De slesvigske hertuger Adolf og Gerhard overdrager deres slot og by Flensborg med møllen og fogediet samt Ny herred og Husby herred og alt andet tilliggende til deres lensmænd Heinrich Rixstorp, ridder, og Henning v. d. Hagen, væbner, med forpligtelse til ikke at afsætte dem.

Borgmestre og rådmænd i Lübeck udsteder et lejdebrev for Lübecks udsendinge til fredsmødet i Nykøbing Falster. Heri pålægges alle hæderlige folk, såvel danske som tyske, at understøtte og hjælpe Lübecks udsendinge for fredens skyld.

Rådet i Rostock udsteder over for rådet i Lübeck et lejdebrev for de holstenske og hanseatiske udsendinge, som nu befinder sig i Nykøbing Falster, såfremt disse grundet vind og vejr måtte være nødsaget til at sejle til Rostock.

Hanseforbundets oldermænd i Brügge meddeler rådet i Lübeck, at herren af Veer har erklæret sig for en åben fjende af de hansestæder, der er i krig med kong Erik 7. af Pommern.

Biskop Jens (Jakobsen) af Oslo og ridderne Aksel Pedersen (Thott), Bengt Stensson (Natt och Dag) og Esge Brok underretter Den Tyske Ordens udsendinge om, at kong Erik 7. af Pommern atter har givet sit samtykke til, at hansestæderne kan nyde deres privilegier i de tre riger over de næste fem år, således som det allerede tidligere er blevet bekræftet af kongen.

Indbyggerne i landsbyerne Øster Husum og Vester Husum forpligter sig i anledning af opførelsen af et kapel til at give sognepræsten i Mildsted en årlig rente på 20 lybske mark.

Ditlev v. Ahlefeld, drost i Sønderjylland, underkender en dom, som er blevet afsagt af Syvherredernes råd i en sag vedrørende manddrab på en kirkegård.Syvherredernes råd havde taget dobbelt mandebod, hvilket det ikke havde ret til ifølge landets lov.Medlemmerne af Syvherredernes råd straffes desuden på deres hovedlod, dog således at deres ære og rygte forbliver ubesmittet af straf, eftersom de har dømt uret af uvidenhed.

Rådet i Lübeck meddeler Walther v. Kirskorf, Den Tyske Ordens komtur i Danzig, at de holstenske grever og hansestæderne er villige til at indgå våbenhvile med kong Erik 7. af Pommern, og at der forberedes et fredsmøde i Vordingborg.

Adolf 8. og Gerhard 7., hertuger af Slesvig, stadfæster Flensborg bys friheder og statutter.

Rådet i Lübeck indbyder rådet i Wismar til et møde, hvor der skal forhandles om krigen mellem hansestæderne og kong Erik 7. af Pommern, møntvæsen, sejlads o.l.

Skrå for Hellig Legemsgildet, også kaldet Skolegildet, i Flensborg.Skråen indeholder følgende punkter:1) Såfremt en hæderlig mand eller kvinde ønsker at indtræde i lavet, skal vedkommende give lavet en mark voks eller så mange penninge, som en mark voks koster.2) Såfremt en lavsbroder eller -søster dør ud af lavet, skal skolemesteren komme med sine peblinge og præsterne i procession. Sammen med de andre lavsbrødre og -søstre skal de følge den afdøde til graven. Alle lavsbrødre og -søstre skal deltage i begravelsen. Gør et lavsmedlem ikke dette, skal vedkommende betale en mark voks i bøde til lavet.3) Såfremt en pebling dør, skal alle lavsbrødre og -søstre ligeledes følge den afdøde pebling til graven i procession. Gør et lavsmedlem ikke dette, skal vedkommende betale en mark voks i bøde til lavet, medmindre vedkommende har lovligt forfald. Dog skal der som minimum være den ene af et par tilstede.4) Peblingene skal ikke betale for at blive optaget i lavet, eftersom de pr. definition skal følge lavsbrødrene og -søstrene til graven.5) Ingen lavsbroder eller -søster må tale ilde om et andet lavsmedlem. Gør et lavsmedlem dette, og kan det bevises med fire hæderlige personer, skal vedkommende betale en tønde øl i bøde til lavet.6) Slår eller sårer en lavsbroder en anden lavsbroder, skal vedkommende betale en halv læst øl.7) Trækker en lavsbroder sin kniv eller sit våben som det første, skal vedkommende betale en tønde øl i bøde til lavet.8) Hvis en lavsbroder begynder en strid inden for lavet og ikke vil styre sig, skal oldermændene og fire lavsbrødre pågribe ham og føre ham ud af lavet. De lavsbrødre, som bliver udpeget af lavet til denne opgave, skal tage fat i vedkommende med hånden og sætte vedkommende uden for døren. Hvis de af oldermændene udpegede ikke vil gøre det, skal de betale en bøde til lavet. Endvidere skal den lavsbroder, som begyndte striden, betale en tønde øl i bøde til lavet.9) Såfremt en gæst ikke vil styre sig, skal man gøre det samme som beskrevet i punkt 8. Endvidere skal den lavsbroder, som havde inviteret den pågældende gæst, betale en tønde øl i bøde til lavet.10) Såfremt en lavsbroder drikker så meget, at han kaster op i lavshuset, skal vedkommende betale en tønde øl i bøde til lavet. Såfremt en lavsbroder drikker så meget, at han kaster op i gården, skal vedkommende betale en halv tønde øl i bøde til lavet.11) Ingen lavsbroder må hælde øl på andre med vilje. Gør en lavsbroder det, skal vedkommende betale en halv tønde øl i bøde til lavet.12) Såfremt en lavsbroder ønsker at invitere gæster til møderne, skal vedkommende gå til oldermændene og meddele dem det både mundtligt og skriftligt. Lavsbrødrene må kun invitere hæderlige mænd og svende og hæderlige kvinder og jomfruer. Den lavsbroder, som inviterer andre folk, skal betale en tønde øl i bøde til lavet.13) Såfremt en lavsbroder med vilje gemmer sig uden for døren eller inde i lavshuset for på et belejligt tidspunkt at overfalde eller myrde en anden lavsbroder, skal vedkommende betale en læst øl i bøde til lavet.14) Ingen lavsbroder må bære rustning eller våben i lavet. Hvis en lavsbroder vil bære sit våben i lavet, skal vedkommende overdrage våbenet til kældersvenden. Derefter skal kældersvenden opbevare våbenet, indtil lavsbroderen skal gå.15) Ingen lavsbroder må vædde med en anden lavsbroder i lavet. Gør man det, skal man betale en bøde.16) Ingen lavsbroder må fornærme folk fra et andet lav. Den lavsbroder, som gør det, skal betale en tønde øl i bøde til lavet.17) Hvis der skåles med en lavsbroder, skal vedkommende skænke op for den, som har skålet med lavsbroderen. Såfremt lavsbroderen ikke vil skænke op, og såfremt der bliver klaget over dette til oldermændene, skal vedkommende betale en halv tønde øl i bøde til lavet.

Kong Erik 7. af Pommern skriver til Paul v. Rusdorf, højmester for Den Tyske Orden.Kong Erik forsvarer over for Paul v. Rusdorf, at skipper Mathias Negendanks skib, som strandede ud for København, er blevet beslaglagt af kongens mænd.Endvidere klager kong Erik til Paul v. Rusdorf over, at skipperen Albrecht v. Borken i strid med sit løfte til kong Erik er sejlet bort med gods, som tilhører kong Eriks fjender. I den forbindelse beder kong Erik Paul v. Rusdorf om at arrestere Albrecht v. Borken eller andre folk, som på denne skadelige måde hjælper kong Eriks fjender.

Rådet i Danzig meddeler hansestædernes kontor i Brugge, at kong Erik 7. af Pommern har beslaglagt to engelske skibe, og at der er udliggere på havet.Endvidere meddeler rådet i Danzig, at kong Erik har været i Sverige, og at han dér har fået løfte om militærhjælp.

Rådet i Danzig skriver til rådet i Riga.Rådet i Danzig meddeler, at kong Erik 7. af Pommern har ladet kapre to hanseatiske skibe, som var på vej fra England mod Danzig, i Øresund. Endvidere meddeles det, at kong Erik er i færd med at udruste kaperskibe, som han snarest vil sende til søs.Rådet i Danzig antager, at kong Erik særligt er interesseret i skibe fra Livland. I den forbindelse har rådet i Danzig modtaget informationer om, at Broder Svensson (Tjurhuvud), en af kong Eriks høvedsmænd, nu skulle befinde sig i Rigabugten sammen med sit mandskab, hvor de ligger og venter på de livlandske skibe. Derfor beder rådet i Danzig om, at dets advarsel bliver sendt videre til rådet i Reval.

Rådet i Lübeck indbyder rådet i Hamburg til et hansemøde den 28. april 1432, hvor der skal forhandles om søudrustning, da der går rygter om, at kong Erik 7. af Pommern er ved at opruste til søs.

Rådet i Danzig meddeler det hanseatiske kontor i Brugge, at Danzig med hensyn til skibsfarten i Øresund vil rette sig efter det svar, som højmesteren for Den Tyske Orden måtte modtage fra kong Erik 7. af Pommern.I den forbindelse er det blevet besluttet, at de preussiske skibe ikke må sejle igennem Øresund, førend højmesteren har modtaget et svar fra kong Erik.

Heinrich v. Ripen meddeler rådet i Reval, at Heinrich Hoyer og andre af kong Erik 7. af Pommerns fanger vil indfinde sig til et møde med hansestæderne.Endvidere meddeler Heinrich v. Ripen, at der går rygter om, at kong Erik selv vil holde et møde med hansestæderne.

Kong Erik 7. af Pommern besvarer to breve fra Paul v. Rusdorf, højmesteren for Den Tyske Orden.Kong Erik klager bl.a. over, at folk fra Preussen, herunder skipperen Albrecht v. Borken, understøtter kongens fjender ved at fragte deres gods.Ikke desto mindre erklærer kong Erik, at han over for højmesterens undersåtter vil optræde på en for højmesteren tilfredsstillende måde.

Claus Wulf, biskop i Slesvig, udsteder en garanti vedrørende det dige mellem Husum og Rødemis, som hans fæstere og selvejerbønder i marsken agter at bygge.Claus Wulf garanterer, at hans fæstere og selvejerbønder i fællesskab skal grave hul på diget på et for dem belejligt sted, såfremt det viser sig, at diget er til skade for de slesvigske hertuger Adolf og Gerhard.

Embedsfolk samt borgere på slottet og i byen Plön erklærer sammen med flere andre holstenske embedsfolk og borgere, at hertug Gerhard af Slesvig har betalt markgrevinde Agnes af Baden 2000 gylden for slottet og byen Plön.Endvidere erklærer de førnævnte embedsfolk og borgere, at de vil returnere slottet og byen Plön til markgrevinde Agnes, såfremt hertug Gerhard skulle dø før markgrevinden.

Ny herreds tingsvidne om, at Hartvig Krumkop (Krummedige) for et stykke tid siden skødede sit gods i Angel til Anders Iversen (Rosenkrantz), som derefter pantsatte det til Hartvig Krumkop. Derefter gav Hartvig Krumkop det i pant til sin hustru Eibe, som efterfølgende gav det i pant til Henning v. d. Hagen.

Kong Erik 7. af Pommern meddeler rådet i Lübeck, at han er villig til at holde et fredsmøde i Horsens. Af den årsag sender kong Erik nu et lejdebrev til rådet i Lübeck til brug for dets udsendinge.

Kong Erik 7. af Pommerns sender et lejdebrev til rådet i Lübeck til brug for både Lübecks udsendinge, de andre hansestæders udsendinge samt de holstenske udsendinge til fredsmødet i Horsens.

Rådet i Wismar bevidner over for de hanseatiske udsendinge, som befinder sig i Hamburg, at Conrad Swarte og Walter Kröger har fået fuldmagt til at modtage den løn, som Lübeck og de andre krigsførende hansestæder skylder dem for de omkostninger, som de har haft under Flensborgs belejring, og den tjeneste, som de har ydet hansestæderne ved samme lejlighed.

Jes Petersens orfejdebrev til de slesvigske hertuger Adolf og Gerhard.

Bernd v. Haltern, rådmand i Reval, meddeler rådet i Reval, at der ventes afsluttet en femårig våbenhvile imellem kong Erik 7. af Pommern og hansestæderne.

Rådet i Wismar bevidner over for rådet i Hamburg, at Conrad Swarte og Walter Kröger har fået fuldmagt af Bartholomæus Voet og andre af udliggernes høvedsmænd til at modtage 250 lybske mark af rådet i Hamburg for den tjeneste, som de ydede hansestæderne under belejringen af Flensborg.

Kong Erik erklærer våbenhvile for fem år med greverne Adolf og Gerhard af Holsten.

Våbenhvile på fem år imellem kong Erik og stæderne Lübeck, Lüneburg, Hamburg og Wismar.

Adolf og Gerhard, grever af Holsten og hertuger af Slesvig, erklærer våbenhvile med kong Erik.

Wismars rådsudsending Peter Wilde meddeler rådet i Wismar, at der netop i dag er blevet indgået en fredsaftale mellem hansestæderne og kong Erik 7. af Pommern.Derfor beder Peter Wilde rådet i Wismar om for nuværende at forhindre de udliggere, som nu befinder sig i Wismar, og de udliggere, som fremover vil komme tilbage, i at sejle ud igen, da de ellers ville kunne blive påført skade af den ene eller anden part i sagen.

Instruktioner beregnet til de danske forhandlere ved forligsforhandlingerne under mødet i Vordingborg, som fandt sted i perioden 30. juni til 19. juli 1434.Til brug under mødet skal de danske forhandlere medbringe følgende dokumenter:1) Traktaten imellem kong Erik 7. af Pommern og hansestæderne Lübeck, Rostock, Stralsund, Wismar, Lüneburg, Greifswald og Anklam ().2) Hansestædernes fejdebreve.3) Den romerske konges breve.4) Det vidnesbyrd hvormed kong Erik kan bevise, at han har krævet af hansestæderne, at de skal komme ham til undsætning.5) Det notarialinstrument som blev lavet i Øresund.6) Nicolaus Stoks beretning om sine forsøg på at mægle i striden mellem kong Erik på den ene side og de holstenske grever og hansestæderne på den anden side i perioden oktober 1427 til april 1428 ().7) Hansestædernes protest mod kong Eriks og den romerske konges anklager ().8) Beretningen om forhandlingerne i Nykøbing Falster, som blev beseglet af biskoppen af Øsel og komturen af Schlochau ().9) Den romerske konges dom i sagen mellem kong Erik og holstenerne ().10) Hertug Rumpolds compromissum ().11) Holstenernes brev vedrørende hertug Rumpolds compromissum ().12) Den romerske konges brev i hvilket han erklærer, at dommen af 28. juni 1424 ikke er blevet appeleret ().13) Den romerske konges åbne brev i hvilket han kræver af holstenerne, at de skal følge hans dom ().14) Det brev i hvilket holstenerne erklærer, at Gottorp er blevet givet dem i pant (jf. DD 3. rk. I nr. 47).15) Det brev hvormed hertugen af Sønderjylland overdrager indløsningen af Gottorp til den danske krone (jf. DD 3. rk. IX nr. 375).16) Det brev i hvilket grev Adolf af Holsten erklærer, at han har modtaget Femern som len af kong Valdemar (jf. DD 3. rk. VII nr. 22).17) Notarialinstrumentet vedrørende forhandlingerne i Helsingborg ().18) Det notarialinstrument som blev lavet i Horsens ().Resten af teksten tager sigte på den strategi, hvormed man fra dansk side vil imødegå holstenernes og hansestædernes anklager, samt hvormed man vil fremføre sine egne anklager mod holstenerne og hansestæderne.

Det danske rigsråd og hansestædernes udsendinge indgår på hhv. kong Erik 7. af Pommerns og de holstenske herrers vegne en våbenhvile mellem kong Erik og de holstenske herrer på fire uger.

De holstenske udsendinge, som befinder sig i Horsens, meddeler de slesvigske hertuger Adolf og Gerhard, at der er afsluttet en femårig våbenhvile med Danmark.

Rådet i Lübeck meddeler rådet i Wismar, at det netop, dvs. kl. 9 om formiddagen, har modtaget et brev fra de slesvigske hertuger Adolf og Gerhard, hvori det meddeles, at der er blevet indgået en våbenhvile mellem de holstenske herrer og kong Erik 7. af Pommern.

Hansestæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar opfordrer de livlandske hansestæder til at give udliggerne Bartholomeus Voet o.a. sikkert lejde, da disse ønsker at ernære sig som fredelige skippere, idet der nu er indgået en femårig våbenhvile mellem de holstenske herrer og hansestæderne på den ene side og kong Erik 7. af Pommern på den anden side.

Rådet i Lübeck meddeler rådet i Wismar, at kong Erik 7. af Pommern har tilbagekaldt alle sine udliggere. Af den årsag beder rådet i Lübeck om, at de lybske skibe, som befinder sig i Wismardyb, nu må vende tilbage til Trave.

Rådet i Wismar besværer sig til Paul v. Rusdorf, højmester for Den Tyske Orden, over, at wismarsk gods er blevet beslaglagt i Danzig på grund af den skade, som hansestædernes udliggere skulle have tilføjet preusserne under krigen med kong Erik 7. af Pommern. Rådet i Wismar havde nemlig ikke befalet udliggerne at gøre andet, end hvad de øvrige hansestæder havde befalet.

De slesvigske hertuger Adolf og Gerhard skænker Bunde Asmussen livsvarig frihed for personlige afgifter og for skatter af dennes gods i Husby herred.

Hertug Adolf af Slesvig skænker sin tjener Lange Nisse fri arvelig besiddelse af gården Langballegård i Grumtoft sogn i Slesvig stift for dennes tro tjeneste mod hertugen.

Rådet i Lübeck indbyder rådet i Hamburg til et møde, for at man kan træffe aftale med de slesvigske hertuger Adolf og Gerhard med hensyn til det forestående fredsmøde i Svendborg.

Rådet i Lübeck meddeler rådet i Hamburg, at det berammede møde med de slesvigske hertuger Adolf og Gerhard er udsat til 21. april 1433 efter hertug Adolfs ønske.

Hertug Adolf af Slesvig skænker fru Hilborch v. d. Eeck, enke efter Rolef v. d. Eeck, 20 lybske mark i livsvarig årlig rente af de afgifter, som rådet i Slesvig svarer hertugen.

Rådet i Lübeck erklærer, at broder Benedict af Johanniterordenen, prior i Antvorskov i Danmark, har overdraget 1120 rhinske gylden til Edoardo og Gherardo Bueri, som skal leveres til stormesteren på Rhodos.

Vis herreds tingsvidne om, at Evert Skrøder, borger i Flensborg, og dennes hustru Johanne, har skødet deres ejendomsret til møllestrømmen i Meden til hr. abbed Oluf af Ryd kloster, som repræsenteres af en gejstlig herre ved navn hr. Johannes Lange.

Hertug Adolf af Slesvig giver klostret i Itzehoe nogle begunstigelser med hensyn til en vandledning.

En skipper og andre, hvis skib, en holk, er gået på grund ud for Bornholm, skænker Åge Nielsen (Sparre), høvedsmand på Bornholm, retten til halvdelen af skibets gods, såfremt høvedsmandens mænd formår at bjerge alt gods fra skibet.

Hertug Adolf af Slesvig tilstår Hans Brungerhusen, kaldet Hans Arste, en årlig rente på 10 mark penge, som skal betales til ham af rådet i Flensborg.

Hartvig Löw erklærer, at han af hertug Adolf af Slesvig har modtaget 100 mark penninge. På denne baggrund sværger Hartvig Löw orfejde til hertug Adolf.

Anders Lund, Borger i Kiel, sælger sit gods i Lille Solt til Johan Snelling, forstander for Helligåndshuset i Flensborg.

Danzig meddeler de livlandske stæder, at den danske konges folk er i søen, og at de har angrebet tre skibe på vejen fra Trave til Weichsel. To af disse skibe inkl. gods har kongen taget. Det tredje er nået frem til Weichsel, omend plyndret. Kongens mænd har også beslaglagt skibe ved Norge. Danzig advarer om, at det vil blive værre i løbet af foråret, og beder derfor de livlandske stæder om at træffe sikkerhedsforanstaltninger.

Hertuginde Agnes af Slesvig meddeler Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar, at hun har opsagt en overenskomst med hertug Adolf om 4000 gylden, hvilket hun beder meddelt hertugen, mens den kejserlige udsending endnu er i Lübeck.

Forlig mellem Åge Nielsen (Sparre), høvedsmand på Bornholm, og nogle tyske købmænd angående strandet gods.

Lübeck meddeler Danzig, at de har modtaget og forstået brev af 8. marts 1434 ang. sørøveri, samt at flere danske slotshøvedsmænd nu ligger i søen med 600-800 bevæbnede mænd og hindrer sejladsen til hansestæderne. Ifølge rygtet skulle de ikke angribe dem, der kom fra hansestæderne; dog må man frygte, at de angriber alle, der "kommer i vejen". Lübeck har derfor indstillet sejladsen, indtil de har fået overblik over situationen, og de beder Danzig om at træffe sikkerhedsforanstaltninger mht. sejladsen. Lübeck meddeler desuden, at de vil advare hansekøbmændene i Flandern og England om sørøveriet.

Hertug Adolf af Slesvig bekræfter, at Bordesholm kloster er kommet i besiddelse af flere landsbyer.

Kong Erik giver frit lejde til alle fyrster og herrer - såvel gejstlige som verdslige - samt alle andre hæderlige folk, som udsendingene fra hansestæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar vil medbringe til mødet i Vordingborg. Også tjenere og gods er omfattet af det frie lejde. Det frie lejde gælder også, hvis de f.eks. grundet vind eller vejr eller nødstilfælde skulle være forhindret i at komme på det fastsatte tidspunkt. Endvidere forsikrer kong Erik om, at kongens folk skal yde hjælp i form af heste og vogne, såfremt fyrsterne, herrerne eller stædernes udsendinge grundet nødstilfælde måtte have behov for at rejse til Vordingborg over land i Danmark.

Reces fra Hansemødet i Lübeck. Det besluttes at sende rådssendebudene Johan Qwast, rådmand i Stettin, og Nicolaus Wrecht, skriver i Danzig, til kongen af Danmark for at udvirke, at det gods, der er blevet taget under freden, bliver returneret eller erstattet. Desuden vedtages nogle bestemmelser om de tyske fogeder i Skåne og andre steder i de tre riger samt om hanseaternes fiskeri i Skåne.

Protokol over fredsforhandlingerne i Vordingborg mellem rådsudsendinge fra hansestæderne Lübeck, Hamburg, Wismar og Lüneburg samt hansestædernes voldgiftsmænd på den ene side og kong Erik 7. af Pommern, hans råder og hans voldgiftsmænd på den anden side.Hansestædernes rådsudsendinge er følgende: fra Lübeck hr. Heinrich Rapesülver, borgmester, hr. Johann Kollmann, rådmand, og mester Paul Oldenburg, protonotar, fra Hamburg hr. Hermann Lange, præst ved Helligåndskirken i Hamburg, fra Lüneburg hr. Klaus Gronehagen, borgmester, og hr. Johann Springintgut, rådmand, samt fra Wismar hr. Peter Wilde, borgmester, og hr. Hermann Welzin, rådmand.Hansestædernes voldgiftsmænd er følgende: Johann (v. Asel), biskop af Verden, og Pardam (v. d. Knesebeck), biskop af Ratzeburg.Kong Eriks råder er følgende: Jens (Pedersen (Jernskæg)), biskop i Roskilde, hr. Erik Nielsen (Gyldenstjerne), hr. Erik (Segebodsen) Krummedige, hr. Henrik Knudsen (Gyldenstjerne), hr. Sten (Tygesen) Basse samt hr. Esge (Jensen) Brok. Desuden befinder sig flere andre biskopper fra hele Norden i Vordingborg under dette møde. Af disse nævnes i protokollen over forhandlingerne imidlertid kun Peder Lykke (Bille), ærkebiskop i Lund, og Aslak (Bolt), ærkebiskop i Trondheim.Kong Eriks voldgiftsmænd er følgende: biskop Magnus af Hildesheim, titulær hertug af Sachsen-Lauenburg, hertuginde Katharina af Mecklenburg, hertug Bernhard 2. af Sachsen-Lauenburg, hertug Bugislav 9. af Pommern-Wolgast, hertug Kristoffer af Bayern, hertug Barnim 8. af Pommern-Wolgast-Barth og hertug Heinrich (den Ældre) af Mecklenburg-Stargard.Protokollen indeholder følgende punkter:1) Hansestædernes rådsudsendinge må vente i Vordingborg indtil onsdag den 30. juni, førend de kan få lov til at holde møde med kong Eriks råder.2) Hansestædernes rådsudsendinge mødes onsdag den 30. juni med kong Eriks råder i Vordingborg slotskirke. Her meddeler Erik Nielsen, at kong Eriks voldgiftsmænd befinder sig i Vordingborg, og at han håber, at hansestædernes rådsudsendinge har medbragt hansestædernes voldgiftsmænd til Vordingborg. Hertil svarer hansestædernes rådsudsendinge, at de er kommet til Vordingborg for at overholde fredsaftalerne fra Horsens og Svendborg fra hhv. 1432 og 1433, hvorfor de også har medbragt deres voldgiftsmænd, som skal være dem mægtige til ret. Dog meddeler hansestædernes rådsudsendinge, at hansestæderne efter de nævnte aftalers ikrafttræden er blevet påført skader grundet fredsbrud begået imod hansestæderne, samt at det er deres forhåbning, at dette spørgsmål bliver behandlet først. Hansestædernes rådsudsendinge vil overlade det til begge parters voldgiftsmænd at træffe en afgørelse vedrørende spørgsmålet om de nævnte fredsbrud. Hertil svarer Erik Nielsen, at der på et senere tidspunkt vil blive truffet en afgørelse om, hvilken sag der skal behandles først. Herefter spørger Erik Nielsen om, hvem der er hansestædernes voldgiftsmænd, og om de er hansestæderne mægtige til ret. Som svar på dette spørgsmål nævner hansestædernes rådsudsendinge hansestædernes voldgiftsmænd. Herpå spørger Erik Nielsen hansestædernes voldgiftsmænd, om de vil påtage sig embedet som hansestædernes voldgiftsmænd, og hertil svarer hansestædernes voldgiftsmænd ja. Dog siger hansestædernes voldgiftsmænd, at de har fået at vide af hansestædernes rådsudsendinge, at der er blevet begået fredsbrud imod hansestæderne, hvorfor de mener, at spørgsmålet om de nævnte fredsbrud må afgøres først. Hertil svarer Erik Nielsen igen, at der først på et senere tidspunkt vil blive truffet en afgørelse om, hvilken sag der skal behandles først. Hertil svarer hansestædernes voldgiftsmænd, at de ikke desto mindre stadigvæk mener, at sagen om de imod hansestæderne begåede fredsbrud skal afgøres først, hvorefter de spørger Erik Nielsen om, hvem der er kong Eriks voldgiftsmænd, og om de er ham mægtige til ret. Som svar herpå nævner Erik Nielsen kong Eriks voldgiftsmænd. Derpå spørger hansestædernes voldgiftsmænd, om kong Eriks voldgiftsmænd vil være ham mægtige til ret, hvilket de svarer ja til. Herefter afslutter Erik Nielsen den første mødedag.3) Torsdag den 1. juli mødes kong Eriks råder på Vordingborg slot med hansestædernes rådsudsendinge. Endvidere deltager kong Eriks voldgiftsmænd og hansestædernes voldgiftsmænd i dette møde. Biskop Magnus af Hildesheim indleder mødet med at sige, at kong Eriks voldgiftsmænd har modtaget kong Eriks anklageskrift mod hansestæderne. Han meddeler endvidere, at han er forpligtet til at overdrage dette anklageskrift til hansestædernes voldgiftsmænd, ligesom de er forpligtede til at overdrage hansestædernes anklageskrift mod kong Erik til kong Eriks voldgiftsmænd, såfremt de altså har modtaget et sådant. Hertil svarer Heinrich Rapesülver, at fredsaftalen fra Horsens er blevet brudt på en række punkter, idet der er blevet begået fredsbrud imod hansestæderne, hvorfor hansestædernes rådsudsendinge har medbragt et anklageskrift særligt omhandlende de nævnte fredsbrud. Dette anklageskrift særligt omhandlende sagen om de nævnte fredsbrud vil hansestædernes rådsudsendinge gerne overdrage til kong Eriks voldgiftsmænd. Endvidere er det hansestædernes rådsudsendinges forhåbning, at spørgsmålet om de nævnte fredsbrud bliver behandlet først og desuden adskilt fra de andre sager. Hertil svarer kong Eriks voldgiftsmænd, at de alene har myndighed til at dømme i sager omhandlende hansestædernes anklager mod kong Erik, hvorfor kong Eriks voldgiftsmænd ikke kan træffe nogen afgørelse i sagen, medmindre hansestædernes rådsudsendinge udstyrer dem med et anklageskrift mod kong Erik. Dog vil kong Eriks voldgiftsmænd gerne videregive hansestædernes rådsudsendinges svar vedrørende sagen om fredsbrud til kong Erik. Derefter drøfter kong Eriks råder og kong Eriks voldgiftsmænd sagen i fællesskab. I den forbindelse udtaler Erik Nielsen, at kong Eriks voldgiftsmænd nu har modtaget kong Eriks anklageskrift mod hansestæderne, og når nu hansestæderne også har udfærdiget et anklageskrift, hvad enten det handler om fredsbrud eller noget helt andet, skal det være op til begge parters voldgiftsmænd at bestemme rækkefølgen for forhandlingerne. Endvidere beder Erik Nielsen om, at de tilstedeværende notarer og skrivere skriver dette ned. Hertil svarer Heinrich Rapesülver, at hansestædernes rådsudsendinge ønsker at overdrage deres anklageskrift til hansestædernes voldgiftsmænd, og at hansestædernes rådsudsendinge også vil overlade det til begge parters voldgiftsmænd at bestemme rækkefølgen for forhandlingerne, omend det stadigvæk er hansestædernes rådsudsendinges opfattelse, at sagen om fredsbrud skal behandles først og adskilt fra de andre forhandlinger. Endvidere beder Heinrich Rapesülver de tilstedeværende notarer og skrivere om at skrive dette svar ned.4) Fredag den 2. juli mødes begge parters voldgiftsmænd samt kong Eriks råder og hansestædernes rådsudsendinge igen på Vordingborg slot. Erik Nielsen indleder mødet med at sige, at kong Erik ønsker, at hans voldgiftsmænd skal afgøre, om sagen om fredsbrud skal behandles først eller ej. Dertil svarer Heinrich Rapesülver, at hansestæderne på samme måde ønsker, at hansestædernes voldgiftsmænd skal afgøre, om sagen om fredsbrud skal behandles først eller ej. Derefter går begge parters voldgiftsmænd sammen for at drøfte sagen. Mens begge parters voldgiftsmænd drøfter sagen, lader Erik Nielsen frembringe den beseglede fredsaftale fra Horsens. Af denne fredsaftale har hansestædernes rådsudsendinge medbragt en afskrift, som nu bliver kollationeret med originaldokumentet. Herefter siger Erik Nielsen, at hansestædernes rådsudsendinge ikke længere skal rådføre sig med hansestædernes voldgiftsmænd, da sagen nu er overdraget til begge parters voldgiftsmænd. Derefter forlader både kong Eriks råder og hansestædernes rådsudsendinge mødet, hvorefter begge parters voldgiftsmænd drøfter sagen alene. Begge parters voldgiftsmænd enes om, at de to grupper grundet sagens kompleksitet først hver især skal drøfte sagen og derefter igen drøfte sagen i fællesskab. Nærmere bestemt skal kong Eriks voldgiftsmænd sende bud efter hansestædernes voldgiftsmænd, når kong Eriks voldgiftsmænd er blevet færdige med at drøfte sagen for sig.5) Mandag den 5. juli sender kong Eriks voldgiftsmænd bud efter hansestædernes voldgiftsmænd, hvorefter begge parters voldgiftsmænd mødes på Vordingborg slot. Her indleder biskop Magnus af Hildesheim med at spørge, hvilke tanker hansestædernes voldgiftsmænd har gjort sig om sagen. Hertil svarer biskop Johann af Verden, at kong Eriks voldgiftsmænd bør sige deres mening om sagen først, hvorefter biskop Johann og biskop Pardam som hansestædernes voldgiftsmænd vil sige deres mening om sagen. Derefter siger biskop Magnus, at kong Eriks voldgiftsmænd har set fredsaftalen fra Horsens, som dikterer, at begge parters voldgiftsmænd skal dømme i sagen efter anklage og svar, og eftersom kong Eriks voldgiftsmænd er kong Erik mægtige til ret, vil kong Erik overdrage dem sit anklageskrift mod hansestæderne. Såfremt hansestædernes voldgiftsmænd er hansestæderne mægtige til ret, og såfremt hansestædernes rådsudsendinge vil overdrage deres anklageskrift mod kong Erik til hansestædernes voldgiftsmænd, vil kong Eriks voldgiftsmænd overdrage kong Eriks anklageskrift mod hansestæderne til hansestædernes voldgiftsmænd. Herefter kan begge parters voldgiftsmænd beslutte, hvilken sag der skal behandles først. Efter at have drøftet dette svarer hansestædernes voldgiftsmænd, at de i løbet af de forudgående dage har fået den opfattelse, at alle voldgiftsmændene først skal træffe en fælles afgørelse om, hvorvidt sagen om de nævnte fredsbrud begået imod hansestæderne skal behandles først eller ej. Derfor vil de gerne til en begyndelse overdrage det anklageskrift, som hansestædernes rådsudsendinge har udfærdiget, som specifikt omhandler fredsbrud begået imod hansestæderne, til kong Eriks voldgiftsmænd. Når det derefter er blevet besluttet, om sagen om de nævnte fredsbrud skal behandles først eller ej, vil hansestædernes voldgiftsmænd overdrage hansestædernes anklageskrift mod kong Erik omhandlende alle andre sager. Hertil svarer biskop Magnus, at kong Eriks voldgiftsmænd udelukkende har beføjelse til at dømme i sagen, såfremt hansestædernes voldgiftsmænd overdrager dem hansestædernes anklageskrift mod kong Erik. Hertil svarer hansestædernes voldgiftsmænd, at de selv har set og hørt, at det er blevet befalet hansestædernes rådsudsendinge at blive ved forhandlingerne, såfremt det bliver besluttet, at sagen om de nævnte fredsbrud skal behandles først. Endvidere fortæller hansestædernes voldgiftsmænd, at hansestædernes rådsudsendinge ikke er blevet udstyret med beføjelse til at afstå fra punktet om de nævnte fredsbrud, hvorfor hansestædernes voldgiftsmænd forventer, at det ikke kan blive anderledes. Derefter går kong Eriks voldgiftsmænd væk for at drøfte sagen med kong Eriks råder. Hansestædernes voldgiftsmænd følger imidlertid efter kong Eriks voldgiftsmænd og finder dem stående udenfor. Her meddeler biskop Johann af Verden kong Eriks voldgiftsmænd, at hansestædernes voldgiftsmænd vil gøre alt, hvad kong Eriks voldgiftsmænd forlanger af dem, for at sagen kan blive bragt til en god afslutning. Hertil svarer biskop Magnus, at kong Eriks voldgiftsmænd for nuværende ikke kan komme på noget bestemt, men såfremt kong Eriks råder har nogle ideer til, hvordan sagen kan blive bragt til en god afslutning, vil de give hansestædernes voldgiftsmænd besked derom.6) Onsdag den 7. juli holder hansestædernes rådsudsendinge møde med hansestædernes voldgiftsmænd i det hus i Vordingborg, hvor hansestædernes rådsudsendinge plejer at mødes. Hansestædernes rådsudsendinge indleder mødet med at sige, at de har fået at vide, at spørgsmålet om, hvornår sagen om fredsbrud skal behandles, ikke er blevet bragt videre til kong Erik, selvom både de og hansestædernes voldgiftsmænd har krævet det af både kong Eriks råder og kong Eriks voldgiftsmænd. Derfor foreslår hansestædernes rådsudsendinge, at hansestædernes voldgiftsmænd går direkte til ærkebisperne af Lund og Trondheim samt til biskoppen af Roskilde og til kong Eriks øverste rådgiver, nemlig Erik Nielsen, for at bede dem om at viderebringe spørgsmålet om de nævnte fredsbrud til kong Erik. Derefter mødes hansestædernes voldgiftsmænd med kong Eriks råder i bykirken i Vordingborg. Her siger biskop Johann af Verden, at hansestædernes rådsudsendinge har fået at vide, at spørgsmålet om fredsbrud ikke er blevet bragt videre til kong Erik, således som både hansestædernes rådsudsendinge og hansestædernes voldgiftsmænd ellers har krævet af kong Eriks råder og voldgiftsmænd. Da der er blevet begået en mængde fredsbrud mod hansestæderne inden for den fredsperiode, som er beskrevet i fredsaftalen fra Horsens, ønsker hansestædernes rådsudsendinge, at begge parters voldgiftsmænd nu skal træffe en afgørelse om, hvorvidt sagen om disse fredsbrud skal behandles først eller ej, førend man kan gå til de andre anklagepunkter. Derefter beder hansestædernes voldgiftsmænd kong Eriks råder om at bringe denne besked videre til kong Erik. Hertil svarer Erik Nielsen, at alle kong Eriks råder har forstået, hvad Heinrich Rapesülver på vegne af hansestædernes rådsudsendinge har bedt dem om. Endvidere har de forstået fra kong Eriks voldgiftsmænd, hvad hansestædernes voldgiftsmænd har bedt dem om.7) Søndag den 11. juli mødes hansestædernes rådsudsendinge for at drøfte sagen. Her får de at vide, at kong Erik og kong Eriks råder vil forsøge at få kong Eriks voldgiftsmænd til at udfærdige beseglede vidnesbyrd vedrørende sagen. Derfor sender de bud efter kong Eriks voldgiftsmænd, idet de meddeler dem, at de har noget at tale med dem om. Derefter mødes kong Eriks voldgiftsmænd med hansestædernes voldgiftsmænd på Vordingborg slot. Her siger biskop Johann af Verden, at hansestædernes rådsudsendinge for nylig har hørt det rygte, at kong Erik og kong Eriks råder forsøger at omgå forhandlingsprocessen ved at få kong Eriks voldgiftsmænd til at udstede beseglede vidnesbyrd om kong Eriks indkaldelse til forhandlingerne uden hansestædernes voldgiftsmænds deltagelse i beseglingen. Derfor beder biskop Johann kong Eriks voldgiftsmænd om at udstede disse vidnesbyrd i fællesskab med hansestædernes voldgiftsmænd, såfremt det rent faktisk forholder sig sådan, at kong Erik og kongens råder forsøger at få voldgiftsmændene til at udstede vidnesbyrd om kong Eriks indkaldelse til forhandlingerne. På den måde vil begge parter kunne bekræfte vidnesbyrdene. Hertil svarer biskop Magnus, at det er korrekt, at kong Erik og kongens råder har bedt kongens voldgiftsmænd om at udfærdige beseglede vidnesbyrd om kong Eriks indkaldelse til forhandlingerne, og at de endvidere allerede har gjort, hvad kong Erik har bedt dem om, eftersom de udelukkende er villige til at sætte deres segl på vidnesbyrd, som stemmer overens med virkelige begivenheder. Endvidere meddeler biskop Magnus, at kong Eriks voldgiftsmænd ikke vil tage det ilde op, såfremt hansestædernes rådsudsendinge ønsker, at hansestædernes voldgiftsmænd skal udstede beseglede vidnesbyrd om sagen på hansestædernes rådsudsendinges vegne. Dertil svarer biskop Johann, at der i kraft af fredsaftalen fra Horsens er blevet skabt en fred, som imidlertid er blevet brudt over for hansestæderne på groveste vis og gentagne gange, og derfor håber hansestædernes voldgiftsmænd, at der nu bliver truffet en afgørelse om, hvorvidt sagen om fredsbrud skal behandles først eller ej. Dertil svarer biskop Magnus, at kong Eriks voldgiftsmænd ikke har fået beføjelse til at træffe en sådan afgørelse nu, men såfremt hansestædernes voldgiftsmænd måtte ønske det, vil kong Eriks voldgiftsmænd gå til kong Eriks råder, således at de i fællesskab kan drøfte dette spørgsmål. Hertil svarer biskop Johann, at hansestædernes voldgiftsmænd ønsker, at kong Eriks voldgiftsmænd skal drøfte spørgsmålet om fredsbrud med kong Eriks råder. Derfor går kong Eriks voldgiftsmænd op til kongesalen på Vordingborg slot, hvor kong Eriks råder er forsamlet. Desuden sender de bud efter hansestædernes rådsudsendinge, som hurtigt indfinder sig sammen med hansestædernes voldgiftsmænd. Her indleder biskop Johann med at sige, at hansestædernes rådsudsendinge nu er kommet, fordi de ønsker at leve op til bestemmelserne indeholdt i fredsaftalen fra Horsens, og af den årsag skal begge parters voldgiftsmænd være dem mægtige til ret i henhold til fredsaftalens ordlyd. Eftersom den fred, som er indeholdt i fredsaftalen fra Horsens, gentagne gange og på groveste vis er blevet brudt over for hansestæderne, håber hansestædernes rådsudsendinge, at sagen om fredsbrud bliver behandlet før alle andre anklagepunkter. Dog vil hansestædernes rådsudsendinge overlade det til begge parters voldgiftsmænd at afgøre, om sagen om fredsbrud skal behandles først eller ej. Endvidere meddeler biskop Johann, at hansestædernes rådsudsendinge har erklæret over for hansestædernes voldgiftsmænd, at begge parters voldgiftsmænd skal have beføjelse til på hansestædernes vegne at forlige striden imellem hansestæderne og kong Erik ved redelighed og venskab, såfremt det er muligt. Hertil svarer Erik Nielsen, at eftersom kong Eriks råder nu har hørt hansestædernes voldgiftsmænds erklæring, vil de bringe denne erklæring videre til kong Erik. Endvidere vil de bringe kong Eriks svar desangående videre til hansestædernes rådsudsendinge.8) Senere samme dag, dvs. søndag den 11. juli, indbyder kong Eriks voldgiftsmænd hansestædernes rådsudsendinge og hansestædernes voldgiftsmænd til et nyt møde på Vordingborg slot. Kong Eriks voldgiftsmænd indleder dette møde med at sige til hansestædernes voldgiftsmænd, at de sammen med kong Eriks råder har bragt hansestædernes voldgiftsmænds erklæring til kong Erik. Kong Eriks svar er, at det ville glæde ham, om man ville forsøge med venskabelige forhandlinger. Dernæst siger biskop Magnus, at kong Erik og kong Eriks råder har meddelt kong Eriks voldgiftsmænd, at de rådsudsendinge fra hansestæderne, som deltog i forhandlingerne i Horsens i 1432, dengang bad kong Erik om at lade alle ting forløbe, således som det er bestemt i fredsaftalen fra Horsens. Til gengæld herfor forpligtede de sig til at vise kong Erik velvilje, således at der slet ikke burde være behov for en retssag mellem kong Erik og hansestæderne. Endvidere beklager kong Erik sig over, at hansestæderne inden for den fred, som de selv har aftalt med kong Erik, atter er blevet hans fjender, og at de har erobret landområder og folk fra ham, omend det er blevet bestemt i fredsaftalen fra Horsens, at dette ikke måtte ske. Derfor er det kong Eriks ønske, at hansestæderne på venskabelig vis skal afstå disse erobrede landområder og folk til ham. Såfremt de gør det, vil kong Erik overlade det til begge parters voldgiftsmænd at træffe en afgørelse med hensyn til alle de andre sager omhandlende den vold og de skader, som er blevet påført kong Erik, hans lande og hans folk af hansestæderne i fredsperioden. Endvidere vil kong Erik underkaste sig enhver afgørelse, som begge parters voldgiftsmænd måtte træffe, hvad enten denne afgørelse har form af et forlig eller en dom. Herefter bringer hansestædernes voldgiftsmænd disse krav fra kong Erik videre til hansestædernes rådsudsendinge. Hansestædernes rådsudsendinge svarer imidlertid, at alt, hvad hansestæderne har erobret fra kong Erik, er blevet erobret inden for fejdeperioden og endvidere på hæderlig vis. Endvidere er de erobrede landområder og slotte ikke længere i hansestædernes besiddelse. Hansestædernes rådsudsendinge meddeler endvidere, at de godt er klar over, at kong Erik nærer et had til hansestæderne af denne årsag. Endvidere meddeler hansestædernes rådsudsendinge, at det er korrekt, at de har sagt til kong Erik, at de gerne vil vise ham velvilje, og at de håber, at striden kan blive bilagt ved redelighed og venskab. Endelig meddeler hansestædernes rådsudsendinge, at de er villige til at gøre fodfald for kong Erik og bede om kongens venskab, såfremt han vil holde op med at hade hansestæderne af den førnævnte årsag. Dette svar fra hansestædernes rådsudsendinge bringer hansestædernes voldgiftsmænd videre til kong Eriks voldgiftsmænd. Da kong Eriks voldgiftsmænd har drøftet dette med kong Eriks råder, siger kong Eriks voldgiftsmænd, at kong Erik ikke ønsker at udtale sig yderligere om den sag. Dertil spørger kong Eriks voldgiftsmænd, om hansestædernes rådsudsendinge er villige til at lade det efterprøve ved retten, om de områder og slotte, som de har erobret fra kong Erik, er blevet erobret på hæderlig vis eller ej. Dette svar fra kong Eriks voldgiftsmænd bringer hansestædernes voldgiftsmænd videre til hansestædernes rådsudsendinge. Hertil svarer hansestædernes rådsudsendinge, at eftersom de nu fører venskabelige forhandlinger med kong Erik, bør de ikke beskæftige sig med spørgsmål vedrørende en retssag. Dette svar bringer hansestædernes voldgiftsmænd videre til kong Eriks voldgiftsmænd. Da kong Eriks voldgiftsmænd har drøftet dette svar med kong Eriks råder, vender de tilbage til hansestædernes voldgiftsmænd medbringende et brev fra kong Erik til begge parters voldgiftsmænd, hvori kong Erik erklærer, at han ikke vil acceptere, at spørgsmålet om de nævnte fredsbrud bliver behandlet først, idet det ifølge ham strider imod retten. Herefter siger kong Eriks voldgiftsmænd, at når nu hansestæderne ikke vil gøre, hvad kong Erik ønsker, vil de måske rette sig efter det, som kong Erik skriver til voldgiftsmændene.9) Mandag den 12. juli bliver hansestædernes rådsudsendinge og hansestædernes voldgiftsmænd kaldt op til kong Eriks voldgiftsmænd på Vordingborg slot. Hansestædernes rådsudsendinge har til dette møde medbragt et skriftligt svar på kong Eriks brev til begge parters voldgiftsmænd. I dette skriftlige svar erklærer hansestædernes rådsudsendinge, at de vil overlade det til begge parters voldgiftsmænd at afgøre, om spørgsmålet om de fredsbrud, som er blevet begået imod hansestæderne efter fredsaftalens indgåelse i Horsens 1432, skal behandles først eller ej. Desuden erklærer hansestædernes rådsudsendinge, at begge parters voldgiftsmænd skal være dem mægtige til enten venskab eller ret. Efter kong Eriks råder har læst hansestædernes rådsudsendinges skriftlige svar, spørger Erik Nielsen, om hansestædernes rådsudsendinge vil rette sig efter indholdet i kong Eriks brev af 11. juli til voldgiftsmændene. Hertil svarer Heinrich Rapesülver, at hansestædernes rådsudsendinge allerede har svaret skriftligt på kong Eriks brev, og at de ikke håber, at det bliver nødvendigt at afgøre striden ved retten. Endvidere vil hansestædernes rådsudsendinge nu overlade det til begge parters voldgiftsmænd at træffe en afgørelse i sagen. Hertil svarer Erik Nielsen, at kong Eriks råder ønsker at vide, om hansestædernes rådsudsendinge vil rette sig efter det, som kong Erik har skrevet i sit brev til begge parters voldgiftsmænd, eftersom kong Erik i brevet erklærer sig villig til en retssag. Hertil svarer Heinrich Rapesülver med det samme, at hansestæderne også erklærer sig villige til en retssag i henhold til kong Eriks brev til voldgiftsmændene. Både Erik Nielsen og Heinrich Rapesülver opfordrer de tilstedeværende notarer og skrivere til at skrive disse erklæringer ned. Endvidere opfordrer Erik Nielsen og Heinrich Rapesülver de tilstedeværende herrer og fyrster til at mærke sig disse erklæringer. Derefter siger biskop Johann af Verden, at han kan fornemme, at der på nuværende tidspunkt ikke kan træffes en retsafgørelse. Derfor foreslår han, at man nu skal drøfte spørgsmålet om fredsbrud. I den forbindelse foreslår biskop Johann, at man skal drøfte, hvad man kan gøre for at sikre, at der ikke sker flere fredsbrud i resten af fredsperioden. Derfor bør alle voldgiftsmændene have begge parters anklageskrifter mod hinanden samt alle de beviser på fredsbrud, som begge parter har mod hinanden. Endvidere foreslår biskop Johann, at begge parters voldgiftsmænd for fremtiden mødes på tysk jord for at drøfte sagen, eftersom de jo alle er tyske fyrster. Hertil svarer kong Eriks voldgiftsmænd, at de vil bringe dette forslag videre til kong Erik.10) Tirsdag den 13. juli kalder kong Eriks voldgiftsmænd hansestædernes voldgiftsmænd og hansestædernes rådsudsendinge op til Vordingborg slot. Her indleder biskop Magnus med at sige til hansestædernes voldgiftsmænd, at kong Eriks råder har fortalt ham, at de har været hos kong Erik, som har meddelt dem, at han ikke ønsker at gøre, hvad biskop Johann har foreslået. Derimod vil kong Eriks råder gerne tale med hansestædernes rådsudsendinge, og de samles for at drøfte sagen. Erik Nielsen har medbragt et nyt brev fra kong Erik, hvori kongen meddeler, at han af sine råder netop er blevet informeret om, at hansestædernes rådsudsendinge ønsker, at spørgsmålet om fredsbrud skal behandles først. Kong Erik mener imidlertid ikke, at han har begået fredsbrud imod hansestæderne, idet han hverken har taget noget fra dem eller beordret noget taget fra dem. Dog kan kong Erik godt forestille sig, at forbrydelserne imod hansestæderne er blevet begået af nogle af Stralsunds fjender, som på et tidligere tidspunkt har opholdt sig i kong Eriks riger. Disse folk, som altså er Stralsunds fjender, kan ifølge kong Erik have stjålet ting og sager fra folk fra hansestæderne, under påskud af at de pågældende ting og sager tilhørte folk fra Stralsund. Kong Erik har imidlertid ikke beordret disse forbryderiske folk til at gøre det, hvorfor kong Erik håber, at hansestæderne ikke har ret til at anklage ham for at have begået fredsbrud af den årsag. Endvidere kræver kong Erik, at hansestæderne skal give ham det tilbage, som de har erobret fra ham, såfremt de vil anklage ham for at have taget noget fra dem. Såfremt de ikke vil give det, som de har erobret fra ham, tilbage, skal de yde ham en økonomisk kompensation for det erobrede. Endvidere mener kong Erik ikke, at hansestæderne har krav på kompensation fra ham, idet de skader, som måtte være blevet påført hansestæderne i fredsperioden, er blevet påført dem, mens de var i færd med at begå overgreb på ham, hans riger og folk, hvorfor de skader, som måtte være blevet påført hansestæderne i fredsperioden, således har været selvforskyldte. På denne baggrund håber kong Erik, at begge parters voldgiftsmænd her og nu kan træffe en retslig afgørelse i sagen, og i den forbindelse erklærer kong Erik, at begge parters voldgiftsmænd skal være ham mægtige til ret. Endelig erklærer kong Erik, at såfremt hansestædernes voldgiftsmænd afviser at træffe en retslig afgørelse i sagen, har han fuld tillid til, at hans egne voldgiftsmænd alligevel vil træffe en retslig afgørelse i sagen, eftersom det er hans opfattelse, at hans egne voldgiftsmænd er forpligtede over for ham til at træffe en retslig afgørelse i sagen. Da dette er blevet læst højt, beder Erik Nielsen de tilstedeværende notarer og skrivere om at skrive brevets ordlyd ned. Derefter overdrager han brevet til kong Eriks voldgiftsmænd. Derefter beder Heinrich Rapesülver om at få en afskrift af det pågældende brev, idet de meget gerne vil svare skriftligt på kong Eriks brev. Hertil svarer kong Eriks voldgiftsmænd, at de vil udfærdige en afskrift af kong Eriks brev, som hansestædernes voldgiftsmænd kan tage med til hansestædernes rådsudsendinge.11) Torsdag den 15. juli beder hansestædernes voldgiftsmænd kong Eriks voldgiftsmænd om et møde på Vordingborg slot, eftersom hansestædernes rådsudsendinge ønsker at tale med begge parters voldgiftsmænd. Her indleder Heinrich Rapesülver med at give begge parters voldgiftsmænd et skriftligt svar på kong Eriks brev af 13. juli. I det skriftlige svar meddeler hansestædernes rådsudsendinge, at fredsaftalen imellem kong Erik og hansestæderne, som blev indgået 22. august 1432 i Horsens, indeholder bestemmelser om en femårig fredsperiode, som hansestæderne hidtil har overholdt på enhver tænkelig måde. Imidlertid er der gentagne gange og på groveste vis blevet begået fredsbrud imod hansestæderne fra kong Eriks side inden for den nævnte fredsperiode. Hansestæderne har flere gange tidligere klaget over dette, hvilket imidlertid ikke har hjulpet. Desuden er hansestædernes rådsudsendinge i stand til at frembringe tydelige beviser på alle de store skader, som er blevet påført hansestæderne af kong Eriks side i fredsperioden, hvorfor de håber, at kong Erik vil sørge for, at de af hans folk, som har erobret noget fra hansestæderne, giver det erobrede tilbage til hansestæderne eller yder økonomisk erstatning til de skadelidte folk fra hansestæderne. Hansestædernes rådsudsendinge vil i den forbindelse gerne overbringe kong Erik deres anklageskrift specifikt omhandlende disse fredsbrud. Endvidere erklærer hansestædernes rådsudsendinge, at hansestæderne gerne vil yde erstatning til kong Erik for de skader, som han måtte være blevet påført af hansestæderne inden for fredsperioden, såfremt han oplyser hansestæderne om disse skader. Dog kan hansestædernes rådsudsendinge ikke forestille sig, at kong Erik skulle være blevet påført skader af hansestæderne inden for fredsperioden, idet hansestæderne har overholdt bestemmelserne indeholdt i fredsaftalen fra Horsens til punkt og prikke. Endelig erklærer hansestædernes rådsudsendinge, at de vil overlade det til begge parters voldgiftsmænd at træffe en afgørelse i sagen, hvad enten denne indebærer et venskabeligt forlig eller en retslig afgørelse. Da dette skriftlige svar er blevet læst højt, erklærer Heinrich Rapesülver, at hansestæderne er villige til en retssag. I forlængelse heraf beder Heinrich Rapesülver alle tilstedeværende notarer og skrivere om at skrive dette ned.12) Lørdag den 17. juli kalder kong Eriks voldgiftsmænd hansestædernes rådsudsendinge og hansestædernes voldgiftsmænd op på Vordingborg slot, hvor kong Eriks voldgiftsmænd og kong Eriks råder er forsamlet. Her lader kong Eriks råder læse et brev fra kong Erik skrevet til begge parters voldgiftsmænd højt. Derefter siger kong Eriks råder, at dette brev er kong Eriks svar på hansestædernes rådsudsendinges brev af 15. juli. Derefter beder Erik Nielsen alle de tilstedeværende notarer og skrivere om at skrive dette ned. Derefter spørger Erik Nielsen hansestædernes rådsudsendinge, om de fortsat vil lade begge parters voldgiftsmænd træffe en afgørelse i sagen, idet det er, hvad kong Erik nu har erklæret sig villig til. Hertil svarer Heinrich Rapesülver, at hansestædernes rådsudsendinge allerede skriftligt har erklæret, at de vil lade begge parters voldgiftsmænd træffe en afgørelse i sagen. Endvidere beder Heinrich Rapesülver om en afskrift af kong Eriks seneste brev, således at hansestædernes rådsudsendinge kan udfærdige et skriftligt svar på dette brev. Hertil svarer Erik Krummedige, at kong Eriks råder ikke er forpligtede til at give hansestædernes rådsudsendinge en afskrift af kong Eriks seneste brev. Hertil svarer Heinrich Rapesülver, at hansestædernes rådsudsendinge ikke desto mindre håber at få en afskrift af brevet, og at hansestædernes rådsudsendinge endvidere vil overlade det til begge parters voldgiftsmænd at træffe en afgørelse i sagen. Derefter overdrager Erik Krummedige kong Eriks brev til kong Eriks voldgiftsmænd. Derefter går begge parters voldgiftsmænd sammen for at drøfte sagen. Under disse drøftelser bliver de enige om at mødes igen søndag den 18. juli om morgenen.13) Søndag den 18. juli mødes begge parters voldgiftsmænd samt kong Eriks råder og hansestædernes rådsudsendinge på Vordingborg slot. Erik Krummedige indleder mødet med at sige, at kong Erik fortsat ønsker, at begge parters voldgiftsmænd skal træffe en retslig afgørelse i sagen. Såfremt hansestædernes voldgiftsmænd ikke ønsker at træffe en retslig afgørelse, ønsker kong Erik, at kongens voldgiftsmænd alene skal træffe en retslig afgørelse, idet de ifølge kong Erik er forpligtede hertil. Hertil svarer Heinrich Rapesülver, at hansestædernes rådsudsendinge nu har udstedt flere breve, hvori de erklærer, at de ønsker, at begge parters voldgiftsmænd skal træffe en retslig afgørelse i sagen. Endvidere har hansestædernes rådsudsendinge bedt om en afskrift af kong Eriks seneste brev, som de imidlertid ikke har fået. Af den årsag vil de også overlade det til begge parters voldgiftsmænd at afgøre, om de må få en afskrift af det pågældende brev eller ej. Derefter går begge parters voldgiftsmænd sammen for at drøfte sagen. Under disse drøftelser tager hertug Bugislav biskop Johann af Verden med ud for at drøfte sagen alene. Da de begge kommer tilbage til de andre voldgiftsmænd, siger biskop Johann, at hertug Bugislav har fortalt ham, at han frygter, at denne retssag vil blive alt for lang, og at han derfor håber, at man vil kunne bilægge striden ved venskab. Endvidere meddeler biskop Johann de andre voldgiftsmænd, at han har svaret hertug Bugislav, at han også håber, at man vil kunne bilægge striden ved venskab, og han håber fremdeles, at de andre voldgiftsmænd derfor vil hjælpe til med at finde ud af, hvordan det kan lade sig gøre at bilægge striden ved venskab. Endelig meddeler biskop Johann, at hertug Bugislav har erklæret sig enig i dette. Derfor beder biskop Johann alle de andre voldgiftsmænd om at hjælpe til med at finde ud af, hvordan striden kan bilægges ved venskab. Derefter siger alle voldgiftsmænd hver især deres mening. Derefter beslutter voldgiftsmændene, at de hver især skal bringe deres forslag videre til hhv. kong Eriks råder og hansestædernes rådsudsendinge. Endvidere beslutter begge parters voldgiftsmænd, at man først på et senere tidspunkt skal mødes igen for at træffe en afgørelse i sagen.14) Senere samme dag, dvs. søndag den 18. juli, indfinder kong Erik sig i slotskirken i Vordingborg sammen med sine voldgiftsmænd og sine råder. Kong Eriks voldgiftsmænd beder herfra hansestædernes voldgiftsmænd om at møde op i salen på Vordingborg slot. Da hansestædernes voldgiftsmænd er kommet op på slottet, siger kong Eriks voldgiftsmænd og kong Eriks råder til dem, at de nu har drøftet biskop Johanns forslag med kong Erik, og at kong Erik ikke vil acceptere dette. Derimod kræver kong Erik, at man skal træffe en retslig afgørelse i sagen med det samme. Derfor går begge parters voldgiftsmænd sammen for at drøfte sagen. Her siger biskop Johann, at denne sag er af så stor betydning, og at de implicerede personer desuden er så mægtige og store, at det er helt umuligt at træffe en retslig afgørelse med det samme, eftersom det kræver megen tid og grundige overvejelser at træffe en retslig afgørelse i en sag af denne karakter. Desuden skal begge parter have tid og mulighed for at udfærdige anklageskrifter mod hinanden. Endvidere skal begge parter have mulighed for at udfærdige skriftlige svar på den anden parts anklageskrift. Derfor håber biskop Johann, at de andre voldgiftsmænd vil hjælpe til med at sikre denne proces, således at man på et senere tidspunkt kan komme tilbage og træffe en retslig afgørelse i sagen, såfremt man altså ikke i mellemtiden har formået at bilægge striden ved venskab. Derefter går kong Eriks voldgiftsmænd hen til kong Eriks råder, som i fællesskab vender tilbage til hansestædernes voldgiftsmænd. Her siger Erik Krummedige, at kong Eriks voldgiftsmænd ikke behøver mere tid, eftersom skaderne mod kong Erik allerede er sket, og eftersom disse skader er kendt af alle. Desuden gentager Erik Krummedige, at kong Erik kræver, at der bliver truffet en retslig afgørelse i sagen med det samme. Hertil svarer biskop Johann, at hansestædernes voldgiftsmænd endnu ikke er bekendt med parters anklager mod hinanden. Ej heller er hansestædernes voldgiftsmænd bekendt med de skader, som efter sigende skulle være blevet påført kong Erik af hansestæderne. Endvidere meddeler biskop Johann, at hansestædernes voldgiftsmænd har forpligtet sig på opgaven som voldgiftsmænd for det fælles bedstes skyld, hvorfor de er nødt til at spørge og blive belært, når der er noget, som de ikke kender til vedrørende sagen, således at deres afgørelse i sagen kan stemme overens med sandheden. Derfor erklærer biskop Johann, at hansestædernes voldgiftsmænd behøver mere tid til at undersøge sagen, og ligeledes behøver begge parter mere tid til at udfærdige anklageskrifter mod hinanden og skriftlige svar på disse anklageskrifter. Desuden behøver begge parter tid til at frembringe beviser på deres anklager. Endvidere erklærer biskop Johann, at hansestædernes voldgiftsmænd stadigvæk gerne vil være med til at træffe en retslig afgørelse i sagen, såfremt man altså ikke inden da er i stand til at bilægge sagen ved venskab, men det kan kun lade sige gøre, hvis voldgiftsmændene får mere tid til dette. Hertil svarer kong Eriks råder, at de har forstået, hvad hansestædernes voldgiftsmænd har meddelt dem, og at de nu vil bringe hansestædernes svar videre til kong Erik.15) Mandag den 19. juli mødes begge parters voldgiftsmænd, herunder også hertug Bernhard af Sachsen-Lauenburg og hertug Kristoffer af Bayern, samt kong Eriks råder på Vordingborg slot. Kong Eriks råder indleder dette møde med at sige, at de har været hos kong Erik, som imidlertid ikke har yderligere at tilføje. Derfor håber kong Eriks råder, at begge parters voldgiftsmænd nu vil gøre knæfald for kongen og ydmygt bede ham om at høre på, hvad voldgiftsmændene har at sige. Dette accepterer begge parters voldgiftsmænd godvilligt, hvorfor de gør knæfald for kong Erik og beder ham om at høre på, hvad de har at sige. Af den årsag indvilliger kong Erik i at lade begge parters voldgiftsmænd udstede et brev den 21. juli, hvori begge parters voldgiftsmænd erklærer, at striden imellem kong Erik og hansestæderne skal afgøres ved en voldgift sankthansdag 1435, medmindre en tidligere forhandling imellem parterne fører til et forlig.

Hansestædernes rådssendebud samt Lübecks råd kræver af borgmestrene og rådmændene i byen Soest, at de sender deres fuldmægtige sendebud til hansemødet i Lübeck, såfremt Soest fortsat vil kunne benytte sig af Hanseforbundet. Hansestædernes rådssendebud og rådet i Lübeck meddeler, at hansemødet fortsat er i gang, og at det vil blive forlænget, indtil hansestædernes sendebud vender tilbage fra Danmark og fra den Tyske Ordens højmester. Endelig meddeler hansestædernes rådssendebud og rådet i Lübeck, at identiske opfordringer om at sende fuldmægtige sendebud til hansemødet i Lübeck er blevet sendt byerne Dortmund, Münster og Osnabrück.

Hanseforbundets oldermænd, som befinder sig i Brügge, sender hansemødet i Lübeck oplysninger om herren af Veers sørøverier. Han har beslaglagt flere skibe, selvom skipperne ikke ligger i fjendskab med ham, og trods klager og forhandlinger vil han ikke give skibe eller gods tilbage til de retmæssige ejere. Derudover holder han både de seks byer, som er i fejde med kongen, og de holstenske herrers undersåtter for sine åbenbare fjender, og alt, hvad han fremover beslaglægger, vil han beholde. Ligeledes kræver herren af Veer, at folkene fra Brandenburg selv må komme og løse deres gods. Derfor beder hanseforbundets oldermænd herrerne i Lübeck om at træffe sikkerhedsforanstaltninger mht. den vestgående sejlads på Elben og lignende steder.

Beretning om forhandlingerne i Marienburg mellem rådsudsendinge fra hansestæderne, Paul v. Rusdorf, højmester for Den Tyske Orden, og rådsherrer fra de preussiske stæder vedrørende de skader, som bl.a. er blevet påført hanseatiske købmænd i kong Erik 7. af Pommerns tre riger.De hanseatiske rådsudsendinge, som er udsendt fra hansedagen i Lübeck, er følgende: fra Köln Everd Hardefust, fra Lübeck Johann Gerwer, fra Hamburg Erich v. Tzeven, fra Greifswald Johann Verghast, fra Danzig Heinrich Vorrat og skriveren Nicolaus (Wrecht).Beretningen indeholder følgende punkter med relevans for danske forhold:4) De hanseatiske rådsudsendinge fortæller højmesteren, hvordan der på groveste vis og gentagne gange bliver begået overgreb mod hanseatiske købmænd i kong Erik 7. af Pommerns tre riger. Dette strider imod de privilegier, som hansestæderne har i kong Eriks tre riger. Desuden påføres hansestæderne, herunder også de preussiske stæder, som hører under Den Tyske Orden, store skader grundet overgrebene i kong Eriks tre riger. Derfor beder de hanseatiske rådsudsendinge højmesteren om at sørge for, at der ikke sker yderligere brud på hansestædernes privilegier i kong Eriks tre riger.5) Hertil svarer højmesteren, at han er nødt til først at drøfte sagen med sine ordensherrer, herunder Den Tyske Ordens marskal, som imidlertid ikke er til stede, førend han kan give dem et udførligt svar. Derefter beder højmesteren de hanseatiske rådsudsendinge om at udfærdige en liste til ham over alle de overgreb, som de hanseatiske købmænd er blevet udsat for i kong Eriks tre riger.6) Derefter går de hanseatiske rådsudsendinge sammen med rådsherrerne fra de preussiske stæder for at udfærdige en liste til højmesteren over alle de overgreb, som de hanseatiske købmænd er blevet udsat for i kong Eriks tre riger. Da de har udfærdiget listen, overdrages den til højmesteren. Derefter lover højmesteren, at han vil skrive til kong Erik vedrørende denne sag. Endelig lover højmesteren, at han - såfremt det ikke hjælper at skrive til kong Erik - vil tilslutte sig de forholdsregler, der måtte blive truffet af hansestæderne i forbindelse med hansedagen i Lübeck.

Vidnesbyrd, udstedt af kong Eriks voldgiftsmænd, nemlig biskop Magnus af Hildesheim, hertugerne Bugislav og Barnim den yngre af Stettin, Pommern etc., og hertug Heinrich af Mecklenburg, om forhandlingerne i Vordingborg, som kong Eriks råder også deltog i, mellem kong Eriks voldgiftsmænd og de af Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar valgte voldgiftsmænd, nemlig biskoppen af Verden og biskoppen af Ratzeburg, angående striden mellem kong Erik og de førnævnte stæder. Det meddeles, at voldgiftsmændene er blevet enige om, at begge parter skal udfærdige klager over den anden part på skrift, men såfremt stæderne alligevel ønsker at fremlægge deres klage og svar mundtligt, så vil kong Eriks råder også fremlægge kongens klage og svar mundtligt. Endvidere meddeles det, at kongens voldgiftsmænd er kommet frem til, at man først kan afgøre sagen, når klager og svar er blevet fremlagt for voldgiftsmændene. Hertil har stædernes voldgiftsmænd svaret, at de havde brug for betænkningstid. Derefter meddeles det, at stædernes voldgiftsmænd har forhandlet to eller tre dage med udsendinge fra stæderne. Resultatet af disse forhandlinger er blevet, at stædernes voldgiftsmænd kun har magt til at afgøre sagen mellem kong Erik og stæderne, såfremt spørgsmålet om fredsbrud bliver afgjort først. Endelig meddeles det, at kong Eriks råder har spurgt kongens voldgiftsmænd, om kongen og råderne efter kongens voldgiftsmænds mening havde levet op til deres forpligtelser i sagen, hvilket kongens voldgiftsmænd efter drøftelser med andre gode folk kan bekræfte

Skrivelse fra kong Erik 7. af Pommern til hansestædernes og kong Eriks voldgiftsmænd, som deltager i forhandlingsmødet i Vordingborg. Heri erklærer kong Erik, at han ikke vil acceptere, at spørgsmålet om fredsbrud bliver behandlet først, hvilket hansestædernes rådsudsendinge og hansestædernes voldgiftsmænd ellers har krævet. Kong Eriks begrundelse herfor er, at det strider imod retten.

Skrivelse fra hansestædernes rådsudsendinge, som deltager i forhandlingerne i Vordingborg, til kong Erik 7. af Pommerns og hansestædernes voldgiftsmænd, nemlig på den ene side kong Eriks voldgiftsmænd biskop Magnus af Hildesheim, titulær hertug af Sachsen-Lauenburg, hertug Bernhard 2. af Sachsen-Lauenburg, hertug Bugislav 9. af Pommern-Wolgast, hertug Barnim 8. af Pommern-Wolgast-Barth og hertug Heinrich (den Ældre) af Mecklenburg-Stargard samt på den anden side hansestædernes voldgiftsmænd Johann (v. Asel), biskop af Verden, og Pardam (v. d. Knesebeck), biskop af Ratzeburg.I nærværende skrivelse forholder hansestædernes rådsudsendinge sig til kong Eriks brev af 11. juli, hvori han har erklæret, at han ikke vil acceptere hansestædernes rådsudsendinges og voldgiftsmænds krav om, at spørgsmålet om fredsbrud behandles først, idet det ifølge kong Erik strider imod retten. Hertil svarer hansestædernes rådsudsendinge, at de vil overlade det til begge parters voldgiftsmænd at afgøre, om spørgsmålet om de fredsbrud, som er blevet begået imod hansestæderne efter fredsaftalens indgåelse i Horsens 1432, skal behandles først eller ej. Endelig erklærer hansestædernes rådsudsendinge, at begge parters voldgiftsmænd skal være dem mægtige til enten venskab eller ret.

Skrivelse fra kong Erik 7. af Pommern til hansestædernes og hans voldgiftsmænd, som deltager i forhandlingsmødet i Vordingborg.Heri meddeler kong Erik, at han af sine råder netop er blevet informeret om, at hansestædernes rådsudsendinge ønsker, at spørgsmålet om fredsbrud skal behandles først. Kong Erik mener imidlertid ikke, at han har begået fredsbrud imod hansestæderne, idet han hverken har taget noget fra dem eller beordret noget taget fra dem. Dog kan kong Erik godt forestille sig, at forbrydelserne imod hansestæderne er blevet begået af nogle af Stralsunds fjender, som på et tidligere tidspunkt har opholdt sig i kong Eriks riger. Disse folk, som altså er Stralsunds fjender, kan ifølge kong Erik have stjålet ting og sager fra folk fra hansestæderne, under påskud af at de pågældende ting og sager tilhørte folk fra Stralsund. Kong Erik har imidlertid ikke beordret disse forbryderiske folk til at gøre det, hvorfor han hævder, at hansestæderne ikke har ret til at anklage ham for at have begået fredsbrud af den årsag.Endvidere kræver kong Erik, at hansestæderne skal give ham det tilbage, som de har erobret fra ham, såfremt de vil anklage ham for at have taget noget fra dem. Såfremt de ikke vil give det, som de har erobret fra ham, tilbage, skal de yde ham en økonomisk kompensation for det erobrede.Endvidere mener kong Erik ikke, at hansestæderne har krav på kompensation fra ham, idet de skader, som måtte være blevet påført hansestæderne i fredsperioden, er blevet påført dem, mens de var i færd med at begå overgreb på ham, hans riger og folk, hvorfor de skader, som måtte være blevet påført hansestæderne i fredsperioden, således har været selvforskyldte.På denne baggrund håber kong Erik, at begge parters voldgiftsmænd her og nu kan træffe en retslig afgørelse i sagen, og i den forbindelse erklærer kong Erik, at begge parters voldgiftsmænd skal være ham mægtige til ret.Endelig erklærer kong Erik, at såfremt hansestædernes voldgiftsmænd afviser at træffe en retslig afgørelse i sagen, har han fuld tillid til, at hans egne voldgiftsmænd alligevel vil træffe en retslig afgørelse i sagen, eftersom det er hans opfattelse, at hans egne voldgiftsmænd er forpligtede over for ham til at træffe en retslig afgørelse i sagen.

Skrivelse fra hansestædernes rådsudsendinge, som deltager i forhandlingerne i Vordingborg, til kong Erik 7. af Pommerns og hansestædernes voldgiftsmænd.I nærværende skrivelse forholder hansestædernes rådsudsendinge sig til kong Eriks brev af 13. juli, hvori kongen bl.a. erklærer, at han ikke har begået fredsbrud imod hansestæderne, og at han ikke har erobret noget fra hansestæderne.Som svar på kong Eriks brev meddeler hansestædernes rådsudsendinge, at fredsaftalen imellem kong Erik og hansestæderne, som blev indgået 22. august 1432 i Horsens, indeholder bestemmelser om en femårig fredsperiode, som hansestæderne hidtil har overholdt på enhver tænkelig måde. Imidlertid er der gentagne gange og på groveste vis blevet begået fredsbrud imod hansestæderne fra kong Eriks side inden for den nævnte fredsperiode. Hansestæderne har flere gange tidligere klaget over dette, hvilket imidlertid ikke har hjulpet. Desuden er hansestædernes rådsudsendinge i stand til at frembringe tydelige beviser på alle de store skader, som er blevet påført hansestæderne af kong Eriks side i fredsperioden, hvorfor de håber, at kong Erik vil sørge for, at de af hans folk, som har erobret noget fra hansestæderne, giver det erobrede tilbage til hansestæderne eller yder økonomisk erstatning til de skadelidte folk fra hansestæderne. Hansestædernes rådsudsendinge vil i den forbindelse gerne overbringe kong Erik deres anklageskrift specifikt omhandlende disse fredsbrud.Endvidere erklærer hansestædernes rådsudsendinge, at hansestæderne gerne vil yde erstatning til kong Erik for de skader, som han måtte være blevet påført af hansestæderne inden for fredsperioden, såfremt han oplyser hansestæderne om disse skader. Dog kan hansestædernes rådsudsendinge ikke forestille sig, at kong Erik skulle være blevet påført skader af hansestæderne inden for fredsperioden, idet hansestæderne har overholdt bestemmelserne indeholdt i fredsaftalen fra Horsens til punkt og prikke.Endvidere erklærer hansestædernes rådsudsendinge, at de vil overlade det til begge parters voldgiftsmænd at træffe en afgørelse i sagen, hvad enten denne indebærer et venskabeligt forlig eller en retslig afgørelse.

Biskop Magnus af Hildesheim, hertugerne Bugislav og Barnim af Stettin og Heinrich, hertug af Mecklenburg, samt biskopperne Johann af Verden og Pardam af Ratzeburg erklærer, at striden imellem kong Erik 7. af Pommern og hansestæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar skal afgøres ved en voldgift på sankthansdag 1435, hvis en tidligere forhandling imellem parterne ikke fører til et forlig.

Bernhard Osenbrügge, Hans Kröpelins tjener, meddeler rådet i Danzig, at dalkarlene under Engelbrekt Engelbrektssons ledelse har til hensigt at fordrive kong Erik 7. af Pommern fra alle de tre nordiske riger og selv blive herrer i Sverige.

Tingsvidne af Sønder Gøs herredsting om hertug Adolf af Slesvigs skødning af sit gods og sine bønder i Ramsted til biskop Klaus af Slesvig.

Hertug Adolf af Slesvig bekræfter endnu en gang, at Bordesholm kloster er kommet i besiddelse af flere landsbyer.

Hertug Adolf af Slesvig meddeler Rudolf (v. Diepholz), biskop (af Utrecht), at han på biskoppens anmodning ikke vil gøre mere ved sagen om den ladning vin, som er blevet frarøvet hertugen af byen Kampen.

Rådet i Lübeck og de hanseatiske rådsudsendinge, som deltager i hansemødet i Lübeck, meddeler de preussiske stæder, at man vil sende to udsendinge til Danmark, nemlig hr. Johann Qwast, rådmand i Stettin, samt Nicolaus (Wrecht), rådsskriver i Danzig.

Det svenske rigsråd meddeler de vendiske hansestæder, hvorfor det har opsagt kong Erik 7. af Pommern huldskab og troskab.For det første har kong Erik svoret, at han ville elske Gud og den hellige kirke samt styrke kirken, men han har fordærvet kirken og kristendommen, idet han har ophøjet uhæderlige banditter - ja, allerhelst folk som foragtede Gud - til biskopper. Endvidere har han givet disse banditter biskoppens gejstlige magt, som om han var en pave, hvilket svarer til kætteri. Endvidere har han fordrevet lovformeligt valgte og af paven stadfæstede biskopper, og således undlader han at give agt på Gud, kirken, paven og konciliet.For det andet har kong Erik svoret, at han ville elske alle retfærdige, og at han ville bekæmpe al uret i de tre riger, men han har kun elsket og ophøjet dem, som kunne gøre mest uret. Dette gælder særligt for kongens fogeder og embedsmænd, som har brændt, dræbt og røvet uskyldige folk.For det tredje har kong Erik svoret, at han ville være forpligtet til at hjælpe sine tre riger, men han har kastet riget ned i evig trældom, eftersom han har givet riget bort til hertug Bugislav af Pommern og andre, som fører griffen i deres våben. På den måde har han frarøvet riget dets frie kongevalg, og han har med vilje og foragt forarmet riget. Han har også forarmet det svenske ridderskab med unyttige krige i udlandet, og han har ikke givet de svenske riddere kompensation for deres skader. Endvidere har han bebyrdet de svenske byer med uretmæssige forbud og uretmæssig told.For det fjerde har kong Erik svoret, at han ville lede sit rige med indenlandske og indfødte mænd og altså ikke med udenlandske mænd, men han har overdraget de fleste og bedste landområder og slotte til udenlandske mænd, selvom han ikke bevise på nogen som helst måde, at svenske mænd skulle have været ulydige eller utro mod ham.Endelig beder det svenske rigsråd om understøttelse imod kong Erik. Til gengæld for de vendiske hansestæders hjælp vil det svenske rigsråd afskaffe al uretmæssig beskatning og told.

Det svenske rigsråd meddeler højmesteren for Den Tyske Orden og de preussiske stæder, hvorfor det har opsagt kong Erik 7. af Pommern huldskab og troskab.For det første har kong Erik svoret, at han ville elske Gud og den hellige kirke samt styrke kirken, men han har fordærvet kirken og kristendommen, idet han har ophøjet uhæderlige banditter - ja, allerhelst folk som foragtede Gud - til biskopper. Endvidere har han givet disse banditter biskoppens gejstlige magt, som om han var en pave, hvilket svarer til kætteri. Endvidere har han fordrevet lovformeligt valgte og af paven stadfæstede biskopper, og således undlader han at give agt på Gud, kirken, paven og konciliet.For det andet har kong Erik svoret, at han ville elske alle retfærdige, og at han ville bekæmpe al uret i de tre riger, men han har kun elsket og ophøjet dem, som kunne gøre mest uret. Dette gælder særligt for kongens fogeder og embedsmænd, som har brændt, dræbt og røvet uskyldige folk.For det tredje har kong Erik svoret, at han ville være forpligtet til at hjælpe sine tre riger, men han har kastet riget ned i evig trældom, eftersom han har givet riget bort til hertug Bugislav af Pommern og andre, som fører griffen i deres våben. På den måde har han frarøvet riget dets frie kongevalg, og han har med vilje og foragt forarmet riget. Han har også forarmet det svenske ridderskab med unyttige krige i udlandet, og han har ikke givet de svenske riddere kompensation for deres skader. Endvidere har han bebyrdet de svenske byer med uretmæssige forbud og uretmæssig told.For det fjerde har kong Erik svoret, at han ville lede sit rige med indenlandske og indfødte mænd og altså ikke med udenlandske mænd, men han har overdraget de fleste og bedste landområder og slotte til udenlandske mænd, selvom han ikke bevise på nogen som helst måde, at svenske mænd skulle have været ulydige eller utro mod ham.Endelig beder det svenske rigsråd om understøttelse imod kong Erik. Til gengæld for højmesterens hjælp vil det svenske rigsråd afskaffe al uretmæssig beskatning og told.

Det svenske rigsråd meddeler den livlandske ordensmester og de livlandske stæder, hvorfor det har opsagt kong Erik 7. af Pommern huldskab og troskab.For det første har kong Erik svoret, at han ville elske Gud og den hellige kirke samt styrke kirken, men han har fordærvet kirken og kristendommen, idet han har ophøjet uhæderlige banditter - ja, allerhelst folk som foragtede Gud - til biskopper. Endvidere har han givet disse banditter biskoppens gejstlige magt, som om han var en pave, hvilket svarer til kætteri. Endvidere har han fordrevet lovformeligt valgte og af paven stadfæstede biskopper, og således undlader han at give agt på Gud, kirken, paven og konciliet.For det andet har kong Erik svoret, at han ville elske alle retfærdige, og at han ville bekæmpe al uret i de tre riger, men han har kun elsket og ophøjet dem, som kunne gøre mest uret. Dette gælder særligt for kongens fogeder og embedsmænd, som har brændt, dræbt og røvet uskyldige folk.For det tredje har kong Erik svoret, at han ville være forpligtet til at hjælpe sine tre riger, men han har kastet riget ned i evig trældom, eftersom han har givet riget bort til hertug Bugislav af Pommern og andre, som fører griffen i deres våben. På den måde har han frarøvet riget dets frie kongevalg, og han har med vilje og foragt forarmet riget. Han har også forarmet det svenske ridderskab med unyttige krige i udlandet, og han har ikke givet de svenske riddere kompensation for deres skader. Endvidere har han bebyrdet de svenske byer med uretmæssige forbud og uretmæssig told.For det fjerde har kong Erik svoret, at han ville lede sit rige med indenlandske og indfødte mænd og altså ikke med udenlandske mænd, men han har overdraget de fleste og bedste landområder og slotte til udenlandske mænd, selvom han ikke bevise på nogen som helst måde, at svenske mænd skulle have været ulydige eller utro mod ham.Endelig beder det svenske rigsråd om understøttelse imod kong Erik. Til gengæld for den livlandske ordensmesters hjælp vil det svenske rigsråd afskaffe al uretmæssig beskatning og told.

Heinrich Vorraths beretning om de hanseatiske udsendinges forhandlinger i Nederlandene, hvor de bl.a. klagede over den skade, som nederlænderne havde tilføjet både de hansestæder, som deltog i krigen mod kong Erik 7. af Pommern, og de mange preussiske og livlandske stæder, som ikke deltog i den pågældende krig.

Knut (Bosson (Natt och Dag)), biskop i Linköping, samt ridderne Nils Erengislesson (Hammersta) og Bo Stensson (Natt och Dag) opfordrer på det svenske rigsråds vegne højmesteren for Den Tyske Orden til at hjælpe dem imod kong Erik 7. af Pommerns vold og uret.

Fru Grethe (Henriksdatter (Brokdorf)) af Løgismose, enke efter Jens Pedersen ((Panter) af Løgismose), erklærer at skylde hr. Henneke Wittekop (Krummedige) til Sandholt 26 lybske mark sølvpenge.For dette beløb har fru Grethe pantsat sin gård i Sønder Broby til Henneke Wittekop. Såfremt fru Grethe ønsker at indfri pantet, skal det offentliggøres på Sallinge herredsting.

Skipper Paul Beermann, som har lidt skibbrud ud for Sandvig, skænker Åge Nielsen (Sparre), foged på Bornholm, halvdelen af det strandede gods fra skibet, som Åge Nielsens mænd har formået at bjerge.

Rådet i Lübeck meddeler rådet i Danzig, at man på mødet med kong Erik 7. af Pommern i Haderslev er nået til enighed om forskellige artikler, der forhåbentlig vil kunne afslutte krigen.

Flore Båd, enke efter Magnus Båd (foged på Gottorp), skænker 40 lybske mark til Hellig Trefoldighedsbroderskabet og domkirken i Slesvig og pantsætter til sikkerhed derfor et bol i Esmark i Satrup sogn i Angel.

Skipper Hans Sume, som har lidt skibbrud ud for Bornholm, skænker Åge Nielsen (Sparre), høvedsmand på Bornholm, halvdelen af det gods, som Åge Nielsens folk er i stand til at bjerge fra skibet.

Rådet i Lübeck udsteder en vidisse af hertug Adolf 8. af Slesvigs privilegium til folkene på Femern af 12. marts 1424.

Skrå for Vor Frue gilde, også kaldet Elendelavet, i Odense til opretholdelse af en evig messe i Sankt Albani kirke.Skråen indeholder følgende punkter:1) Lavet skal indeholde 30 par lavsbrødre og -søstre. Ethvert par, som bliver medlem af dette lav for deres sjæls saligheds skyld, skal give lavet fem lybske mark til forbedring af lavets messe og fire mark voks.2) Når en lavsbroder eller -søster dør ud af lavet, skal enhver lavsbroder og -søster give en lybsk mark til lavet.3) Disse førskrevne beløb skal investeres i fast ejendom, og af den rente, som kommer heraf, skal man aflønne lavets præst. Man skal ikke aflønne lavets præst af lavets hovedstol.4) Lavets præst skal have 16 lybske mark. Endvidere skal man forsøge, om man kan nå til enighed med præsten om at holde flere gudstjenester for det pågældende beløb til lavets forbedring.5) Lavets præst skal have bolig ved kirken, og vedkommende må ikke have et andet vikariat.6) Når lavet får en præst, som vil forbedre vikariatet eller gudstjenesten, skal den pågældende præst bruge den rente, som lavet benytter hertil, i resten af sit liv.7) Af det førskrevne voks skal man holde fire gode lys til messeafholdelsen. Bliver der mere voks tilbage, skal man af det holde seks gode lys til den lysekrone, som hænger over Vor kære Frues alter.8) Når en lavsbroder eller -søster dør ud af lavet, skal oldermændene lade holde en vigilie med otte ærbare præster for afdøde. Alle lavsbrødre og -søstre skal deltage i denne vigilie. Gør man ikke det, skal man betale en mark voks i bøde til lavet. Endvidere skal enhver lavsbroder og -søster ofre en penning til sjælemesse for afdøde. Gør man ikke det, skal man betale en mark voks i bøde til lavet. Endelig skal alle lavsbrødre og -søstre følge afdøde til graven. Gør man ikke det, skal man betale en mark voks i bøde til lavet.9) Det førskrevne punkt gælder også, hvis lavsbroderen eller -søsteren skulle dø i udlandet.10) Såfremt en person ønsker at indtræde i lavet, skal oldermændene og seks lavsbrødre vurdere, om vedkommende kan tjene til lavets nytte.11) Såfremt en lavsbroder bliver gift med en ærbar kvinde, som ikke er medlem af lavet, skal hun som udgangspunkt ikke være fuldgyldigt medlem af lavet, sålænge medlemstallet er fuldt. Først når et andet medlem dør, kan hun indtræde som fuldgyldigt medlem af lavet. Denne regel gælder også, såfremt en lavssøster gifter sig med en mand, som ikke er medlem af lavet. Endvidere må de ikke deltage i lavsmøder med bespisning, medmindre de får en særlig indbydelse, men de skal deltage i vigilierne, messerne og deslige.12) Såfremt mere end en lavsbroder eller -søster har giftet sig med en person, som ikke er medlem af lavet, bliver den person, som har ventet længst, først medlem af lavet. Den person, som sidst bliver medlem af lavet, skal love lavsbrødrene og -søstrene at betale en mark voks.13) To par skal stå for bespisningen af lavet én gang om året. Disse lavsmøder skal afholdes om mandagen efter Kristi legemsfest, og de to par skal vide det et år i forvejen. De to par skal sørge for godt øl, godt brød, skinke, to friske retter og steg til alle lavsmedlemmerne, men ikke flæsk. Det skal være op til de to par, om de vil forbedre denne bespisning.14) De, som sørger for bespisningen, må ikke indbyde flere gæster end to par, når man ser bort fra de andre lavsbrødre og -søstre. Indbyder de flere end to par gæster, skal de betale et halvt pund voks i bøde til lavet.15) Såfremt det drikkelige eller det spiselige, det være sig øllet, brødet eller maden, som de udpegede lavsmedlemmer sørger for, ikke er så godt, som det burde være, skal de andre lavsmedlemmer ikke påtale dette. Gør et lavsmedlem det, skal vedkommende betale en mark voks i bøde til lavet. Derimod skal man lade den person, som har serveret det dårlige øl eller den dårlige mad for de andre lavsmedlemmer, indkalde for oldermændene. Endvidere skal man udpege otte lavsmedlemmer, og disse skal da i fællesskab med oldermændene bestemme bødens størrelse.16) Såfremt et lavsmedlem under et lavsmøde drikker så meget, at vedkommende må gå ud og kaste op for derefter at vende tilbage til lavsmødet for at drikke igen, skal vedkommende betale et halvt pund voks eller holde sig helt væk fra lavet.17) Alle de, som følger efter de nuværende medlemmer, skal vælge fire fremmede hæderlige mænd, som skal have indgående kendskab til dette lav, lavets messer, vigilier og gudstjenester, således som Gud har indgående kendskab til deres sjæl.18) Alle lavsbrødre og -søstre skal deltage i lavets vigilie søndag aften, og når lavets vigilie er tilendebragt, skal lavsbrødrene og -søstrene gå hen til dem, hos hvem bespisningen af lavet finder sted. Til denne bespisning skal lavsmedlemmerne drikke øl. Om mandagen skal lavsmedlemmerne holde messe for Jomfru Maria, og her skal de ofre en penning. Endvidere skal lavets præst udtale mindeord over de lavsbrødre og -søstre, som er døde.19) Såfremt nogle af lavsbrødrene kommer op at skændes, skal man bringe sagen for lavets oldermænd. Såfremt en af de stridende parter ikke ønsker at acceptere oldermændenes afgørelse, skal vedkommende betale et halvt pund voks i bøde til lavet eller holde sig væk fra lavet.20) Såfremt en lavsbroder slår en anden lavsbroder, skal vedkommende betale et pund voks i bøde til lavet eller holde sig væk fra lavet.21) Såfremt en lavsbroder beviseligt taler ilde om en anden lavsbroder, skal vedkommende betale seks mark voks i bøde til lavet.22) Såfremt en lavsbroder, som er blevet indkaldt til at møde for oldermændene, ikke møder op, skal vedkommende betale en mark voks i bøde til lavet, medmindre vedkommende har lovligt forfald.23) Oldermændene skal have magt til at vælge en ærbar og hæderlig præst. Skulle det ske, at han ikke vil gøre fuld tjeneste, skal oldermændene have magt til at afsætte vedkommende og ansætte en anden, som gør det fuldt ud og ikke uddelegerer arbejdet til andre, således som det er tilfældet med andre vikariater.24) Såfremt en fremmed mand eller kvinde kommer til denne by og får brug for hjælp af lavet, skal oldermændene afgøre, hvad der skal ske.25) Oldermændene skal gøre regnskab over for lavet, når der har været afholdt lavsmøder.26) Alle lavsbrødre og -søstre skal følge de regler, som er nævnt i denne skrå.

Hertug Adolf af Slesvig bekræfter Slesvig domkirkes privilegier.

Sognevidne af Svavsted sognestævne om en skødning foretaget af Klaus Dyck, eksekutor af Bo Rigs testamente, af dennes gods i Svavsted sogn til fogeden på Svavsted på biskop Klaus af Slesvigs vegne.

Kong Erik 7. af Pommern giver frit lejde til de holstenske og hanseatiske udsendinge, som skal komme til fredsmødet i Haderslev.

Hans Kröpelin, foged i Stockholm, anmoder højmesteren for den Tyske Orden, Paul von Rusdorf, om at tage ridder Bo Stenssons søn, Sven Bosson, i sin tjeneste. Eftersom det imidlertid er umuligt for Kröpelin at berette om den seneste udvikling i de tre riger skriftligt, vil hans bror, komturen af Althaus, ved navn Heinrich Rowerdere, som fører Stenssons søn med sig til højmesteren, berette mere indgående om sagernes stilling i de tre riger, når han er kommet frem.

Hertug Adolf af Slesvig stadfæster, at Volmer Hartvigsen Rantzau (til Kühren) har solgt sin andel af Lanker See til klostret i Pretz.

Kong Erik takker højmesteren for den Tyske Orden, Paul von Rusdorf, fordi han har sendt komturen af Althaus til kong Erik. Endvidere meddeler Kong Erik, at han vil holde et møde med sine svenske undersåtter i Stockholm på sankt Olufs dag, dvs. den 29. juli, for at indgå et forlig med de svenske undersåtter. Kong Erik anmoder i den forbindelse højmesteren om at sende en ordensherre samt en retslærd i gejstlig og/eller verdslig ret til dette møde. Endelig beder kong Erik højmesteren om skriftligt at bede ordensmesteren i Livland om ligeledes at sende en ordensherre til mødet.

Det svenske rigsråd meddeler Lübeck, at rigsmødet i Uppsala er villigt til at fuldbyrde den forligsaftale, som er blevet forhandlet mellem kong Erik og det svenske rigsråd i Halmstad 3. maj 1435, såfremt kong Erik på enhver måde vil lade svenskerne nyde deres rettigheder og deres gamle privilegier. Dog frygter det svenske rigsråd, at kong Erik ikke vil holde sig til aftalen, eftersom Stockholm til stor ulempe for det svenske rige er blevet befæstet, og eftersom kong Erik har i sinde at komme til Stockholm med en stor styrke til sankt Olufs dag, dvs. 29. juli. Derfor beder det svenske rigsråd Lübeck om at komme det svenske rigsråd til hjælp, såfremt der skulle ske overgreb mod det. Endvidere meddeler det svenske rigsråd Lübeck, at enhver, som vil sejle fra de tyske lande med deres varer, skal være velkommen alle de steder i Sverige, hvor svenske mænd råder, og at de dér skal være fritaget for told og andre byrder. Endelig beder det svenske rigsråd Lübeck om at meddele indholdet af brevet til alle de andre hansestæder.

Det svenske rigsråd meddeler Reval, at rigsmødet i Uppsala er villigt til at fuldbyrde den forligsaftale, som er blevet forhandlet mellem kong Erik og det svenske rigsråd i Halmstad 3. maj 1435, såfremt kong Erik på enhver måde vil lade svenskerne nyde deres rettigheder og deres gamle privilegier. Dog frygter det svenske rigsråd, at kong Erik ikke vil holde sig til aftalen, eftersom Stockholm til stor ulempe for det svenske rige er blevet befæstet, og eftersom kong Erik har i sinde at komme til Stockholm med en stor styrke til sankt Olufs dag, dvs. 29. juli. Derfor beder det svenske rigsråd Reval om at komme det svenske rigsråd til hjælp, såfremt der skulle ske overgreb mod det. Endvidere meddeler det svenske rigsråd Reval, at enhver, som vil sejle fra de tyske lande med deres varer, skal være velkommen alle de steder i Sverige, hvor svenske mænd råder, og at de dér skal være fritaget for told og andre byrder. Endelig beder det svenske rigsråd Reval om at meddele indholdet af brevet til alle de andre livlandske stæder.

Anders Iversen (Rosenkrantz), væbner, og dennes hustru, Ode, pantsætter alt deres gods i landsbyerne Satrup, Gammelby, Fladsby, Kalleby og Stenbjerg i Satrupholm, Gammelbygård og Oksager samt hele landsbyen Vinderød beliggende i sognet Sørup til biskop Nicolaus af Slesvig for 1600 mark lybsk. Såfremt Anders Iversen eller dennes hustru ønsker at indløse deres besiddelser og gods, eller såfremt biskop Nicolaus vil have sine 1600 mark tilbage, skal den ene part bekendtgøre indløsningen for den anden part inden sankthans. Derefter er Anders Iversen og dennes hustru forpligtet til at tilbagebetale de 1600 mark til biskop Nicolaus til førstkommende mortensdag. Skulle det imidlertid ske, at Anders Iversen og dennes hustru krævede pantet indløst over for biskop Nicolaus i overensstemmelse med den fastsatte procedure uden at tilbagebetale de 1600 mark, så skal Anders Iversen og dennes hustrus gods og besiddelser tilhøre biskop Nicolaus og dennes arvinger til evig tid.

Kong Erik bekendtgør at have indgået fred med grev Adolf af Holsten.

Kong Erik likviderer forbundet af 15. juni 1423.

Hertug Adolf af Slesvig fritager Mathias Voruppedenwech, som nu har slået sig ned i Husum, for skatter af hans ejendomme.

Kong Erik 7. af Pommern bekendtgør at have indgået fred med stæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar.

Stæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar bekendtgør at have indgået fred med kong Erik.

Lübeck, Lüneburg og Wismar likviderer traktaten af 15. juni 1423 med kong Erik.

Krister Nilsson (Vasa), høvedsmand på Viborg slot, meddeler rådet i Reval, at sørøvere har stjålet russisk gods langs den finske bugt, og at man i Stockholm har beslaglagt gods, som efter alt at dømme tilhører russerne. Krister Nilsson beder derfor rådet i Reval om at fortælle dette til de russere, som opholder sig i Reval.Endvidere ønsker Krister Nilsson at få oplyst af rådet i Reval, om russerne vil bevare freden med kong Erik af Pommerns riger.Endelig meddeler Krister Nilsson, at han håber, at der nu vil komme en god ordning mellem kong Erik og det svenske rige.