| 5 |
1403. 18. januar. |
Kolding. |
Benedikt v. Ahlefeld, væbner, kvitterer biskop Peder af Roskilde
på dronning Margretes vegne for 600 mark lybsk, som Lars Skytte har
udbetalt ham.
Original i rigsarkivet.
Bent Ahlefeld, væbner, til alle, som ser dette brev, evig hilsen
i Herren.
Alle nulevende og fremtidige skal vide, at jeg ved dette brev
erkender taknemmeligt at have oppebåret 600 mark lybsk af den ærværdige
fader i Kristus hr. Peder, biskop af Roskilde, på den højbårne frue, fru
Margretes, af Guds nåde dronning af Danmarks vegne, af hvilke det sidste
pengestykke var lige så godt som det første, for hvilke 600 mark lybsk jeg for
mit og mine arvingers vedkommende, levende og døde, erklærer fornævnte fyrstinde
og den ærværdige fader hr. Peder, biskop af Roskilde, på den højbårne frues
vegne, tillige med alle deres kautionister og deres arvinger for kvit og i
enhver henseende undskyldt. Ligeledes erkender jeg, at de fornævnte 600
mark lybsk i sandhed er udbetalt mig i Kolding torsdagen før sankt
Paulus' dag af den gode mand Lars Skytte. Til vidnesbyrd herom er mit segl
tillige med segl, der tilhører andre velbyrdige mænd, nemlig hr. Niels Iversen,
ridder Henrik Altena og Lars Lunau, hængt under dette brev. Givet i Kolding
i det Herrens år 1403 på torsdagen før de hellige martyrer Fabianus' og
Sebastianus' dag.
© Copyright 2003, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab