absolution:
eftergivelse af syndeskyld, syndestraf og kirkestraf.
aflad:
eftergivelse af straf for begåede synder.
akolyt:
en gejstlig, der har modtaget den højeste af de fire lavere
gejstlige grader (under præst, diakon og subdiakon, men over exorcist,
lektor og ostiar).
allodialgods, -jord:
jord, som besidderen ejer med fuld ejendomsret, i modsætning til
den jord, over hvilken han kun har brugsret, navnlig som len.
annater (af annus):
første års indtægt af et ledigt kirkeligt embede; denne indtægt
tilfaldt for de mindre embeders vedkommende bispen, for de større
paven.
antifon:
egtl. vekselsang, korsang af menigheden delt i to afdelinger,
eller med forsanger og kor; teksten var oprindelig Davids psalmer,
senere originale kirkesange (cantica).
apostolisk:
udgået fra (henhørende under) pavestolen, hvis myndighed nedledes
fra apostlen Peter.
artes:
de frie kunster, der ifølge Martianus Capella omfatter grammatik,
dialektik, retorik, aritmetik, geometri, musik og astronomi, dyrkedes
ved de middelalderlige universiteters laveste fakultet
(artistfakultetet), hvoraf nutidens filosofiske og naturvidenskabelige
fakulteter har udviklet sig; artistfakultetets højeste grad var magister
artium (liberalium).
auditør:
Således kaldes ved kurien de personer, der beskikkes bl.a. til at
optage eller fælde dom i en sag.
augustinere:
munkeorden dannet med forbillede i et præstefællesskab, som den
hellige Augustin (død 430) skabte. Ordensmedlemmerne kaldes
kannikker.
autentisk:
ægte, troværdig.
Ave Maria:
liturgisk bøn til jomfru Maria.
baccalaureus:
indehaver af den laveste akademiske grad.
band(lysning):
udelukkelse fra kirken og dens nådemidler.
bede:
en på fyrstens anmodning vedtagen skat eller ydelse.
benediktinere:
munkeorden stiftet af Benedikt af Nursia 529.
beneficium:
de til et kirkeligt embede som løn for tjenesten henlagte formuler
og godser, dernæst også selve embedet.
birk:
en fra herredsinddelingen undtaget jurisdiktion, der havde særlig
ret og domsmyndighed.
bisidder (scabinus):
oprindelig (siden Karl den stores tid) et medlem af et fast
dommerkollegium inden for det tyske riges enkelte kommuner; i visse
stæder udvides dettes myndighedsområde, idet det kom til at overtage
byrådets rolle.
bol:
en efter bolantallet vekslende kvotapart af en landsbys
tilliggende, også et jordmål, fandt oprindelig anvendelse ved
fordelingen af offentlige byrder.
bord:
se fællesbord.
brevfører, -viser:
ihændehaver af brev.
breviarium:
den bog, der indeholder alle til tidegudstjenesten hørende
stykker: bønnerne, lektionerne og sangene, sædvanligvis også Davids
psalter.
bryde:
forvalter, bestyrer af gård.
bulle:
pavebrev; navnet stammer fra det blysegl (bulla plumbea), der hang
under et sådant.
bygningsfond:
fabrica, kirkens formue.
bymænd:
indbyggere en købstad.
cantate (sc. Domino canticum novum):
begyndelsesordene til introitusbønnen 4. søndag efter påske,
dernæst betegnelse for selve søndagen.
cathedraticum:
en fast årlig afgift til bispen af hver kirke i stiftet.
circumdederunt (sc. me dolores mortis):
begyndelsesordene til introitusbønnen 9. søndag før påske
(septuagesima), dernæst betegnelse for selve denne søndag.
cisterciensere:
munkeorden stiftet i 1098 af Robert i Cistercium.
cluniacensere:
munkeorden stiftet i 910 af Berno i Cluny.
commune servicium:
se servispenge.
dagtingning:
forhandlingsmøde på en forvejen fastsat dag.
damsbånd:
jorddæmning ind over marken ved en mølledam.
danefæ:
jordfundne værdigenstande af guld og er hvad der fandtes i
gravhøje fra den hedenske tid og oprindelig var medgivet de døde i
graven som deres ejendom, men i kristen tid ansås for herreløst, hvorfor
det tilfaldt kongen.
deger:
10 huder eller skind.
dedikation af kirke:
kirkeindvielse.
dekan:
indehaver af en af de højere værdigheder ved et domkapitel; i
Roskilde kapitlets formand.
dekretaler:
samlinger af pavebreve af retsstiftende karakter.
deus omnium (sc. exauditor):
begyndelsesordene til introitusbønnen søndag efter Kristi
legemsfests oktav, dernæst betegnelse for selve denne søndag.
devolutionsret:
den ret, der tilkommer en højere kirkelig myndighed mht.
besættelse af kirkelige stillinger, som ikke inden for en bestemt
tidsfrist er blevet besat af en lavere kirkelig myndighed.
diakon:
gejstlig grad næst efter præst.
dignitet:
fællesbetegnelse for de højeste gejstlige beder inden for
domkapitlet, f.eks. ærkedegn og dekan.
diplom:
et under iagttagelse af bestemte garantigivende former som segl
og/eller underskrifter udstedt brev af retligt indhold.
distribution:
fordeling af årtidepenge og lign. blandt de kannikker, der
overværer den daglige gudstjeneste.
dominikanere:
sortebrødre, tiggerorden stiftet af spanieren Domingo Guzman.
dotering:
tildeling af større gaver (faste indkomster o.lign.) til kloster
eller kirke.
drost:
navn på den højeste rigsembedsmand i middelalderen.
drømt:
nedertysk udtryk for trimodius d.v.s. 3 hedebyskæpper (a 6
skæpper).
ekskommunikation:
udelukkelse af det kirkelige fællesskab.
eksempt, eksimeret:
fritaget for de(n) nærmeste kirkelige overordnedes jurisdiktion;
som regel om dem, der er fritagne for bispens jurisdiktion og stillede
direkte under paven.
enemærke:
ager eller skov uden for fællesskabet.
esto mihi (sc. in deum protectorum):
begyndelsesordene til introitusbønnen 7. søndag før påske
(quinquagesima), dernæst betegnelse for selve denne søndag.
executoria:
eksekutionsbrev, der nærmere angiver, hvorledes en pavelig
bestemmelse skal føres ud i livet.
ex(s)urge (sc. quare obdormis domine):
begyndelsesordene til introitusbønnen 8. søndag før påske, dernæst
betegnelse for selve denne søndag.
fang:
en landsbys el. en herregårds hele område.
fed:
de hanseatiske byers afmærkede (lavtliggende) områder på
skånemarkederne, inden for hvilke særlige retsregler gjaldt.
fjerding:
en fjerdedel af et bol, af en købstad eller af et herred.
flodemål:
det område, der dækkes af vandet, når dette opstemmes i en
mølledam
floriner:
opr. florentinsk guldmønt, præget år 1251 med en lilje (flos),
byvåbnet; senere taget som mønster ved møntprægningen flere steder.
foged:
oversættelse af advocatus, den kongelige eller biskoppelige
embedsmand (lensmand), der forvalter et eller flere herreder med
underfogeder (officialer) som medhjælpere.
fogedi:
en fogeds forvaltningsområde.
forlover:
garant, kautionist.
forved:
form for pantsætning, hvorved ejendomsretten over pantet går over
til panthaveren, hvis pantet ikke indløses til en givet, kortfristet
termin.
franciskanere:
gråbrødre, tiggerorden stiftet omkr. 1210 af Frans af Assisi.
fravinde (el. afvinde):
erhverve ad rettens vej (ved proces).
frugt:
romerretligt udtryk for udbytte, afkastning.
fællesbord (mensalgods):
gods, hvis indtægter går til et gejstligt samfunds (kapitels el.
lign.) underhold.
fælleshånden:
lensretligt udtryk for, at flere på en gang havde del i
forleningen.
fællig løsøre:
som tilhører jordens ejer og dyrker i fællesskab.
gaudete (sc. in domino semper):
begyndelsesordene til introitusbønnen 3. søndag i advent, dernæst
betegnelse for selve denne søndag.
genbrev:
1) en skriftlig forpligtelse svarende til den modparten har
udstedt, 2) skriftligt vidnesbyrd, der automatisk standser
låseforfølgningen, jf. låsebrev.
generalkapitel:
1) den forsamling, der har den øverste myndighed inden for visse
munkeordener også om denne forsamlings møde. 2) fuldstændigt
kapitelmøde.
generalkoncil:
almindeligt kirkemøde under pavens forsæde.
generalofficial:
en bispeofficial, der har uindskrænket fuldmagt til at optræde på
bispens vegne i verdslige anliggender, til tider også i gejstlige.
gengærd:
ydelse (især i naturalier), som udrededes
af befolkningen som skat ell. mod vederlag.
grammontenser:
eremitorden stiftet i 11 årh. af Stefan d'Auvergne.
grot (af lat. grossus, stor):
betegner ofte en beregning efter vægten af et møntsteds store
mønter i Danmark om mønter fra Tours, groten, der havde en finvægt på
3,9 gr. sølv. Den bevarede i tiden 1330-1373 sin sølvværdi konstant og
kom til at spille en grundlæggende rolle i dansk møntvæsen. 12 groter
(værdi lig en guldflorin) kaldtes for en skilling grot, og 5 skilling
grot regnedes = 15 skilling engelsk = 45 skilling lybsk = 1 lødig mark
sølv (efter kølnsk vægt, 233,8 gr.). Efter 1373 forringedes mønternes
sølvværdi væsentigt, den ovenanførte ligning gjaldt dog i flere
århundreder, men grot-lødig mark er da kun en regningsenhed, ikke en
værdienhed.
guardian:
forstander for et franciskanerkloster.
gudsfred (treuga dei):
den fred, der skulle råde i helgtiderne, og hvis brud straffedes
af kirken.
gælker:
den højeste kongelige embedsmand i Skåne.
gæst:
fremmed købmand eller repræsentant for en sådan.
gæsteri:
pligten til at forpleje en overordnet (gejstlig eller verdslig) og
hans følge.
gårdsæde:
fæster af et hus med en mindre jordlod, for brugen af hvilken han
som vederlag præsterede arbejde for ejeren og en mindre afgift.
gårdsædetoft:
den indhegnede plads, der hører til en gårdsædes beboelses- og
avlsbygninger
hageplov:
middelalderlig regneenhed, der dannede grundlaget for beskatning i
Venden og Estland.
helgbrud:
brud på de kirkelige helligdagsbestemmelser.
helligåndshus:
helligåndsordenens hospitaler. Denne orden, efter sit symbol duen
også kaldet duebrødrene, havde alene til formål at pleje de syge.
helligbrøde:
bøderne for hellig brøde, hvorved forstodes vold udøvet i
helgtiderne eller på helligdage; for sådan vold bødedes 3 mark til
bispen, samtidig med at der som ved al anden vold bødedes til den
forurettede og til kongen.
henlægge:
annektere (kirker og kirkegods).
herlighed:
indbegrebet af alle øvrighedsrettigheder (dominium) en fyrste
eller jorddrot kunne have over sine undergivne.
hovedlod:
en persons formue.
hovedstol:
den oprindelige kapital uden påløbne renter.
humiliater:
en gren af benediktinerordenen, oprettet i 12. årh.
højmester:
leder af den tyske orden med sæde i Marienburg.
høvedsmand:
øverste befalingsmand på et kongeligt slot.
immunitet:
den et gods tillagte fritagelse for at være undergivet de
kongelige embedsmænds myndighed med hensyn til indkrævning af skatter,
sagefald o. lign.
indgangsbøn:
introitusbønnen, hvormed messen indledes.
inhabilitet:
uegnethed på grund af medfødte eller erhvervede egenskaber.
inkorperere:
indlemme.
interdikt:
forbud mod prædiken, forvaltning af sakramenterne, særlig dåb og
kirkelig jordfæstelse. Det pålagdes oftest lokalt, men kunne dog også
have form af personligt interdikt.
interlokautorier:
domsafsigelser af midlertidig gyldighed (modsat: slutdom).
investere:
højtideligt indsætte i et gejstligt embede.
invocavit (sc. me et ego exaudiam):
begyndelsesord til introitusbønnen 1. søndag i fasten (6. søndag
før påske), dernæst betegnelse for selve denne søndag.
irregularitet:
udelukkelse fra at kunne ordineres eller modtage en højere
vielsesgrad.
itinerar:
rejserute.
johanniter:
kirkelig ridderorden, reorganiseret 1113 af pave Paschalis 2.
Foruden de almindelige munkeløfter aflagde johanniterne et løfte om kamp
for troen.
jubilate (sc. Deo omnis terra):
begyndelsesord til introitusbønnen 3. søndag efter påske, dernæst
betegnelse for selve denne søndag.
judica (sc. me Deus):
begyndelsesord til introitusbønnen 5. søndag i fasten, dernæst
betegnelse for selve denne søndag.
justitiar:
dommer på kongens retterting.
kamaldulensere:
italiensk munkeorden, stiftet 1018 af Ramualdo med hovedvægt på
eremittilværelsen.
kalatravensere:
gejstlig ridderorden, stiftet 1158 af abbed Raimund til værn mod
maurerne; Calatrava er en kastiliansk ridderborg.
kammermester:
embedsmand, som især har finansvæsenet og bestyrelsen af
skatkammeret under sig.
kannik:
medlem af et domkapitel eller kollegiatkapitel.
kanon:
1) del af den katolske gudstjeneste (messen), 2) regel,
bestemmelse.
kanonikat:
kanniks embede.
kanonisk:
i overensstemmelse med den kirkelige lovgivning (Corpus Iuris
Canonici).
kansler:
den rigsembedsmand, der stod i spidsen for kongens kancelli
kantor:
højere gejstlig inden for domkapitlet, som ledede gudstjenesten i
domkirken, visse steder med rang af prælat.
kapellan:
præster, der i modsætning til sognepræster kun betjente enkelte
personer eller grupper af personer med de kirkelige sakramenter.
kapitel:
forsamling af ligeberettigede personer ved samme gejstlige
institution, af munke ved samme kloster, af præster ved samme kirke
(domkapitel eller kollegiatkapitel) eller af personer hørende til samme
gejstlige orden (ordenskapitel, provinskapitel).
kardinal:
medlem af kardinalkollegiet, der omfattede de højeste gejstlige i
Roms stift. Oprindelig bestod det af præsterne ved Roms hovedkirker
(kardinalpresbytere) og af diakonerne ved byens 7 regioner
(kardinaldiakoner). Fra 8. årh. kom hertil en række bisper
(kardinalbiskopper). Bisperne havde den højeste rang, dernæst fulgte
præsterne og diakonerne, og som en fjerde klasse nævnes undertiden
kardinalsubdiakoner.
kardinallegat (egtl. legatus de latere):
kardinal, der udsendes fra pavestolen, oftest i diplomatisk
ærinde.
karene el. quadragene:
1) en fasteperiode på 40 dage. 2) 40 dages offentlig kirkebod
eller eftergivelse af syndestraffe, der kan forlades ved 40 dages
kirkebod.
karteusere:
munkeorden stiftet 1084 af Bruno af Køln.
kirkeprovins (den danske):
de 8 danske bispedømmer samt bispedømmet Reval.
klausur:
indelukke, det med hegn eller mur omgærdede område nærmest et
kloster.
koadjutor (lat. medhjælper):
særligt udnævnt gejstlig, der varetager biskoppens pligter når
denne ikke er i stand til det. Ofte indsættes han med successionsret,
dvs. at han uden nyvalg udnævnes til biskop ved biskoppens død eller
resignation.
kogge:
et bredt skib med rundet for- og bagstavn, anvendt især af
hanseaterne.
kollats:
1) overdragelse af kirkeligt embede, 2) sammenkomst i et kloster,
hvorunder der læstes højt af Cassians Collationes og indtoges et mindre
måltid .
kollegiatkirke:
kirke, der ikke er domkirke, men hvor gudstjenesten ligesom ved en
sådan varetages af et samfund (kollegium) af gejstlige.
kollegie:
gejstlig sammenslutning.
kollekt:
1) indsamling til kirkeligt formål; 2) del af messen
(fællesbønnen: Lader os alle bede).
kollektor:
opkræver af afgifter til paven.
kommendator (komtur):
forstander for "huse" i johanniterordenen og i den tyske
orden.
komturen i Sverige:
forstander for Den Tyske Ordens borg Årsta, Södermanland, hvorfra
Den Tyske Orden drev handel i Sverige samt rekrutterede ordensmedlemmer
fra Skandinavien.
koncilium:
kirkemøde
konsekration:
bispens indvielse af kirker eller kirkelige brugsgenstande.
konservator:
paveligt ombud, der overvåger kirkers og fromme stiftelsers
interesser.
konvent:
et klosters munkesamfund.
korporlig besiddelse:
romerretligt udtryk, der betegner den virkelige besiddelse (af et
embede el. jord), hvis forudsætning er visse ceremonier.
korporlig ed:
ed svoren med hånden på biblen, en relikvie eller anden hellig
ting.
Kristi legemsfest:
kirkefest torsdagen efter trinitatis.
kustode:
forstander for en underafdeling af en ordensprovins hos
franciskanerne.
kværsæde:
årlig afgift, der ydes i stedet for leding.
kyndelmisse:
missa candelarum purificatio - jomfru Marias renselsesfest, den 2.
februar.
kældermester:
den biskoppelige embedsmand, sædvanligvis en kannik, der bestyrer
de biskoppelige indtægter, der indgik i fadeburet på bispegården.
kølnsk vægt:
vægtenhed, 233,8 g pr. mark.
landbo:
fæster på åremål.
landbostavn:
en fæstegård.
landstingshører:
var i senere tid en til landstinget knyttet embedsmand, der
fungerede som stedfortræder for landsdommeren og havde at underskrive og
forsegle landstingsakterne. På dette tidspunkt var det måske blot et
andet navn for landsdommeren.
lavhævd:
se lovhævd.
leding:
pligt til at gøre krigstjeneste eller til i stedet at betale
skat.
legat:
1) pavelig udsending, der er kardinal og udøver overordnet
kirkelig myndighed inden for sit område. 2) ærkebiskop, der af
pavestolen har fået tillagt overordentlige beføjelser af forbigående
eller stedsevarende karakter.
lektie, lektion:
stykke af den hellige skrift, kirkefædrene, helgenlegenderne osv.,
som oplæses ved gudstjenesten.
livgeding:
overenskomst angående en fyrstelig persons (navnlig en enkes)
underhold, dernæst selve det gods, der tjener til vedkommendes
underhold.
lov, fæste:
afgive løfte om at præstere bevis ved partsed med mededsmænd.
lovbyde:
tilbyde slægtninge jord i køb inden et salg el. tilbyde betaling
af en pantegæld på tinge.
lovhævd (el. lavhævd):
lovlig hævd; adkomst til fast ejendom efter besiddelse i en vis tid
(20 år), bekræftet ved edsaflæggelse.
lovhævdsbrev:
et tingsvidne, der bekræfter en
edsaflæggelse om lovhævd.
lovhævdsdom:
en dom til bekræftelse af, at der
ikke er gjort indsigelse mod lovhævd.
læst:
varierende rummål for korn (f.eks. 40 tønder rug og hvede, 48
tønder byg, 80 tønder havre), idet værdien toges i betragtning. Bruges
også om tørre varer, der fragtes med skib.
lætare (sc. Jerusalem):
begyndelsesordene til introitusbønnen 4. søndag i fasten, dernæst
betegnelse for selve denne søndag.
låsebrev:
kongebrev, der danner afslutning på den såkaldte låseforfølgning,
hvortil hører 4 domsbreve, der fire gange efter hinanden tildømmer
låseforfølgningens iværksætter det gods, som forfølges til lås; ved
låsebrevet satte kongen "sagen evindelig tielse på”.
magister:
1) indehaver af artistfakultetets højeste grad (magister artium);
2) leder af en orden eller ordensprovins.
mandsed (hominium, homagium):
troskabsed, Som aflægges af en lensmand til lensherren eller af en
herremand til dennes herre (konge, hertug, greve eller biskop).
mark:
1. mark = 8 øre a 3 ørtug a 10 el. 12 penninge; 1 mark penge: en
vis efter tid og sted skiftende del af 1 mark sølv. Samme inddeling
bruges om korn, således at den til penning svarende mindste enhed er en
skæppe; endelig bruges mark som jordemål om det til udsæd af en mark
korn svarende areal.
marsk:
den rigsembedsmand, som var rigets øverste hærfører.
matutina:
den første morgengudstjeneste, der holdtes ved daggry,
»ottesang«.
med(for)lover:
garant.
mensalgods:
gods, hvis indtægter går til gejstliges underhold.
messe:
den katolske gudstjeneste, ved hvilken forvandlingen af brød og
vin finder sted og alterets sakramente uddeles.
metropolitankirke:
hovedkirke i en kirkeprovins.
midfastesøndag:
fjerde søndag i fasten.
misericordias (sc. Domini cantabo):
begyndelsesordene i introitusbønnen 2. søndag efter påske, dernæst
betegnelse for selve denne søndag.
missale:
messebog.
monstrans:
metalgemme, hvori relikvier eller (især) hostien opbevares, og som
på visse dage fremstilles for menigheden.
morarente:
den moderate rente (interesse), som det trods kirkerettens
principielle forbud var tilladt at betinge sig.
nådsensår:
det tidsrum, i hvilket en afgået gejstlig eller hans arvinger har
del i embedets indtægter.
notar:
person, der af paven eller kejseren er beskikket til at udfærdige
eller bevidne dokumenter.
notarialinstrument, notarialvidne:
dokument udstedt af en notar.
nuntius:
pavelig udsending, der ikke er kardinal.
nøglemagten:
den myndighed, der er overdraget paven »derved at himmeriges
nøgler er overdraget ham i den hellige Petrus' person«.
oculi mei:
begyndelsesordene til introitusbønnen på den 3. søndag i fasten,
dernæst betegnelse for selve denne søndag.
official:
befuldmægtiget stedfortræder for 1) biskop, 2) foged.
officium:
embede ved en domkirke, der ikke medførte en særlig rang for
indehaveren (f.eks. kældermesteren) i modsætning til indehaverne af
digniteterne (f.eks. domprovsten).
oplade:
give afkald på (embeder), overdrage (gods).
orbodemål:
forbrydelse, der ikke kan sones ved bod.
ordensmarskalk:
højtstående embedsmand inden for Den Tyske Orden med ansvar for
ordensborgene, ordenshæren m.m.
ordensmester:
forstander for den tyske orden i Livland.
orfejde:
edeligt løfte om en fejdes ophør.
ottendedag (oktav):
ugedagen efter en kirkefest.
ottesang:
gudstjeneste eller bedetime, som holdes ved daggry.
otting:
ottendedel af et bol.
palliet:
skulderbort af uld med sorte kors, som paven overrækker ærkebispen
som tegn på hans værdighed.
passionssøndag:
5. søndag i fasten.
patron:
den, der har opført og udstyret en kirke eller et kirkeligt
embede, og sammes arvinger.
patronatsret:
ret til at foreslå præst ved den kirke, hvis patron man er.
peremptorisk:
uden mulighed for udsættelse.
personat:
gejstligt embede, hvis indehaver repræsenterede embedet som
juridisk person.
pertinensformel:
underafdeling af diplomets hovedformel, dispositio.
Pertinensformlen opregner f.eks. ejendomme, der ifølge dispositio sælges
eller gives bort.
plica (fold):
den smalle, nederste kant på pergamentet, som ombøjes for at sikre
befæstelsen af seglet.
pontifikat:
paves regeringstid.
primas, Sveriges:
ærkebispen i Lund som melleminstans mellem paven og ærkebispen af
Uppsala.
priorat:
ordensprovins inden for johanniterordenen, dominikanerordenen
eller benediktinerordenen.
prokurator:
1) sagfører for gejstlige domstole, 2) forvalter af et kapitels
fællesformue eller indtægter.
pro sacra:
afgift, som biskopper skulle betale til det pavelige kammer for
afholdelse af ordinationsgudstjeneste, og som udgjorde 1/20 af servitium
commune.
pro subdiacono:
afgift, som biskopper skulle betale til det pavelige kammer som
løn til den subdiakon, der bistod ved ordinationsgudstjenesten, og som
udgjorde 1/3 af afgiften pro sacra.
protomartyr:
den første martyr.
provinsialminister:
leder af en franciskanerprovins.
provinsialprior:
leder af en dominikanerprovins.
provision:
besættelse af gejstligt embede af en højere el. højeste instans
(pavestolen).
provst:
gejstlig forstander for et kapitel (domprovst) eller for et
distrikts gejstlighed (herredsprovst).
præbende:
de indtægter og jordegods, der er tillagt et givet
kannikkedømme.
præceptor:
leder af et hus tilhørende antonitterordenen.
præmonstratensere:
en orden, der levede efter den skærpede Augustinerregel, stiftet
af Norbert af Xanten.
prælat:
indehaver af et af de højere embeder (prælaturer, digniteter) ved
et domkapitel eller kollegiatkapitel.
præsentationsret:
ret til at foreslå en kandidat til et gejstligt embede.
pund:
1) møntenhed = 20 skilling grot, sterling eller lybsk, 2) kornmål
= 1/12 af en læst korn.
pønitentiar:
pavelig embedsmand, der uddelte absolution i tilfælde, hvor svære
forseelser var henvist til kurien.
quasi modo geniti (sc. infantes):
begyndelsesordene til introitusbønnen 1. søndag efter påske,
dernæst betegnelse for selve denne søndag.
quinquagesima:
7. søndag før påske, fastelavnssøndag.
redskud:
befordring af kongen eller kongehusets personer, hvilket ydes som
pligt.
reminiscere (sc. miserationum tuarum, Domine):
begyndelsesordene til introitusbønnen 2. søndag i fasten, dernæst
betegnelse for selve denne søndag.
rentesynd:
ulovlig rentefortjeneste (modsat den af kirken tilladte rente; se
morarente).
replik:
indsigelse mod indsigelse.
reservation:
pavens ret til at forbeholde sig besættelse af ledige gejstlige
embeder.
residere:
være bosat i stiftsstaden (om kannikker, som derved fik ret til
andel i de uvisse indtægter).
responsorier:
korvekselsange.
retterting, kongens:
kongens domstol, der på kongens vegne forestås af rettere
(iustitiarii).
riddermændsmænd el. riddermæssige mænd:
gengiver det latinske militares, mænd, der af byrd hører til
ridderstanden, men ikke har ridderværdigheden.
rota:
pavelig domstol.
sakristan:
den, der i et kapitel eller kloster havde institutionens
kostbarheder under sin bevogtning og omsorg.
salve regina:
sekvens forfattet af biskop Petrus af Compostella til ære for
jomfru Maria; synges efter completoriet, dagens sidste tidebøn.
sandemænd:
nævninger, der skal sværge om drab, sår, voldtægt, hærværk og
markskelstridigheder.
sandemændstov:
vidnesbyrd eller kendelse afgivet af sandemænd.
scabiner:
et kollegium i hollandske byer med både dømmende og administrativ
myndighed.
sekret:
højtstående persons personlige segl (modsat ”det store segl”).
septuagesima:
9. søndag før påske.
servispenge (servitium commune):
afgift, som biskopper og andre højere gejstlige (hvis årlige
indtægter ansloges til at overstige 100 guldfloriner) skulle betale til
det pavelige kammer i anledning af deres provision. Afgiften udgjorde
1/3 af et års indtægter og deltes ligeligt mellem det pavelige kammer og
kardinalkollegiet; kardinalkollegiets andel fordeltes mellem de
kardinaler, der havde været til stede ved provisionen.
servitia minuta (mindre afgifter).
fem afgifter, som biskopper skulle betale til forskellige pavelige
institutioner i forbindelse med deres udnævnelse; hvert servitium
minutum udgjorde én kardinals andel af servitium commune.
sexagesima:
8. søndag før påske.
simoni:
handel med gejstlige embeder eller verdslig indblanding i
besættelsen heraf.
sitientes (sc. venite ad aquas):
begyndelsen af introitusbønnen lørdagen efter lætare (s.d.),
dernæst betegnelse for selve denne lørdag.
sjælesorg (cura animarum):
varetagelse af alt, hvad der kan føre til menneskenes frelse, i et
sogn bl.a. sognepræstens modtagelse af skriftemål og uddeling af
syndsforladelse. Ved provision til kirkelige embeder skelnes der mellem
embeder med eller uden sjælesorg, hvilket har indflydelse på om to
embeder kan forenes.
skat(kammer)mester:
kannik, der leder et kapitels økonomiske anliggender.
skilling
= solidus = 12 penning lybsk eller 12 groter eller 12 penning
sterling.
skolar:
pebling, studerende.
skyldjord:
gengiver det latinske terra in censu, jord i skyld.
skæppe:
rummål, hvoraf der gik 240 på en læst hvede, 288 på en læst byg og
480 på en læst havre.
sone:
opr. nedertysk ord, der betyder 1) forlig, 2) traktaten om et
sådant forlig.
spedalskhus:
hospitaler for spedalske, sædvanligvis indviet til St. Jørgen og
liggende uden for byerne.
stod:
en hingst med en flok hopper (ifgl. Jyske Lov i alt 12 eller flere
heste).
stol, St. Peters:
kirkefesten Petri ad Cathedram den 22. februar.
stud:
navn på en fast årlig afgift (i naturalier) til kongen.
stuf:
stykke jord, bl.a. en parcel af en gård, som ved salg eller gave
er kommet på andre hænder end selve gården.
stæderpenninge:
samlebetegnelse for penge fra de
byer, der indgik i det vendiske møntforbund (oprindelig sluttet mellem
Lübeck og Hamburg i 1379, men senere med tilslutning fra de fleste
vendiske hansestæder), der bestemte en enhedsvægt for byernes mønt med
udgangspunkt i vægten af 1 hvid (Witte) = 4 penninge (Pfennig) = 1,16 g
finsølv.
subdelegeret:
bemyndiget af en iudex delegatus til at være dommer i hans
sted.
subdiakon:
den laveste af de 3 højere gejstlige grader (subdiakon, diakon =
degn, præst).
svend:
gengiver det latiske famulus, der både kan betyde (den adelige)
væbner og (den borgerlige) svend.
sysselting:
ting, der afholdes i de jyske sysler, og som ikke udøver
lovgivende eller egtl. dømmende myndighed, men som dog i flere
henseender benyttedes som de øvrige ting (f.eks. til skødning
o.lign.).
sækulargejstlig:
gejstlig, der ikke er underkastet nogen ordensregel (modsat
regelbunden).
tamperdag:
benævnelse på 4 fastedage ved de enkelte kirkelige kvartalers
begyndelse, nemlig onsdagen efter askeonsdag, efter pinse, efter korsets
opløftelse (14. sept.) og efter St. Luciæ dag (13. dec.). Navnet af lat.
quatuor tempora (de fire tider).
tingsvidne:
skriftlig bevidnelse om, hvad der var foregået på tinge
(almindeligt siden begyndelsen af 14. århundrede).
toft:
den til hver gård hørende indhegnede plads med huse, have o.l. i
byerne = grundstykke.
tonsur:
kronragning som kendetegn for den gejstlige stand.
tovmænd:
nævninger, der aflægger vidnesbyrd og deltager i afgivelsen af et
tov (også stavet tog), dvs. en kendelse, især i sager om ran, drab,
markskelstridigheder o.lign.
translation:
højtidelig overførelse af en helgens relikvier.
transsumere (transsumpt):
gentage (afskrive) et ældre brev.
traveøl:
øl fra Trave, d.v.s. lybsk øl.
underkantor (succentor):
kantorens undergivne, der forestår klerkenes læsning og sang i
koret under gudstjenesten.
ustunget:
gengiver det i latinske vidisser almindelige ord: non abolitas;
ved at gennemstikke et brev erklærer man det for ugyldigt.
ventebrev:
brev der sikrer en et embede når dette bliver ledigt.
verdensgejstlig:
de gejstlige, der ikke tilhørte en munkeorden.
vesper:
den gudstjeneste, der oprindelig fandt sted efter mørkets
frembrud, efterhånden om eftermiddagsgudstjenesten.
vidisse:
dokument, som indeholder afskrift af et andet dokument og
dokumentsudstedernes erklæring om, at de har set (på latin: vidisse) det
pågældende dokument, samt deres udtalelse om samme dokuments
tilforladelighed.
vigilier:
de gudstjenester, der fandt sted om natten før en festdag.
vikar:
1) stedfortræder i et gejstligt embede, 2) evig
vikar: vikar, der beklædte et fast embede i en domkirke,
alterpræst.
virning:
værdien af det inventar eller den besætning, der er anbragt på en
ejendom, og som skal tilsvares ved fratrædelsen.
visitatorer:
munke, som udsendes fra de enkelte ordeners og ordensgrenes
hovedklostre for at visitere klostrene i ordensprovinserne.
vrag(ret):
(kongens) ret til det på kysten inddrevne brag.
væbner (armiger, a wapn):
adelsmand, der ikke har opnået ridderværdigheden.
ærkedegn:
indehaver af en af de højere gejstlige værdigheder i et
domkapitel.
ærkepræst (archipresbyter):
overordnet præst, der oprindelig på bispens vegne skulle føre
tilsyn med sognepræsterne i stiftet.
årtid:
årlig sjælemesse.