Berta, enke efter Henneke Grevesmühlen, forhen borger i København, pantsætter et grundstykke med stenhus i
Tyskmannegade til Thomas Tagesen, borger i København, for 20
mark sølv.
Original i rigsarkivet.
Berta, enke efter Henneke Grevesmühlen fordum indbygger i København, til alle, der ser dette brev, hilsen evindelig med Gud.
Alle, nuværende og fremtidige, skal vide, at jeg i
sandhed står i skyld og gæld til nærværende brevviser den gode
mand Thomas Tagesen, min medborger, for 20 mark sølv, nemlig i
hvide penninge, lovlige og gangbare, som virkeligt lån, der
venskabeligt er ydet mig af ham, og som skal betales samme
Thomas eller hans arvinger af mig eller mine arvinger i
fornævnte rede penge og ikke i nogen anden værdi uden tøven og
fuldt ud. For denne sum penge pantsætter jeg til Thomas med
dette brev min toft tillige med et stenhus og alle dens
tilliggender i den gade, der kaldes Tyskemannegaden, imellem Mønneke Suders og Benneke Sudenås gårde fra førstkommende påske og seksten fulde år frem i tiden på nedenfornævnte betingelser.
For det første skal fornævnte Thomas Tagesen eller hans
arvinger årligt oppebære alle afkastelser, frugter og
indtægter, som hidrører fra det til ham pantsatte gods, som
ovenfor nævnt, uden at de på mindste måde bør fradrages i
gældens hovedstol, indtil den nævnte toft med stenhuset og dens
øvrige tilliggender indløses af mig eller mine arvinger fra
nævnte Thomas eller hans arvinger på lovlig vis for rede penge
i fornævnte mønt. Til indløsningstermin for godset, når de
seksten år er forløbet, er specielt antaget og valgt selve
Mikkelsdag. Hvis jeg Berta eller mine arvinger til denne termin
svigter med indløsningen af nævnte gods - hvad Gud forbyde - da
skal Thomas selv eller hans arvinger have nævnte toft med
stenhuset og alle andre tilliggender i pant fremdeles ligesom
før, og hvad som helst Thomas selv eller hans arvinger på
oftnævnte toft eller i nævnte stenhus fornyr af bygninger i
træ, jern eller sten eller i mellemtiden måtte lade forbedre,
alt dette binder jeg med dette brev mig tillige med mine
arvinger til at indløse før betalingen af hovedsummen, efter
forudgående kendelse af fire gode mænd, der skal vælges særligt
hertil af begge parter. Ydermere forpligter jeg mig til at
hjemle og frigøre samme Thomas Tagesen og hans arvinger nævnte
toft med stenhus og de øvrige tilliggender uden modsigelse fra
mine medarvingers side eller fra hvilke som helst andres side.
Til vidnesbyrd herom er mit segl tillige med seglene tilhørende
de gode mænd, nemlig Herman Kruse, borgmester i København, Jens
Jakobsen, Mogens Nielsen, rådmænd, og Mønneke Suder, borger
sammesteds, hængt under dette brev. Givet i det Herrens år 1401
fredagen før den søndag, da der som indgangsbøn synges Oculi.
© Copyright 2003, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab