Bonifacius, biskop, Guds tjeneres tjener, til alle Kristi troende, der ser dette brev, hilsen og apostolisk velsignelse.
Skønt han, hvis gave det er, at hans troende på værdig og priselig måde kan tjene ham, af sin rige kærlighed, som overgår de bedendes fortjenester og ønsker, giver dem, der tjener ham på en god måde, langt mere til gengæld, end de kan fortjene, indbyder vi dog ikke desto mindre så at sige med lokkende gaver, nemlig aflad og syndsforladelse - i ønsket om at gøre menigheden velbehagelig for Gud og til udøver af gode gerninger - de troende til at være ham til behag, for at vi derved kan gøres mere egnede til den guddommelige nåde. Da vi ønsker, at sankt Knuds kirke i Odense må blive besøgt med passende æresbevisninger og også bevares, og at Kristi troende des hellere fromt skal strømme sammen til den og være mere redebonne til at række en hjælpende hånd til dens bevarelse, jo rigere de ser sig opbyggede ved den guddommelige nådes gave sammesteds, tilstår vi barmhjertigt, i tillid til Gud den almægtiges barmhjertighed og hans hellige apostle Petrus' og Paulus' myndighed, alle, der viser sand anger og bekender deres synder, og som på den hellige Marie Magdalenes dag og de derpå umiddelbart følgende syv dage fromt besøger samme kirke og, som ovenfor nævnt, rækker en hjælpende hånd til dens bevarelse, samme aflad og syndsforladelse på alle måder, som de opnår, der årligt på vor herre Jesu Kristi legems dag besøger sankt Antonius' klosterkirke i Morkær i Slesvig stift, og ikke desto mindre for at de desmere skal anspores til at søge at opnå sådan aflad, jo større gavn for deres sjæle de kan gøre sig håb om at opnå derved, giver vi med dette brev i kraft af fornævnte myndighed den til enhver tid værende prior for nævnte Odense kirke uindskrænket fuldmagt til at beskikke seks eller flere hertil egnede præster, verdslige eller klosterbundne, som skriftefædre ved samme kirke, der hvert år, sålænge afladen varer, skal kunne høre på skriftemål fra alle uden forskel, som kommer for at opnå sådan aflad, og vi tilstår samme skriftefædre og enhver af dem uindskrænket fuldmagt til at høre på samme personers skriftemål, og når de omhyggeligt har påhørt dem, at måtte meddele de samme personer syndsforladelse med apostolisk myndighed og at pålægge dem helsebringende bod, med mindre sagen er af en sådan art, at det apostoliske sæde med rette må rådspørges derom. Vi vil, at de gaver, alle som en, som kommer fra de troende kristne, der under nævnte aflad besøger kirken, ubeskåret skal anvendes til nævnte kirkes bevarelse og til dens bygningsfond. Intet menneske må bryde dette vort brev eller i ubesindig forvovenhed gå imod det. Hvis nogen drister sig til at gøre dette, skal han vide, at han derved vil pådrage sig Gud den almægtiges og hans hellige apostle Petrus' og Paulus' vrede. Givet i Rom hos Sankt Peter den 2. juli i (vort pontifikats) 12. år.