Hanseforbundets oldermænd, som befinder sig i Brugge, takker Lübecks borgmestre og råd for skriftligt at have oplyst dem om den fred, som er blevet indgået med kong Erik. Eftersom de skibe, som er ankommet fra Preussen, har måttet betale den nye Øresundstold til kong Erik, beder hanseforbundets oldermænd Lübeck om også at underrette de preussiske stæder om freden med kong Erik, idet den indeholder bestemmelser om, at hansekøbmændene skal nyde alle deres tidligere privilegier i de tre riger, således at de preussiske stæderne kan indrette sig derefter. Endvidere sonderes muligheden for en indgåelse af en fredstraktat med Holsten.

Heinrich Gripeshorn fortæller Lübeck, at overdragelsen af fredsbrevene har fundet sted. Gripeshorn beretter, at han imidlertid måtte vente otte dage, førend han kunne komme til at tale med kongens repræsentanter i København, hr. Esge (dvs. Esge Jensen (Brok) til Essendrup) og Mogens Gøye (dvs. Mogens Akselsen (Gøye) til Krenkerup), eftersom kong Erik allerede var rejst, da Gripeshorn ankom til København. Gripeshorn beretter i den forbindelse, at flere af seglene uheldigvis mangler på det store brev, hvormed utvivlsomt menes den kongelige udfærdigelse af Vordingborgfreden 17. eller 24. juli 1435 (). Hr. Esge har dog lovet at sende ham ærkebiskoppen af Lunds segl og Malmøs råds segl. Med hensyn til kong Eriks sejlads meddeler Gripeshorn, at kong Erik er sejlet afsted den 15. august med 62 skibe, herunder 5 skibe med forkastel, som imidlertid ikke var så store. Ombord på skibene var 1600 mand, gode såvel som onde. Da kong Erik kom omkring Falsterbo Rev, kom der en storm fra vest, således at kongen måtte blive i Kalmar i tre dage. Den 22. august sejlede han forbi Gotland med 43 skibe i to flåder, og han havde en stærk vind på skærene fra syd. Hvorledes det siden er gået ham, ved ingen i København. Der går mange rygter om, hvad der er sket, men Gripeshorn vil ikke skrive om dem, da de muligvis ikke er sande.

Esge Brok (dvs. Esge Jensen (Brok) til Essendrup), ridder, meddeler Heinrich Gripeshorn, som befinder sig i Falsterbo, at han har holdt et møde med hansekøbmændene hos rådet i Malmø, i hvilket hr. Aksel Pedersen (dvs. Aksel Pedersen (Thott)) og Mogens Gøye (dvs. Mogens Akselsen (Gøye) til Krenkerup) også deltog. Købmændene vil ikke holde møde om fogederne i Falsterbo og Skanør, men vil dog overveje sagen og give deres svar til de af kongens embedsmænd, som bliver tilbage i Malmø. Endvidere meddeler Brok, at han gerne vil hjælpe den skipper, som Gripeshorn har sendt til ham, i sagen vedrørende et skib, som er blevet beslaglagt i København, således at han kan få en ende på det. Endvidere beder Brok Gripeshorn sørge for, at Lübeck ikke undlader at sende udsendinge til Sverige. Endelig opfordrer Brok Gripeshorn til selv at deltage i fredsmødet i Sverige, eftersom Gripeshorn kender folkene og situationen godt.

Hertug Adolf af Slesvig stadfæster byen Itzehoes privilegier.

Heinrich Gripeshorn skriver til Heinrich Rapesulver om sit ophold i Danmark. Gripeshorn beder Rapesulver om over for rådet i Lübeck at undskylde på hans vegne, at han ikke har sendt dem flere nyheder. Det skyldes for det første, at han måtte ligge seks dage i København, inden han kunne komme derover, og for det andet, at skibene var sejlet med nordenvinden, da han endelig kom derover. Gripeshorn meddeler desuden, at han i sit brev til rådet i Lübeck af 1. september 1435 () kun har skrevet sandfærdige nyheder. Der går mange rygter om, hvad der er sket med kong Erik, men Gripeshorn vil ikke videregive dem, da de ikke kan bekræftes. Gripeshorn meddeler endvidere Rapesulver, at han vil skrive, så snart han har erfaret noget mere, men Gripeshorn formoder, at der er noget galt, eftersom der ikke kommer nogen sandfærdige nyheder fra Sverige. Endvidere meddeler Gripeshorn Rapesulver, at han medsender et brev fra hr. Esge (dvs. Esge Jensen (Brok) til Essendrup) (), og i samme forbindelse gør han opmærksom på, at det danske rigsråd ønsker og begærer, at rådet i Lübeck sender udsendinge til fredsmødet i Sverige. Endelig meddeler Gripeshorn Rapesulver, at de ikke har nogen sild.

Kong Erik 7. af Pommern takker højmesteren for den Tyske Orden, Paul von Rusdorf, fordi han har sendt komturen af Althaus til mødet i Stockholm. Komturen har medvirket til, at der kunne opnås et forlig mellem kong Erik og kongens undersåtter.

Amtmand Bartram v. Bokwold ovedrager selvejerbønderne i Ramsted (Svavsted sogn) en betaling på fire mark årlig rente.

Lyder Luchow erklærer, at Anders Iversen (Rosenkrantz) har indløst det gods i Satrupholm i Satrup sogn, som Anders Iversens svigerfar Claus Krumkop havde pantsat til Lyder Luchow for 100 lybske mark.

Hertug Adolf af Slesvig overlader Hinrik Bordenow og hans hustru Kerstine den livsvarige besiddelse af en ejendom på Langenæs ved Gottorp.

Instruktion medgivet Heinrich Vorrath, borgmester i Danzig, som udsending til Lübeck og Flandern. I instruktionen berøres flere forhold i Danmark. Bl.a. skal Vorrath tale med hansestæderne om de hindringer, som folk fra Malmø sætter i vejen for folk fra Danzig på grund af sagen om hr. Bertolt Burammer. Endvidere skal Vorrath tale med hansestæderne om den told, som Peder Oxe tager i Øresund. Desuden skal Vorrath tale med hansestæderne og de andre stæder om sejladsen igennem Øresund (se hertil ). Desuden skal Vorrath afklare, om hansestæderne vil sende udsendinge til kong Erik til sankthans, sådan som det er blevet aftalt i fredsaftalen indgået mellem kong Erik og stæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar den 17. juli 1435 (se og ). Endelig skal Vorrath i Lübeck indskærpe over for hansestæderne, at sildetønderne på Skånemarkedet har de korrekte mål, og at sildene bliver pakket korrekt, eftersom det har vist sig, at sildene fra Skånemarkedet har været for små, og at de er blevet pakket dårligt.

Danzig beder udsendingen Heinrich Vorrath, borgmester i Danzig, om at give Danzig selv og de livlandske stæder besked, så snart sejladsen igennem Øresund bliver frigivet, således at der ikke opstår skader eller klager.

Rådet i Danzig skriver til rådet i Reval for at få at vide, hvorledes Reval vil forholde sig til sejladsen igennem Øresund.

Engelbrekt Engelbrektsson, Nils Stensson og Gustav Larsson beder Danzig og de preussiske stæder om hjælp mod kong Erik 7. af Pommern, som ifølge dem har brudt det indgåede forlig. Desuden meddeles det, at kong Erik benytter sig af sørøvere og fetaljebrødre til stor skade for både svenskere og hansekøbmænd. Det meddeles i den forbindelse, at svenskerne vil sende folk efter sørøverne og fetaljebrødrene, og når de bliver fanget, vil de blive kastet over bord. Brevets udstedere forlanger, at Danzig og de preussiske stæder gør det samme. Desuden meddeles det, at nordmændene har indgået et forbund med svenskerne mod kong Erik, samt at svenskerne og nordmændene ønsker at indgå et forbund med hansestæderne, til hvilket de behøver hjælp fra Danzig og de preussiske stæder.

Rådet i Danzig meddeler rådet i Reval, at Den Tyske Ordens højmester har ophævet forbuddet mod sejlads igennem Øresund.

Rådet i Danzig meddeler rådet i Riga, at Den Tyske Ordens højmester har ophævet forbuddet mod sejlads igennem Øresund.

Rådet i Danzig meddeler rådet i Reval, at Den Tyske Ordens højmester har ophævet forbuddet mod sejlads igennem Øresund.

Danzig beder Lübeck om at give besked om, hvad hansestæderne har aftalt med kong Erik 7. af Pommern vedrørende Øresundstolden, idet Danzigs egen udsending, Heinrich Vorrath, grundet tidsmangel ikke har kunnet skrive til Danzig om den sag.Danzig er særligt interesseret i at vide, om man skal fortsætte med at betale Øresundstold eller ej, således at de kan underrette de folk fra Danzig, som sejler igennem Øresund, om, hvordan de skal forholde sig.Endvidere ønsker Danzig at vide, hvorledes folkene fra Lübeck, som sejler igennem Øresund, forholder sig, og hvilken instruktion Lübeck har givet dem med hensyn til betaling af Øresundstolden, således at Danzig kan give den samme instruktion videre til folkene fra Danzig, som sejler igennem Øresund.Endelig ønsker Danzig at vide, hvorledes man skal forsvare sig, såfremt hr. Peder Oxe (høvedsmand på Krogen og Helsingborg) fortsætter med at opkræve Øresundtold, således at Lübeck og Danzig kan optræde i overensstemmelse med hinanden i sagen.

Lübeck meddeler Danzig, at alle hansestædernes - og således også Danzigs - privilegier er blevet stadfæstet ved freden med kong Erik 7. af Pommern af 17. juli 1435 ( og ).Lübeck meddeler derfor, at de ikke selv har i sinde at betale Øresundstold, da de i henhold til deres privilegier ikke er forpligtet til det, og de råder således Danzig til heller ikke at betale Øresundstold. Endelig meddeler Lübeck, at de giver de folk fra Lübeck, som sejler igennem Øresund, instruktion om, at de skal henvise til deres privilegier, hvis Peder Oxe (høvedsmand på Krogen og Helsingborg) i strid med fredsaftalen fortsætter med at opkræve Øresundstold.

Danzig besvarer en skrivelse fra udsendingen Heinrich Vorrath, som befinder sig i Brugge, i hvilken han har frarådet at lade skibe sejle igennem Øresund.Danzig meddeler, at problemet har løst sig selv, eftersom der hverken i Danzig eller i Livland er skippere, som påtænker at sejle igennem Øresund, bortset fra to skibe, som skal til Skotland. Skipperne på disse to skibe er imidlertid endnu ikke blevet enige om, hvornår de skal sejle, og Danzig ved det derfor heller ikke.Danzig meddeler desuden, at de ikke desto mindre vil sende Vorraths henstilling om ikke at lade skibe sejle igennem Øresund videre til Riga og Reval.

Hertug Adolf af Slesvig tilstår Junge Leve i Frisland og hans mandlige efterkommere at besidde og bruge deres gods og ejendomme ligesom andre frie mænd i hertugdømmet Slesvig.

Hertug Adolf af Slesvigs gavebrev til Junge Leve på ni pund engelsk om året, som han skal have af sognet Morsum i Strand, så længe han lever.

Forlig mæglet af kong Erik 7. af Pommern mellem hertug Bugislav af Pommern og biskoppen og domkapitlet i Cammin.

Adolf 8., hertug af Slesvig, tilstår sin tømrermester Bernd v. Stocken seks mark årlig rente af Kropp sogns afgifter.

Under henvisning til et brev, som Danzigs udsending Heinrich Vorrath i Brugge har sendt til Danzig indeholdende oplysninger om krigen mellem England og Burgund, advarer Danzig Reval mod at sejle igennem Øresund, eftersom englænderne har i sinde at lægge skibe ud ved Jyllands nordkyst ud for Skagen for at skade hansekøbmændene.

Reces fra mødet i Vadstena 3. juni 1436, hvor udsendingene fra de fire hansestæder Lübeck, Hamburg, Wismar og Lüneburg, nemlig Timme Hadewerk, rådmand i Lübeck, og Peter Wilde, borgmester i Wismar, mægler et forlig mellem kong Erik 7. af Pommerns sendebud hr. Morten Jensen (Gyrsting), ridder, og Hans Krøpelin, væbner, på vegne af kongen på den ene side og det svenske rigsråd på den anden side. I forliget aftales en fred mellem kong Erik og det svenske rigsråd, som skal vare 14 dage fra brevets udstedelsestidspunkt.Endvidere fastsættes et nyt møde med voldgift, som skal afholdes i Kalmar 15. juli 1436. I den forbindelse aftales det, at fire af kong Eriks mænd og fire svenske rigsråder under alle omstændigheder skal komme til Kalmar til det aftalte møde med beføjelse til at udskyde mødet, såfremt enten kong Erik eller det svenske rigsråd er lovligt forhindret i at komme til mødet.Endvidere aftales det, at de folk, som befinder sig på kong Eriks slotte skal forsynes med frisk mad og alt, hvad de ellers måtte have behov for til livets opretholdelse.Endvidere aftales det, at der fra brevets udstedelsestidspunkt og frem hverken må bygges mere foran slottene eller på slottene.Endelig aftales det, at hhv. kong Eriks sendebud og det svenske rigsråd skal gøre alt, hvad de kan, for at de tilfangetagne på begge sider kan få midlertidig løsladelse indtil det aftalte møde i Kalmar.

Kong Erik 7. af Pommern giver frit lejde til de rådsudsendinge, som de fire hansestæder Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar vil sende til mødet i København, og til de personer, som rådsudsendingene vil medbringe til mødet. Det frie lejde skal gælde både til lands og til vands, til og fra mødet, samt mens rådsudsendingene er i København hos kongen.

Det svenske rigsråd meddeler Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar, at mødet i Kalmar er bestemt til den 15. juli, samt at det svenske rigsråd håber, at det svenske rige på dette møde vil få sine privilegier tilbage. Endelig beder det svenske rigsråd hansestæderne om at sikre, at det frie lejde, som er blevet givet til det svenske rigsråds udsendinge, vil blive overholdt.

Danzigs udsending Heinrich Vorrath meddeler Danzig, at hansestæderne vil sende udsendinge til mødet med kong Erik i København.

Indberetning fra de hanseatiske udsendinge vedrørende forhandlingerne med kong Erik 7. af Pommern i København, hvor også herren af Barth og herren af Pommern deltog sammen med deres råd, og vedrørende forhandlingerne mellem kong Erik og svenskerne i Kalmar.Det meddeles, at udsendingene sejlede ud af Trave 1. juli, og at de ankom til København 3. juli, hvor de blev venligt modtaget af kong Erik. Efter tre uger i København, hvor udsendingene forhandlede med kong Erik om fredsbrud og om Rostock, sejlede de videre mod Kalmar, hvortil de ankom 24. juli. I Kalmar blev de modtaget af kong Erik, svenskerne og de andre herrer. De hanseatiske udsendinge var imidlertid kun interesserede i at optræde som voldgiftsmænd i sagen mellem kong Erik og svenskerne, såfremt kong Erik ville overholde de løfter vedrørende tolden ved Krogen (dvs. Øresundstolden) og Rostock, som han havde givet hansestæderne, hvortil kong Erik højtideligt erklærede, at han ville holde alt, hvad han havde lovet hansestæderne.Endvidere meddeles det, at svenskerne bad kong Erik om, at han måtte tage dem til nåde, og at de erklærede, at de ville have kong Erik som konge, og at de ikke ønskede en retssag med kongen, hvorpå kongen svarede, at svenskerne skulle bestemme, hvorledes deres venskabelige aftale med ham skulle se ud. Derefter udfærdigede svenskerne en skrivelse om, at riget Sverige var blevet påført stor skade grundet dårlig regeringsførelse, og at de derfor ønskede, at kong Erik lod det svenske rige være ved sin lovbog, sine skriftlige rettigheder, sine privilegier og sine gode, gamle sædvaner, sådan som kongen havde lovet dem. Hertil svarede kong Erik både mundtligt og skriftligt, at han aldrig havde gjort svenskerne uret eller fortræd eller påført dem vold, men at han derimod havde vist dem ære, godhed og velvilje. Det meddeles i den forbindelse, at der således gik megen tid med den slags skrivelser og taler, som dog ikke førte til noget frugtbart. Derfor sagde hr. Erik Krummedige på vegne af voldgiftsmændene til kong Erik og svenskerne, at de nu havde udfærdiget skriftlige klager og skriftlige modsvar, men at de endnu ikke havde udfærdiget en tekst, som kunne bruges som aftale imellem dem, og derfor ville voldgiftsmændene skriftligt udfærdige en venskabelig aftale, som kunne være begge parter til behag, og ligeledes skulle hver part inden for en bestemt periode udfærdige sine klager mod den anden part, eftersom voldgiftsmændene efter klager og svar ville udsige, hvad der var ret, såfremt parterne alligevel ikke kunne finde behag i den af voldgiftsmændene udfærdigede venskabelige aftale, eftersom den nuværende situation var til skade for alle. Derpå gav begge parter deres skriftlige klager til voldgiftsmændene, men svenskerne sagde, at de ikke havde forventet en retssag, og at de heller ikke havde forstået det sådan ved mødet i Vadstena, hvorfor de på nuværende tidspunkt ikke kunne nævne alle de nødvendige artikler, fordi de ikke havde fået dem med til mødet i Kalmar. Derpå gik voldgiftsmændene op på slottet til kong Erik for at bevæge ham til at modtage svenskernes venskab, for de kunne alle fornemme, at en retssag imellem kong Erik og svenskerne hverken ville føre til venskab, enighed eller fred imellem dem. Derefter svarede kong Erik på det, som svenskerne havde skrevet om, at han skulle besætte landet og slottene med svenske folk og ikke med udenlandske folk, at han ikke ville have den evige skam hængende over sig, at alle skulle sige om ham, at han havde accepteret, at danskere, tyskere og nordmænd, som svenskerne altså anså for at være udlændinge, skulle fordrives fra riget, eftersom han ikke havde modtaget riget fra Margrethe på den måde, og derfor skulle man fratage ham det med ret. Derpå havde kong Erik, Erik Krummedige og Heinrich Rapesülver en længere diskussion, og til sidst sagde Heinrich Rapesülver, at hvis kongen kun ville følge sit eget hoved, og det så kom til en krig mellem kongen og svenskerne, og kongen så alligevel ikke kunne få sin vilje, så ville kongen være evigt forbandet, men hvis kongen ville følge sit råds råd, og hvis rådet så gav ham et dårligt råd, så ville rådet og ikke kongen være forbandet. Derfor lod kong Erik alle de danske folk kalde op på slottet for at høre, om de ville råde ham til at acceptere svenskernes krav, og derefter blev også svenskerne og hansestædernes udsendinge kaldt op på slottet. Her takkede svenskerne kong Eriks råd og hansestæderne for alt, hvad de havde opnået, og formanede rigsrådet om, at de alle måtte blive sammen som brødre, og at de hver især ville respektere hinandens rettigheder, privilegier og gode, gamle sædvaner. Dertil svarede Heinrich Rapesülver med det samme, at det var hansestædernes ønske, at de, eftersom de havde hjulpet til med at få en aftale i stand mellem kong Erik og svenskerne, gerne ville betragtes som søstre, således at hansestædernes privilegier og gode, gamle sædvaner også ville blive overholdt. Dertil svarede Erik Krummedige, at alt, hvad man havde lovet hansestæderne, ville blive overholdt.Derefter blev det den 23. august aftalt, at man skulle bringe kong Erik og svenskerne sammen, således at svenskerne kunne falde på knæ for kongen og bede om at blive taget til nåde. Derfor lod kongen samme dag alle folk samle på markedet, idet han lod alle klokkerne ringe. Derefter gik kong Erik sammen med herren fra Pommern og voldgiftsmændene, således at de stod i en kreds, og deromkring stod alle folk. Derefter kom svenskerne og faldt på knæ for kongen og bad om, at han måtte tage dem til nåde. Da ville kongen rejse dem op med sine hænder, men de ville ikke stille sig op. Derfor satte kongen sig selv ned på knæ og rejste dem op på den måde. På grund af denne ydmyge handling begyndte mange af de omkringstående at græde. Derefter bad kong Erik svenskerne om, at de for Guds skyld måtte tilgive ham, såfremt han havde handlet ilde mod dem, og derefter gik kongen sammen med sit råd og svenskerne op til rådhuset for at fuldbyrde venskabet.

Rügenboen Hinrik Thechedarghe erklærer at have købt en mølle på Rügen af biskoppen og domkapitlet i Roskilde for 100 stralsundske mark.

Kong Erik 7. af Pommern giver frit lejde til de rådsudsendinge, som de fire hansestæder Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar vil sende med til Kalmar.

Voldgiftsmændenes forslag til et forlig mellem kong Erik 7. af Pommern og svenskerne ved mødet i Kalmar juli-august 1436. Voldgiftsmændene meddeler indledningsvis, at de håber, at striden mellem kong Erik og de gode folk fra Sverige kan bilægges ved et venskabeligt forlig og altså uden en retssag, idet redeligt venskab er nyttigere i sådanne sager end ret.Forligsforslaget har følgende punkter:1) Svenskerne skal til at begynde med uden tøven, frit og uden retskrav levere alt det, som de har erobret i Lunds stift, og alt det, som tilhører Danmark, tilbage til kongen. Desuden skal svenskerne tage kong Erik tilbage som konge og anerkende ham som deres fuldmægtige konge, så længe han lever, således at han kan have og nyde al kongelig ret. Desuden skal de frit og uden retskrav levere alle de byer og slotte, som tilhører kronen, tilbage til kongen, og de skal igen erklære ham troskab. Endvidere skal de gøre knæfald for kongen under overværelse af alle de her i Kalmar tilstedeværende fyrster, herrer og gode folk, således at kongen for Guds skyld og efter alle fyrsterne og herrernes ønske nådigt kan tilgive dem, tage dem i sin tjeneste igen samt give dem forladelse for alle de skader og den uvilje, som er opstået i striden mellem ham og svenskerne. Dog skal man efter kongens og hans råds råd genopbygge og forbedre de af kongens slotte og gårde, som er blevet brændt af og tilintetgjort, og svenskerne skal sørge for, at genopbygningen af disse slotte og gårde ikke kun kommer til at ligge kronen til last. Til gengæld skal kongen lade svenskerne nyde deres skriftlige ret og alle deres privilegier og friheder af både gejstlig og verdslig art.2) Hvis en person, hvad enten det er en mand eller en kvinde, er blevet frataget gods med magt, det være sig liggende arvegods eller jordegods, både i form af pantegods eller arvegods, så skal dette gods leveres tilbage til vedkommende frit og uden retskrav. Hvis nogen uden rigets eller rigets råds tilladelse har gjort skade på eller har haft indtægter af sådant gods, så skal den person, som er blevet frataget godset med magt, have kompensation herfor.3) Hvis kongen stadig har krav mod nogen grundet bestemte handlinger eller sager, f.eks. vedrørende ansvar eller andet, og hvis dette angår hele riget, så skal kongen bilægge en sådan strid ved et venskabeligt forlig.4) Med hensyn til svenskernes krav om fjernelse af told, om forbud mod mønt og mod at føre sølv ud af landet, om at nedsætte skatter, om at indkræve skat i varer og ikke i rede penge og endelig om fogedernes ansvar kan voldgiftsmændene ikke komme med en afgørelse. Derimod overlader voldgiftsmændene det til kongen, rigets råd og rigets indbyggere at afgøre disse sager.5) Med hensyn til drost- og marskembederne, kronens indtægter og skatkammer, de breve og klenodier, som efter svenskernes ønske skal føres tilbage til riget, Stockholms privilegier og de personer, som har virket i rigets tjeneste, og som i den forbindelse er blevet påført skade, siger voldgiftsmændene, at den drost og den marsk, som nu er blevet valgt, skal forblive ved den magt, som det tilkommer dem at have, og de skal styrke og understøtte kongemagtens og rigets ret, og kongen skal bede rigets indbyggere om at være lydige mod ham, sådan som det er ret. Om kronens indtægter og skatkammer, breve og klenodier siger voldgiftsmændene, at kongen har lov til at medbringe sine indtægter, hvorhen han vil til de tre rigers behov, fra det ene rige til det andet, hvis han altså skal være konge over alle tre riger, og han må placere skatkammeret, hvorend han vil, således at han kan tjene i alle tre riger, hvor der først og fremmest måtte være behov for det, og klenodierne skal tjene alle tre riger, hvorfor han har lov til at have klenodierne, hvorend han vil, eftersom han er konge over alle tre riger. Med hensyn til Stockholms privilegier og med hensyn til de personer, som, idet de har optrådt i rigets tjeneste, har givet privilegier til Stockholm efter deres forgodtbefindende, siger voldgiftsmændene, at det ikke er ret, idet rigets mænd ikke har nogen som helst magt til at give privilegier uden kongens tilladelse. Såfremt Stockholm nu vil have nye privilegier, hvis de altså har mistet deres gamle, så skal de have tildelt privilegierne efter rigets indbyggeres og rigets råds råd og med kongens tilladelse, ganske som det er tilfældet med alle andre købsteder i riget, således at privilegierne ikke kommer til at ligge kronen til last. Endelig råder voldgiftsmændene kongen til at få et venskabeligt forlig i stand med alle de personer, som har misbrugt deres magt i Sverige, selvom de har uret, eftersom det er bedre at bilægge striden ved et forlig end at afslutte striden ved blodsudgydelse. Ligeledes er det ifølge voldgiftsmændene mere nyttigt at indgå et venskabeligt forlig end at forsøge at afslutte striden ved en retssag, idet det venskabelige forlig vil føre til større fred og fordragelighed end en retssag.6) Med hensyn til kongens arv i Sverige skal svenskerne unde og tilstå ham alt, hvad han rettelig kan arve, således som det er beskrevet i loven, det være sig gods, som dronning Margrete købte, pantsatte eller indløste, eller gods, som kongen selv har købt, pantsat eller indløst eller nu køber, pantsætter eller indløser, således at de under ham dette gods i overensstemmelse med loven, dvs. efter fremlæggelse af kongens beviser og krav på godset og efter svenskernes svar herpå.7) Alle førskrevne punkter skal godkendes skriftligt af begge parter, inden forliget kan træde i kraft. Såfremt parterne ønsker at drøfte nogle af artiklerne med hinanden i venskabelighed, vil voldgiftsmændene ikke modsætte sig dette.

Kong Erik 7. af Pommerns klage mod svenskerne. Klagen har følgende punkter:1) I al den tid kong Erik har været svenskernes konge, har han ikke påført dem vold på deres liv eller gods. Derimod har svenskerne frarøvet kongen hans lande og slotte med vold, og svenskerne har brændt kongens og kongens folks ejendom af eller ødelagt den, hvilket kongen kan bevise. Dette er sket uden kongens skyld, og uden at det er blevet indbragt for retten. Alt dette har svenskerne gjort, selvom der den 14. oktober 1435 var blevet indgået et forlig mellem kong Erik og svenskerne i Stockholm (se ), og selvom de dér på ny havde hyldet ham som konge og sværget ham troskab.2) Kong Erik har udnævnt en drost og en marsk for Sverige efter svenskernes ønske, selvom det ikke er et krav ifølge svensk lov, og han har vist svenskerne stor kærlighed, hvilket heller ikke er et krav ifølge svensk lov.3) Svenskerne skrev i et brev til kong Erik, at han skulle komme til Sverige til fastelavn for at yde dem godtgørelse på baggrund af deres fordringer mod ham. Dette brev fik kong Erik imidlertid først den 1. februar, altså 14 dage inden fastelavn, hvorfor han dårligt kunne nå at rejse til Sverige. Ej heller havde de i brevet angivet et sted, hvor han kunne finde dem. Tre eller fire dage efter svenskerne havde skrevet brevet, red de til Stockholm med våben i hånd, og dér tvang de borgmestrene ud af byen og fangede dem, bandt dem og slog dem, og de erobrede byen og belejrede slottet, inden kong Erik modtog brevet fra svenskerne. I det samme brev meddelte svenskerne, at de ville opsige kongen troskab og mandskab, såfremt han ikke kom til Sverige til fastelavn.4) Svenskerne har frarøvet kongens tjenere, dvs. gode mænd og kvinder, såvel danske, tyske, norske som svenske, som bor i Danmark, og som har gods i Sverige, eller som bor i Sverige og har gods dér, alt, hvad de ejer. Og hverken kirken eller klostrene kunne hjælpe dem. Dette er særligt gået ud over Ida Königsmark, af hvem svenskerne krævede 600 mark for et len, som de ikke havde ret til at give hende.5) Svenskerne er draget til Danmark, hvor de har erobret slotte, byer og land. Dette er hverken sket med ret eller med ære.6) De svenske biskopper har forlenet kongens kirkelen, som det imidlertid kun tilkommer kongen at forlene.7) Kong Erik har overdraget sit slot Kastelholm til Erik Puke, for at han straks skulle overdrage det til Karl Knutsson (Bonde), når han kom dertil på vegne af kongen. Da Karl Knutsson (Bonde) kom og krævede slottet, fangede Erik Puke ham og hans tjenere og smed dem i slottets fangetårn og frarøvede dem alt, hvad de havde. Derfor har Erik Puke stadig Kastelholm, og på samme måde har han frarøvet kong Erik Tälje hus.8) Da Nils Stensson (Nat og Dag) kom til kong Erik i Kalmar og højtideligt bad om tilgivelse, spurgte kongen ham, om han ville gøre mere imod kongen, og om han på et eller andet tidspunkt igen ville bemægtige sig Kalmar len eller befæste Kläckeberg kirke. Da sagde Nils Stensson, at han aldrig igen ville handle imod kongen, og han aflagde ed derpå. Så forlenede kong Erik Nils Stensson med gården Tume og de len, som hørte dertil, men så snart kong Erik var draget af sted, bemægtigede Nils Stensson sig Kalmar len og befæstede Kläckeberg kirke, og han erobrede desuden Brømsehus, som hører til Danmark.9) Inden for den fred, som blev indgået i Vadstena, er kong Eriks slotte Axevalla og Elfsborg blevet belejret af svenskerne med stor skade og mange døde og sårede til følge. Desuden er kong Eriks slot Raseborg blevet frarøvet kongen.10) Broder Svensson (Tjurhuvud) svor troskab til kong Erik, da kongen lovede ham land og len, men han har handlet imod kongen, og han har skæmtet med, at svenskerne rejste til Danmark og dér erobrede land og slotte.

Svenskernes klage mod Kong Erik 7. af Pommern. Klagen har følgende punkter:1) Det svenske riges råd og mandskab har i mange år klaget over den uret og de overgreb, som uretfærdige fogeder udsatte dem og hele det svenske samfund for under konflikten mellem Jens Eriksen og Engelbrekt Engelbrektsson. Da det svenske samfund erkendte, at det ikke ville blive bedre, og at svenskerne ikke ville få hjælp fra kongen, idet han hele tiden var ude af landet, eller fra det svenske rigsråd, idet det ikke havde magt til at hjælpe svenskerne, besluttede de sig for at opsige kongen råd og mandskab. Imidlertid erklærede svenskerne derefter på et møde i Stockholm igen kongen troskab og mandskab på den betingelse, at Sveriges indbyggere skulle have deres lov og ret samt deres privilegier og friheder tilbage. Dog skulle de tre slotte Stockholm, Nyköping og Kalmar være undtaget herfor, idet kongen skulle have dem. På disse slotte kunne kongen indsætte danskere eller nordmænd. Alle andre slotte skulle leveres tilbage til svenskerne efter det svenske rigsråds råd. Denne aftale blev imidlertid brudt af kongen, eftersom slottene ikke blev leveret tilbage til svenskerne. Dette indklagede svenskerne første gang for de 12 voldgiftsmænd, anden gang for danskerne og tredje gang for kongen selv.2) Da kongen rejste til Danmark, blev det svenske samfund skændet og udsat for røveri, som om det havde været i fjendeland. Land og slotte blev overdraget til udenlandske folk - både mænd og kvinder. Bl.a. blev svenske adelsfolk gjort til underfogeder af danskerne, hvis svenskerne krævede noget af deres gods.3) Kongen sagde også, at han ikke længere ville være svenskernes ja-herre. På denne og lignende måder brød kongen aftalen med svenskerne. Derfor mente svenskerne heller ikke, at de var forpligtede til at overholde aftalen, hvorfor de drog ind i Stockholm og belejrede de andre slotte.4) Hvad angår de slotte og gårde, som skulle være blevet ødelagt eller brændt af, så er både land og folk bekendt med den uret og skade, som Jens Eriksen og hans embedsmænd har udsat folkene i Dalarna for. Denne uret har de ofte klaget over til kongen, men der er aldrig sket dem nogen ret.5) Det svenske rigsråd og borgerne i Västerås bad skriftligt kongen om at sende Jens Eriksen væk fra Västerås slot, således at yderligere konflikt kunne undgås, men dertil svarede kongen, at det ikke var ham muligt. Til sidst erobrede borgerne i Västerås og Engelbrektsson Västerås slot, men lige meget nyttede det, hvorfor de måtte drage bort fra Västerås slot igen. Derefter rejste det svenske rigsråd til København, hvor de fandt kongen og Jens Eriksen. Her gjorde de svenske rigsråder knæfald for kongen og bad ham indtrængende om at rejse til Sverige for at høre, hvem der var skyld i rigets fordærv. Dertil svarede kongen, at det ville han overveje.6) Når det er blevet skrevet, at svenskerne aldrig har klaget, så vil svenskerne nu lade det være op til voldgiftsmændene at afgøre, om det er rigtigt, for voldgiftsmændene ved selv, om de har givet svenskernes klage videre til kongen. Under alle omstændigheder affattede svenskerne en skriftlig klage i Stockholm for to år siden.7) Med hensyn til Stockholm drog svenskerne dertil, fordi de ville tilskynde kong Erik og de andre tilstedeværende garanter til at handle i sagen. Da svenskerne nåede hen til byen, gav kong Erik besked om at lukke porten og om at beskyde svenskerne med armbrøster og bøsser. Derved blev mange mænd og heste såret, og eftersom kongen på den måde afviste svenskerne, kunne de regne ud, at kongen holdt slottet til skade for det svenske rige, og at han i hemmelighed havde fået overdraget slottet, uden at nogen fra det svenske rigsråd havde fået besked om det. Derfor kom medlemmerne af det svenske rigsråd til byen, idet de mente, at de allerede havde klaget over kongen, inden han påførte svenskerne skade.8) Med hensyn til tyskere, danskere eller nordmænd og i særdeleshed med hensyn til fru Ida Königsmark skal de personer, som har taget godset, svare.9) Med hensyn til det, som Engelbrektsson har gjort i Danmark, skal man først finde ud af, hvem der rettelig skal svare, og så skal vedkommende svare, som det sig hør og bør.10) Med hensyn til de biskopper, som har forlenet kongens len, skal enhver svare for sig selv, og Erik Puke skal svare vedrørende Kastelholm og Tälje hus.11) Med hensyn til Nils Stensson befinder han sig nu så tæt på Kalmar, at han selv kan svare, når han har fået sikkerhed, som det sig hør og bør.12) Med hensyn til Axevalla, Elfsborg og Raseborg kender svenskerne intet til de sager, og de håber, at det ikke er rigtigt, hvad kongen skriver. Men hvis der er sket noget, så vil svenskerne opfordre til, at retten kan gå sin gang, sådan som det sig hør og bør.

De danske rigsråders beretning til kong Erik 7. af Pommern om deres forhandlinger med svenskerne og danskerne. Beretningen har følgende punkter:1) Efter at det danske rigsråd på kong Eriks opfordring holdt et møde med de andre danskere i Kalmar, hvor de blev enige om, hvad de skulle råde kongen til, samlede det danske rigsråd igen så mange af danskerne, som de kunne, og således samlet holdt de et møde med svenskerne i Kalmar. På dette møde erklærede de danske rigsråder, at de - sådan som det også tidligere var blevet sagt og skrevet mellem dem og svenskerne - til evig tid skulle forblive sammen under én konge, dog således at hvert rige skulle forblive ved sin egen ret, således som det havde været praksis blandt deres forældre og forfædre i de tre riger. Endvidere erklærede de danske rigsråder, at de ville opfordre kongen til at tage svenskerne til nåde og til at fortsætte med at være deres konge, så længe han lever. Svenskerne begærer ikke andet i den forbindelse, end at kongen lader dem nyde deres beskrevne ret, deres friheder og privilegier og gode, gamle sædvaner. Endvidere vil svenskerne se bort fra alt, hvad der indtil nu ikke er blevet overholdt af deres beskrevne ret, deres friheder og privilegier og gode, gamle sædvaner, og de begærer og beder højtideligt om, at kong Erik ligeledes vil se bort fra al den skade og uvilje, som er opstået indtil nu grundet disse sager.2) Svenskerne sagde til de danske rigsråder, at de havde hørt, at man fejlagtigt sagde om dem, at de ikke ville have tyske, danske eller andre udenlandske folk i Sverige. Til dette sagde svenskerne, at den, som havde eller fik arv eller pant i riget, altså fra én fribåren mand til en anden, selvfølgelig kunne blive i Sverige, og svenskerne ville understøtte og højagte vedkommende på enhver måde, som om han var en af deres egne indbyggere, hvad enten han var dansker eller fra et andet sted. Med kronens slotte og besiddelser i Sverige kan kongen imidlertid gøre, hvad han vil, således som det er beskrevet i svenskernes ret.3) Svenskerne sagde desuden om dem, som har mistet deres jordegods eller pant, at enhver skal have sit eget gods tilbage, og om dem, som i kongens tjeneste er blevet påført skade - hvad skade det end måtte være -, at der med kongens råd og hjælp skal ske dem ret.4) Svenskerne ønsker desuden at bevæge kongen til at have tillid til dem, når de nu beder om Guds og alle helgeners hjælp til, at de kan yde fuldkommen tro tjeneste mod kongen, så længe han lever.5) Skulle det desuden ske, at kongen ikke har tillid til svenskerne, så vil de yde garanti for, at de vil holde deres løfte om fuldkommen tro tjeneste til kongen.6) Afslutningsvis bad det danske rigsråd svenskerne om at fortælle, hvad de mente om sagen, således at det danske rigsråd kunne fortælle det videre til kongen, men svenskerne sagde hertil, at de ikke kunne sige noget, førend de havde hørt de danske rigsråders mening om sagen, og såfremt de derefter vidste bedre råd, ville de gerne sige deres mening om sagen.Her følger det danske rigsråds mening om sagen:7) Eftersom de danske rigsråders forældre og forfædre havde bundet riget sammen og svoret, at de ville forblive under én konge, dog således at hvert rige skulle forblive ved sin egen ret, og eftersom deres forældre og forfædre ikke havde haft en anden mening om sagen end den, at rigerne skulle forblive sammen, og at hvert rige skulle forblive ved sin egen ret, så har de danske rigsråder heller ingen anden mening om sagen end den, at hvert rige skal forblive ved sin egen ret, og at kongen skal råde og regere over hvert rige i henhold til det pågældende riges ret, og at kongen ikke skal overføre det ene riges ret til et andet. Såfremt deres forældre og forfædre havde haft en anden mening om sagen, så havde de sikkert på et tidligere tidspunkt foretaget de nødvendige ændringer. Endvidere forekommer det de danske rigsråder at være bedre, om kongen ville modtage svenskernes venskab og gode vilje, sådan som de ønsker af kongen, således at svenskerne kan modtage og have kongen som en fuldmægtig konge, så længe han lever, samt om kongen ville lade svenskerne nyde deres beskrevne ret, friheder og privilegier, således som det sig rettelig hør og bør, samt om kongen ville råde og regere over Sveriges land og rige efter svenskernes råd, sådan som det er beskrevet i deres ret, samt om kongen ville modtage venskab fra dem, sådan som de ønsker, således at kongen kan se bort fra og tilgive al den føromtalte skade og uvilje. I særdeleshed med hensyn til svenskernes ønske om, at enhver skal have sit eget gods tilbage, sådan som det er beskrevet i det foregående, nemlig med hensyn til jordegods og alt andet gods, som man måtte have mistet, eller med hensyn til den skade, som man i kongens tjeneste måtte være blevet påført, så vil svenskerne efter al deres formåen og med kongens hjælp hjælpe til, at enhver skal have kompensation for sit tabte eller beskadigede gods enten ved venskab eller ved retten. Hertil sagde de danske rigsråder, at de ikke vidste noget mere nyttigt, end at kongen har fuldkommen tillid til svenskerne og omvendt, samt at man ikke på en bedre måde kan komme til enighed og venskab, til en venskabelig fred og værdighed, til ro og mag for alle i alle tre riger, hvorfor det forekommer de danske rigsråder efter deres samvittighed og bedste overbevisning at være bedst, om kongen ville tage dette råd til sig, hvilket således også skal være det danske rigsråds råd og bøn til kongen. Imidlertid er det frem for alt op til Gud og kongen at afgøre, hvad kongen skal gøre, hvorfor de danske rigsråder kun kan råde kongen efter deres samvittighed.8) Det er også det danske rigsråds råd til kongen, at han må råde og regere i Danmark på samme måde, og at han ikke må lade riget blive stående i sådan fare og fordærv, som det nu er tilfældet. Endvidere er det det danske rigsråds råd til kongen, at han ikke må glemme Norge, således at han husker at sende embedsfolk og fogeder dertil, som det sig hør og bør, for at Norge kan komme til en bedre regering, end det efter det danske rigsråds opfattelse nu er tilfældet, særligt i betragtning af at der ikke er kommet nogen folk fra Norge til mødet i Kalmar. Således har de danske rigsråder nu gjort kongen opmærksom på Norge, for at det ikke skal være deres skyld, om Norge blev forsømt, såfremt Norge ikke blev omtalt. Ligeledes råder det danske rigsråd kongen til at overholde alt det, som er blevet aftalt med stæderne, og som kongen og det danske rigsråd på kongens vegne har erklæret at ville overholde, samt til at instruere alle kongens embedsmænd og fogeder i, at de ikke må handle imod det aftalte, samt at de skal have reddelig kompensation for alt, hvad der er sket dem, og i særdeleshed for det, som er sket dem, mens de var i kongens tjeneste.

Heinrich, prior i Skt. Nicolai Kloster i Visby, og David, guardian i Skt. Katharina Kloster i Visby, vidimerer kong Magnus af Sveriges brev af 17. juni 1352 (= Dipl. Dan. 3. rk. III nr. 561) vedrørende Visbys handelsprivilegier i Stockholm.

De lybske rådsudsendinge skriver til Lübeck om forligsforhandlingerne i Kalmar mellem kong Erik 7. af Pommern og svenskerne og meddeler, at hansestæderne er blevet fritaget for tolden ved Krogen. Derfor skal enhver skipper, som kommer fra en af de hansestæder, som privilegierne omfatter, fastgøre et flag med sin bys våben på en stage eller et spyd på skibet, når han sejler forbi Krogen, således at han har fri passage. Endvidere meddeler de, at kong Erik har lovet dem, at han vil føre sag mod Rostock, hvis byen ikke overholder det, som nu er blevet aftalt.

De hanseatiske rådsudsendinge meddeler rådet i Danzig, at de har fået et forlig i stand mellem kong Erik 7. af Pommern på den ene side og svenskerne på den anden side. I den forbindelse er det blevet aftalt, at hansestæderne skal være fritaget for Øresundstolden.

Krister Nilsson (Vasa), ridder, erklærer over for rådet i Lübeck, at han igennem Heinrich Rapesülver, borgmester i Lübeck, og Timme Hadewerk, rådmand i Lübeck, har fået fuld erstatning for det skib tilhørende ham selv, som lübeckerne erobrede ud for Lübeck, og som senere blev sænket ud for København.

Voldgiftsmændenes kendelse i striden mellem kong Erik 7. af Pommern og svenskerne. Heri erklæres al strid for ophævet. Endvidere erklæres det, at kongen er blevet antaget på ny i Sverige, idet han har forpligtet sig til at styre riget efter Sveriges lov.

Rådet i Danzig meddeler rådet i Riga, at de hanseatiske rådsudsendinge, som befinder sig i Kalmar, netop har meddelt rådet i Danzig, at der er blevet indgået et forlig imellem kong Erik 7. af Pommern på den ene side og svenskerne på den anden side. I den forbindelse er det blevet aftalt, at hansestæderne skal være fritaget for Øresundstolden.

Kong Erik 7. af Pommern tildeler borgerne i de pommerske stæder Stargard og Treptow et fed på Dragørmarkedet.

Rådet i Lübeck og rådsudsendingene fra Hamburg, Lüneburg og Wismar anmoder kong Erik 7. af Pommern om at indskærpe over for sine embedsmænd og fogeder i de tre riger, at de ikke må have forbindelse til folk fra Rostock, herunder det nye råd i byen.Rådet i Lübeck har nemlig fået nys om, at kong Eriks embedsmænd og fogeder har hjulpet folk fra Rostock med at drive handel i de tre riger, hvilket strider imod det løfte, som kong Erik afgav under forhandlingerne i Kalmar om ikke at tillade sine undersåtter at have forbindelse til folk fra Rostock.

Adolf 8., hertug af Slesvig, bekræfter Tønder købstads privilegier af 28. september 1386.

Borgmestre og råd i Rendsborg bevidner, at kæmnerne for Vor Frues kalende har to mark stående i Heinrich Oldeland Marquardsens hus, som ligger i Rendsborg.

Meddelelse til kong Erik 7. af Pommern om skåningernes ønsker. De er følgende:1) Skåningerne ønsker, at kong Erik skal hjælpe dem imod de folk, som i forklædning rider ind og ud af Skåne og plyndrer.2) Skåningerne ønsker, at kong Erik har fuldkommen tillid til dem samt holder dem for sine tro tjenere, hvilket de da også gerne vil være, så længe de lever. Endvidere håber skåningerne, at kong Erik er klar over, at de altid har tjent deres rette herre, og at de også vil gøre det fremover.3) Skåningerne ønsker, at kong Erik sørger for at beskytte dem mod deres fjender.4) Eftersom der nu går rygter om, at kong Erik vil gøre fremmede folk til herrer over Skåne, ønsker skåningerne, at kong Erik forhindrer netop dette, idet de ikke ønsker andre herrer end kong Erik.5) Eftersom kong Erik har overdraget slotsloven til sin farbrors søn, ønsker skåningerne, at kong Erik skal lade den blive hos den, som rigets mænd vælger som konge efter kong Eriks død. Endvidere skal kong Erik lade alle tre riger blive ved deres frie valg.6) Skåningerne ønsker, at kong Erik nu vil give dem fred, ro, ret og retfærdighed, eftersom de nu i lang tid kun har kendt til ufred og krig.7) Endelig ønsker skåningerne, at kong Erik skal bede hansestæderne og andre gode folk om at tage sagen på sig, således at der kan skabes et forlig imellem kongen og svenskerne.

Hr. Henrik Rixtorp, ridder og drost i Sønderjylland, bevidner, at hr. Otto Snafs, ridder, oplod og skødede landsbyen Nolde tilligemed sit gods i Stade, Perbøl og Gammelgab, samt sin ret i Stemmild mark til væbneren Lyder Gjordsen, der modtog skødningen på vegne af hertug Adolf af Slesvig.

Lars Povlsen Remsnider sælger en bod i Hollænderstræde i Dragør til Henrik Hern for 15 rhinske gylden.

Skrå for skomagerlavet i Flensborg, det såkaldte Sankt Jakobs gilde, givet af borgmestrene og rådet i Flensborg by.Skråen indeholder følgende punkter:1) Én af skomagerlavets oldermænd skal være medlem af rådet i Flensborg.2) Enhver skomager skal betale en skilling lybsk til lavet to gange om året, nemlig til valborgsdag og til mikkelsdag.3) Skomagerne i lavet må stå og sælge deres varer på markedet på Søndertorv i Flensborg hver lørdag.4) Fogeden skal have ni grot på sankt Thomas' dag før jul. Til gengæld herfor skal skomagerne nyde deres gamle privilegier i Flensborg. Dette betyder for eksempel, at skomagerne ikke skal stilles til regnskab, såfremt de har slået en tyv, som - hemmeligt eller i fuld offentlighed - har stjålet sko fra dem.5) Der må ikke indføres fremmede sko til Flensborg med salg for øje. Såfremt dette sker, skal oldermændene konfiskere de fremmede sko og give dem til de fattige.6) Ethvert medlem af lavet skal betale stævnepenge til lavet på Sankt Thomas' dag før jul.7) Såfremt et medlem af lavet forbryder sig mod lavet eller erhvervet, skal vedkommende betale en bøde. Den ene halvdel af bøden skal gå til at tjene Gud og Sankt Jakob og på den måde forbedre lavet. Den anden halvdel skal medlemmerne af lavet have til øl.8) Hvis et medlem af lavet håner lavets oldermænd eller hele lavet, skal det pågældende medlem betale to tønder flensborgsk øl i bøde til lavet.9) Det er ikke tilladt for medlemmer af lavet at opsige et andet medlems lejemål for igen at udleje den pågældende bolig uden først at spørge det andet medlem om lov dertil. Det medlem, som gør dette, skal betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.10) Såfremt en skomagermester i lavet ønsker at indgå ægteskab, skal han passe nøje på, at han indgår ægteskab med en hæderlig og ærbar kvinde.11) Såfremt en skomagerhustru bryder det hellige ægteskab eller kommer i et ondt rygte, som hun ikke kan fjerne ad rettens vej, og såfremt hendes mand stadig ønsker at forsvare hende over for lavet, skal både mand og hustru give afkald på medlemskab af lavet, indtil hustruen er i stand til at fjerne det onde rygte ad rettens vej.12) Såfremt en skomagers søn ønsker at gifte sig med en anden skomagers datter eller med en skomagerenke, skal vedkommende give lavet to tønder flensborgsk øl, og vedkommende udstødes ikke af erhvervet. Såfremt en fremmed svend ønsker at gifte sig med en skomagers datter eller med en skomagerenke, skal vedkommende dokumentere over for lavet, at han er ægtefødt. Endvidere skal vedkommende give lavet et halvt festmåltid. Derefter skal han benytte sig af lavet.13) Såfremt en skomagers søn gifter sig uden for erhvervet, skal han give lavet et halvt festmåltid. Herefter er vedkommende fuldgyldigt medlem af lavet.14) En fremmed svend skal tjene to år, inden han kan indtræde i lavet.15) En fremmed svend, som frier til en skomagers datter eller til en skomagerenke, skal give lavet et halvt festmåltid og skal anmode om optagelse i lavet to gange, førend han må tjene i lavet.16) Såfremt en lærling, som er lavet værdig, og som har givet lavet et halvt festmåltid, ønsker at gifte sig med en skomagers datter eller med en skomagerenke, skal vedkommende give lavet to tønder flensborgsk øl. Herefter er vedkommende fuldgyldigt medlem af lavet.17) Såfremt en lærling gifter sig uden for erhvervet, skal vedkommende som hjælp fra lavet modtage det halve festmåltid, som han tidligere havde givet til lavet. På et senere tidspunkt skal han atter give et halvt festmåltid og være fuldgyldigt medlem af lavet.18) Såfremt en mand gifter sig med en kvinde uden for erhvervet eller med datteren til en skomager, som ikke er medlem af lavet, skal vedkommende give lavet tre lybske skillinger til vin og voks ved lavsmestrenes næstfølgende møde. Forsømmer han dette, skal han på sin hustrus vegne give lavet et halvt festmåltid.19) Såfremt en skomager ønsker at leje en svend, skal han leje svenden på det rette tidspunkt. Man må ikke leje en svend, førend svenden har gjort regnskab med sin mester. Den, som forbryder sig imod denne regel, skal betale to tønder flensborgsk øl i bøde til lavet.20) Det er ikke tilladt for medlemmer af lavet af have mere end to svende og en lærling, thi de fattige har lige så stor brug for svende som de rige.21) Ingen har lov til at komme udefra og overtage svende fra medlemmer af lavet. Såfremt en fremmed mand gør det, skal vedkommende arresteres. Derefter skal vedkommende betale 18 lybske skillinger i bøde til rådet i Flensborg. Dette skal gøres, eftersom fremmede folk, som gør den slags, er til stor skade for skomagererhvervet i Flensborg by.22) Såfremt en skomager vil oplære en lærling, skal skomageren give lavet et halvt festmåltid. Når lærlingen er udlært, skal han give lavet det andet halve festmåltid samt dokumentere over for lavet, at han er ægtefødt.23) Såfremt en svend i hemmelighed løber fra pladsen - enten med sine penge eller ved at tjene en anden mester - skal den pågældende svend ikke længere have lov til at tjene i Flensborg. Såfremt en skomagermester i Flensborg herefter ansætter denne svend, skal den pågældende mester betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.24) Såfremt en svend efter endt ansættelse ikke får udbetalt den retmæssige løn af sin mester, skal svenden gå til lavets oldermænd og klage over mesteren. Herefter skal oldermændene give svenden hans retmæssige løn. Endelig skal den pågældende mester tilbagebetale det dobbelte beløb til oldermændene som straf for sin misgerning.25) Såfremt en svend tjener sin mester med hån, fortræd og trods, hvorfor mesteren må se sig nødsaget til at sende svenden bort, skal svenden have sin retmæssige løn.26) Såfremt en svend ønsker optagelse i Sankt Jakobs lav, skal svenden eje mindst 15 mark ud over værdien af svendens tøj.27) Enhver svend, som ønsker at etablere sig selv som skomager, skal give lavet otte lybske skillinger til vin og voks til afholdelse af den evige messe.28) Såfremt en mester ønsker at leje en svend, skal dette ske inden for bestemte tidsrum, nemlig fra mikkelsdag til jul, fra jul til påske og fra påske til mikkelsdag. Det er kun tilladt at leje en svend for en beskeden løn. Såfremt man gør det anderledes, skal man betale to tønder flensborgsk øl i bøde til lavet.29) Ingen skomagermester må leje en fremmed svend til dags- eller ugeløn. Såfremt en mester gør dette, skal han betale to tønder flensborgsk øl i bøde til lavet.30) Såfremt en skomagermester med vilje lokkede en svend væk fra en anden skomagermester til skade for den anden skomagermester, skal den svigagtige mester betale to tønder flensborgsk øl i bøde til lavet. Endvidere skal den pågældende svend ikke længere have lov til at tjene i Flensborg.31) Såfremt et medlem af lavet med vilje eller på grund af drukkenskab taler hånligt og foragteligt til et andet medlem af lavet, mens lavsmedlemmerne drikker sammen, skal den pågældende betale to tønder flensborgsk øl i bøde til lavet.32) Såfremt det kan bevises, at et lavsmedlem med vilje hælder øl ud over eller kaster øl på et andet lavsmedlem eller på anden måde gør det andet lavsmedlem fortræd, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.33) Intet lavsmedlem skal drikke sig fuld. Såfremt et lavsmedlem gør det, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.34) Intet lavsmedlem må nøde et andet lavsmedlem til at drikke mere, end det andet lavsmedlem har lyst til. Såfremt et lavsmedlem gør dette, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.35) Såfremt et lavsmedlem kaster op i det hus, hvor lavsmedlemmerne sidder og drikker sammen, fordi vedkommende har drukket for meget, skal dette lavsmedlem betale to tønder flensborgsk øl i bøde til lavet.36) Såfremt et lavsmedlem kaster op i gården tilhørende det hus, hvor lavsmedlemmerne sidder og drikker sammen, fordi vedkommende har drukket for meget, skal dette lavsmedlem betale en tønde flensborgsk øl.37) Såfremt et lavsmedlem kaster op på en af de førskrevne måder og derefter går tilbage til de andre lavsmedlemmer for at drikke videre med dem, skal vedkommende betale det dobbelte i bøde til lavet.38) Intet lavsmedlem må købslå eller vædde med et andet lavsmedlem på det sted, hvor lavsmedlemmerne sidder og drikker sammen. Såfremt et lavsmedlem gør det, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.39) Såfremt et lavsmedlem er ulydigt og ikke vil tie stille under lavsmøderne, når oldermændene kræver det, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde.40) Såfremt et lavsmedlem ripper op i en allerede udsonet strid, som er blevet fuldstændig bilagt ved ret og venskab, skal vedkommende ikke have kendskab til bødens størrelse. Derimod skal rådmanden, de andre oldermænd og de andre lavsmedlemmer i fællesskab bestemme, hvorledes de vil dømme over vedkommende.41) Skomagerne i Flensborg har fremover tilladelse til at sælge deres varer på samme måde som alle andre i byen Flensborg.42) Såfremt et lavsmedlem opkøber skomagervarer fra andre skomagere - enten på markedet eller ved husdøren - med videresalg for øje, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.43) Såfremt et lavsmedlem handler med bark mellem valborgsdag og Sankt Jakobs dag uden for byen Flensborg, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.44) Intet lavsmedlem må købe bark, førend vognene med bark er kommet igennem byporten ind til Flensborg by. Gør et lavsmedlem det, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.45) Intet lavsmedlem må selv købe sæltran. Såfremt et lavsmedlem køber sæltran, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet. Til gengæld skal alle oldermændene købe sæltran til at dække hele lavets behov. Når sæltrannen er delt ud blandt lavsmedlemmerne, skal hvert lavsmedlem betale for sin andel til lavet inden for 14 dage. Såfremt et lavsmedlem ikke gør det, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet, og vedkommende skal fortsat betale for sin andel.46) Intet lavsmedlem må selv købe hestefedt. Til gengæld skal alle oldermændene købe hestefedt til at dække hele lavets behov. Såfremt et lavsmedlem alligevel køber hestefedt, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.47) Såfremt et lavsmedlem skylder et andet lavsmedlem penge, og såfremt skyldneren ikke vil betale det pågældende beløb til lavsmestrenes næstkommende møde, kan skyldneren bede om udsættelse af betalingen i op til fire gange, førend lavsmestrenes næste møde skal holdes. Såfremt beløbet ikke er betalt, inden lavsmestrenes næste møde holdes, skal skyldneren betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.48) Såfremt et lavsmedlem står i den ene eller anden form for gæld til lavet, det være sig bødegæld, gæld med hensyn til betaling af penge til voks eller lignende, har lavet ret til at inddrive denne gæld, så snart lavsmedlemmerne er samlede til møde.49) Såfremt et lavsmedlem beskylder et andet lavsmedlem for at skylde penge, og såfremt det andet lavsmedlem benægter dette, skal lavet bistå lavsmedlemmerne med retslig hjælp.50) Intet lavsmedlem skal som udgangspunkt klage over et andet lavsmedlem over for rådet i Flensborg i forbindelse med en strid. Derimod skal et lavsmedlem som udgangspunkt klage over et andet lavsmedlem over for oldermændene i lavet. Herefter skal oldermændene dømme i sagen. Det lavsmedlem, som forbryder sig mod denne regel, skal betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.51) Såfremt et lavsmedlem ikke vil acceptere den afgørelse, som lavets oldermænd træffer, hvorfor vedkommende prøver sagen for rådet, og rådet derefter træffer samme afgørelse i sagen som oldermændene, skal vedkommende betale to tønder flensborgsk øl i bøde til lavet.52) Såfremt et lavsmedlem ikke ønsker at betale sin gæld, hvorfor vedkommende bliver sagsøgt, skal vedkommende ikke gøre brug af lavet, førend han har betalt sin gæld. Endvidere skal vedkommende betale tre tønder flensborgsk øl i bøde til lavet, medmindre oldermændene vil se i nåde til vedkommende.53) Såfremt et lavsmedlem ikke ønsker at følge et afdødt lavsmedlem til kirken og til graven, som var det vedkommendes egen broder eller søster, skal lavsmedlemmet betale lavet ni lybske skillinger i bøde til vin og voks. Endvidere skal det lavsmedlem, som ikke vil ofre en lille lybsk penning til sjælemesse for den afdøde, betale den samme bøde, nemlig ni lybske skillinger til vin og voks.54) En ærbar kvinde i lavet, som har mistet sin mand, kan gøre brug af lavet i tre år efter mandens død, således at hun har tid til at bestemme sig for, om hun vil gifte sig igen, eller om det er bekvemt for hende at være alene.55) Såfremt et lavsmedlem ikke møder op til et af de store lavsmøder, nemlig til valborgsdag, til Sankt Jakobs dag og til mikkelsdag, skal vedkommende betale en grot i bøde til vin og voks.56) Såfremt en hustru eller jomfru optages i Sankt Jakobs lav, skal vedkommende betale tre lybske skillinger til voks.57) Såfremt et lavsmedlem drager ud af Flensborg med kone, børn og gods for at slå sig ned et andet sted og ikke vender tilbage inden for et år, men først vender tilbage senere, skal vedkommende søge om optagelse i lavet på ny.58) Såfremt en fremmed skomager kommer til Flensborg og forsøger at modarbejde lavet, og såfremt et lavsmedlem hjælper den fremmede skomager med penge eller låner penge til den fremmede skomager, skal lavsmedlemmet betale to tønder flensborgsk øl i bøde til lavet.59) Såfremt et lavsmedlem understøtter og hjælper en fremmed skomager med læder, med andet gods eller med redskaber til skade for lavet, skal vedkommende også betale to tønder flensborgsk øl i bøde til lavet.60) Ingen må garve læder i Flensborg, medmindre man er medlem af Sankt Jakobs lav.61) Såfremt oldermændene tager en skomager i at fremstille dårligt skotøj, skal den pågældende skomager betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet. Endvidere skal det dårlige skotøj destrueres.62) Såfremt man skal give Sankt Jakobs lav et fuldt festmåltid, skal dette måltid bestå af seks retter eksklusive ost og smør. Endvidere skal man give lavet seks tønder flensborgsk øl.63) Et halvt festmåltid består af tre gode retter. Dertil hører smør og ost og tre tønder flensborgsk øl.64) Intet lavsmedlem må på forhånd opkøbe læder hos slagterne, thi de fattige skal have lige så gode muligheder for at købe læder som de rige. Såfremt et lavsmedlem gør det, skal vedkommende betale to tønder flensborgsk øl i bøde til lavet for hvert købt skind.65) Enhver, som vil være lavsmedlem eller oldermand i lavet, skal sværge ved Gud, at vedkommende vil behandle den fattige lige så korrekt som den rige.66) Alle lavsmedlemmer skal i fællesskab holde fastelavn. Såfremt et lavsmedlem holder fastelavn med andre, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.67) De personer, der forestår den evige messe i Sankt Jakobs lav, skal én gang om året gøre regnskab for lavet.68) Såfremt et lavsmedlem ikke møder op til et ekstraordinært møde, som oldermændene i al hast har indkaldt til, skal det pågældende lavsmedlem betale en tønde flensborgsk øl i bøde uden nogen form for nåde. Såfremt lavsmedlemmet har beviseligt forfald, kan oldermændene se i nåde til vedkommende.69) For alle disse artikler gælder det princip, at det, som er godt for de mange, har forrang for det, som er godt for de få. Enhver, som ikke vil acceptere dette, skal betale to tønder flensborgsk øl i bøde til lavet. Endvidere skal vedkommende acceptere dette overordnede princip.70) Lavsbrevene, som dokumenterer lavsmedlemmernes optagelse i lavet, skal forsynes med et hængende segl, det være sig den nærmeste bys segl eller hele herredets segl. Endvidere skal Sankt Jakobs lavs skrå skrives ind i Flensborg bys stadsbog.

Adolf 8., hertug af Slesvig, pantsætter slottet Glambek og hele øen Femern med al herlighed til borgmestre og råd i Lübeck for 18.000 mark.

Borgmestre og rådmænd i Lübeck erklærer at have købt øen Femern med slottet Glambek af Adolf 8., hertug af Slesvig.Hertug Adolf og dennes arvinger har dog tilbagekøbsret efter en periode på 10 år.

Skrå for buntmagernes lav i Flensborg givet af rådet i Flensborg.Skråen indeholder følgende punkter:1) Én af buntmagerlavets oldermænd skal være medlem af rådet i Flensborg.2) Enhver buntmager skal betale tre lybske mark til rådet i Flensborg to gange om året, nemlig til påske og mikkelsdag.3) Såfremt et medlem af buntmagerlavet ikke betaler det førnævnte beløb inden for otte dage efter det fastsatte tidspunkt, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.4) Såfremt et lavsmedlem ønsker at indgå ægteskab med en jomfru eller en frue, skal han passe nøje på, at han indgår ægteskab med en hæderlig kvinde, som er lavet værdig.5) Såfremt en buntmagerhustru bryder det hellige ægteskab ved utroskab eller kommer i et ondt rygte, som hun ikke kan fjerne ad rettens vej, og såfremt hendes mand stadig ønsker at forsvare hende over for lavet, skal både mand og hustru give afkald på deres medlemskab af lavet, indtil hustruen er i stand til at fjerne det onde rygte med ret eller redelighed.6) Såfremt en buntmagers søn ønsker at gifte sig med en anden buntmagers datter eller med en buntmagerenke, skal vedkommende give lavet to tønder flensborgsk øl, og vedkommende udstødes ikke af lavet. Såfremt en fremmed svend ønsker at gifte sig med en buntmagers datter eller med en buntmagerenke, skal vedkommende dokumentere over for lavet, at han er ægtefødt. Endvidere skal vedkommende give lavet et halvt festmåltid. Derefter skal han benytte sig af lavet.7) Såfremt en buntmagers søn gifter sig uden for erhvervet, skal han give lavet et halvt festmåltid. Herefter er vedkommende fuldgyldigt medlem af lavet.8) Såfremt en lærling optages i lavet, skal vedkommende give lavet en tønde flensborgsk øl og to mark voks. Såfremt lærlingen vil gifte sig, skal han dokumentere over for lavet, at han er ægtefødt, samt fremvise dokumentation for, hvor han senest har tjent.9) En ærbar kvinde i lavet, som har mistet sin mand, kan gøre brug af lavet i tre år efter mandens død, således at hun har tid til at bestemme sig for, om hun vil gifte sig igen, eller om det er bekvemt for hende at være alene.10) Såfremt en svend ønsker at indtræde i buntmagerlavet, skal vedkommende tjene et helt år forinden i erhvervet i Flensborg.11) Den, som ønsker at indtræde i lavet, skal give lavet besked herom tre gange. Hver gang skal vedkommende give lavet to skillinger til øl i rede penge. Endvidere skal vedkommende fremvise den nødvendige beseglede dokumentation for, at vedkommende er ægtefødt, samt for, hvor vedkommende sidst har tjent. Endvidere skal vedkommende give lavet et festmåltid bestående af fire gode retter og to tønder flensborgsk øl. Endelig skal vedkommende på samme tidspunkt lægge otte lybske skillinger i lavets bøsse.12) Når man optages i broderskabet, skal man give lavet fire lybske skillinger, uanset om man er mester, hustru eller svend.13) Såfremt en svend har tjent med buntmagerne i lavet i et kvart år, skal vedkommende optages i broderskabet.14) Intet medlem af lavet må leje et andet medlems svend, medmindre svenden har taget afsked med sin mester på redelig vis. Gør man det alligevel, skal man betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.15) Intet medlem af lavet må love en svend en fordel, som kan komme lavet til skade. Gør man det alligevel, skal man betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.16) En svend, som tjener en mester i lavet, har lov til hvert kvartal at fremstille en pels for sig selv. Såfremt svenden fremstiller mere end denne ene pels, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.17) Ingen fremmed mand, uden nogensomhelst undtagelse, har lov til at overtage svende fra medlemmer af lavet. Såfremt en fremmed mand gør det, skal vedkommende hindres ad rettens vej, og vedkommende skal betale 18 lybske skillinger og en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet. Dette skal gøres, eftersom adskillige fremmede folk kommer til Flensborg og gør den slags, hvilket er til stor skade for lavet. Såfremt en mester i lavet lejer en svend ud til en fremmed buntmager uden for Flensborg, skal vedkommende betale den samme førskrevne bøde til lavet.18) Såfremt en svend i hemmelighed løber fra pladsen - enten med sine penge eller ved at tjene en anden mester - skal den pågældende svend ikke længere have lov til at tjene i Flensborg. Såfremt en buntmagermester i Flensborg herefter ansætter denne svend, skal den pågældende mester betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet. Endvidere skal den pågældende mester med det samme vise svenden bort.19) Såfremt en svend efter endt ansættelse ikke får udbetalt den retmæssige løn af sin mester, skal svenden gå til lavets oldermænd og klage over mesteren. Herefter skal oldermændene give svenden hans retmæssige løn. Endelig skal den pågældende mester tilbagebetale det dobbelte beløb til oldermændene som straf for sin misgerning.20) Såfremt en svend tjener sin mester med hån, fortræd og trods, hvorfor mesteren må se sig nødsaget til at sende svenden bort, skal svenden have sin retmæssige løn. Derefter må ingen mester ansætte den pågældende svend. Såfremt en mester i lavet gør det alligevel, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet. Derefter skal den pågældende mester med det samme sende svenden bort.21) Såfremt en buntmagermester med vilje lokker en svend væk fra en anden buntmagermester til skade for den anden buntmagermester, skal den svigagtige mester betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet. Endvidere skal den pågældende svend ikke længere have lov til at tjene i Flensborg.22) Der må ikke indføres fremmed pelsværk til Flensborg med salg for øje. Såfremt dette sker, skal oldermændene konfiskere det fremmede pelsværk og give det til de fattige i Flensborg.23) Såfremt oldermændene tager en buntmager i at fremstille dårligt pelsværk, skal den pågældende buntmager betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet. Herefter skal den pågældende buntmager fremstille godt pelsværk. Såfremt oldermændene opdager, at et lavsmedlem rejser rundt med dårligt pelsværk uden for Flensborg, skal det pågældende lavsmedlem ligeledes betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet i Flensborg.24) Intet lavsmedlem må opkøbe pelsværk uden for Flensborg med videresalg for øje. Gør man det, skal man betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet. Endvidere skal oldermændene konfiskere det pågældende pelsværk.25) Det er ikke tilladt for medlemmer af lavet at opsige et andet medlems lejemål for igen at udleje den pågældende bolig uden først at spørge det andet medlem om lov dertil. Det medlem, som gør dette, skal betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.26) Ethvert lavsmedlem, som befinder sig i Flensborg, skal hvert år give en skilling i vokspenge til lavet. Ethvert lavsmedlem, som befinder sig uden for Flensborg, skal hvert år give to skillinger i vokspenge til lavet. Enhver, som er i lavets broderskab i Flensborg, skal hvert år til allehelgensdag give en lybsk skilling i vokspenge til lavet.27) De brødre, som bor uden for Flensborg, skal hvert år give to lybske skillinger i vokspenge til allehelgensdag. Såfremt man ikke gør det inden for otte dage derefter, skal man betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet, medmindre oldermændene og brødrene ser i nåde til den pågældende.28) Såfremt et lavsmedlem ikke deltager i et møde, som oldermændene har indkaldt til, skal vedkommende betale en mark voks i bøde til lavet.29) Af alle de pengebøder, som betales til lavet, skal den ene halvdel gå til voks til lys i Guds ære. Den anden halvdel skal brødrene have til øl.30) Såfremt en lavsbroder eller -søster beviseligt taler hånligt om lavets oldermændene eller andre lavsbrødre og -søstre, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl og to mark voks til lys i bøde til lavet.31) Såfremt et medlem af lavet med vilje eller på grund af drukkenskab taler hånligt og foragteligt til et andet medlem af lavet, mens lavsmedlemmerne drikker sammen, skal den pågældende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.32) Såfremt det kan bevises, at et lavsmedlem med vilje hælder øl ud over eller kaster øl på et andet lavsmedlem eller på anden måde gør det andet lavsmedlem fortræd, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.33) Såfremt et lavsmedlem kaster op i det hus, hvor lavsmedlemmerne sidder og drikker sammen, fordi vedkommende har drukket for meget, skal dette lavsmedlem betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.34) Såfremt et lavsmedlem kaster op i det hus, hvor lavsmedlemmerne sidder og drikker sammen, eller i gården tilhørende dette hus og derefter går tilbage til de andre lavsmedlemmer for at drikke videre med dem, skal vedkommende betale det dobbelte i bøde til lavet.35) Intet lavsmedlem må købslå eller vædde med et andet lavsmedlem på det sted, hvor lavsmedlemmerne sidder og drikker sammen. Såfremt et lavsmedlem gør det, skal vedkommende betale en halv tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.36) Såfremt et lavsmedlem er ulydigt og ikke vil tie stille under lavsmøderne, når oldermændene kræver det, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde.37) Såfremt et lavsmedlem ripper op i en allerede udsonet strid, som er blevet fuldstændig bilagt ved ret og venskab, skal vedkommende ikke have kendskab til bødens størrelse. Derimod skal oldermændene og de andre lavsmedlemmer i fællesskab bestemme, hvorledes de vil dømme over vedkommende.38) Såfremt et lavsmedlem skylder et andet lavsmedlem penge, og såfremt skyldneren ikke vil betale det pågældende beløb til lavsmestrenes næstkommende møde, kan skyldneren bede om udsættelse af betalingen i op til fire gange, førend lavsmestrenes næste møde skal holdes. Såfremt beløbet ikke er betalt, inden lavsmestrenes næste møde holdes, skal skyldneren betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.39) Såfremt et lavsmedlem ikke ønsker at følge et afdødt lavsmedlem til kirken og til graven, som var det vedkommendes egen broder eller søster, skal lavsmedlemmet betale lavet ni lybske skillinger i bøde til voks til lysene.40) Det lavsmedlem, som ikke vil ofre en lille lybsk penning til sjælemesse for den afdøde, skal betale den samme bøde, nemlig ni lybske skillinger til voks til lysene.41) Såfremt et lavsmedlem ikke møder op til et af de store lavsmøder, nemlig til pinse, til mikkelsdag og til jul, skal vedkommende betale ni lybske penninge til voks til lysene.42) Såfremt en mester indstiller en svend til optagelse i lavet, og såfremt denne mester garanterer for det festmåltid, som svenden skal give lavet, skal den pågældende mester - hvis svenden ikke kvalificerer sig til optagelsen - alligevel og uden nogen som helst indsigelser give lavet det festmåltid, som svenden skulle have givet. Gør mesteren ikke dette, skal han betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.43) Såfremt en fremmed buntmager kommer til Flensborg og forsøger at modarbejde lavet, og såfremt et lavsmedlem hjælper den fremmede buntmager med penge, pelsværk, redskaber eller andet, som er skadeligt for lavet, skal det pågældende lavsmedlem betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.44) Enhver, som vil være oldermand i lavet, skal sværge ved Gud, at vedkommende vil behandle den fattige lige så korrekt som den rige. Den, som bliver oldermand, skal give lavet en halv tønde øl. Såfremt vedkommende ikke ønsker at være oldermand, skal denne give en hel tønde øl.45) Alle lavsmedlemmer skal i fællesskab holde fastelavn. Såfremt et lavsmedlem holder fastelavn med andre, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet. Denne regel gælder også med hensyn til pinse.46) Enhver, som var medlem af buntmagerlavet eller buntmagernes broderskab i Flensborg, inden rådet i Flensborg gav buntmagerlavet nærværende skrå, skal fortsat være medlem af buntmagerlavet.47) Det lavsmedlem, som står i gæld til lavet, det være sig i form af pengebøder, vokspenge eller anden gæld, kan af lavet pålægges at betale sin gæld ved næstfølgende lavsmøde. Såfremt vedkommende ikke betaler sin gæld ved dette lavsmøde, skal lavet straks gøre udlæg i lavsmedlemmets ejendele.48) Såfremt en buntmager i lavet modtager pels af fremmede folk for at fremstille pelsværk inden for et kort tidsrum, og såfremt den pågældende buntmager ikke holder, hvad han har lovet, og såfremt der bliver klaget over det, skal han betale en halv tønde flensborgsk øl i bøde til lavet. Desuden skal han færdiggøre det pelsværk, som han har lovet at fremstille, inden for 14 dage. Gør han ikke dette, skal han betale en hel tønde flensborgsk øl i bøde til rådet i Flensborg.Endelig meddeles det, at buntmagerlavets skrå skal skrives ind i Flensborg bys stadsbog.

Adolf 8., hertug af Slesvig, lover markgrev Friedrich 2. af Brandenburg at mødes med ham i Bad Wilsnack nytårsdag.

Kong Erik 7. af Pommern fritager byen Greifswald for Øresundstolden ved Krogen.

Adolf 8., hertug af Slesvig, undskylder over for markgrev Friedrich 2. af Brandenburg, at han ikke kan mødes med ham i Bad Wilsnack, således som hertugen ellers havde lovet. I stedet sender Adolf 8. nogle af sine mænd og råder.

Klagepunkter fremsat af rådet i Slesvig mod kapitlet i Slesvig.

Adolf 8., hertug af Slesvig, tildeler Bo Pedersen livsvarig besiddelse af en gård i Højer i Tønder len mod en årlig afgift af smør og havre til Tønder.

Adolf 8., hertug af Slesvig, tilstår Kersten i Nolde livsvarig bosiddelse i Nolde i Burkal sogn i Slogs herred uden leje eller hoveri mod en årlig afgift af to tønder honning eller to tønder smør.

Adolf 8.s råder hr. Didrik Blome, hr. Johann v. Ahlefeldt (til Lehmkulen og Wittmold), hr. Otto Slüter, kansler, og Hinrik v. Bokholt aftaler med markgrev Friedrich 2. af Brandenburg en sammenkomst mellem denne og Adolf 8., hertug af Slesvig, den 30. marts 1438 i Salzwedel.

De fem sogne Garding, Katrineherd, Tetenbøl, Poppenbøl og Østerhever lader i Husum i Adolf 8.s nærværelse 24 hæderlige frisere dømme i striden mellem de førnævnte sogne angående diget i Østerhever.

Biskop Nicolaus (Wulf) af Slesvig erklærer, at Adolf 8., hertug af Slesvig, har pantsat en del gods i Gammelbygård, Gammelby, Vinderød, Fladsby og Satrupholm i Angel til biskoppen af Slesvig og Slesvig stift. Dette gods ejedes tidligere af væbneren Anders Iversen (Rosenkrantz) på vegne af dennes hustru, som var datter af Claus Krumkop ((Krummedige) til Satrupholm).Endvidere erklærer biskop Nicolaus, at hertug Adolf og dennes arvinger har ret til at indløse det pantsatte gods for 1400 lybske mark på et bestemt tidspunkt og på et bestemt sted enten i byerne Slesvig eller Flensborg eller i landet Holsten.

Eggert (Christiernsen) Frille (til Sandholt) anmoder Adolf 8., hertug af Slesvig, om at bevidne, at han under sit ophold hos hertugen i Flensborg ikke har drevet forræderiske forhandlinger med hertugen, således som det ellers siges om ham af de folk, som havde taget ham til fange.

Adolf 8., hertug af Slesvig, bevidner, at Eggert (Christiernsen) Frille (til Sandholt) under sit sidste ophold hos ham i Flensborg kun har anmodet ham om at få sit gods i hertugdømmet Slesvig tilbage.I forlængelse heraf erklærer Adolf 8., at han i overensstemmelse med den aftale, som er blevet indgået mellem ham og kong Erik 7. af Pommern, dvs. Vordingborgfreden af 15.-17. juli 1435, er parat til at tilbagelevere alt, hvad andre har ret til, såfremt man leverer det tilbage til ham, som han har ret til.Endelig erklærer Adolf 8., at Eggert Frille i det hele taget viste sig som en from og hæderlig mand.

Nicolaus (Wulf), biskop i Slesvig, bevidner, at Eggert (Christiernsen) Frille (til Sandholt) under sit sidste ophold i Flensborg har forhandlet med Adolf 8., hertug af Slesvig, om sine sønderjyske godsers tilbagegivelse.Endvidere erklærer biskop Nicolaus, at han ikke er bekendt med, at Eggert Frille skulle have haft noget andet hverv hos hertugen eller hertugens råd imod kong Erik 7. af Pommern.

Adolf 8., hertug af Slesvig, stadfæster en overenskomst mellem sognefolkene på begge sider af floden Wilster angående sluser og diger.

Det svenske rigsråd meddeler Paul v. Rusdorf, højmester for Den Tyske Orden, at kong Erik 7. af Pommern ikke er kommet til det berammede møde i Kalmar.Derimod har kong Erik sendt Hans Laxmand, ærkebiskop i Lund, samt ridderne hr. Erik (Segebodsen) Krummedige (til Rundtoft), hr. Morten Jensen (Gyrstinge (til Kragerup og Hastrup)) og væbneren Niels Jensen (Galen) af Hammer, hvis forslag imidlertid ikke var i overensstemmelse med Sveriges privilegier.

Adolf 8., hertug af Slesvig, forbyder afholdelsen af markeder om søndagen i sine lande. Derimod skal alle markeder afholdes om lørdagen.

Adolf 8., hertug af Slesvig, tilstår indbyggerne i to landsbyer i Eutin sogn at bruge holstensk ret i stedet for hollandsk ret.

Det danske rigsråd skriver til hertug Kristoffer af Bayern.Rigsrådet indbyder Kristoffer til at begive sig til Danmark og overtage styrelsen af Danmarks rige pga. kong Erik 7. af Pommerns misregimente.Rigsrådet anmoder hertug Kristoffer om at svare så hurtigt som muligt.

Adolf 8., hertug af Slesvig, tilstår Jesse Bonsen Paysen den frie besiddelse af det gods, som han har købt af hr. Henrik Rixtorp, og som tidligere har tilhørt Jesse Lagesen i Øster Snadebøl, dog med undtagelse af hoveri, mod ydelsen af en halv tønde smør årligt i Flensborg eller Tønder og af den tjeneste, som alle fæstere i Kær herred giver.

Domkapitlet i Slesvig overdrager rettigheden til at indløse Gammelbygård og andre ejendomme i Angel til fyrsterne af Holsten.

Adolf 8., hertug af Slesvig, giver domkapitlet i Slesvig 59 mark i årlig rente af byen Flensborg imod de seks landsbyer Pommerby, Solby, Dyttebøl, Fuglsang, Stoltebøl og Skørdrup i Angel, som Erik (Segebodsen) Krummedige (til Rundtoft) tidligere havde overdraget til domkapitlet.

Adolf 8., hertug af Slesvig, tilstår Nesse Nommensen i Vester Snadebøl frihed for alle afgifter, som ikke alle fæstere giver. Af hans gods i Øster Snadebøl skal han give en årlig smørafgift.

Hermen Störtebeker kvitterer rådet i Hamburg for betalingen af sin sold.Han har i byens tjeneste været fanget i Danmark.

Heine Brands kvittering til Adolf 8., hertug af Slesvig, for det, som hertug Adolf på sine egne og sine brødres vegne var ham skyldig, med undtagelse af den afgift, som han fortsat skal betale af Ejdersted, Everskop, Udholm og Helgoland.

Gældsbrev udstedt af de lybske købmænd Vicke Meydink og Hans Hagemester til hr. Sten (Thygesen) Basse til Tybjerg på 110 lybske mark.

De to brødre Palle (Clausen) Då, provst i Vidå, og Kristian (Clausen) Då, væbner, overdrager en ejendom kaldet Provstegård i Sundeved i Nybøl herred, nærmere bestemt i landsbyen Blans i Ullerup sogn, til biskop Nicolaus (Wulf) af Slesvig. Den pågældende ejendom havde biskop Johan (Skondelev) af Slesvig pantsat til brødrene Dås forfædre.Endvidere erklærer de to brødre, at de har modtaget den pengesum, for hvilken ejendommen var pantsat.

Hans Hagemester erklærer at være Sten Basses svend, og at han handler med dennes varer.

Tingsvidne af Strukstrup herredsting om Slesvigs Trinitatisgildes ejendomsret til et stykke jord i landsbyen Skæggerød i Angel.

Det danske rigsråds opsigelsesbrev til kong Erik 7. af Pommern.Opsigelsesbrevet indeholder følgende punkter:1) Danmarks krones gamle ret og frihed består i, at ingen tyske eller udenlandske mænd skal have områder eller slotte i riget i deres varetægt. Ej heller må der være tyske eller udenlandske medlemmer af rigsrådet, men udelukkende danske mænd. Endvidere har kong Erik svoret ved Gud, at han ville holde denne Danmarks krones gamle ret og frihed. Kong Erik har imidlertid overdraget alle rigets slotte til udenlandske herrer i strid med rigsrådets råd, for at de udenlandske herrer med vold og magt bedre skulle kunne komme ind i riget. Det gælder i særdeleshed for hertug Bugislav 9. af Pommern-Wolgast, som kong Erik imod Gud, ære, ret og redelighed gentagne gange har forsøgt at gøre til konge.2) Kong Erik har skilt rigerne ad, således at Sverige og Norge nu er kommet væk fra Danmark.3) Kong Erik har overdraget syv af rigets faste slotte til udenlandske herrer til rigets fordærv, eftersom rigsrådet ikke ønskede hertug Bugislav til konge, hvilket da også strider mod rigets førnævnte ret og frihed.4) Kong Erik har ikke ønsket at holde det, som blev forhandlet i Kalmar, hvilket han ellers havde lovet.5) Kong Erik har bortført rigets formue og rigets klenodier, som er blevet samlet sammen til rigets behov igennem mange år af konger og rigets forstandere.6) Kong Erik lovede, da rigsrådet og kong Erik senest mødtes i Vordingborg, at han ville tage til Kalmar for dér at forhandle. Rigsrådet kan imidlertid forstå, at kong Erik ikke er taget til Kalmar. Derfor beder rigsrådet nu ydmygt om, at kong Erik bliver i Danmark for at afskedige de udenlandske herrer, således som kong Erik selv har lovet det over for rigsrådet, samt for at være med til at regere landet, som det sig retmæssigt hør og bør for en konge. Men når nu kong Erik er rejst til Gotland, har han overladt riget til de udenlandske herrer, som rigsrådet i højere grad anser for fjender end for venner.7) Eftersom kong Erik er rejst til Gotland, har befolkningen i Danmark voldeligt og på uretmæssig vis gjort oprør mod rigets mænd og i særdeleshed mod befolkningens egne herrer og høvedsmænd imod ære og ret og til fordærv og skade for både befolkningen og riget.8) Oprørerne fortæller, at de har fået tilskyndelse til oprøret af kong Erik og hertug Bugislav. Endvidere har en stor del af befolkningen hyldet Adolf 8. af Slesvig som deres herre, hvorfor Haderslev og Ærø er kommet bort fra riget, og således befinder riget sig nu i stor fare. Alt dette er sket, fordi kong Erik har forladt og forsømt riget, og fordi der er fremmede herrer i riget.9) Rigsrådet sendte allerede allehelgensdag 1438 fra Korsør et brev til kong Erik ved kongens eget sendebud biskop Thorlav, hvori det bad kong Erik om at vende tilbage til riget. Kong Erik kom imidlertid ikke tilbage til Danmark, men han har allerede på dette tidspunkt været klar over, at rigsrådet ikke længere kunne lade riget stå i fare og fordærv.10) På grund af de førnævnte punkter og mange andre grove og drabelige forhold, som riget konstant er udsat for, samt på grund af den vrede og ugunst, som kong Erik for hertug Bugislavs skyld udsætter riget for, og fordi rigsrådet ikke længere kan acceptere, at riget fortsat skal blive forsømt, har rigsrådet besluttet at opsige kong Erik råd, mandskab og tjeneste. Endvidere har rigsrådet besluttet, at det vil se sig om efter en ny herre.

Traktat indgået imellem det danske rigsråd på den ene side og hansestæderne Lübeck, Hamburg, Wismar og Lüneburg på den anden side.Traktaten indeholder følgende punkter:1) Såfremt den ene part måtte få brug for hjælp i form af soldater til at nedkæmpe uret, skal den anden part yde hjælp. Den, der yder hjælp, skal selv bespise sine soldaterne i en periode på 14 dage, efter ønsket om hjælp er blevet fremsat. Derefter skal den part, som har ønsket hjælp, bespise soldaterne.2) Såfremt en tredje part ønsker at skade Danmarks rige, det være sig til lands eller til vands, forpligter de førnævnte hansestæder sig til at hjælpe til med råd og dåd imod denne tredje part. Såfremt en tredje part ønsker at skade de førnævnte hansestæder, forpligter det danske rigsråd sig til at hjælpe til med råd og dåd imod denne tredje part.3) Det danske rigsråd forpligter sig til at holde alle de førnævnte hansestæders gamle rettigheder, privilegier og friheder i Danmarks rige. De førnævnte hansestæder forpligter sig til at sikre Danmarks riges indbyggeres rettigheder i de førnævnte hansestæder og i de førnævnte hansestæders områder.4) Når Danmarks rige igen har fået en fuldmægtig konge, vil det danske rigsråd sørge for, at den danske konge bekræfter alle de førnævnte hansestæders rettigheder, privilegier og friheder i Danmarks rige, således som det sig hør og bør.5) Det danske rigsråd forpligter sig til at forbyde købmændene fra Holland og Zeeland at udføre varer fra Danmarks rige, så længe de førnævnte hansestæder er i krig med Holland og Zeeland.6) Såfremt rådet og borgerne i Rostock ikke inden 10. august 1439 har indgået en fredsaftale med Rostocks gamle råd, som nu befinder sig i eksil, forpligter det danske rigsråd og Danmarks riges indbyggere sig til at følge de påbud, som er udgået fra det pavelige koncil i Basel og fra den romerske kejser, om at pågribe folk fra Rostock og beslaglægge deres varer. Endvidere vil det danske rigsråd forpligte sig til at hindre folk i at eksportere varer til Rostock eller importere varer derfra.7) Det danske rigsråd forpligter sig til at forsøge at få gennemført, at hansestæderne ikke længere skal betale øresundstold, samt at alle ekstraordinære skatter bliver fjernet. Endvidere forpligter det danske rigsråd sig til at forsøge at få hr. Peder Oxe (til Asserbo, høvedsmand på Krogen) til at betale erstatning til de lybske borgere og hanseatiske købmænd, hvis varer og ejendele uretmæssigt er blevet beslaglagt ved Krogen.8) Eftersom de førnævnte hansestæder har klaget over, at hr. Bo Høg (til Tanderup og Astrup), foged på Kalø slot, uretmæssigt har beslaglagt hanseatiske købmænds varer og gods, samt at hanseatiske købmænd uretmæssigt er blevet hindret i at forlade Danmarks rige med deres varer, forpligter det danske rigsråd sig til at sørge for, at der bliver udbetalt erstatning til de hanseatiske købmænd, som har lidt skade.9) Endelig vil det danske rigsråd sikre, at de førnævnte hansestæder til enhver tid kan klage over de skader, som måtte blive påført deres borgere af danske indbyggere i rigerne Danmark, Norge og Sverige.

Traktat indgået imellem ærkebiskop Hans (Laxmand) af Lund og det danske rigsråd på Danmarks riges vegne på den ene side og Adolf 8., hertug af Slesvig, på den anden side.Traktaten indeholder følgende punkter:1) Det danske rigsråd forpligter sig til at overdrage Haderslev og Ærø til hertug Adolf på Mariæ himmelfartsdag 1439.2) Såfremt det ikke sker, vil ridderne Erik Nielsen (Gyldenstjerne), Morten Jensen (Gyrsting), Henrik Knudsen (Gyldenstjerne) og Esge (Jensen) Brok samt væbnerne Oluf Akselsen (Thott), Gert (Hartvigsen) Bryske, Otto Nielsen (Rosenkrantz) og Klaus (Markvardsen) Rønnow straks rejse til Rendsborg for dér at holde et retmæssigt indlager, indtil hertug Adolf har modtaget Haderslev og Ærø.3) Endvidere stiller Morten Jensen (Gyrsting), Otto Nielsen (Rosenkrantz) og Klaus (Markvardsen) Rønnow gården Hastrup, som tilhører Morten Jensen (Gyrsting), gården Hevringholm, som tilhører Otto Nielsen (Rosenkrantz), samt gården Ejsbøl, som tilhører Klaus (Markvardsen) Rønnow, som underpant for hertug Adolf. Disse gårde skal hertug Adolf holde og bruge, indtil han modtager Haderslev og Ærø.4) Når hertug Adolf har modtaget Haderslev og Ærø, skal han tilbagelevere de førnævnte gårde, og de førnævnte riddere og væbnere, som har holdt indlager i Rendsborg, skal være løst af deres indlager.5) Såfremt en eller anden fratager hertug Adolf de førnævnte gårde på hemmelig vis og imod hertugens vilje, forpligter det danske rigsråd sig til at hjælpe hertug Adolf med at få de førnævnte gårde tilbage.6) Med hensyn til konflikten imellem det danske ridderskab og den danske konges bønder i Nordjylland er det blevet aftalt, at Erik Nielsen (Gyldenstjerne), Morten Jensen (Gyrsting), Otto Nielsen (Rosenkrantz), Klaus (Markvardsen) Rønnow og Heinrich Rantzau ikke må opkræve ekstraskatter af bønderne. Endvidere skal de fem førnævnte lade bønderne beholde deres gamle rettigheder, indtil den konge, som rigsrådet vælger, er blevet indsat.7) Med hensyn til de andre bønder i Nordjylland er det blevet aftalt, at klager angående overgreb mod disse bønder, herunder klager fra hertug Adolf, først skal behandles, når den nye konge er blevet indsat.8) Endvidere er det blevet aftalt, at enhver hæderlig mand, som har retmæssig adkomst til arv eller gods i hertugdømmet Slesvig, skal modtage dette uden nogen form for hindring fra hertug Adolfs side, når hertug Adolf har modtaget Haderslev og Ærø. Ligeledes skal det gælde for de af hertug Adolfs mænd, som måtte have arv eller gods i de tre nordiske riger, at de skal modtage dette uden nogen form for hindring fra det danske rigsråds side.9) Når det danske rigsråd har valgt en ny konge, skal denne konge forlene hertug Adolf og dennes arvinger med hertugdømmet Slesvig. Til gengæld herfor skal hertug Adolf og dennes arvinger yde den danske konge tro tjeneste, som det sig hør og bør.10) Endelig er det blevet aftalt, at såfremt det - efter hertug Adolf har modtaget Haderslev og Ærø - kræves af hertug Adolf, at han skal hjælpe Danmarks rige og Danmarks krone med at vælge en ny konge eller herre, skal hertug Adolf gøre det. Såfremt det ikke kræves af ham, skal rigsrådet selv vælge en ny konge eller herre, og hertug Adolf skal ikke bekymre sig om det.

Danmarks rigsråds brev til kong Erik 7. af Pommern, hvori rigsrådet punktvis retfærdiggør kong Eriks afsættelse. Dette brevs anklager blev bekendtgjort ved opslag i hansestæderne. Anklagepunkterne er følgende:1) Kong Erik har i mange år undladt at udføre sin kongegerning, omend rigsrådet gentagne gange har bedt ham om at gøre det. Endvidere har kong Erik ikke levet, som det sømmer sig for en konge.2) Kong Erik har i mange år holdt riget fanget i krige med de holstenske herrer og med hansestæderne. Endvidere har han ikke ønsket at acceptere de retfærdige fredsaftaler, som man har tilbudt ham, og han har heller ikke villet følge rigsrådets råd om at acceptere disse fredsaftaler, hvilket har været til stor skade for riget. Af den årsag har riget mistet slotte, byer, landområder og folk, og både ridderskabet og den almene befolkning er blevet forarmet. Endvidere har han ikke ydet erstatning til dem, som har lidt skade grundet hans mange krige.3) Kong Erik har overdraget slotsloven til hertug Bugislav uden rigsrådets accept, imod kongens egne løfter og i strid med rigets ret og frihed. Derfor har rigsrådet gentagne gange bedt kong Erik om at omgøre dette, hvilket han dog ikke har villet, eftersom han hele tiden har ønsket at gøre hertug Bugislav til sin efterfølger med vold og magt. Dette er sket i strid med rigets ret og frihed og uden rigsrådets og befolkningens accept, hvilket har kastet riget ud i stor fare.4) Kong Erik har overdraget rigets bedste slotte til fremmede herrer, således at hertug Bugislav kunne få adgang til riget i strid med rigets ret og frihed. Endvidere har kong Erik lovet rigsrådet, at han ville fratage hertug Barnim Ålholm slot og hertug Vartislav Ravnsborg slot og derefter overdrage disse til rigets mænd 14 dage efter sankthans, hvilket imidlertid slet ikke er sket.5) Kong Erik har fjernet rigets skattekiste og rigets klenodier, som er blevet samlet sammen af konger og dronninger igennem mange år til rigets behov, fra skatkammeret på Kalundborg slot. Dette er sket uden rigsrådets viden og accept. Endvidere har det påført riget stor skade.6) Kong Erik er gentagne gange blevet opfordret af rigsrådet til at gifte sig med en fyrstinde, hvilket han imidlertid har modsat sig. Til hån og stor skade for rigerne lever han derfor nu et liv, som ikke sømmer sig for en konge.7) Først i Stockholm og derefter i Kalmar forhandlede man sig frem til en freds- og forsoningsaftale, som kong Erik forpligtede sig til at holde. Han har imidlertid ikke holdt denne freds- og forsoningsaftale, hvilket har påført rigerne stor skade.8) Da dronning Margrete døde, modtog kong Erik alle tre riger i en god stand, og der herskede enighed imellem dem. Nu er rigerne derimod skilt ad, fordi kong Erik har overdraget slotsloven til hertug Bugislav, og fordi kong Erik nu i lang tid har forsømt rigerne.9) Det svenske rigsråd har gentagne gange sendt dets udsendinge til kong Erik for at bede ham om at rejse til Sverige for dér at tilslutte sig det, som man har forhandlet sig frem til i Kalmar, og for at udføre de gerninger, som er forbundet med at være deres herre og konge. Endvidere har det svenske rigsråd bedt det danske rigsråd om at bede kong Erik om dette. Dette har kong Erik imidlertid ikke ønsket. Derimod ser han frem til, at rigerne adskilles, og at de kommer i strid indbyrdes, eftersom hertug Bugislav således vil have lettere adgang til riget og således nemmere vil kun erobre kronen.10) Kong Erik drog uden rigsrådets viden og accept fra rigerne til Preussen og lod således rigerne stå uden en herre. Derefter rejste kong Erik fra Preussen til Hiddensee, hvor han mødtes med de stettinske herrer. Dér samlede han mange folk til en hær, hvorefter han drog til Danmark med sin hær. Det danske rigsråd vidste intet herom, og det vidste heller ikke, hvad kong Eriks mening med det var, førend kongen havde overdraget rigets slotte, områder og befolkning, nærmere bestemt Lolland, Langeland og Fyn, til de fremmede hertuger og grever imod hans kongelige ed og imod rigets privilegier, ret og frihed og også imod rigsrådets råd og vilje.11) Det danske rigsråd bad derfor ærkebiskoppen af Lund om at gå i rette med kong Erik - enten hemmeligt eller i al offentlighed, hvis det skulle vise sig nødvendigt - og om at spørge kongen, om han for det første ikke nok ville tage slottene fra de fremmede herrer igen, således som det retmæssigt sømmede sig, for det andet få dem til at forlade riget og for det tredje overdrage slottene til rigsrådet. Såfremt kong Erik ikke ville gøre det, skulle han være klar over, at rigsrådet ville opsige ham tjeneste og mandskab. Alt dette fortalte ærkebiskoppen til kong Erik ved mødet i Nykøbing, hvor også hertug Vartislav og hr. Erik Nielsen ((Gyldenstjerne) til Demstruplund, Tim og Ågård) var til stede, men lige lidt hjalp det.12) Kong Erik mødtes med rigsrådet i Vordingborg, hvor han krævede, at det skulle modtage hertug Bugislav som rigets herre og konge. Derfor bad rigsrådet kong Erik om at forskåne rigsrådet for dette. Ifølge rigsrådet ville det nemlig ikke være foreneligt med ret og ære, at rigsrådet omformede et valgkongedømme til et arvekongedømme. Selvom riget havde været et arvekongedømme, hvad det dog ikke er, var der en anden fyrste, som stod nærmere til at arve riget end hertug Bugislav. Derefter svor kong Erik på sit liv, at hertug Bugislav skulle arve riget, og således ville kong Erik aftvinge rigsrådet dets frihed og ret. Derpå overdrog kong Erik uden rigsrådets viden og accept hele Fyn med de tre slotte og hele befolkningen imod al ret. Derpå drog han straks til Gotland, hvor han nu befinder sig, og overlod således riget i splid og fordærv til fremmede herrer. Disse omtalte slotte er stadig i hertug Bugislavs varetægt, og han holder dem åbne for alle dem, som vil hjælpe ham mod rigsrådet. På den måde kan alle og enhver se, at det sker, fordi han allerede har den opfattelse, at han vil blive konge, selvom dette strider imod rigets ret og råd.13) Da kong Erik var draget til Gotland, gjorde bønderne oprør mod gejstligheden og ridderskabet. Endvidere har bønderne fortalt på landstinget og forskellige andre steder, at de gjorde det på kong Eriks vegne, fordi kong Erik havde bedt dem om det.14) Kong Erik har uden nogen form for ret ladet fængsle ærkebiskopper, biskopper, prælater, priorer, munke, præster og mange andre gejstlige folk fra alle tre riger, som var fuldstændig uskyldige, selvom det slet ikke sømmer sig for ham at dømme over gejstlige folk.15) Endvidere har paven sendt en gejstlig udsending til kong Erik med et brev, som kongen modtog med spot og hån. Desuden slog kongen den pavelige udsending i hovedet, så han blødte fra næse og mund. Endvidere krævede kong Erik, at den pavelige udsending skulle æde brevet, hvilket han imidlertid ikke kunne, hvorfor kong Erik lod ham smide i tårnet, hvor han lå i lang tid. På grund af denne hændelse er alle tre riger blevet udsat for megen hån og spot.16) Kong Erik har desuden taget mange riddere, borgere og fremmede købmænd til fange og lagt dem i tårnet, selvom de var uskyldige, og uden at holde retssag over dem. Dette har kong Erik gjort uden rigsrådets accept.17) Tidligere havde man i Danmark en god og redelig mønt, hvilket vil sige, at den vejne mark indeholdt ni lod sølv. Endvidere var denne mønt gældende for alle og enhver. Imidlertid har kong Erik ladet slå rene kobbermønter, og nu har kongen tvunget folk til bruge disse kobbermønter, som var det den førskrevne gode sølvmønt. Dette er sket uden rigsrådets accept, og riget er blevet påført stor skade heraf.18) Kong Erik har indsat mange uhæderlige fogeder i de tre riger uden rigsrådets viden og accept. Disse fogeder har påført mange folk uret og vold samt taget folks gods og ejendele med vold. Af denne årsag har rigsrådet modtaget mange klager over kong Erik fra den romerske konge og andre herrer, fyrster og byer.19) Det er ret og sædvane, at kongen i Danmark hvert år skal holde danehof i Nyborg for at dømme i enhver sag. Dette har kong Erik imidlertid aldrig villet gøre. Både gejstlige og verdslige folk, hvis gods kong Erik har frataget dem, har klaget over dette, men de har ikke kunnet nyde retten.

Kong Erik 7. af Pommerns svar på det danske rigsråds opsigelsesbrev.Kong Erik meddeler, at han har modtaget rigsrådets opsigelsesbrev. Kong Erik finder, at tonen i rigsrådets brev er meget hård, og han havde ikke forventet dette af rigsrådet. Desuden har rigsrådet ikke tidligere klaget over ham, således som det sig retmæssigt hør og bør, når man vil afsætte en konge. Desuden har rigsrådet uden kong Eriks vidende og accept hentet hertug Kristoffer til Danmark. Endvidere har rigsrådet fået overtalt hertug Kristoffer til også at sende sit opsigelsesbrev til kong Erik.Kong Erik meddeler, at rigsrådet godt er klar over, at han aldrig har hindret gode mænd, som fremsatte beskyldninger mod ham, i at opnå retfærdighed og ret. Derfor er kong Erik også til enhver tid parat til at stille sig frem for rigsrådet og alle danske mænd, som måtte fremsætte klager mod ham, ved et møde, hvor også herrer, fyrster, byer og andre gode folk deltager, for at give og modtage ret med hensyn til de beskyldninger, som rigsrådet og hertug Kristoffer har fremsat mod ham.

Kong Erik 7. af Pommerns brev til det danske rigsråd, hvori han punktvis forsøger at forsvare sig mod rigsrådets anklager:1) Til det danske rigsråds beskyldning om, at kong Erik skulle have forbrudt sig mod Danmarks krones ret og frihed, svarer kong Erik, at såfremt han nogensinde tidligere skulle have forbrudt sig mod Danmarks krones ret og frihed, skulle rigsrådet have efterprøvet det på en anden måde end ved på hånlig og uretmæssig vis at fremsætte strafbare beskyldninger mod ham. Det danske rigsråd har således aldrig tidligere nævnt, at kong Erik skulle have forbrudt sig mod Danmarks krones ret og frihed, hvorfor han da også håber, at han vil blive fuldstændig frifundet for denne anklage ved retten.2) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik skulle have overdraget slotsloven over rigets slotte til udenlandske herrer, svarer kong Erik, at han ikke har overdraget slotsloven over rigets slotte til fremmede herrer, for såfremt rigsrådet ikke er klar over det, er hertug Bugislav 9. af Pommern-Wolgast rent faktisk kong Eriks nevø, og kong Erik har ikke overdraget slotsloven til hertug Bugislav på egen hånd men efter rigsrådets råd og med dets billigelse. Endvidere har hertug Bugislav haft slotsloven sammen med kong Erik, siden dronning Margrete døde, og ingen har klaget over dette før nu. Endelig har kong Erik aldrig udnævnt hertug Bugislav til konge.3) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik skulle have skilt rigerne ad, svarer kong Erik, at ingen ønskede mere end han, at rigerne skulle blive sammen. Hvis rigsrådet vil vide sandheden herom, skal de spørge de hæderlige folk i Stockholm, som gav ham deres beseglede breve på, at rigerne altid skulle blive sammen i kærlighed og ikke skilles ad, så længe kong Erik var konge. Endvidere skal rigsrådet læse den skriftlige klage, som svenskerne gav ham, da han sammen med det danske rigsråd befandt sig i Helligåndshuset i Stockholm. Når man læser denne klage, vil man tydeligt kunne se, at det var svenskerne og altså ikke kong Erik, som ønskede, at rigerne skulle skilles ad. Desuden sagde svenskerne under det møde og - vel at mærke - i det danske rigsråds nærværelse, at de hellere ville dø, end at de ville tillade at have danske mænd i Sverige.4) Til rigsrådets beskyldning om, at Haderslev er kommet bort fra riget grundet kong Eriks fravær og forsømmelse af riget, svarer kong Erik, at han altid har arbejdet for, at det ikke skulle ske. Derom kan rigsrådet spørge biskoppen i Roskilde, hr. Erik Nielsen ((Gyldenstierne) til Demstruplund, Tim og Ågård), hr. Anders Nielsen ((Jernskæg) til Herlev og Dronningholm), abbeden i Sorø og mange andre hæderlige folk, som var forsamlede på Haraldsborg og andre steder. Disse vil kunne fortælle, når man spørger dem, at andre og altså ikke kong Erik ønskede, at Haderslev skulle komme bort fra kronen. Såfremt rigsrådet ønsker at vide, hvorfor Sverige, Norge og Sønderjylland er blevet skilt fra Danmark, kan kong Erik fortælle rigsrådet, at det skyldes rigsrådets vold, uredelighed, troløshed og umilde gerrighed. Således skåner rigsrådet for gods og penges skyld og imod Gud og den hellige kirke hverken dets rette herre, riddere, væbnere, kvinder, børn, bønder eller byfolk. Dette betyder, at de, som rigsrådet nu har magt over, bliver fordærvet på grund af rigsrådets uhæderlige regimente og derfor gerne vil skilles fra rigsrådet. Derfor har den danske befolkning nu rejst sig mod rigsrådet og klaget over rigsrådet, og nu frygter kong Erik, at rigerne skilles endnu mere ad. 5) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik har overdraget syv af rigets faste slotte til udenlandske herrer, som rigsrådet åbenbart hellere vil opfatte som fjender end venner, svarer kong Erik, at han ikke har overdraget slottene til fjender af rigsrådet eller af Danmark. Derimod har han overdraget slottene til folk, som fortjener tak og kærlighed af de hæderlige folk, som bor i Danmark, for deres tjeneste mod Danmarks rige, eftersom hertug Barnim (8. af Pommern-Wolgast-Barth) har ødelagt sit helbred i Danmarks rigsråds og Danmarks riges tjeneste. Endvidere har grev Hans (af Eberstein-Naugard) ofte og loyalt sat sit liv og gods på spil i rigsrådets og Danmarks riges tjeneste, og han har endda besluttet sig for, at han vil leve og dø i Danmark. Ligeledes har også grev Witzlaw (af Eberstein-Naugard) ofte og loyalt sat sit liv og gods på spil i rigsrådets og Danmarks riges tjeneste, og han har også besluttet sig for at leve og dø i Danmark. Endvidere har kong Erik overdraget dem slotte i samråd med kongens råd, som på daværende tidspunkt bestod af hr. Aksel (Pedersen (Thott)), hr. Benedict (Volfsen (Pogwisch)), Hans Kröpelin og flere andre. Endelig overdrog kong Erik hertug Bugislav slottene på Fyn med rigsrådets accept, således som det blev aftalt i Vordingborg. Ligeledes overdrog kong Erik slottet på Lolland til hertug Bugislav med biskoppen af Roskilde og hr. Erik Nielsens vidende, hvilket kong Erik kan bevise med deres beseglede breve. Endelig skriver kong Erik, at de, som nu har skilt Haderslev, Ærø, Flensborg, Tønder, Stubbe, Svavsted og hele Sønderjylland fra den danske krone samt overdraget dette område til andre herrer, har haft meget større lyst til fremmede herrer end ham. De herrer, som nu har Sønderjylland i deres varetægt, har fra gammel tid været Danmarks riges naturlige fjender, således som det danske rigsråd ofte mundtligt har fortalt kong Erik. Derfor burde rigsrådet ifølge kong Erik holde de andre for udenlandske herrer og ikke dem, som kong Erik for rigets bedstes skyld har overdraget slotte.6) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik skulle have lovet at holde forhandlinger i Kalmar, svarer kong Erik, at han aldrig har lovet noget sådant. Derimod befinder kong Erik sig nu på Stegeborg slot i Sveriges rige, og han er parat til dér at gøre og modtage alt, hvad der kan kræves af ham af ære og ret.7) Til rigsrådets påstand om, at den danske befolkning grundet kong Eriks dårlige regeringsførelse, skulle have rejst sig imod deres rette herre og husbond, svarer kong Erik, at han for tiden ikke befinder sig i Danmark, hvorfor han håber, at man ikke vil tilbageholde informationer om situationen i Danmark for ham. Dog erklærer han, at ingen hæderlig mand skal anklage ham for at være skyld i, at den danske befolkning gør oprør.8) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik skulle have udført rigets klenodier, som var blevet samlet sammen igennem mange år af konger og rigets forstandere, svarer kong Erik, at han nu har været konge i hen ved 50 år, og at det desuden er mere end 30 år siden, at han blev gift. Derfor er det ikke underligt, hvis der skulle være sket en sammenblanding af dronning Margretes, dronning Filippas og hans ejendele. Hvad angår rigets klenodier, opfordrer kong Erik det danske rigsråd til at sende biskop Jens (Jakobsen) af Oslo, hr. Erik Nielsen, hr. Jens (Andersen) Grim ((Has) til Tosterup) og Hans Kröpelin til Gotland, eftersom de kender dronning Margretes klenodier vel. Når de er kommet til Gotland, vil kong Erik under ed lægge alle de klenodier, som han er i besiddelse af, frem for rigsrådets udsendinge. Hvis de deriblandt finder nogle klenodier, som hverken tilhører kong Erik eller kongens hustru, men derimod Danmarks rige, vil kong Erik sende disse klenodier tilbage til riget, således som det sig hør og bør efter ret og ære. Hvis rigsrådets udsendinge imidlertid ikke finder nogen klenodier tilhørende riget, vil kong Erik konkludere, at man har gjort ham stor uret ved på forhånd at have fremsat beskyldningen om, at han skulle have udført rigets klenodier. Derudover meddeler kong Erik, at han da håber, at han har lov til at beholde de ejendele, som han har arvet efter sin hustru. Endelig meddeler kong Erik, at hr. Mogens (Akselsen) Gøye (til Krenkerup) og hr. Jens Torbernsen ((Sparre) til Bringstrup) har kendskab til, hvad kongen ellers har taget med sig til Gotland. Med hensyn til det, som rigsrådet skriver om skatten, svarer kong Erik, at de hæderlige mænd, som har udbetalt penge til kong Erik - både de, som er døde, og de, som lever - har ført regnskab hermed. Disse regnskabsbøger eksisterer stadig, og de viser tydeligt, hvorledes alt er foregået.9) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik har svigtet Danmarks rige ved at drage ud af landet, svarer kong Erik, at han er draget ud af landet for rigets bedstes og fortsatte beståens skyld samt for Danmarks riges indbyggeres skyld. Endvidere nævner kong Erik, at han indsatte høvedsmænd i hele riget, inden han drog ud af landet, for at de skulle sørge for rigets sikkerhed i kongens fravær. Derfor er det ifølge kong Erik forkert, når rigsrådet påstår, at kongen har svigtet riget.10) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik skulle have kastet sin vrede på rigsrådet, svarer kong Erik, at han hverken har kastet sin vrede på rigsrådet eller på Danmarks riges indbyggere. Rigsrådet kan skrive, hvad det vil, men kong Erik har aldrig gjort andet end det, som sømmer sig for en konge - herom skal Gud være hans vidne. Dog er kong Erik opmærksom på, at mennesket er så sygt af natur, at det ikke retter sig efter, hvad der er ret og rimeligt.11) Til det forhold, at rigsrådet vil se sig om efter en anden herre, og at det meget vel kan være hertug Kristoffer, svarer kong Erik, at hertug Kristoffer er blevet ført ind i riget uden kong Eriks accept og tilladelse. Endvidere meddeler kong Erik, at hertug Kristoffer over for kongen havde lovet, at han aldrig ville rejse ind i riget uden kong Eriks accept og tilladelse, men nu kan kong Erik altså forstå, at rigsrådet har overtalt hertug Kristoffer til at begå en så formastelig handling.

Kong Erik 7. af Pommerns skrivelse til skåningerne i anledning af, at det danske rigsråd skriftligt har opsagt kongen råd, mandskab og tjeneste. Kong Eriks brev indeholder følgende punkter:1) Af rigsrådets opsigelsesbrev fremgår det, at det har opsagt kongen råd, mandskab og tjeneste, samt at det vil se sig om efter en anden herre. I den forbindelse vil kong Erik gerne vide, om skåningerne vil det samme som rigsrådet, hvilket kong Erik dog ikke kan tro.2) Kong Erik beder skåningerne om at gå i rette med rigsrådet, således at rigsrådet undlader at fordrive kongen, hvilket det ellers har i sinde. Dette skal skåningerne gøre i forvisning om, at kong Erik altid er parat til at underkaste sig en hvilken som helst dom, som herrer, fyrster og andre hæderlige mænd måtte fælde over ham ved en retssag. I den forbindelse håber kong Erik, at skåningerne og andre af kongens gode folk i Danmark vil sende deres udsendinge til denne retssag, således at de kan høre rigsrådets beskyldninger mod kongen samt kong Eriks svar på disse beskyldninger. Kong Erik vil ydermere være parat til at gøre og lade alt, hvad der retteligt kan kræves af ham som konge, således at skylden hverken skal placeres hos ham, rigsrådet eller hos skåningerne.3) Med hensyn til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik skulle være skyld i, at der er opstået splid i Danmark mellem rigsrådet, gejstligheden, ridderskabet og borgerskabet i købstænderne på den ene side og den danske befolkning på den anden side, erklærer kong Erik over for skåningerne, at han intet har at gøre med denne splid. Derimod vil kong Erik arbejde for, at der kan komme fred og fordragelighed imellem de forskellige parter.4) Kong Erik klager sin nød til Gud og skåningerne over, at rigsrådet nu har indført hertug Kristoffer. Hertug Kristoffer har endvidere fremsat den beskyldning mod kong Erik, at kongen selv skulle have fortjent det, men kong Erik ved ikke andet end, at han altid har vist hertug Kristoffer og dennes moder kærlighed og godhed.5) Kong Erik beder skåningerne om at tage sig i agt for hertug Kristoffer og for alle de folk, som står i ledtog med ham, og som har opsagt kong Erik råd, mandskab og tjeneste. Endvidere beder kong Erik skåningerne om at behandle dem, som har handlet ilde mod kongen, således som de har behandlet kong Erik. Endvidere beder kong Erik skåningerne om at udvise troskab mod ham, indtil han kan komme tilbage til Danmark.6) Kong Erik erklærer over for skåningerne, at han aldrig ville kunne finde på at gøre mod den danske befolkning, hvad rigsrådet nu har gjort mod ham. Derimod ønsker han kun at gøre det, som sømmer sig for en konge.

Kong Erik 7. af Pommerns brev til fynboerne indeholdende følgende punkter:1) Eftersom kong Erik allerede har sendt fynboerne en afskrift af det danske rigsråds opsigelsesbrev til kongen, hvilket blev sendt fra Lübeck, har kong Erik nu i nærværende brev ladet afskrive det svar, som han for nylig sendte til rigsrådet fra Stegeborg slot, således at fynboerne kan læse det.2) Kong Erik erklærer, at fynboerne ikke skal forstå hans svar til rigsrådet således, at han anklager alle hæderlige folk i Danmark for at have handlet ilde mod ham. Hans klagepunkter går alene på de folk, som har fremsat uretmæssige beskyldninger mod ham. Kong Erik er endvidere klar over, at der findes mange hæderlige mænd i Danmark, som er kede af det, som er sket mod kong Erik. Derfor beder kong Erik fynboerne om at gå i rette med det danske rigsråd, således at det holder op med at gøre uret mod kongen, og således at det undlader at fordrive ham samt undlader at indsætte en anden herre som konge.3) Endelig erklærer kong Erik, at han altid er parat til at underkaste sig en hvilken som helst dom, som herrer, fyrster og andre hæderlige mænd måtte fælde over ham ved en retssag. Kong Erik er ydermere parat til at gøre og lade alt, hvad der retteligt kan kræves af ham som konge, således at skylden hverken skal placeres hos ham, rigsrådet, fynboerne eller andre hæderlige folk i Danmark.

Kong Erik 7. af Pommern skriver til hertug Kristoffer af Bayern, i hvilken forbindelse han sender hertug Kristoffer en kopi af sit svar på det danske rigsråds opsigelsesbrev til kongen.

Cecilia Esbernsdatter (Emmiksen), priorinde i Sankt Hans kloster ved Slesvig, samt hele klostrets konvent erklærer, at deres medsøster, fru Katharina Dosenrode, med 200 mark lybsk har stiftet en almisse til et alter, der skal bygges til ære for Jomfru Maria og Sankt Nikolaus, og at hun har forlenet Nikolaus v. Bucken med den.

Wendt Henriksen Frese (til Arlevad) pantsætter to gårde i landsbyen Haksted i Ugle herred og to gårde i landsbyen Jybæk i Arns herred til Pay Jepsen, rådmand i Flensborg, for i alt 100 mark.

Brev angående Satrup kirkes opførelse.

De slesvigske bispers adkomstbrev til Valsbøl mølle i Vis herred.

Michael Iversen, kantor i Haderslev, bevidner sammen med fire sogneboere fra Tyrstrup sogn, at Tyrstrup kirke tilhører biskoppen af Slesvig.

Tingsvidne af Ærø herredsting om Hartvig Schacks pantsætning af sit gods i Leby til hertug Adolf af Slesvig for 100 mark i hansestædernes mønt.

Borgmestre og rådmænd i Flensborg vidimerer overenskomsten af 1406. 31. juli mellem dronning Margrete og biskop Johan af Slesvig om Svavsted.

Sognevidne af Vollerwiek sogn om ydelser til sognepræsten.

Tingsvidne af Tønder herredsting. På forespørgsel af lensmanden på Tønderhus erklærer borgmestre og rådmænd i Tønder og herredsmændene fra Tønder herred, at alle, der foretager handelsrejser gennem herredet skal betale hertugen told ved Tønderhus.

Tingsvidne af Haderslev byting. Silvester og Oluf af Simmersted erklærer under ed, at hverken deres tidligere herre, Henning Albertsen, eller hans moder, fru Elisabeth Podebusk, eller nogen anden, har pantsat eller afhændet arvegods i Livland.

Tingsvidne af Flensborg byting. 24 gamle og ærlige borgere erklærer, at deres afdøde medborger Thomas Jul pantsatte og afhændede meget af sit gods pga. eget behov og ikke pga. overdådig eller uredelig livsførelse af hustruen eller svigermoderen. Disse var ærlige og retskafne kvinder, som selv havde solgt fra af deres gods for at kunne indløse Thomas Juls.

Rådmænd og indbyggere i Ejdersted, Everschop og Utholm erklærer Herdinch og Lüchter for notoriske mordere for mordet på Gybe Tolensen i hans egen gård. Den der skjuler eller hjælper disse eller andre domfældte moredere skal have sit liv og gods forbrudt.