Forrige
Originalt diplom
Næste
35 1403. 2. marts. Vordingborg.
Kong Erik 7. af Pommern tilstår indbyggerne i Præstø samme privilegier, som borgerne i Roskilde har fået af tidligere danske konger.
Afskrifter i Langebeks Diplomatarium og det kongelige bibliotek.
Erik, af Guds nåde rigerne Danmark, Sverige, Norges, de venders og goters konge og hertug af Pommern, til alle, der ser dette brev, evig hilsen med Gud.
Vi vil, at det skal stå klart for alle, nulevende og fremtidige, at vi af velvillig vilje og vor særlige nåde tilstår de os elskede indbyggere i Præstø disse friheder, nådesbevisninger og privilegier med dette brev, som vore elskede forfædre og forgængere, Danmarks konger, i tidligere tider af god vilje og deres særlige nåde velvilligt har bevilget borgerne i Roskilde. Derfor forbyder vi strengt under vor nådes fortabelse, at nogen af vore fogeder eller officialer eller nogen anden, hvilken stilling eller stand han end indtager, drister sig til på nogen måde at forulempe disse eller nogen af dem i modstrid med denne vor nådesbevisning, der er ydet dem, såfremt de ønsker at undgå vor vrede og kongelige hævn. Til fastere bevis på denne vor nådesbevisning har vi ladet vort segl hænge under dette brev. Givet i Vordingborg i det Herrens år 1403 fredagen næst før søndagen Invocavit i vort ottende regeringsår.