| 9 |
1401. 18. januar. |
Helsingborg. |
Dronning Margrete overlader og giver Henneke Dårsvend den gård og
halve slagterbod i Malmø, som hr. Abraham Brodersen havde opladt hende.
Efter Hennekes, hans hustrus, børns og børnebørns død skal den
overgå til sankt Peders kirkes bygningsfond i Malmø som sjælebod
for dronning Margretes slægt og for Henneke.
Vidisse 25. maj 1414 på dansk i rigsarkivet.
Vi Margrete med Guds nåde Valdemar Danekonges datter
erkender med dette vort åbne brev vedrørende den gård i Malmø,
som ligger mod vest i byen mellem Niels Jonsens gård og Niels
Bentsens gård, den gård, som Jakob Lang, bymand i Malmø,
oplod til hr. Abraham, og hr. Abraham har siden med sit åbne
brev opladt os samme gård, og videre om den halve kødmangerbod,
som også ligger i Malmø, og som hr. Abraham fik efter
Mikkel Eriksen, og hr. Abraham har i samme sit åbne brev opladt os
den samme halve bod, at vi med dette vort åbne brev erkender,
at vi har opladt, givet og overdraget denne fornævnte gård og
halve bod med alt deres tilliggende af hus og jord, vådt og
tørt, rørligt og urørligt uden undtagelse, hvad det end kaldes
eller er, fra os og vore arvinger og efterkommere til vor
elskelige tjener, denne brevfører Henneke Dårsvend, således at
fornævnte Henneke, hans hustru og børn og børnebørn om Gud vil
give dem sådanne, skal beholde denne føromtalte gård og halve
bod og besidde, bruge og frit nyde dem, så længe de lever, og
når de alle er døde eller der kun er en tilbage, da skal vi
give, skøde og afhænde fornævnte gård og halve bod med alt
tilliggende uden undtagelse, sådan som det før er sagt, til
sankt Peders kirkes bygningsfond i Malmø uigenkaldeligt til
evig eje til ære for Gud, Vor Frue og sankt Peder og til frelse
for vore forældres, vor og fornævnte Hennekes sjæl. Dog skal
fornævnte Henneke, hans hustru, børn og børnebørn beholde og
bruge denne føromtalte gård og halve bod til deres gavn og
nytte og efter deres vilje, så længe de eller nogen af dem er
til, men når de ikke længere er levende, da skal fornævnte gård
og halve bod overgå til fornævnte sankt Peders kirke, sådan som
før er sagt. Og til større sikkerhed for alle disse
foranstående artikler lader vi vort segl hænge under dette brev
sammen med vor allerkæreste søn kong Eriks segl; og vi Jens
Due, Abraham Brodersen, Niels Iversen og Erik Nielsen, riddere,
Jens Jakobsen, sognepræst i Malmø, Bent Lang og Bent Gødesen,
væbnere, lader vore segl hænge under dette brev til vidnesbyrd.
Givet i Helsingborg i det Herrens år 1401 tirsdag næst efter
ottendedagen efter Helligtrekonger.
© Copyright 2003, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab