Forrige
Originalt diplom
Næste
70 1410. 17. maj. Lunds landsting.
Landstingsvidne, at fru Elene, Veste Olufsens enke, stadfæstede hans gave af en gård i Tarstad i Tirup sogn, Rönneberg herred, til Sankt Laurentii kirke i Lund.
Original på dansk i det svenske rigsarkiv.
Vi Mogens Båd, landstingsdommer i Skåne, Jakob, abbed ved Helligåndskirken ved Lund, Jens Truedsen, ridder, Hans Laxmand, kannik i Lund, Niels Jakobsen af Skarhult, væbner, og Jon Andersen, bymand i Lund, bekender og vidner over for alle, der hører eller ser dette brev, at år 14101) efter Guds fødsel lørdag i pinseugen var den hæderlige kvinde fru Elene, Veste Olufsens enke, skikket for os og flere gode mænd på Lunds landsting i Skåne, og hun sagde, at eftersom hendes ægtemand, fornævnte Veste Olufsen, skænkede en gård tilhørende hende i Tarstad i Tirup sogn i Rönneberg herred, hvori Mogens Jensen nu bor, til sankt Laurentii kirke i Lund med hendes gode vilje og jaord til ære for Gud og til gavn for begges sjæle, så skænkede hun nu også den nævnte gård i Tarstad til nævnte sankt Laurentii kirke og skødede frit hr. Peder Due, kannik i Lund, som repræsentant for nævnte kirke den fornævnte gård med al dens tilliggende til evig besiddelse. Da jeg fornævnte Mogens Båd spurgte nævnte gode kvinde, fru Elene, om hun var nødet til eller tvunget til at skøde dette gods til sankt Laurentii kirke, svarede hun og sagde, at hun hverken var nødet eller tvunget dertil, og at hun gjorde det med sin gode vilje og efter lange overvejelser forinden. Derfor forpligtede hun sig og sine arvinger til at fri og hjemle nævnte sankt Laurentii kirke den nævnte gård med alle dens tilliggender over for hindringer og tiltale fra hvem som helst. Dette så og hørte vi, og vi bevidner det med vore segl, som er hængt under dette brev. Givet år og dag som ovenfor skrevet.

1) Det kan ikke med sikkerhed afgøres om originalens tekst betyder 1410 eller 1420, jvf. efterfølgende nr.