Forrige
Originalt diplom
Næste
89 1405. 22. april.
Lars Jensen, dekan i Roskilde, skænker en gård i Fuglie, en gård i Everlöv og fire gårde i Lakkalänge til Lunds kirkes bygningsfond mod afholdelse af en daglig messe for sankt Laurentii alter i domkirken.
Original i det svenske rigsarkiv.
Lars Jensen, dekan i Roskilde, til alle, der ser dette brev, evindelig hilsen med Gud.
Jeg gør vitterligt for alle nulevende og fremtidige, at jeg sund og frisk skænker og overdrage alt mit nedennævnte gods, som jeg har fået af velbyrdig mand hr. Jens Due, ridder, nemlig en gård i Fuglie, en gård i Everlöf og fire gårde i Lackelänge med alle deres tilliggender uden undtagelse og sammen med mit andet gods i mit herom opsatte brev, så at det er tydeligt, til Lunds domkirkes bygningsfond til en messe, som hver dag til evige tider under den daglige gudstjeneste skal synges foran sankt Laurentii alter, der er opført midt på gulvet i samme domkirke, og jeg overlader nævnte gods med ret til at besidde det evigt og med al den ret, jeg har dertil, samt med de breve, jeg har, vedrørende det fornævnte gods, uanset indsigelse fra mine arvinger eller hvemsomhelst andre. Til vidnesbyrd herom er mit segl hængt under dette brev sammen med segl tilhørende de velbyrdige mænd, nemlig hr. Jakob Akselsen, ridder, Åge Nielsen, væbner, Troels Pedersen og Jens Hennekesen, borgmestre i Lund, Anders Mortensen, borgmester i Malmø, og Henneke Ovesen, rådmand sammesteds. Givet i det Herrens år 1405 onsdag i påsken.