Simon de Cramaud, patriark af Alexandria,
skriver til Ruprecht, romersk konge, om et
forestående kirkemøde i byen Metz, som
har til formål at løse det pavelige skisma,
og som den (franske) konge har givet
underretning om til bl.a. Danmark.
Afskrift i Firenze.
Til den mest højærværdige herre Ruprecht, nylig valgt og
kronet til romernes konge. Allermest kristelige fyrste, hvis I,
som rimeligt er, retter jer efter Guds sande lære - heri navnlig det, der
angår kirkefreden - og i tilslutning til den strenge vej hverken
gør afbigt til højre eller venstre, vil I utvivlsomt, ligesom
hin mest kristelige kejser Justinian har hævdet, fortsat have
det, som nu står fast, og opnå det, som I endnu ikke
har fået, og I vil få den evige hæders krone, som er lovet
alle retmæssig kæmpende.
Såfremt det i akterne føromtalte møde afholdes på den
forud bestemte dag, sætter jeg min lid til Gud, som har
lovet, at hvad som helst skal ydes dem, der samles i
Hans navn, at vi vil opnå den ønskede fred.
Og fordi vor herre efter mine herrer, biskoppen af Kölns og hertug
Stefans udsagn har løsnet nettet så meget, at han har underrettet
vor gejstlige magt i Danmark, Østrig og alle riger, ville det være
latterligt, om mødet på grund af jer ikke skulle få det tilsigtede resultat.
Og fordi det er vigtigt, at Eders højhed overvejer alle mulige veje
til udgangen af denne labyrint og vælger den bedste blandt dem
alle, siger mange og tilsyneladende med megen ret, at Guds kirke
i dag er i den situation, som kejser Honorius, forudsat at en delegeret
er til stede, har taget god højde for gennem den regel,
som han har skabt, indeholdt i det kanoniske korpus i
kapitlet: 'Hvis to eventuelt uretmæssigt' afsnit 79 og i kapitlet:
'Sejrherren' afsnit 98, i hvilke man læser, at han
har foreskrevet, at hvis to vælges til paveembedet, bør ingen af dem
forblive, men en tredje skal vælges på ny; hvilket kommentarerne til
dekretet, tilknyttet i kapitlet 'Hvis' afsnit 63 og 'Hugo' i kapitlet 'Hvis to'
gør klart.
Når der, som nu i kirken er opstået alvorlig skandale fra et sådant valg,
og det foregående er forudsat, har vi ikke brug for de to stridendes afgang,
men bør hellere gøre brug af eksklusion, sådan som man læser, at kejser
Henrik gjorde på Benedikt 9.s tid, som, idet de udvalgte lå i strid, lod
Clemens 2. vælge, fra hvem han modtog kronen.
Nu er det faktisk manges opfattelse, at, hvis vi alle, uagtet favoriseringer
af lande og personer, fæstner øjet på en eller anden retskaffen og velegnet og
denne vælges efter vor anmodning af de ældste kardinaler, af hvilke
fem eller seks endnu lever, som ikke er frataget valgretten på grund af to
valg, som de har foretaget, ligesom kommentaren til dekretet i det tilknyttede
kapitel 'Hvis to' udtrykkelig indeholder, da vil alle med retskaffent sind følge samme.
Både vor Benedikt er nu i den situation, at han ikke vil kunne lægge
hindring i vejen for sig selv, og Bonifatius vil med tilstrækkelig lethed
kunne underordnes samme.
Og ligesom der skal der være én hjord og én hyrde, således
skriver jeg, som jeg tidligere har sagt, for at Eders ærværdighed
skal overveje alt dette, fordi jeg fornemmer, at gudsfrygtige gejstlige,
som vover at tale frit, har vældig respekt for samme.
Gud den almægtige beskytte Eders højhed og bestandig gøre (Eder)
mere velhavende hen i mod sin hellige kirkes fred.
Efter at jeg har skrevet dette brev, ankom her den kongelige rytter, som har
overbragt hr. biskoppen af Kölns og hr. hertug Stefans brev, indeholdende, at
I, herrer, er til sinds at sende en biskop og seks lærde mænd til Metz. Gid
det havde været anderledes bestemt, og se til, mine herrer, at ingen
vildleder jer. Skrevet osv.
Eders kapellan, patriarken af Alexandria