok neen ghedreng noch gewold vurder doen scholde an deme hertichdome to Judlande etcetera ♦
Hir vpp spreke wi vor recht . kunnen de hertighen de deghedinghe bewisen mid dedinghesluden de dar an vnde ouer wesen hebben . vnde sind een de deghedinge nicht gheholden vnde ere schade nicht wedderlecht vnde vorghulden so schal men een noch de deghedinghe holden vnde eren schaden de landwitlik is vorb{oe}ten mid ghulde vnde mid rechte ♦
So de hertighen ok scriuen wo bedeghedinghet vnde gherichtet sẏ . dat men den berch bouen Vlensborch buwet was breken scholde . dar de koningh doch en teghen scrift jd si em vnwitlik etcetera so sin antworde vthwiset . vnde de hertighen des bezeghelde breue hebben de hertich Olriik van Stargarde de do an der koninghẏnnen rade vnde deghedinghe was bezeghelet heft to bekantnisse dat he dat vor recht ghevunden hebbe . dat men den berch breken scholde etcetera ♦
Hir vpp spreke wi vor recht . wes ze mid des erghenanten hertighen Olrikes breue bewisen konen dat he vor recht ghe scheden hebbe . js des nicht ghescheen so schal men dem van rechtes weghen noch also doen vnde is dar ienich schade aff ghescheen den hertighen . edder hebben ze des schaden de bewislik is . des dat de berch nicht ghebroken wort / des sij de koningh plichtich to gheldende mid ghulde vnde mid rechte ♦
So de hertighen vort scriuen vmme den Kopperberch de een vorpendet sij dar en jarlike rente na steit theyn dusend mark lodighes suluers vnde vmme Godlande dat een vorpendet sij in openen bezeghelden[2] breuen . vnde koningh Cristoffer een schuldich bleuen sij twintich dusent lodighe mark jtem koningh Eriik van Sweden dredusent mark suluers jtem koningh Magnus vnde koningh Hake van Sweden vnde van Norweghen hundert lodighe mark suluers Kolnesscher wicht . des ze allent opene bezeghelde breue hebben alse ze zegghen vnde hopen des . dat men een de breue holden schole na ereme jnholde so ze vthwiset . edder entleddeghen de mid rechte . ♦
Hir vpp spreke wi vor recht opene bezeghelde breue schal men holden . so ze jnne holden ane men kone ze mid rechte entleddeghen / / ♦
So ok de hertighen scriuen vmme de bede an Vreslande dede koninghẏnne leet vpboren de een doch scholde de helfte to gude komen / de siik leep wol vppe achtehundert pund Enghelsche . vthghenomen Eẏderstede des zee een ere helfte vor enthelt vnde noch vorentholden werd also dat wol bewisliik is / dar de koningh teghen antwordet de koninghẏnne sii dar ze God hebben wil etcetera ♦
Hir vpp schede wi vor recht . wes de koninghynne also vorbeholden hebbe dat schullen ere nakomelinghe alse de koningh den hertighen betalen vnde wedder gheuen / / ♦
Jtem so de hertighen screuen hebben in erer tosprake vnde schuldinghe vmme benomeliken schaden de een vnde den eren ghescheen is van deme koninghe vnde den sinen de mannichuolt is benomet in der tosprake . wo vnde wemen de ghescheen is dat de koningh an sineme antworde vorswicht vnde mid rechteme antworde nicht vorantwordet en heft ♦
Dar spreke wi vpp vor recht wes de koningh mid rechtem antworde nicht vorantwordet heft to benomtliken schulden . de schulde schal he vorghelden mid rechte ♦
Dat wi schedesheren vorbenomet rechters nicht en weten na den vorscreuen tosprake vnde schuldinghe dat betughe wij mid vnsen jnghezeghelen ghedrucket beneden vpp desse scrifft de screuen is na Godes bord veerteinhundert jar dar na jn dem een vnde twintighesten jare des mydwekens na des hilghen lichames daghe ♦
Efter beskyldningerne og anklagen fra Heinrich, Adolf og Gerhard, hertuger til Slesvig og grever til Holsten osv., hvori de skriver mod den højbårne fyrste hr. Erik, konge af Danmark osv., om hertugdømmet Slesvig, og hvad der dertil hører, og efter den førnævnte konges skriftligt udfærdigede svar til de udvalgte voldgiftsmænd, nemlig til os Bernd, hertug af Braunschweig og Lüneburg, Erich, hertug af Sachsen, Engern og Westfalen, og Adolf, greve af Holsten, Stormarn og Schauenburg, med de mange ord, som svaret indeholder, imod den sandhed, som er kendt vidt og bredt i overensstemmelse med, hvad hertugerne siger, erklærer vi følgende:
Det skal være vitterligt, at hertugdømmet Jylland med dets grænseområder, inden for hvilke Gottorp ligger, samt Flensborg og Nyhus, alle slotte, stæder, landområder og folk med alt, hvad dertil hører, og som ligger i hertugdømmet, Glambæk og landet Femern med alle rettigheder og alt, hvad dertil hører, som går mange år tilbage, i umindelige tider har været i de holstenske herrers varetægt som deres brugelige ejendom, altså som deres arvelen, sådan som hertugerne skriver. Derfor afgør vi som ret, på kongens klage og hertugernes og de holstenske herrers svar, at vi ikke ved noget mere rigtigt, nemlig på grund af den lange tid, hvori de har haft det førnævnte i deres besiddelse, hvorfor vi således erklærer følgende for ret: Kan hertugerne bevidne og bevise deres len og varetægt, sådan som det står beskrevet i det følgende, med deres hånd; og kan de bevidne selve lensbesiddelsen med syv hæderlige personers ed på deres ret ved helgener, sådan som det er ret, eller ved skriftlige vidnesbyrd, dvs. med åbne beseglede breve, så må de fortsat beholde deres len og det, som de har i deres besiddelse, selv hvis kongen eller en anden ville frakende dem det eller uretmæssigt ville berøve dem det, for den almindelige beskrevne ret indeholder i anden bog, kap. 24, følgende: ”Man må ikke uddrive nogen fra sin ejendom fra rettens side, selv om han måtte være kommet i besiddelse af denne uretmæssigt; derimod skal den frakendes ham med retmæssig klage, hvor han selv er tilstede osv”. Alt dette, som er nævnt tidligere, og hvad kongen eller hans folk (ellers) har taget fra de førnævnte hertuger eller fra deres undersåtter på uretmæssig vis og med vold, det skal de i henhold til loven levere tilbage til dem i deres eje til eget brug – kvit og frit – med bod og bedring for alle fredsbrud i henhold til fredsbrudsretten, og de skal godtgøre og udbedre yderligere skader med penge og med ret.
Endvidere vedrørende Flensborg og Nyhus og alt, hvad der hører til det førskrevne hertugdømme, som er givet kongen i pant, og for hvilket han har udstedt breve: Selv om kongen skriver, at han har erhvervet sig det med det påskud, at det skulle tilhøre Gud og Danmarks krone og Rige og ham, og fordi ingen konge kunne forlene det osv., så erklærer vi følgende for ret: Hvad kongen har i sin varetægt som pant af hertugdømmet, det må han ikke beholde længere, end hvad der gælder i henhold til pantet. Har kongen derudover fået breve angående pantet, og har han selv givet breve desangående, så skal man på begge sider holde det, som brevene indeholder, idet retten vil, at fordringshaveren ikke skal bedrages.
Og eftersom hertugerne skriver, at det blev forhandlet og afgjort mellem kongen på den ene side og deres slægtning, grev Heinrich, og dem på den anden – man havde opfyldt og ydet tilfredsstillelse for aftalen over for kongen, sådan som man gjorde med Flensborg og Nyhus på baggrund af hans fordringer – at han så straks ville svare dem og grev Heinrich og godtgøre deres skade i så stor udstrækning, som han var pligtig til i henhold til retten, og at han ikke yderligere skulle udøve nogen som helst form for tvang eller vold mod dem og deres undersåtter i hertugdømmet Jylland osv. Dertil erklærer vi følgende: Kan hertugerne bevise aftalen med deres forhandlere, som har været med og tilstede under forhandlingerne, og er aftalen ikke blevet holdt over for dem, og er der ikke blevet ydet bod og bedring for deres skader, så skal man fremover holde aftalen og bøde for deres skader, som er kendt vidt og bredt, med penge og med ret.
Således skriver hertugerne også, hvordan det er blevet aftalt og afgjort, at man skulle nedrive det ”bjerg”, som var blevet bygget ved Flensborg – hvorimod kongen imidlertid skriver, at det skulle være ukendt for ham, sådan som hans svar viser – og hertugerne har beseglede breve derpå, som hertug Ulrich af Stargard, som dengang var i dronningens råd, og tilstede ved forhandlingerne; hertug Ulrichs besegling tjente til vidnesbyrd for, at han dømte, at man skulle nedrive bjerget osv. Derfor erklærer vi følgende for ret: Hvis alt det, som de kan bevise med den førnævnte hertug Ulrichs brev, som han har erklæret for ret, ikke er sket, så skal man fremover gøre det over for ham i henhold til retten. Og hvis der er sket hertugerne nogen skade på den baggrund, eller lider de derved skade, som kan bevises, som følge af, at ”bjerget” ikke er blevet revet ned, så har kongen pligt til at bøde derfor med penge og med ret.
Hertugerne skriver videre angående Kobberbjerget, som er givet dem i pant, hvoraf der tilkommer dem en årlig rente på titusind mark lødigt sølv, og angående Gotland, som var givet dem i pant ved åbne beseglede breve, og at kong Christoffer vedblev at skylde dem tyvetusind lødige mark, ligeledes kong Erik af Sverige tretusind mark sølv, ligeledes kong Magnus og kong Håkon af Sverige og af Norge 100 lødige mark sølv i kølnsk vægt – for alle disse forhold har de ifølge dem selv åbne beseglede breve, og de hævder derfor, at man skal overholde brevene over for dem i henhold til deres indhold, eller at man skal annulere dem retmæssigt. Derfor erklærer vi følgende for ret: Åbne beseglede breve skal man overholde i overensstemmelse med deres indhold, såfremt man ikke kan annullere dem ved ret.
Hertugerne skriver også om den ekstraskat på Frisland, som dronningen lod opkræve, hvoraf halvdelen imidlertid skulle komme dem til gode, som beløb sig til omkring 800 engelske pund, med undtagelse af Ejdersted; heraf tilbageholdt hun deres halvdel, som til stadighed tilbageholdes, hvilket vitterlig kan bevises. Herimod svarer kongen, at dronningen er dér, hvor Gud vil have hende osv. Hertil erklærer vi følgende for ret: Alt, hvad dronningen således har tilbageholdt, det skal hendes efterkommere, dvs. kongen, betale og give tilbage til hertugerne.
Ligeledes har hertugerne skrevet i deres klage og beskyldning om benævnte skader, som er blevet påført dem og deres folk af kongen og kongens folk, som flere gange bliver nævnt i deres klage, hvor og hvem det er hændt for, hvilket kongen har fortiet i sit svar og undladt at svare på med et retmæssigt svar. Hertil erklærer vi følgende for ret: Eftersom kongen har undladt at svare med et retmæssigt svar vedrørende de nævnte skyldsforhold, så skal han bøde skylden med ret.
At vi, de førskrevne voldgiftsmænd, ikke kender til noget mere retfærdigt i henhold til den førskrevne anklage og beskyldning, det bevidner vi med vore segl, som er trykt forneden på dette skrift, som er skrevet i år 1400 efter Guds fødsel, derefter i det enogtyvende år, om onsdagen efter helliglegemsdag.