| 79 |
1410. 7. juni. |
Fyns landsting. |
Henrik Nielsen af Sandager overdrager to gårde i Slevstrup
i Skam herred til Skamby kirke for sjælemesser.
Referat på dansk i herredagsdombog (1586-89).
Nævnte Jørgen Quitzow fremlagde i retten en kopi af stiftelsesbrevet, som den
hæderlige mand magister Hans Lange, lærer i vor købstad Odense, har oversat fra
latin til dansk og redegjort for, hvilket stiftelsesbrev er udstedt på Fyns landsting
år 1410 lørdagen inden apostlen Barnabas' dag, og hvis indhold er følgende: at
Henrik Nielsen af Sandager førnævntenævnte dag stod inden for førnævnte fire tingstokke og fra sig og sine arvinger overdrog
to gårde i Slevstrup i Skam herred med alt, hvad der hørte til dem, til evig benyttelse for sognepræsten ved Skamby kirke og hans
efterfølgere, dog med det vilkår og på den betingelse, at fornævnte sognepræst
og hans efterfølgere to gange om ugen uigenkaldeligt til evig tid skulle lade holde
messer og anden gudfrygtig højtideligholdelse for fornævnte Henrik Nielsens afdøde
forældre og til gudfrygtig erindring af alle andre, som var døde og hvilede hos
Kristus. Hvis nævnte messer ikke blev holdt, skulle nævnte Henrik Nielsen og hans
sande arvinger uden nogen hindring kunne kræve de to gårde med alle deres tilliggender
tilbage, og nævnte præst i Skamby skulle være forpligtet til at afstå dem og overdrage
dem til nævnte Henrik Nielsen eller hans rette arvinger uden nogen som helst indsigelse
eller modstand og så videre, således som nævnte kopi af stiftelsesbrevet videre meddeler
og indeholder.
© Copyright 2003, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab