A

absolution:
eftergivelse af syndeskyld, syndestraf og kirkestraf.

aflad:
eftergivelse af straf for begåede synder.

akolyt:
en gejstlig, der har modtaget den højeste af de fire lavere gejstlige grader (under præst, diakon og subdiakon, men over exorcist, lektor og ostiar).

allodialgods, -jord:
jord, som besidderen ejer med fuld ejendomsret, i modsætning til den jord, over hvilken han kun har brugsret, navnlig som len.

annater (af annus):
første års indtægt af et ledigt kirkeligt embede; denne indtægt tilfaldt for de mindre embeders vedkommende bispen, for de større paven.

antifon:
egtl. vekselsang, korsang af menigheden delt i to afdelinger, eller med forsanger og kor; teksten var oprindelig Davids psalmer, senere originale kirkesange (cantica).

apostolisk:
udgået fra (henhørende under) pavestolen, hvis myndighed nedledes fra apostlen Peter.

artes:
de frie kunster, der ifølge Martianus Capella omfatter grammatik, dialektik, retorik, aritmetik, geometri, musik og astronomi, dyrkedes ved de middelalderlige universiteters laveste fakultet (artistfakultetet), hvoraf nutidens filosofiske og naturvidenskabelige fakulteter har udviklet sig; artistfakultetets højeste grad var magister artium (liberalium).

auditør:
Således kaldes ved kurien de personer, der beskikkes bl.a. til at optage eller fælde dom i en sag.

augustinere:
munkeorden dannet med forbillede i et præstefællesskab, som den hellige Augustin (død 430) skabte. Ordensmedlemmerne kaldes kannikker.

autentisk:
ægte, troværdig.

Ave Maria:
liturgisk bøn til jomfru Maria.

B

baccalaureus:
indehaver af den laveste akademiske grad.

band(lysning):
udelukkelse fra kirken og dens nådemidler.

bede:
en på fyrstens anmodning vedtagen skat eller ydelse.

benediktinere:
munkeorden stiftet af Benedikt af Nursia 529.

beneficium:
de til et kirkeligt embede som løn for tjenesten henlagte formuler og godser, dernæst også selve embedet.

birk:
en fra herredsinddelingen undtaget jurisdiktion, der havde særlig ret og domsmyndighed.

bisidder (scabinus):
oprindelig (siden Karl den stores tid) et medlem af et fast dommerkollegium inden for det tyske riges enkelte kommuner; i visse stæder udvides dettes myndighedsområde, idet det kom til at overtage byrådets rolle.

bol:
en efter bolantallet vekslende kvotapart af en landsbys tilliggende, også et jordmål, fandt oprindelig anvendelse ved fordelingen af offentlige byrder.

bord:
se fællesbord.

brevfører, -viser:
ihændehaver af brev.

breviarium:
den bog, der indeholder alle til tidegudstjenesten hørende stykker: bønnerne, lektionerne og sangene, sædvanligvis også Davids psalter.

bryde:
forvalter, bestyrer af gård.

bulle:
pavebrev; navnet stammer fra det blysegl (bulla plumbea), der hang under et sådant.

bygningsfond:
fabrica, kirkens formue.

bymænd:
indbyggere en købstad.

C

cantate (sc. Domino canticum novum):
begyndelsesordene til introitusbønnen 4. søndag efter påske, dernæst betegnelse for selve søndagen.

cathedraticum:
en fast årlig afgift til bispen af hver kirke i stiftet.

circumdederunt (sc. me dolores mortis):
begyndelsesordene til introitusbønnen 9. søndag før påske (septuagesima), dernæst betegnelse for selve denne søndag.

cisterciensere:
munkeorden stiftet i 1098 af Robert i Cistercium.

cluniacensere:
munkeorden stiftet i 910 af Berno i Cluny.

commune servicium:
se servispenge.

D

dagtingning:
forhandlingsmøde på en forvejen fastsat dag.

damsbånd:
jorddæmning ind over marken ved en mølledam.

danefæ:
jordfundne værdigenstande af guld og er hvad der fandtes i gravhøje fra den hedenske tid og oprindelig var medgivet de døde i graven som deres ejendom, men i kristen tid ansås for herreløst, hvorfor det tilfaldt kongen.

deger:
10 huder eller skind.

dedikation af kirke:
kirkeindvielse.

dekan:
indehaver af en af de højere værdigheder ved et domkapitel; i Roskilde kapitlets formand.

dekretaler:
samlinger af pavebreve af retsstiftende karakter.

deus omnium (sc. exauditor):
begyndelsesordene til introitusbønnen søndag efter Kristi legemsfests oktav, dernæst betegnelse for selve denne søndag.

devolutionsret:
den ret, der tilkommer en højere kirkelig myndighed mht. besættelse af kirkelige stillinger, som ikke inden for en bestemt tidsfrist er blevet besat af en lavere kirkelig myndighed.

diakon:
gejstlig grad næst efter præst.

dignitet:
fællesbetegnelse for de højeste gejstlige beder inden for domkapitlet, f.eks. ærkedegn og dekan.

diplom:
et under iagttagelse af bestemte garantigivende former som segl og/eller underskrifter udstedt brev af retligt indhold.

distribution:
fordeling af årtidepenge og lign. blandt de kannikker, der overværer den daglige gudstjeneste.

dominikanere:
sortebrødre, tiggerorden stiftet af spanieren Domingo Guzman.

dotering:
tildeling af større gaver (faste indkomster o.lign.) til kloster eller kirke.

drost:
navn på den højeste rigsembedsmand i middelalderen.

drømt:
nedertysk udtryk for trimodius d.v.s. 3 hedebyskæpper (a 6 skæpper).

E

ekskommunikation:
udelukkelse af det kirkelige fællesskab.

eksempt, eksimeret:
fritaget for de(n) nærmeste kirkelige overordnedes jurisdiktion; som regel om dem, der er fritagne for bispens jurisdiktion og stillede direkte under paven.

enemærke:
ager eller skov uden for fællesskabet.

esto mihi (sc. in deum protectorum):
begyndelsesordene til introitusbønnen 7. søndag før påske (quinquagesima), dernæst betegnelse for selve denne søndag.

executoria:
eksekutionsbrev, der nærmere angiver, hvorledes en pavelig bestemmelse skal føres ud i livet.

ex(s)urge (sc. quare obdormis domine):
begyndelsesordene til introitusbønnen 8. søndag før påske, dernæst betegnelse for selve denne søndag.

F

fang:
en landsbys el. en herregårds hele område.

fed:
de hanseatiske byers afmærkede (lavtliggende) områder på skånemarkederne, inden for hvilke særlige retsregler gjaldt.

fjerding:
en fjerdedel af et bol, af en købstad eller af et herred.

flodemål:
det område, der dækkes af vandet, når dette opstemmes i en mølledam

floriner:
opr. florentinsk guldmønt, præget år 1251 med en lilje (flos), byvåbnet; senere taget som mønster ved møntprægningen flere steder.

foged:
oversættelse af advocatus, den kongelige eller biskoppelige embedsmand (lensmand), der forvalter et eller flere herreder med underfogeder (officialer) som medhjælpere.

fogedi:
en fogeds forvaltningsområde.

forlover:
garant, kautionist.

forved:
form for pantsætning, hvorved ejendomsretten over pantet går over til panthaveren, hvis pantet ikke indløses til en givet, kortfristet termin.

franciskanere:
gråbrødre, tiggerorden stiftet omkr. 1210 af Frans af Assisi.

fravinde (el. afvinde):
erhverve ad rettens vej (ved proces).

frugt:
romerretligt udtryk for udbytte, afkastning.

fællesbord (mensalgods):
gods, hvis indtægter går til et gejstligt samfunds (kapitels el. lign.) underhold.

fælleshånden:
lensretligt udtryk for, at flere på en gang havde del i forleningen.

fællig løsøre:
som tilhører jordens ejer og dyrker i fællesskab.

G

gaudete (sc. in domino semper):
begyndelsesordene til introitusbønnen 3. søndag i advent, dernæst betegnelse for selve denne søndag.

genbrev:
1) en skriftlig forpligtelse svarende til den modparten har udstedt, 2) skriftligt vidnesbyrd, der automatisk standser låseforfølgningen, jf. låsebrev.

generalkapitel:
1) den forsamling, der har den øverste myndighed inden for visse munkeordener også om denne forsamlings møde. 2) fuldstændigt kapitelmøde.

generalkoncil:
almindeligt kirkemøde under pavens forsæde.

generalofficial:
en bispeofficial, der har uindskrænket fuldmagt til at optræde på bispens vegne i verdslige anliggender, til tider også i gejstlige.

gengærd:
ydelse (især i naturalier), som udrededes af befolkningen som skat ell. mod vederlag.

grammontenser:
eremitorden stiftet i 11 årh. af Stefan d'Auvergne.

grot (af lat. grossus, stor):
betegner ofte en beregning efter vægten af et møntsteds store mønter i Danmark om mønter fra Tours, groten, der havde en finvægt på 3,9 gr. sølv. Den bevarede i tiden 1330-1373 sin sølvværdi konstant og kom til at spille en grundlæggende rolle i dansk møntvæsen. 12 groter (værdi lig en guldflorin) kaldtes for en skilling grot, og 5 skilling grot regnedes = 15 skilling engelsk = 45 skilling lybsk = 1 lødig mark sølv (efter kølnsk vægt, 233,8 gr.). Efter 1373 forringedes mønternes sølvværdi væsentigt, den ovenanførte ligning gjaldt dog i flere århundreder, men grot-lødig mark er da kun en regningsenhed, ikke en værdienhed.

guardian:
forstander for et franciskanerkloster.

gudsfred (treuga dei):
den fred, der skulle råde i helgtiderne, og hvis brud straffedes af kirken.

gælker:
den højeste kongelige embedsmand i Skåne.

gæst:
fremmed købmand eller repræsentant for en sådan.

gæsteri:
pligten til at forpleje en overordnet (gejstlig eller verdslig) og hans følge.

gårdsæde:
fæster af et hus med en mindre jordlod, for brugen af hvilken han som vederlag præsterede arbejde for ejeren og en mindre afgift.

gårdsædetoft:
den indhegnede plads, der hører til en gårdsædes beboelses- og avlsbygninger

H

hageplov:
middelalderlig regneenhed, der dannede grundlaget for beskatning i Venden og Estland.

helgbrud:
brud på de kirkelige helligdagsbestemmelser.

helligåndshus:
helligåndsordenens hospitaler. Denne orden, efter sit symbol duen også kaldet duebrødrene, havde alene til formål at pleje de syge.

helligbrøde:
bøderne for hellig brøde, hvorved forstodes vold udøvet i helgtiderne eller på helligdage; for sådan vold bødedes 3 mark til bispen, samtidig med at der som ved al anden vold bødedes til den forurettede og til kongen.

henlægge:
annektere (kirker og kirkegods).

herlighed:
indbegrebet af alle øvrighedsrettigheder (dominium) en fyrste eller jorddrot kunne have over sine undergivne.

hovedlod:
en persons formue.

hovedstol:
den oprindelige kapital uden påløbne renter.

humiliater:
en gren af benediktinerordenen, oprettet i 12. årh.

højmester:
leder af den tyske orden med sæde i Marienburg.

høvedsmand:
øverste befalingsmand på et kongeligt slot.

I

immunitet:
den et gods tillagte fritagelse for at være undergivet de kongelige embedsmænds myndighed med hensyn til indkrævning af skatter, sagefald o. lign.

indgangsbøn:
introitusbønnen, hvormed messen indledes.

inhabilitet:
uegnethed på grund af medfødte eller erhvervede egenskaber.

inkorperere:
indlemme.

interdikt:
forbud mod prædiken, forvaltning af sakramenterne, særlig dåb og kirkelig jordfæstelse. Det pålagdes oftest lokalt, men kunne dog også have form af personligt interdikt.

interlokautorier:
domsafsigelser af midlertidig gyldighed (modsat: slutdom).

investere:
højtideligt indsætte i et gejstligt embede.

invocavit (sc. me et ego exaudiam):
begyndelsesord til introitusbønnen 1. søndag i fasten (6. søndag før påske), dernæst betegnelse for selve denne søndag.

irregularitet:
udelukkelse fra at kunne ordineres eller modtage en højere vielsesgrad.

itinerar:
rejserute.

J

johanniter:
kirkelig ridderorden, reorganiseret 1113 af pave Paschalis 2. Foruden de almindelige munkeløfter aflagde johanniterne et løfte om kamp for troen.

jubilate (sc. Deo omnis terra):
begyndelsesord til introitusbønnen 3. søndag efter påske, dernæst betegnelse for selve denne søndag.

judica (sc. me Deus):
begyndelsesord til introitusbønnen 5. søndag i fasten, dernæst betegnelse for selve denne søndag.

justitiar:
dommer på kongens retterting.

K

kamaldulensere:
italiensk munkeorden, stiftet 1018 af Ramualdo med hovedvægt på eremittilværelsen.

kalatravensere:
gejstlig ridderorden, stiftet 1158 af abbed Raimund til værn mod maurerne; Calatrava er en kastiliansk ridderborg.

kammermester:
embedsmand, som især har finansvæsenet og bestyrelsen af skatkammeret under sig.

kannik:
medlem af et domkapitel eller kollegiatkapitel.

kanon:
1) del af den katolske gudstjeneste (messen), 2) regel, bestemmelse.

kanonikat:
kanniks embede.

kanonisk:
i overensstemmelse med den kirkelige lovgivning (Corpus Iuris Canonici).

kansler:
den rigsembedsmand, der stod i spidsen for kongens kancelli

kantor:
højere gejstlig inden for domkapitlet, som ledede gudstjenesten i domkirken, visse steder med rang af prælat.

kapellan:
præster, der i modsætning til sognepræster kun betjente enkelte personer eller grupper af personer med de kirkelige sakramenter.

kapitel:
forsamling af ligeberettigede personer ved samme gejstlige institution, af munke ved samme kloster, af præster ved samme kirke (domkapitel eller kollegiatkapitel) eller af personer hørende til samme gejstlige orden (ordenskapitel, provinskapitel).

kardinal:
medlem af kardinalkollegiet, der omfattede de højeste gejstlige i Roms stift. Oprindelig bestod det af præsterne ved Roms hovedkirker (kardinalpresbytere) og af diakonerne ved byens 7 regioner (kardinaldiakoner). Fra 8. årh. kom hertil en række bisper (kardinalbiskopper). Bisperne havde den højeste rang, dernæst fulgte præsterne og diakonerne, og som en fjerde klasse nævnes undertiden kardinalsubdiakoner.

kardinallegat (egtl. legatus de latere):
kardinal, der udsendes fra pavestolen, oftest i diplomatisk ærinde.

karene el. quadragene:
1) en fasteperiode på 40 dage. 2) 40 dages offentlig kirkebod eller eftergivelse af syndestraffe, der kan forlades ved 40 dages kirkebod.

karteusere:
munkeorden stiftet 1084 af Bruno af Køln.

kirkeprovins (den danske):
de 8 danske bispedømmer samt bispedømmet Reval.

klausur:
indelukke, det med hegn eller mur omgærdede område nærmest et kloster.

koadjutor (lat. medhjælper):
særligt udnævnt gejstlig, der varetager biskoppens pligter når denne ikke er i stand til det. Ofte indsættes han med successionsret, dvs. at han uden nyvalg udnævnes til biskop ved biskoppens død eller resignation.

kogge:
et bredt skib med rundet for- og bagstavn, anvendt især af hanseaterne.

kollats:
1) overdragelse af kirkeligt embede, 2) sammenkomst i et kloster, hvorunder der læstes højt af Cassians Collationes og indtoges et mindre måltid .

kollegiatkirke:
kirke, der ikke er domkirke, men hvor gudstjenesten ligesom ved en sådan varetages af et samfund (kollegium) af gejstlige.

kollegie:
gejstlig sammenslutning.

kollekt:
1) indsamling til kirkeligt formål; 2) del af messen (fællesbønnen: Lader os alle bede).

kollektor:
opkræver af afgifter til paven.

kommendator (komtur):
forstander for "huse" i johanniterordenen og i den tyske orden.

komturen i Sverige:
forstander for Den Tyske Ordens borg Årsta, Södermanland, hvorfra Den Tyske Orden drev handel i Sverige samt rekrutterede ordensmedlemmer fra Skandinavien.

koncilium:
kirkemøde

konsekration:
bispens indvielse af kirker eller kirkelige brugsgenstande.

konservator:
paveligt ombud, der overvåger kirkers og fromme stiftelsers interesser.

konvent:
et klosters munkesamfund.

korporlig besiddelse:
romerretligt udtryk, der betegner den virkelige besiddelse (af et embede el. jord), hvis forudsætning er visse ceremonier.

korporlig ed:
ed svoren med hånden på biblen, en relikvie eller anden hellig ting.

Kristi legemsfest:
kirkefest torsdagen efter trinitatis.

kustode:
forstander for en underafdeling af en ordensprovins hos franciskanerne.

kværsæde:
årlig afgift, der ydes i stedet for leding.

kyndelmisse:
missa candelarum purificatio - jomfru Marias renselsesfest, den 2. februar.

kældermester:
den biskoppelige embedsmand, sædvanligvis en kannik, der bestyrer de biskoppelige indtægter, der indgik i fadeburet på bispegården.

kølnsk vægt:
vægtenhed, 233,8 g pr. mark.

L

landbo:
fæster på åremål.

landbostavn:
en fæstegård.

landstingshører:
var i senere tid en til landstinget knyttet embedsmand, der fungerede som stedfortræder for landsdommeren og havde at underskrive og forsegle landstingsakterne. På dette tidspunkt var det måske blot et andet navn for landsdommeren.

lavhævd:
se lovhævd.

leding:
pligt til at gøre krigstjeneste eller til i stedet at betale skat.

legat:
1) pavelig udsending, der er kardinal og udøver overordnet kirkelig myndighed inden for sit område. 2) ærkebiskop, der af pavestolen har fået tillagt overordentlige beføjelser af forbigående eller stedsevarende karakter.

lektie, lektion:
stykke af den hellige skrift, kirkefædrene, helgenlegenderne osv., som oplæses ved gudstjenesten.

livgeding:
overenskomst angående en fyrstelig persons (navnlig en enkes) underhold, dernæst selve det gods, der tjener til vedkommendes underhold.

lov, fæste:
afgive løfte om at præstere bevis ved partsed med mededsmænd.

lovbyde:
tilbyde slægtninge jord i køb inden et salg el. tilbyde betaling af en pantegæld på tinge.

lovhævd (el. lavhævd):
lovlig hævd; adkomst til fast ejendom efter besiddelse i en vis tid (20 år), bekræftet ved edsaflæggelse.

lovhævdsbrev:
et tingsvidne, der bekræfter en edsaflæggelse om lovhævd.

lovhævdsdom:
en dom til bekræftelse af, at der ikke er gjort indsigelse mod lovhævd.

læst:
varierende rummål for korn (f.eks. 40 tønder rug og hvede, 48 tønder byg, 80 tønder havre), idet værdien toges i betragtning. Bruges også om tørre varer, der fragtes med skib.

lætare (sc. Jerusalem):
begyndelsesordene til introitusbønnen 4. søndag i fasten, dernæst betegnelse for selve denne søndag.

låsebrev:
kongebrev, der danner afslutning på den såkaldte låseforfølgning, hvortil hører 4 domsbreve, der fire gange efter hinanden tildømmer låseforfølgningens iværksætter det gods, som forfølges til lås; ved låsebrevet satte kongen "sagen evindelig tielse på”.

M

magister:
1) indehaver af artistfakultetets højeste grad (magister artium); 2) leder af en orden eller ordensprovins.

mandsed (hominium, homagium):
troskabsed, Som aflægges af en lensmand til lensherren eller af en herremand til dennes herre (konge, hertug, greve eller biskop).

mark:
1. mark = 8 øre a 3 ørtug a 10 el. 12 penninge; 1 mark penge: en vis efter tid og sted skiftende del af 1 mark sølv. Samme inddeling bruges om korn, således at den til penning svarende mindste enhed er en skæppe; endelig bruges mark som jordemål om det til udsæd af en mark korn svarende areal.

marsk:
den rigsembedsmand, som var rigets øverste hærfører.

matutina:
den første morgengudstjeneste, der holdtes ved daggry, »ottesang«.

med(for)lover:
garant.

mensalgods:
gods, hvis indtægter går til gejstliges underhold.

messe:
den katolske gudstjeneste, ved hvilken forvandlingen af brød og vin finder sted og alterets sakramente uddeles.

metropolitankirke:
hovedkirke i en kirkeprovins.

midfastesøndag:
fjerde søndag i fasten.

misericordias (sc. Domini cantabo):
begyndelsesordene i introitusbønnen 2. søndag efter påske, dernæst betegnelse for selve denne søndag.

missale:
messebog.

monstrans:
metalgemme, hvori relikvier eller (især) hostien opbevares, og som på visse dage fremstilles for menigheden.

morarente:
den moderate rente (interesse), som det trods kirkerettens principielle forbud var tilladt at betinge sig.

N

nådsensår:
det tidsrum, i hvilket en afgået gejstlig eller hans arvinger har del i embedets indtægter.

notar:
person, der af paven eller kejseren er beskikket til at udfærdige eller bevidne dokumenter.

notarialinstrument, notarialvidne:
dokument udstedt af en notar.

nuntius:
pavelig udsending, der ikke er kardinal.

nøglemagten:
den myndighed, der er overdraget paven »derved at himmeriges nøgler er overdraget ham i den hellige Petrus' person«.

O

oculi mei:
begyndelsesordene til introitusbønnen på den 3. søndag i fasten, dernæst betegnelse for selve denne søndag.

official:
befuldmægtiget stedfortræder for 1) biskop, 2) foged.

officium:
embede ved en domkirke, der ikke medførte en særlig rang for indehaveren (f.eks. kældermesteren) i modsætning til indehaverne af digniteterne (f.eks. domprovsten).

oplade:
give afkald på (embeder), overdrage (gods).

orbodemål:
forbrydelse, der ikke kan sones ved bod.

ordensmarskalk:
højtstående embedsmand inden for Den Tyske Orden med ansvar for ordensborgene, ordenshæren m.m.

ordensmester:
forstander for den tyske orden i Livland.

orfejde:
edeligt løfte om en fejdes ophør.

ottendedag (oktav):
ugedagen efter en kirkefest.

ottesang:
gudstjeneste eller bedetime, som holdes ved daggry.

otting:
ottendedel af et bol.

P

palliet:
skulderbort af uld med sorte kors, som paven overrækker ærkebispen som tegn på hans værdighed.

passionssøndag:
5. søndag i fasten.

patron:
den, der har opført og udstyret en kirke eller et kirkeligt embede, og sammes arvinger.

patronatsret:
ret til at foreslå præst ved den kirke, hvis patron man er.

peremptorisk:
uden mulighed for udsættelse.

personat:
gejstligt embede, hvis indehaver repræsenterede embedet som juridisk person.

pertinensformel:
underafdeling af diplomets hovedformel, dispositio. Pertinensformlen opregner f.eks. ejendomme, der ifølge dispositio sælges eller gives bort.

plica (fold):
den smalle, nederste kant på pergamentet, som ombøjes for at sikre befæstelsen af seglet.

pontifikat:
paves regeringstid.

primas, Sveriges:
ærkebispen i Lund som melleminstans mellem paven og ærkebispen af Uppsala.

priorat:
ordensprovins inden for johanniterordenen, dominikanerordenen eller benediktinerordenen.

prokurator:
1) sagfører for gejstlige domstole, 2) forvalter af et kapitels fællesformue eller indtægter.

pro sacra:
afgift, som biskopper skulle betale til det pavelige kammer for afholdelse af ordinationsgudstjeneste, og som udgjorde 1/20 af servitium commune.

pro subdiacono:
afgift, som biskopper skulle betale til det pavelige kammer som løn til den subdiakon, der bistod ved ordinationsgudstjenesten, og som udgjorde 1/3 af afgiften pro sacra.

protomartyr:
den første martyr.

provinsialminister:
leder af en franciskanerprovins.

provinsialprior:
leder af en dominikanerprovins.

provision:
besættelse af gejstligt embede af en højere el. højeste instans (pavestolen).

provst:
gejstlig forstander for et kapitel (domprovst) eller for et distrikts gejstlighed (herredsprovst).

præbende:
de indtægter og jordegods, der er tillagt et givet kannikkedømme.

præceptor:
leder af et hus tilhørende antonitterordenen.

præmonstratensere:
en orden, der levede efter den skærpede Augustinerregel, stiftet af Norbert af Xanten.

prælat:
indehaver af et af de højere embeder (prælaturer, digniteter) ved et domkapitel eller kollegiatkapitel.

præsentationsret:
ret til at foreslå en kandidat til et gejstligt embede.

pund:
1) møntenhed = 20 skilling grot, sterling eller lybsk, 2) kornmål = 1/12 af en læst korn.

pønitentiar:
pavelig embedsmand, der uddelte absolution i tilfælde, hvor svære forseelser var henvist til kurien.

Q

quasi modo geniti (sc. infantes):
begyndelsesordene til introitusbønnen 1. søndag efter påske, dernæst betegnelse for selve denne søndag.

quinquagesima:
7. søndag før påske, fastelavnssøndag.

R

redskud:
befordring af kongen eller kongehusets personer, hvilket ydes som pligt.

reminiscere (sc. miserationum tuarum, Domine):
begyndelsesordene til introitusbønnen 2. søndag i fasten, dernæst betegnelse for selve denne søndag.

rentesynd:
ulovlig rentefortjeneste (modsat den af kirken tilladte rente; se morarente).

replik:
indsigelse mod indsigelse.

reservation:
pavens ret til at forbeholde sig besættelse af ledige gejstlige embeder.

residere:
være bosat i stiftsstaden (om kannikker, som derved fik ret til andel i de uvisse indtægter).

responsorier:
korvekselsange.

retterting, kongens:
kongens domstol, der på kongens vegne forestås af rettere (iustitiarii).

riddermændsmænd el. riddermæssige mænd:
gengiver det latinske militares, mænd, der af byrd hører til ridderstanden, men ikke har ridderværdigheden.

rota:
pavelig domstol.

S

sakristan:
den, der i et kapitel eller kloster havde institutionens kostbarheder under sin bevogtning og omsorg.

salve regina:
sekvens forfattet af biskop Petrus af Compostella til ære for jomfru Maria; synges efter completoriet, dagens sidste tidebøn.

sandemænd:
nævninger, der skal sværge om drab, sår, voldtægt, hærværk og markskelstridigheder.

sandemændstov:
vidnesbyrd eller kendelse afgivet af sandemænd.

scabiner:
et kollegium i hollandske byer med både dømmende og administrativ myndighed.

sekret:
højtstående persons personlige segl (modsat ”det store segl”).

septuagesima:
9. søndag før påske.

servispenge (servitium commune):
afgift, som biskopper og andre højere gejstlige (hvis årlige indtægter ansloges til at overstige 100 guldfloriner) skulle betale til det pavelige kammer i anledning af deres provision. Afgiften udgjorde 1/3 af et års indtægter og deltes ligeligt mellem det pavelige kammer og kardinalkollegiet; kardinalkollegiets andel fordeltes mellem de kardinaler, der havde været til stede ved provisionen.

servitia minuta (mindre afgifter).
fem afgifter, som biskopper skulle betale til forskellige pavelige institutioner i forbindelse med deres udnævnelse; hvert servitium minutum udgjorde én kardinals andel af servitium commune.

sexagesima:
8. søndag før påske.

simoni:
handel med gejstlige embeder eller verdslig indblanding i besættelsen heraf.

sitientes (sc. venite ad aquas):
begyndelsen af introitusbønnen lørdagen efter lætare (s.d.), dernæst betegnelse for selve denne lørdag.

sjælesorg (cura animarum):
varetagelse af alt, hvad der kan føre til menneskenes frelse, i et sogn bl.a. sognepræstens modtagelse af skriftemål og uddeling af syndsforladelse. Ved provision til kirkelige embeder skelnes der mellem embeder med eller uden sjælesorg, hvilket har indflydelse på om to embeder kan forenes.

skat(kammer)mester:
kannik, der leder et kapitels økonomiske anliggender.

skilling
= solidus = 12 penning lybsk eller 12 groter eller 12 penning sterling.

skolar:
pebling, studerende.

skyldjord:
gengiver det latinske terra in censu, jord i skyld.

skæppe:
rummål, hvoraf der gik 240 på en læst hvede, 288 på en læst byg og 480 på en læst havre.

sone:
opr. nedertysk ord, der betyder 1) forlig, 2) traktaten om et sådant forlig.

spedalskhus:
hospitaler for spedalske, sædvanligvis indviet til St. Jørgen og liggende uden for byerne.

