| 29 |
1407. 16. februar. |
Kungsbacka. |
Hr. Abraham Brodersen skøder til sin stedsøn hr. Bent
Piik 20 gårde og 2 møller i Fjäre herred samt tilbageleverer det
pantsatte Rossared.
Original på dansk på Uppsala universitetsbibliotek.
Jeg Abraham Brodersen, ridder, hilser alle, der ser
dette brev eller hører det blive læst, evindelig med Gud.
Jeg gør vitterligt for alle, såvel nulevende som fremtidige, at
jeg til den ærlige mand, min elskelige søn, hr. Bent Piik,
ridder, har indrømmet og skødet dette gods, som er opregnet
herefter. For det første i Fjäre herred i Fjärås sogn fem
gårde i Gödestad, tre gårde i Smedinge, tre gårde i Ubbhult,
een gård i Bengtsered, en gård i Fagared, som Udde bor i, to
gårde i Vallby, i den ene bor Amund og i den anden bor Jens
Smed, en gård i Allatorp, som Esbern bor i, og en mølle i
Hjälm; fremdeles en gård og en mølle i Håfors i Gällinge sogn
og en gård, som Jens Jyde bor i, i Blixered i Tölö sogn;
fremdeles to gårde i Flundre herred, en i Blackstorp og en i
Fors. Alt dette fornævnte gods med alle dets tilliggelser uden
undtagelse skøder jeg som før nævnt bort fra mig og mine
arvinger til min fornævnte elskelige søn, hr. Bent Piik og hans
arvinger til evig besiddelse. Fremdeles har jeg indrømmet og
opladt ham samt frit og upåklaget tilbagegivet ham Rossared med
dets tilliggender. Jeg har ladet ham være kvit og aldeles fri
for de 100 lødige mark, som fornævnte Rossared var pantsat mig
for, og ligeledes for alt det, han har oppebåret deraf, mens
det var mit pant. Hvis der for fremtiden er breve eller nogen
steder vil kunne findes breve, som jeg enten har nu eller har
haft tidligere angående det nævnte gods Rossared, erklærer
jeg dem døde med dette mit åbne brev samt, at de ingen
gyldighed skal have for fremtiden. For at dette skøde og alle
dets foranskrevne artikler skal forblive bestandigt, fast og
ubrydeligt, har jeg fornævnte Abraham Brodersen, ridder, til
yderligere stadfæstelse og sikkerhed med min vilje og mit
vidende ladet mit segl blive hængt under dette brev, og jeg
beder Svend Tordsen og Gunde Siggesson om til vidnesbyrd at lade
deres segl blive hængt under dette brev. Givet i Kungsbacka i
det Herrens år 1407 onsdagen efter Inuocauit søndag1).
1) 1. søndag efter fasten.
© Copyright 2003, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab