Forrige
Originalt diplom
Næste
3 1403. 5. januar.
Jens Povlsen, ærkedegn i Lund og alterpræst ved Jomfru Marias alter, afhænder sit og altrets gods i Nevishög til hr. Lars Jensen, dekan i Roskilde, som vederlag for dennes gods i Toreberga.
Original i det svenske rigsarkiv.
Jens Povlsen, ærkedegn ved kirken i Lund og alterpræst ved den hellige jomfrus alter, opført midt i samme kirkes gulvbelægning, skænket og grundlagt efter hr. Valdemar d. 4.'s død, de danskes berømmelige konge - i from erindring - til alle, der ser dette brev, evindelig hilsen med Gud.
Alle nulevende og fremtidige skal vide, at jeg med tilladelse og samtykke af den høje fyrste og frue, fru Margrete, Danmarks, Sveriges og Norges dronning, den meget ærværdige fader i Kristus og herre, hr. Jakob, af Guds barmhjertighed ærkebiskop i Lund, Sveriges primas og det apostoliske sædes legat, samt af hans ærværdige kapitel i Lund har foretaget mageskifte med nærværende brevviser, hr. Lars Jensen, dekan i Roskilde, og til evig besiddelse afhændet og med dette brev frit afstået mit gods i Nevishög i Bara herred, som hører til mit alter, nemlig otte gårde, hvoraf Niels Ågesen bor i den første og giver en øre korn i landgilde, i den anden bor Peder Kul, som giver lige så meget, i den tredie Peder Nielsen, som giver lige så meget, i den fjerde Peder Svendsen, som giver det samme, i den femte Svend Pedersen, der giver det samme, i den sjette Adde Olufsen, og den syvende og ottende øst for kirken, som giver to øre korn, med alle deres tilliggender, til gengæld for hans gods i Thorberga i samme sogn, idet jeg overdrager for mig og mine efterfølgere, indehaverne af fornævnte alter og de personer, som er indsat på kanonisk vis, til fornævnte hr. Lars og til dagligt at lade synge messe foran sankt Laurentii alter, sådan som det udførligere fremgår af det brev, der er opsat derom, al ret, besiddelse og ejendomsret, som på nogen måde kan tilkomme os i de ovennævnte otte gårde med alle deres tilliggender, nemlig agre, enge, græsgange, skove, vådt og tørt uden nogen undtagelse med hvilket navn, det end nævnes, på den betingelse at hvis nævnte gods i Nevishög med dets tilliggender ved nogen kanonisk eller verdslig ret på lovlig vis skulle blive afvundet samme hr. Lars Jensen, enten tildels eller fuldstændigt, så skal føromtalte gods Thorberga med dets tilliggender øjeblikkeligt uden indsigelse fra nogensomhelst frit vende tilbage til nævnte hr. Lars, dekan i Roskilde, og som omtalt til fornævnte messe, der skal synges foran sankt Laruentii alter i kirken i Lund at besidde evigt. Til vidnesbyrd herom er mit segl hængt under dette brev sammen med fornævnte berømmelige fyrste, fru dronning Margretes, den meget ærværdiger fader i Kristus hr. Jakob, ærkebiskop af Lunds samt hans fornævnte Lundekapitels segl. Givet i det Herrens år 1403 dagen før Helligtrekonger.