Radike Berckentin, borger i Malmø, sælger sin gård
i Malmø til Sorø kloster.
Referat i Sorø gavebog.
En vis mand Radike Berckentin, borger i Malmø, solgte med sin hustru
Tales samtykke til hr. Niels Klementsen, abbed i Sorø, og klostret
sin gård i Malmø beliggende mellem Sankt Laurentii kirke i Lunds
lille grund og Sorø klosters gård for 800 mark sølv i god mønt,
hvilken gård Ønder Olufsen havde i forpagtning; og efter forudgående
kontrakt overdrog han den højtideligt med huse, jorder, grænseskel og
grunde og alle dens andre tilliggender i fornævnte hr. abbeds og
klostrets hånd til evig besiddelse; og han skødede den først i klostret
dernæst på Ringsted byting, idet han for stedse forpligtede sig og
arvingerne til at hjemle og fri den og beskytte den mod vindikation samt
til at erstatte med andet gods af tilsvarende beliggenhed og afgifter,
hvis den nogensinde på grund af mangel ved hjemmelsretten blev afvundet,
og til i almindelighed at give erstatning for al skade, der på grund
af denne mangel på nogen måde kunne ramme klostret. Dette salg skete i det Herrens år 1410 dagen efter Helligtrekonger.
© Copyright 2003, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab