| 79 |
[1403] 14. april. |
Westminster. |
Kong Henrik 4. af England pålægger væbneren John Mulsho fra Calais at
tilbagelevere 30 tønder vin til Detmar Blå, borger i Ribe, og to borgere fra Ypres i Flandern, da
vinen var frarøvet dem på havet imod den gældende våbenstilstand.
Afskrift i Public Record Office.
Kongen til John Mulsho, væbner i Calais, med hilsen. Da man har ladet os forstå, at 30 tønder vin tilhørende Johannes Palyng
og Johannes Dyne, borgere i Ypres i Flandern, og Detmar Blå, borger i Ribe i Danmark, i et skib
på havet, uforskyldt og uretfærdigt, og imod bestemmelserne i den nuværende våbenhvile, nylig
blev taget af dig og endnu befinder sig i din varetægt, befaler og pålægger vi dig bestemt, at du,
hvis det forholder sig således, da uden tøven udleverer førnævnte vine til føromtalte Johannes
Palyng, Johannes Dyne og Detmar, eller til deres stedfortrædere i denne sag. Og hvis der er en
fornuftig grund til ikke at burde gøre dette, da skal du i egen person møde for os og vort råd i
Westminster fra næstfølgende påskedag og tre uger frem1) for at informere os og vort
nævnte råd nøjere om denne grund, og for fremover at gøre og modtage, hvad der da af os og
vort nævnte råd bliver besluttet angående de føromtalte ting. Og dette må du under tilbørlig straf
på ingen måde undlade. Og du skal medbringe dette brev. Med kongen som vidne i Westminster
14. april.
1) D. v. s. retsterminen Easter term, der i 1403 gik fra 15.april (påskedag) til 5. maj.
© Copyright 2003, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab