| 64 |
1407. 5. april. |
Holbæk. |
Kong Erik 7. af Pommern erklærer, at Anders Pedersen
af Svanholm og Jens Pedersen af Løgismose, væbnere, på
rettertinget har solgt Vilsted, Vilstedfang, Tolstrup og Vester
Strett til dronning Margrete.
Original i rigsarkivet.
Erik, af Guds nåde konge af Danmark, Sverige og
Norge, de venders og goters og hertug af Pommern, til alle, som
ser dette brev, hilsen i Herren.
I skal vide, at i det Herrens
år 1407 på tirsdagen efter søndagen Quasi modo geniti fremstod
de velbyrdige mænd, nemlig Anders Pedersen til Svanholm og
Jens Pedersen til Løgismose, væbnere, på vort retterting i
Holbæk i nærværelse af de velbyrdige mænd og gode herrer Jakob,
af Guds nåde biskop af Bergen, Peder Lykke, ærkedegn i
Roskilde, Jens Mogensen, kannik i Århus, Kristian Nielsen,
ridder, Gert von der Lancken, Jens Walrafn, Niels Skinkel, Hans Krøpelin og Jens Nielsen og flere andre troværdige
mænd i stor mængde, som dengang førte forsædet på vort
retterting, og solgte og skødede og overdrog af fri vilje og
med velberåd hu til den højbårne fyrstinde og frue, fru
Margrete, af Guds nåde dronning af Danmark, Sverige og Norge
o.s.v. vor kæreste frue og moder, nedenskrevne godser til evig
og retmæssig ejendom, nemlig Vilsted, Vilstedfang, Tolstrup, Vester Strett i Slet herred i Himmersyssel i Nørrejylland tillige med
alle og ethvert af nævnte godsers tilliggender, marker, enge,
græsgange, skove, fiskevande, vådt og tørt, rørligt og urørligt
uden nogen undtagelse, med hvilke navne de end kan benævnes,
for fuld pris, tilfredsstillende pengesum og værdi, som de
allerede virkeligt har modtaget efter deres ønske, og hvoraf
intet står tilbage, idet de ikke på nogen som helst måde
forbeholdt sig selv eller deres arvinger nogen rettighed,
ejendomsret, besiddelse eller højhedsret i forud omtalte, og
idet de forpligtede sig selv og deres arvinger til for
førnævnte fru dronning Margrete, hendes arvinger og
efterfølgere at hjemle, fritage og fri hvert og et af nævnte
godser tillige med alle og ethvert af deres tilbehør og
tilliggender fra påkrav fra hvem som helst. Desuden forpligtede
de sig selv tillige med deres arvinger til, at dersom der
nogetsteds skulle blive fundet nogle breve, lydende på eller
vedrørende førnævnte godser, da skal de ikke komme dem selv
eller deres arvinger til nytte, men skal blive fru dronning
Margrete selv, hendes arvinger og efterkommere til gavn og
gode. Givet år, dag og sted som ovenfor under vort
rettertingssegl med Jens Svendsen Brims, vor
justitiar, som vidne.
© Copyright 2003, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab