Skrivelse fra Walrabe v. Hünsbach, Den Tyske Ordens øverste marskal, til kong Erik 7. af Pommern, hvori han beretter om det ringe udbytte af forhandlingerne i Stralsund.Walrabe v. Hünsbach har nu i flere dage ventet forgæves på, at de holstenske herrer skulle indfinde sig i Stralsund, men de er ikke kommet. Derimod har han netop modtaget et brev fra dem, hvori de erklærer, at de er villige til at lade højmesteren for Den Tyske Orden træffe en afgørelse i striden mellem dem og kong Erik. Betingelsen herfor er dog, at kong Erik lader dem blive ved det, som de opfatter som deres fædrene arv, nemlig Gottorp og hertugdømmet Slesvig.Endvidere meddeler Walrabe v. Hünsbach, at han har drøftet dette med hansestæderne, som har erklæret over for ham, at de for det første ikke kan træffe beslutninger i denne sag uden om de holstenske herrer, da de er i et forbund med de holstenske herrer, og at de for det andet også er villige til at lade højmesteren for Den Tyske Orden træffe en afgørelse i striden mellem dem og kong Erik, såfremt kong Erik vil lade de holstenske herrer blive ved deres fædrene arv.Endvidere meddeler Walrabe v. Hünsbach, at hansestæderne nu har sendt en skriftlig erklæring herom til højmesteren for Den Tyske Orden. I forlængelse heraf vil Walrabe v. Hünsbach, som er på vej tilbage til højmesteren, drøfte denne sag med højmesteren, når han er kommet tilbage.

Rigsdagen i Frankfurt beslutter, at der skal opkræves en skat til krigen mod husitterne og kætterne i Bøhmen.Det nævnes eksplicit i beslutningsdokumentet, at kongen af Danmark, Sverige og Norge også skal betale denne krigsskat.

Rådet i Köln skriver til rådet i Lübeck.Rådet i Köln har modtaget rådet i Lübecks skrivelse om indkaldelse til et møde i Lüneburg den 14. marts.Desuden beklager rådet i Köln over for hansestæderne, at der er udbrudt krig imellem dem og kong Erik 7. af Pommern.Endvidere meddeler rådet i Köln, at det af flere forskellige årsager ikke har mulighed for at sende folk fra Köln til hansedagen i Lüneburg. For det første er det grundet de mange optøjer i området omkring Köln samt krigen mellem hansestæderne og kong Erik ikke sikkert af sende folk fra Köln til hansestæderne. For det andet er rådet i Köln belastet af den krigsskat, som er blevet pålagt det grundet krigen mod hussitterne. For det tredje er rådet i Köln belastet af den skat, som det skal betale til den romerske konges kejserkroning.

Rådet i Hildesheim meddeler rådet i Lübeck, at det vil gøre alt, hvad det kan, for at deltage i den hansedag, som skal holdes 14. marts 1428 i Lüneburg vedrørende krigen mellem hansestæderne og kong Erik 7. af Pommern.

Nicolaus Stoks beretning om sine forsøg på at mægle i striden mellem kong Erik 7. af Pommern på den ene side og de holstenske grever og hansestæderne på den anden side.Beretningen indeholder følgende punkter:1) Nicolaus Stok blev 4. juli 1427 i Kronstadt i Würzland af den romerske konge Sigismund udnævnt til mægler i striden mellem kong Erik på den ene side og de holstenske grever Heinrich, Adolf og Gerhard samt hansestæderne Lübeck, Hamburg, Stralsund, Rostock, Wismar og Lüneburg på den anden side. Den romerske konge gav således Nicolaus Stok i opdrag at forsøge at forlige de stridende parter. Derfor rejste Nicolaus Stok afsted mod Lübeck, hvortil han ankom 7. oktober 1427. Derefter lod Nicolaus Stok indkalde de andre hansestæder til Lübeck, således at de kunne høre og forholde sig til det, som han havde fået i opdrag af den romerske konge.2) Da de andre hansestæder var kommet til Lübeck, holdt Nicolaus Stok 20. oktober 1427 et møde med dem på rådhuset i Lübeck. På dette møde forklarede han dem, at den romerske konge havde sendt ham afsted for at forlige de stridende parter af flere årsager. For det første fordi det gjorde den romerske konge ondt, at der var krig mellem hans kære broder kong Erik på den ene side og holstenerne og de førnævnte stæder i Det Hellige Romerske Rige på den anden side, samt at det gjorde ham ondt, at kristne menneskers blod blev udgydt på grund af denne krig. For det andet fordi krigen både svækkede den kristne tro og udgjorde en hån mod Gud, Jomfru Maria og hele den himmelske hærskare. For det tredje fordi krigen styrkede og glædede alle Guds og Det Hellige Romerske Riges fjender, nemlig husitterne i Bøhmen, tyrkerne, taterne, russerne og hedningene. For det fjerde fordi sørøverne i Østersøen skadede hele det kristne samfund. Således fortalte Nicolaus Stok hansestæderne, at den romerske konge var forbløffet over, at hansestæderne ville føre krig mod hans kære broder kong Erik og dennes riger og undersåtter, idet det var i strid med det fredsforbund, som hansestæderne havde indgået med kong Erik, og idet krigen var i strid med al ret, alle kejserlige love og hele den kristne orden, som foreskriver, at ingen må være dommer i egne sager. Endvidere meddelte Nicolaus Stok, at den romerske konge var forbløffet over, at hansestæderne ønskede at hjælpe de holstenske herrer, som ellers optrådte ulydigt over for Gud og Det Hellige Romerske Rige, idet de handlede imod den guddommelige befaling, som var udgået fra den romerske konge, og som de holstenske herrer selv havde forpligtet sig til at følge. Da nu kong Erik havde bedt kristenhedens to hoveder, nemlig paven og den romerske konge om, at retten måtte ske fyldest, erklærede den romerske konge, at han ville være kong Erik mægtig til ret, forlig og fred. Derfor havde den romerske konge nu meddelt dette til paven, kurfyrsterne og de andre fyrster i Det Hellige Romerske Rige, rigets gejstlige og verdslige herrer, rigsstæderne, ridderne samt væbnerne. Endvidere meddelte Nicolaus Stok på den romerske konges befaling hansestæderne samme konges beslutning om, at der skulle holdes fred med kong Erik i seks år fra nu af, samt at den romerske konge ville gøre alt, hvad han kunne, for at forlige kong Erik og hansestæderne, når blot freden etableredes. Endvidere beordrede Nicolaus Stok på den romerske konges befaling hansestæderne til inden for fem uger at hjemkalde alle de krigsfolk, som de måtte have til lands eller til vands i krigen mod kong Erik, samt til helt og holdent at afstå fra nogen former for krigshandlinger mod kong Erik. Endvidere beordrede Nicolaus Stok, at begge parters krigsfanger skulle gives fri i løbet af freden uden krav om løsepenge. Endvidere beordrede Nicolaus Stok, at begge parter skulle forblive ved deres gamle privilegier og sædvaner, og at begge parter skulle have et venskabeligt forhold under hele fredsperioden. Endelig indskærpede Nicolaus Stok over for hansestæderne, at de skulle efterkomme den romerske konges befaling, idet de skriftligt havde aflagt løfte om at være tro og lydige mod den romerske konge og Det Hellige Romerske Rige. Til større vidnesbyrd om disse meddelelser gav Nicolaus Stok hansestæderne den romerske konges skriftlige beseglede befaling om at holde fred. Endvidere meddelte Nicolaus Stok hansestæderne, at han havde fået i opdrag af den romerske konge at offentliggøre den romerske konges beslutning for kong Erik og de holstenske herrer. Såfremt den ene part blev erklæret ulydig, ville den romerske konge få paven samt kurfyrsterne, alle de andre fyrster, byerne, ridderne, væbnerne og alle undersåtter i Det Hellige Romerske Rige til at hjælpe den lydige part imod den ulydige part. Endvidere ville den romerske konge lyse den ulydige part i band samt offentligt erklære, at den ulydige part havde hjulpet og styrket kætterne. I den forbindelse berettede Nicolaus Stok, at der gik meget lang tid, førend hansestæderne svarede på det, som han havde meddelt dem.3) Derefter rejste Nicolaus Stok til de holstenske herrer, hvor han 28. oktober 1427 i Reinfeld kloster meddelte dem den romerske konges beslutning, således som han havde gjort det over for hansestæderne. Den 13. november 1427 uden for Lübeck gav de holstenske herrer Nicolaus Stok det svar, at de ikke kunne holde fred med kong Erik eller komme til noget møde med ham, såfremt han ikke gav dem deres fædrene arv samt hansekøbmændene det gods tilbage, som han med urette havde frarøvet dem. De holstenske herrers udtalelse ville Nicolaus Stok imidlertid ikke acceptere som et svar af forskellige årsager, som han forklarede dem, hvorfor han gentagne gange krævede et nyt svar fra de holstenske herrer.4) Den 30. november 1427 svarede de holstenske herrer i nærværelse af Lübecks biskop samt flere borgmestre og rådsmedlemmer fra Lübeck og Hamburg, at de ville være lydige mod den romerske konge. Endvidere sagde de, at Nicolaus Stok skulle rejse til kong Erik for at høre, om kong Erik også ville være lydig mod den romerske konge. Når Nicolaus Stok kom tilbage, ville de holstenske herrer og hansestæderne give ham et fælles svar, som ville behage den romerske konge. Men derefter fik Nicolaus Stok aldrig noget andet svar fra de holstenske herrer.5) Nytårsdag 1428, da der således var gået 13 uger, siden Nicolaus Stok ankom til Lübeck, fik han et fælles svar fra hansestæderne på rådhuset i Lübeck. De erklærede, at de ville være lydige mod den hellige kirkes og den romerske konges beslutning samt den romerske konges befaling om at holde fred med kong Erik i seks år. Endvidere erklærede de, at de ville frigive krigsfangerne i denne periode, samt at alle parter skulle forblive ved deres gamle privilegier, samt at man skulle have lov til at besøge kong Eriks riger i hele fredsperioden. Derfor ønskede hansestæderne, at Nicolaus Stok rejste til kong Erik for at forhøre sig hos ham, om han også ville følge det, som den romerske konge havde besluttet og befalet. Endvidere ønskede de, at Nicolaus Stok skulle bringe kong Eriks svar på denne forespørgsel samt kongens lejdebreve tilbage til dem. Endvidere ønskede hansestæderne, at Nicolaus Stok snarest skulle arrangere et møde med kong Erik i Flensborg for dér at besegle freden. Endelig meddelte hansestæderne, at de endnu ikke kunne kalde deres krigsfolk hjem, samt at det for øvrigt heller ikke var sædvane dér i landet at gøre det, førend de havde sikkerhed for, at kong Erik ville holde fred med dem. Herpå ønskede Nicolaus Stok, at hansestæderne skulle udfærdige breve indeholdende dette deres svar til ham, således at han kunne vise den romerske konge og kong Erik hansestædernes svar. Hertil svarede hansestæderne imidlertid, at de ikke havde for vane at nedfælde deres svar på skrift, og at det heller aldrig havde været sådan, at hansestæderne ikke havde holdt, hvad de lovede.6) Derefter red Nicolaus Stok 6. januar 1428 fra Lübeck til kong Erik. Han fortalte nu kong Erik, hvorfor han var blevet udsendt af den romerske konge, og han meddelte kong Erik den romerske konges beslutning og befaling om at holde fred. Endelig meddelte Nicolaus Stok kong Erik de svar, som de holstenske herrer og hansestæderne havde givet ham. Dette skete 24. januar 1428. Den 25. januar 1428 gav kong Erik Nicolaus Stok det svar, at han intet havde imod at gøre det for hele kristenhedens og den romerske konges skyld, hvorfor han ville følge den romerske konges beslutning og befaling. Derpå bad kong Erik Nicolaus Stok om at tage de holstenske herrer og hansestæderne med til et fredsmøde på et belejligt sted. På dette møde ville Nicolaus Stok så kunne høre, hvem der var lydig mod den romerske konges beslutning, og endvidere ville han kunne nedfælde på skrift, hvad der blev besluttet. Derpå fastlagde kong Erik og Nicolaus Stok mødet til 14. marts 1428. I forlængelse heraf gav kong Erik Nicolaus Stok lejdebreve til både de holstenske herrer og hansestæderne. Endvidere fik Nicolaus Stok af kong Erik bemyndigelse til at udskyde mødet to, tre eller fire uger. Endvidere erklærede kong Erik over for Nicolaus Stok, at han helt og holdent ville holde op med at bekrige sine modstandere, således som den romerske konge ønskede, således at alle parter kunne deltage i fredsmødet. Endelig ønskede kong Erik, at Nicolaus Stok skulle bringe denne besked videre til de holstenske herrer og hansestæderne. Derpå skulle Nicolaus Stok give kong Erik besked om det svar, som kong Eriks modstandere måtte give Nicolaus Stok, således at kong Erik kunne rette sig efter det.7) Derpå red Nicolaus Stok til Slesvig (by), hvor han 15. februar 1428 holdt møde med de holstenske herrer. Her fortalte Nicolaus Stok de holstenske herrer, at kong Erik havde erklæret, at han ville følge den romerske konges beslutning og befaling om at holde fred, samt at kong Erik sammen med Nicolaus Stok selv ville deltage i et fredsmøde på et belejligt sted. Til dette fredsmøde ville kong Erik medbringe sine frænder, som skulle forhandle for ham, og kong Erik ønskede, at de holstenske herrer ville gøre det samme. Såfremt man ikke ville kunne nå frem til en løsning på mødet, ville kong Erik lade det være op til begge parters frænder at aftale, hvorledes freden kunne blive etableret, således at man ville kunne se, at kong Erik ikke havde forbrudt sig mod den romerske konges beslutning og befaling. Hertil svarede den ældste af de holstenske herrer, at den romerske konge ikke havde bemyndigelse til at udsende Nicolaus Stok i dette anliggende. Nicolaus Stok nævnte nu over for ham, at dette var bedrag, men det endte med, at han erklærede over for Nicolaus Stok, at han nu havde i sinde at tilbageerobre sin fædrene arv med sværdet.8) Derefter fortalte Nicolaus Stok den førnævnte holstenske herre, at hansestæderne havde indvilget i at holde fred. Desuden fortalte Nicolaus Stok hansestæderne, at kong Erik helt og holdent ville følge den romerske konges befaling om at holde fred, samt at kong Erik ville holde et møde med dem på et belejligt sted, hvortil kong Erik ville medbringe sine frænder som forhandlere, hvorfor han håbede, at hansestæderne også ville gøre det samme. Hvad enten man under disse forhandlinger kunne komme til et resultat eller ej, skulle freden ifølge kong Erik alligevel bestå i hele den føromtalte fredsperiode på seks år. Endvidere sagde Nicolaus Stok til hansestæderne, at kong Erik havde bemyndiget ham til at indkalde hansestæderne og de holstenske herrer til mødet, såfremt de ville indstille krigen. Derfor gav de holstenske herrer og hansestæderne 4. marts 1428 Nicolaus Stok tilsagn om, at de ville holde et fredsmøde sammen med kong Erik i Falsterbo, samt at de ville lade deres krigsfolk blive hjemme, og at de ville rejse til Falsterbo sammen med Nicolaus Stok.9) Den 14. marts 1428, da man skulle til at sejle mod Falsterbo, gav de holstenske herrer og hansestæderne imidlertid Nicolaus Stok et helt andet svar. Nu fortalte de Nicolaus Stok, at deres handelsfolk var på havet, og at disse ville være udsat for overgreb fra kong Eriks side, mens de holstenske herrer og hansestæderne deltog i fredsmødet. Endvidere mente de holstenske herrer og hansestæderne, at de ikke ville kunne nå at deltage i mødet, da mødet var blevet berammet til midfaste. Endvidere erklærede de, at de ikke havde tiltro til kong Eriks erklæring om, at han ønskede at holde fred med dem. Endelig erklærede de, at de ikke kunne lade deres krigsfolk blive hjemme. Hertil svarede Nicolaus Stok følgende: For det første havde de opholdt ham uforholdsmæssigt længe. For det andet havde han skaffet præcis de svar og lejdebreve fra kong Erik, som de havde udbedt sig. For det tredje kunne han have skaffet dem kong Eriks svar på skrift, hvis blot de havde været villige til at afgive deres svar skriftligt. For det fjerde var det ikke godt at forhandle under banneret og sværdet. For det femte spillede det ingen rolle, til hvilket tidspunkt mødet var blevet berammet, for han havde jo netop fået bemyndigelse af kong Erik til at udskyde mødet til umiddelbart efter påske eller helt op til fire uger efter påske, hvis det skulle være nødvendigt. Endelig meddelte Nicolaus Stok de holstenske herrer og hansestæderne, at såfremt de ikke deltog i et fredsmøde med kong Erik på et belejligt sted, kunne han ikke forstå det på anden måde, end at deres første svar til ham så stadig måtte være gældende, nemlig at de ville forhandle med kong Erik i Flensborg.10) Den 18. marts gav hansestæderne Nicolaus Stok på rådhuset i Lübeck det svar, at de sammen med de holstenske herrer ønskede at holde et fredsmøde med kong Erik i Falsterbo otte dage efter påske, dvs. 11. april 1428. Derfor ville de sejle afsted 8. april 1428, såfremt vejr og vind tillod dem det. Dette lod Nicolaus Stok nedfælde på skrift i et brev, som de ønskede at få af ham, og som han også beseglede. En afskrift af dette brev blev endda udført af byen Lübecks egen skriver. Derudover udbad de sig kong Eriks lejdebreve, som Nicolaus Stok gav dem. Til gengæld fik Nicolaus Stok tilsagn fra hansestæderne om, at de ville deltage i mødet, og endvidere gav de ham deres lejdebreve og de holstenske herrers lejdebreve.11) Derefter red Nicolaus Stok 20. marts 1428 for anden gang afsted fra Lübeck mod Danmark. På vejen igennem Holsten blev han i Rendsborg opholdt af den ældste af de holstenske herrer indtil 31. marts 1428. Årsagen hertil var, at den holstenske herre, som han sagde, ønskede at beskytte sig selv og Nicolaus Stok med lejdet.12) Den 9. april 1428 kom Nicolaus Stok til Roskilde, hvor kong Erik befandt sig. Her fortalte han kong Erik om det aftalte fredsmøde. Hertil svarede kong Erik, at han ganske rigtigt havde bedt dem om at komme til et fredsmøde, men at de (dvs. holstenerne og hanseaterne) var sejlet til Danmark med hele deres styrke, og at de nu lå ud for København, samt at de på vejen dertil havde forvoldt brande, taget krigsfanger samt slået nogle af kong Eriks folk ihjel. Hertil svarede Nicolaus Stok, at de holstenske herrer og hansestæderne ikke havde fortalt ham noget om, at de ville gøre sådant, samt at det gjorde ham ondt at høre det. Nu svarede kong Erik, at han ville drøfte sagen med sit råd. Da dette var sket, svarede kong Erik, at han ville respektere Guds og den romerske konges ønske, og at han således ville se igennem fingre med hansestædernes vold og bedrag. Derfor ville kong Erik alligevel tage til det aftalte fredsmøde, hvorefter han bad Nicolaus Stok om at skaffe lejdebreve til ham selv og hans folk fra hans modstandere, som nu lå ud for København med hele deres styrke. Dette gjorde Nicolaus Stok.13) Da Nicolaus Stok 16. april kom til København, fandt han den yngste af de holstenske herrer og hansestæderne ud for København med hele deres styrke, således som kong Erik havde fortalt ham. Nicolaus Stok bad dem nu om at give ham det førnævnte lejde samt om at deltage i fredsmødet. Hertil svarede de holstenske herrers rådsmedlemmer samt hansestæderne, at de ikke kendte til noget møde, og at deres folk ikke havde fortalt dem om noget sådant. Endvidere var de af den overbevisning, at ingen fra holstensk side eller fra hansestæderne ville deltage i et fredsmøde med kong Erik. Endvidere meddelte de, at det var blevet befalet dem, at de skulle sende ethvert nyt lejdebrev, som de måtte få fra kong Erik, direkte videre til hansestæderne. Derpå viste Nicolaus Stok dem to breve, nemlig den afskrift, som byen Lübecks egen skriver havde udfærdiget, af det brev, som han havde givet til hansestæderne, fordi de havde krævet det af ham, samt kong Eriks lejdebrev, som Nicolaus Stok havde videregivet til hansestæderne. Derpå belærte Nicolaus Stok dem om, hvordan han sammen med hansestæderne og deres folk havde aftalt at holde et fredsmøde med kong Erik, og han fortalte dem, at kong Erik havde indvilget i at følge den romerske konges befaling om at holde fred. Derpå svarede de, at hansestæderne havde sagt til Nicolaus Stok, at de til trods for kong Eriks lejdebrev og det brev, som Nicolaus Stok havde givet dem, stadig ikke ønskede at deltage i et fredsmøde med kong Erik. Derpå svarede Nicolaus Stok, at hansestæderne selv havde bedt ham om at skaffe dem brevene, og da de modtag kong Eriks lejdebrev samt Nicolaus Stoks brev, havde de ikke gjort nogen indsigelser. Derefter svarede de, at de også ville følge den romerske konges befaling. Derpå spurgte Nicolaus Stok dem, hvorledes de mente, at de kunne følge den romerske konges befaling, når nu Nicolaus Stok havde bedt dem om at lade deres krigsfolk blive hjemme samt helt og holdent at afstå fra at føre krig, og når nu de lå ud for København med hele deres styrke. Da intet af dette hjalp, hidkaldte Nicolaus Stok en offentlig notar, som i hansestædernes nærværelse på Nicolaus Stoks befaling nedfældede på skrift, hvad Nicolaus Stok havde foretaget sig i sagen, samt hvad han havde drøftet og aftalt med de holstenske herrer og hansestæderne vedrørende sagen. Nicolaus Stok erklærede nu, at han mente, at hansestæderne havde sat sig op imod den romerske konges beslutning, og derfor gav Nicolaus Stok dem en stævning fra den romerske konge. Denne stævning overrakte han 17. april 1428 nærmere bestemt til hr. Johann Bere, rådmand i Lübeck, et stykke ude i Øresund ud for København. Overrækkelsen af stævningen lod Nicolaus Stok dokumentere i et andet notarialinstrument.14) Den 18. april 1428 sendte Nicolaus Stok efter kong Eriks ønske alle disse førnævnte oplysninger om sagen afsted til den romerske konge i et brev udfærdiget af Nicolaus Stoks skriver Paul Gumprecht.

Konrad Kantner, hertug af Schlesien, skriver til højmesteren for Den Tyske Orden.Konrad Kantner beder højmesteren om at sende oplysningerne om kong Erik 7. af Pommern. Konrad Kantner håber i den forbindelse, at oplysningerne er gode. Skulle oplysningerne være dårlige, ville det vække bekymring hos Konrad Kantner.

Danzigs stadsskriver Nicolaus meddeler, at hansestæderne på mødet i Marienburg har vedtaget, at skipperne på de store skibe, som plejer at sejle igennem Øresund, først skal sejle til Trave eller til Wismar for dér at forhøre sig, om det kan lade sig gøre at sejle igennem Øresund eller Storebælt.Såfremt det ikke kan lade sig gøre at sejle via Øresund eller Storebælt, skal skipperne sejle til Lübeck, hvorfra godset kan fragtes via kanalen til Hamborg.

Beretning om fredsforhandlingerne i Nykøbing, hvor hertug Wilhelm af Braunschweig mæglede imellem kong Erik 7. af Pommern og hansestæderne.Beretningen indeholder følgende:1) Beretningens første punkt indeholder kong Eriks anklage mod hansestæderne af 12. september 1428.2) Endvidere meddeles det, at hansestæderne svarede på kong Eriks anklage. Således erklærede de, at de ønskede at efterleve den romerske konges befaling, som var blevet overdraget dem i brevform af den kejserlige udsending Nicolaus Stok i Øresund.3) Endvidere meddeles det, at såfremt hansestæderne ville afbryde krigen for at lave en fredsaftale, skulle man fra kong Eriks side følge dem. Dette skete dog ikke.4) Endvidere blev der talt meget om et nyt møde på et andet tidspunkt, og det blev aftalt, at der skulle være en opmand over voldgiftsdommerne, såfremt disse ikke kunne blive enige. Kong Erik pegede derfor på den romerske konge som opmand i sagen, men hansestæderne ville hellere have en af kurfyrsterne som opmand. Dertil svarede kong Erik, at det ikke sømmede sig, at man valgte en af lensmændene fremfor lensherren, og eftersom den romerske konge var alle hansestædernes herre, var det mest sømmeligt, at den romerske konge skulle være opmand i sagen. Endvidere var det hensigtsmæssigt at vælge den romerske konge som opmand, idet han allerede tidligere havde været opmand i sagen, men parterne kunne ikke blive enige om dette punkt.5) Derefter skete det, at hertug Wilhelm ønskede at drage væk. På dette tidspunkt fik kong Erik at vide, at nogle af hansestæderne ønskede at komme kong Eriks krav imøde, men at det ikke kunne lade sig gøre. Derfor gik kong Erik til hertugen for at spørge ham, hvorfor han tillod, at hansestæderne udbredte den slags rygter, når nu det var blevet aftalt, at der ikke skulle laves retslige aftaler på dette møde. Dertil svarede hertug Wilhelm, at han ville tale med hansestæderne desangående, og da det var sket, fortalte han kong Erik, at hansestæderne havde sagt til ham, at de ville overlade alle retslige afgørelser til ham. Derefter fik hertugen at vide, at kong Erik også ville overlade alle retslige afgørelser i denne sag til hertugen. Derefter kom hansestæderne og sagde, at de ønskede at yde kong Erik venskab og ret, når man så bort fra det, som var sket i krigen. Hertil svarede kong Erik, at han også ønskede at yde dem ret, men at man ikke skulle se bort fra noget af det, som var sket. Således endte også dette punkt uden enighed.6) Derefter ytrede hertugen ønske om, at man holdt et nyt møde med ham for at se, om man dér kunne gøre noget godt. Dertil svarede kong Erik, at han gerne ville holde et nyt møde, og at han ønskede at afbryde krigen med det samme, således at han kunne holde fred med hansestæderne indtil det nye møde. På den måde kunne man se, at kong Erik ikke ønskede krigen. Endvidere ønskede han, at alle fangerne skulle frigives. Dette blev dog afvist af hansestæderne. Derefter foreslog hertugen, at de, som ønskede at holde et nyt møde med ham, kunne holde fred, hvorimod de andre skulle fortsætte med at føre krig. Derfor blev det aftalt, at man skulle holde et nyt møde til pinse. Dette ville kong Erik ikke stå i vejen for, men han kunne ikke love, at der ville komme mere ud af det nye møde.

Den romerske konge Sigismund stadfæster overdragelsen af Neumark Brandenburg til Den Tyske Orden. I forlængelse heraf udnævner han bl.a. kong Erik 7. af Pommern til beskytter af denne overdragelse, således at det sikres, at Den Tyske Ordens privilegier og rettigheder overholdes i forbindelse med overdragelsen. Kong Sigismund beordrer i forlængelse heraf kong Erik til også at beskytte og forsvare Den Tyske Orden.

Den romerske konge Sigismund befaler rådet i Braunschweig på hans vegne at opfordre rådet i Lübeck til at frigive borgmester Tidemann Steen, som er blevet fængslet i Lübeck på et falsk grundlag. Han er nemlig blevet beskyldt for at have handlet illoyalt over for hansestaden Lübeck i krigen mod kong Erik 7. af Pommern, hvilket ifølge kong Sigismund ikke har været tilfældet. Endvidere befaler kong Sigismund, at Tidemann Steen skal genindsættes som borgmester i rådet i Lübeck.

Den romerske konge Sigismund giver hertug Kasimir af Stettin mandat til at sørge for, at hansestaden Rostock modtager erstatning for de skader, som er blevet påført byen, efter at Rostocks fæstning og havn Warnemünde er blevet overfaldet og ødelagt af fremmede fyrster, herrer og svende.Dette overfald på Warnemünde fandt sted, mens Rostocks rådmænd var rejst til Danmark for at slutte en fred med kong Erik 7. af Pommern.

Reces fra de preussiske stæders møde i Stuhm.På dette møde aftales det, at de preussiske stæder skal arbejde henimod, at såvel hansestæderne som de preussiske stæder fortsat skal kunne nyde deres frihed og gamle privilegier i Danmark.

Rådet i Danzig meddeler rådet i Thorn, at højmesteren for Den Tyske Orden er villig til at gøre sit til opretholdelsen af hansestædernes privilegier i Danmark.

Den romerske konge Sigismund meddeler Paul v. Rusdorf, højmester for Den Tyske Orden, at han sender ham kopier af de skrivelser, som han netop har sendt til kong Erik 7. af Pommern, holstenerne og hansestæderne.Endvidere sender den romerske konge en fuldmagt for Paul v. Rusdorf som mægler og beder ham at anvende al flid for i det mindste at opnå en længere våbenstilstand.

Den romerske konge Sigismund opfordrer de slesvigske hertuger Adolf og Gerhard til at modtage mægling af Den Tyske Ordens højmester, Paul v. Rusdorf, bl.a. af hensyn til den skade, som krigen mellem dem og kong Erik 7. af Pommern forårsager ved alle foretagender over for kætterne i Bøhmen.Endvidere meddeler den romerske konge, at han har sendt lignende breve til kong Erik og til hansestæderne.

Komturen af Danzig fortæller højmesteren for Den Tyske Orden om forhandlingerne med de krigsførende parter samt om krigens gang.Komturen af Danzig beretter bl.a., at jyderne har undveget en kamp med holstenerne, og at Erik Krummedige ikke har kunnet undsætte Flensborg.

Walther v. Kirskorf, Den Tyske Ordens komtur i Danzig, udsteder et fribrev til skipperne Hancke Budde og Johann v. Mauwe. Dette fribrev samt det lejdebrev, som de har fået af kong Erik 7. af Pommern, skal sikre skipperne på de rejser, som Walther v. Kirskorf nu vil sende dem ud på.

Walther v. Kirskorf, Den Tyske Ordens komtur i Danzig, Hans v. Baysen, ridder, og Borchard v. Güntersberg, befuldmægtigede for Den Tyske Ordens højmester, Paul v. Rusdorf, kundgør, at de efter den romerske konge Sigismunds befaling har forsøgt at mægle imellem kong Erik 7. af Pommern på den ene side og de slesvigske hertuger Adolf og Gerhard samt hansestæderne Lübeck, Lüneburg og Wismar på den anden side.Endvidere meddeles det, at der skal holdes et forligsmøde mellem parterne i Nykøbing Falster.

Walther v. Kirskorf, Den Tyske Ordens komtur i Danzig, Hans v. Baysen, ridder, og Borchard v. Güntersberg, befuldmægtigede for Den Tyske Ordens højmester, udsteder et brev om forhandlingerne i Nykøbing Falster, hvor de forgæves har forsøgt at mægle imellem kong Erik 7. af Pommern på den ene side og de holstenske grever samt hansestæderne Lübeck, Hamburg, Wismar og Lüneburg på den anden side.

Våbenhvile på fem år imellem kong Erik 7. af Pommern på den ene side og de holstenske grever Adolf og Gerhard samt hansestæderne Lübeck, Hamburg, Wismar og Lüneburg på den anden side.Våbenhvilen er indgået under mægling af højmesteren for Den Tyske Ordens befuldmægtigede Walther v. Kirskorf, komptur i Danzig, Hans v. Baysen, ridder, og Borchard v. Güntersberg.Våbenhvilen er indgået af kong Eriks udsendinge samt udsendinge fra Holsten og hansestæderne under forbehold for hhv. kong Eriks og de holstenske herrers endelige ratifikation af våbenhvilen.

Den romerske konge Sigismunds fortegnelse over fyrster, biskopper o.l., som skal bidrage med soldater til felttoget mod kætterne i Bøhmen. I denne fortegnelse er anført, at biskoppen af Slesvig Claus Wulf skal bidrage med fem soldater.

Paul v. Rusdorf, højmester for Den Tyske Orden, meddeler kong Erik 7. af Pommern, at det siges, at kong Erik er i færd med at opruste til trods for den indgåede våbenhvile. Af denne årsag ønsker højmesteren at vide, om hans undersåtter kan sejle sikkert igennem Øresund.

Paul v. Rusdorf, højmester for Den Tyske Orden, beder sin udsending Bertold Burammer om oplysninger angående de krigsforberedelser, som kong Erik 7. af Pommern har iværksat i Danmark. I den forbindelse opfordrer højmesteren Bertold Burammer til at sørge for, at kong Erik giver højmesterens undersåtter i Livland og Preussen sikkert lejde til at sejle igennem Øresund.

Reces fra mødet i Stuhm.Heri fastsættes det, at de preussiske skibe skal blive liggende, indtil højmesteren for Den Tyske Orden har modtaget et svar fra kong Erik 7. af Pommern.

Komturen af Danzig meddeler Den Tyske Ordens højmester, Paul v. Rusdorf, at han ikke ved noget bestemt om tilstanden til søs, men at der går rygter om, at kong Erik 7. af Pommern og hansestæderne vil holde et forhandlingsmøde.Endvidere meddeler komturen, at den ordensbroder, som ledsager højmesterens rhinskvin, og som nu er nået til byen Kampen, frygter et angreb fra fetaljebrødrene, hvorfor vedkommende beder om, at der sendes breve til kong Erik og hansestæderne. Ordensbroderen frygter imidlertid, at det er for sent.

Jakob, markgreve af Baden, forpligter sig til at betale de 4000 rhinske gylden til hertug Gerhard af Slesvig, som Jakob havde lovet i medgift for markgrevinde Agnes af Baden.

Hertug Gerhard af Slesvig udsteder vidnesbyrd om, at han vil betale markgrevinde Agnes af Baden en livslang morgengave i form af et årligt beløb på 400 rhinske gylden.For dette vidnesbyrd garanterer hertug Adolf af Slesvig.

Hertug Gerhard af Slesvig og markgrevinde Agnes af Baden udsteder vidnesbyrd om, at de giver afkald på markgreve Jakob af Badens lande og markgrevskaber, hvorfor de aldrig mere kan have krav på dennes markgrevskaber, lande, folk eller gods.

Storfyrst Svidrigal af Litauen og Rusland spørger Paul v. Rusford, højmester for Den Tyske Orden, om denne står i et forbund med Sverige og Norge, eftersom Novgorod har til hensigt at stille sig fjendtlig mod disse riger.

Reces fra de preussiske stæders møde i Elbing.Heri meddeles det, at højmesteren for Den Tyske Orden i to år vil give lejde til alle, såvel dem, der har tjent hansestæderne, som dem, der har tjent i Danmark.

Paul v. Rusdorf, højmester for Den Tyske Orden, giver på anmodning af de slesvigske hertuger Adolf og Gerhard disses undersåtter frit lejde til at handle i Preussen.

Reces fra de preussiske stæders møde i Elbing. Heri omtales afsendelsen af et gesandtskab til kongen af Danmark fra hansestæderne med henblik på at drøfte hansestædernes privilegier. De preussiske stæder ønsker dog ikke at deltage i dette gesandtskab. Såfremt de preussiske stæders udsendinge ikke kan undgå at deltage, skal de drage med til kongen, dog således at hansestædernes udsendinge skal hjælpe de preussiske stæders udsendinge i de ærinder, som de preussiske stæders udsendinge måtte have befaling om.

Reces fra de preussiske stæders møde i Marienburg; det pålægges det sendebud, der skal sendes til Lübeck, at sørge for, at kongen af Danmark bliver rykket angående den skade, som er tilføjet preusserne.

Fremstilling fra hansestædernes møde i Marienburg af de overgreb, som sker mod hansekøbmændene i Flandern, Holland, Zeeland, England og de tre riger, herunder særligt i Danmark. Med hensyn til overgrebene i Danmark anføres det, at hansestædernes gamle privilegier, især hvad vragretten angår, slet ikke overholdes.

Højmesteren for den Tyske Orden, Paul von Rusdorf, henvender sig til kong Erik i anledning af de klager vedrørende brud på hansestædernes privilegier i bl.a. Danmark, som udsendingene fra hansemødet har fremlagt for højmesteren. Højmesteren beder kong Erik om at hjælpe hansestæderne, således at deres privilegier bliver overholdt.

Rådet i Thorn erklærer over for rådet i Danzig, at de dokumenter, som Nikolaus Wrecht, rådsskriver i Danzig, har medbragt fra hansemødet i Lübeck og fra forhandlingerne i Danmark, bør fremlægges ved næste hansemøde.

Notits i Danzigs skadesfortegnelse om den skade, som i året 1434 er blevet tilføjet borgere fra Danzig af hr. Erik Krummediges mænd.

Højmesteren for den Tyske Orden, Paul von Rusdorf, besvarer brevet fra det svenske rigsråd af 9. juni 1435 (jf. og ), i hvilket de har givet udtryk for deres frygt for, at kong Erik vil overfalde dem under det forestående fredsmøde i Stockholm, eftersom Stockholm netop er blevet befæstet, og eftersom kong Erik nu er på vej til Stockholm med en stor styrke. Højmesteren meddeler, at hans egne udsendinge hos kong Erik netop er vendt tilbage, samt at kong Erik har haft udsendinge hos ham, og disse udsendinge har samstemmende erklæret, at kong Erik mener det godt med Sverige, og at kongen er indstillet på at opnå forlig med det svenske rigsråd, således at alle tvister mellem kongen og det svenske rigsråd kan bilægges. Endelig opfordrer højmesteren de svenske rigsråder til at forholde sig velvillige i sagen, således at det kan undgås, at landene og folkene synker ned i krig og fordærv.

Reces fra de preussiske stæders møde i Elbing; heri fastfættes det, at man skal udsætte sejladsen igennem Øresund, indtil højmesterens sendebud er kommet til Lübeck og dér har fået at vide, hvordan hansestæderne vil forholde sig i sagen.

De preussiske udsendinge Johann Sobbe, Heinrich Vorrath og Hildebrand Tannenberg fortæller højmesteren for Den Tyske Orden om deres forhandlinger i Lübeck, bl.a. vedrørende sejladsen gennem Øresund. Det meddeles indledningsvist, at udsendingene ikke har kunnet få svar på, hvorledes hansestæderne vil forholde sig med hensyn til sejladsen gennem Øresund, men derefter meddeles det, at Heinrich Vorrath på et senere tidspunkt egenhændigt har talt med hansestæderne om sejladsen gennem Øresund, og at han har sendt det svar, som han har fået fra hansestæderne, videre til rådet i Danzig.

Rådet i Danzig meddeler højmesteren for Den Tyske Orden, at kong Erik 7. af Pommern mundtligt har erklæret over for rådet i Danzig, at hansestæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar ved fredsforhandlingerne kun betingede sig selv toldfrihed i Øresund. Derimod betænkte de førnævnte hansestæder slet ikke de preussiske og livlandske stæder under forhandlingerne, hvorfor de sidstnævnte altså ikke blev optaget i aftalen imellem kong Erik og de førnævnte hansestæder.Endvidere har kong Erik erklæret, at det ikke stod til ham alene at give de preussiske og livlandske stæder toldfrihed uden rigsrådets samtykke. Dog har kong Erik erklæret, at han er villig til at forhandle med rigsrådet om toldfrihed, såfremt de preussiske og livlandske stæder sender deres udsendinge til Danmark.

Rådet i Danzig meddeler rådet i Lübeck, at hr. Peder Oxe netop har opkrævet Øresundstold af skibe fra Danzig, selvom rådet i Lübeck 23. august 1436 skriftligt har forsikret rådet i Danzig om, at det ved fredsforhandlingerne i Kalmar var blevet bestemt, at de preussiske og livlandske stæder skulle være indbefattet i Lübecks privilegier.Den af hr. Peder Oxe opkrævede told er nu blevet deponeret hos Jens Andersen, borgmester i Helsingør.Endvidere hævder kong Erik 7. af Pommern, at det er hans ret at opkræve Øresundtold af preussiske og livlandske skibe, da toldfriheden kun var betinget for skibe fra Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar.

Albrecht, romersk konge, bekræfter hertug Adolf i dennes fædrene arv, besiddelser, privilegier og værdigheder.

Den romerske konge Albrecht optager Adolf 8., hertug af Slesvig, i Lindormeordnen og sender ham det dertil hørende kors.Endvidere giver Albrecht Adolf bemyndigelse til at optage forskellige af hans riddere samt borgmestrene og en rådmand i Lübeck i Lindeormeordenen.