| 83 |
1405. 13. april. |
Helsingborg. |
Abbed Niels og klostersamfundet i Sorø kvitterer
dronning Margrete for 500 lødige mark, for hvilke byen Køge
fordum var pantsat til klostret.
Original på dansk i rigsarkivet.
Vi abbed Niels og hele konventet i Sorø kloster på
Sjælland bekender med dette vort åbne brev, at den mægtige
fyrstinde, vor nådige frue, dronning Margrete, nu har
fyldestgjort os fuldstændigt, så ar vi er vel tilfredse, for
Køge, hvor købstaden nu ligger, som for 500 lødige mark var
pantsat vort kloster, og ligeledes for de breve og rettigheder,
som vort fornævnte kloster havde fået af hendes forfædre og
især af hendes faders farbroder, kong Erik, - Gud have deres
sjæle - på denne nævnte købstad og by, som da brevene eller
brevet blev udstedt skulle betale to mark korn i skyld om året.
For alt dette foranskrevne har vor nådige frue, dronning
Margrete, fyldestgjort vort kloster og os fuldstændigt så at vi
er fuldt ud og vel tilfredse; derfor oplader vi med dette brev
til hende, hendes arvinger og efterkommere nævnte købstad Køge
og de nævnte breve sammen med alle breve og rettigheder, som vi
og vort kloster har haft eller har dertil; og vi erkender at vi
ikke har nogen ret dertil eller krav derpå eller i nogen
henseende kan få det. Til større sikkerhed for alt det
foranskrevne har vi fornævnte abbed Niels og konventet med vor
vilje og vort vidende hængt vore segl under dette brev. Og til
vidnesbyrd har de hæderværdige fædre, herrer og mænd, nemlig
ærkebiskop Jakob i Lund, biskop Peder i Roskilde, abbed Lars i
Ringsted, abbed Salomon i Esrom, hr. Lars, dekan i Roskilde,
hr. Jens Jakobsen, dekan i Lund, og hr. Kristian, provst i
Roskilde, hængt deres segl herunder. Givet i Helsingborg i
dette Herrens år 1405 mandagen efter Palmesøndag.
© Copyright 2003, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab