| 84 |
1405. 14. april. |
Helsingborg. |
Niels Jensen Sosadel, væbner, pantsætter sin gård i
Gerlev til Galmen Pedersen for ni mark sølv.
Original i den arnamagnæanske samling.
Niels Jensen, kaldet Sosadel, væbner, til alle, der
ser dette brev, hilsen med Gud.
Alle, nulevende og fremtidige, skal vide, at jeg erkender,
at jeg i sandhed skylder den gode og hæderlige mand Galmen
Pedersen ni mark sølv i gode og gængse penge som de, hvormed
den ene købmand kan fyldestgøre den anden. For disse ni mark
pantsætter jeg med dette brev samme Galmen min gård i Gerlev,
hvorpå for tiden Peder Nielsen bor, og til hvilken samme gård
der ligger et halvt bol jord, på den forud aftalte betingelse,
at jeg får gården tilbage i leje af førnævnte
Galmen og svarer samme Galmen en øre rug og en øre byg årligt
af samme gård i afgift. Fremdeles forpligter jeg mig til at
hjemle og fri samme Galmen og hans arvinger (nævnte gård) for
mit og mine arvingers vedkommende, således som landsdelens love
kræver det. Fremdeles skal indløsningsdagen et hvilketsomhelst
år falde på den tingdag, som er næst før Herrens fødselsdag, og
afgiften skal betales med førnævnte sum penge. Til vidnesbyrd
herom er mit segl tillige med seglene tilhørende de gode mænd,
nemlig Svend Jensen og Oluf Krumsh, borgere i Slagelse, hængt
under dette brev. Givet i det Herrens år 1405 på martyrernes
sankt Tiburtius' og sankt Valerianus' dag.
© Copyright 2003, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab