Kristian Hemmingsen, provst i Roskilde, erklærer at
have en gård i Jonstrup, tilhørende Henneke Mule, borger i
Roskilde, i pant for 12 mark sølv.
Original i den arnamagnæanske samling.
Kristian Hemmingsen, provst i Roskilde, til alle,
der ser dette brev, hilsen med Gud.
Alle, nulevende og fremtidige, skal vide, at jeg af den
gode mand Henneke Mule, borger i Roskilde, væbner, har modtaget
hans gård Jonstrup, som jeg har bygget af ny, i Osted sogn i
Volborg herred i pant for tolv mark sølv, dog med overholdelse
af følgende betingelser. For det første, at jeg må beholde
nævnte gård fra næstfølgende kyndelmisse og så fremdeles de
umiddelbart følgende tolv år til min fri rådighed til eget
brug, dog således at jeg hvert år afdrager en mark sølv af
hovedsummen til samme Henneke Mule, og når hine tolv år er gået
og hovedsummen fuldt ud er afdraget, skal nævnte gård uden
vægring frit vende tilbage til samme Henneke eller hans
arvinger med bygninger og gårdsæder, med den yderligere
tilføjelse, at hvis samme Henneke eller hans arvinger skulle
sælge eller afhænde nævnte gård inden de nævnte tolv år er
gået, da skal jeg gå forud for alle andre ved afhændelsen af
nævnte gård for en passende betaling fremdeles forpligtes samme
Henneke Mule eller hans arvinger til at hjemle sig og mine
arvinger nævnte gård, således som det klart fremgår af hans
herom affattede brev. Til vidnesbyrd herom er mit segl tillige
med seglene tilhørende de hæderværdige mænd herrerne Jens
Brynnekesen, kantor i Roskilde, magister Navne, kannik sammesteds,
og Bent Bille, borgmester i Roskilde, hængt under dette brev.
Givet i det Herrens år 1405 onsdagen før kyndelmisse.
© Copyright 2003, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab