| 6 |
1407. 7. januar. |
Hammershus. |
Ærkebiskop Jakob af Lund bevidner, at Maren
Klausdatter, enke efter Peder Hals, og Ødbern Pedersen Hals
har skødet en gård i Øster Marie sogn til Orm Herlugsen som
medgift til dennes brud Katrine, datter af Peder Hals.
Original i rigsarkivet.
Jakob, af Guds nåde ærkebiskop af Lund, Sveriges
primas og det apostoliske sædes legat, til alle, der ser eller
hører dette brev, vor kærlighed og hilsen med Herren.
Vi vil, at det skal stå fast for alle, nulevende og
fremtidige, at i det Herrens år 1407 dagen efter Herrens
fremstilling mødte personligt på vort slot Hammershus på
Bornholm i nærværelse af de gode og hæderværdige mænd herrerne
Jens Jakobsen, vor dekan i Lund, og Hartvig Lang, vor kannik i
Lund, og dekanen for vort land Bornholm Povl Degn og Jens
Lavesen foged på vort slot og vort land Bornholm, Oluf Jensen,
Peder Jul, Niels Pedersen Neper og Klaus Vildfang, væbnere, og
mange andre troværdige mænd for os den hæderlige frue Maren
Klausdatter, enke efter Peder Hals, og Ødbern Pedersen, kaldet
Hals, og afhændede, skødede og overdrog med evig besiddelsesret
uden protest til nærværende brevviser Orm Herlugsen, væbner,
vor kære mand, den gård, i hvilken nævnte Peder Hals - god
ihukommelse - boede, tillige med en vandmølle i Vor Frues østre
sogn med alle tilliggender til førnævnte gård og mølle, slet
intet undtaget, med hvilke benævnelser de end kan opregnes,
tillige med det åbne brev, angående nævnte gård og mølle på
førnævnte Marens vegne, og med al arveret, som tilkommer
førnævnte Ødbern Pedersen, kaldet Hals, til førnævnte gård og
mølle, såvel med hensyn til hans fædrene som hans mødrene arv,
som medgift for førnævnte Peder Hals' datter Katrine,
ovennævnte Orms trolovede. Hvad vi har hørt og set, bevidner
vi, idet vi bestyrker dette brev med vort segl tillige med
seglene tilhørende ovennævnte herrer Jens Jakobsen og Hartvig
Lang samt Povl Degn, Jens Lavesen, Oluf Jensen, Peder Jul,
Niels Pedersen og Klaus Vildfang. Givet ovennævnte år, dag og
sted.
© Copyright 2003, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab