Rigild Puge af Alstrup og hans hustru Sofie skænker
Viborg bispestol deres gods i Højslev sogn for sjælemesser.
Afskrift i Rigsarkivet
Rigild Puge af Alstrup, væbner, og hans ægtefælle
Sofie, datter af hr. Niels Jakobsen af Elkær, fordum ridder,
til alle, der ser dette brev, hilsen med Gud.
Med dette brev bringer vi det til de enkeltes kundskab, at den
ærværdige fader i Kristus hr. Lave, af Guds nåde biskop i
Viborg, efter sit kære kapitels råd forpligtede sig og sine
efterfølgere at lade holde en årtid på vor dødsdag og til at
lade afholde messer med fire præster i domkirken i Viborg een
gang om året til evig tid til bod og frelse for vore og vore
forfædres sjæle, således som de vil stå til ansvar over for Gud
ved den yderste dom. Fremdeles forpligtede samme biskop Lave
sig og sine efterfølgere ved sit åbne brev til at betale os 30
mark sølv i gode og gængse penge, som i venskabelighed skal
betales inden førstekommende 25. december til gengæld for det
nedennævnte gods. Vi Rigild Puge af Alstrup og Sofie
Nielsdatter, fornævnte ægtefæller, der ønsker at sørge for vore
egne og vore forfædres sjæles frelse på frelsebringende måde,
skænker, testamenterer og skøder derfor samt overdrager frit
med dette brev til Viborg bispebord med ret til at besidde det
evigt vort gods Holmgård og Svenstrup med alt andet gods i
Højslev sogn i Fjends herred, såvel bebygget som øde; hvilket
gods hr. Niels Jakobsen af Elkær, ridder, fordum besad og på
lovlig vis ifølge arveretten er tilfaldet os sammen med alle
dets tilliggender agre, enge, skove, græsgange, fiskevande og
møller, vådt og tørt uden undtagelse, idet vi forpligter os og
vore arvinger til at hjemle fornævnte hr. biskop Lave og hans
efterfølgere alt det fornævnte gods og til fuldstændigt at
frigøre dem fra krav fra hvemsomhelst. Endvidere forpligter vi
os og vore arvinger til at skøde fornævnte hr. biskop Lave og
hans efterfølgere alt det fornævnte gods hver især på Viborg
landsting, nårsomhelst vi af ham eller hans efterfølger bliver
forlangt dertil. Til vidnesbyrd herom er vore segl hængt under
dette brev sammen med segl tilhørende de gode mænd, herrerne
Peder Mortensen og Palle Kirt, riddere, Jakob Kirt og Erik
Henriksen, væbnere. Givet i det Herrens år 1407 på
midfastesøndag.
© Copyright 2003, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab