Forrige
Originalt diplom
Næste
81 1405. 12. april. Æbleholm.
Nils Bengtsson pantsætter sin ejendom Jonstorp i Vinberga sogn i Nørrehalland til Svend Sture for en gæld på 40 mark svenske penge.
Original på dansk i rigsarkivet.
Det skal være vitterligt og bekendt for alle, at jeg Nils Bengtsson med dette mit åbne brev erkender at være velbyrdige mand Svend Sture eller hans arvinger 40 mark penge efter svensk beregning skyldig ved retmæssig gæld, for hvilken sum penge jeg pantsætter nævnte Svend Sture eller hans arvinger mit gods Jonstorp i Vindberga sogn i Nørre Halland med alle dets rette tilliggender af ager og eng, skove og fiskevande, vådt og tørt uden undtagelse, således at nævnte Svend eller hans embeds mand skal oppebære afkastning og afgift af dette nævnte gods og anvende det til sin nytte efter sin egen vilje, indtil den dag, da dette gods bliver lovligt indløst af mig eller mine arvinger for sådanne penge eller mønt, som er gængse og gyldige i Halland til den tid. Jeg skal og vil indløse dette gods fjerde påskedag med upåklagede rede penge, og når først pengene således er erlagte, så skal Svend fremdeles have godset i sit værn som før nævnt dette år ud til næste fjerde påskedag. Hvilken dag jeg vil indløse dette gods eller mine arvinger skal gøre det, så skal det være fjerde påskedag og ingen anden dag om året; og hvad der oppebæres i indtægt af dette gods, skal ikke fradrages i hovedsummen. Dette gods skal Svend have og nyde uhindret af mig og mine arvinger eller hvemsomhelst på mine vegne indtil den dag, da det lovligt bliver indløst som før nævnt. Skulle dette gods på nogen måde blive afvundet fornævnte Svend eller hans arvinger, så forpligter jeg mig og mine arvinger til at frigøre ham godset eller at erstatte ham det med lige så godt gods, indtil den dag da han fuldstændigt og helt har oppebåret sine penge. Dette lover jeg fornævnte Nils Bentsson bestandigt og sikkert at overholde på mine gode tro og sandhed uden svig. Til større bekræftelse hænger jeg i sandhed mit segl under dette brev. Desuden beder jeg de ærlige mænd, broder Jens, abbed i Nydala, hr. Jens Grim, ridder, og Halsten Pedersen om som vidnesbyrd at hænge deres segl under dette brev. Givet i Æbleholm i det Herrens år 1405 palmesøndag til vidnesbyrd om det foranstående.