Notits i højmesterens regnskabsbog om udbetaling til skomageren for levering af sko til Peder og Ulf, de danske udsendinge.

Optegnelse om udgift for køgemesteren i Marienburg til sild fra Skåne samt transport af samme.

Notits i højmesterens regnskabsbog om udbetaling for varer til udsendinge fra den danske konge.

Notits i højmesterens regnskabsbog om udbetaling for varer til udsendinge fra den danske konge.

Notits i højmesterens regnskabsbog om udbetaling for fortæring til danskeren Peder.

Notits i højmesterens regnskabsbog om udbetaling til beklædning til danskeren Ulf.

Den romerske konge, Ruprecht, erklærer over for det nye råd i Lübeck, at han misbilliger dets optræden i striden med det fordrevne gamle råd, skønt han har begunstiget det på mange måder og bekendtgjorde dette mere end en gang over for kongerne af England og Danmark og andre fyrster, gestlige og verdslige, herrer og stæder, og bad dem være det nye råd behjælpelige på al måde, som de tidligere havde været over for det gamle råd.

Reces af de preussiske stæders dag i Marienburg.

Reces af de preussiske stæders dag i Marienburg.

Reces af de preussiske stæders dag i Elbing.

Højmesteren for Den tyske Orden skriver til forskellige fyrster for at søge støtte i kampen mod den polske konge og den litauuiske hertug. På bagsiden kopi af brevene, som er skrevet til disse efterskrevne herrer..... i Danmark kongen og dronningen.

Hertug Johan af Bayern kvitterer kong Erik for 20.000 rhinske gylden, som er halvdelen af medgiften på 40.000 gylden, som hører til Katerines medgift.

Ordensmesteren i Livland til komtur, borgmester og råd i Reval, at sejlads gennem Øresund til Zwin er forbudt efter opfordring fra Lübecks stadsskriver.

Brev fra den tyske ordens befuldmægtigede i Rom, Peter, som indledningsvis meddeler at man har meddelt mig at kongen af Danmark skulle have skrevet til paven før biskoppen af Braunsberg.

Rådmændene i Danzig meddeler rådmændene i Thorn, at man agter at deltage i forsamlingen i Marienwerder, såfremt man ikke er forhindret heri, samt at man til forfølgelse af sørøvere har udrustet et krigsskib og en krejert sammen med små skibe, der tjener dertil med mere end 250 bevæbnede mænd at forfølge tyvene og røverne imellem her og Skagen, da det er blevet os bekendt, at røverne vil ligge og vente på den flamske flåde.

Den livlandske ordensmester meddeler højmesteren for den tyske orden, at han ikke er i stand til at imødekomme en anmodning om økonomisk støtte og meddeler endvidere at vi har sande forlydender, at kongen af Danmark vil være vores fjende på grund af landene Harrien og Wierland. Hvis der skulle komme nogle skibe, som bringer tidender herom, beder vi om, at I uden tøven vil lade disse tilkomme os.

Højmesteren henvender sig til biskop Peder af Roskilde angående frigivelse af et skib fra Danzig, som biskoppen har beslaglagt grundet sine stridigheder med byen.

Skrivelse fra medlemmerne af det gamle råd i Lübeck, Jordan Pleskow, Regner v. Calven og Henrik Rapesulver til kong Sigismund; heri nævnes en tidligere stilstand, som er mæglet af den strålende ophøjede fyrstinde, fru Margarete, dronning af Danmark mellem kong Ruprecht og byen

Højmesteren for den tyske orden, Henrik von Plauen beder kong Erik af Danmark formane ærkebiskoppen af Lund til, i overensstemmelse med hans forgængers påbud, at betale den gæld, han gennem længere tid har skyldt de preussiske købmænd, samt at lade disse nyde deres rettigheder i Skåne og på Bornholm.

De preussiske stæders reces i Marienburg.

Albrecht Dodorf meddeler højmester Henrik von Plauen angående forhandlinger i Kalmar om et forlig mellem kong Erik og de pommerske fyrster og stæder og angående dronning Margretes byggeforetagender i Flensborg.

De preussiske udsendinge beklager overfor højmester Henrik v. Plauen resultatet af mødet med kongen af Polen; Stralsund vil ikke deltage i forhandlinger i Lübeck, men siges sammen med de pommerske stæder at have sluttet forbund med kong Erik.

Klaus og Otto Snafs pantebrev til Godskalk Tinhuus (Skinkel) på Bjolderup m.m.

Reces af de preussiske stæders dag i Hohenstein.

Højmesteren for den tyske orden, Konrad v. Jungingen meddeler dronning Margrete, at han grundet sine tab i den sidste krig og den ustabile fred ikke kan efterkomme hendes ønske om at sende en kanon og noget krudt.

Hertug Johan af Bayern kvitterer kong Erik for 20000 gylden som den sidste halvpart af dennes søsters Katrines medgift, og lover hende derfor en livgeding af 4000 gylden efter sin død.

Reces af de preussiske stæders dag i Marienburg.

Optegnelse om udgift for køgemesteren i Marienburg for en læst sild fra Skåne.

Optegnelse om udgift for køgemesteren i Marienburg for transport af skånske sild.

Uddrag fra de preussiske stæders møde i Marienburg, hvor man talte om et møde med den danske konge.

Højmesteren for Den tyske Orden skriver til Lübeck angående forberedelser til et møde med den danske konge.

Johannes (v. Wallenrode), ærkebiskop i Riga, meddeler Michael Küchmeister, højmester for Den Tyske Orden, at Danmarks fuldmægtige udsending ved kirkekoncilet i Konstanz har tiltrådt den tyske, franske og engelske nations beslutning om de tre pavers fratræden.

Hansereces: de preussiske stæder enes om at sende et bud til kong Erik af Danmark for at få stadfæstet privilegiet i Falsterbo. Endvidere nævnes et kvittansbrev fra kongen.

Kong Sigismunds brev stilet til kong Erik af Pommern med meddelelse om ophævelse af rigets akt over det nye råd i Lübeck.

Den livlandske ordensmester skriver til Michael Küchmeister, højmester for Den Tyske Orden.Den livlandske ordensmester skriver blandt andet, at en adelsmand fra Harrien ved navn Herman Litel, der fornylig var hos kong Erik 7. af Pommern, under en middag i Roskilde med Peder Jensen Lodehat, biskop i Roskilde, har fået at vide af biskoppen, at kong Erik har fået et nyt råd. Peder Jensen Lodehat skulle endvidere have sagt, at det var bedre, om kong Erik havde beholdt sit gamle råd. Således burde kong Erik ifølge Peder Jensen Lodehat ikke angribe hansestæderne, men derimod Harrien og Wirland.

Michael Küchmeister (v. Sternberg), højmester for Den Tyske Orden, meddeler den livlandske ordensmester, at han på dennes opfordring vil sende et bud til kong Erik 7. af Pommern for at erklære, at han er uskyldig i, at kong Eriks kapellan er blevet frataget nogle breve.

Kong Sigismund takker hansestædernes rådssendebude, som netop er vendt tilbage fra kong Erik af Danmark, for deres deltagelse ved forhandlingerne mellem Lübeck og kong Erik af Danmark.

Michael Küchmeister (v. Sternberg), højmester for Den Tyske Orden, erklærer sig over for kong Erik 7. af Pommern uskyldig i Johannes v. Dolens død samt i, at kong Eriks kapellan er blevet frataget nogle breve i Danzig.

Den livlandske ordensmester skriver til Den Tyske Ordens prokurator.I nærværende brev meddeler den livlandske ordensmester i forbindelse med nogle forhandlinger angående birgittinerklostret Mariendal ved Reval bl.a., at byen og slottet Reval tidligere har tilhørt kongeriget Danmark, men derefter er kommet til Den Tyske Orden, hvorfor rigerne Danmark, Sverige og Norge nu hader Den Tyske Orden.

Den livlandske ordensmester skriver til Michael Küchmeister (v. Sternberg), højmester for Den Tyske Orden.I nærværende brev beder den livlandske ordensmester om at få nye oplysninger om den krig, som kong Erik 7. af Pommern for tiden fører.

Optegnelse i Den Tyske Ordens storskaffers regnskabsbog om, at dronningen af Danmark skylder storskafferen 300 engelske nobler på vegne af hr. Kristian Vendelbo.

Optegnelse i Den Tyske Ordens storskaffers regnskabsbog om, at Konrad Iserenford, som tidligere var ærkebiskoppens foged på Bornholm, skylder storskafferen på Marienburg 16 mark for 4 læster mel.

Optegnelse i Den Tyske Ordens storskaffers regnskabsbog om, at storskafferen på Marienburg har udrustet et skib til Bornholm for 530 mark.

Optegnelse i Den Tyske Ordens storskaffers regnskabsbog om, at skipperne i Svaneke på Bornholm skylder storskafferen på Marienburg i alt 14 mark og 16 skot.

Sander Machwitz, Den Tyske Ordens foged i Neumark, meddeler Michael Küchmeister (v. Sternberg), højmester for Den Tyske Orden, at kong Vladislav 2. af Polen forsøger at vinde kong Erik 7. af Pommern imod Den Tyske Orden, samt at kongen af Polen har indbudt kong Erik, som nu befinder sig i Pommern, til et hemmeligt møde.Endvidere meddeles det, at kong Erik allerede har frasagt sig det ordensbroderskab, hvorved højmesteren havde optaget kong Erik i Den Tyske Orden som halvbroder, eftersom Den Tyske Orden ifølge kong Erik griber ud efter det, som tilhører kongen.

Skrivelse fra Johannes (Ambundi), ærkebiskop i Riga, til Michael Küchmeister (v. Sternberg), højmester for Den Tyske Orden, hvori han omtaler, at hans skib har lidt skade ved en storm ud for Bornholm.

Skrivelse fra den livlandske ordensmester til Michael Küchmeister (v. Sternberg), højmester for Den Tyske Orden, hvori han bl.a. videresender oplysninger fra Reval om, at svenskerne og danskerne er i gang med en større oprustning til søs. Den livlandske ordensmester ved imidlertid ikke, hvor svenskerne og danskerne vil sejle hen.

Skrivelse fra den livlandske ordensmester til Michael Küchmeister (v. Sternberg), højmester for Den Tyske Orden, i hvilken han omtaler, at den romerske konge Sigismund og kong Erik 7. af Pommern ifølge en adelig kvinde med kendskab til sagen skulle være med i det forbund, som hertug Witold af Litauen og kong Vladislav 2. af Polen har indgået.

Skrivelse fra Michael Küchmeister (v. Sternberg), højmester for Den Tyske Orden, til ordensprokuratoren, hvori han omtaler, at hr. Johannes Schütte, dekan i Dorpat stift, over for højmesteren mundtligt har erklæret, at han med hjælp fra kong Vladislav 2. af Polen, hertug Witold af Litauen og kong Erik 7. af Pommern vil overtage Øsel stift, såfremt paven ikke vil tildele ham det.Højmesteren meddeler endvidere, at Dorpat stift på den måde har frasagt sig Den Tyske Ordens beskyttelse.Endvidere meddeler højmesteren, at Johannes Schütte allerede har været hos paven og forevist de beskyttelsesbreve, som kong Erik og kong Vladislav har udstedt til ham, for at tiltvinge sig besiddelsen over Øsel stift.

Skrivelse fra den livlandske ordensmester til Michael Küchmeister (v. Sternberg), højmester for Den Tyske Orden, ved hvilken han sender højmesteren det brev, som komturen i Reval har sendt ham, vedrørende kong Erik 7. af Pommerns krigsforberedelser.I forlængelse heraf meddeler den livlandske ordensmester, at han allerede har givet komturen i Reval tilladelse til at udruste Den Tyske Ordens fæstninger i Reval og Narva, således at man kan være forberedt både dag og nat i tilfælde af et angreb.

Skrivelse fra konventet i Sankt Michaels nonnekloster i Reval til Michael Küchmeister (v. Sternberg), højmester for Den Tyske Orden, hvori hr. Heinrich Alden, abbed på Gotland, nævnes som skrivelsens overbringer.

Skrivelse fra den livlandske ordensmester til Michael Küchmeister (v. Sternberg), højmester for Den Tyske Orden, hvori han nævner, at det er umuligt at gå ind på et fredsforslag fremsat af storfyrst Vasilij 1. af Moskva og indbyggerne i Novgorod, idet det ville betyde, at Den Tyske Orden skulle love russerne sikkerhed for kong Erik 7. af Pommern.

Skrivelse fra den livlandske ordensmester Siegfried Lander v. Spanheim til Michael Küchmeister (v. Sternberg), højmester for Den Tyske Orden, hvori han omtaler det af biskoppen på Øsel og ridderskabet på Øsel fremsatte krav om at bevare de friheder, som er blevet givet dem af de danske konger.

Skrivelse fra den livlandske ordensmester Siegfried Lander v. Spanheim til Michael Küchmeister (v. Sternberg), højmester for Den Tyske Orden, hvori han omtaler anvendelsen af pundtolden til dækning af de omkostninger, som Den Tyske Orden har vedrørende Gotland.

Skrivelse fra den livlandske ordensmester Siegfried Lander v. Spanheim til Michael Küchmeister (v. Sternberg), højmester for Den Tyske Orden, hvori han omtaler anvendelsen af pundtolden til dækning af de omkostninger, som Den Tyske Orden har vedrørende Gotland, samt truslen om en krig med kong Erik 7. af Pommern som følge af konflikten mellem Den Tyske Orden på den ene side og kong Vladislav 2. af Polen og hertug Witold af Litauen på den anden side.I forlængelse heraf meddeler den livlandske ordensmester, at det er hans forhåbning, at Den Tyske Orden vil indgå et fredsforbund med hansestæderne, idet dette vil afholde kong Erik fra at angribe Preussen og Livland.Endelig meddeler den livlandske ordensmester, at mange riddere og væbnere fra de allerfineste slægter i Livland samt en del livlandske gejstlige er begyndt at sympatisere med kong Erik og således har vendt Den Tyske Orden ryggen.

Ordensmesteren i Livland meddeler højmesteren for Den Tyske Orden, at ærkebiskoppen af Riga nu er blevet rask igen, og at han på pavens befaling skal rejse til Sverige for at dømme i sagen mellem kong Erik 7. af Pommern og biskoppen af Uppsala.I den forbindelse har han bedt ærkebiskoppen af Riga om på ordensmesterens vegne at give kong Erik en undskyldning for nogle ord, som han skulle have brugt i sagen om Johannes v. Dolen. Disse ord skulle nemlig have gjort kong Erik irriteret og vred.

Ordensmesteren i Livland skriver til højmesteren for Den Tyske Orden.I forlængelse af ordensmesteren i Livlands brev til højmesteren for Den Tyske Orden () vedrørende ærkebiskoppen af Rigas rejse til Sverige meddeler ordensmesteren i Livland, at han har medgivet ærkebiskoppen af Riga et notarialinstrument indeholdende transsumpter af Den Tyske Ordens privilegier med hensyn til Harrien og Wierland.Ordensmesteren i Livland har bedt ærkebiskoppen af Riga om at forevise transsumpterne af privilegierne for kong Erik 7. af Pommern.Sker det imidlertid, at kong Erik ikke er tilfreds med transsumpterne, og at han derfor ønsker at se de originale privilegier, som er blevet bekræftet af den ene danske konge efter den anden samt af paven, så skal ærkebiskoppen af Riga sørge for, at kong Erik fastsætter tid og sted for et møde, på hvilket Den Tyske Orden kan forevise de originale privilegier for kong Erik eller for dem af kongens mænd, som han har givet fuldmagt dertil.Endvidere har ordensmesteren i Livland talt med både ærkebiskoppen af Riga og fru Elsebe v. Podebusk, der bor i Danmark, og som året forinden var i Riga, om denne sag, og han har bedt dem om at give Den Tyske Orden besked om, hvordan kong Erik forholder sig til sagen.Endelig meddeler ordensmesteren i Livland, at ærkebiskoppen af Riga har påtaget sig sagen, og at han vil gøre sit bedste i denne sag for Den Tyske Ordens skyld.

Ridder Krister Nilsson ((Vasa) høvedsmand på Viborg slot) skriver til rådet i Reval.Krister Nilsson meddeler, at der er opstået strid imellem rådet i Reval, kong Erik 7. af Pommern og russerne vedrørende det gods, som fragtes fra Reval over kong Eriks områder til floden Neva uden kong Erik eller hans høvedsmænds tilladelse, hvilket er til stor skade for kong Erik og hans riger. Endvidere meddeler Krister Nilsson, at det kan bevises, at både Reval og russerne på den måde har påført kong Erik og hans undersåtter stor skade og fortræd.Derfor beder Krister Nilsson på kong Eriks vegne rådet i Reval om at advare hansekøbmændene mod at sejle igennem kongens områder til Rusland.Såfremt hansekøbmændene vælger at trodse denne henstilling fra kong Erik, hvorved de vil komme til at optræde formasteligt og hovmodigt over for kongen, således som de tidligere har gjort, kan man fra kongens side ikke garantere for hansekøbmændenes sikkerhed i kongens områder.Endelig meddeler Krister Nilsson, at hans tjener Hans v. Lynen mundtligt vil fortælle rådet i Reval mere om disse sager.

Skrivelse fra Jost Qvednau, Den Tyske Ordens udsending til den romerske konge Sigismund, til Michael Küchmeister (v. Sternberg), højmester for Den Tyske Orden, hvori han meddeler, at den romerske konge Sigismund har advaret ham om, at kong Erik 7. af Pommern vil slutte et forbund med hansestæderne og Johannes Ambundi, ærkebiskop i Riga, imod Den Tyske Orden.

Skrivelse fra magister Seyfrid, kong Sigismunds læge og dekan i Liegnitz, til Michael Küchmeister (v. Sternberg), højmester for Den Tyske Orden, hvori han omtaler, at Heinrich 7. Rumpold, hertug til Groß-Glogau, og Ludwig 2., hertug af Liegnitz-Brieg, vil rejse videre til Danmark, efter de har holdt et møde med højmesteren i Preussen.

Overenskomst imellem de tyske kurfyrster, som er forsamlet i Nürnberg, hvori der udtales håb om, at bl.a. kong Erik 7. af Pommern vil hjælpe dem i kampen mod de hussitiske kættere.

Den romerske konge Sigismunds anbefalingsbrev for hertug Heinrich Rumpold til hertug Heinrich af Slesvig.Kong Sigismund meddeler, at han sender Heinrich Rumpold, hertug til Groß-Glogau, til hertug Heinrich af Slesvig for at overbringe hertug Heinrich kong Sigismunds ønsker og befalinger med hensyn til krigen mellem hertug Heinrich af Slesvig, kong Erik 7. af Pommern og hansestæderne.I forlængelse heraf meddeler kong Sigismund, at han ønsker, at hertug Heinrich accepterer alt, hvad Heinrich Rumpold fortæller ham, og at hertug Heinrich retter sig efter Heinrich Rumpold.

Den romerske konge Sigismunds fuldmagt for hertug Heinrich Rumpold af Groß-Glogau til brug ved forhandlingerne om en fred og forsoning imellem kong Erik 7. af Pommern, hertug Heinrich af Slesvig og hansestæderne.Kong Sigismund erklærer, at den uenighed, splid og krig, som eksisterer imellem kong Erik 7. af Pommern, hertug Heinrich af Slesvig og hansestæderne, ikke blot er til skade og fordærv for deres egne lande og folk, men tillige for hele kristenheden. Det forholder sig nemlig sådan, at kætterne i Bøhmen netop nu går imod den kristne tro, hvorved de skaber stor forvirring med deres hedenskab. Dette er i særdeleshed muligt på grund af kætternes hjælpere, herunder særligt kong Witold af Polen, som skader kristenheden ved at hjælpe hedningene ved blandt andet at lade dem komme ind i Polen udefra.For at afværge den forvirring, som hedningene har skabt, har kong Sigismund indkaldt Det Romerske Riges kurfyrster, fyrster, herrer og stæder til et møde i Nürnberg. På dette møde er kong Sigismund og de førnævnte kurfyrster, fyrster, herrer og stæder blevet enige om at gå til kamp mod kætteriet. Derfor har kong Sigismund med Det Romerske Riges kurfyrster, fyrster, herrer og stæders samtykke i kraft af nærværende brev givet hertug Heinrich Rumpold af Groß-Glogau fuldmagt til på kong Sigismunds og Det Romerske Riges vegne at forhandle om og opnå en fred og forsoning imellem kong Erik 7. af Pommern, hertug Heinrich af Slesvig og hansestæderne.Endelig erklærer kong Sigismund, at han vil holde, udføre og bekræfte alt, hvad hertug Heinrich Rumpold forhandler sig frem til på kong Sigismunds og Det Romerske Riges vegne, ganske som hvis kong Sigismund selv havde været til stede og forhandlet sig frem til det.

Skrivelse fra Det Romerske Riges kurfyrster til Heinrich 4., hertug af Slesvig, i hvilken de beder hertug Heinrich om at understøtte den romerske konge Sigismunds kamp imod kætterne i Bøhmen. Efter kurfyrsternes mening bør hertug Heinrich hjælpe kong Sigismund i denne sag, idet kong Sigismund allerede har hjulpet hertug Heinrich ved at sende sin fredsmægler Heinrich Rumpold, hertug til Groß-Glogau, til hertug Heinrich for at afslutte krigen imellem hertug Heinrich og kong Erik 7. af Pommern.

Skrivelse fra den romerske konge Sigismund til kong Erik 7. af Pommern, hvori han meddeler, at han på foranledning af det romerske riges øverste kammermester hr. Konrad v. Weinsberg har erklæret rådet i Hamburg i rigets akt.I forlængelse heraf beder kong Sigismund kong Erik om at understøtte Konrad v. Weinsberg i dennes forsøg på at gå i rette med rådet i Hamburg.

Biskop Kasper af Øsel skriver til højmesteren for Den Tyske Orden om sine stridigheder med høvedsmanden på Arensburg på Øsel Wilhelm v. Fahrensbach, der flere gange tidligere har erklæret at ville søge beskyttelse hos kong Erik 7. af Pommern i Sverige.Biskop Kasper meddeler, at han har forbudt Wilhelm v. Fahrensbach at rejse ud af Livland uden biskoppens tilladelse. Ikke desto mindre er Wilhelm v. Fahrensbach rejst til kong Erik, hvor han har gjort fodfald for kongen. Her har han i sit forsøg på at ødelægge biskop Kasper, dennes kirke og dens undersåtter med forsæt arbejdet på at vende kong Erik imod biskop Kasper og dennes kirke ved hjælp af usande historier og klager. Bl.a. har Wilhelm v. Fahrensbach fortalt kong Erik, at biskop Kasper skulle have udsat Wilhelm v. Fahrensbach for stor skade og vold, samt at biskoppen skulle have forsøgt at indbringe sagen mellem dem for paven i Rom, hvorved Wilhelm v. Fahrensbach ville få frataget sin ridderret. Desuden har Wilhelm v. Fahrensbach bedt kong Erik om at beskytte hans gods på Øsel, som imidlertid retmæssigt tilhører kirken på Øsel, samt at sikre, at Wilhelm v. Fahrensbach er dækket af den ret, som også de andre livlandske riddere og knægte er dækket af.På grund af Wilhelm v. Fahrensbachs skadelige virksomhed hos kong Erik, som kunne have ført til fjendskab mellem kong Erik og biskop Kasper, har biskop Kasper været nødt til at sende to mænd fra kapitlet og to af biskoppens egne mænd til kong Erik for at befri biskoppen og kirken på Øsel fra Wilhelm v. Fahrensbachs ondsindede beskyldninger, således at de kunne undgå unåde fra kong Eriks side.

Hertug Heinrich Rumpold bekendtgør, at han i kraft af kong Sigismunds fuldmagt har forhandlet fred imellem kong Erik og de slesvigske hertuger med henblik på en voldgiftsdom imellem parterne afsagt af Sigismund eller ham selv på dennes vegne.

Højtysk tekst der må have tjent som forlæg for den latinske version i Sigismunds dom 28. juni 1424 af kong Eriks brev, at han har stillet sig til rette for Sigismund eller dennes stedfortræder, Heinrich Rumpold, i striden med de holstenske grever.

Nedertysk tekst der må have tjent som forlæg for den latinske version i Sigismunds dom 28. juni 1424 af de slesvigske hertugers brev brev, at de har stillet sig til rette for Sigismund eller dennes stedfortræder, Heinrich Rumpold, i striden med kong Erik.

Højmesteren for Den Tyske Orden skriver til den livlandske ordensmester.Højmesteren meddeler, at det fuldmægtige sendebud, som højmesteren havde sendt til kong Erik 7. af Pommern med anbefalingsbreve og andre skrifter, netop er vendt tilbage til højmesteren. Dette sendebud har netop berettet, at striden mellem kong Erik, de holstenske herrer og hansestæderne er blevet bilagt. Endvidere har sendebudet berettet, at kong Erik nu er velvilligt stemt over for Den Tyske Orden, og at han af kærlighed til kristendommen har tilbudt Den Tyske Orden at bistå den med råd og dåd.Højmesteren meddeler i forlængelse heraf, at han ønsker at sende en delegation til kong Erik, og han opfordrer den livlandske ordensmester til at lade en livlandsk ordensherre deltage i delegationen til kong Erik.Derfor beder højmesteren den livlandske ordensmester om at nedfælde alle sager og tvister vedrørende Reval, Narva, Harrien, Wierland osv., som den livlandske ordensmester finder nødvendige for delegationen. Oplysningerne om disse sager og tvister skal den livlandske ordensmester sende med en livlandsk ordensherre til højmesteren over land, inden højmesteren drager afsted fra Marienburg til det møde, som han skal holde med hertug Witold.Endvidere beder højmesteren den livlandske ordensmester om at sørge for den livlandske ordensherres kost. Således opfordres den livlandske ordensmester til at sende et skib med fornødenheder fra Livland til Danzig, for at den livlandske ordensherre ikke skal have så mange omkostninger til kost på rejsen.Endelig indskærper højmesteren atter, at den livlandske ordensherre skal rejse til Marienburg over land, mens den livlandske ordensherres fornødenheder skal fragtes til Danzig ad vandvejen, idet højmesteren først vil sende delegationen fra Marienburg til Danzig og derfra videre til Danmark.

Højmesteren for Den Tyske Orden skriver til den livlandske ordensmester.Højmesteren meddeler, at han ønsker at skænke kong Erik 7. af Pommern et klenodie som tak for kong Eriks sild. Imidlertid er højmesteren kommet i forlegenhed, idet han har været nødt til at forære alle sine egne klenodier væk til de fyrster og herrer, som for kort tid siden har besøgt ham. Derfor beder højmesteren den livlandske ordensmester om at sende et klenodie - det være sig et relikvie eller andet, når blot klenodiet er anseeligt og ærefuldt - med den livlandske ordensmesters udsending til højmesteren.Endelig meddeler højmesteren, at den livlandske ordensmester ikke skal tvivle på højmesteren, for med Guds hjælp vil højmesteren gøre gengæld for den livlandske ordensmesters tjeneste.

Højmesteren for Den Tyske Orden skriver til den livlandske ordensmester.Højmesteren meddeler, at han endnu ikke har modtaget nyheder, hvorfor han stadig ikke ved, hvorledes han skal forholde sig. I forlængelse heraf meddeler højmesteren, at han håber, at der snart vil komme nyheder.Endvidere meddeler højmesteren, at han skriftligt vil forholde sig den livlandske ordensmesters forslag om at sende en delegation til Danmark, når han har modtaget nyhederne om deres sag. Endvidere meddeler højmesteren, at den livlandske ordensmester ikke skal blive forundret, såfremt højmesteren sender brevet til den livlandske ordensmester over land.Endelig beder højmesteren den livlandske ordensmester om at sende skrifter eller kopier af skrifter vedrørende sagen til højmesteren.

Skrivelse fra Kaspar Schauenpflug, biskop på Øsel, til Michael Küchmeister (v. Sternberg), højmester for Den Tyske Orden.Heri forsvarer han sine kirkelige rettigheder over for højmesteren, eftersom en del livlandske riddere og væbnere har klaget til højmesteren over ham. De mener nemlig, at biskop Kaspar har krænket de privilegier, som er blevet givet dem af kongerne af Danmark. I samme anledning har den livlandske adelsmand Wilhelm v. Fahrensbach klaget til kong Erik 7. af Pommern over biskoppen.I forlængelse heraf henviser biskop Kaspar til faren for, at kong Erik 7. af Pommern i anledning af de livlandske riddere og væbneres klage vil gøre krav på Livland.Med hensyn til Wilhelm v. Fahrensbach meddeler Kaspar Schauenpflug dog, at kong Erik har afvist dennes klage, da den ikke angår kongen, hans folk eller hans områder, og da den ikke omhandler verdslig, men derimod gejstlig ret.I forlængelse heraf ytrer Kaspar Schauenpflug den forhåbning, at kong Erik på samme måde vil gå i rette med de livlandske riddere og væbnere, som nu har klaget til højmesteren over biskoppen.

Skrivelse fra den romerske konge Sigismund til alle kongens undersåtter i Det Romerske Rige og i kongerigerne Bøhmen og Ungarn, hvori han befaler, at de skal tage godt imod og understøtte kong Erik 7. af Pommern og hele hans følge bestående af grever, bannerførere, adelsmænd, riddere, væbnere, embedsmænd, tjenere, heste, vogne m.m., når kong Erik snart rejser igennem kong Sigismunds riger.

Traktat imellem Erik af Pommern, de pommerske hertuger, Otto, Kasimir, Barnim og Bugislav, på den ene side, og Den tyske Orden på den anden.

Højmesteren Paul von Rusdorffs garanti for en ny traktattekst forsynet med hans store segl.

Højmesteren for Den Tyske Orden skriver til den livlandske ordensmester.Højmesteren meddeler, at storkomturen havde i sinde at ledsage kong Erik 7. af Pommern til mødet i Breslau mellem kong Erik og den romerske konge Sigismund. Imidlertid har kong Sigismund aflyst mødet, idet kong Sigismund ikke kan forlade Ungarn grundet truslen fra tyrkerne.Endvidere meddeler højmesteren, at kong Sigismund har opfordret kong Erik til at rejse til Ofen for at holde mødet dér. Dette har kong Erik dog afslået, og han er nu rejst fra Landsberg tilbage til Pommern, hvor han vil tilbringe vinteren. Om muligt vil kong Erik rejse fra sit vinterkvarter i Pommern til Marienburg for at besøge højmesteren dér.Højmesteren meddeler endvidere, at kong Erik ved sit sendebud har meddelt kong Sigismund, at han ønsker et nyt møde med den romerske konge i Breslau, og kong Erik venter nu på svar desangående fra kong Sigismund.For det tilfælde at mødet imellem kong Erik og kong Sigismund kommer i stand, har kong Erik bedt højmesteren om at lade Den Tyske Ordens storkomtur ledsage kongen til Breslau. Omend dette vil indebære store omkostninger for Den Tyske Orden, vil højmesteren og dennes ordensherrer efterkomme kong Eriks ønske.

Kong Sigsimund erklærer, at danske fuldmægtige sendebud har anmodet ham om en dom, men at holstenske sendebud ikke var fuldmægtige til at modtage en sådan.

Ægteskabskontrakt mellem junker Dietrich, greve af Oldenburg, og de slesvigske hertuger Heinrich, Adolf og Gerhard på deres søster Heilwigs vegne.Ifølge kontrakten skal junker Dietrich give fru Heilwig hele området Oldenburg i livgeding.Såfremt junker Dietrich og fru Heilwig får en arving af hankøn, skal fru Heilwig og denne arving (i tilfælde af junker Dietrichs død) have hele området Oldenburg i deres besiddelse, indtil arvingen er kommet til skelsår og alder. Såfremt fru Heilwig da ikke længere ønsker at være sammen med sin arving, eller såfremt arvingen ikke længere ønsker at være sammen med sin mor, skal fru Heilwig have 800 rhinske gylden i årlig rente i form af gods samt slottet Donnerschwee eller et andet slot i området Oldenburg efter hendes valg.Skulle det ske, at fru Heilwig ikke får overdraget de 800 rhinske gylden samt slottet Donnerschwee eller et andet slot efter hendes valg, skal hun sammen med sin arving uhindret besidde hele området Oldenburg, indtil overdragelsen har fundet sted.Når fru Heilwig har fået overdraget de 800 rhinske gylden i årlig rente samt slottet Donnerschwee eller et andet slot i området Oldenburg efter hendes valg, skal fru Heilwigs arving have slottet Oldenburg i sin besiddelse.Skulle det ske, at arvingen dør, så skal fru Heilwig have hele området Oldenburg tilbage som sit livgeding.Skulle det ske, at slottet Donnerschwee eller det andet slot i området Oldenburg, som fru Heilwig måtte vælge, er sat i pant, så skal man indfri pantet og løse slottet fra enhvert krav.Skulle det ske, at junker Dietrich og fru Heilwig får en arving samt en eller flere døtre, så skal fru Heilwig være sammen med datteren eller døtrene, indtil datteren eller døtrene kommer til skelsår og alder.Skulle det ske, at fru Heilwig ønsker at indgå ægteskab igen, så skal hun modtage sit livgeding i form af de 800 rhinske gylden i årlig rente samt et slot i området Oldenburg.Skulle det ske, at junker Dietrich og fru Heilwig udelukkende får en eller flere døtre, så skal fru Heilwig være sammen med datteren eller døtrene i området Oldenburg, og de skal besidde fru Heilwigs livgeding, indtil fru Heilwigs herrer og venner har fået bortgiftet datteren eller døtrene. Derefter skal fru Heilwig forblive ved sit livgeding i området Oldenburg.

Kong Sigismund stævner kong Erik til at indfinde sig i Ofen til afgørelse af sagen imellem denne og de holstenske grever.

Den romerske konge Sigismund stævner Heinrich 4., Adolf 8. og Gerhard 7., hertuger af Slesvig, til at indfinde sig i Ofen til afgørelse af sagen imellem dem og kong Erik 7. af Pommern.

Skrivelse fra den romerske konge Sigismund til alle kongens undersåtter i Det Romerske Rige og i kongerigerne Bøhmen og Ungarn, hvori han befaler, at de ikke må hindre, men derimod skal hjælpe kong Erik 7. af Pommerns udsendinge hr. Aksel (Pedersen (Thott)) til Härlöv, hr. Erik (Pedersen (Gyldenstjerne)) til Ågård og hr. Erik Eriksen (Banner) til Vinstrup, på deres rejse til og fra den romerske konge.

Skrivelse fra den romerske konge Sigismund til rådet i Lübeck, hvori han meddeler, at han har stævnet hhv. Heinrich 4., Adolf 8. og Gerhard 7., hertuger af Slesvig, og kong Erik 7. af Pommern til at møde i Ofen til afgørelse af striden imellem de to parter.I forlængelse heraf beder kong Sigismund rådet i Lübeck om at lade to rådmænd fra Lübeck ledsage kong Sigismunds udsending mester Nicolaus Czeiselmeister, når denne skal overdrage kong Sigismunds stævnebreve til hhv. de slesvigske hertuger og kong Erik.

Højmesteren for Den Tyske Orden skriver til den livlandske ordensmester.Højmesteren meddeler, at kong Erik 7. af Pommern og den romerske konge om kort tid vil mødes i eller ved Breslau.Endvidere meddeler højmesteren, at kong Erik er ved at rejse igennem Brandenburg.Højmesteren meddeler endvidere, at Den Tyske Ordens storkomtur agter at deltage i mødet imellem kong Erik og den romerske konge, hvorfor han nu er på vej igennem Polen til Breslau. Storkomturen håber, at han med Guds hjælp vil være fremme i Breslau den 24. december 1423, således at han kan deltage i mødet.

Højmesteren for Den Tyske Orden skriver til ordensmesteren i Livland.Højmesteren meddeler, at Den Tyske Ordens storkomtur endnu ikke har fortalt ham, om den romerske konge allerede er truffet sammen med kong Erik 7. af Pommern. Endvidere går der rygter om, at den romerske konge og kong Erik vil mødes med kongen af Polen i Krakow 14 dage før fastelavn.Endvidere meddeler højmesteren, at kong Erik har skrevet til højmesteren vedrørende en ordensbroder ved navn Obilacka. Højmesteren henstiller i den forbindelse til, at man efterkommer alle kong Eriks ønsker, hvorfor højmesteren giver sit samtykke til alt, hvad ordensmesteren måtte finde nødvendigt at gøre i denne sag.Endvidere meddeler højmesteren, at kong Erik ikke er rejst igennem Brandenburg, men derimod igennem Polen. Kong Erik er på rejsen blevet ledsaget af vojvoderne og de stedlige høvedsmænd. I den forbindelse har kong Erik meddelt højmesteren, hvorledes folkene fra Polen har talt om Den Tyske Orden til kong Erik, og hvorledes kong Erik har svaret dem.

Højmesteren for Den Tyske Orden skriver til den livlandske ordensmester.Højmesteren meddeler, at han agter at sende en delegation til kong Erik 7. af Pommern, som nu befinder sig i Krakow.

Den romerske konge Sigismunds brev om, at hverken kong Erik 7. af Pommern eller de holstenske grever havde appelleret den af ham den 28. juni 1424 afsagte dom vedrørende hertugdømmet Slesvigs tilhørsforhold.

Den tysk-romerske kong Sigismund skriver til hertugerne af Braunschweig med anmodning om at være kong Erik behjælpelig med at gennemføre den af Sigismund selv afsagte dom, hvorved Sønderjylland tildømtes den danske krone.

Kong Sigismunds skrivelse til prælater og adelsmænd i Nordtyskland om at hjælpe kong Erik til at gennemføre den af Sigismund selv afsagte dom, hvorved Sønderjylland tildømtes den danske krone.

Højmesteren for Den Tyske Orden skriver til den livlandske ordensmester.Højmesteren meddeler, at kong Erik 7. af Pommern på sin hjemrejse fra Den Hellige Grav nu er rejst igennem Ungarn og ankommet til Krakow den 1. april. Endvidere meddeler højmesteren, at kong Erik påtænker at besøge kongen af Polen, samt at kong Erik vil ankomme til Thorn den 22. april.Endvidere meddeler højmesteren, at kong Erik allerede inden sin afrejse til Det Hellige Land over for højmesteren ytrede ønske om at rejse hjem igennem Den Tyske Ordens område og over Marienburg. Ligeledes har kongen af Polen nu i over et år over for højmesteren ytret ønske om at besøge birgittinerklostret i Danzig. Højmesteren har gentagne gange forsøgt at undgå at svare på den polske konges forespørgsel, men højmesteren har nu set sig nødsaget til at give tilladelse til den polske konges besøg. Set i lyset af de store omkostninger ved et sådant besøg og grundet andre sager havde højmesteren helst frabedt sig den polske konges besøg, men dette har ikke været muligt, idet der nu eksisterer et godt forhold imellem Den Tyske Orden og den polske konge.Kong Eriks og den polske konges besøg har imidlertid forhindret højmesteren i at mødes med den livlandske ordensmester. Derfor meddeler højmesteren, at han vil skrive nærmere til den livlandske ordensmester, så snart kong Erik og den polske konge har forladt Den Tyske Ordens område.

Rådet i Danzigs notits om, at Heinrich v. Brummen har fået fuldmagt til at modtage det bjergede gods fra et skib fra Danzig, som er blevet ført af Peter Leddige, og som nu er strandet ved Bornholm.Endvidere har rådet i Danzig lovet fogeden på Bornholm, at man ikke i fremtiden vil rejse krav over for fogeden vedrørende det bjergede gods, når det pågældende gods er blevet overdraget til Heinrich v. Brummen.

Højmesteren for Den Tyske Orden skriver til den livlandske ordensmester.Højmesteren meddeler, at dennes udsending Niclas Redwitz netop er vendt tilbage fra den romerske konge i Ungarn. Niclas Redwitz har kunnet berette, at kong Erik 7. af Pommern alligevel ikke vil mødes med højmesteren i Thorn. Derimod er kong Erik rejst fra Ungarn til Krakow, og han befinder sig nu i Kalisch sammen med kongen af Polen. Højmesteren bemærker hertil, at den livlandske ordensmester således selv kan se, at et møde med kong Erik - uanset hvordan det kommer til at foregå - ikke vil kunne komme i stand uden møje og besvær og store omkostninger. Endvidere frygter højmesteren, at det samme vil gøre sig gældende, når den polske konge kommer til Danzig.Endvidere har Niclas Redwitz kunnet berette for højmesteren, at biskoppen af Dorpats udsendinge har været hos den romerske konge i Ungarn med store gaver og hædersbevisninger. Disse udsendinge har i Niclas Redwitz' tilstedeværelse over for den romerske konge nægtet, at Dorpat stift skulle have valgt hertug Witold af Litauen som dets beskytter. Herefter hyldede udsendingene den romerske konge. Efter hyldningen udnævnte den romerske konge kong Erik, den polske konge og hertugerne af Stettin til Dorpat stifts beskyttere.

Rådet i Danzig skriver til kong Erik 7. af Pommern.Rådet i Danzig erklærer over for kong Erik, at det har givet Lambert Pentel og Johann Mynnefrund fuldmagt til at generhverve det gods, som var ombord på de skibe, som for nylig er sunket ud for Norges kyst. I den forbindelse beder rådet i Danzig kong Erik om at hjælpe dem med at generhverve godset mod en passende bjergeløn.Endvidere beder rådet i Danzig kong Erik om at hjælpe Jakob Brothagen, rådmand i Danzig, og dennes broder Johann Brothagen, borger i Riga, med at generhverve en tønde med pelsværk, som tilhører dem. Denne tønde blev sendt fra Riga på et skib ført af Thideke Kroger med kurs mod Lübeck omkring mikkelsdag 1426. Modtageren af tønden var Heinrich v. Kalven i Lübeck, som skulle sende tønden videre til Konrad v. Kalven i Hamburg, således at denne kunne sende tønden til Brugge, hvor pelsværket skulle sælges. Det pågældende skib med tønden er imidlertid blevet opbragt af hertug Barnim og derefter ført til København.

Rådet i Reval skriver til højmesteren for Den Tyske Orden.Rådet i Reval meddeler, at kong Erik 7. af Pommerns undersåt ridderen hr. Krister Nilsson (Vasa), som er høvedsmand på Viborg slot i Karelen, har sendt upassende breve til rådet i Reval, hvori han anklager rådet uretmæssigt. Af den årsag har rådet i Reval sendt Berthold Huninghusen, rådmand i Reval, til højmesteren, således at Berthold Huninghusen dér kan fortælle højmesteren, hvad der er sandt og falsk med hensyn til forholdet imellem Krister Nilsson og rådet i Reval.I forlængelse heraf beder rådet i Reval højmesteren om skriftligt at henstille til kong Erik, at han beordrer Krister Nilsson til at stoppe med at skrive usømmelige breve til rådet. Endvidere skal højmesteren bede kong Erik om at sikre, at Krister Nilsson ikke påfører rådet i Reval eller folk fra Reval skade.

Byen Merseburgs fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, råd, borgere og indbyggere i byen Merseburg krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Merseburg krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismars skyld.For det andet erklærer Merseburg krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Byen Halles fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer rådmænd, gildemestre, borgere og indbyggere i byen Halle krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Halle krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismars skyld.For det andet erklærer Halle krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Rådet i Dortmund skriver til hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Wismar og Lüneburg.Rådet i Dortmund meddeler, at det har set og forstået det åbne advarselsbrev, som de vendiske hansestæder har sendt til rådet i Dortmund.Endvidere meddeler rådet i Dortmund, at det vil give de vendiske hansestæders advarsel videre til dets venner og handelsfolk, således at de ikke kommer til at lide skade på grund af krigen, samt at det også vil give dem besked om den skade, som kongen af Spanien og dennes folk igennem længere tid har påført hansekøbmændene i havnen i La Rochelle.

Kejser Sigismunds fuldmagt for Nicolaus Stock til at mægle mellem kong Erik 7. af Pommern og de holstenske herrer.

Den romerske konge Sigismunds brev til de nordtyske hansestæder, hvori han klager over, at stæderne i 1426 har arresteret udsendingen Michael Honinger, som af den romerske konge var blevet udsendt for at opfordre de nordiske folk til at deltage i krigen mod kætterne i Bøhmen.Ligeledes kræver den romerske konge, at hansestæderne standser den krig, som de fører mod Danmark, samt at de lader sig nøje med den ret, som kong Erik 7. af Pommern tilbyder dem, med mindre de vil underkaste sig den straf, som kejserretten foreskriver.

Den romerske konge Sigismund skriver til kong Erik 7. af Pommern.Den romerske konge svarer på de to breve fra kong Erik, som den kejserlige udsending Michael Honinger har videregivet til den romerske konge, at det gør ham ondt, at hansestæderne vil føre krig mod kong Erik uden den romerske konges tilladelse.Endvidere meddeler den romerske konge, at han ønsker, at begge sider skal indstille krigshandlingerne, idet han planlægger at føre krig mod kætterne i Bøhmen, hvorfor en igangværende krig mellem kong Erik og hansestæderne ville styrke den romerske konges fjender.Endvidere meddeler den romerske konge, at han sender kong Erik en afskrift af sit brev til hansestæderne vedrørende samme emne.Endelig meddeler den romerske konge, at han har sendt sin udsending Nicolaus Stock afsted til hansestæderne for enten at mane dem til fred eller at overrække dem den romerske konges stævning, såfremt de ikke vil rette sig efter den romerske konges befaling om at holde fred med kong Erik.

Skrivelse fra Walrabe v. Hünsbach, Den Tyske Ordens øverste marskal, til kong Erik 7. af Pommern, hvori han beretter om det ringe udbytte af forhandlingerne i Stralsund.Walrabe v. Hünsbach har nu i flere dage ventet forgæves på, at de holstenske herrer skulle indfinde sig i Stralsund, men de er ikke kommet. Derimod har han netop modtaget et brev fra dem, hvori de erklærer, at de er villige til at lade højmesteren for Den Tyske Orden træffe en afgørelse i striden mellem dem og kong Erik. Betingelsen herfor er dog, at kong Erik lader dem blive ved det, som de opfatter som deres fædrene arv, nemlig Gottorp og hertugdømmet Slesvig.Endvidere meddeler Walrabe v. Hünsbach, at han har drøftet dette med hansestæderne, som har erklæret over for ham, at de for det første ikke kan træffe beslutninger i denne sag uden om de holstenske herrer, da de er i et forbund med de holstenske herrer, og at de for det andet også er villige til at lade højmesteren for Den Tyske Orden træffe en afgørelse i striden mellem dem og kong Erik, såfremt kong Erik vil lade de holstenske herrer blive ved deres fædrene arv.Endvidere meddeler Walrabe v. Hünsbach, at hansestæderne nu har sendt en skriftlig erklæring herom til højmesteren for Den Tyske Orden. I forlængelse heraf vil Walrabe v. Hünsbach, som er på vej tilbage til højmesteren, drøfte denne sag med højmesteren, når han er kommet tilbage.

Rigsdagen i Frankfurt beslutter, at der skal opkræves en skat til krigen mod husitterne og kætterne i Bøhmen.Det nævnes eksplicit i beslutningsdokumentet, at kongen af Danmark, Sverige og Norge også skal betale denne krigsskat.

Rådet i Köln skriver til rådet i Lübeck.Rådet i Köln har modtaget rådet i Lübecks skrivelse om indkaldelse til et møde i Lüneburg den 14. marts.Desuden beklager rådet i Köln over for hansestæderne, at der er udbrudt krig imellem dem og kong Erik 7. af Pommern.Endvidere meddeler rådet i Köln, at det af flere forskellige årsager ikke har mulighed for at sende folk fra Köln til hansedagen i Lüneburg. For det første er det grundet de mange optøjer i området omkring Köln samt krigen mellem hansestæderne og kong Erik ikke sikkert af sende folk fra Köln til hansestæderne. For det andet er rådet i Köln belastet af den krigsskat, som er blevet pålagt det grundet krigen mod hussitterne. For det tredje er rådet i Köln belastet af den skat, som det skal betale til den romerske konges kejserkroning.

Rådet i Hildesheim meddeler rådet i Lübeck, at det vil gøre alt, hvad det kan, for at deltage i den hansedag, som skal holdes 14. marts 1428 i Lüneburg vedrørende krigen mellem hansestæderne og kong Erik 7. af Pommern.

Nicolaus Stoks beretning om sine forsøg på at mægle i striden mellem kong Erik 7. af Pommern på den ene side og de holstenske grever og hansestæderne på den anden side.Beretningen indeholder følgende punkter:1) Nicolaus Stok blev 4. juli 1427 i Kronstadt i Würzland af den romerske konge Sigismund udnævnt til mægler i striden mellem kong Erik på den ene side og de holstenske grever Heinrich, Adolf og Gerhard samt hansestæderne Lübeck, Hamburg, Stralsund, Rostock, Wismar og Lüneburg på den anden side. Den romerske konge gav således Nicolaus Stok i opdrag at forsøge at forlige de stridende parter. Derfor rejste Nicolaus Stok afsted mod Lübeck, hvortil han ankom 7. oktober 1427. Derefter lod Nicolaus Stok indkalde de andre hansestæder til Lübeck, således at de kunne høre og forholde sig til det, som han havde fået i opdrag af den romerske konge.2) Da de andre hansestæder var kommet til Lübeck, holdt Nicolaus Stok 20. oktober 1427 et møde med dem på rådhuset i Lübeck. På dette møde forklarede han dem, at den romerske konge havde sendt ham afsted for at forlige de stridende parter af flere årsager. For det første fordi det gjorde den romerske konge ondt, at der var krig mellem hans kære broder kong Erik på den ene side og holstenerne og de førnævnte stæder i Det Hellige Romerske Rige på den anden side, samt at det gjorde ham ondt, at kristne menneskers blod blev udgydt på grund af denne krig. For det andet fordi krigen både svækkede den kristne tro og udgjorde en hån mod Gud, Jomfru Maria og hele den himmelske hærskare. For det tredje fordi krigen styrkede og glædede alle Guds og Det Hellige Romerske Riges fjender, nemlig husitterne i Bøhmen, tyrkerne, taterne, russerne og hedningene. For det fjerde fordi sørøverne i Østersøen skadede hele det kristne samfund. Således fortalte Nicolaus Stok hansestæderne, at den romerske konge var forbløffet over, at hansestæderne ville føre krig mod hans kære broder kong Erik og dennes riger og undersåtter, idet det var i strid med det fredsforbund, som hansestæderne havde indgået med kong Erik, og idet krigen var i strid med al ret, alle kejserlige love og hele den kristne orden, som foreskriver, at ingen må være dommer i egne sager. Endvidere meddelte Nicolaus Stok, at den romerske konge var forbløffet over, at hansestæderne ønskede at hjælpe de holstenske herrer, som ellers optrådte ulydigt over for Gud og Det Hellige Romerske Rige, idet de handlede imod den guddommelige befaling, som var udgået fra den romerske konge, og som de holstenske herrer selv havde forpligtet sig til at følge. Da nu kong Erik havde bedt kristenhedens to hoveder, nemlig paven og den romerske konge om, at retten måtte ske fyldest, erklærede den romerske konge, at han ville være kong Erik mægtig til ret, forlig og fred. Derfor havde den romerske konge nu meddelt dette til paven, kurfyrsterne og de andre fyrster i Det Hellige Romerske Rige, rigets gejstlige og verdslige herrer, rigsstæderne, ridderne samt væbnerne. Endvidere meddelte Nicolaus Stok på den romerske konges befaling hansestæderne samme konges beslutning om, at der skulle holdes fred med kong Erik i seks år fra nu af, samt at den romerske konge ville gøre alt, hvad han kunne, for at forlige kong Erik og hansestæderne, når blot freden etableredes. Endvidere beordrede Nicolaus Stok på den romerske konges befaling hansestæderne til inden for fem uger at hjemkalde alle de krigsfolk, som de måtte have til lands eller til vands i krigen mod kong Erik, samt til helt og holdent at afstå fra nogen former for krigshandlinger mod kong Erik. Endvidere beordrede Nicolaus Stok, at begge parters krigsfanger skulle gives fri i løbet af freden uden krav om løsepenge. Endvidere beordrede Nicolaus Stok, at begge parter skulle forblive ved deres gamle privilegier og sædvaner, og at begge parter skulle have et venskabeligt forhold under hele fredsperioden. Endelig indskærpede Nicolaus Stok over for hansestæderne, at de skulle efterkomme den romerske konges befaling, idet de skriftligt havde aflagt løfte om at være tro og lydige mod den romerske konge og Det Hellige Romerske Rige. Til større vidnesbyrd om disse meddelelser gav Nicolaus Stok hansestæderne den romerske konges skriftlige beseglede befaling om at holde fred. Endvidere meddelte Nicolaus Stok hansestæderne, at han havde fået i opdrag af den romerske konge at offentliggøre den romerske konges beslutning for kong Erik og de holstenske herrer. Såfremt den ene part blev erklæret ulydig, ville den romerske konge få paven samt kurfyrsterne, alle de andre fyrster, byerne, ridderne, væbnerne og alle undersåtter i Det Hellige Romerske Rige til at hjælpe den lydige part imod den ulydige part. Endvidere ville den romerske konge lyse den ulydige part i band samt offentligt erklære, at den ulydige part havde hjulpet og styrket kætterne. I den forbindelse berettede Nicolaus Stok, at der gik meget lang tid, førend hansestæderne svarede på det, som han havde meddelt dem.3) Derefter rejste Nicolaus Stok til de holstenske herrer, hvor han 28. oktober 1427 i Reinfeld kloster meddelte dem den romerske konges beslutning, således som han havde gjort det over for hansestæderne. Den 13. november 1427 uden for Lübeck gav de holstenske herrer Nicolaus Stok det svar, at de ikke kunne holde fred med kong Erik eller komme til noget møde med ham, såfremt han ikke gav dem deres fædrene arv samt hansekøbmændene det gods tilbage, som han med urette havde frarøvet dem. De holstenske herrers udtalelse ville Nicolaus Stok imidlertid ikke acceptere som et svar af forskellige årsager, som han forklarede dem, hvorfor han gentagne gange krævede et nyt svar fra de holstenske herrer.4) Den 30. november 1427 svarede de holstenske herrer i nærværelse af Lübecks biskop samt flere borgmestre og rådsmedlemmer fra Lübeck og Hamburg, at de ville være lydige mod den romerske konge. Endvidere sagde de, at Nicolaus Stok skulle rejse til kong Erik for at høre, om kong Erik også ville være lydig mod den romerske konge. Når Nicolaus Stok kom tilbage, ville de holstenske herrer og hansestæderne give ham et fælles svar, som ville behage den romerske konge. Men derefter fik Nicolaus Stok aldrig noget andet svar fra de holstenske herrer.5) Nytårsdag 1428, da der således var gået 13 uger, siden Nicolaus Stok ankom til Lübeck, fik han et fælles svar fra hansestæderne på rådhuset i Lübeck. De erklærede, at de ville være lydige mod den hellige kirkes og den romerske konges beslutning samt den romerske konges befaling om at holde fred med kong Erik i seks år. Endvidere erklærede de, at de ville frigive krigsfangerne i denne periode, samt at alle parter skulle forblive ved deres gamle privilegier, samt at man skulle have lov til at besøge kong Eriks riger i hele fredsperioden. Derfor ønskede hansestæderne, at Nicolaus Stok rejste til kong Erik for at forhøre sig hos ham, om han også ville følge det, som den romerske konge havde besluttet og befalet. Endvidere ønskede de, at Nicolaus Stok skulle bringe kong Eriks svar på denne forespørgsel samt kongens lejdebreve tilbage til dem. Endvidere ønskede hansestæderne, at Nicolaus Stok snarest skulle arrangere et møde med kong Erik i Flensborg for dér at besegle freden. Endelig meddelte hansestæderne, at de endnu ikke kunne kalde deres krigsfolk hjem, samt at det for øvrigt heller ikke var sædvane dér i landet at gøre det, førend de havde sikkerhed for, at kong Erik ville holde fred med dem. Herpå ønskede Nicolaus Stok, at hansestæderne skulle udfærdige breve indeholdende dette deres svar til ham, således at han kunne vise den romerske konge og kong Erik hansestædernes svar. Hertil svarede hansestæderne imidlertid, at de ikke havde for vane at nedfælde deres svar på skrift, og at det heller aldrig havde været sådan, at hansestæderne ikke havde holdt, hvad de lovede.6) Derefter red Nicolaus Stok 6. januar 1428 fra Lübeck til kong Erik. Han fortalte nu kong Erik, hvorfor han var blevet udsendt af den romerske konge, og han meddelte kong Erik den romerske konges beslutning og befaling om at holde fred. Endelig meddelte Nicolaus Stok kong Erik de svar, som de holstenske herrer og hansestæderne havde givet ham. Dette skete 24. januar 1428. Den 25. januar 1428 gav kong Erik Nicolaus Stok det svar, at han intet havde imod at gøre det for hele kristenhedens og den romerske konges skyld, hvorfor han ville følge den romerske konges beslutning og befaling. Derpå bad kong Erik Nicolaus Stok om at tage de holstenske herrer og hansestæderne med til et fredsmøde på et belejligt sted. På dette møde ville Nicolaus Stok så kunne høre, hvem der var lydig mod den romerske konges beslutning, og endvidere ville han kunne nedfælde på skrift, hvad der blev besluttet. Derpå fastlagde kong Erik og Nicolaus Stok mødet til 14. marts 1428. I forlængelse heraf gav kong Erik Nicolaus Stok lejdebreve til både de holstenske herrer og hansestæderne. Endvidere fik Nicolaus Stok af kong Erik bemyndigelse til at udskyde mødet to, tre eller fire uger. Endvidere erklærede kong Erik over for Nicolaus Stok, at han helt og holdent ville holde op med at bekrige sine modstandere, således som den romerske konge ønskede, således at alle parter kunne deltage i fredsmødet. Endelig ønskede kong Erik, at Nicolaus Stok skulle bringe denne besked videre til de holstenske herrer og hansestæderne. Derpå skulle Nicolaus Stok give kong Erik besked om det svar, som kong Eriks modstandere måtte give Nicolaus Stok, således at kong Erik kunne rette sig efter det.7) Derpå red Nicolaus Stok til Slesvig (by), hvor han 15. februar 1428 holdt møde med de holstenske herrer. Her fortalte Nicolaus Stok de holstenske herrer, at kong Erik havde erklæret, at han ville følge den romerske konges beslutning og befaling om at holde fred, samt at kong Erik sammen med Nicolaus Stok selv ville deltage i et fredsmøde på et belejligt sted. Til dette fredsmøde ville kong Erik medbringe sine frænder, som skulle forhandle for ham, og kong Erik ønskede, at de holstenske herrer ville gøre det samme. Såfremt man ikke ville kunne nå frem til en løsning på mødet, ville kong Erik lade det være op til begge parters frænder at aftale, hvorledes freden kunne blive etableret, således at man ville kunne se, at kong Erik ikke havde forbrudt sig mod den romerske konges beslutning og befaling. Hertil svarede den ældste af de holstenske herrer, at den romerske konge ikke havde bemyndigelse til at udsende Nicolaus Stok i dette anliggende. Nicolaus Stok nævnte nu over for ham, at dette var bedrag, men det endte med, at han erklærede over for Nicolaus Stok, at han nu havde i sinde at tilbageerobre sin fædrene arv med sværdet.8) Derefter fortalte Nicolaus Stok den førnævnte holstenske herre, at hansestæderne havde indvilget i at holde fred. Desuden fortalte Nicolaus Stok hansestæderne, at kong Erik helt og holdent ville følge den romerske konges befaling om at holde fred, samt at kong Erik ville holde et møde med dem på et belejligt sted, hvortil kong Erik ville medbringe sine frænder som forhandlere, hvorfor han håbede, at hansestæderne også ville gøre det samme. Hvad enten man under disse forhandlinger kunne komme til et resultat eller ej, skulle freden ifølge kong Erik alligevel bestå i hele den føromtalte fredsperiode på seks år. Endvidere sagde Nicolaus Stok til hansestæderne, at kong Erik havde bemyndiget ham til at indkalde hansestæderne og de holstenske herrer til mødet, såfremt de ville indstille krigen. Derfor gav de holstenske herrer og hansestæderne 4. marts 1428 Nicolaus Stok tilsagn om, at de ville holde et fredsmøde sammen med kong Erik i Falsterbo, samt at de ville lade deres krigsfolk blive hjemme, og at de ville rejse til Falsterbo sammen med Nicolaus Stok.9) Den 14. marts 1428, da man skulle til at sejle mod Falsterbo, gav de holstenske herrer og hansestæderne imidlertid Nicolaus Stok et helt andet svar. Nu fortalte de Nicolaus Stok, at deres handelsfolk var på havet, og at disse ville være udsat for overgreb fra kong Eriks side, mens de holstenske herrer og hansestæderne deltog i fredsmødet. Endvidere mente de holstenske herrer og hansestæderne, at de ikke ville kunne nå at deltage i mødet, da mødet var blevet berammet til midfaste. Endvidere erklærede de, at de ikke havde tiltro til kong Eriks erklæring om, at han ønskede at holde fred med dem. Endelig erklærede de, at de ikke kunne lade deres krigsfolk blive hjemme. Hertil svarede Nicolaus Stok følgende: For det første havde de opholdt ham uforholdsmæssigt længe. For det andet havde han skaffet præcis de svar og lejdebreve fra kong Erik, som de havde udbedt sig. For det tredje kunne han have skaffet dem kong Eriks svar på skrift, hvis blot de havde været villige til at afgive deres svar skriftligt. For det fjerde var det ikke godt at forhandle under banneret og sværdet. For det femte spillede det ingen rolle, til hvilket tidspunkt mødet var blevet berammet, for han havde jo netop fået bemyndigelse af kong Erik til at udskyde mødet til umiddelbart efter påske eller helt op til fire uger efter påske, hvis det skulle være nødvendigt. Endelig meddelte Nicolaus Stok de holstenske herrer og hansestæderne, at såfremt de ikke deltog i et fredsmøde med kong Erik på et belejligt sted, kunne han ikke forstå det på anden måde, end at deres første svar til ham så stadig måtte være gældende, nemlig at de ville forhandle med kong Erik i Flensborg.10) Den 18. marts gav hansestæderne Nicolaus Stok på rådhuset i Lübeck det svar, at de sammen med de holstenske herrer ønskede at holde et fredsmøde med kong Erik i Falsterbo otte dage efter påske, dvs. 11. april 1428. Derfor ville de sejle afsted 8. april 1428, såfremt vejr og vind tillod dem det. Dette lod Nicolaus Stok nedfælde på skrift i et brev, som de ønskede at få af ham, og som han også beseglede. En afskrift af dette brev blev endda udført af byen Lübecks egen skriver. Derudover udbad de sig kong Eriks lejdebreve, som Nicolaus Stok gav dem. Til gengæld fik Nicolaus Stok tilsagn fra hansestæderne om, at de ville deltage i mødet, og endvidere gav de ham deres lejdebreve og de holstenske herrers lejdebreve.11) Derefter red Nicolaus Stok 20. marts 1428 for anden gang afsted fra Lübeck mod Danmark. På vejen igennem Holsten blev han i Rendsborg opholdt af den ældste af de holstenske herrer indtil 31. marts 1428. Årsagen hertil var, at den holstenske herre, som han sagde, ønskede at beskytte sig selv og Nicolaus Stok med lejdet.12) Den 9. april 1428 kom Nicolaus Stok til Roskilde, hvor kong Erik befandt sig. Her fortalte han kong Erik om det aftalte fredsmøde. Hertil svarede kong Erik, at han ganske rigtigt havde bedt dem om at komme til et fredsmøde, men at de (dvs. holstenerne og hanseaterne) var sejlet til Danmark med hele deres styrke, og at de nu lå ud for København, samt at de på vejen dertil havde forvoldt brande, taget krigsfanger samt slået nogle af kong Eriks folk ihjel. Hertil svarede Nicolaus Stok, at de holstenske herrer og hansestæderne ikke havde fortalt ham noget om, at de ville gøre sådant, samt at det gjorde ham ondt at høre det. Nu svarede kong Erik, at han ville drøfte sagen med sit råd. Da dette var sket, svarede kong Erik, at han ville respektere Guds og den romerske konges ønske, og at han således ville se igennem fingre med hansestædernes vold og bedrag. Derfor ville kong Erik alligevel tage til det aftalte fredsmøde, hvorefter han bad Nicolaus Stok om at skaffe lejdebreve til ham selv og hans folk fra hans modstandere, som nu lå ud for København med hele deres styrke. Dette gjorde Nicolaus Stok.13) Da Nicolaus Stok 16. april kom til København, fandt han den yngste af de holstenske herrer og hansestæderne ud for København med hele deres styrke, således som kong Erik havde fortalt ham. Nicolaus Stok bad dem nu om at give ham det førnævnte lejde samt om at deltage i fredsmødet. Hertil svarede de holstenske herrers rådsmedlemmer samt hansestæderne, at de ikke kendte til noget møde, og at deres folk ikke havde fortalt dem om noget sådant. Endvidere var de af den overbevisning, at ingen fra holstensk side eller fra hansestæderne ville deltage i et fredsmøde med kong Erik. Endvidere meddelte de, at det var blevet befalet dem, at de skulle sende ethvert nyt lejdebrev, som de måtte få fra kong Erik, direkte videre til hansestæderne. Derpå viste Nicolaus Stok dem to breve, nemlig den afskrift, som byen Lübecks egen skriver havde udfærdiget, af det brev, som han havde givet til hansestæderne, fordi de havde krævet det af ham, samt kong Eriks lejdebrev, som Nicolaus Stok havde videregivet til hansestæderne. Derpå belærte Nicolaus Stok dem om, hvordan han sammen med hansestæderne og deres folk havde aftalt at holde et fredsmøde med kong Erik, og han fortalte dem, at kong Erik havde indvilget i at følge den romerske konges befaling om at holde fred. Derpå svarede de, at hansestæderne havde sagt til Nicolaus Stok, at de til trods for kong Eriks lejdebrev og det brev, som Nicolaus Stok havde givet dem, stadig ikke ønskede at deltage i et fredsmøde med kong Erik. Derpå svarede Nicolaus Stok, at hansestæderne selv havde bedt ham om at skaffe dem brevene, og da de modtag kong Eriks lejdebrev samt Nicolaus Stoks brev, havde de ikke gjort nogen indsigelser. Derefter svarede de, at de også ville følge den romerske konges befaling. Derpå spurgte Nicolaus Stok dem, hvorledes de mente, at de kunne følge den romerske konges befaling, når nu Nicolaus Stok havde bedt dem om at lade deres krigsfolk blive hjemme samt helt og holdent at afstå fra at føre krig, og når nu de lå ud for København med hele deres styrke. Da intet af dette hjalp, hidkaldte Nicolaus Stok en offentlig notar, som i hansestædernes nærværelse på Nicolaus Stoks befaling nedfældede på skrift, hvad Nicolaus Stok havde foretaget sig i sagen, samt hvad han havde drøftet og aftalt med de holstenske herrer og hansestæderne vedrørende sagen. Nicolaus Stok erklærede nu, at han mente, at hansestæderne havde sat sig op imod den romerske konges beslutning, og derfor gav Nicolaus Stok dem en stævning fra den romerske konge. Denne stævning overrakte han 17. april 1428 nærmere bestemt til hr. Johann Bere, rådmand i Lübeck, et stykke ude i Øresund ud for København. Overrækkelsen af stævningen lod Nicolaus Stok dokumentere i et andet notarialinstrument.14) Den 18. april 1428 sendte Nicolaus Stok efter kong Eriks ønske alle disse førnævnte oplysninger om sagen afsted til den romerske konge i et brev udfærdiget af Nicolaus Stoks skriver Paul Gumprecht.

Konrad Kantner, hertug af Schlesien, skriver til højmesteren for Den Tyske Orden.Konrad Kantner beder højmesteren om at sende oplysningerne om kong Erik 7. af Pommern. Konrad Kantner håber i den forbindelse, at oplysningerne er gode. Skulle oplysningerne være dårlige, ville det vække bekymring hos Konrad Kantner.

Danzigs stadsskriver Nicolaus meddeler, at hansestæderne på mødet i Marienburg har vedtaget, at skipperne på de store skibe, som plejer at sejle igennem Øresund, først skal sejle til Trave eller til Wismar for dér at forhøre sig, om det kan lade sig gøre at sejle igennem Øresund eller Storebælt.Såfremt det ikke kan lade sig gøre at sejle via Øresund eller Storebælt, skal skipperne sejle til Lübeck, hvorfra godset kan fragtes via kanalen til Hamborg.

Beretning om fredsforhandlingerne i Nykøbing, hvor hertug Wilhelm af Braunschweig mæglede imellem kong Erik 7. af Pommern og hansestæderne.Beretningen indeholder følgende:1) Beretningens første punkt indeholder kong Eriks anklage mod hansestæderne af 12. september 1428.2) Endvidere meddeles det, at hansestæderne svarede på kong Eriks anklage. Således erklærede de, at de ønskede at efterleve den romerske konges befaling, som var blevet overdraget dem i brevform af den kejserlige udsending Nicolaus Stok i Øresund.3) Endvidere meddeles det, at såfremt hansestæderne ville afbryde krigen for at lave en fredsaftale, skulle man fra kong Eriks side følge dem. Dette skete dog ikke.4) Endvidere blev der talt meget om et nyt møde på et andet tidspunkt, og det blev aftalt, at der skulle være en opmand over voldgiftsdommerne, såfremt disse ikke kunne blive enige. Kong Erik pegede derfor på den romerske konge som opmand i sagen, men hansestæderne ville hellere have en af kurfyrsterne som opmand. Dertil svarede kong Erik, at det ikke sømmede sig, at man valgte en af lensmændene fremfor lensherren, og eftersom den romerske konge var alle hansestædernes herre, var det mest sømmeligt, at den romerske konge skulle være opmand i sagen. Endvidere var det hensigtsmæssigt at vælge den romerske konge som opmand, idet han allerede tidligere havde været opmand i sagen, men parterne kunne ikke blive enige om dette punkt.5) Derefter skete det, at hertug Wilhelm ønskede at drage væk. På dette tidspunkt fik kong Erik at vide, at nogle af hansestæderne ønskede at komme kong Eriks krav imøde, men at det ikke kunne lade sig gøre. Derfor gik kong Erik til hertugen for at spørge ham, hvorfor han tillod, at hansestæderne udbredte den slags rygter, når nu det var blevet aftalt, at der ikke skulle laves retslige aftaler på dette møde. Dertil svarede hertug Wilhelm, at han ville tale med hansestæderne desangående, og da det var sket, fortalte han kong Erik, at hansestæderne havde sagt til ham, at de ville overlade alle retslige afgørelser til ham. Derefter fik hertugen at vide, at kong Erik også ville overlade alle retslige afgørelser i denne sag til hertugen. Derefter kom hansestæderne og sagde, at de ønskede at yde kong Erik venskab og ret, når man så bort fra det, som var sket i krigen. Hertil svarede kong Erik, at han også ønskede at yde dem ret, men at man ikke skulle se bort fra noget af det, som var sket. Således endte også dette punkt uden enighed.6) Derefter ytrede hertugen ønske om, at man holdt et nyt møde med ham for at se, om man dér kunne gøre noget godt. Dertil svarede kong Erik, at han gerne ville holde et nyt møde, og at han ønskede at afbryde krigen med det samme, således at han kunne holde fred med hansestæderne indtil det nye møde. På den måde kunne man se, at kong Erik ikke ønskede krigen. Endvidere ønskede han, at alle fangerne skulle frigives. Dette blev dog afvist af hansestæderne. Derefter foreslog hertugen, at de, som ønskede at holde et nyt møde med ham, kunne holde fred, hvorimod de andre skulle fortsætte med at føre krig. Derfor blev det aftalt, at man skulle holde et nyt møde til pinse. Dette ville kong Erik ikke stå i vejen for, men han kunne ikke love, at der ville komme mere ud af det nye møde.

Den romerske konge Sigismund stadfæster overdragelsen af Neumark Brandenburg til Den Tyske Orden. I forlængelse heraf udnævner han bl.a. kong Erik 7. af Pommern til beskytter af denne overdragelse, således at det sikres, at Den Tyske Ordens privilegier og rettigheder overholdes i forbindelse med overdragelsen. Kong Sigismund beordrer i forlængelse heraf kong Erik til også at beskytte og forsvare Den Tyske Orden.

Den romerske konge Sigismund befaler rådet i Braunschweig på hans vegne at opfordre rådet i Lübeck til at frigive borgmester Tidemann Steen, som er blevet fængslet i Lübeck på et falsk grundlag. Han er nemlig blevet beskyldt for at have handlet illoyalt over for hansestaden Lübeck i krigen mod kong Erik 7. af Pommern, hvilket ifølge kong Sigismund ikke har været tilfældet. Endvidere befaler kong Sigismund, at Tidemann Steen skal genindsættes som borgmester i rådet i Lübeck.

Den romerske konge Sigismund giver hertug Kasimir af Stettin mandat til at sørge for, at hansestaden Rostock modtager erstatning for de skader, som er blevet påført byen, efter at Rostocks fæstning og havn Warnemünde er blevet overfaldet og ødelagt af fremmede fyrster, herrer og svende.Dette overfald på Warnemünde fandt sted, mens Rostocks rådmænd var rejst til Danmark for at slutte en fred med kong Erik 7. af Pommern.

Reces fra de preussiske stæders møde i Stuhm.På dette møde aftales det, at de preussiske stæder skal arbejde henimod, at såvel hansestæderne som de preussiske stæder fortsat skal kunne nyde deres frihed og gamle privilegier i Danmark.

Rådet i Danzig meddeler rådet i Thorn, at højmesteren for Den Tyske Orden er villig til at gøre sit til opretholdelsen af hansestædernes privilegier i Danmark.

Den romerske konge Sigismund meddeler Paul v. Rusdorf, højmester for Den Tyske Orden, at han sender ham kopier af de skrivelser, som han netop har sendt til kong Erik 7. af Pommern, holstenerne og hansestæderne.Endvidere sender den romerske konge en fuldmagt for Paul v. Rusdorf som mægler og beder ham at anvende al flid for i det mindste at opnå en længere våbenstilstand.

Den romerske konge Sigismund opfordrer de slesvigske hertuger Adolf og Gerhard til at modtage mægling af Den Tyske Ordens højmester, Paul v. Rusdorf, bl.a. af hensyn til den skade, som krigen mellem dem og kong Erik 7. af Pommern forårsager ved alle foretagender over for kætterne i Bøhmen.Endvidere meddeler den romerske konge, at han har sendt lignende breve til kong Erik og til hansestæderne.

Komturen af Danzig fortæller højmesteren for Den Tyske Orden om forhandlingerne med de krigsførende parter samt om krigens gang.Komturen af Danzig beretter bl.a., at jyderne har undveget en kamp med holstenerne, og at Erik Krummedige ikke har kunnet undsætte Flensborg.

Walther v. Kirskorf, Den Tyske Ordens komtur i Danzig, udsteder et fribrev til skipperne Hancke Budde og Johann v. Mauwe. Dette fribrev samt det lejdebrev, som de har fået af kong Erik 7. af Pommern, skal sikre skipperne på de rejser, som Walther v. Kirskorf nu vil sende dem ud på.

Walther v. Kirskorf, Den Tyske Ordens komtur i Danzig, Hans v. Baysen, ridder, og Borchard v. Güntersberg, befuldmægtigede for Den Tyske Ordens højmester, Paul v. Rusdorf, kundgør, at de efter den romerske konge Sigismunds befaling har forsøgt at mægle imellem kong Erik 7. af Pommern på den ene side og de slesvigske hertuger Adolf og Gerhard samt hansestæderne Lübeck, Lüneburg og Wismar på den anden side.Endvidere meddeles det, at der skal holdes et forligsmøde mellem parterne i Nykøbing Falster.

Walther v. Kirskorf, Den Tyske Ordens komtur i Danzig, Hans v. Baysen, ridder, og Borchard v. Güntersberg, befuldmægtigede for Den Tyske Ordens højmester, udsteder et brev om forhandlingerne i Nykøbing Falster, hvor de forgæves har forsøgt at mægle imellem kong Erik 7. af Pommern på den ene side og de holstenske grever samt hansestæderne Lübeck, Hamburg, Wismar og Lüneburg på den anden side.

Våbenhvile på fem år imellem kong Erik 7. af Pommern på den ene side og de holstenske grever Adolf og Gerhard samt hansestæderne Lübeck, Hamburg, Wismar og Lüneburg på den anden side.Våbenhvilen er indgået under mægling af højmesteren for Den Tyske Ordens befuldmægtigede Walther v. Kirskorf, komptur i Danzig, Hans v. Baysen, ridder, og Borchard v. Güntersberg.Våbenhvilen er indgået af kong Eriks udsendinge samt udsendinge fra Holsten og hansestæderne under forbehold for hhv. kong Eriks og de holstenske herrers endelige ratifikation af våbenhvilen.

Den romerske konge Sigismunds fortegnelse over fyrster, biskopper o.l., som skal bidrage med soldater til felttoget mod kætterne i Bøhmen. I denne fortegnelse er anført, at biskoppen af Slesvig Claus Wulf skal bidrage med fem soldater.

Paul v. Rusdorf, højmester for Den Tyske Orden, meddeler kong Erik 7. af Pommern, at det siges, at kong Erik er i færd med at opruste til trods for den indgåede våbenhvile. Af denne årsag ønsker højmesteren at vide, om hans undersåtter kan sejle sikkert igennem Øresund.

Paul v. Rusdorf, højmester for Den Tyske Orden, beder sin udsending Bertold Burammer om oplysninger angående de krigsforberedelser, som kong Erik 7. af Pommern har iværksat i Danmark. I den forbindelse opfordrer højmesteren Bertold Burammer til at sørge for, at kong Erik giver højmesterens undersåtter i Livland og Preussen sikkert lejde til at sejle igennem Øresund.

Reces fra mødet i Stuhm.Heri fastsættes det, at de preussiske skibe skal blive liggende, indtil højmesteren for Den Tyske Orden har modtaget et svar fra kong Erik 7. af Pommern.

Komturen af Danzig meddeler Den Tyske Ordens højmester, Paul v. Rusdorf, at han ikke ved noget bestemt om tilstanden til søs, men at der går rygter om, at kong Erik 7. af Pommern og hansestæderne vil holde et forhandlingsmøde.Endvidere meddeler komturen, at den ordensbroder, som ledsager højmesterens rhinskvin, og som nu er nået til byen Kampen, frygter et angreb fra fetaljebrødrene, hvorfor vedkommende beder om, at der sendes breve til kong Erik og hansestæderne. Ordensbroderen frygter imidlertid, at det er for sent.

Jakob, markgreve af Baden, forpligter sig til at betale de 4000 rhinske gylden til hertug Gerhard af Slesvig, som Jakob havde lovet i medgift for markgrevinde Agnes af Baden.

Hertug Gerhard af Slesvig udsteder vidnesbyrd om, at han vil betale markgrevinde Agnes af Baden en livslang morgengave i form af et årligt beløb på 400 rhinske gylden.For dette vidnesbyrd garanterer hertug Adolf af Slesvig.

Hertug Gerhard af Slesvig og markgrevinde Agnes af Baden udsteder vidnesbyrd om, at de giver afkald på markgreve Jakob af Badens lande og markgrevskaber, hvorfor de aldrig mere kan have krav på dennes markgrevskaber, lande, folk eller gods.

Storfyrst Svidrigal af Litauen og Rusland spørger Paul v. Rusford, højmester for Den Tyske Orden, om denne står i et forbund med Sverige og Norge, eftersom Novgorod har til hensigt at stille sig fjendtlig mod disse riger.

Reces fra de preussiske stæders møde i Elbing.Heri meddeles det, at højmesteren for Den Tyske Orden i to år vil give lejde til alle, såvel dem, der har tjent hansestæderne, som dem, der har tjent i Danmark.

Paul v. Rusdorf, højmester for Den Tyske Orden, giver på anmodning af de slesvigske hertuger Adolf og Gerhard disses undersåtter frit lejde til at handle i Preussen.

Reces fra de preussiske stæders møde i Elbing. Heri omtales afsendelsen af et gesandtskab til kongen af Danmark fra hansestæderne med henblik på at drøfte hansestædernes privilegier. De preussiske stæder ønsker dog ikke at deltage i dette gesandtskab. Såfremt de preussiske stæders udsendinge ikke kan undgå at deltage, skal de drage med til kongen, dog således at hansestædernes udsendinge skal hjælpe de preussiske stæders udsendinge i de ærinder, som de preussiske stæders udsendinge måtte have befaling om.

Reces fra de preussiske stæders møde i Marienburg; det pålægges det sendebud, der skal sendes til Lübeck, at sørge for, at kongen af Danmark bliver rykket angående den skade, som er tilføjet preusserne.

Fremstilling fra hansestædernes møde i Marienburg af de overgreb, som sker mod hansekøbmændene i Flandern, Holland, Zeeland, England og de tre riger, herunder særligt i Danmark. Med hensyn til overgrebene i Danmark anføres det, at hansestædernes gamle privilegier, især hvad vragretten angår, slet ikke overholdes.

Højmesteren for den Tyske Orden, Paul von Rusdorf, henvender sig til kong Erik i anledning af de klager vedrørende brud på hansestædernes privilegier i bl.a. Danmark, som udsendingene fra hansemødet har fremlagt for højmesteren. Højmesteren beder kong Erik om at hjælpe hansestæderne, således at deres privilegier bliver overholdt.

Rådet i Thorn erklærer over for rådet i Danzig, at de dokumenter, som Nikolaus Wrecht, rådsskriver i Danzig, har medbragt fra hansemødet i Lübeck og fra forhandlingerne i Danmark, bør fremlægges ved næste hansemøde.

Notits i Danzigs skadesfortegnelse om den skade, som i året 1434 er blevet tilføjet borgere fra Danzig af hr. Erik Krummediges mænd.

Højmesteren for den Tyske Orden, Paul von Rusdorf, besvarer brevet fra det svenske rigsråd af 9. juni 1435 (jf. og ), i hvilket de har givet udtryk for deres frygt for, at kong Erik vil overfalde dem under det forestående fredsmøde i Stockholm, eftersom Stockholm netop er blevet befæstet, og eftersom kong Erik nu er på vej til Stockholm med en stor styrke. Højmesteren meddeler, at hans egne udsendinge hos kong Erik netop er vendt tilbage, samt at kong Erik har haft udsendinge hos ham, og disse udsendinge har samstemmende erklæret, at kong Erik mener det godt med Sverige, og at kongen er indstillet på at opnå forlig med det svenske rigsråd, således at alle tvister mellem kongen og det svenske rigsråd kan bilægges. Endelig opfordrer højmesteren de svenske rigsråder til at forholde sig velvillige i sagen, således at det kan undgås, at landene og folkene synker ned i krig og fordærv.

Reces fra de preussiske stæders møde i Elbing; heri fastfættes det, at man skal udsætte sejladsen igennem Øresund, indtil højmesterens sendebud er kommet til Lübeck og dér har fået at vide, hvordan hansestæderne vil forholde sig i sagen.

De preussiske udsendinge Johann Sobbe, Heinrich Vorrath og Hildebrand Tannenberg fortæller højmesteren for Den Tyske Orden om deres forhandlinger i Lübeck, bl.a. vedrørende sejladsen gennem Øresund. Det meddeles indledningsvist, at udsendingene ikke har kunnet få svar på, hvorledes hansestæderne vil forholde sig med hensyn til sejladsen gennem Øresund, men derefter meddeles det, at Heinrich Vorrath på et senere tidspunkt egenhændigt har talt med hansestæderne om sejladsen gennem Øresund, og at han har sendt det svar, som han har fået fra hansestæderne, videre til rådet i Danzig.

Rådet i Danzig meddeler højmesteren for Den Tyske Orden, at kong Erik 7. af Pommern mundtligt har erklæret over for rådet i Danzig, at hansestæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar ved fredsforhandlingerne kun betingede sig selv toldfrihed i Øresund. Derimod betænkte de førnævnte hansestæder slet ikke de preussiske og livlandske stæder under forhandlingerne, hvorfor de sidstnævnte altså ikke blev optaget i aftalen imellem kong Erik og de førnævnte hansestæder.Endvidere har kong Erik erklæret, at det ikke stod til ham alene at give de preussiske og livlandske stæder toldfrihed uden rigsrådets samtykke. Dog har kong Erik erklæret, at han er villig til at forhandle med rigsrådet om toldfrihed, såfremt de preussiske og livlandske stæder sender deres udsendinge til Danmark.

Rådet i Danzig meddeler rådet i Lübeck, at hr. Peder Oxe netop har opkrævet Øresundstold af skibe fra Danzig, selvom rådet i Lübeck 23. august 1436 skriftligt har forsikret rådet i Danzig om, at det ved fredsforhandlingerne i Kalmar var blevet bestemt, at de preussiske og livlandske stæder skulle være indbefattet i Lübecks privilegier.Den af hr. Peder Oxe opkrævede told er nu blevet deponeret hos Jens Andersen, borgmester i Helsingør.Endvidere hævder kong Erik 7. af Pommern, at det er hans ret at opkræve Øresundtold af preussiske og livlandske skibe, da toldfriheden kun var betinget for skibe fra Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar.

Albrecht, romersk konge, bekræfter hertug Adolf i dennes fædrene arv, besiddelser, privilegier og værdigheder.

Den romerske konge Albrecht optager Adolf 8., hertug af Slesvig, i Lindormeordnen og sender ham det dertil hørende kors.Endvidere giver Albrecht Adolf bemyndigelse til at optage forskellige af hans riddere samt borgmestrene og en rådmand i Lübeck i Lindeormeordenen.