stod:
en hingst med en flok hopper (ifgl. Jyske Lov i alt 12 eller flere heste).

stol, St. Peters:
kirkefesten Petri ad Cathedram den 22. februar.

stud:
navn på en fast årlig afgift (i naturalier) til kongen.

stuf:
stykke jord, bl.a. en parcel af en gård, som ved salg eller gave er kommet på andre hænder end selve gården.

stæderpenninge:
samlebetegnelse for penge fra de byer, der indgik i det vendiske møntforbund (oprindelig sluttet mellem Lübeck og Hamburg i 1379, men senere med tilslutning fra de fleste vendiske hansestæder), der bestemte en enhedsvægt for byernes mønt med udgangspunkt i vægten af 1 hvid (Witte) = 4 penninge (Pfennig) = 1,16 g finsølv.

subdelegeret:
bemyndiget af en iudex delegatus til at være dommer i hans sted.

subdiakon:
den laveste af de 3 højere gejstlige grader (subdiakon, diakon = degn, præst).

svend:
gengiver det latiske famulus, der både kan betyde (den adelige) væbner og (den borgerlige) svend.

sysselting:
ting, der afholdes i de jyske sysler, og som ikke udøver lovgivende eller egtl. dømmende myndighed, men som dog i flere henseender benyttedes som de øvrige ting (f.eks. til skødning o.lign.).

sækulargejstlig:
gejstlig, der ikke er underkastet nogen ordensregel (modsat regelbunden).

T

tamperdag:
benævnelse på 4 fastedage ved de enkelte kirkelige kvartalers begyndelse, nemlig onsdagen efter askeonsdag, efter pinse, efter korsets opløftelse (14. sept.) og efter St. Luciæ dag (13. dec.). Navnet af lat. quatuor tempora (de fire tider).

tingsvidne:
skriftlig bevidnelse om, hvad der var foregået på tinge (almindeligt siden begyndelsen af 14. århundrede).

toft:
den til hver gård hørende indhegnede plads med huse, have o.l. i byerne = grundstykke.

tonsur:
kronragning som kendetegn for den gejstlige stand.

tovmænd:
nævninger, der aflægger vidnesbyrd og deltager i afgivelsen af et tov (også stavet tog), dvs. en kendelse, især i sager om ran, drab, markskelstridigheder o.lign.

translation:
højtidelig overførelse af en helgens relikvier.

transsumere (transsumpt):
gentage (afskrive) et ældre brev.

traveøl:
øl fra Trave, d.v.s. lybsk øl.

U

underkantor (succentor):
kantorens undergivne, der forestår klerkenes læsning og sang i koret under gudstjenesten.

ustunget:
gengiver det i latinske vidisser almindelige ord: non abolitas; ved at gennemstikke et brev erklærer man det for ugyldigt.

V

ventebrev:
brev der sikrer en et embede når dette bliver ledigt.

verdensgejstlig:
de gejstlige, der ikke tilhørte en munkeorden.

vesper:
den gudstjeneste, der oprindelig fandt sted efter mørkets frembrud, efterhånden om eftermiddagsgudstjenesten.

vidisse:
dokument, som indeholder afskrift af et andet dokument og dokumentsudstedernes erklæring om, at de har set (på latin: vidisse) det pågældende dokument, samt deres udtalelse om samme dokuments tilforladelighed.

vigilier:
de gudstjenester, der fandt sted om natten før en festdag.

vikar:
1) stedfortræder i et gejstligt embede, 2) evig vikar: vikar, der beklædte et fast embede i en domkirke, alterpræst.

virning:
værdien af det inventar eller den besætning, der er anbragt på en ejendom, og som skal tilsvares ved fratrædelsen.

visitatorer:
munke, som udsendes fra de enkelte ordeners og ordensgrenes hovedklostre for at visitere klostrene i ordensprovinserne.

vrag(ret):
(kongens) ret til det på kysten inddrevne brag.

væbner (armiger, a wapn):
adelsmand, der ikke har opnået ridderværdigheden.

Æ

ærkedegn:
indehaver af en af de højere gejstlige værdigheder i et domkapitel.

ærkepræst (archipresbyter):
overordnet præst, der oprindelig på bispens vegne skulle føre tilsyn med sognepræsterne i stiftet.

Å

årtid:
årlig sjælemesse.