Sprog: Alle
Biskop Johan af Slesvig pålægger sognepræsterne, deres stedfortrædere, vikarerne, officialerne, alterpræsterne og de øvrige præster og gejstlige at opfordre præsten i Ekernförde til at opgrave liget af Tymme Dryfuod, som, skønt han havde dræbt den regelbundne mand Niels Stenbeken fra Bordesholm, alligevel var blevet begravet i indviet jord.
Folmer Jakobsen, Erik Krummedige, drost i Sønderjylland, Niels Iversen, Peder Nielsen til Ågård, Johan Skarpenberg og Erik Nielsen, riddere, erklærer som medlovere, at dronning Margrete og biskop Johan af Slesvig har sluttet overenskomst, hvorved biskoppen overlader dronningen Svavsted i 6 år mod en årlig afgift på 300 mark lybsk.
Biskop Johan af Slesvig kvitterer ridderen hr. Niels Iversen af Hevringholm for, hvad han har oppebåret, mens han var foged på Svavsted.
Biskop Johan af Slesvig kvitterer væbneren Kristian Frellevsen på dronning Margretes vegne for 150 mark lybsk.
Biskop Johan af Slesvig kvitterer dronning Margrete og kong Erik og ridderen hr. Niels Iversen for 339 ½ mark lybsk, som sidstnævnte havde bragt ham.
Klageskrift mod holstenerne.
Kong Eriks klagepunkter mod hertuginde Elisabeth af Slesvig og grev Henrik af Holsten
Forlig imellem kong Erik 7. af Pommern på den ene side og hertuginde Elisabeth af Slesvig og grev Henrik af Holsten på den anden side, hvorved afgørelsen af deres stridigheder udlægges til mægling i Flensborg 14 dage efter Sankt Mikkelsdag.
Traktat mellem kong Erik og hertuginde Elisabet af Slesvig og grev Henrik af Holsten.
Forlig mellem kong Erik og hertuginde Elisabeth af Slesvig samt grev Henrik af Holsten hvorved kongen tilstedes at beholde Nyhus slot, Flensborg samt Wikes- og Husby-herreder i 5 år fra næstkommende sankt Hansdag som pant. Dronning Margrete tilstedes at beholde Lille Tønder slot med fogderiet, dvs. Tønder herred m.v. Bispen af Slesvig erholder Svavsted og Stubbe, og hertuginden og greven får Als, Ærø og Sundeved m.v.
Peder Jensen (Lodehat), biskop af Roskilde og rigets kansler, tildømmer hertugdømmet Slesvig til kong Erik og Danmarks rige.
Hr. Erik Krummedige skriver til rådet i Lübeck. Under henvisning til kong Erik 7. af Pommerns brev til rådet i Lübeck af 18. april 1420 () meddeler Krummedige, at han nu er i Flensborg for at forhandle med Lübeck om frit lejde til kong Eriks udsendinge, som skal sendes til mødet i Slesvig 2. juni 1420.Krummedige ønsker, at Lübeck udfærdiger et åbent beseglet lejdebrev til kong Eriks udsendinge, samt at Lübeck sørger for, at hertug Heinrich af Slesvig også udfærdiger et åbent beseglet lejdebrev til kong Eriks udsendinge. Hertugens lejdebrev skal ifølge Krummedige medbesegles af de holstenske rådsudsendinge.Endvidere meddeler Krummedige, at kong Erik for sit vedkommende har opfyldt Lübecks ønske om at sørge for, at freden bliver holdt indtil mødet 2. juni i Slesvig, men at modparten ikke har holdt freden, f.eks. er Svavsted slot, som var i Krummediges varetægt, ifølge Krummedige blevet frarøvet kong Erik, og holstenerne er gået i gang med at bygge et nyt slot i Eckernförde, selvom det udtrykkeligt står i fredsbrevene, at man ikke må opføre nye bygninger eller befæste eksisterende bygninger inden for fredsperioden.Endvidere meddeler Krummedige, at han har fået at vide, at hertug Heinrich har sænket 10 eller 12 skibe i Slien og således spærret adgangen til Slesvig by. De sænkede skibe skulle ifølge Krummedige fortrinsvis stamme fra hansestæderne, i særdeleshed fra Wismar. Endelig gør Krummedige Lübeck opmærksom på, at kong Erik overdrog Slesvig by til hansestæderne som en fri by under forudsætning af, at de ville genoverdrage Slesvig by til ham i præcis samme frie tilstand, men når nu Slesvigs havn er blevet spærret, kan han konstatere, at Slesvig by ikke længere er så fri, som den var før. Derfor ønsker Krummedige, at Lübeck svarer på, hvorledes Lübeck forholder sig til fredsbruddet.
Reces af forhandlingsmødet i København med deltagelse af rådsudsendinge fra Stralsund og Rostock på den ene side og kong Erik 7. af Pommerns råd på den anden side indeholdende de artikler vedrørende striden med de holstenske herrer, som blev fremført af kong Eriks råd.Recessen indeholder følgende punkter:1) Kong Erik kræver, at hansestæderne straks giver ham Slesvig by, som han har overdraget til dem, tilbage i sin oprindelige stand. Kong Erik har nemlig erfaret, at hansestæderne har skødet Slesvig by til de holstenske grever, som har ødelagt byens forsvarsværker, fordrevet folk fra byen og fjernet en del genstande fra byen. Dette er ifølge kong Erik et klart brud på det løfte om at bevare Slesvig by i sin oprindelige stand, som hansestæderne gav kongen, da de modtog byen af ham.2) Kong Erik kræver, at hansestæderne leverer den store kobberkanon tilbage, som han har overdraget til hansestæderne, men som nu er blevet fjernet fra Slesvig by.3) Kong Erik klager til hansestæderne over, at de holstenske herrer på uretmæssig vis har erobret Frisland fra ham inden for den fredsperiode, for hvis sikkerhed hansestæderne ellers havde stillet garanti.4) Kong Erik klager til hansestæderne over, at de holstenske herrer på uretmæssig vis har erobret Svavsted og fogediet Stubbe fra ham inden for fredsperioden.5) Kong Erik klager til hansestæderne over, at de holstenske herrer har befæstet Eckernförde, selvom de ifølge fredsaftalen ikke havde lov til dette.6) Kong Eriks råd beder hansestæderne huske på den store kærlighed, trofasthed og velvillighed, som kong Erik altid har vist hansestæderne, samt være klar over, at kong Erik også i fremtiden vil vise dem al den kærlighed, trofasthed og velvillighed, som de måtte mangle.7) Kong Eriks råd beder hansestæderne viderebringe disse punkter til de holstenske herrer, således at kong Erik kan opnå sin ret.8) Kong Eriks råd beder hansestæderne se indbyrdes på disse sager med allerstørste alvor samt huske på, at kongens råd har optrådt på allerydmygste måde i denne sag.
Kong Erik besvarer holstenske anklager i striden om Sønderjylland.
Kong Eriks voldgiftsdommere, hertug Johann af Mecklenburg, hertug Vartislav af Stettin og grev Albrecht af Naugard, afsiger kendelser i sagen imellem kong Erik og de holstenske brødre Heinrich, Adolf og Gerhard, og skyder sagen hen for kong Sigismund.
De holstenske brødre Heinrich, Adolf og Gerhard fremfører anklager imod kong Erik af Pommern. Indledningsvis fremfører de, at hertugdømmet Slesvig, også kaldet hertugdømmet Jylland, herunder også Fehmarn har været i deres forfædres og deres egen besiddelse som arveligt len. Heinrich har gentagne gange på sine egne og sine brødres vegne anmodet kong Erik 7. af Pommern om forlening, hvilket Erik imidlertid har nægtet. For det første, da brødrene var under deres onkel Heinrichs formynderskab, fratog kong Erik dem Nyhus og Flensborg med vold. Der blev indgået aftale om en retssag imellem Erik og Heinrich, men Erik dukkede ikke op. Dvs. Erik har Nyhus og Flensborg inde med urette, således at de ikke kan indløses, som kongens åbne brev ellers erklærer. Fremdeles blev det aftalt, at Erik ikke skulle gøre brødrene hindringer i hertugdømmet. Ikke desto mindre tog dronning Margrete Trøjborg, Schuckenborg, Grødersby og Herrederne i sin besiddelse. Slesvigbispen overdrog hende endvidere Svavsted og Stubbe. Godset skulle have være overdraget, og det ville have været en hjælp i kampen mod Ditmarsken, som hærgede og plyndrede i hertugdømmet. Skaden løber op til 200.000 mark. Fremdeles blev det aftalt, at dronning Margrete kunne have Tønder inde i ti år. Var hun død forinden, skulle Tønder genoverdrages. Dette er ikke sket, og skaden beløber sig til 40 (?) mark. Skaden omfatter Sild og Før, som ligger under Tønder fogedi. Endvidere tog dronning Margrete Åbenrå med urette. Fremdeles anklager de tre brødre kongen angående slottet Tranekær og landet Langeland Fremdeles anklager de tre brødre kongen angående byen Skelskør, som hører til hertugdømmet. Ligeledes har kongen sat sig uretmæssigt i besiddelse af Haderslev. Fremdeles skulle Erik lade de tre brødres onkel Heinrich genindløse Flensborg og Nyhus, men Erik nægtede og sendte derimod sin krigserklæring til Heinrich. Derpå forhandlede herrer og venner en våbenhvile på fem år. I den tid befæstede kong Erik Flensborg imod våbenhvilens bestemmelser. Han skulle endvidere have revet borgen (”mons”) ned, hvilket ikke skete. Det har medført skade for over 10.000 mark. Fremdeles lod kongen tre slotte, Fredeborg, Kongsborg og Lindewe, opføre inden for våbenhvileperioden, hvilket har medført skade for over 200.000 mark. Fremdeles inden for en våbenhvile, der var blevet forhandlet af rådssendebudene fra Hansestæderne, havde Erik angrebet Oldenburg og dræbt de holstenske undersåtter. Skaden beløber sig til 50.000 mark. Fremdeles under den samme våbenhvile havde Erik angrebet Fehmarn. Skaden beløber sig til 100.000 mark. Fremdeles anklager brødrene kong Erik mht. Kopparberget i Sverige, som allerede dronning Margrete tog fra dem med vold. Skaden beløber sig til 50.000 lødige mark sølv. Fremdeles anklager brødrene kong Erik for at sidde uretmæssigt inde med Gotland, som var pantsat til dem for 4.000 mark lødigt sølv. Fremdeles skyldte kong Christoffer 2. af Danmark grev Johann af Holsten 100.000 mark. Fremdeles skyldte kong Erik af Sverige greverne Heinrich, Claus og Albrecht 3000 lødige mark. Fremdeles skyldte kong Magnus af Sverige og Norge brødrenes forfædre 1100 mark lødig af kølnsk vægt. Fremdeles blev der indgået aftale med dronning Margrete om at dele skatteindtægterne af Nordfrisland, hvilket ikke skete, hvorved holstenerne pådrog sig et tab på 796 pund engelske sterling. Ligeledes havde de pådraget sig et stort tab på grund af, at Ejdersted var blevet dem forholdt. Fremdeles, da brødrenes mor, Elisabeth, var på vej til møde med sine fæller, blev hun og hendes selskab overfaldet på vejen skønt inden for en våbenhvileperiode. Dette medførte skade for mere end 600 mark, og det var sket i modstrid med kongens garantier inden for og uden for kongeriget. Fremdeles er det fredsbrud, at kong Erik holder Flensborg og Nyhus fra brødrenes onkel i modstrid med aftaler. Fra borgere i Flensborg, således Henneke Koch og hans fæller blev 1000 mark lybsk stjålet. Dette gjorde Jeppe Jerrefang, foged for Kristian Vendelbo. Fremdeles stjal Benedikt Reder 20 heste til en værdi af 200 mark lybsk fra Lange Johann i Flensborg og førte dem til Kalø (?). Ligeledes stjal ærkebiskoppen af Lund et skib fra Peter Borghen. Skib og last udgjorde en værdi af 4000 mark. Yderligere stjal hr. Vendelbo 100 mark lybsk fra Flensborg. Fremdeles fik hr. Lutker stjålet et skib ud for Sverige. Skib og last udgjorde en værdi på 5000 mark lybsk. Fremdeles stjal hr. Niels gods fra Lorenz og Johann i Flensborg for 700 mark. Hr. Schutzenburg stjal et stykke gråt klæde fra Gerhard Ovenscherer til en værdi af 5 mark. Fremdeles fik holstenske undersåtter fra Kiel stjålet varer i Karstan for 5 mark og 23 øre. Fremdeles var adskillige andre holstenske undersåtter blevet bestjålet. Fremdeles fik Johann Heslein stjålet gods for 60 mark, og godset blev ført til Helsingborg. Femdeles fik Marquard Harrien og hans brødre stjålet gods fra skipperen Arnolds skib for 100 mark, og godset blev ført til Nyborg. Ligeledes fik Stamer Tienen og Claus Odden stjålet gods for 300 mark i Fehmarnsund, og godset blev ført til Hagenskov. Fremdeles stjal Oluf Tuesen gods fra Johann Günthers fra Kiel for 4000 mark i Øresund, og godset blev ført til Helsingborg. Fremdeles blev Lange Detleff bestjålet for 30 mark af hr. Peder Mogensens tjenere, og godset blev ført til Bygholm. Fremdeles befalede Johann Podebusk d. Yngre at der blev stjålet gods for 113 mark fra Ekelop. Godset blev ført til Søborg. Fremdeles blev Johann Kock bestjålet for 20 mark i Ribe og otte mark i Skelskør. Ligeledes stjal hr. Vendelbo adkilligt gods fra Claus Kock, da denne var i Nørrjylland på trods af, denne havde fået sikkert lejde. Ligeledes blev Arnold Lornsen og Engelbrecht bestjålet for 250 mark. Fremdeles stjal Vendelbo kvæg og klæder i Nørrejylland fra Wolle for 3000 mark. Ligeledes stjal Vendelbo klæder og kvæg fra Marquard og andet gods til en værdi af 90 mark. Fremdeles stjal Vendelbo kvæg, klæder og andet fra Heirich Skrædder for 20 mark. Ligeledes bestjal Lyder Ranzau Mengenrise i havnen i Vordingborg for 200 mark lybsk. Fremdeles led borgere fra Neustadt et tab på Sjælland for 60 mark. Ligeledes led Johann van der Heide et tab på ti mark ved Vordingborg slot. Johann Seelten led et tab på 50 mark to mil derfra. Rådet i Oppenhim (?) holdt 200 mark tilbage fro Godelian. Johann Boken blev bestjålet fr 30 mark ude for Ribe. Ligeledes blev Marcho Nowkinden bestjålet i Ystad for 800 mark og dertil kommer, at 34 mennesker blev slået ihjel. Ligeledes blev Paul Kint kaldt til dronningen, som ville erstatte ham for et tab på 100 mark lybsk. Ambrosius blev bestjålet for 12 lødige mark. Ligeledes blev Johann Magnussen og hans brødre bestjålet af danskere for 60 mark, og en af hans brødre blev slået ihjel. Fremdeles holdt hr. Niels Svendsen Hermann Schaumburg fanget i et halvt år, tog 60 mark fra ham, hvorefter han blev slået ihjel. Ligeledes blev borgerne i Oldenburg bestjålet, først og fremmest Johann van Tweed, hvis arv beløbende sig til 200 mark på Lolland blev ham forholdt. Fremdeles blev adskillige navngivne borgere fra Heiligenhafen berøvet deres gods. Fremdeles blev fiskere berøvet net for 20 mark ud for Slesvig by. Claus Sasse blev berøvet gods for 50 mark. Absalon van Belwarde var blevet holdt uretmæssigt fanget, og hans gods var blevet holdt tilbage for ham i 30 år (?): Han havde prøvet at henvende sig til dronningen, men det hjalp ham ikke. Hertug Gerhard og grev Albrecht havde ikke kunnet opnå erstatning fra biskopperne, og havde lidt et tab på over 1000 mark (?). Ligeledes kunne navngivne holstenere, der havde været i kongens tjeneste og lidt tab derved, ikke få erstatning efter henvendelse til dronningen. Ligeledes blev borgere fra Rendsborg berøvet. Fremdeles var borgere fra Fehmarn blevet udsat for røveri tilbage fra Gerhards, brødrenes far, dage. Fremdeles, da kongen skulle overdrages Flensborg, burde borgerne have haft otte uger, før de overdrog ham Nyhus. Dette skete ikke; i stedet indtog han Nyhus med hærmagt. Hvis holstenerne kunne have anvendt slottet i otte uger, havde de oppebåret indtægter på over 1000 mark. Dagen efter overdragelsen af Flensborg tog kong Erik fogeden Tideke van Hammern til fange og tvang ham (?) til at udlevere syv svin og to heste til en samlet værdi af 19 mark. Ligeledes blev der stjålet redskaber for 40 mark. Fremdeles lod kong Erik en gældspost på 800 mark slette på Hindsgavl i nærvær af de tre brødres onkel Heinrich; de 800 mark blev til gengæld lagt til Nyhus, når dette skulle indløses (?). Fremdeles, efter at Nyhus var blevet overdraget kongen, indsatte han to høvedsmænd, som påførte brødrene stor skade. Det specificeres, hvad disse høvedsmænd stjal af dyrehold og korn fra de holstenske brødre selv. Fremdeles beskattede de kirker, og det opregnes, hvem de i øvrigt udpressede dyr og korn fra. Fremdeles pålagde høvedsmændene en ny og uretfærdig skat på Nyhus. Fremdeles stjal de 60 stykker kvæg til en værdi af fem mark hver fra borgerne i Kiel. Da en person, hvem dette kvæg (må være= noget af dette kvæg) henvendte sig for at få det udleveret med en skrivelse fra brødrenes onkel Heinrich, blev han gjort til grin (?), da han måtte betale 20 mark for det salt, de (dvs. høvedsmændene) havde brugt til at nedsalte det slagtede kvæg. Fremdeles stjal de ni stykker kvæg fra Sigfred Dosenrode til en værdi af 45 mark. Fremdeles stjal de 66 stykker kvæg fra borgerne i Itzehoe til en værdi af 330 mark. Fremdeles beslaglagde de to stykker kvæg og en hest til en samlet værdi af 20 mark fra Heinrich Krummediges folk. Fremdeles tog Lyder Lembek folk til fange i Slogs herred og afpressede dem for gods til 30 mark. Fremdeles red Claus Limbæk med folk fra Flensborg til Tønder og stjal der 1000 mark fra de holstenske undersåtter. Fremdeles beslaglagde de de Lorenz Heestens gods for 1000 mark. Fremdeles da Lorenz Heesten skulle overdrage Nyhus, blev han opmærksom på en af høvedsmandens tjenere, der sad på en af hans heste til en værdi af 20 mark. Dem trak han fra regnskabet, men fik dem aldrig. Fremdeles stjal de bøsser, senge og foder fra ham til en værdi af 50 mark. Fremdeles, før overdragelsen af Nyhus til kongen, blev der indgået aftale i Ribe om fri handel. Til trods herfor kunne de holstenske købmænd ikke handle frit og fik byrder lagt på deres gods. Dette beløb sig til skade for 50 mark. Ligeledes blev en hest af en værdi til 50 mark stjålet fra Lorenz Hesten og ført til Nyhus. Kongens folk tog Otto Spans tjener til fange og beslaglade dennes gods for 50 mark. Klaus Limbæk forsøgte at fratage brødrenes mor hendes indtægt af Sønderborg. Niels Henriksen udpressede 130 mark. Fremdeles forhindrede kongens høvedsmænd brødrenes undersåtter i at betale skat til dem. For dette led brødrene et tab på 1000 lødig mark. Fremdeles tog kongens høvedsmænd Henneke Dosenrode til fange og udpressede ham uretmæssigt, hvilket medførte et tab på 1000 mark for brødrene. Fremdeles tog høvedsmændene tjeneren Paul Sehested til fange og fik en løsesum af ham på 60 mark i rede penge. Fremdeles forhandlede Sigfred Dosenrode med kongen om 300 marks indtægt af Flensborg til brødrenes mor det første år (i kongens varetægt), hvilken ikke blev givet. Dernæst følger en lang liste over skader og overgreb begået af kongens høvedsmænd på Svavsted. Fremdeles har abbeden af Ryd kloster klaget over kongens høvedsmænd på Nyhus og deres brud på klosterets frihed. Klosteret led et tab på 1500 mark. Dernæst følger en lang liste med alle de skader, fredsbrud og overgreb, der fandt sted, efter hertug Heinrich af Lüneburg havde formidlet våbenhvile (der hentydes formodentlig til traktaten 16. september 1410 fra Flensborg, ). Dernæst følger over alle de skader, fredsbrud og overgreb, der har fundet sted inden for den femårige våbenhvile (der hentydes formodentlig til våbenhvilen i Kolding 24.-25. marts 1411, og ). Dernæst følger en kort liste over skader efter fredsforhandlinger i Flensborg, hvormed der muligvis hentydes til den af hansestæderne formidlede våbenhvile i anden halvdel af 1418. Fremdeles krævede brødrene af kongen, hvad der var blevet dem tildømt i Fehmarnsund i 1421 af hertug Bernhard af Braunschweig og Lüneburg, hertug Erich af Sachsen, Westfalen og Engern samt grev Adolf af Holsten, Stormarn og Schauenburg, cf. https://diplomatarium.dk/dokument/14210526001. Derpå anråbte brødrene hertug Rumpold på det romerske imperiums vegne om at pådømme de overgreb, der var blevet begået af kongen imod deres len og arv, som ulovlige, således at kongen skulle forlene dem hertugdømmet Slesvig, lade dem indløse Flensborg og Nyhus, tilstå dem deres ret til Kopparberget i Sverige, og give dem krigsskadeerstatning for 800.000 mark lybsk. Brødrene erklærede at forblive ved det romerske imperium som dommer, selv om det ikke skulle lykkes Heinrich Rumpold at afsige dom inden for fristen. De påkalder sig retten til ikke at skulle aflægge overflødige vidnesbyrd.
Kong Erik fremfører anklager imod holstenerne for hertug Heinrich Rumpolt.
Kong Erik 7. af Pommerns svar på holstenernes anklager, cf. , i nærvær af hertug Heinrich Rumpold. For det første angående holstenernes påstand om at være i besiddelse af hertugdømmet Slesvig også kaldet hertugdømmet Jylland med alle tilliggender, især Gottorp, som arveligt len: Holstenerne havde aldrig modtaget dette land med rette i deres magt, hvorfor de heller ikke kunne gøre krav på at have det i deres fredelige besiddelse. Ikke før de nuværende brødres far havde greverne af Holsten kaldt sig for hertuger af Slesvig. At de nuværende grever ikke kan gøre krav på rolig besiddelse, kan Erik tilmed vise med brødrenes forfædres brev, hvormed de modtog slottet Gottorp og flere slotte i pant: Hvordan kan man have arveligt herredømme over det, man har i pant? Hvad angår hertugdømmet Jylland svarer Erik, at landet Jylland er den største del af det territorium, der hører til Danmarks rige, og når kongerne vælges, vælges de til konger herover. I Jylland er der fem stifter ud af Danmarks otte. Hvad angår Femern og Glambæk, hører disse til Jylland og dermed den danske krone. Femern var blevet overdrage brødrenes forfædre mod tjeneste; tjenesten blev imidlertid ikke ydet. De holstenske brødre sidder således inde med Femern med vold og urette, og har ingen ret hertil, således som de heller ikke har ret til landet Jylland. 1. Erik vil godtgøre, at holstenerne ikke har ret et arveligt len i Jylland, og håber, at han derved vil kunne glædes ved retten. 2. Hvad angår holstenernes klager, svarer Erik, at det, de kalder uret, er begået med rette. 3. Med hensyn til holstenernes påstand om at forsvare og bevare deres arvelige len, svarer Erik, at ingen har ret til at foretage en forlening i Danmark, og der ikke er lensret der. Dette er blevet bevidnet af biskopper, abbeder, kapitler, riddere, borgmestre og byråd: Det har aldrig været og er ikke sådan. Det kan kongen endda bevidne klarere med rigets skrevne ret, der er en egen ret, således som det siges i romerretten. Sagen er, at datter og søn arver fader og moder på lige fod, og dette nødvendiggør ikke at modtage arven som len; på samme måde følger søsteren broderen, broderen søsteren, moderen sønnen og så fremdeles, alt efter hvem der er tættest beslægtet, uanset om det er agnatisk eller kognatisk uden hensyn til om arven består i løsøre eller fast ejendom. Således kan enhver jo se urimeligheden af holstenernes påstand om lensret i Danmarks rige, således som det også blev fremført i kongens klage. 4. Mht. det forhold, at den ældste af brødrene, Heinrich, adskillige gange skulle have anmodet kongen om forlening med hertugdømmet, er svaret, at han har søgt om noget, som kongen hverken kan eller vil efterkomme som følge af Danmarks riges love. I øvrigt var anmodningen ikke gyldig efter lensretten, da holstenerne havde sendt deres fejdeerklæringer til kongen. Derfor, hvis kongen skulle have været lensherre – hvilket han ikke er – da ville holstenerne have forbrudt deres len. Kongen henstiller og opfordrer dommeren til at lade rettens strenghed følge de holstenske brødre, for at de ikke mere gør ham hindringer i førnævnte land Jylland, og for at de indvilliger i det, den romerske konge har dømt i det med dennes majestætssegl forsynede brev, i hvilket han tildømmer kongen Sønderjylland, ”Sunder Jutland”, som holstenerne kalder hertugdømmet Slesvig, hvis indbyggere skal tjene kongen og være ham tro som deres rette herre. 5. Mht. det forhold, at kongen skulle have have stillet hindringer for holstenernes ret til det arvelige len, er der det at sige, at et sådant har de ikke i Jylland, sådan som det fremgår af kongens anklageskrift. 6. Hvad angår de andre anklager mod kongen, benægter han disse. Således vedr. Flensborg og Nyhus, som han med rette fik af brødrenes onkel og moder for en sum penge. Man skal dog vide, at heller ikke før overdragelsen, har den holstenske part haft nogen form for ret til Flensborg og Nyhus. 7. Hvad angår det forhold, at der skulle være aftalt en retssag, svarer kongen, at han aldrig har nægtet nogen den ret, han var forpligtet til; derimod er det den holstenske part, der ustandselig nægter at indgå i en retssag med ham. 8. Fremdeles, den holstenske part skriver, at det var blevet fæstnet ved traktat, at kongen ikke måtte gøre dem hindringer i hertugdømmet og heller ikke foretage noget angreb. Dronning Margrete skulle angiveligt have købt og modtaget slotte og jorder i pant. Kongen svarer, at han aldrig har indgået en traktat med nogen, hvorefter han ikke måtte forfølge sin åbenlyse ret. Mht. dronning Margretes køb og adkomst ved pant står der ikke noget i rigets lov om, at man ikke må købe eller modtage gods i pant fra den, der retmæssigt må foretage salget eller pantsætningen. Derfor var dronning Margrete fri til at købe og modtage pant (?). 9. Fremdeles, hvad angår det forhold, at dronning Margrete skulle have lovet holstenerne hjælp mod Ditmarsken, og at hun derpå skulle have forbundet sig med dem mod holstenerne, er der det at sige, at dronningen altid holdt sine løfter såvel i landet som udenfor. (Det følgende meget vanskeligt at forstå, men pointen synes at være, at man ikke kan beskylde nogen for løftebrud, før det er blevet etableret, at denne eller disse selv har været udsat for et sådant). 10. Fremdeles, holstenerne skriver om Tønder, at det skulle være pantsat til dronningen. Hertil er der at sige, at dronning Margrete ganske vist udredte 10.000 mark til holstenernes moder, men hverken dronningen eller senere kongen kom til at nyde godt af slottet og fogediet, sådan som de ellers skulle ifølge pantebrevet. Kongen har tiltro til, at holstenerne retmæssigt vil blive nødsaget til at overdrage ham Tønder og fogediet, som de er forplitet til, indtil de kan skilles ved retten, og indtil holstenerne kan betale konge Erik den skade, han har lidt (ved ikke at være i besiddelse af Tønder og fogediet). 11. Med hensyn til Sild og Før og det forhold, at kong Erik voldeligt skulle have holdt holstenerne fra deres ret her, og det forhold, at disse skulle høre under Tønder, må kongen svare nej. Sild og Før tilhører ikke Tønder, men Gud og kongen, således som landet Jylland. 12. Fremdeles mht. holstenernes anklager vedr. Aabenraa, Tranekær, Skælskør, Haderslev osv. Hvad Trenekær og Skælskør angår, ligger disse utvetydigt i kongeriget. Haderslev og Aabenraa har kongen fra dem, der har haft dem, og de tilhører Gud, kongen og riget med fuld ret. 13. Fremdeles med hensyn til Nyhus, da kong Erik overtog slottet, skulle grev Heinrich have forelagt ham en liste med skader begået af konge Eriks undersåtter, hvilket Erik skulle have afvist. Til dette svarer Erik, at han ikke vil love at udbedre nogen skade, før han ved, hvilken skade det drejer sig om; derimod ved han meget vel, at Svavsted og Husby herred var blevet ham aftvunget med vold, plyndret og lagt øde, og derpå var han blevet præsenteret for onklens og alle brødrenes fejdebrev; de, derimod, fik ikke noget fejdebrev fra ham, hvilket han er helt sikker på. 14. Mht. befæstningen af Flensborg kan kongen ikke se, hvorfor han ikke må bygge, hvad han vil, i de områder, der tilhører ham, hvorfor han heller ikke kan acceptere at være holstenenerne nogen skadeserstatning skyldig i dette spørgsmål. 15. Mht. Kongsberg, Fredeborg og Lindau forholder det sig på samme måde. 16. Mht. den af haneseaternes rådsudsendinge forhandlede våbenhvile, og det forhold at Erik skulle have plyndret og brændt Oldenburg inden for våbenhvileperioden: Hansestædernes rådsudsendinge arbejdede for en toårig våbenhvile, der skulle overholdes fuldkommen af begge parter. Rådsudsendingene sagde, at meget godt ville komme ud af freden, og de ville arbejde for, at holstenerne kunne yde kongen ret. På det tidspunkt sad kongen i fred med holstenerne frem til sanktmikkelsdag (29. september), hvilket ikke fremgår af det ovenstående (?). Kongen svarede, at han ville indgå freden, således som rådsudsendingene anmodede om, til Guds og deres ære, når de ville bevirke, at han kunne få sin ret fra holstenerne. Derfor ville kongen gerne indgå våbenhvilen. Rådsudsendingene svarede ham, at de havde hørt, at det samme var tilfældet for holstenernes vedkommende, og at disse ville overholde våbenhvilen, hvilket rådsudsendingene ville garantere (?). Da svarede kongen, at han ville indgå våbenhvilen på disse betingelser. Efter dette blev Svavsted indtaget af holstenerne med vold, og de befæstede Eckernförde, skønt våbenhvilens betingelser gjorde klart, at man ikke måtte genopbygge eller befæste steder, der var blevet ødelagt eller forladt. I den samme periode blev de frisiske herreder og meget andet erobret fra kongen, og biskoppen af Slesvig blev forhindret i at nyde sit gods hinsides Slien på trods af, at våbenhvilens tekst stipulerede, at alle skulle nyde deres gods fredeligt. Efter dette klagede kongen til stædernes rådsudsendinge, som imidlertid sagde, at de ikke havde garanteret fredens overholdelse. Men de ville gerne arbejde for, at ret og rimelighed blev kongen til del, hvilket kongen derpå bad dem om at gøre. De drog til Slesvig by, og Erik sendte sine forhandlere til Flensborg. Men han kunne ikke få garanti for ret og rimelighed, hvorfor, da dette fandt sted på Oldenburgs territorium, han ikke havde begået fredsbrud, idet ingen traktat var blevet overholdt over for ham, og idet han ikke havde lovet holstenerne noget angående freden. 17. Fremdeles mht. Femern, som kongen beskyldes for at have plyndret og lagt øde: Femern tilhører Gud, kongen og Danmarks krone, således som det fremgår af det førskrevne. Således skylder Erik ikke holstenerne noget, hvad Femern angår. Grunden til, at det er gået, som det er gået, er, at Erik først var der med en vældig styrke, hvorefter indbyggerne på Femern lovede ham troskab og svor at ville tjene ham. Straks da han var draget væk, gik indbyggerne på Femern imidlertid over til holstenerne og udskiftede rigets banner i deres våben med det holstenske nældeblad. Derfor måtte Erik lægge Femern øde, hvilket han hellere lever med end at skulle udholde dårlig tjeneste og forræderi, og hvorvidt Femern er øde eller ubeboet, er ikke holstenernes sag. 18. Hvad angår det forhold, at holstenerne skulle have pant i Kopparberget, er dette ubekendt for kongen, og det samme er tilfældet for Gotland. Hvad angår kong Christoffer 2.s angivelige gældspost, kan man jo forvisse sig om sandheden heri ved at se på holstenernes egen skrift, hvori de skriver, at han overdrog grev Johann hele Danmarks rige, og hvordan de i øvrigt behandlede ham! 19. Hvad angår de svenske kongers, Erik og Magnus, gældsposter til holstenerne, er også disse ubekendte for kong Erik. Hvad angår overgrebet på brødrenes mor, blev dette begået af Otto Skinkel, som alle vidste, var hendes åbenlyse fjende. Derfor er kongen ikke skyldig i denne henseende. (Det følgende synes at betyde:) Kongen havde fremlagt sine enkelte klagepunkter, hvis han havde vist, holstenerne ville præsentere så mange. Han vil dog af hensyn til den romerske konge holde sig til de overordnede punkter. 20. Fremdeles, hvad angår det forhold, at kong Erik skulle have overholdt det, der var blevet tildømt holstenerne i Fehmarnsund, vidste han ikke, hvad de holstenske dommere havde dømt. De var uenige om den øverste dommer, eftersom Erik holdt på, at denne skulle være det romerske imperium i kraft af kong Sigismund, hvorimod holstenerne insisterede på det romerske imperium i kraft af kong Sigismund og kurfyrsterne. Dette fandt Erik, var en fornærmelse imod kong Sigismund. 21. Fremdeles, hvad angår holstenernes påstand om, at alle kongens overgreb har fundet sted i deres arvelige len, hertugdømmet Slesvig, og at kongen bør love dem forlening med dette, svarer kongen: Han har ikke begået nogen uret over for holstenerne, men han vil gerne godtgøre dem for det, de har ret til. Således har han gjort, og hvad forlening anågr, har han ikke ret til at foretage en sådan i Jylland, som han er retmæssigt valgt konge over, og her har holstenerne hverken lensret eller arveret. Derfor kan kongen ikke dømmes efter holstenernes påstand. Holstenernes beskyldning for forbrydelse er derfor uretfærdig. Ingen vil kunne retmæssigt kunne fremsætte beskyldninger mod kongen for at have begået uret. Tværtimod er det holstenerne, der har øvet uret. 22. Hvis ikke Rumpold får afsagt dom inden for fristen, vil holstenerne henskyde sagen for det romerske imperium med den samme tidsfrist. Til det svarer kongen for tredje gang, at dette er en fornærmelse af den romerske konge: Dér hvor den romerske konge er, er også det romerske imperium. Men holstenerne har selv i deres udgave af aftalen om voldgiften (compromissum) indvilliget i, at den romerske konge skulle dømme i sagen i tilfælde af, at Heinrich Rumpold ikke kunne forlige parterne. Kong Erik har tiltro til, at hertug Rumpold eller den romerske konge vil fælde en retfærdig dom, nu da begge sagens parter har stillet sig til rette for dem.
Peder (Lykke (Bille)), ærkebiskop i Lund, kasserer på ny de bestemmelser, han 28. juni 1423 havde vedtaget imod valget af Heinrich von See til biskop i Slesvig, hvorved han nedlagde forbud imod at anerkende denne som biskop i Slesvig og lod bispestolens indtægter beslaglægge, indtil sagen var afgjort ved den pavelige domstol; han havde allerede ved provincialkonciliet i København i 1425 kasseret bestemmelserne.
Nicolaus (Wulf), biskop i Slesvig, stadfæster, at de slesvigske hertuger Adolf og Gerhard har brugsret til slottet Svavsted under krigen imellem de slesvigske hertuger og kong Erik 7. af Pommern.
Biskop Nikolaus af Slesvig pålægger sognepræsterne og deres stedfortrædere i provstiet Strand (dvs. Edoms, Pelworm, Beltring og Viriks herreder) at opfordre deres sognebørn og særligt kirkeværgerne ved Oland kirke til at lade Fedder Gunnesen og hans brødre besidde ageren Harkenkog mod en passende afgift til nævnte kirke.
Tingsvidne af Sønder Gøs herredsting om hertug Adolf af Slesvigs skødning af sit gods og sine bønder i Ramsted til biskop Klaus af Slesvig.
Sognevidne af Svavsted sognestævne om en skødning foretaget af Klaus Dyck, eksekutor af Bo Rigs testamente, af dennes gods i Svavsted sogn til fogeden på Svavsted på biskop Klaus af Slesvigs vegne.
Amtmand Bartram v. Bokwold ovedrager selvejerbønderne i Ramsted (Svavsted sogn) en betaling på fire mark årlig rente.
Claus Dirs sælger alle sine bygninger og grunde ved Svavsted til Wolf Rixtorp, foged i Svavsted, til nytte for Nicolaus (Wulf), biskop i Slesvig.
Biskop Nicolaus af Slesvig vidimerer hertug Erik 1. Abelsen af Sønderjyllands beskyttelsesbrev til Slesvig kapitel af 12. juli 1261 og erklærer seglet for ægte.
Biskop Nicolaus af Slesvig vidimerer hertug Erik 2. Valdemarsen af Sønderjyllands stadfæstelse af Slesvig kapitels privilegier af 24. april 1313 og erklærer seglet for ægte.
Biskop Nicolaus af Slesvig, vidimerer kong Valdemar 3.s brev af 16. august 1326, hvori denne stadfæster og udvider Slesvig kapitels privilegier, og erklærer seglet for ægte.
Biskop Nicolaus af Slesvig vidimerer kong Valdemar 3.s brev af 14. december 1326, hvori denne stadfæster og udvider Slesvig kapitels privilegier, og erklærer seglet for ægte.
Biskop Nicolaus af Slesvig vidimerer kong Olufs brev af 1. maj 1386 og hertug Valdemar 5. Eriksen af Sønderjyllands brev af 10. januar 1339, hvori disse stadfæster Slesvig kapitels privilegier, og erklærer seglene for ægte.
Kong Erik 7. af Pommerns brev til det danske rigsråd, hvori han punktvis forsøger at forsvare sig mod rigsrådets anklager:1) Til det danske rigsråds beskyldning om, at kong Erik skulle have forbrudt sig mod Danmarks krones ret og frihed, svarer kong Erik, at såfremt han nogensinde tidligere skulle have forbrudt sig mod Danmarks krones ret og frihed, skulle rigsrådet have efterprøvet det på en anden måde end ved på hånlig og uretmæssig vis at fremsætte strafbare beskyldninger mod ham. Det danske rigsråd har således aldrig tidligere nævnt, at kong Erik skulle have forbrudt sig mod Danmarks krones ret og frihed, hvorfor han da også håber, at han vil blive fuldstændig frifundet for denne anklage ved retten.2) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik skulle have overdraget slotsloven over rigets slotte til udenlandske herrer, svarer kong Erik, at han ikke har overdraget slotsloven over rigets slotte til fremmede herrer, for såfremt rigsrådet ikke er klar over det, er hertug Bugislav 9. af Pommern-Wolgast rent faktisk kong Eriks nevø, og kong Erik har ikke overdraget slotsloven til hertug Bugislav på egen hånd men efter rigsrådets råd og med dets billigelse. Endvidere har hertug Bugislav haft slotsloven sammen med kong Erik, siden dronning Margrete døde, og ingen har klaget over dette før nu. Endelig har kong Erik aldrig udnævnt hertug Bugislav til konge.3) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik skulle have skilt rigerne ad, svarer kong Erik, at ingen ønskede mere end han, at rigerne skulle blive sammen. Hvis rigsrådet vil vide sandheden herom, skal de spørge de hæderlige folk i Stockholm, som gav ham deres beseglede breve på, at rigerne altid skulle blive sammen i kærlighed og ikke skilles ad, så længe kong Erik var konge. Endvidere skal rigsrådet læse den skriftlige klage, som svenskerne gav ham, da han sammen med det danske rigsråd befandt sig i Helligåndshuset i Stockholm. Når man læser denne klage, vil man tydeligt kunne se, at det var svenskerne og altså ikke kong Erik, som ønskede, at rigerne skulle skilles ad. Desuden sagde svenskerne under det møde og - vel at mærke - i det danske rigsråds nærværelse, at de hellere ville dø, end at de ville tillade at have danske mænd i Sverige.4) Til rigsrådets beskyldning om, at Haderslev er kommet bort fra riget grundet kong Eriks fravær og forsømmelse af riget, svarer kong Erik, at han altid har arbejdet for, at det ikke skulle ske. Derom kan rigsrådet spørge biskoppen i Roskilde, hr. Erik Nielsen ((Gyldenstierne) til Demstruplund, Tim og Ågård), hr. Anders Nielsen ((Jernskæg) til Herlev og Dronningholm), abbeden i Sorø og mange andre hæderlige folk, som var forsamlede på Haraldsborg og andre steder. Disse vil kunne fortælle, når man spørger dem, at andre og altså ikke kong Erik ønskede, at Haderslev skulle komme bort fra kronen. Såfremt rigsrådet ønsker at vide, hvorfor Sverige, Norge og Sønderjylland er blevet skilt fra Danmark, kan kong Erik fortælle rigsrådet, at det skyldes rigsrådets vold, uredelighed, troløshed og umilde gerrighed. Således skåner rigsrådet for gods og penges skyld og imod Gud og den hellige kirke hverken dets rette herre, riddere, væbnere, kvinder, børn, bønder eller byfolk. Dette betyder, at de, som rigsrådet nu har magt over, bliver fordærvet på grund af rigsrådets uhæderlige regimente og derfor gerne vil skilles fra rigsrådet. Derfor har den danske befolkning nu rejst sig mod rigsrådet og klaget over rigsrådet, og nu frygter kong Erik, at rigerne skilles endnu mere ad. 5) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik har overdraget syv af rigets faste slotte til udenlandske herrer, som rigsrådet åbenbart hellere vil opfatte som fjender end venner, svarer kong Erik, at han ikke har overdraget slottene til fjender af rigsrådet eller af Danmark. Derimod har han overdraget slottene til folk, som fortjener tak og kærlighed af de hæderlige folk, som bor i Danmark, for deres tjeneste mod Danmarks rige, eftersom hertug Barnim (8. af Pommern-Wolgast-Barth) har ødelagt sit helbred i Danmarks rigsråds og Danmarks riges tjeneste. Endvidere har grev Hans (af Eberstein-Naugard) ofte og loyalt sat sit liv og gods på spil i rigsrådets og Danmarks riges tjeneste, og han har endda besluttet sig for, at han vil leve og dø i Danmark. Ligeledes har også grev Witzlaw (af Eberstein-Naugard) ofte og loyalt sat sit liv og gods på spil i rigsrådets og Danmarks riges tjeneste, og han har også besluttet sig for at leve og dø i Danmark. Endvidere har kong Erik overdraget dem slotte i samråd med kongens råd, som på daværende tidspunkt bestod af hr. Aksel (Pedersen (Thott)), hr. Benedict (Volfsen (Pogwisch)), Hans Kröpelin og flere andre. Endelig overdrog kong Erik hertug Bugislav slottene på Fyn med rigsrådets accept, således som det blev aftalt i Vordingborg. Ligeledes overdrog kong Erik slottet på Lolland til hertug Bugislav med biskoppen af Roskilde og hr. Erik Nielsens vidende, hvilket kong Erik kan bevise med deres beseglede breve. Endelig skriver kong Erik, at de, som nu har skilt Haderslev, Ærø, Flensborg, Tønder, Stubbe, Svavsted og hele Sønderjylland fra den danske krone samt overdraget dette område til andre herrer, har haft meget større lyst til fremmede herrer end ham. De herrer, som nu har Sønderjylland i deres varetægt, har fra gammel tid været Danmarks riges naturlige fjender, således som det danske rigsråd ofte mundtligt har fortalt kong Erik. Derfor burde rigsrådet ifølge kong Erik holde de andre for udenlandske herrer og ikke dem, som kong Erik for rigets bedstes skyld har overdraget slotte.6) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik skulle have lovet at holde forhandlinger i Kalmar, svarer kong Erik, at han aldrig har lovet noget sådant. Derimod befinder kong Erik sig nu på Stegeborg slot i Sveriges rige, og han er parat til dér at gøre og modtage alt, hvad der kan kræves af ham af ære og ret.7) Til rigsrådets påstand om, at den danske befolkning grundet kong Eriks dårlige regeringsførelse, skulle have rejst sig imod deres rette herre og husbond, svarer kong Erik, at han for tiden ikke befinder sig i Danmark, hvorfor han håber, at man ikke vil tilbageholde informationer om situationen i Danmark for ham. Dog erklærer han, at ingen hæderlig mand skal anklage ham for at være skyld i, at den danske befolkning gør oprør.8) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik skulle have udført rigets klenodier, som var blevet samlet sammen igennem mange år af konger og rigets forstandere, svarer kong Erik, at han nu har været konge i hen ved 50 år, og at det desuden er mere end 30 år siden, at han blev gift. Derfor er det ikke underligt, hvis der skulle være sket en sammenblanding af dronning Margretes, dronning Filippas og hans ejendele. Hvad angår rigets klenodier, opfordrer kong Erik det danske rigsråd til at sende biskop Jens (Jakobsen) af Oslo, hr. Erik Nielsen, hr. Jens (Andersen) Grim ((Has) til Tosterup) og Hans Kröpelin til Gotland, eftersom de kender dronning Margretes klenodier vel. Når de er kommet til Gotland, vil kong Erik under ed lægge alle de klenodier, som han er i besiddelse af, frem for rigsrådets udsendinge. Hvis de deriblandt finder nogle klenodier, som hverken tilhører kong Erik eller kongens hustru, men derimod Danmarks rige, vil kong Erik sende disse klenodier tilbage til riget, således som det sig hør og bør efter ret og ære. Hvis rigsrådets udsendinge imidlertid ikke finder nogen klenodier tilhørende riget, vil kong Erik konkludere, at man har gjort ham stor uret ved på forhånd at have fremsat beskyldningen om, at han skulle have udført rigets klenodier. Derudover meddeler kong Erik, at han da håber, at han har lov til at beholde de ejendele, som han har arvet efter sin hustru. Endelig meddeler kong Erik, at hr. Mogens (Akselsen) Gøye (til Krenkerup) og hr. Jens Torbernsen ((Sparre) til Bringstrup) har kendskab til, hvad kongen ellers har taget med sig til Gotland. Med hensyn til det, som rigsrådet skriver om skatten, svarer kong Erik, at de hæderlige mænd, som har udbetalt penge til kong Erik - både de, som er døde, og de, som lever - har ført regnskab hermed. Disse regnskabsbøger eksisterer stadig, og de viser tydeligt, hvorledes alt er foregået.9) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik har svigtet Danmarks rige ved at drage ud af landet, svarer kong Erik, at han er draget ud af landet for rigets bedstes og fortsatte beståens skyld samt for Danmarks riges indbyggeres skyld. Endvidere nævner kong Erik, at han indsatte høvedsmænd i hele riget, inden han drog ud af landet, for at de skulle sørge for rigets sikkerhed i kongens fravær. Derfor er det ifølge kong Erik forkert, når rigsrådet påstår, at kongen har svigtet riget.10) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik skulle have kastet sin vrede på rigsrådet, svarer kong Erik, at han hverken har kastet sin vrede på rigsrådet eller på Danmarks riges indbyggere. Rigsrådet kan skrive, hvad det vil, men kong Erik har aldrig gjort andet end det, som sømmer sig for en konge - herom skal Gud være hans vidne. Dog er kong Erik opmærksom på, at mennesket er så sygt af natur, at det ikke retter sig efter, hvad der er ret og rimeligt.11) Til det forhold, at rigsrådet vil se sig om efter en anden herre, og at det meget vel kan være hertug Kristoffer, svarer kong Erik, at hertug Kristoffer er blevet ført ind i riget uden kong Eriks accept og tilladelse. Endvidere meddeler kong Erik, at hertug Kristoffer over for kongen havde lovet, at han aldrig ville rejse ind i riget uden kong Eriks accept og tilladelse, men nu kan kong Erik altså forstå, at rigsrådet har overtalt hertug Kristoffer til at begå en så formastelig handling.
Michael Iversen, kantor i Haderslev, bevidner sammen med fire sogneboere fra Tyrstrup sogn, at Tyrstrup kirke tilhører biskoppen af Slesvig.
Borgmestre og rådmænd i Flensborg vidimerer overenskomsten af 1406. 31. juli mellem dronning Margrete og biskop Johan af Slesvig om Svavsted.
Sognevidne af Vollerwiek sogn om ydelser til sognepræsten.