Erik, af Guds nåde Danmarks, Sveriges, Norges, de Venders og Goters konge og hertug af Pommern, til alle, der ser dette brev, hilsen evindeligt med Gud.
Vi vil, at det skal stå fast for alle, nuværende og fremtidige, at alle de privilegier, friheder og nåder, som vore elskede forfædre og forgængere, Danmarks konger, af deres store kærlighed, velvilje og særlige nåde har givet og velvilligt indrømmet de fromme mænd, nemlig abbeden og munkenes klostersamfund i Sorø, dem tilstår vi af sand hengivenhed og vor særlige nåde samme herrer, fornævnte abbed og menige og konvent, idet vi nådig føjer dem og på enhver måde, således som vore forgængeres breve¹⁾ der er føjet til dette vort brev, lyder, og bekræfter og stadfæster med dette brev disse friheder, nåder og privilegier. Vi forbyder derfor strengt under trussel om vor nådes fortabelse, at nogen af vore fogeder eller deres stedfortrædere eller nogen som helst anden, af hvilken stand eller stilling han end er, drister sig til på nogen måde at fortrædige dem eller nogen af dem imod denne nåde, som vi har vist dem, men at de tværtimod på enhver måde skal fremme dem i overensstemmelse med dette vort brevs ordlyd. Til større sikkerhed for denne stadfæstelse er vort segl hængt under dette brev. Givet i Vordingborg i det Herrens år 1403 torsdagen før søndagen Invocavit i vor regerings 8. år.