Jesse Pedersen udsteder en kvittering til Peder Skytte, borgmester i Århus, for på vegne af Henneke Gürtze at have modtaget 40 lybske mark.

Skrivelse fra de hanseatiske oldermænd og købmænd i Novgorod til rådet i Reval, hvori de beretter om russernes dårlige forhold til folk fra Gotland, eftersom russerne har mistet en del gods og nu skyder skylden herfor på folk fra Gotland.I forlængelse heraf berettes det, at russerne har tilladt alle fremmede købmænd - med undtagelse af købmænd fra Gotland - at rejse ud af Novgorod. Dog skal man som fremmed købmand ved udrejsen sværge på, at man ikke er fra Gotland.

Skrivelse fra komturen af Dünaburg til den livlandske ordensmester Siegfried Lander v. Spanheim, hvori han bl.a. meddeler, at (Albertas) Manvydas (høvedsmand i Vilnius) har sagt til komturens udsending, at kong Erik 7. af Pommern har dannet et forbund med hertug Witold af Litauen og nu vil have Reval tilbage.

Hertugerne Heinrich, Adolf og Gerhard forkynder, at de forlænger den med kong Erik i Flensborg indgåede fred fra 25. november 1420 til 11. november 1423.

Skrivelse fra hr. Krister Nilsson (Vasa), høvedsmand på Viborg slot, til rådet i Reval, hvori han anmoder rådet om at hjælpe med at retsforfølge en person ved navn Johan Purin, som har forbrudt sig mod svensk ret. Johan Purin er stukket af fra kong Erik 7. af Pommerns riger og skulle nu efter sigende opholde sig i Reval.

Heinrich 4., Adolf 8. og Gerhard 7., hertuger af Slesvig, giver ditmarskerne toldfrihed på Ejderen, Trenen og i hele landet Holsten, således som det var blevet lovet ditmarskerne af de slesvigske hertugers afdøde onkel Heinrich 3., greve af Holsten, og af deres afdøde moder fru Katharina Elisabeth af Braunschweig-Lüneburg.

Skrivelse fra hr. Krister Nilsson (Vasa), høvedsmand på Viborg slot, til rådet i Reval angående Johan Purin, som er flygtet fra kong Erik 7. af Pommerns riger, samt angående et forbud mod at sælge salt til kong Eriks undersåtter.

Reces af hansestædernes møde i Lübeck, hvori det omtales, at Vicke v. Vitzen, Heinrich Tarnewitz, Vicke Stralendorp og Wulf Limbek til søs har plyndret nogle russere og ført deres skibe og gods til Danmark.

Skrivelse fra hr. Krister Nilsson (Vasa), høvedsmand på Viborg slot, til rådet i Reval, hvori han undskylder for, at han ikke har mulighed for at deltage i forhandlingerne med rådet i Reval om forbryderen Johan Purin, der er undveget fra kong Erik 7. af Pommerns ret. Ej heller har han mulighed for at sende en stedfortræder til forhandlingerne.I forlængelse heraf opfordrer Krister Nilsson rådet i Reval til at forbyde tilførslen af varer til russerne, da de er kong Eriks fjender.

Revers udstedt af Heinrich 4., Adolf 8. og Gerhard 7., hertuger af Slesvig, angående den skat og krigsfølge, som deres mænd i landet Holsten er forpligtede til at yde.

Marine Lavesdatter, enke efter Henneke Reventlow, skænker og overdrager en gård i landsbyen Knud i Fjelstrup sogn til kapitlet i Haderslev.

Rådet i Lübeck skriver til rådet i Reval vedrørende det møde imellem kong Erik 7. af Pommern og hansestædernes rådsudsendinge, som er blevet holdt i Vordingborg.Endvidere meddeler rådet i Lübeck, at der siden er blevet holdt et møde i Rostock, og efter forudgående aftale sender rådet i Lübeck hele recessen af mødet i Rostock til rådet i Reval vedlagt nærværende brev.I forlængelse heraf ønsker rådet i Lübeck, at rådet i Reval sender kopier af recessen til rådene i Riga og Dorpat sammen med de breve, som rådet i Lübeck har skrevet til de pågældende råd.Endvidere indskærper rådet i Lübeck, at rådet i Reval skal sikre, at alle de punkter, som recessen indeholder, bliver overholdt, idet det er i alle hansestædernes interesse.Endelig meddeler rådet i Lübeck, at hanseforbundet også har skrevet herom til flere forskellige hansestæder, herunder Bremen, Kampen, Harderwijk, Elburg, Zutphen, samt til hansekøbmændene i Brugge og Bergen.

Kong Erik erklærer, at han har stillet sig til rette for kong Sigismund eller dennes stedfortræder, Heinrich Rumpold, i striden med de holstenske grever.

Hertugerne Heinrich, Adolf og Gerhard af Slesvig erklærer, at de stiller sig til rette for den romerske kong Sigismund eller hans stedfortræder, hertug Rumpold, i striden med kong Erik.

Traktat imellem kong Erik 7. af Pommern og hansestæderne Lübeck, Rostock, Stralsund, Wismar, Lüneburg, Greifswald og Anklam.

Hertug Wilhelm af Braunschweig og Lüneburg vidimerer på opfordring af de slesvigske hertuger Heinrich, Adolf og Gerhard tre pergamentsbreve, som de slesvigske hertuger har forevist ham. Indledningsvis gives en beskrivelse af brevenes besegling. Heinrich, Adolf og Gerhard anmoder specifikt om instrumentet af hensyn til den forestående farefulde rejse og den dermed forbundne risiko for, at originalerne ville gå tabt.I det første brev udstedt i Nyborg den 15. august 1326 forlener kong Valdemar 3. grev Gerhard 3. af Holsten med hertugdømmet Jylland som arveligt fanelen.I det andet brev udstedt i Nyborg den 16. august 1326 anerkender ærkebiskop Karl af Lund, bisperne Niels af Børglum, Peder af Odense, Jens af Slesvig, Jens af Ribe, Jens af Roskilde, Tyge af Viborg og den udvalgte biskop Svend af Århus og ridderne Lars Jonsen, drost, Ludvig Albertsen, marsk, Knud Porse og Jens Uffesen på hoffets vegne kong Valdemar 3.s overdragelse af hertugdømmet Jylland til grev Gerhard 3. af Holsten som arveligt fanelen.I det tredje brev udstedt i Nyborg den 16. august 1326 anerkender drosten Lars Jonsen, marsken Ludvig Albertsen og 34 andre danske herremænd på hoffets vegne kong Valdemar 3.s overdragelse af hertugdømmet Jylland til grev Gerhard 3. af Holsten som arveligt fanelen.

Hertug Wilhelm af Braunschweig og Lüneburg vidimerer tre breve om grev Gerhard 3. af Holstens forlening med hertugdømmet Jylland som arveligt fanelen.

Hansestædernes rådsudsendinge samt rådet i Lübeck skriver til de livlandske hansestæder.Rådsudsendingene og rådet i Lübeck beretter, at der den 5. januar 1423 i Flensborg er blevet indgået en fred imellem kong Erik 7. af Pommern og hertugerne af Slesvig.Endvidere berettes det, at striden imellem hansestæderne og kong Erik er blevet bilagt. En afskrift af denne aftale imellem hansestæderne og kong Erik er vedlagt nærværende brev. Aftalen betyder, at kongens undersåtter nu har lov til at rejse til hansestæderne for at handle, samt at hansekøbmændene har lov til at rejse til kong Eriks tre riger for at handle. I perioden frem til 23. maj 1423 må heste, levende dyr eller korn imidlertid ikke udføres fra kong Eriks tre riger. Endvidere skal kobberpenningen fortsat være gældende frem til 23. maj 1423 i kong Eriks tre riger. Dog er ingen forpligtet til at modtage kobberpenninge for sine varer, såfremt man i forvejen har afslået det. Såfremt man ikke inden handlens afslutning har givet besked om, hvorledes man ønsker at modtage betalingen, er man forpligtet til at modtage beløbet i kobberpenninge.Endvidere berettes det, at kong Erik har lovet at frigive alle fanger fra hansestæder samt alle skibe og alt gods tilhørende hansestæderne, som er blevet beslaglagt i kong Eriks tre riger. Derfor beder hansestædernes rådsudsendinge og rådet i Lübeck de livlandske hansestæder om uden tøven at skrive til dem, såfremt kong Eriks folk har taget noget fra livlandske hansekøbmænd i de tre riger, eller såfremt kong Eriks folk har lagt dem hindringer i vejen. Såfremt det ikke er muligt for de livlandske stæder at sende et sådant brev, beder hansestædernes rådsudsendinge og rådet i Lübeck om, at de livlandske hansestæder giver deres rådsudsendinge oplysningerne om de pågældende skader med til det møde, som skal holdes 1. maj 1423 i Wismar. Endvidere berettes det, at sagen om alle de skader, som er blevet påført hansekøbmændene i kong Eriks tre riger, skal drøftes nærmere ved et møde i København i pinsen 1423, hvor også kong Eriks råder vil være til stede, således at også denne sag imellem hansestæderne og kong Erik kan bilægges.Endvidere meddeles det, at både de preussiske hansestæder og mange andre hansestæder, vil deltage i det møde, som skal holdes 1. maj i Wismar, hvorfor hansestædernes rådsudsendinge og rådet i Lübeck igen opfordrer de livlandske hansestæder til at sende deres rådsudsendinge med fuldmagt til dette møde. På dette møde vil man drøfte sagen om alle de skader, som er blevet påført hansekøbmændene i kong Eriks tre riger indtil nu, samt hvorledes man bedst kan bilægge striden mellem hansestæderne og kong Erik angående disse skader i København i pinsen 1423.Endelig meddeles det, at det er muligt for de livlandske hansestæder at indtræde i forbundet imellem hansestæderne og kong Erik. De livlandske hansestæders rådsudsendinge skal blot medbringe to beseglede breve til mødet i Wismar 1. maj 1423 med samme ordlyd som den vedlagte afskrift af traktaten imellem hansestæderne og kong Erik (). Det ene brev skal kong Erik have, og det andet brev skal hanseforbundet have.

Conrad Bischof (borgmester i Stralsund) skriver til Paul v. Rusdorf, højmester for Den Tyske Orden, vedrørende forhandlingerne med kong Erik 7. af Pommern.Conrad Bischof meddeler, at han har modtaget et brev fra højmesteren for Den Tyske Orden. I den forbindelse nævner Conrad Bischof, at han allerede i efteråret 1422 skrev til ordensmesteren i Livland, da Conrad Bischof var i Danmark for at forhandle med kong Erik på Den Tyske Ordens vegne vedrørende indgåelsen af en venskabelig aftale imellem kong Erik og Den Tyske Orden.Endvidere meddeler Conrad Bischof, at rådet i Stralsund derefter igen sendte ham afsted til kong Erik. Denne rejse gik over land igennem landet Holsten til Flensborg. Conrad Bischof rejste sammen med rådsudsendingene fra hansestæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg, Rostock, Wismar og Greifswald. I Flensborg forhandlede hansestædernes rådsudsendinge med kong Erik, og forhandlingerne endte med, at striden imellem kong Erik og hansestæderne blev fuldstændig bilagt. Dette har betydet, at alt, hvad der hørte hjemme i hansestæderne, men som var blevet beslaglagt i kong Eriks tre riger, nu er blevet frigivet. Endvidere har enhver nu lov til at rejse frit fra kong Eriks tre riger til hansestæderne og fra hansestæderne tilbage til kong Eriks tre riger uden hindringer. Herpå er der blevet indgået en evig forbundsaftale imellem kong Erik og hansestæderne ().Endvidere meddeler Conrad Bischof, at Sigismund, romersk konge, havde sendt den højbårne fyrste Heinrich, også kaldet Rumpold, hertug af Groß-Glogau, til Flensborg. I den forbindelse nævner Conrad Bischof, at hertug Heinrich nu efter sigende er død.Conrad Bischof meddeler, at hertug Heinrich Rumpold har foranstaltet en fredsaftale (et ) imellem kong Erik og de holstenske herrer, ifølge hvilken kong Sigismund skal afsige dom i sagen imellem kong Erik og de holstenske herrer til sankthans 1424 (jf. Ofendommen, ).Desuden blev der helligtrekongersaften 1423 indgået en fred i Flensborg (jf. ), men hertug Heinrich Rumpold deltog aldrig i forhandlingerne imellem kong Erik og hansestæderne. Efter aftale med de andre hansestæder forhandlede kun Conrad Bischof og hans fæller fra Stralsund med kong Erik. Disse forhandlinger varede i fem dage.Under forhandlingerne imellem Conrad Bischof og kong Erik, drøftede Conrad Bischof bl.a. de samme ting med kong Erik, som han tidligere på vegne af Den Tyske Orden havde drøftet med kongen. Herpå har kong Erik mundtligt over for Conrad Bischof lovet, at han vil tage til sit eget land Pommern nu til sommer, og at han dér vil mødes med højmesteren for Den Tyske Orden på grænsen imellem Pommern og Preussen, idet han ønsker at forlige sig fuldstændigt med Den Tyske Orden. Kong Erik har bedt Conrad Bischof om at sige dette videre til højmesteren.Endvidere meddeler Conrad Bischof, at hansestædernes rådsudsendinge skal til København i pinsen for at holde et møde med kong Erik. Når dette møde er overstået, vil kong Erik rejse afsted til Pommern.Endelig meddeler Conrad Bischof, at striden imellem Lübeck og Hamburg er blevet bilagt.

Rådet i Riga skriver til rådet i Reval.Indledningsvis meddeler rådet i Riga, at det 26. februar 1423 har modtaget et brev fra hansestædernes rådsudsendinge og rådet i Lübeck vedrørende kong Erik 7. af Pommern (), samt at det sender en afskrift af dette brev til rådet i Reval i nærværende brev.Derefter opfordrer rådet i Riga rådet i Reval til at deltage i et møde i Wolmar 21. marts 1423. Endelig opfordrer rådet i Riga rådet i Reval til at sende rådsudsendinge til hansedagen i Wismar 1. maj 1423, hvor der skal forhandles om de skader, som tit og ofte er blevet påført hansestæderne i kong Eriks tre riger.

Rådet i Dorpat skriver til rådet i Reval.Rådet i Dorpat meddeler, at det den 7. marts 1423 har modtaget et brev fra rådet i Riga indeholdende en afskrift af hansestædernes rådsudsendinge og rådet i Lübecks brev af 22. januar 1423 vedrørende kong Erik 7. af Pommern samt en afskrift af det den 6. januar 1423 i Flensborg indgåede forsvarsforbund imellem kong Erik og forskellige hansestæder.Endvidere meddeler rådet i Dorpat, at det vil sende rådsudsendinge til det møde, som skal holdes den 21. marts 1423 i Wolmar. I forlængelse heraf opfordrer rådet i Dorpat rådet i Reval til også at sende deres fuldmægtige rådsudsendinge til det pågældende møde.Endvidere meddeler rådet i Dorpat, at det ville have sendt de førnævnte afskrifter til rådet i Reval, såfremt rådet i Riga ikke allerede havde gjort det.Endelig opfordrer rådet i Dorpat rådet i Reval til at sende en rådsudsending til den hansedag, som skal holdes den 1. maj 1423 i Wismar.

Kong Erik 7. af Pommern opfordrer (grev Heinrich af Holsten) til at forhindre, at fru Katherine, Peter Uckens hustru, bliver forurettet af hr. Detlev v. Ahlefeldt og andre af hans folk, for at freden imellem dem kan blive holdt desto venligere.

Forsvarsforbund sluttet imellem brødrene Otto 2. og Kasimir 5., hertuger af Pommern-Stettin, på den ene side og brødrene Wartislaw 9. og Barnim 7., hertuger af Pommern-Wolgast, og deres fætre Barnim 8. og Swantibor 3., hertuger af Pommern-Wolgast-Barth, på den anden side i nærværelse af kong Erik 7. af Pommern og efter kong Eriks og begge parters råds råd.Aftalen indebærer, at hver part skal hjælpe den anden part, såfremt den anden part har brug for og kræver hjælp.Således skal den ene part stille 30 bevæbnede mænd til rådighed for den anden part, såfremt den anden part kræver det. Omkostningerne for disse 30 bevæbnede mænd skal bæres af den part, af hvem hjælpen kræves.Såfremt den part, som kræver hjælp, skulle behøve mere hjælp end de 30 bevæbnede mænd, er den part, af hvem hjælpen kræves, forpligtet til at yde den hjælp, som den anden part kræver, så længe fejden varer.Endvidere fastsættes det, at dette forsvarsforbund skal være ubrydeligt, så længe begge parter lever.Afslutningsvis er forbundsaftalen medbeseglet af ridderne Benedict Pogwisch, Svend Sture, Heinrich v. d. Borne og Jens Grim (Has), af væbnerne Pawel Mörder, Claus Behr og Brüning Nienkerken samt af kansleren hr. Heyse.

Hertug Adolf af Slesvigs erklæring til alle kurfyrster og fyrster om, at brødrene hertug Erich 5. af Sachsen-Lauenburg, hertug Magnus af Sachsen-Lauenburg, biskop i Cammin, hertug Bernhard 2. af Sachsen-Lauenburg og hertug Otto af Sachsen-Lauenburg er af samme slægt som afdøde hertug Rudolf 3. af Sachsen-Wittenberg og afdøde hertug Albrecht 3. af Sachsen-Wittenberg.

Traktat imellem Erik af Pommern og hansestæderne Lübeck, Rostock, Stralsund, Wismar, Lüneburg, Greifswald og Anklam.

På Skånes landsting erklærer landsdommeren og 24 gejstlige og verdslige stormænd på forespørgsel af Erik af Pommern, at der ikke på Christoffer 2.s tid eller siden er valgt andre konger af Danmark på landstinget i Lund end Valdemar Atterdag, Oluf og Erik af Pommern.

På Sjællands landsting erklærer landsdommeren og 24 gejstlige og verdslige stormænd på forespørgsel af Erik af Pommern, at der ikke på Christoffer 2.s tid eller siden er valgt andre konger af Danmark på landstinget i Ringsted end Valdemar Atterdag, Oluf og Erik af Pommern.

På Nørrejyllands landsting erklærer landsdommeren og 36 gejstlige og verdslige stormænd på forespørgsel af Erik af Pommern, at der ikke på Christoffer 2.s tid eller siden er valgt andre konger af Danmark på landstinget i Viborg end Valdemar Atterdag, Oluf og Erik af Pommern.

Beskyttelsesbrev udstedt af Heinrich 4., Adolf 8. og Gerhard 7., hertuger af Slesvig, for Johann Schele, biskop i Lübeck, og hele Lübeck stift.

Biskop Johannes af Ratzeburg vidimerer tre breve vedrørende dronning Margretes forlig med hertugen af Slesvig og greverne af Holsten 1392, pantsættelsen af Flensborg og Nyhus til kong Erik 7. af Pommern og dronning Margrete i 1409 og kong Valdemar 4. Atterdags forlening af grev Johann 3. af Holsten med Femern som arvelen 1340.

Johann (v. Trempe), biskop i Ratzeburg, vidimerer følgende tre breve:1) Dronning Margretes brev af 12. juli 1392, i hvilket hun slutter et forlig med Klaus, greve af Holsten, Gerhard 6., hertug af Slesvig, og dennes brødre Albrecht 2. og Heinrich 3., grever af Holsten.2) Kong Erik 7. af Pommerns genbrev af 9. oktober 1409 til et brev udstedt samme dag af Heinrich 3., greve af Holsten, og Elisabeth, hertuginde af Slesvig, i hvilket de pantsætter Flensborg by og borgen Nyhus til kong Erik og dronning Margrete for 11400 mark lybsk.3) Kong Valdemar 4. Atterdags brev af 21. maj 1340, i hvilket han forlener Johann 3., greve af Holsten, med Femern som et arvelen.

Notits i hansestaden Wismars liber proscriptorum, at sørøveren Klaus Syzyk er blevet dømt fredløs, fordi han sammen med andre sørøvere havde taget et skib fra Assens indeholdende meget gods.

Procesindlæg fra holstensk side.1) Kong Erik 7. af Pommern klager over de holstenske herrer, i særdeleshed vedrørende hertugdømmet. Kong Erik mener, at de holstenske herrer uretmæssigt hindrer ham i at modtage det, som tilhører den danske krone, nemlig Gottorp, Slesvig og Tønder samt alle de andre stæder, slotte, herreder, landsbyer og alt det gods, som de holstenske herrer har i deres varetægt i Sønderjylland. Derfor kræver han af den romerske konge eller af den romerske konges fuldmægtige, at der bliver sørget for, at de holstenske herrer overdrager det, som tilhører den danske krone, til kong Erik, samt at den danske krone får kompensation for den skade, som den har lidt på grund af de holstenske herrer.2) Hertil svarer de holstenske herrer, at de ikke besidder de førnævnte stæder, slotte, landsbyer og herreder, som tilhører den danske krone, uretmæssigt. Derimod besidder de de førnævnte stæder, slotte, landsbyer og herreder som et len, som kong Valdemar 3. gav til deres forfædre med det danske rigsråds samtykke. Således har det førnævnte hertugdømme Sønderjylland fra gammel tid været et fyrstelen og et ret arvelen, hvilket de holstenske herrer kan bevidne med kong Valdemar 3.s og det danske rigsråds åbne beseglede breve. Og da de holstenske herrer nu besidder det førskrevne arvelen grundet arv, besidder de ikke de førnævnte slotte, stæder, landsbyer eller områder med vold eller uret. Derimod besidder de de førnævnte områder med rette, hvilket de kan bevise med dronning Margretes åbne beseglede brev, med hvilket hun på egne og sine efterkommeres vegne lover, at hun aldrig vil bestride, at hendes søn kong Oluf 2. forlenede de holstenske herrers far med det førskrevne len. Og eftersom deres far før dem og de selv efter ham har besiddet arvelenet i flere år uden protester, og eftersom de altid har opfyldt de forpligtelser, som de i henhold til deres breve vedrørende arvelenet skal opfylde, mener de, at kong Erik ikke kan kræve hertugdømmet tilbage, men at han derimod skal genforlene dem med hertugdømmet, samt at han skal yde dem kompensation for al den skade, som de har lidt grundet den krig, overlast og uret, som kong Erik har påført dem.3) Hertil vil kong Erik sikkert sige, at ingen dansk konge kan fjerne eller give noget af den danske krones arvegods bort eller forlene nogen med noget af det, som tilhører den danske krone, i længere tid end den pågældende konges egen levetid. Endvidere vil kong Erik sige, at han kan bevise dette med den danske ret eller lovbog. Derfor mener kong Erik, at forleningen af hertugdømmet Jylland kun kan forblive ved fuld magt, så længe den pågældende konge lever, idet Jylland fra gammel tid har været og stadig er den danske krones arvegods.4) Hertil svarer de holstenske herrer, at hertugdømmet Jylland fra gammel tid har været og stadig er et hertugdømme og et fyrstelen tilhørende den danske krone, som den førnævnte kong Valdemar 3. endda selv havde som len, hvorfor de mener, at der ved den førnævnte forlening af hertugdømmet ikke er blevet fjernet noget af det, som tilhører den danske krone. Endvidere svarer de holstenske herrer, at enhver, som har magt til at give en lov og til at holde den ved fuld magt, også har magt til at forandre, forlænge, forkorte, opretholde samt ophæve denne lov, eftersom den danske ret eller lovbog kun er gældende, såfremt de danske konger og det danske rigsråd i fællesskab giver deres samtykke dertil. Da nu den førnævnte forlening af hertugdømmet Jylland er sket med samtykke fra den førskrevne danske konge og Danmarks rigsråd, nemlig ærkebispen i Lund samt Danmarks syv biskopper og Danmarks riges øverste marsk og Danmarks riges drost og 36 riddere og adelsfolk, som alle var danske rigsråder, hvilket de holstenske herrer kan bevidne med kong Valdemar 3.s og de danske rigsråders åbne beseglede breve desangående, mener de holstenske herrer, at forleningen skal have lige så megen gyldighed som den danske ret eller lovbog.5) Hertil vil kong Erik sikkert sige, at de breve, som dronning Margrete har givet de holstenske herrer, hvori hun lover aldrig mere at føre sag mod dem om de førnævnte slotte og stæder, ikke kan ligge den danske krone til last, eftersom hun i de førskrevne breve ikke kalder sig dronning af Danmark, men blot arving til Danmark. Danmark er imidlertid slet ikke noget arverige, hvorfor hun heller ikke har beseglet brevet som dansk dronning. Af samme årsag kan de vidnesbyrd, som de holstenske herrer mener at have, hvad angår kong Valdemar 3.s forlening af hertugdømmet til de holstenske herrers far, hverken ligge Danmarks rige eller den danske krone til last, idet disse vidnesbyrd ikke stammer fra Danmarks riges stormænd eller mænd, men derimod fra holstenere og de holstenske herrers undersåtter.6) Hertil svarer de holstenske herrer, at de i kraft af dronning Margretes brev under alle omstændigheder kan bevise, at deres far i mange år har besiddet hertugdømmet Slesvig uden hendes indvendinger, selvom det skulle vise sig, at dronningens brev var uden gyldighed.7) Endvidere kan det tænkes, at kong Erik vil sige, at kong Christoffer 2. var en retmæssigt hyldet konge og tillige søn af Danmarks konge, samt at kong Christoffer selv skrev sig som dansk konge på det tidspunkt, da kong Valdemar 3.s forlening af Sønderjylland skete. Endvidere blev kong Christoffer ikke forvist som følge af den slags misgerning, grundet hvilken man med rette kan forvise en konge. Derimod blev han fordrevet med vold, og derefter blev han slået ihjel på Lolland. Alt dette skete, fordi kong Valdemar 3. på det tidspunkt, da hans forlening af Sønderjylland fandt sted, slet ikke var nogen rigtig konge af Danmark, hvorfor selve forleningen af Sønderjylland og alt, hvad den havde afstedkommet, ikke havde nogen gyldighed ifølge retten.8) Hertil svarer de holstenske herrer, at enhver hyldet konge eller kejser med rette kan afsættes, såfremt den pågældende har gjort noget, som er i strid med den ed, som vedkommende har aflagt til kronen. Dette er da også sket for kort tid siden med kong Wenzel af Bøhmen, som kurfyrsterne afsatte på grund af vedkommendes misgerning, dengang han var en fuldmægtig romersk konge. Herefter valgte kurfyrsterne først hertug Ruprecht af Bayern og derefter kong Sigismund af Ungarn til romersk konge, selvom kong Wenzel af Bøhmen stadig skrev sig som romersk konge, hvilket han altså slet ikke var. Havde man ikke kunnet afsætte kong Wenzel af Bøhmen, ville den nuværende romerske konge Sigismund heller ikke være nogen retmæssig romersk konge, og på den måde ville alt, hvad kong Ruprecht og kong Sigismund som romerske konger og i den romerske konges navn har gjort, være fuldkommen ugyldigt. Når nu en dansk konge hverken er valgt af paver, kejsere eller andre konger, men derimod alene af Danmarks rigsråd, kan Danmarks rigsråd også med rette afsætte en dansk konge, såfremt vedkommende har udført den misgerning, som berettiger en afsættelse, og såfremt det er nødvendigt. Heri adskiller Danmarks rigsråd sig ikke fra kurfyrsterne, som kan afsætte en kejser eller en romersk konge. Og når nu ærkebiskoppen, Danmarks syv biskopper og de 36 riddere og adelsfolk, det vil sige hele Danmarks riges råd, bevidner, at kong Christoffer har brudt den ed, som han aflagde til kronen, samt at han har udført mange andre misgerninger, på baggrund af hvilke man med rette kan afsætte enhver konge, og på baggrund af hvilke det danske rigsråd også afsatte ham, mener de holstenske herrer ikke, at kong Christoffers afsættelse og valget af Valdemar til konge er sket uretmæssigt. Ej heller har det ifølge de holstenske herrer betydning, at kong Christoffer skrev sig som konge af Danmark, efter kong Valdemar var blevet valgt som konge af Danmark, for det var alene kong Christoffers egen misgerning, som retmæssigt berøvede ham kronen og riget. Hvad angår kong Valdemar, blev han valgt til Danmarks konge af et enigt dansk rigsråd, således som det skal ske for enhver dansk konge. Derfor er kong Valdemars forlening af hertugdømmet også sket med rette, hvorfor forleningen skal have lige så stor gyldighed som den danske ret eller lovbog.9) Endvidere kan det tænkes, at kong Erik nu vil sige, at det førnævnte len er blevet afskåret fra kronen og riget, hvorfor han med rette kan tage det tilbage.10) Hertil svarer de holstenske herrer, at deres forfædre aldrig er blevet anklaget for noget sådant, mens de levede, samt at det kan bevises, at de aldrig har forbrudt sig mod den danske krone, hvorved man ville kunne sige, at de havde tabt retten til lenet. Såfremt de har forbrudt sig imod den danske krone, er det først sket, efter kong Erik blev deres fjende, idet han begyndte en åben krig imod dem.11) Hvad angår landet Femern og slottet Glambæk, vil de holstenske herrer sige til kong Erik, at de håber, at kong Erik har pligt til at genforlene dem med landet Femern og slottet Glambæk samt overdrage landet Femern og slottet Glambæk til dem i henhold til danske kongers åbne breve vedrørende Femern. Dette skal kong Erik gøre, for det første fordi de kan bevise med de førnævnte danske kongers åbne breve, at landet Femern er deres arvelen, for det andet fordi de har besiddet Femern i mere end 40 år uden indvendinger, samt for det tredje fordi kong Erik har erobret og ødelagt Femern inden for den gensidigt bekræftede fredsperiode.

Hr. Predbjørn (Henningsen) v. Podebusk (til Vosborg), ridder, sælger sin arv i møllen ved Goltze i Zirkow sogn på Rügen til Jens (Andersen (Lodehat)), biskop i Roskilde, for 100 stralsundske mark.

Hertug Adolf 8. af Slesvigs privilegium til folkene på Femern.Hertug Adolf erklærer, at han har givet dem af hans stakkels folk på Femern, som var blevet fordrevet af kong Erik 7. af Pommern, og som vel at mærke endnu er i live, tilladelse til at tage deres nedarvede besiddelser og deres ejendom i besiddelse igen.Endvidere erklærer hertug Adolf, at han og hans arvinger vil lade enhver blive ved sine gamle rettigheder og sædvaner og ved al ret.Endvidere giver hertug Adolf folkene på Femern skattefrihed fra mikkelsdag, dvs. 29. september 1424, og fem år frem.

Kong Erik giver fuldmagt til sine udsendinge til at modtage kong Sigismunds dom på hans vegne.

Koncept til hertug Heinrichs fuldmagt til sine udsendinge Nicolaus Sacchow og Marquard Vlotow til mødet i Flensborg samme dag, cf. 14240509003.

Hertug Heinrich udsteder fuldmagt til sine udsendinge Nicolaus Sacchow og Marquard Vlotow til mødet i Flensborg samme dag, cf. 14240509002.

Olof Thomasson, foged på Gotland, erklærer, at han på Gotlands vegne af rådet i Reval har modtaget 10 års leje for Gotenhof i Novgorod.Endvidere udlejer Olof Thomasson på landet Gotlands vegne atter Gotenhof til hanseforbundet for en tyveårig periode. Lejen beløber sig til fem rhinske gylden pr. år.

Neustadts vidnesbyrd om den holstenske greveslægts adkomst til hertugdømmet Slesvig.

Byen Heiligenhafens vidnesbyrd om de holstenske grevers adkomst til hertugdømmet Slesvig.

Byen Uelsens vidnesbyrd om de holstenske grevers adkomst til hertugdømmet Slesvig.

Hertug Adolf af Slesvig stadfæster salget af tre morgen land i Grevenkop af Vollert Becker, kapellan i Segeberg, til dennes bror Arend Becker.

Gerhard 7., hertug af Slesvig, erklærer, at en vis Abor er fri af det retmæssige indlager, som han over for hertug Gerhard og hertugs Gerhards bror Heinrich 4., hertug af Slesvig, havde lovet at ville holde.

Broder Raymund, provinsialprior for prædikebrødrene i Danmark, anmoder rådet i Reval om at hjælpe prædikebrødrekonventet i Reval. Ifølge Raymund bliver prædikebrødrekonventet i Reval nemlig forfulgt af biskoppen og kapitlet i Reval.

Rådet i Rostock skriver til rådet i Wismar vedrørende forhandlingerne med dronning Philippa og vedrørende et snarligt møde. Det meddeles, at rådet i Rostock har modtaget et brev fra rådet i Wismar og et vedlagt brev fra rådet i Lübeck. Endvidere meddeles det, at rådet i Rostock vil fremføre Wismar og Lüneburgs meninger og ønsker over for dronning Philippas udsendinge og Stralsunds udsendinge. Endelig meddeles det, at rådet i Rostock inderligt håber på, at der vil blive holdt et møde enten i Wismar eller i Buckow med deltagelse af dronning Philippas udsendinge samt udsendinge fra Rostock, Wismar og Stralsund.

Rådet i Wismar skriver til rådet i Lübeck vedrørende forhandlingerne med dronning Philippa og vedrørende et snarligt møde. Rådet i Wismar meddeler, at man har bedt rådet i Rostock om at sende folk til det møde, som skal holdes med dronning Philippas udsendinge. Herpå har rådet i Rostock sendt rådet i Wismar et svar, som rådet i Wismar har vedlagt nærværende brev. Endelig meddeles det, at dronning Philippas udsendinge ifølge rådet i Wismars oplysninger endnu ikke er ankommet til Rostock.

Mønttraktat indgået imellem dronning Filippa og hansestæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar repræsenteret ved udsendingene Tideman Steen og Heinrich v. Haren.

Rådet i Lüneburg meddeler rådet i Lübeck, at de endnu ikke kan tage stilling til mønttraktaten med dronning Philippa (), idet de først må rådføre sig med dem, som de har møntfællesskab med på vegne af herskabet i Lüneburg. Sådan som de forstår det, vil aftalen med dronning Philippa nemlig betyde en væsentlig forringelse af mønten, hvilket strider imod den aftale om ikke at forringe mønten, som de har indgået med dem, som de har møntfællesskab med. De vil derfor tale om mønttraktaten med dem, som de har møntfællesskab med, og så snart de er nået frem til en afgørelse, vil de sende rådet i Lübeck et svar.

Rådet i Lübeck svarer på et brev fra rådet i Wismar vedrørende to åbne breve, som dronning Philippas udsending har vist rådet i Wismar, nemlig et brev fra dronning Philippa selv og et brev fra de tre nordiske rigers rigsråd. Rådet i Lübeck meddeler, at dronning Philippas udsending også har været i Lübeck og vist rådet i Lübeck de pågældende breve. Endvidere meddeles det, at rådet i Lübeck har skrevet et svar på dronning Philippas åbne brev, og at en afskrift af dette svar er vedlagt nærværende brev til rådet i Wismar. Ligeledes har rådet i Lübeck skrevet et identisk svar på de tre rigers rigsråds brev. Endvidere meddeles det, at dronning Philippas udsending havde fået til opgave at slå de to pågældende breve eller afskrifter af disse op på kirkedørene i Lübeck, hvortil rådet i Lübeck imidlertid har svaret, at det ikke var sædvane i Lübeck, samt at rådet i Lübeck dog ikke ville hindre ham i det, såfremt han alligevel ville gøre det, men at han skulle være klar over, at rådet i Lübeck heller ikke ville hindre de holstenske herrer i at slå deres breve op på kirkedørene i Lübeck, såfremt de kom med lignende breve.

Rådet i Lübeck skriver til rådet i Wismar, idet rådet i Wismar ønsker at vide, hvad rådet i Lübeck vil skrive til de holstenske herrer med hensyn til dronning Philippa og hendes rigsråd. Rådet i Lübeck meddeler rådet i Wismar, at rådet i Lübeck mundtligt vil give deres udsendinge, som om kort tid skal til Wismar, besked derom. Endvidere meddeles det, at rådet i Lübeck har skrevet til Hamburg og Lüneburg angående det møde, som skal holdes den 26. november 1424 i Wismar.

Hans Odde skriver til rådet i Kiel vedrørende drabet på hans far, som boede i Kopperpahl ved Kiel.Hans Odde meddeler, at han endnu ikke har fået erstatning af Macke Rönnerfeld, borger i Kiel, som slog Hans Oddes far ihjel ved sin egen hånd.Hans Odde beder derfor rådet i Kiel om at beordre Macke Rönnerfeld til at give kompensation for drabet.

Rådet i Stralsund svarer på et brev fra rådet i Lübeck, hvori rådet i Lübeck skriver, at man på det møde, som blev holdt i Rostock med deltagelse af Stralsunds udsending, Lübecks skrivermester Paul samt folk fra Wismar, Greifswald og Rostock vedrørende mønten, ikke kunne komme til enighed om at holde et nyt møde i Rostock vedrørende mønten. Derfor blev Lübeck og de andre hansestæder enige om ikke at ændre på det, som man allerede havde aftalt med dronning Philippa og hendes råd, samt om at Stralsund, Rostock og Greifswald skulle sende deres udsendinge og møntmestre til Lübeck inden dagen for Sankt Peters stol, dvs. den 22. februar, for at holde et nyt møde dér.Rådet i Stralsund meddeler rådet i Lübeck, at det ikke har mulighed for at sende en udsending til det møde, som nu skal holdes i Lübeck vedrørende mønten. Endvidere nævner rådet i Stralsund, at det har drøftet sagen med Greifswald og andre hansestæder, som heller ikke har mulighed for at sende udsendinge til mødet. Det undrer derfor rådet i Stralsund, at rådet i Lübeck ikke vil holde mødet i Rostock. Imidlertid vil rådet i Stralsund sammen med Greifswald og andre hansestæder give Rostocks udsending fuldmagt til at forhandle på Stralsunds vegne, eftersom Rostock vil sende en udsending til mødet i Lübeck.

Fru Gertrud, enke efter Bertel Wilde, borgmester i Rendsborg, sælger til Lage Knudsen alt det gods, som hun har arvet efter Jes Nielsen Prentze i landsbyen Åtte, Føvling sogn, Malt herred.

Hr. Trued Hase, foged på Visborg, og Herman Münter, embedsmand på Visborgs forborg, udsteder en vidisse på et brev af 2. september 1411, i hvilket kong Erik 7. af Pommern har bekræftet staden Visbys privilegier.

Vadstena klosters konvent meddeler rådet i Reval, at konventet har drøftet sagen om det strandede gods på Gotland med dronning Philippa.Dronning Philippa har meddelt konventet, at hun allerede har skrevet og nu igen vil skrive til hr. Trued Hase, høvedsmand på Gotland, at hverken hun eller hendes herre, kong Erik 7. af Pommern, vil have noget af det strandede gods. Derimod har hun instrueret Trued Hase i at levere godset tilbage til dets retmæssige ejere, idet hun dog har erklæret, at hun ikke kan gøre noget ved den del af godset, som ifølge de gamle privilegier tilfalder landet og de folk, som har hjulpet til med at bjerge godset. Dronning Philippa har imidlertid indkaldt borgmestrene fra Gotland, og når de mødes med dronningen, eller når kong Erik er kommet hjem, hvilket han efter konventets forhåbning meget snart vil gøre, vil konventet gøre alt, hvad det kan for at finde en løsning på sagen.Endelig takker konventet rådet i Reval for alt det gode, som rådet har gjort og stadig gør mod birgitinerklostret Mariendal ved Reval.

Ridder Krister Nilsson ((Vasa), høvedsmand på Viborg slot) skriver til rådet i Reval.Krister Nilsson meddeler, at han har forklaret de russiske udsendinge fra Novgorod, at hverken kong Erik 7. af Pommern, han selv eller Reval er skyld i plyndringen af russerne, og at han heller ikke i fremtiden kan give garanti for, at der ikke vil forekomme sørøveri.Endvidere meddeler Krister Nilsson, at han ikke kan forbyde sine undersåtter at handle med russerne uden kong Eriks tilladelse, samt at det forbud mod handel med russerne, som hansestæderne har indført, ikke gælder for kong Eriks undersåtter. I den forbindelse meddeler Krister Nilsson, at han nu vil drage afsted for at holde et møde med kong Erik. Såfremt Reval sender rådsudsendinge til dette møde, vil Krister Nilsson gøre, hvad han kan, for at hjælpe Reval i denne sag.Endelig beder Krister Nilsson rådet i Reval om ikke at gøre uret mod hans tjener (Hans) Wrede, som er blevet taget til fange i Reval på rådet i Dorpats foranledning i anledning af dennes anklager mod Dorpat for at forholde ham gods.

Richard Lange, rådmand i Reval, og Hermann Butenschön, rådmand i Dorpat, meddeler rådet i Reval, at de nu har været i København i 14 dage, og at de har fremlagt deres sag for kong Erik 7. af Pommern. Kong Erik ville imidlertid først give dem et svar, når han havde hørt, hvad hr. Trued Hase havde at fortælle. Efter Trued Hase ankom til København den 7. juni, har han fremlagt sagen temmelig vilkårligt for kong Erik i Lange og Butenschöns fravær, og allerede den 8. juni er Trued Hase rejst fra København, men de håber stadig, at sandheden vil komme for en dag.Lange og Butenschön har derfor talt med ærkebiskoppen af Uppsala og Klaus Lydekesson, høvedsmand på Åbo slot, som har rådet dem til at lade sagen hvile indtil sankthansdag, idet både hansestædernes udsendinge, alle biskopperne i de tre riger og rigernes råd vil komme til København til den tid. På den måde mener ærkebiskoppen og Klaus Lydekesson, at sagen vil få en god afslutning.Endvidere meddeler de, at de har erfaret, at hansestædernes udsendinge er på vej til Flandern.Endvidere meddeler de, at hr. Johann Oldinkhoff har været hos dem. Oldinkhoff ønsker, at rådet i Reval skal anbefale ham over for ordensmesteren for Den Tyske Orden. I den forbindelse meddeler de, at Oldinkhoff vil være i Reval den 24. juni. Kong Erik og dronning Philippa har forsynet ham med anbefalingsbreve til ordensmesteren, således at Oldinkhoff kan få kompturembedet i Sverige.Endelig meddeler Lange og Butenschön, at de har pålagt Klaus Lydekesson at sende nærværende brev til rådet i Reval, idet han nu rejser mod Åbo. De opfordrer desuden rådet i Reval til at sende deres svar direkte til Lydekesson, som således kan tage det med sig fra Åbo, idet han skal være tilbage i København til sankthansdag.

Optegnelse om, at stokkenævnet i Slesvig by har tilkendt prædikebrødrenes kloster i Slesvig by den halvdel af et stykke jord, hvorpå Arnd Hegher havde boet, og som førhen var skødet til prior Gerhard.

Klaus Lydekesson, høvedsmand på Åbo slot, meddeler rådet i Reval, at Richard Lange, rådmand i Reval, og Hermann Butenschön, rådmand i Dorpat, har talt med kong Erik 7. af Pommern og dronning Philippa i København. Lydekesson meddeler, at de, således som de skriver i det vedlagte brev (), ikke har kunnet afslutte sagen om det strandede gods på Gotland. Af den årsag vil de lade sagen hvile, indtil rigsrådet og hansestædernes udsendinge mødes den 24. juni 1425 i København. Lydekesson har drøftet sagen med sine venner fra rigsrådet, heriblandt ærkebiskoppen af Uppsala, som alle ønsker at hjælpe rådet i Reval i sagen. Endelig meddeler Lydekesson, at han sammen med rådet i Åbo skal rejse tilbage til kong Erik og rigsrådet i København. Såfremt rådet i Reval ønsker at skrive til Lange og Butenschön, som befinder sig i København, kan han medtage brevet fra rådet i Reval.

Hansestæderne Lübeck, Rostock, Stralsund og Wismars beretning om Kong Erik 7. af Pommerns afgørelse i striden mellem hansestæderne og hr. Trued Hase, høvedsmand på Gotland.Det berettes, at udsendinge fra hansestæderne Lübeck, Rostock, Stralsund, Braunschweig, Wismar, Greifswald, Visby, Dorpat og Reval forsamledes i København den 7. juli 1425. Her fremlagde de for kong Erik sagen om det revalske og dorpatske gods, som var strandet på Gotland efter Claus Nielops skibbrud.Under mødet med kong Erik beskyldte hansestædernes udsendinge hr. Trued Hase for at have tilranet sig det strandede gods og for at have håndteret det i modstrid med retten.Hansestædernes udsendinge overlod det nu helt og aldeles til kong Erik at afgøre sagen, og kong Erik påtog sig sagen.Den 17. juli 1425 fremlagde kong Erik sin afgørelse i sagen. Ifølge afgørelsen skulle alt det gods, som var blevet bjerget fra skibet, frigives og udleveres med undtagelse af den tredjedel, som hr. Trued Hase sammen med bønderne havde taget i bjergeløn.Om den tredjedel, som hr. Trued Hase og bønderne havde beholdt, skulle man holde et møde, hvortil dommerne fra Gotland skulle komme med de privilegier, som de gotlandske bønder ifølge hr. Trued Hase havde, og hvortil også hansestæderne skulle komme med deres privilegier.Skulle det ske, at hansestæderne ifølge privilegierne havde mere ret til godset end bønderne, så skulle hr. Trued Hase og bønderne også udlevere den tredjedel, som de havde beholdt.Såfremt man kunne bevise noget andet imod hr. Trued Hase i forlængelse heraf, så skulle han også bøde for det.Endvidere hvis nogen ville anklage hr. Trued Hase yderligere, så skulle han tage 11 gode mænd og rense sig fra anklagen mod sig med dem.Endelig berettes det, at hr. Trued Hase nu har overdraget den omtalte tredjedel af godset til kong Erik. For den omtalte tredjedel af godset har hansestæderne stillet garanti for 1250 mark lybsk over for kong Erik indtil det omtalte møde. Mødet har kong Erik berammet til pinsen 1426.

Hermann Butenschön, rådmand i Dorpat, og Richard Lange, rådmand i Reval, forpligter sig med hensyn til det tiloversblevne ved Gotland strandede gods fra Claus Nielops skib af en værdi af 1250 mark lybsk, som hr. Trued Hase, høvedsmand på Gotland, og de gotlandske bønder havde beholdt, over for de hanseatiske rådsudsendinge Heinrich Rapesülver fra Lübeck, Johann Maeck fra Rostock, Simon v. Urden fra Stralsund og Johann Vrese fra Wismar til at holde dem skadesløse for de 1250 mark lybsk. Denne forpligtelse gælder, såfremt de ved det møde med kong Erik 7. af Pommern, som kongen i sin foreløbige afgørelse om sagen () har berammet til pinsen 1426, bliver dømt til at udrede de 1250 mark lybsk. Til det pågældende møde skal hhv. hansestæderne og dommerne fra Gotland indfinde sig med deres respektive privilegier, således at kong Erik kan sammenholde dem og på den baggrund træffe sin afgørelse.

Kong Erik 7. af Pommern skriver til højmesteren for Den Tyske Orden Paul v. Rusdorf.Kong Erik meddeler højmesteren, at han efter pavelig befaling har taget Øselbiskoppen hr. Christian (Kuband), hans kirke og undersåtter i sit værn.Endvidere beder kong Erik højmesteren om at beskytte og understøtte Øselbiskoppen og dennes kirke.

Overenskomst mæglet af Walrab v. Hunsbach, Den Tyske Ordens øverste marskalk, og rådmænd fra stæderne Lübeck, Rostock, Stralsund og Wismar imellem kong Erik 7. af Pommerns befuldmægtigede hr. Erik Krummedige, ridder, og hr. Steen Basse, ridder, på den ene side og hertug Heinrich af Slesvig på egne og dennes brødres vegne på den anden side. Det er aftalt, at der skal holdes et møde til afgørelse af de slesvigske stridigheder på næstkommende Sankt Jakobs dag i Flensborg. Med sig til dette møde skal kong Erik og hertug Heinrich hver især have fire fyrster eller herrer, to verdslige og to gejstlige, som skal være voldgiftsmænd for hhv. kong Erik og hertug Heinrich. Disse otte voldgiftsmænd skal på mødet forsøge, om de kan skabe enighed imellem kongen og hertugen, hvad angår de slesvigske stridigheder. Såfremt voldgiftsmændene ikke kan skabe enighed mellem kongen og hertugen, skal voldgiftsmændene på baggrund af skrifter, breve og mundtlige klager forsøge at komme til enighed om, hvorledes der skal dømmes mellem kongen og hertugen. Såfremt de otte voldsgiftsmænd ikke kan komme til enighed om en dom, så skal højmesteren for Den Tyske Orden eller den person, som højmesteren sender i sit sted, samt rådene i stæderne Lübeck, Rostock, Stralsund og Wismar eller de personer, som de sender fra deres råd, i fællesskab med de to opmænd, som hhv. kong Erik og hertug Heinrich har valgt, på mødet i Flensborg afgøre sagen på baggrund af skrifter, breve, beviser og mundtlige klager. Dog er øerne Sild og Før ikke omfattet af aftalen, men marskalk v. Hunsbach og de fire hansestæder vil skriftligt bede kong Erik om at lade forholdene vedrørende disse to øer forblive, sådan som de er nu, indtil det omtalte møde i Flensborg.

Peter Scherer kvitterer for at have modtaget en betaling. I forlængelse heraf lover Peter Scherers medgaranter Hermann Baer (?) og Berthold Burammer, at Peter Scherer eller hans arvinger ikke vil gøre flere fordringer på betalingen.

Rådet i Dorpat meddeler rådet i Reval, at de rådsudsendinge, som rådet i Dorpat har sendt til mødet med landmesteren i Livland på borgen Wenden, har berettet, at de har bedt landmesteren i Livland om at forbyde sine folk at sende gods til russerne samt at handle med dem. Hertil har landmesteren i Livland svaret, at han gerne vil forbyde sine folk at sende gods til russerne samt at handle med dem, såfremt kong Erik 7. af Pommern og de livlandske prælater vil befale deres folk at indstille tilførslen af varer til russerne. Dog vil landmesteren i Livland ikke forbyde fiskeriet på Peipussøen, idet folkene på slottene i det område er afhængige af fiskeriet til livets ophold.Endvidere har rådsudsendingene bedt landmesteren i Livland om allerede nu at oprette en foreløbig handelsblokade, indtil der er kommet svar fra hansestæderne på den anden side af Østersøen om, hvorvidt kong Erik vil forbyde sine folk at have med russerne at gøre, idet det er ved at være tid for den rejse til Narva, som landmesteren i Livlands folk plejer at foretage med svenskerne hvert år. Hertil har landmesteren i Livland svaret, at såfremt han forbød sine folk at rejse til Narva, så ville svenskerne bare rejse til Narva alene, og så ville han på den måde gøre uret mod sine egne folk. Dog vil landmesteren i Livland undlade at udføre det salt, som han selv er i besiddelse af.Endvidere har rådsudsendingene også drøftet sagen med ærkebiskoppen af Riga og biskoppen af Dorpat, som begge vil forbyde deres folk at have med russerne at gøre.Endelig overlader rådet i Dorpat det til rådet i Reval at skrive om sagen til hansestæderne på den anden side af Østersøen og til Krister Nilsson (Vasa), høvedsmanden på Viborg slot, samt at sikre, at salt eller andet gods kun udføres, såfremt det ikke kommer russerne i hænde.

Rådet i Lübeck svarer på et brev fra rådene i hansestæderne Riga, Dorpat og Reval, i hvilket disse hansestæder har berettet, at de har anstrengt sig for at få løsladt de tilfangetagne tyske købmænd i Novgorod, men at det desværre ikke har hjulpet. Hertil svarer rådet i Lübeck, at det er bedrøveligt, at der på den måde imod Gud, ret og redelighed begås overgreb på de uskyldige hansekøbmænd.Rådet i Lübeck meddeler i den forbindelse, at det vil søge at formå kong Erik 7. af Pommern til at arbejde for de tilfangetagne hansekøbmænds frigivelse og til at udstede et forbud mod at handle med russerne.Endvidere meddeler rådet i Lübeck, at det har opfordret hansestæderne i Preussen samt hansekøbmændene i Brugge til at forbyde handlen med russerne.Endvidere meddeler rådet i Lübeck, at det vil skrive til højmesteren i Preussen om sagen.Endvidere meddeler rådet i Lübeck, at det derudover vil gøre alt, hvad det kan for at hjælpe hansekøbmændene i Novgorod i særdeleshed og hele hanseforbundet i almindelighed.Endvidere meddeler rådet i Lübeck, således at de livlandske stæder kan være klar over, at rådet i Lübeck tager situationen meget alvorligt, at rådet i Lübeck har taget tre købmænd fra de tre nordiske riger til fange samt konfiskeret deres gods, idet de var på vej til Novgorod for at handle med russerne.Endvidere indskærper rådet i Lübeck endnu en gang over for de livlandske hansestæder, idet rådet i Lübeck allerede tidligere har skrevet til de livlandske hansestæder herom, at de skal sørge for at tilbageholde de skibe, som vil sejle forbi de livlandske stæder og op ad floden Neva.Endvidere meddeler rådet i Lübeck, at det havde været nyttigt, om de livlandske stæder havde tilbageholdt købmændene Hans v. d. Werder og Hans Reppen, eftersom rådet i Lübeck har tilbageholdt andre købmænd i Lübeck.Endvidere meddeler rådet i Lübeck, idet de livlandske hansestæder imod rådet i Lübecks ønske ikke har tilbageholdt købmændene Hans v. d. Werder og Hans Reppen, at rådet i Lübeck må se sig nødsaget til at meddele de andre hansestæder, at de livlandske hansestæder har handlet imod rådet i Lübecks ønske i denne sag.Endelig indskærper rådet i Lübeck igen over for de livlandske hansestæder, at de skal sørge for at tilbageholde alle de skibe, som vil sejle forbi de livlandske hansestæder og op ad floden Neva, samt at de livlandske hansestæder skal tage sagen meget alvorligt og ikke se igennem fingre med de skibe, som vil sejle forbi de livlandske stæder, når nu rådet i Lübeck tager sagen meget alvorligt, idet det ville være til skade for hele hanseforbundet, hvis de livlandske hansestæder blot lod stå til.

Mønttraktat indgået af hansestæderne Rostock, Stralsund og Greifswald, hvori de forpligter sig til at præge deres mønt efter de samme forhold, som er gældende i de tre nordiske riger og i hansestæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar i henhold til mønttraktaten imellem dronning Filippa og hansestæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar ().Endvidere er de pågældende hansestæder blevet enige om at slå en hvidpenning (tre hvidpenninge svarende til to søslinger, dvs. fire lybske penninge på en hvidpenning) samt en lille penning (tre små penninge svarende til to lybske penninge, dvs. ni på en søsling).Endvidere fastsættes det, at det er tilladt at bruge sorte hulpenninge (seks hulpenninge svarende til én hvidpenning, dvs. tolv hulpenninge på to søslinger) i de tre pågældende hansestæder, men ingen skal være forpligtet til at modtage mere end en tiendedel af en sum i disse sorte hulpenninge.Endvidere forbydes det at blande penningene med andet sølv af lavere lødighed eller dårlige sølvmønter.Endvidere bestemmes det, at alle møntmestre i de pågældende hansestæder skal aflægge ed over for deres respektive råd på at overholde alle bestemmelserne i nærværende mønttraktat.Endelig fastsættes det, at alle danske mønter skal være gangbare i de pågældende hansestæder i henhold til mønttraktaten imellem dronning Filippa og Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar.

Kong Erik 7. af Pommern takker højmesteren for Den Tyske Orden Paul v. Rusdorf for at have sendt Den Tyske Ordens øverste marskalk Walrab v. Hunesbach til kong Erik, samt for at v. Hunesbach i Lübeck i fællesskab med rådmænd fra hansestæderne Lübeck, Rostock, Stralsund og Wismar har mæglet en overenskomst mellem hr. Erik Krummedige og Steen Basse på kong Eriks vegne på den ene side og hertug Heinrich af Slesvig på egne og dennes brødres vegne på den anden side ().Kong Erik meddeler, at det står klart for ham, at v. Hunesbach og hansestæderne ønsker, at freden bliver genoprettet, samt at forhindre, at mange mennesker påføres skade grundet krigen. Endvidere tilkendegiver kong Erik, at v. Hunesbach og hansestæderne gør ret heri. Kong Erik meddeler dog, at han ikke kan acceptere overenskomsten, sålænge de holstenske herrer påfører ham vold og uret.Endelig anmoder kong Erik højmesteren om skriftligt at opfordre de holstenske herrer til at overdrage kong Erik det, som er blevet tilkendt ham. For det tilfælde at højmesteren ikke kan sende denne skriftlige opfordring til de holstenske herrer, anmoder kong Erik højmesteren om at hjælpe ham imod de holstenske herrer i henhold til den skriftlige, beseglede aftale, som er indgået imellem kong Erik og højmesteren.

Kong Erik 7. af Pommern skriver til højmesteren for Den Tyske Orden Paul v. Rusdorf. Eftersom Den Tyske Ordens øverste marskalk Walrab v. Hunesbach via hr. Erik Krummedige og hr. Steen Basse nu har oplyst kong Erik om tingenes tilstand, anser kong Erik det for bedst, om højmesteren for nuværende lader sagen med kongen af Polen hvile, således at begge parters venner får tid til at mægle i sagen, og således at kong Erik i den tid kan blive klogere på, hvorledes sagen med de holstenske herrer vil komme til at forløbe.Endvidere meddeler kong Erik, at han gerne vil bistå højmesteren, såfremt det skulle komme til uvilje imellem højmesteren og kongen af Polen.Endvidere meddeler kong Erik, at han gerne så, at højmesteren bragte et forlig i stand imellem kong Eriks fætre og markgreven af Brandenburg.Endelig meddeler kong Erik, at han medsender et brev til kongen af Polen, som kong Eriks sendebud - såfremt højmesteren er indforstået med brevets indhold - selv vil overbringe kongen af Polen.

Udkast til et brev til kong Erik 7. af Pommern fra rådene i hansestæderne Lübeck, Rostock, Stralsund og Wismar på egne og hele hanseforbundets vegne.Indledningsvis svarer rådene på et brev fra kong Erik til rådet i Lübeck omhandlende de svende fra de tre nordiske riger, herunder Jacob Glashagens svend Herman v. d. Kroghe og kong Eriks svend Jost, som var kommet til Lübeck for at handle med det gods, som de havde købt i Rusland, hvorfor de er blevet taget til fange af rådet i Lübeck.Rådene meddeler, at de har forstået det pågældende brev fra kong Erik, i hvilket han undrer sig over, at de pågældende svende nu er blevet taget til fange af rådet i Lübeck, samt at deres gods er blevet beslagt af rådet i Lübeck, idet kong Erik altid har antaget, at hans undersåtter var velkomne i Lübeck i redelige anliggender.Rådene svarer hertil, at kong Erik må tro dem, når de nu skriver, at kong Eriks undersåtter skal være velkomne alle steder i redelige anliggender, samt at de kun ugerne ville tillade, at der med deres vidende skete kong Eriks undersåtter noget ondt. Hvad angår de pågældende svende, er det dog ikke alene Lübecks anliggende, men hele hanseforbundets anliggende, hvilket hansestædernes rådsudsendinge vil oplyse kong Erik nærmere om, når de kommer hen til ham. Endvidere er det rådenes forhåbning, at kong Erik vil hjælpe til med at straffe de pågældende svendes uredelige handlinger, når kong Erik er blevet sat grundigere ind i sagen af hansestædernes rådsudsendinge.Endelig beder de ydmygt kong Erik om ikke at lægge dem det til last, at de pågældende svende er blevet taget til fange af rådet i Lübeck, idet de håber til Gud, at kong Erik vil erkende, at det er sket for det fælles bedstes retfærdigheds skyld.

Rådet i Lübeck skriver til rådene i Wismar, Rostock og Stralsund.Rådet i Lübeck meddeler, at det har taget tre svende til fange, som havde forsøgt at komme ind i Lübeck for at handle med voks og pelsværk fra Rusland, samt at det har beslaglagt svendenes gods.Endvidere meddeles det, at kong Erik 7. af Pommern har skrevet til rådet i Lübeck angående de tilfangetagne svende, samt at rådet i Lübeck påtænker at skrive til kong Erik om sagen. Derfor meddeles det, at både en afskrift af kong Eriks brev til rådet i Lübeck og et udkast til et svar til kong Erik på alle fire råds vegne er vedlagt nærværende brev.Endelig beder rådet i Lübeck om de andre råds mening om sagen på skrift, idet det anmoder de andre råd om at tage sagen meget alvorligt.

Prior Heinrich i dominikanerklostret i Visby, gardian Gottschalk i franciskanerklostret i Visby og Hermann Münther på Visborgs forborg udsteder vidisse på et brev af 29. juli 1361, i hvilket kong Valdemar 4. Atterdag og dennes søn hertug Kristoffer stadfæster Visbys privilegier, giver borgerne samme rettigheder på forstranden i Danmark som danske borgere, tilstår dem sikkerhed for deres gods i Danmarks rige samt bekræfter Visbys gamle møntrettighed.

Oldermændene for de hanseatiske købmænd i Malmø erklærer, at skipper Hans Gleysemann sammen med flere købmænd fra Lübeck har været hos dem og klaget til dem over, at Hans Gleysemanns skib indeholdende købmændenes gods er blevet stjålet ved nattetide den 26. oktober 1425 på Malmøs red.Skipper Hans Gleysemann og købmændene fra Lübeck har nu givet Gobel Bolemann fuldmagt til at forfølge skibet og godset og til at kræve både skib og gods tilbage på vegne af Hans Gleysemann og købmændene fra Lübeck.Endelig beder oldermændene alle, som læser nærværende brev, om at hjælpe Gobel Bolemann til at komme i besiddelse af både skibet og godset.

Nybøl herredsting erklærer, at Herman Sletze har forbrudt liv og gods til sin herre, grev Gerhard, da han havde dræbt dennes væbner, Vivians, som bød sig til rette for herredstinget.

Heinrich 4., hertug af Slesvig, erklærer på baggrund af en tvist imellem Friedrich Schulte, tidligere høvedmands på Plön slot, og Johann Schele, biskop i Lübeck, vedrørende hoveri, at landsbyerne Hutzfeld, Klein Neudorf, Wöbs, Brackrade, Thürk og Kreuzfeld, som hører til Lübeck stift, ikke har pligt til at gøre hoveri for Plön slot.

Otto 2. og Kasimir 5., hertuger af Stettin, slutter et tiårigt forbund med Christoph og Wilhelm, fyrster af Wenden, herrer til Werle, Wartislaw 9. og Barnim 7., hertuger af Pommern-Wolgast, Barnim 8. og Swantibor 4., hertuger af Pommern-Rügen, Bogislaw 9., hertug af Pommern-Stargard, samt Johann og Heinrich, hertuger af Mecklenburg, til gensidig hjælp - dog ikke imod kirken, det romerske rige, kong Erik 7. af Pommern og landet Mecklenburg.Forbundsaftalen indeholder følgende seks bestemmelser:1) Såfremt der allerede nu er eller senere opstår splid imellem nogle af de førnævnte herrers herrer, skal en anden herre, hvem sagerne ikke angår, have i opdrag at bistå den, som bliver anklaget for noget, med juridisk hjælp imod den, som anklager, således at der inden for fire uger kan komme en afgørelse ved retten. Såfremt det ikke er muligt for de førnævnte herrer at nå frem til en afgørelse ved retten inden for fire uger, skal der erklæres krig mod den, som anklager. Ydermere skal vedkommende være forbundsfællernes fjende. Samtidig skal den, som er blevet anklaget, have hjælp af forbundsfællerne med lande, folk og al deres magt. Såfremt der opstår splid imellem de førnævnte forbundsfæller, skal en anden herre, hvem sagen ikke angår, i fællesskab med forbundsfællernes råder have i opdrag at skabe enighed imellem forbundsfællerne, således at spliden kan bilægges.2) Hvad angår den tvist, som findes imellem hertug Otto og hertug Kasimir på den ene side og deres slægtninge Christoph og Wilhelm, fyrster af Wenden, på den anden side, skal den stå i bero i de næste ti år, således at der er fuldkomment venskab imellem dem.3) Såfremt de førnævnte herrer i fællesskab drager i krig og vinder slotte eller krigsbytte, skal slottene og krigsbyttet deles efter mandtal, dog således at den herre, hvis område ligger tættest på det vundne slot, skal have mulighed for at overtage det pågældende slot efter forbundsfællernes råders accept og formedelst en passende pengesum til hver af de andre forbundsfæller.4) Såfremt en eller anden søger at skade de førnævnte forbundsfæller ved rov eller brand i forbundsfællernes herrers lande eller ved at angribe forbundsfællernes lande eller ved at belejre forbundsfællernes slotte, skal de andre forbundsfæller straks komme den forbundsfælle, som udsættes for noget sådant, til undsætning. De andre forbundsfæller skal imidlertid selv bære omkostningerne for denne undsætning, og det skal ske på de andre forbundsfællers eget ansvar.5) Såfremt en forbundsfælle beder en anden forbundsfælle om at hjælpe med 40, 50 eller flere bevæbnede mænd, skal den anden forbundsfælle gøre det, dog således at den, som beder om hjælp, skal betale for den andens kost, når den anden forbundsfælle når grænsen til forbundsfællens land.6) Selvom en eller flere af de førnævnte herrer alligevel ikke ønsker at indgå i det førnævnte forbund, skal forbundsaftalen stadig bestå og være fuldstændig gældende for dem af de førnævnte herrer, som besegler den.

Joachim Breide erklærer, at han ønsker at tilbagelevere gården og byen Oldenburg til Heinrich, Adolf og Gerhard, hertuger af Holsten. Herfor kræver han den sum tilbagebetalt af de holstenske hertuger, for hvilken de havde pantsat ham gården og byen Oldenburg.

Ridder Krister Nilsson (Vasa), høvedsmand på Viborg slot, meddeler hansekøbmændene i Reval, at der ikke eksisterer nogen fred mellem kong Erik 7. af Pommern og russerne. Af denne årsag beder Krister Nilsson hansekøbmændene i Reval, som plejer at have med russerne at gøre, om at holde sig fra floden Neva, om ikke at styrke Guds og kong Eriks fjender og om ikke at rejse via kong Eriks farvande, havne eller strande. Såfremt hansekøbmændene i Reval vælger at handle imod Krister Nilssons bøn, kan han ikke garantere for deres sikkerhed.

Joachim og Benedictus v. Kühren sælger med de slesvigske hertuger Heinrich, Adolf og Gerhards samtykke landsbyen Meynerstorp til Johann (Schele), biskop i Lübeck, for 474 mark i gode lybske penninge.

De slesvigske hertuger Heinrich, Adolf og Gerhard bekræfter Joachim og Benedictus v. Kührens salg af landsbyen Meynerstorp til Johann (Schele), biskop i Lübeck.

Syvherredsvedtægten.Vedtægten indeholder 23 lovartikler, som blev vedtaget i Sankt Nikolaj kirke i Wyk på Før af en forsamling bestående af de syv nordfrisiske herreder Pelvorm herred, Beltring herred, Viriks herred, Før Østerherred, Sild herred, Horsbøl herred (Viding herred) samt Bøking herred i nærværelse af hæderlige folk fra Edoms herred og Lundebjerg herred samt af Magnus Haysen på hertug Heinrich af Slesvigs vegne.Artiklerne 1-4 indeholder bestemmelser om arv:I artikel 1 bestemmes det, at bedsteforældre kun skal arve halvdelen efter deres afdøde børnebørn.I artikel 2 bestemmes det, at brødrebørn skal stå i broderens sted, og at søsterbørn skal stå i søsterens sted.I artikel 3 bestemmes det, at den ene halvdel af godset skal gå i arv på faderens side, mens den anden halvdel af godset skal gå i arv på moderens side indtil det fjerde led. Derefter skal man ikke arve.I artikel 4 bestemmes det, at såfremt både halvsøskende og helsøskende er arveberettigede, skal halvsøskende have halv arv, mens helsøskende skal have hel arv.Artikel 5 indeholder bestemmelser om drab. Således bestemmes det, at såfremt en mand slår en anden mand ihjel, og såfremt misdæderen derefter dør, skal misdæderens frænder have hans hovedlod i forvaring. Skulle det derefter ske, at misdæderens frænder ikke ydede erstatning til den myrdedes frænder inden for år og dag, skal misdæderens hovedlod gå til den rette arving.Artikel 6 indeholder bestemmelser om husfred og plovfred. Således bestemmes det, at der skal holdes husfred og plovfred, således som forfædrene gjorde det. Hvis en person, som har brudt den førnævnte fred, får husly eller hjælp af en anden person, så er den anden person ligeså skyldig, som den person, der har brudt freden.Artiklerne 7-8 indeholder bestemmelser om vold:I artikel 7 bestemmes det, at enhver, som på uærlig vis eller efter indgåelse af et forlig slår en anden mand, skal være æreløs. Voldsmanden skal således ikke nyde nogen fred i de syv herreder. Endvidere skal voldsmandens frænder bøde 24 engelske pund til offeret.I artikel 8 bestemmes det, at enhver, som slår eller sårer en anden mand med et mindre våben såsom en armbrøst, en dolk eller en tveægget kniv eller med et usædvanligt våben, skal bøde dobbelt til offeret samt til herskabet.Artikel 9 indeholder bestemmelser om vraggods. Således bestemmes det, at der ikke må være vraggods (i den forstand at man ikke må beholde det gods, som skyller ind på stranden). Desuden bestemmes det, at der ikke må transporteres vraggods fra det ene herred til det andet. Derimod skal man returnere vraggodset til ejermanden uden nogen form for svig eller hindringer.Artiklerne 10-11 indeholder bestemmelser om køb og salg af land:I artikel 10 bestemmes det, at både køb og salg af land skal forkyndes offentligt. Endvidere bestemmes det, at handel på landet skal være tilladt. Endelig bestemmes det, at køb og salg af land skal kunne annulleres.I artikel 11 bestemmes det, at salg af land kan annulleres. I så fald skal sælger tilbagebetale købssummen til køber med rede penge, med okser eller med heste.Artiklerne 12-23 indeholder bestemmelser om bodeling:I artikel 12 bestemmes følgende: En mand har fire døtre. Han tager sig en hustru, som har en datter. De får to døtre sammen. Faderen og moderen dør. Den ene af de to døtre dør. Den afdøde datter havde en levende helsøster og en halvsøster på moderens side og fire halvsøstre på faderens side. I denne situation skal man dele arven i to halvdele. Den ene halvdel skal gå til døtrene på moderens side, uagtet disse indbyrdes er halvsøstre, thi således foreskriver områdets gamle landret. Den anden halvdel skal gå til døtrene på faderens side, nemlig til helsøsteren og de fire halvsøstre, og enhver af halvsøstrene skal have lige så meget af arven som den afdødes helsøster, uagtet de fire kun er halvsøstre. Såfremt en af de fire halvsøstre er død, men har efterladt sig et barn, arver barnet det, som barnets afdøde moder skulle have arvet. Såfremt dette barn er død, og der er børnebørn, arver børnebørnene intet, medmindre det også kun er de andre søstres børnebørn, som er i live. I dette tilfælde skal alle børnebørn arve i fællesskab. Såfremt den anden søster, som altså var den afdøde datters helsøster, og som havde en halvsøster på moderens side og fire halvsøstre på faderens side, dør, skal man dele arven i to, således at halvsøsteren på moderens side får lige så meget som de fire halvsøstre på faderens side.I artikel 13 bestemmes følgende: Hvis en kvinde gifter sig med en mand, som i forvejen har en søn eller en datter, og hvis kvinden og manden sammen får et barn, og hvis både manden og deres fælles barn dør, skal mandens første barn have lige så meget af arven som moderen til det afdøde barn. Såfremt mandens første barn dør, men barnet efterlader sig børn eller børnebørn, skal børnene arve på samme måde som faderens første barn.I artikel 14 bestemmes følgende: Hvis en kvinde og en mand har børn sammen, hvor mange det end måtte være, og alle disse børn på nær ét dør, hvad enten det er en dreng eller en pige, og hvis faderen eller moderen derefter dør, skal barnet arve lige så meget som den af forældrene, der stadig lever.I artikel 15 bestemmes følgende: En halvbror arver efter en halvbror før farbror, faster, morbror og moster. Endvidere arver en halvbror eller halvbroderens barn før bedstemor og bedstefar.I artikel 16 bestemmes følgende: En mand har en halvsøster på faderens side og en halvsøster på moderens side. Manden dør, og den ene halvsøster på enten faderens eller moderens side dør og efterlader sig et barn. Nu skal barnet arve lige så meget efter den afdøde mand som den afdøde halvsøster.I artikel 17 bestemmes følgende: Hvis en kvindes mand dør, og hvis kvinden kun har én datter på det tidspunkt, hvor manden dør, skal man dele arven lige over imellem kvinden og datteren.I artikel 18 bestemmes følgende: Hvis en kvindes mand dør, og hvis kvinden har to levende døtre, og hvis den ene datter dør derefter, skal moderen have en del af arven efter den afdøde datter, og den anden datter skal have den anden del af denne arv.I artikel 19 bestemmes følgende: Såfremt en mand og en kvinde har børn, få eller mange, og alle børnene dør, og såfremt en af dem arver noget, skal denne arv være i deres frænders forvaring, indtil enten manden eller kvinden dør.I artikel 20 bestemmes følgende: Såfremt en mand og en kvinde har børn sammen, og såfremt kvinden dør, må manden, inden han skal dele arven med børnene, tage en halv søsterpart fra. Dette må en kvinde imidlertid ikke gøre. Kvinden må efter behag tage en veludstyret seng, et hestespand, et par okser eller den bedste hest.I artikel 21 bestemmes følgende: En person har en farbror, en faster, en morbror og en moster. Ingen af disse har børn, som kan arve efter dem. Personen har en nevø. Nu spørger personen, om også en nevø eller en niece kan arve. Svaret er nej. En farbror er faderens bror. Derfor tilfalder arven personen og ikke personens nevø eller niece.I artikel 22 bestemmes følgende: En mand har ikke andre arvinger end sin fars halvsøster og sin fars helbrors søn. Faderens halvsøster er nu at sidestille med en halvfætter, og faderes helbrors søn er nu at sidestille med en helfætters søn. Når manden dør, arver halvfætteren det hele. Helfætterens søn arver intet.I artikel 23 bestemmes følgende: En kvinde havde en datter, og en mand havde en søn. Manden giftede sig med kvindens datter, og kvinden giftede sig med mandens søn. For de børn, som kommer heraf, er følgende udsagn korrekt: Min bedstefar er gift med min søster, min bedstemor er gift med min bror. Hvad angår arv, skal en stedfar arve kvindens mands gods, en stedmoder skal arve hustruens gods.

Hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Wismar og Lüneburg forpligter sig til at udruste soldater til den nært forestående krig mod kong Erik 7. af Pommern.Hansestæderne Lübeck, Hamburg og Stralsund forpligter sig til at stille med hver 500 bevæbnede mænd, mens hansestæderne Rostock, Wismar og Lüneburg forpligter sig til at stille med hver 300 bevæbnede mænd.Såfremt krigen endnu ikke er afsluttet i sommeren 1427, forpligter hansestæderne sig til hver især at fordoble antallet af deres udsendte soldater.

Hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Wismar og Lüneburg slutter et forbund til gensidigt forsvar i den nært forestående krig mod kong Erik 7. af Pommern.I forbundstraktaten er indføjet den bestemmelse, at rådet i Stralsund ikke skal erklære kong Erik krig før den 14. oktober 1426.Endvidere skal nærværende forsvarsforbund også gælde, såfremt en eller flere af forbundsfællerne kommer i krig med andre parter som følge af den nært forestående krig.

Hertugerne Heinrich, Adolf og Gerhard af Slesvig indgår et forbund med hansestæderne Lübeck, Stralsund, Hamburg, Rostock, Wismar og Lüneburg imod kong Erik 7. af Pommern. De slesvigske hertuger forpligter sig til følgende:1) De slesvigske hertuger skal hjælpe de nævnte hansestæder i krigen mod kong Erik - både til lands og til vands, såfremt der er behov for det, og enhver af hertugernes mænd skal tjene hertugerne i denne sag.2) Hverken hertugerne eller hertugernes mænd må forlige sig eller slutte fred med kong Erik, så længe krigen varer. Ej heller må der indgås våbenhvile med kong Erik uden de nævnte hansestæders samtykke.3) Såfremt de nævnte hansestæder kommer til fejde med andre på grund af denne aftale, skal de slesvigske hertuger og deres mænd også her hjælpe hansestæderne uden nogen form for indsigelser.4) Såfremt de slesvigske hertuger eller de nævnte hansestæder vinder land, byer, slotte eller fæstninger - i fællesskab eller hver for sig - i denne krig, så skal både hertugerne og de nævnte hansestæder have og beholde dette, medmindre det af hensyn til de nævnte hansestæder bliver aftalt, at det vundne skal forblive hos de slesvigske hertuger.5) Undtaget er dog det land, de slotte og de fæstninger, som tidligere har tilhørt de slesvigske hertuger og deres forfædre.6) Såfremt forbundsfællerne får krigsbytte i form af fanger, ting eller penge, så skal krigsbyttet deles efter det antal soldater, som får krigsbyttet.7) Såfremt de nævnte hansestæder - i fællesskab eller hver for sig - kommer i krig med en anden part, så skal de slesvigske hertuger stille 100 bevæbnede mænd med harnisker og heste til rådighed for de nævnte hansestæder. Disse mænd skal blive hos hansestæderne, så længe krigen varer.8) Såfremt der i den førnævnte krig mellem de nævnte hansestæder og en anden part bliver taget krigsbytte - det være sig fanger, genstande eller penge, så skal krigsbyttet deles, således som det er beskrevet tidligere.9) Såfremt der skulle opstå splid mellem de slesvigske hertuger og de nævnte hansestæder, så skal sagen bilægges ved begge parters herrers og venners hjælp enten ved venskab eller ved retten.10) Dog forpligter de slesvigske hertuger sig til ikke at være de nævnte hansestæders fjender, førend hertugerne har betalt alle udeståender til de nævnte hansestæder.11) Ej heller skal de slesvigske hertuger huse eller på nogen måde hjælpe de nævnte hansestæders fjender. Derimod skal de slesvigske hertuger gøre alt, hvad de kan, for at hjælpe de nævnte hansestæder.12) Såfremt der på et eller andet tidspunkt opstår en fejde mellem de nævnte hansestæder og en anden part, hvortil de nævnte hansestæder har brug for de slesvigske hertugers mænds hjælp, så må de slesvigske hertuger ikke hindre deres mænd i at hjælpe de nævnte hansestæder, medmindre fejden er mellem de nævnte hansestæder og de slesvigske hertuger selv.13) De slesvigske hertuger skal også yde beskyttelse til de nævnte hansestæders borgere og indbyggere i de slesvigske hertugers lande og områder, og hertugerne skal ikke tillade, at de nævnte hansestæders borgere tager skade på liv eller gods.14) De slesvigske hertuger må heller ikke hindre eller tilbageholde de handelsfolk, som agter at rejse til de nævnte hansestæder for dér at handle med deres gods, medmindre disse handelsfolk er de slesvigske hertugers fjender. Ej heller skal de slesvigske hertuger tillade, at andre hindrer disse handelsfolk, såfremt de slesvigske hertuger har kendskab til, at det sker.15) Såfremt kong Erik, hans efterkommere eller deres undersåtter ønsker at bekæmpe de nævnte hansestæder, når denne krig er afsluttet, så skal de slesvigske hertuger og deres efterkommere sammen med deres undersåtter komme de nævnte hansestæder til hjælp. Endvidere skal de slesvigske hertugers byer og slotte være åbne for de nævnte hansestæder, så længe krigen varer.

Rådet i Lübeck skriver til rådet i Wismar.Rådet i Lübeck meddeler, at det har modtaget rådet i Wismars brev angående de krigsskibe, som kong Erik 7. af Pommern har ladet udruste i København. I forlængelse heraf meddeler rådet i Lübeck, at Lübeck, Hamburg og Lüneburg vil have deres mænd i søen ud for Wismar fra 13. oktober 1426 og fjorten dage frem.Endvidere beder rådet i Lübeck rådet i Wismar om at give denne besked videre til rådet i Rostock, således at rådet i Rostock også kan have folk i søen ud for Wismar.Endelig beder rådet i Lübeck rådet i Wismar om at sende den kogge, som ligger i søen ud for Wismar, til Lübeck, såfremt rådet i Wismar ikke har brug for dens assistance.

Rådet i Lübeck skriver til rådet i Wismar.Rådet i Lübeck meddeler, at det har sendt en formular sammen med det fejdebrev, som rådet i Wismar skal sende til kong Erik 7. af Pommern.I forlængelse heraf ønsker rådet i Lübeck, at rådet i Wismars udsending medbringer Wismars fejdebrev til det møde, som skal holdes 7. oktober 1426 om aftenen i Lübeck. Rådet i Lübeck har nemlig aftalt med hertugen af Slesvig og hansestæderne Hamburg og Lüneburg, at udsendingene fra rådene i Wismar, Rostock og Lüneburg skal medbringe de pågældende råds fejdebreve til mødet.Endelig ønsker rådet i Lübeck, at rådet i Wismar sender Lübecks vedlagte brev til rådet i Rostock videre til Rostock.

Lübeck erklærer kong Erik krig.

Lüneburg erklærer kong Erik krig.

Ridder Krister Nilsson (Vasa), høvedsmand på Viborg slot, skriver til rådet i Reval.Krister Nilsson meddeler, at han har arresteret nogle folk fra Reval, der understøttede russerne med varer, hvorved de har gjort sig til fjender af Gud og kristendommen. Således erklærer Krister Nilsson, at han ikke har gjort det for at skade rådet i Reval, hvorfor han håber, at rådet i Reval ikke vil lægge ham det til last. I forlængelse heraf meddeler Krister Nilsson, at Henrik Stufe mundtligt kan berette yderligere om sagen.Endvidere meddeler Krister Nilsson, at de arresterede havde medbragt gods fra Lübeck, som Krister Nilsson med ære og med rette kunne have beholdt. Ikke desto mindre har Krister Nilsson for rådet i Revals skyld sendt godset retur til Lübeck på sit eget skib, inden krigen imellem kong Erik 7. af Pommerns tre riger og hansestæderne begyndte. Rådet i Lübeck har imidlertid beslaglagt Krister Nilssons gods i Lübeck, og det har beholdt det, al den tid krigen har varet. Krister Nilsson meddeler i den forbindelse, at hr. Giese Rygerdes kan berette yderligere herom.Endvidere beder Krister Nilsson om, at rådet i Reval skriftligt beder rådet i Lübeck om at give Krister Nilsson det gods tilbage, som tilhører ham.Endelig takker Krister Nilsson rådet i Reval for, at det så ofte har vist sig velvilligt over for ham, særligt med hensyn til det salt, som rådet i Reval havde tilladt Henrik (Stufe) at købe for Krister Nilsson.

Hansestaden Wismars fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, rådmænd, borgere og indbyggere i byen Wismar krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Wismar krig på grund af den vold og uret, som kong Erik har påført Wismars borgere og hanseforbundet, idet kong Erik selv, hans undersåtter og hans mænd har brudt Wismars privilegier.For det andet erklærer Wismar krig, fordi kong Erik ikke har holdt det lejde, som han havde givet til byen Wismar og dens borgere, hvilket har påført byen og dens borgere stor skade.

Hansestaden Stralsunds fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, rådmænd, borgere og indbyggere i byen Stralsund krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Stralsund krig på grund af den vold og uret, som kong Erik har påført Stralsunds borgere og hanseforbundet, idet kong Erik selv, hans undersåtter og hans mænd har brudt Stralsunds privilegier.For det andet erklærer Stralsund krig, fordi kong Erik ikke har holdt det lejde, som han havde givet til byen Stralsund og dens borgere, hvilket har påført byen og dens borgere stor skade.

Borgmestre og rådmænd i Lübeck, Rostock, Stralsund, Wismar og Lüneburg opfordrer borgmestre og rådmænd i hansestæderne i Livland til at forene sig med dem mod kong Erik 7. af Pommern.

Borgmestre og rådmænd i Rendsborg bevidner, at kæmnerne for Vor Frues kalende i Rendsborg har fire mark stående i Henneke v. d. Heydes hus, som ligger i Rendsborg.

Borgmestre og rådmænd i Rendsborg bevidner, at kæmnerne for Vor Frues kalende har tre mark stående i Heinrich Hadelers hus, som ligger i Rendsborg.

Borgmestre og rådmænd i Rendsborg bevidner, at kæmnerne for Vor Frues kalende i Rendsborg har to mark stående i Hans Wulues hus, som ligger i Rendsborg.

Borgmestre og rådmænd i Rendsborg bevidner, at borgmester Otto Holste har pantsat et grundstykke i Rendsborg til kæmnerne for Vor Frues og Sankt Gertruds kalende i Rendsborg.

Dronning Filippas lejdebrev for dronningens tjener Berthold Burammer og dennes otte skippere og svende til brug i Danmark, Sverige og Norge.

Kong Erik 7. af Pommern skriver til rådet i Köln.Kong Erik giver rådet i Köln besked om den store uret og vold, som hansestæderne Lübeck, Rostock, Wismar, Stralsund og Lüneburg udsætter ham for, idet de imod Gud, ære og ret har erklæret ham, hans folk og riger krig.I forlængelse heraf meddeler kong Erik, at rådet i Köln på ingen måde må tro det, hvis nogle af de førnævnte hansestæder eller nogle på deres vegne skulle komme til rådet i Köln og sige, at kong Erik var skyld i krigen.

Kong Erik 7. af Pommern skriver til rådet i Reval.Kong Erik giver rådet i Reval besked om den store uret og vold, som hansestæderne Lübeck, Rostock, Wismar, Stralsund og Lüneburg udsætter ham for, idet de imod Gud, ære og ret har erklæret ham, hans folk og riger krig.I forlængelse heraf meddeler kong Erik, at rådet i Reval på ingen måde må tro det, hvis nogle af de førnævnte hansestæder eller nogle på deres vegne skulle komme til rådet i Reval og sige, at kong Erik var skyld i krigen.Endelig advarer kong Erik rådet i Reval mod at lade dets handelsfolk drive handel med de vendiske hansestæder. Til gengæld lover kong Erik sikkerhed for de revalske handelsfolk, som ønsker at drive handel i kongens tre riger.

Rådet i Riga skriver til rådet i Reval.Rådet i Riga sender rådet i Reval en transsumpt af det brev, som de vendiske hansestæder Lübeck, Rostock, Stralsund, Wismar og Lüneburg har sendt til de livlandske stæder vedrørende de vendiske hansestæders krig mod kong Erik 7. af Pommern.Endvidere meddeler rådet i Riga, at det har besluttet at holde et møde den 16. januar 1427 i Wolmar for at drøfte sagen om krigen mellem de vendiske hansestæder og kong Erik nøjere.

Borgmestre og rådmænd i Rendsborg bevidner, at kæmnerne for Vor Frues kalende har to mark stående i Hans Kremers hus, som ligger i Rendsborg.

Borgmestre og råd i Rendsborg bevidner, at kæmnerne for Vor Frues kalende har en mark stående i Konrad Heesens hus, som ligger i Rendsborg.

Lübecks marskal Lüdeke v. Blüchers fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.

Lov for Ejdersted, Everschop og Udholm, almindeligvis kaldet "Krone der rechten Warheit".Loven indeholder følgende:1) Denne paragraf handler om blodslægtninge i særdeleshed og slægtskab i almindelighed.2) Denne paragraf handler om retten til arv ved strid imellem en overslægtning ("övertom", dvs. en slægtning tilhørende den afdødes generation såsom broder eller søster) og en underslægtning ("neddertom", dvs. en slægtning tilhørende den afdødes afkoms generation såsom en brodersøn eller søstersøn).3) Denne paragraf handler om retten til arv ved strid imellem søstersønnens søn på den ene side og farbroderens ellers morbroderens søn på den anden side.4) Denne paragraf handler om retten til arv ved strid imellem broder og søster.5) Denne paragraf handler om retten til arv ved strid imellem farbroderen og mosteren.6) Denne paragraf handler om, hvorledes en gård opdeles ved dødsfald, såfremt fader og moder har voksne børn.7) Denne paragraf handler om arv efter moder og fader.8) Denne paragraf handler om, hvorledes man skal foretage arveskifte.9) Denne paragraf handler om, hvorledes det fjerde led kan arve, mens søster eller broder ikke kan.10) Denne paragraf handler om arv, når der er halvsøstre og halvbrødre.11) Denne paragraf handler om de tilfælde, hvor halvbroder eller halvsøster arver.12) Denne paragraf handler om de tilfælde, hvor et menneske har to adkomster til en arv.13) Denne paragraf handler om, hvorledes arv kommer på fremmed hånd.14) Denne paragraf handler om, hvorledes arv og gæld deles.15) Denne paragraf handler om, hvorledes det forholder sig med arv efter en morder.16) Denne paragraf handler om, hvem man må pågribe i henhold til morderens forbrydelse.17) Denne paragraf handler om bodens størrelse.18) Denne paragraf handler om dattersønnens mandebod.19) Denne paragraf handler om den bod, som medlemmerne af morderens husstand skal betale.20) Denne paragraf handler om, hvorledes arv efter farbror og faster skal deles imellem slægtningene.21) Denne paragraf handler om, hvorledes arv efter morbror og moster skal deles imellem slægtningene.22) Denne paragraf handler om de fire slægtslinjer.23) Denne paragraf handler om efterkommerne af den afdødes otte oldeforældre.24) Denne paragraf handler om, hvorledes man skal dele boden imellem den dræbtes slægtninge.25) Denne paragraf handler om, hvorledes man skal vidne i forbindelse med mordsager.Herefter følger et tillæg med følgende indhold:I) Denne paragraf handler om indbrud og tyveri.II) Denne paragraf handler om, hvorledes arv skal deles, når der er halvbrødre og halvsøster.III) Denne paragraf handler om, hvorledes en helbror tager mere af arven end andre.IV) Denne paragraf handler om voldtægt.V) Denne paragraf handler om, hvorledes man skal udregne det område, hvor denne landskabslov gælder.VI) Denne paragraf handler om krigsudrustning.

Hanseaternes oldermænd i Bergen skriver til borgmestrene og rådet i Lübeck.Hanseaternes oldermænd i Bergen meddeler, at de har modtaget rådet i Lübecks brev, hvori det advarer hanseaternes oldermænd i Bergen om, at nogle af hansestæderne nu ligger i fejde med kong Erik 7. af Pommern.Hanseaternes oldermænd i Bergen har for at imødegå de skader, som ville kunne blive påført hansekøbmændene i Bergen grundet denne fejde, nu sluttet et forlig med kong Eriks foged i Bergen, ridder Eindride Erlendsson.Endelig meddeler hanseaternes oldermænd i Bergen, at biskoppen og rådet i Bergen har sendt forskellige klagepunkter vedrørende riget Norge til kong Erik og dennes råd.

Rådet i Lübeck skriver til hansekøbmændene i Brugge.Rådet i Lübeck frygter, at kong Erik 7. af Pommern vil forsøge at overtale høvedsmændene Peter Johnson, Johann Bertramson, Michael Rute og Bartholomeus Vot til at gå i kongens tjeneste, da der nu er krig imellem de vendiske hansestæder og kong Erik.Rådet i Lübeck ønsker derfor, at hansekøbmændene i Brugge i hemmelighed skal opfordre hansekøbmændene i London til at indlede forhandlinger med de nævnte høvedsmænd for at overtale dem til at gå i hansestædernes tjeneste.I forlængelse heraf har rådet i Lübeck vedlagt et lejdebrev til de nævnte høvedsmænd, som kan træde i kraft, såfremt de pågældende høvedsmænd ønsker at gå i hansestædernes tjeneste.Endelig beder rådet i Lübeck hansekøbmændene i Brugge om at sende lejdebrevet retur, såfremt de pågældende høvedsmænd ikke ønsker at gå i hansestædernes tjeneste. Desuden skal hansekøbmændene i Brugge forsøge at forhindre, at de pågældende høvedsmænd tager parti for kong Erik.

Rådet i Lübeck skriver til Gerwin v. d. Espen.Rådet i Lübeck meddeler, at det har skrevet til hansekøbmændene i Brugge og England vedrørende høvedsmændene Peter Johnson, Johann Bertramson, Michael Rute og Bartholomeus Vot, i hvilken forbindelse rådet i Lübeck har bedt hansekøbmændene i Brugge og England om at overtale de nævnte høvedsmænd til at gå i hansestædernes tjeneste. Dette skal ske, inden kong Erik 7. af Pommern får overtalt de nævnte høvedsmænd til at gå i kongens tjeneste.I forlængelse heraf opfordrer rådet i Lübeck Gerwin v. d. Espen til at hjælpe hansekøbmændene i England i denne sag, idet det ville være til stor skade for hansestæderne, om de nævnte høvedsmænd gik over til kong Erik.

Skipper Troels Olufsens gældsbevis til dronning Filippa.I brevet erklærer Troels Olufsen, at han har lånt 10 lødige mark af dronning Filippa til at udruste sit skib, således at det kan bruges i kong Erik 7. af Pommerns krig mod hansestæderne.Endvidere forpligter Troels Olufsen sig til at tilbagebetale de 10 lødige mark 24. juni 1427 til enten dronning Filippa eller kong Erik, såfremt dronning Filippa måtte ønske det.

Skipper Sten Laurensens gældsbevis til dronning Filippa.I brevet erklærer Sten Laurensen, at han har lånt 10 lødige mark af dronning Filippa til at udruste sit skib, således at det kan bruges i kong Erik 7. af Pommerns krig mod hansestæderne.Endvidere forpligter Sten Laurensen sig til at tilbagebetale de 10 lødige mark 24. juni 1427 til enten dronning Filippa eller kong Erik, såfremt dronning Filippa måtte ønske det.

Reces af hansedagen i Braunschweig.Da hansestæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg, Rostock, Stralsund og Wismar har erklæret kong Erik 7. af Pommern krig, er disse hansestæder blevet enige om, at de alle den næstkommende søndag Lætare, dvs. 30. marts 1427, skal have deres udsendinge i Lüneburg. Disse udsendinge skal medbringe deres respektive stæders fejdebreve til Lüneburg.Såfremt en af de seks førnævnte hansestæder skulle få brug for militær hjælp på landjorden i løbet af krigen, så skal de andre nævnte hansestæder sende deres bevæbnede mænd til hjælp for den pågældende hansestad - enhver hansestad efter sin evne.Såfremt en af de seks førnævnte hansestæder skulle få brug for økonomisk hjælp i løbet af krigen, så skal de andre nævnte hansestæder komme den pågældende hansestad til hjælp med penge - enhver hansestad efter sin evne.Endvidere må ingen af de nævnte hansestæder slutte fred med kong Erik, medmindre de andre nævnte hansestæder er indeholdt i fredsaftalen.

Beretning om de forhandlinger, som Kasimir 5., hertug af Pommern-Stettin, samt Wartislaw 9. og Barnim 7., hertuger af Pommern-Wolgast, fører med hansestæderne på rådhuset i Stralsund vedrørende krigen imellem kong Erik 7. af Pommern og hansestæderne.Under forhandlingerne spørger de pommerske hertuger hansestæderne, om de vil underkaste sig hertugernes afgørelse i sagen. Hertil svarer hansestæderne, at de kun har i sinde at svare på kong Eriks klager, såfremt kongen lover dem, at han vil betale erstatning til hansestæderne for de skader, som kongens høvedsmænd og fogeder har påført dem.Endvidere meddeler hansestæderne, at de vil vente med at sende deres krigsfolk ud til 6. april 1427, såfremt kong Erik kan stille garanti for betalingen af erstatningen for de skader, som hans høvedsmænd og fogeder har påført dem.

Hansestædernes rådsudsendinge, som netop nu befinder sig i Stralsund, skriver til rådet i Greifswald.Hansestædernes rådsudsendinge meddeler, at de gentagne gange både mundtligt og skriftligt har bedt om hjælp fra rådet i Greifswald til krigen mod kong Erik, men at de ikke har fået noget svar fra rådet i Greifswald.Endvidere meddeler hansestædernes rådsudsendinge, at rådet i Greifswald derudover har begået overgreb mod hansestædernes tjenere.Af disse årsager meddeler hansestædernes rådsudsendinge, at de hverken vil drive handel eller have kontakt med Greifswald.

Byen Uelzens fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, råd, borgere og indbyggere i byen Uelzen krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Uelzen krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Wismar og Stralsunds skyld.For det andet erklærer Uelzen krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han også befaler og byder sine folk at gøre dette i hans riger i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Byen Helmstedts fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, råd, borgere og indbyggere i byen Helmstedt krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Helmstedt krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismars skyld.For det andet erklærer Helmstedt krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i hans riger i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Byen Goslars fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, råd, borgere og indbyggere i byen Goslar krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Goslar krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismars skyld.For det andet erklærer Goslar krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Byen Halberstadts fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, råd, borgere og indbyggere i byen Halberstadt krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Halberstadt krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismars skyld.For det andet erklærer Halberstadt krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Byen Hannovers fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, råd, borgere og indbyggere i byen Hannover krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Hannover krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismars skyld.For det andet erklærer Hannover krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Byen Göttingens fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, råd, borgere og indbyggere i byen Göttingen krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Göttingen krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismars skyld.For det andet erklærer Göttingen krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Byen Einbecks fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, råd, borgere og indbyggere i byen Einbeck krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Einbeck krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismars skyld.For det andet erklærer Einbeck krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Byen Northeims fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, råd, borgere og indbyggere i byen Northeim krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Northeim krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismars skyld.For det andet erklærer Northeim krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Byen Quedlinburgs fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, råd, borgere og indbyggere i byen Quedlinburg krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Quedlinburg krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismars skyld.For det andet erklærer Quedlinburg krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Byen Ascherslebens fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, råd, borgere og indbyggere i byen Aschersleben krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Aschersleben krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismars skyld.For det andet erklærer Aschersleben krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Byen Braunschweigs fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, råd, borgere og indbyggere i byen Braunschweig krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Braunschweig krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismars skyld.For det andet erklærer Braunschweig krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Byen Hamelns fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, råd, borgere og indbyggere i byen Hameln krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Hameln krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismars skyld.For det andet erklærer Hameln krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Byen Hildesheims fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, råd, borgere og indbyggere i byen Hildesheim krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Hildesheim krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismars skyld.For det andet erklærer Hildesheim krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Byen Alfelds fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, råd, borgere og indbyggere i byen Alfeld krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Alfeld krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismars skyld.For det andet erklærer Alfeld krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Byen Magdeburgs fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer rådmænd, gildemestre, borgere og indbyggere i byen Magdeburg krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Magdeburg krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismars skyld.For det andet erklærer Magdeburg krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Byen Buxtehudes fejdebrev til kong Erik 7. af Pommern.I fejdebrevet erklærer borgmestre, råd, borgere og indbyggere i byen Buxtehude krig mod kong Erik af to årsager:For det første erklærer Buxtehude krig for hansestæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg, Rostock, Wismar og Stralsunds skyld.For det andet erklærer Buxtehude krig, fordi kong Erik har beskadiget og forurettet hansekøbmanden, og fordi han befaler og byder sine folk at gøre dette i strid med de privilegier, som er blevet givet hansestæderne af kong Eriks forgængere, og som kong Erik selv har bekræftet.

Rådet i Kolberg skriver til hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Wismar, Lüneburg og Stralsund samt til de rådsudsendinge fra andre hansestæder, som netop nu befinder sig i Stralsund.Rådet i Kolberg meddeler, at det ikke er bekendt med, at der skulle være blevet fragtet gods fra Kolbergs havn til kong Erik 7. af Pommern. De fremmede handelsfolk, som har fragtet gods ud af Kolbergs havn, har måttet sværge over for rådet i Kolberg, at dette gods ikke hørte hjemme i Danmark. Derimod har det drejet sig om gods, som retmæssigt hørte hjemme i Danzig, Stralsund og Deventer. Således som rådet i Kolberg husker det, er dette gods blevet transporteret på i alt to skuder. Hvad angår de af Kolbergs egne handelsfolk, som har fragtet madvarer og andre handelsvarer ud af Kolbergs havn, så har disse måttet sværge over for rådet i Kolberg, at de ikke ville fragte dette gods til kong Eriks tre riger, men derimod til de vendiske hansestæder.Endvidere meddeler rådet i Kolberg, idet de vendiske hansestæder har spurgt rådet i Kolberg, om det vil forblive på hansestædernes side, at rådet i Kolberg netop har holdt et møde i Wollin med herskabet i Pommern og biskoppen i Kammin i forbindelse med et angreb på det "arme stift". Under dette møde var også kong Eriks udsending til stede. På mødet krævede herskabet i Pommern, at biskoppen i Kammin og rådet i Kolberg skulle tage parti for kong Erik, hvilket biskoppen og rådet i Kolberg imidlertid ikke ønskede, hvorfor bispedømmet nu er blevet angrebet af herskabet i Pommern. Bispedømmet Kammin består nu alene af de to byer Kolberg og Köslin, og de bliver ydermere belejret af herskabet i Pommerns egne byer og mænd. Derfor beder rådet i Kolberg om, at hansestæderne ikke vil tage det ilde op, at rådet i Kolberg ikke erklærer kong Erik krig, for den hjælp, som rådet i Kolberg nu ville kunne yde, er kun alt for ringe.

Rådet i Köslin skriver til hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Wismar, Lüneburg og Stralsund samt til de rådsudsendinge fra andre hansestæder, som netop nu befinder sig i Stralsund.Rådet i Köslin meddeler, at det har modtaget og forstået det brev, som de førnævnte hansestæder har sendt til rådet i Köslin.I forlængelse heraf meddeler rådet i Köslin, at byen Köslin hører under bispedømmet Kammin, samt at byen ikke selv råder over en havn, hvorfra man ville kunne transportere varer til kong Erik 7. af Pommerns tre riger.Endelig meddeler rådet i Köslin, at det med al venskab ønsker at hjælpe med at tilvejebringe freden, men at det samtidig er forpligtet til at gøre, hvad biskoppen af Kammin måtte kræve af det, idet han er herre over rådet i Köslin.

Rådet i Stralsund skriver til rådet i Lübeck.Rådet i Stralsund meddeler, at det har fået at vide af en troværdig person, som netop er vendt tilbage til Stralsund fra København, at folkene i København lider stor nød, og at de hver dag venter på skibe fra Norge, Sverige og andre egne, som skal bringe dem mad og andre fornødenheder.Grundet manglen på fødevarer i København forekommer det rådet i Stralsund fornuftigst at sende de hanseatiske krigsskibe til Øresund nu, idet den førnævnte person mener, at København ikke vil kunne holde stand i mere end otte dage.Endelig meddeler rådet i Stralsund, at det er af den opfattelse, at hansestæderne vil kunne undgå megen blodsudgydelse, såfremt deres krigsskibe kommer til Øresund, førend København får tilført nye forsyninger udefra. Allerede for fire dage siden sendte Stralsund sine skibe afsted.

Rådet i Greifswald skriver til hansestæderne Lübeck, Hamburg, Rostock, Wismar, Lüneburg og Stralsund samt til de rådsudsendinge fra andre hansestæder, som netop nu befinder sig i Stralsund.Rådet i Greifswald meddeler, at det har modtaget og forstået det brev, som de førnævnte hansestæder har sendt til rådet i Greifswald, hvori de skriver, at de gentagne gange har bedt om rådet i Greifswalds hjælp i krigen mod kong Erik 7. af Pommern, samt at rådet i Greifswald ikke har svaret på deres breve.Hertil svarer rådet i Greifswald, at det sandelig har sendt helt klare skriftlige svar på deres breve.Endvidere meddeler rådet i Greifswald, at det ikke har begået nogen overgreb mod de førnævnte hansestæders tjenere, således som det ellers er blevet påstået, hvilket desuden har medført, at de førnævnte hansestæder hverken vil drive handel eller have kontakt med Greifswald.Endelig opfordrer rådet i Greifswald de førnævnte hansestæder til at genoprette det gamle forhold, idet rådet i Greifswald er uden skyld i den nuværende tilstand.

Rådet i Stralsund skriver til rådet i Lübeck.Rådet i Stralsund meddeler, at det har sendt krigsskibe afsted fra Stralsund, idet alle de hansestæder, som er i krig med kong Erik 7. af Pommern, blev enige om at have deres krigsskibe liggende ud for Wismar til den næstforgangne midfaste. Stralsunds skibe ligger nu ud for Wismar, men der er ikke kommet nogen skibe fra de andre hansestæder.Rådet i Stralsund meddeler endvidere, at det forekommer det meget mærkværdigt, at rådet i Lübeck ikke overholder det, som hansestæderne ellers er blevet enige om.Endelig meddeler rådet i Stralsund, at det ville hjemkalde sine folk, hvis det kunne få besked om, at der ikke skulle ske mere i den sag.

Hans Hillemann garanterer at ville holde sit fangenskab.

Fru Jytte (af Tvedsgård), enke efter Henneke Limbek og mor til Klaus (Hennekesen) Limbek (af Tørning), pantsætter til Kolding by alle sine rettigheder til Brændkær mark for 18 lybske mark under betingelse af, at borgerne i Kolding by ikke fælder eg eller bøg på det pågældende sted.Såfremt fru Jytte ønsker at indløse pantet, skal hun meddele dette på Tyrstrup ting dagen før sankthans eller tidligere. Derefter skal hun give de 80 mark tilbage til Kolding by inden for otte dage efter mortensdag i Kolding.

Kong Erik 7. af Pommern skriver til borgmestre og råd i byen Bremen, at han har modtaget deres meddelelse om, at Bremen er udtrådt af hanseforbundet. Af denne årsag tillader kong Erik Bremens borgere frit at besøge hans riger.

Borgerne i Wismars vedtægt indeholdende bl.a. bestemmelser om rejser til Bergen og København samt om hansestædernes krig mod kong Erik 7. af Pommern.

Werner van der Heide, Hans Hillemann og Hermann Menten garanterer at ville holde deres fangenskab.

Trued Has, ridder og høvedsmand på Gotland, skriver til Paul v. Rusdorf, højmester for Den Tyske Orden.Trued Has meddeler, at han har modtaget det brev, som Paul v. Rusdorf har sendt til ham. I det pågældende brev skriver Paul v. Rusdorf om Trued Has og dennes mænds beslaglæggelse af et skib i Visby tilhørende Hermann Dykman, borger i Danzig, som var lastet med rug. Ifølge Hermann Dykman havde skibet været på vej mod Åbo. Endvidere var skipperen på skibet, Hans Fustman, ifølge Hermann Dykman dennes svend.Trued Has meddeler, at den førnævnte Hans Fustman er borger i Rostock, og at han er kendt på hele Sjælland som en af kong Erik 7. af Pommerns fjender, samt at han med base i Rostock har drevet handel i Danmark i over ti år. Dette kan Trued Has bevise ved hjælp af Hans Fustmans regnskabsbog, som Trued Has også har beslaglagt. Ifølge Trued Has var det først, da hansestæderne brød med kong Erik, at Hans Fustman indgik et formelt kompagniskab med Hermann Dykman. Endvidere meddeler Trued Has, at Hans Fustman er den egentlige ejer af det beslaglagte skib, samt at han ikke kan regnes for at stå i Hermann Dykmans tjeneste.Endvidere meddeler Trued Has, at Hans Fustmans regnskabsbog viser, at det beslaglagte skib er blevet lastet med rug af en borger fra Stralsund ved navn Vicke Kedingh, og at den pågældende rug tilhører en helt anden købmand ved navn Claus Munt.Endvidere meddeler Trued Has, at da skibet var ankommet til Visby, var folkene ombord blevet genkendt af Visbys indbyggere, og da man havde spurgt dem, hvad de havde at gøre i Visby, eftersom de kom fra hansestæderne, havde de forsøgt at komme hurtigt ud af havnen igen. Da Trued Has' knægte derefter havde standset skibet, havde folkene ombord fortalt, at Hermann Dykman havde fire læster rug ombord på skibet.Endelig meddeler Trued Has, at han giver Paul v. Rusdorf sit æresord på, at det, som han nu har skrevet, er rigtigt, og at han er i stand til at bevise det. I den forbindelse meddeler Trued Has, at han på ingen måde ønsker at hindre eller genere folk fra Den Tyske Ordens område.

Præsten Jacobus Bonow erklærer, at han af Jens (Andersen (Lodehat)), biskop i Roskilde, har modtaget officialatet på Rügen som len mod en årlig afgift på 500 stralsundske mark. Denne afgiftssum skal betales på to forskellige tidspunkter; den ene halvdel til mortensdag og den anden halvdel til påske.Endvidere erklærer Jacobus Bonow, at han af førnævnte biskop Jens har modtaget grevskabet Streu på Rügen som len. Herfor skal han aflægge regnskab, og overskuddet af grevskabet skal han give til biskop Jens hhv. til mortensdag og til påske som før beskrevet. Betalingen til biskop Jens skal endvidere finde sted på Rügen.Såfremt Jacobus Bonows betaling til biskop Jens ikke finder sted rettidigt, skal Jacobus Bonow yde biskop Jens erstatning herfor. I forlængelse heraf forpligter Jacobus Bonow sig til at lade biskop Jens' bønder på Rügen forblive ved deres rettigheder samt til at sørge for dem, så godt han kan. Endvidere forpligter Jacobus Bonow sig til at holde gården Ralswiek i god stand. Såfremt gården Ralswiek skulle blive beskadiget på grund af ildebrand, skal biskop Jens modtage erstatningen og ikke Jacobus Bonow.

De slesvigske hertuger Adolf og Gerhards forhandleres forslag til de to hertuger om delingen af hertugdømmet Slesvig imellem hertugerne.Forslaget indeholder følgende:1) Hertugdømmet Slesvig skal deles i to dele. Den ene del udgøres af Gottorp med alt dertil hørende, nemlig Risby herred med Eckernförde, Sorg herred med Krop, Arns herred, Selk, Bustrup, Dannevirke, Eggstedt, Gyby, Flækkeby, Strukstrup herred, Slis herred indtil Mysunde, Slesvig, Sønder Gøs herred og tre landsbyer i Bunstorp sogn, nemlig Limbæk, Borgsted og Schülldorf samt tre jordstykker i Ejdersted. Disse områder indbringer 2652 mark i renter. Den anden del udgøres af Flensborg samt Sild og Før, Nørre Gøs herred, Vis herred, Husby herred, Ny herred og Nordstrand med Pelvorm herred. Disse områder indbringer 2553 mark i renter.2) De to nævnte fæstningsværker skal ikke deles efter arveregler. Endvidere må enhver forlene gejstlige len.3) Bjerget i Flensborg skal opføres. Begge hertuger skal betale for byggeriet, men kun den hertug, som får Flensborg-delen, skal betale for arbejdsfolkenes kost.4) Hvad angår Sønderborg og Tønder, er det blevet aftalt, at Sønderborg med Nordborg og alt, hvad dertil hører, er bedre end Tønder. Dog skal begge slotte, dvs. Sønderborg slot og Tønderhus, med alt, hvad dertil hører, deles og forblive delte ved arv, og det skal være op til de slesvigske hertuger, om de vil forbedre Tønderhus.5) Hvad angår Åbenrå, er det blevet aftalt, at Åbenrå skal forblive udelt, samt at begge hertuger skal have brugsret til Åbenrå.6) Hvad angår landet Holsten, er det blevet aftalt, at den ene del fortsat skal være Segeberg med alt, hvad dertil hører af byer, slotte og lande, nemlig byen og slottet Segeberg med fogediet, byen Neustadt, sognene Selent, Giekau, Altenkrempe ved Neustadt, landsbyen Großenbrode, byen og slottet Rendsburg og fæstningen Tielenburg samt sognet Neumünster. Den anden del skal fortsat være Plön med alt, hvad dertil hører af slotte, byer og lande, nemlig slottet og byen Plön, landet Oldenburg, byen Lütjenburg, byen Heiligenhafen, landet Femern med borgen Glambæk, Hanerau, sognene Hademarschen og Steenfeld samt slottet Haseldorf med alt, hvad dertil hører. Hvad angår den tredje del, er det blevet aftalt, at den skal deles i to, hvormed man kan forbedre de to førnævnte dele. Den tredje del udgjordes af Kiel, Neumünster, Trittau, Oldesloe, landet Stormarn, Itzehoe og Osterhof.7) Hvad angår de gejstlige len, er det blevet aftalt, at de gejstlige len, som ligger inden for byen Hamburg og Eutin, skal høre til Segeberg, samt at de gejstlige len, som ligger i Lübeck, skal høre til Plön.

Hertuginde Katharina af Mecklenburg afsætter på egne og sine umyndige børn hertugerne Heinrich og Johanns vegne det gamle råd i byen Wismar, som uden det wismarske borgerskabs og det mecklenburgiske herskabs vidende har indladt sig på et forbund med kong Erik 7. af Pommern. Endvidere udstyrer hertuginden Wismars nyudnævnte råd med byens gamle rettigheder.

Dom i sagen mellem hertuginde Katharina af Mecklenburg og borgmestre og råd i Rostock, hvorved disses gods og ejendomme i Mecklenburg frakendes dem, fordi de har forskrevet byen Rostock til kong Erik 7. af Pommern.

Kong Erik 7. af Pommerns lejdebrev for de holstenske grevers udsendinge til det møde, som skal holdes 14. marts 1428 i Nykøbing på Falster eller i Falsterbo i Skåne mellem på den ene side kong Erik og på den anden side de holstenske herrer og de vendiske hansestæder.I lejdebrevet befuldmægtiger kong Erik endvidere den romerske konges udsending Nicolaus Stok til at udskyde mødet to til tre uger, hvis det skulle blive nødvendigt på grund af vejr og vind.

Kong Erik 7. af Pommerns lejdebrev for de vendiske hansestæders udsendinge til det møde, som skal holdes i Nykøbing på Falster eller i Falsterbo i Skåne mellem på den ene side kong Erik og på den anden side de holstenske herrer og de vendiske hansestæder.I lejdebrevet befuldmægtiger kong Erik endvidere den romerske konges udsending Nicolaus Stok til at udsætte mødet, hvis det bliver nødvendigt på grund af vejr og vind. Alle, der er i Nicolaus Stoks selskab eller kommer i hans ærinde, skal være omfattet af lejdet.

Kong Erik 7. af Pommern skriver til højmesteren for Den Tyske Orden Paul v. Rusdorf.Kong Erik meddeler, at han for nylig har haft besøg af udsendinge fra nogle af hans fjender, nemlig udsendinge fra Novgorod samt andre russiske udsendinge. Disse udsendinge fremsatte det krav over for kong Erik, at han enten skulle overdrage russerne de lande, som kong Eriks forfædre for længe siden havde erobret fra russerne, hvorved de pågældende lande vel at mærke var blevet bragt til den kristne tro, eller lave en evig fredsaftale med russerne. Såfremt kong Erik ikke går ind på nogen af russernes krav, vil det ifølge de russiske udsendinge betyde, at der er åben krig imellem kong Erik og russerne efter 23. maj 1428.Kong Erik meddeler endvidere højmesteren, at han blev meget forbavset over denne trussel om krig fremsat af de russiske udsendinge, idet russerne ikke tidligere har fremsat sådanne krav og trusler. Dog fik kong Erik i nærværelse af sit råd og den romerske konges udsending at vide af de russiske udsendinge, at årsagen til, at de nu optrådte på denne måde, var, at de hanseatiske købmænd i Novgorod havde tilskyndet dem til at fremsætte både det nævnte krav og truslen om åben krig. Således kan højmesteren ifølge kong Erik se, hvorledes hanseaterne, som er kong Eriks fjender, ikke alene forsøger at vende kristne fyrster og byer imod kong Erik, men også hedninge, hvorved hanseaterne bevidst svækker den kristne tro samt styrker hedningene.Endvidere meddeler kong Erik, at han, idet det er meget ubelejligt for ham på nuværende tidspunkt at føre krig mod både russerne og hansestæderne, ønsker at høre, hvad højmesteren mener om russernes krav om en evig fred imellem kong Erik og russerne. I denne forbindelse gør kong Erik højmesteren opmærksom på, at denne uheldige situation alene er opstået på grund af, at de hanseatiske købmænd har opildnet og styrket russerne i deres sag.Endelig meddeler kong Erik, at han af sine råder i Sverige er blevet gjort opmærksom på, at hans svenske undersåtter, som rejser til og fra højmesterens områder og havne i både Preussen og Livland bliver chikaneret samt udsat for overgreb af såvel hanseater som højmesterens folk, hvilket kong Erik er blevet meget forbavset over. Af den årsag beder kong Erik højmesteren om at sikre, at overgrebene på hans undersåtter ophører, samt at de af hans undersåtter, som har været udsat for overgreb, får erstatning herfor.

Rådet i Braunschweig skriver til borgmestrene i Lüneburg.Rådet i Braunschweig meddeler, at det har modtaget borgmestrene i Lüneburgs brev, i hvilket de beder borgmestrene i Braunschweig om at sende deres mening om og anvisninger i sagen vedrørende Tideman Steen, borgmester i Lübeck og hanseatisk flådefører, der i sommeren 1427 sejlede ud af Øresund med resterne af den hanseatiske flåde efter den hamborgske flådeafdelings nederlag til kong Erik 7. af Pommerns flåde, hvilket resulterede i, at den biscayiske flåde blev erobret af kong Erik.Ifølge borgmestrene i Lüneburg skulle rådet i Lübeck have befalet Tideman Steen at blive i Øresund med hele den hanseatiske flåde, indtil den biscayiske og den preussiske flåde var sejlet igennem Øresund. Herefter skulle Tideman Steen selv afgøre, hvad der var bedst at foretage sig med hensyn til den hanseatiske flåde. Da den hamborgske afdeling af den hanseatiske flåde imidlertid led nederlag til kong Eriks flåde i Øresund, beordrede Tideman Steen resten af den hanseatiske flåde til at forlade Øresund, hvorved den biscayiske flåde blev efterladt fuldstændig ubeskyttet imod kong Eriks folk. De borgere og handelsfolk, som derved har mistet deres gods, som var ombord på de biscayiske skibe, har nu anklaget Tideman Steen for at have handlet imod rådet i Lübecks ordre om at blive i Øresund, indtil den biscayiske og den preussiske flåde var sejlet forbi.Tideman Steen har imidlertid forsvaret sig imod disse anklager under hansedagen i Lübeck, hvor også hertug Adolf af Slesvig var til stede, idet Tideman Steen har forklaret, at man efter den hamborgske flådeafdelings nederlag samlede resten af den hanseatiske flåde i Øresund for at drøfte, hvorledes man kunne undgå, at der skete større skade. Problemet for den hanseatiske flåde bestod på dette tidspunkt desuden i, at folkene fra Stralsund ikke var ankommet til Øresund, således som det ellers var blevet aftalt. Endvidere frygtede man, at kong Erik grundet den kongelige flådes store sejr over den hamborgske flådeafdeling havde fået mod på flere angreb, såfremt man lod den hanseatiske flåde blive i Øresund, samt at sådanne angreb ville gøre skaden endnu større. Endelig kom man på baggrund af drøftelserne frem til det resultat, at den preussiske flåde var meget vigtigere og kostbarere end den biscayiske flåde, hvorfor det i første omgang gjaldt om at beskytte den preussiske flåde. Derfor besluttede man for det første at sende bud til den bicayiske flåde om ikke at sejle igennem Øresund og for det andet at lade resten af den hanseatiske flåde sejle til Bornholm for dér at vente på den preussiske flåde, således at den ikke ville falde i kong Eriks hænder. Endvidere ville man på vejen til Bornholm forsøge, om man kunne forenes med skibene fra Stralsund. Endelig har Tideman Steen oplyst, at alle de udsendinge fra de andre hansestæder, som var til stede under hansedagen, har bekræftet over for ham selv og Johann Russenberg, rådsherre i Lübeck, at det er foregået præcist, som Tideman Steen har forklaret det.På denne baggrund erklærer rådet i Braunschweig, at Tideman Steen har handlet korrekt i henhold til den ordre, som han har fået af rådet i Lübeck, hvorfor han må anses for at være uskyldig. For det første er beslutningen om at forlade Øresund truffet efter drøftelser mellem Tideman Steen og de andre hansestæders befalingsmænd i Øresund. For det andet var Tideman Steens ordre om at beskytte både den biscayiske og den preussiske flåde betinget af hjælpen fra de andre hansestæder, men eftersom den hamborgske flådeafdeling led nederlag til kong Eriks flåde, og eftersom folkene fra Stralsund slet ikke kom, var det umuligt for Tideman Steen at adlyde rådet i Lübecks ordre, og ingen er forpligtet af det, som er umuligt. For det tredje har Tideman Steen gjort ret i at forsøge at begrænse skaden. For det fjerde er det forkert, at Tideman Steen nu skal lide nød, blot fordi han har forsøgt at adlyde rådet i Lübecks ordre. Han har sat både sit gods og sit liv på spil for at adlyde ordren, og han har ikke haft nogen personlig gavn heraf.

På kong Erik 7. af Pommerns myndighed indkalder den romerske konges udsending Nicolaus Stok de holstenske grever Adolf og Gerhard samt de seks hansestæder Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismar til et møde den 11. april i Falsterbo for at forhandle om en fred mellem dem og kong Erik 7. af Pommern.Stok har ligeledes på kong Eriks myndighed bemyndigelse til at udsætte mødet en uge, hvis udsendingene ikke kan nå frem pga. vind og vejr.

Aftale vedrørende krigsskadeserstatning indgået imellem de slesvigske hertuger Adolph og Gerhard på den ene side og Claus v. d. Wisch på den anden side.De slesvigske hertuger forpligter sig til at yde Claus v. d. Wisch erstatning, såfremt hans ejendom i Gelting bliver erobret eller brændt af hertugernes fjender, nemlig kong Erik 7. af Pommern og kong Eriks hjælpere, eftersom Claus v. d. Wisch er på de slesvigske hertugers side i krigen mod kong Erik. Til gengæld herfor forpligter Claus v. d. Wisch sig til at hjælpe de slesvigske hertuger i krigen mod kong Erik. Erstatningen beløber sig til 100 lybske mark pr. år, indtil Claus v. d. Wischs ejendom atter rummer en værdi af 100 mark lybske penninge.Såfremt Claus v. d. Wischs gård i Gelting bliver erobret eller brændt af af hertugernes fjender, forpligter de slesvigske hertuger sig til kvit og frit at give Claus v. d. Wisch hele Vor Frue sogn beliggende uden for Rendsborg i pant - dog med undtagelse af et område af sognet, som allerede er sat i pant.Således skal Claus v. d. Wisch have Vor Frue sogn i sin varetægt, og han skal have ret til at bruge sognet efter forgodtbefindende, indtil de slesvigske hertuger eller deres arvinger giver ham eller hans arvinger den pågældende gård i Gelting tilbage. Når han har fået gården i Gelting tilbage, skal han kvit og frit samt uden forsinkelse eller indsigelser returnere det førnævnte Vor Frue sogn til de slesvigske hertuger, således som han har modtaget det af dem. Hvad angår det tømmer i Claus v. d. Wischs gård, som måtte blive beskadiget i krigen grundet brand, skal to af de slesvigske hertugers rådsmedlemmer og to af Claus v. d. Wischs frænder i fællesskab aftale en passende erstatning herfor. De bygninger, som ligger uden for selve gården, skal imidlertid ikke være omfattet af de slesvigske hertugers krigsskadeserstatning til Claus v. d. Wisch.

Jacobus Bonow forpligter sig endnu en gang til at betale afgiften af officialatet på Rügen samt af grevskabet Streu til Jens (Andersen (Lodehat)), biskop i Roskilde. I den forbindelse erklærer Jacobus Bonow, at betalingen skal foregå et sted på Rügen, hvor biskop Jens måtte ønske det, idet dette ikke var blevet fastsat i det første brev om betalingen.Endvidere erklærer Jacobus Bonow, at han skal yde biskop Jens erstatning, hvis gården Ralswiek kommer i brand som følge af hans eller hans folks manglende opsyn.Endelig erklærer Jacobus Bonow, at biskop Jens skal have fuld dækning for skaden, uden at Jacobus Bonow skal have nogen form for skadeserstatning, såfremt branden skyldes Jacobus Bonow selv.

Johann (v. Trempe), biskop i Ratzeburg, udsteder vidnesbyrd om hansestædernes mundtlige protest mod kong Erik 7. af Pommerns og den romerske konges anklager.Hansestædernes protest indeholder følgende punkter:1) Hansestæderne protesterer mod den anklage, at de skulle føre krig mod kong Erik for at skade den hellige kristenhed eller for at styrke kætterne. Hansestæderne fører krig mod kong Erik for at beskytte sig selv, deres privilegier og deres ejendom.2) Hansestæderne protesterer over det forhold, at både de og kong Erik har bedt højmesteren for Den Tyske Orden om at være dem mægtig til ret.3) Hansestæderne protesterer mod den anklage, at de ikke skulle have adlydt pavens og den romerske konges ordre om at deltage i krigen mod kætterne i Bøhmen. Derimod har hansestæderne sendt både riddere, væbnere og andre bevæbnede mænd afsted under det første felttog mod kætterne, som var arrangeret af kardinal Placentinus.4) Endvidere deltog hansestæderne i det andet felttog mod kætterne, som var ledet af kardinalen af Ursin. Dette foregik på flere måder. Dels indsamlede de penge og gods, som de anbragte i kister i hansestædernes kirker. Dels sendte hansestæderne bevæbnede mænd afsted til krigen mod kætterne.5) Endvidere deltager hansestæderne i det tredje felttog mod kætterne, som er ledet af kardinalen af England. De er således i færd med at indsamle penge og gods fra enhver borger i hansestæderne, således som det er blevet bestemt af kardinalen af England og af kurfyrsterne.6) Hansestæderne protesterer mod den anklage, at de skulle have taget den romerske konges udsending, Michael Honiger, til fange. Derimod har de hele tiden hjulpet ham og sørget for, at han kunne rejse sikkert til Danmark.7) Hansestæderne protesterer mod den anklage, at de skulle have været ulydige mod den romerske konge i forbindelse med de forhandlinger mellem kong Erik og hansestæderne, som blev ledet af den romerske konges udsending, Nicolaus Stok. Således har de hele tiden forsøgt at opfylde alle de krav, som Nicolaus Stok stillede til dem med hensyn til det fredsmøde, som skulle holdes i Falsterbo mellem kong Erik og hansestæderne, men de var desværre forhindrede i at komme til mødet grundet vind og vejr.På baggrund af de nævnte punkter håber hansestæderne, at den romerske konge ikke vil pålægge dem nye byrder. Såfremt den romerske konge imidlertid ikke skulle stille sig tilfreds hermed, således at det kommer til en retssag mellem parterne, vil hansestæderne gøre indsigelse mod det forhold, at den romerske konge optræder som dommer i denne sag, idet han ikke kan være lovlig dommer, eftersom han er beslægtet med kong Erik. Såfremt den romerske konge imidlertid ville lade en anden fyrste være dommer i denne sag, vil hansestæderne betingelsesløst underkaste sig denne dommer.

Hansekøbmændene i Novgorod skriver til rådet i Dorpat.Hansekøbmændene i Novgorod meddeler, at de har modtaget et brev indeholdende en advarsel fra rådet i Dorpat, og at de har rettet sig efter den.Endvidere meddeler hansekøbmændene i Novgorod, at Novgorods udsendinge, som var blevet sendt til kong Erik 7. af Pommern, netop er vendt tilbage til Novgorod. De russiske udsendinge har fortalt hansekøbmændene i Novgorod, at kong Erik har renset sig fra alle anklagerne om, at han skulle være skyld i, at deres russiske brødre var blevet dræbt, og at deres gods var blevet frarøvet dem. Kong Erik har i forlængelse heraf fortalt de russiske udsendinge, at det ikke er foregået i hans riger, samt at det pågældende gods aldrig er kommet ind i hans riger - hverken ad vandvejen eller over land. Endvidere har kong Erik fortalt dem, at hansekøbmændene og hansestæderne har taget det pågældende gods, samt at godset alene er blevet bragt til tyske byer.Endvidere har de russiske udsendinge meddelt hansekøbmændene i Novgorod, at kong Erik har opfordret dem til at stille hansekøbmændene til regnskab for deres dræbte brødre og for deres mistede gods.Endelig har de russiske udsendinge meddelt hansekøbmændene i Novgorod, at de har sluttet en femårig fred med kong Erik.

Rådet i Lübeck skriver til rådet i Danzig.Rådet i Lübeck videresender et brev fra alle hansestæderne, i overensstemmelse med hvilket rådet i Lübeck henstiller til rådet i Danzig, at ingen må sejle til Øresund.Endvidere meddeler rådet i Lübeck, at også de hollandske stæder vil blive advaret mod at sejle til Øresund.Endelig meddeler rådet i Lübeck, at det ikke har noget ansvar for den skade, som folkene fra Holland og Zeeland er blevet påført grundet hansestædernes krig med kong Erik 7. af Pommern, idet rådet i Lübeck allerede havde berettet for dem, at hansestæderne lå i fjendskab med kong Erik.

Morten Jensen (Gyrstinge), ridder, Peder Andersen, kannik i Ribe, og Henrik Tinhuus (Skinkel) erklærer, at fru Else (Nielsdatter (Glob), til Todbøl), enke efter hr. Jens (Eriksen) Skram (til Voldbjerg), havde overdraget Tue Skriver en gård i Simmersted på den betingelse, at han skulle skøde den pågældende gård til kirken i Haderslev.

Rådet i Dorpat skriver til rådet i Reval.Rådet i Dorpat sender en transsumpt af et brev af 5. juni 1428 sendt fra hansekøbmændene i Novgorod til rådet i Reval. Af det transsumerede brev fremgår det bl.a., at Novgorods udsendinge, som har været hos kong Erik 7. af Pommern, netop er vendt tilbage til Novgorod. I Novgorod har de nu fortalt, at kong Erik har meddelt dem, at det gods, som var blevet frarøvet russerne, nu er blevet bragt til hansestæderne.Rådet i Dorpat foreslår i forlængelse heraf at sende udsendinge til Novgorod for over for russerne at forsvare de hanseatiske købmænd imod kong Erik 7. af Pommerns beskyldninger samt for at finde ud af, hvorledes forholdet til russerne er nu.

Rådet i Riga skriver til rådet i Lübeck.Rådet i Riga sender en transsumpt af et brev af 5. juni 1428 sendt fra hansekøbmændene i Novgorod til rådet i Dorpat. Denne transsumpt havde rådet i Riga modtaget fra rådet i Dorpat den 15. juli 1428. Af det transsumerede brev fremgår det bl.a., at Novgorods udsendinge, som har været hos kong Erik 7. af Pommern, netop er vendt tilbage til Novgorod. I Novgorod har de nu fortalt, at kong Erik har meddelt dem, at det gods, som var blevet frarøvet russerne, nu er blevet bragt til hansestæderne.Rådet i Riga foreslår i forlængelse heraf, at hansestæderne på den næstkommende hansedag undersøger, hvor det gods, som sagen handler om, nu befinder sig, samt at man hurtigst muligt undskylder over for russerne i Novgorod.

Hertugerne Adolf og Gerhard af Slesvig overdrager 2000 lybske mark i form af pant i Gram, Hviding, Frøs og Kalvslund herreder til hr. Heinrich v. Ahlefeldt, ridder, på livstid for dennes tjeneste. Pantet, som Claus Limbek har haft inde for 2500 mark, er således forhøjet til 4500 mark.Såfremt hertugerne ønsker at indløse pantet efter Heinrich v. Ahlefeldts død, skal det meddeles Heinrich v. Ahlefeldts arvinger inden for otte dage efter mortensdag på Tørning slot - enten skriftligt ved åbne beseglede breve eller mundtligt ved to af hertugernes hæderlige mænd. Derefter skal hertugerne til næstfølgende mortensdag betale hele summen, dvs. 4500 lybske mark, til Heinrich v. Ahlefeldts arvinger.

Bertold Burammer skriver til Paul v. Rusdorf, højmester for Den Tyske Orden.Bertold Burammer meddeler, at han i fællesskab med Erik Krummedige har aftalt, at der skal holdes et møde angående nogle skippere til pinse, medmindre kong Erik 7. af Pommern ønsker, at det skal ske tidligere.Endvidere meddeler Bertold Burammer, at en del fetaljebrødre har lidt et stort nederlag i Øresund. Af den årsag har man erobret syv skibe med kanoner og tre snekker, og omkring 500 fetaljebrødre er blevet taget til fange. Endvidere er svenskerne nu kommet med hele deres styrke til Øresund.Endelig meddeler Bertold Burammer, at kong Erik 7. af Pommern gerne vil tilstå 20 eller 30 af højmesterens skibe frit lejde igennem Øresund, såfremt højmesteren skriftligt beder kong Erik om det.

Rådet i Stralsund skriver til hansestædernes rådsudsendinge, som er forsamlet i Wismar.Rådet i Stralsund meddeler, at det af otte personer, som netop er returneret fra København, har fået oplysninger om den i Øresund liggende svenske flådes dårlige tilstand. Stralsund meddeler, at svenskerne på rejsen til Øresund har lidt stor nød, hvad angår både mad og drikke, hvorfor de f.eks. har været nødsaget til at drikke vand på rejsen.Endvidere meddeler rådet i Stralsund, at 80 skibe under hr. Aksel Pedersen (Thotts) kommando nu er sejlet fra København til Grønsund eller Gedser for dér at opbringe hansestædernes skibe. Disse skibe er dog mestendels snekker.Endvidere meddeler rådet i Stralsund, at det i mellemtiden har fået nærmere oplysningerne om den svenske flåde i Øresund. Den svenske flåde tæller således omtrent 2000 mand, men kun 400 af disse er fuldt udrustede til kamp. Resten er bønder og løse folk. Svenskerne ligger stadig i Øresund, men de vil først stævne ind, når kong Erik 7. af Pommern giver dem proviant, for de har ingen proviant ombord.Endvidere meddeles det, at de 80 tidligere omtalte skibe under hr. Aksel Pedersens kommando kun er små snekker, samt at de er bemandet af udygtige søfolk.Endelig meddeles det, at kong Eriks skibe kun kan bruges i Øresund, idet de er dårligt tiltaklede, og idet de ikke er bemandede af søfolk.

Kong Erik 7. af Pommerns anklage mod hansestæderne Lübeck, Rostock, Stralsund, Wismar og Lüneburg forelagt for hertug Wilhelm af Braunschweig ved fredsmødet i Nykøbing i 1428. Erklæringen indeholder følgende 17 punkter:1) Da der i året 1423 ved Heinrich Rumpoldts mægling var kommet forhandlinger i stand mellem kong Erik og holstenerne i Flensborg, sendte hansestæderne deres udsendinge til kong Erik for at meddele ham, at hansestæderne ønskede at indgå en evig fredsaftale med ham. Imidlertid afslog kong Erik i første omgang dette, da det på daværende tidspunkt forekom ham ubelejligt. Da hansestædernes udsendinge på ny havde været hos kong Erik for at læse et udkast til en sådan evig fredsaftale højt for kongen, aftaltes det, at begge parter skulle beholde en udgave af dette skrift, og at man skulle drøfte aftalen på et møde til sankthans samme år i København. Da hansestædernes udsendinge ankom til København, meddelte de kong Erik, at de stadig ønskede at indgå en evig fredsaftale med kong Erik. Kong Erik indvilgede heri, idet han gav hansestæderne sit åbne brev indeholdende aftalen. Endvidere blev det i den forbindelse aftalt, at begge parter skulle yde hinanden bistand, såfremt den ene part blev forulempet af en tredjepart, f.eks. en fyrste eller en herre.2) Den førnævnte aftale blev indgået, efter kong Erik både ved hjælp af den romerske konges åbne breve og mundtligt havde bedt hansestæderne om den hjælp imod de holstenske herrer, som hansestæderne over for kong Erik havde forpligtet sig til at yde.3) Endvidere kan hansestæderne ikke bevise, at de var taget til mødet i København for at aflevere deres klager mod kong Erik, således som aftalen ellers foreskriver. Derimod klagede hansestædernes udsendinge over, at kong Erik har indkaldt dem for at skade dem, da de sidst var i Vordingborg. Dette skete altså inden fejden. Til denne klage svarede kong Erik, at han ikke havde gjort det for at skade dem. Alt, hvad kong Erik havde gjort, var gjort i nødværge, men for at hans folk skulle kunne få varer inden for kort tid, tillod han hansestæderne at rejse til alle kongens lande med deres varer. Desuden gav kong Erik sine folk besked om, at ingen måtte hindre eller skade hansekøbmændene.4) Derefter gik kong Erik ud fra, at han ville få hjælp af hansestæderne i sagen om Sønderjylland, men efter det tidspunkt, hvor kong Erik bad om hansestædernes hjælp samt henstillede til, at de var ham mægtige til ret, sendte de deres folk hen til de holstenske herrer for at spørge dem, om de holstenske herrer ville være hansestæderne mægtige til ret. Herefter kunne hverken kong Erik eller hans råd få at vide af hansestæderne, om de ville være kong Erik eller de holstenske herrer mægtige til ret, men på vegne af kong Erik sagde kongens råd til hansestædernes udsendinge, at kong Erik ville indstille krigen med det samme, hvis hansestæderne forpligtede sig til at være de holstenske herrer mægtige til ret. Hertil svarede hansestædernes udsendinge imidlertid, at de ikke havde fået det i opdrag, men at de ønskede at drøfte sagen med kong Erik. Herefter rejste hansestædernes udsendinge til Flensborg, men da de mødtes med kong Erik, nævnte de ikke sagen med et ord. Derimod bad de på vegne af alle hansestæderne kong Erik om at lade de holstenske herrer få Sønderjylland. Hertil svarede kong Erik, at det ikke var belejligt for ham, og endvidere henstillede han til, at hansestæderne gjorde, hvad de havde forpligtet sig til over for kongen. Hertil svarede hansestædernes udsendinge imidlertid, at de nu ville ride hen til de holstenske herrer for at høre, hvordan de ville forholde sig, og endelig ville de konsultere hansestæderne. Først herefter ville de kunne give kong Erik et ordentligt svar. Dette svar kom imidlertid aldrig, for hansestæderne sendte umiddelbart herefter deres fejdebreve til kong Erik, hvorved de blev kongens fjender.5) Da hansestæderne var blevet kong Eriks fjender, sendte kong Erik sine udsendinge til sine slægtninge, hertugerne af Pommern, og derefter til højmesteren for Den Tyske Orden for at spørge, om de ville prøve at formå hansestæderne til at gøre den skade, som de havde påført kong Erik ved at føre krig mod ham, god igen. Således mødtes hertugerne af Pommern med hansestæderne i Øresund, men hansestæderne afslog at gøre skaden god igen, eftersom de mente, at kong Erik først skulle kompensere dem for den skade, som kongens fogeder og embedsmænd havde påført dem.6) Endvidere opfordrede højmesteren for Den Tyske Orden på kong Eriks vegne hansestædernes udsendinge til at være kong Erik mægtige til ret, men hansestædernes udsendinge nægtede dette, da det ikke var blevet givet dem i opdrag af deres respektive stæder at træffe sådanne beslutninger. De ville imidlertid gerne overbringe oplysningen til deres respektive stæder. Endelig meddelte de, at højmesteren selv måtte sende udsendinge til hansestæderne, såfremt han ønskede at drøfte sagen yderligere med hansestæderne. Herpå sendte højmesteren sin marskal samt andre hæderlige folk fra Den Tyske Orden og fra Den Tyske Ordens byer. Højmesterens folk fik derefter arrangeret det således med hansestæderne, at der skulle holdes et møde, og at hansestæderne ville lade højmesteren afgøre sagen, hvilket kong Erik i højmesterens nærværelse indvilgede i. Da højmesteren var rejst fra kong Erik, fik kongen et brev fra højmesteren, hvori han skrev, at hansestæderne nu alligevel ikke ville holde et møde om sagen med kong Erik, såfremt kongen ikke ville lade de holstenske herrer få Gottorp og Sønderjylland.7) Endvidere har kong Erik ved hjælp af en udsending forsøgt at overbringe hansestæderne den meddelelse, at han stadig var parat til at lade sagen afgøre ved retten, men hansestæderne gav ham kun hånlige svar herpå.8) Herefter sendte den romerske konge sin mægler Nicolaus Stok til hansestæderne for at få en aftale i stand mellem kong Erik på den ene side og hansestæderne og de holstenske herrer på den anden side. Det blev nu aftalt, at der skulle holdes et fredsmøde i Falsterbo i påsken, men da kong Erik bad hansestæderne om at komme til mødet, sendte de i stedet deres krigsflåde afsted.9) Til de klager vedrørende kong Eriks påståede privilegiebrud, som hansestæderne i 1428 afleverede til biskop Johann af Ratzeburg, svarer kong Erik, at han ikke kender noget til disse privilegiebrud, og at han heller ikke kender til, at der er blevet klaget over sådanne, inden krigen med hansestæderne brød ud. Endvidere fremgår det ikke af hansestædernes krigserklæringer, at kong Erik personligt skulle have gjort sig skyldig i privilegiebrud.10) Til de påstande om, at hansestæderne havde sendt deres udsendinge til højmesteren for Den Tyske Orden for at forhandle om fred, svarer kong Erik, at hansestæderne på intet tidspunkt havde i sinde at forhandle om fred. Havde de haft det, havde det nemlig ikke været nødvendigt for højmesteren at sende sin marskal samt flere andre af højmesterens udsendinge til hansestæderne. Endvidere var marskalen nødt til at blive hos hansestæderne i tre uger, inden han kunne få deres holdning til sagen at vide. Da han derefter rejste fra hansestæderne til Vordingborg for at overbringe kong Erik det svar, som hansestæderne havde givet ham, sendte de hele deres hærstyrke til København, som nåede frem, inden marskalen nåede til Vordingborg.11) Endvidere siger kong Erik, at hansestæderne har forbrudt sig mod den romerske konges befaling, idet hansestæderne kom til Øresund med deres hærstyrke, selvom den romerske konge havde befalet dem at holde fred med kong Erik.12) Kong Erik håber nu, at hertug Wilhelm kan formå hansestæderne til at genoptage fredsforhandlingerne, hvilket de har pligt til, således at man efter klage og svar kan finde en løsning på konflikten.13) Såfremt det ikke er muligt for hertug Wilhelm at få hansestæderne til at genoptage fredsforhandlingerne, håber kong Erik, at hertug Wilhelm vil erklære kong Erik for uskyldig, samt at hertugen vil viderebringe denne uskyldserklæring til andre fyrster og herrer, i særdeleshed til kurfyrsterne, såfremt det blev nødvendigt for kong Erik.14) Til hansestædernes påstand om, at de grundet vind og vejr ikke kunne deltage i det forhandlingsmøde i Falsterbo, som Nicolaus Stok havde organiseret, svarer kong Erik, at denne påstand ikke er sand. Det forholdt sig nemlig sådan, at mødet skulle holdes på et tidspunkt mellem påske og fire uger derefter, og eftersom hansestæderne godt kunne sejle til Øresund med hele deres hærstyrke i påskeugen, ville de også kunne være rejst til mødet i Falsterbo.15) Til hansestædernes påstand om, at det ikke er muligt for den romerske konge at dømme i sagen mellem hansestæderne og kong Erik, idet den romerske konge er beslægtet med kong Erik, svarer kong Erik, at det netop er den romerske konges opgave som rigets herre og hoved at dømme i sådanne sager, og at denne opgave ikke er betinget af familiære forhold. Endvidere anser kong Erik hansestædernes påstand for en grov fornærmelse mod den romerske konge, men da det drejer sig om et forhold mellem hansestæderne og den romerske konge, vil kong Erik lade det være op til den romerske konge at træffe en afgørelse desangående.16) Endvidere erklærer kong Erik, at det netop berettede er sandt, og at det er foregået, således som man nu har fortalt det til hertug Wilhelm.17) Endelig meddeler kong Erik, at konflikten allerede opstod, inden hansestæderne erklærede krig mod ham, idet de inden krigen tog kongens udsendinge og undersåtter til fange i Lübeck samt frarøvede dem deres gods. Begrundelsen herfor var alene, at de tilfangetagne havde været i Novgorod. Endvidere tog folkene i Rostock et lastet skib fra kong Eriks møntmester.

Ejler (Nicolausen) Rønnow (til Ejsbøl) og Gert (Hartvigsen) Bryske stadfæster et skøde, i kraft af hvilket fru Helene (Nicolausdatter (Rønnow)) havde skænket en ejendom i Seest til Anders Jyde.

Kong Erik 7. af Pommern skriver til ærkebiskop Nicolaus af Bremen.Kong Erik meddeler, at han netop har modtaget ærkebiskop Nicolaus' brev, hvori ærkebiskoppen skriver, at borgerne i Wismar på skændig vis har slået ærkebiskoppens embedsmand Heinrich v. Haren, rådmand i Wismar, ihjel på grund af falske rygter om ham. I forlængelse heraf meddeler kong Erik, at han intet har at gøre med denne skændige handling.Endvidere beder kong Erik ærkebiskop Nicolaus huske på den aftale, som han har beseglet og forpligtet sig til at holde vedrørende de holstenske herrer, nemlig at ærkebiskop Nicolaus skal sørge for, at de holstenske herrer overholder det, som den romerske konge har afgjort i sagen mellem kong Erik og de holstenske herrer. Ærkebiskop Nicolaus skal således sørge for, at de holstenske herrer tilbageleverer Sønderjylland og Gottorp slot til kong Erik, idet den romerske konge har afgjort dette ved retten.

De slesvigske hertuger Adolf og Gerhard forlener Conrad uppe der Lucht med en årlig rente på 30 lybske mark for tro tjeneste. Den årlige rente skal han have udbetalt af rådet i Slesvig.

Vidnesbyrd udstedt af Christian Kuband, biskop på Øsel, og højmesteren for Den Tyske Ordens udsendinge, Johann Pommersheim, komtur af Schlochau, og Borchard v. Güntersberg, om forhandlingerne i Nykøbing på Falster mellem kong Erik 7. af Pommerns udsendinge på den ene side og udsendinge fra hansestæderne Lübeck, Hamburg, Wismar, Stralsund og Rostock på den anden side. Det berettes, at kong Eriks udsendinge foreslog, at kong Sigismund skulle være opmand, hvortil hansestædernes udsendinge svarede, at de ikke ønskede kong Sigismund som opmand, da dette ifølge dem ikke var retmæssigt. Dertil svarede kong Eriks udsendinge, at de ville lade hertug Wilhelm af Braunschweig afgøre, om det var retmæssigt at udnævne kong Sigismund til opmand. Derefter nævnte hansestædernes udsendinge fire fyrster, og de foreslog da, at kong Sigismund skulle vælge en af disse fire fyrster som opmand i sagen. Hertil svarede kong Eriks udsendinge, at kong Sigismund nu allerede var foreslået som voldgiftsmand, hvorfor man ikke kunne foreslå nye voldgiftdommere i stedet for ham. Derefter foreslog hansestædernes udsendinge, at man valgte paven til opmand. Dette blev afvist af kong Erik på grund af sagens verdslige karakter.Da kong Eriks udsendinge og hansestædernes udsendinge ikke kunne blive enige, foreslog hansestædernes udsendinge at lade hertug Wilhelm og dennes rådgivere samt Øselbiskoppen og højmesteren for Den Tyske Ordens to udsendinge afgøre, hvem der skulle være opmand i sagen. Hertil blev der på kong Eriks vegne svaret, at kong Erik var villig til at mødes med hansestædernes udsendinge igen, når hansestædernes udsendinge havde drøftet sagen med deres respektive råd.

Hertug Wilhelm og hertug Heinrich lover byerne Lübeck, Lüneburg og Hamburg en hjælp på 300 lanser i krigen mod kong Erik for 20.000 mark lybsk.

Christian Pallesen, væbner, sælger sit gods i Wanderup til Johan Snelling, forstander for Helligåndshuset i Flensborg.

Lydeke Skriver og Nisse Bengtsson, borgere i Varberg, erklærer over for hr. Aksel Pedersen (Thott), ridder og høvedsmand på Varberg slot, at de har stillet garanti med et beløb på 70 rhinske gylden for Hans Robrink, som er kong Erik 7. af Pommerns fange. Aksel Pedersen har nemlig tilladt Hans Robrink at foretage en rejse til Tyskland, under forudsætning af at han vender tilbage til Varberg inden Sankt Olufs dag.Såfremt Hans Robrink ikke vender tilbage, forpligter Lydeke Skriver og Nisse Bengtsson sig til at betale Aksel Pedersen 70 rinske gylden i bøde.

Hans Kröpelin, høvedsmand i Stockholm, skriver til rådet i Danzig vedrørende de skibe og det gods tilhørende borgere fra Danzig, som er blevet beslaglagt i Stockholm.Hans Kröpelin meddeler, at han først den 18. oktober er vendt hjem fra et besøg hos kong Erik 7. af Pommern, hvorfor han ikke tidligere har fået oplysninger om de beslaglagte skibe og det beslaglagte gods.Endvidere meddeler Hans Kröpelin, at de pågældende skibe og det pågældende gods ved hans hjemkomst ikke længere befandt sig i Stockholm. Endvidere meddeler han, at han endnu ikke har kunnet få oplyst, om der er blevet handlet med de pågældende skibe eller det pågældende gods i Stockholm.Endelig meddeler Hans Kröpelin, at de pågældende skibe og det pågældende gods blev taget af en hob løse folk, som kom fra mange forskellige lande. Størsteparten heraf blev, da de ville sejle til Øresund med skibene og godset, fanget af folk fra hansestæderne og slået ihjel. Som kompensation for de tab, som borgerne fra Danzig måtte have lidt, sender Hans Kröpelin nogle fade osmundjern til Danzig, idet han forsikrer rådet i Danzig om, at borgerne i Danzig meget gerne må føre gods fra Danzig til Stockholm.

Hertug Adolf af Slesvig stadfæster, at Bertold Rønnow og Henneke Kreyge Rønnow har solgt landsbyerne Lebatz og Borne til Ahrensbök kloster for 500 lybske mark. Bertold Rønnow modtager endvidere 100 lybske mark.

De slesvigske hertuger Adolf og Gerhard forlener Claus Keding med en årlig rente på 50 mark af indtægten af vandmøllen ved Husum for tro tjeneste.

Skrå for guldsmedelavet i København, også kaldet Sankt Eligius' Gilde, givet med kong Erik 7. af Pommerns og dronning Filippas tilladelse samt med samtykke fra hr. Esge (Jensen) Brok (til Essendrup), høvedsmand på Københavns slot, og Københavns byråd.Skråen indeholder følgende punkter:1) Enhver guldsmed i København skal arbejde med lødigt sølv og godt guld. Første gang man forbryder sig mod denne regel, skal man betale en lødig mark i bøde til lavet. Anden gang man forbryder sig mod denne regel, skal man betale to lødige mark i bøde til lavet. Tredje gang man forbryder sig mod denne regel, skal man betale tre lødige mark i bøde. De tre mark skal lavet dele i tre dele: kongens foged skal have én mark, rådmændene i København skal have én mark, og endelig skal guldsmedelavet have én mark. Derefter skal den pågældende guldsmed forlade København.2) Guldsmedene i København skal vælge en eller to oldermænd, som skal lede lavet. Den, som modsætter sig dette, skal betale en halv mark sølv i bøde til lavet.3) Den, som vil etablere sig som selvstændig guldsmed, skal have fem mark lødigt sølv og værktøj til en værdi af en mark lødigt sølv. Endvidere skal han sværge ved to ærlige mænds navn. Endelig skal han give lavet en tønde øl og en mark voks samt lys og bægre.4) Kun ægtefødte drenge må komme i lære hos en guldsmed. Den guldsmed, som forbryder sig mod denne regel, skal betale en mark lødigt sølv i bøde til lavet. Endvidere skal den dreng, som ikke er ægtefødt, fjernes fra lærepladsen.5) Den guldsmed, som får sig en lærling, skal give en tønde øl til lavet.6) Ingen svend må fremstille sine egne sølv- eller guldgenstande uden sin herres samtykke. Såfremt det bliver opdaget, at en svend gemmer de sølv- eller guldgenstande, som han selv har fremstillet, for sin herre, skal guldsmeden betale en halv mark lødigt sølv og svenden en tønde øl i bøde til lavet.7) Ingen svend må udføre stykarbejde. Ej heller må en svend optjene ugeløn. Den, som gør dette, skal betale fire mark voks i bøde til lavet. Såfremt han har gjort det med sin herres samtykke, skal han betale en tønde øl i bøde til lavet. Såfremt de pågældende håndværksgenstande bliver fundet hos svenden, skal man lægge dem i guldsmedelavets bøsse.8) Den svend, som stikker af med sin herres løn og ikke kommer tilbage, skal holdes for en uforbederlig svend. Således skal ingen medlemmer af lavet tage denne svend til sig. Den, som alligevel gør det, skal betale en lødig mark i bøde til lavet.9) Såfremt en svend efter at have tjent hos sin herre et stykke tid ønsker at rejse bort, og såfremt svendens herre ikke vil betale løn til svenden, skal herren betale et livlandsk pund voks i bøde til lavet, såfremt svenden indberetter sagen til oldermændene. Desuden skal herren udbetale lønnen til svenden.10) Såfremt en svend er til skade for sin herres virksomhed, skal oldermændene udpege to selvstændige guldsmede. Disse to skal træffe en afgørelse, som er til behag for både svenden og herren. Den, for hvem denne afgørelse ikke er til behag, skal udtræde af lavet.11) Ingen selvstændig guldsmed må drikke med andre medlemmer af lavet på beværtninger eller ved øludskænkningssteder. Den, som gør det, skal betale en kvart lødig mark i bøde til lavet. Oldermændene har dog mulighed for at tilgive denne forseelse.12) Såfremt en selvstændig guldsmed kalder en anden for ludersøn, skal han betale en kvart lødig mark i bøde til lavet. I dette tilfælde har oldermændene ingen mulighed for at tilgive forseelsen.13) Slår og sårer en selvstændig guldsmed en anden, skal han betale en halv lødig mark i bøde til lavet. I dette tilfælde har oldermændene ingen mulighed for at tilgive forseelsen. Slår en herre en svend, skal herren betale en kvart lødig mark i bøde til lavet. Slår en svend en herre, skal svenden betale en halv lødig mark i bøde til lavet samt sværge på, at han ikke vil gøre det igen.14) Såfremt et medlem af lavet trækker en kniv mod et andet medlem af lavet, skal han, uanset hvor forseelsen sker, betale en lødig mark i bøde til lavet. Såfremt en svend trækker en kniv mod sin herre, skal svenden, uanset hvor forseelsen sker, betale en lødig mark i bøde til lavet. I dette tilfælde har oldermændene ingen mulighed for at tilgive forseelsen. Endvidere skal svenden sværge på, at han ikke vil gøre det igen.15) Såfremt en mester arbejder på sankt Eligius' dag, skal han betale en tønde øl i bøde til lavet. Såfremt en svend arbejder på sankt Eligius' dag, skal han betale en halv tønde øl i bøde til lavet. Såfremt guldsmeden har en dreng, som arbejder på sankt Eligius' dag, skal drengen betale en mark voks i bøde til lavet.16) Såfremt en guldsmed tager en dreng til sig og har hos sig i 12 uger uden at skrive drengen på lavets medlemsliste, skal han betale fem mark voks i bøde til lavet. Derudover skal han yde kompensation til lavet for drengen.17) Såfremt en svend, som har ydet trofast tjeneste, dør, skal man yde ham samme ret som en selvstændig guldsmed. Såfremt et lavsmedlem ikke gør det, skal vedkommende betale en øre i bøde til lavet.18) Såfremt en selvstændig guldsmed eller en selvstændig guldsmeds hustru dør, skal man følge vedkommende til graven, således som det sig hør og bør for medlemmerne af lavet. Den, som ikke gør dette, skal betale en øre i bøde til lavet.19) Såfremt en enke efter en guldsmed dør, skal man yde hende samme ret som enhver selvstændig guldsmed. Den, som ikke gør dette, skal betale en øre i bøde til lavet.20) Ingen svend må etablere sig som selvstændig guldsmed, medmindre han har tjent i et helt år hos en guldsmed i København.21) På sankt Andreas' dag skal alle medlemmer af lavet drikke sammen. Den følgende dag skal lavet holde en sjælemesse. Både kvinder og mænd skal donere til denne sjælemesse. Den, som ikke gør det, skal betale en øre i bøde til lavet.22) Såfremt en guldsmed snupper stadepladsen fra en anden guldsmed på markedet, skal vedkommende betale en tønde øl i bøde til lavet. Kommer det i den forbindelse til onde ord imellem parterne, skal den, som beviseligt har begået forseelsen, betale to tønder øl i bøde til lavet.23) Såfremt et medlem af lavet har gæld, som skal betales ud, og såfremt vedkommende ikke gør det på det fastsatte tidspunkt, skal vedkommende betale tre øre i bøde til lavet.24) Såfremt et lavsmedlem inviterer et andet lavsmedlem op på rådhuset uden oldermændenes tilladelse, skal vedkommende betale tre mark voks i bøde til lavet.25) Ingen selvstændig guldsmed må overtage en svend fra en anden guldsmed uden den anden guldsmeds samtykke. Den, som gør det uden den anden guldsmeds samtykke, skal betale et halvt livlandsk pund voks i bøde til lavet. Endvidere skal svenden betale en tønde øl i bøde til lavet.26) Såfremt en svend vil være sin egen herre, skal han ikke stoppe med at tjene hos sin herre, førend han har opfyldt alle sine forpligtigelser over for lavet.27) Såfremt et lavsmedlem hælder et bæger øl ud over hovedet på et andet lavsmedlem, skal vedkommende betale en kvart lødig mark i bøde til lavet. Såfremt et lavsmedlem hælder et bæger øl i skødet på et andet lavsmedlem, skal vedkommende betale fire mark voks i bøde til lavet.28) Det lavsmedlem, som gemmer et andet lavsmedlems værktøj, skal betale en tønde øl i bøde til lavet.29) Det lavsmedlem, som lokker et andet lavsmedlems svend eller dreng til uden deres herres samtykke at bortgive eller sælge nogle af de ting, som er i deres herres bod, skal betale et halvt pund voks i bøde til lavet. Endvidere skal man holde vedkommende for en uforbederlig mand.30) Den, som ikke deltager i lavsmøderne, skal betale en øre i bøde til lavet. Den, som går fra lavsmøderne i vrede, skal betale en tønde øl i bøde til lavet.31) Ingen guldsmed må arbejde med andet guld end godt guld.32) Ingen guldsmed må arbejde med andet sølv end godt sølv.33) Det har fra gammel tid været sædvane i lavet, at man giver den halve vægt af en halv lødig mark, såfremt man vil have udført en sølvgenstand uden forgyldning. Hvis mesteren forgylder en sølvgenstand med sit eget guld, skal han have hele vægten.34) Endvidere har det fra gammel tid været sædvane i lavet, at hvis en mester kommer i besiddelse af guld- eller sølvgenstande, som ikke lever op til lavets standarder, skal vedkommende holde disse genstande tilbage, indtil de lever op til lavets standarder.

De slesvigske hertuger Gerhard og Adolf overdrager til Banneke Calliesen for livstid de godser, som Henning og Claus Kock, borgere i Flensborg, ejer i Faretoft, i Risum Mose og i Kær herred, dog med forbehold for det tilfælde, at Henning og Claus Kock igen skulle komme i hertugernes nåde.

Nicolaus (Wulf), biskop i Slesvig, stadfæster, at de slesvigske hertuger Adolf og Gerhard har brugsret til slottet Svavsted under krigen imellem de slesvigske hertuger og kong Erik 7. af Pommern.

Hertug Adolf af Slesvig forlener sin tjener Claus Kellerknecht på livstid med en præbende ved Sankt Jørgens kapel uden for Slesvig by.

De slesvigske hertuger Adolfs og Gerhards bevilling til Magnus Haysen, at hans datter og hendes børn, både af hun- og hankøn, frit må besidde det jordegods, som tilfalder dem som arv efter Magnus Haysen.

Erik Jönsson til Hallkved udsteder et gældsbevis lydende på 16 mark eller 16 fade osmundjern til Jakob Glashagen, borger i Kalundborg, kaldet Lange Jakob. Gælden skal indfries inden næstkommende mortensdag. Erik Nielsen (Rotfeld) til Bratskov fungerer som garant for Erik Jönsson.

Kong Erik 7. af Pommerns forslag til en fredsaftale, som skal indgås med hansestæderne Lübeck, Stralsund, Wismar og Lüneburg.Forslaget indeholder følgende:1) De krigsskader, som findes på begge sider, skal efter hansestædernes ønske enten opvejes imod hinanden eller omregnes til penge og udlignes.2) Forsvarsforbundet af 6. januar 1423 skal atter træde i kraft. Handelstrafikken skal atter gøres fri, under forudsætning af at enhver part gør sin pligt på den andens område.3) Hansestæderne skal holde op med at udsætte kong Erik og den danske krone for overgreb og hån, således som de ellers har gjort indtil nu.

Kong Erik 7. af Pommerns beretning om fredsforhandlingerne i Nykøbing Falster mellem ham og hansestæderne Lübeck, Stralsund, Rostock, Wismar og Lüneburg.Beretningen indeholder følgende:1) Kong Erik henvender sig til de krigsførende hansestæders rådsudsendinge på følgende baggrund: Imens ærkebiskopperne af Köln, Mainz og Triers udsendinge er til stede, har hansestaden Stralsund to gange bedt kong Erik om frit lejde, hvorfor kong Erik nu har sendt et lejdebrev til Stralsund. Dette lejdebrev bliver læst højt under forhandlingsmødet.2) Idet der nu er en del deltagere ved mødet, som ikke har deltaget ved tidligere møder, lader kong Erik læse forbundstraktaten af 6. januar 1423 og kong Eriks erklæring mod hansestæderne af 12. september 1428 højt.3) Endvidere berettes det, at kong Erik underkastede sig hertug Wilhelm af Braunschweig-Lüneburgs afgørelse i sagen, eftersom hansestæderne også havde underkastet sig hertugens afgørelse. Hertug Wilhelm ønskede imidlertid ikke af træffe nogen afgørelse, men aftalte derimod med kong Eriks råder at holde et nyt forhandlingsmøde 24. juni 1429. På dette møde tilbød kong Erik, at han ville underkaste sig en afgørelse, som hertug Wilhelm, biskoppen af Øsel og højmesteren for Den Tyske Orden skulle træffe i fællesskab. Dette afviste hertug Wilhelm imidlertid, og herefter blev hertugen kong Eriks fjende.4) Endvidere berettes det, at hansestædernes rådsudsendinge på nærværende forhandlingsmøde bad kong Erik om at levere et udkast til en fredstraktat, hvorfor kong Erik 8. august 1430 lader udfærdige et udkast til en sådan fredstraktat.5) Endvidere berettes det, at hansestædernes rådsudsendinge på nærværende forhandlingsmøde erklærer, at krigshandlingerne til søs skal ophøre, hvorfor det er nødvendigt, at kong Erik indgår en våbenhvile med de holstenske herrer. Hansestædernes rådsudsendinge ønsker, at denne våbenhvile skal vare i 12 eller 10 år. Kong Erik vil imidlertid kun acceptere en våbenhvile på ét år. Herefter foreslår hansestædernes rådsudsendinge, at man holder en våbenhvile på seks år, men dette afviser kong Erik.

Kong Eriks fredsforslag til hansestæderne Lübeck, Wismar, Lüneburg og Stralsund. Kong Erik foreslår de fire hansestæder at indgå en fred - sådan som Rostock har indgået en fred med kongen - på trods af den bevislige skade, som de har påført ham, og den forsmædelige hån, som de har udsat ham for. Kong Erik foreslår, at de fire hansestæder selv må vælge, om striden mellem ham og dem enten skal bilægges ved forlig, eller om det skal afgøres ved retten, hvad de hver især skylder hinanden grundet krigen, dog under forudsætning af at de fire hansestæder holder op med at skade og håne ham og kronen og under forudsætning af genoptagelse af en traktat, hvormed utvivlsomt menes traktaten af 15. juni 1423 (se ). Endvidere foreslår kong Erik, at han vil undlade at gøre sine retskrav gældende over for de holstenske herrer i en periode på ét år fra brevets udstedelse, såfremt de fire hansestæder inden for fire uger kan give ham garanti for, at holstenerne ikke vil gøre skade på kongen eller kongens lande og undersåtter i løbet af den etårige periode. Endelig foreslår kong Erik, at Hamburg også kan være med i fredsaftalen, såfremt byen viser sig trofast over for ham, men kong Erik har endnu ikke besluttet, hvorledes striden mellem Hamburg og kongen angående de af kongens mænd, som Hamburg har taget til fange, og de folk fra Hamburg, som kongen har taget til fange, kan bilægges.

De slesvigske hertuger Adolf og Gerhard forlener Eggert v. d. Herberge, væbner, med en årlig rente på 20 mark af Nørre Gøs herreds afgifter.

Rådet i Lübeck samt rådsudsendingene fra de andre hansestæder, som fører krig imod kong Erik 7. af Pommern, opfordrer hansestaden Stralsund til at udsende borgmester Conrad Bischof for at forhandle med kong Erik.

Kong Erik 7. af Pommern erklærer over for Lübeck og de andre krigsførende hansestæder, som har sendt Conrad Bischof, borgmester i Stralsund, afsted til kongen for at forhandle med ham, at han er villig til at enten af ændre eller helt at fjerne de artikler fra sit forslag til en fredsaftale, som hansestæderne tager anstød af.

Nicolaus (Wulf), biskop i Slesvig, forpligter sig over for de slesvigske hertuger Adolf og Gerhard til at lade marskdiget imellem Husum og Rødemis gennemgrave, såfremt hertugerne måtte ønske det.

Erik Krummedige og Otte v. d. Knobes erklæring om en overenskomst imellem den afdøde Johan (Skondelev), biskop i Slesvig, og Iver Jul om indfrielsen af Iver Juls gæld på 100 mark til biskoppen.

De slesvigske hertuger Adolf og Gerhard forlener deres mand og tjener Claus v. Koden med gården Melvedgård og landsbyen Melved i Svenstrup sogn på Als for en toårig periode.

Rådet i Lübeck indbyder rådet i Wismar til hansemødet 27. februar 1431 i Lübeck, eftersom både Lübecks og Wismars udsendinge nu er vendt tilbage fra forhandlingsmødet i Danmark.

De slesvigske hertuger Adolf og Gerhard bekræfter, at indbyggerne i Øster og Vester Husum har forpligtet sig til at give præsten i Mildsted 20 lybske mark om året under straf af dobbelt betaling, hvis summen ikke betales til rette tid. Dette sker, idet indbyggerne i Øster og Vester Husum agter at bygge et kapel til ære for Sankt Lambert.

De slesvigske hertuger Adolf og Gerhard erklærer, at de skylder Hartvig Reventlow 1400 lybske mark.Endvidere udnævner hertugerne Hartvig Reventlow til regnskabsfoged over Tønder slot med tilliggende herreder.

De slesvigske hertuger Adolf og Gerhard erklærer, at de skylder væbner Otto Hartvigsen Pogwisch (til Bissee) 1700 mark penninge, som skal betales næstkommende mortensdag.Såfremt betalingen ikke finder sted, lover de slesvigske hertuger at pantsætte byen Eckernförde, møllerne i Borreby samt bønderne i Svans til Otto Hartvigsen Pogwisch.

Rådet i Danzig meddeler rådet i Lübeck, at de hanseatiske udsendinge, som har været til møde med kong Erik 7. af Pommern i Danmark, grundet en storm på havet har søgt tilflugt i Danzig.Under de hanseatiske udsendinges ophold i Danzig har de forhandlet med de preussiske stæder om opretholdelsen af hansestædernes privilegier i Danmark, Sverige og Norge.Endvidere meddeler rådet i Danzig, at det er villigt til at sende udsendinge til et hansemøde i Lübeck.

Rådet i Lübeck meddeler rådet i Wismar, at både Lübecks og Hamburgs skibe er klar til at sejle til Sønderborg. Rådet anmoder fremdeles Wismar om at sende skibe hertil.Endvidere meddeler rådet i Lübeck, at alle fanger er blevet sat i tårnet, og at der er kommet efterretning om, at de slesvigske hertuger har håb om at indtage fæstningen og bjerget ved Flensborg.

Rådet i Lübeck indbyder rådet i Wismar til et møde i anledning af den romerske konges mæglingsforsøg i striden mellem holstenerne, hansestæderne og kong Erik 7. af Pommern.

Rådet i Danzig meddeler rådet i Lübeck, at det har forbudt sine skippere at sejle gennem Øresund, før der er kommet nye efterretninger om Flensborgs belejring.

Adolf 8. og Gerhard 7., hertuger af Slesvig, bekræfter, at indbyggerne i Øster Husum og Vester Husum på tinget i Husum den 17. maj 1431 over for fogeden Heinrich Rixtorp har forpligtet sig til at give sognepræsten i Mildsted 20 lybske mark om året for det kapel, som de vil bygge i Husum.

Rådet i Hamburg erklærer over for rådet i Lübeck, at Hamburg vil rette sig efter den i Lübeck trufne aftale, så snart Hamburg får efterretning om, at kong Erik 7. af Pommern er gået i land.

De slesvigske hertuger Adolf og Gerhard beder rådet i Lübeck om tilsendelse af hjælp, da kong Erik 7. af Pommerns hær ligger ved Haderslev, og da den kongelige flåde kun venter på vind for at undsætte Flensborg.

En ukendt person advarer rådet i Riga mod kong Erik 7. af Pommern, hvis flåde er i søen og siges at ligge ved Gedser. Man ved dog ikke med sikkerhed, hvor den danske flåde er på vej hen.

Rådet i Riga oversender rådet i Reval en transsumpt af et brev af 15. juli 1431 fra en ukendt person til rådet i Riga og indskærper den deri indeholdte advarsel om, at kong Erik 7. af Pommerns flåde er i søen. Rådet i Riga har allerede modtaget oplysningerne om, at kong Eriks flåde skulle have gjort skade i Det Wismarske Dyb.

Kong Erik 7. af Pommerns lejdebrev for udsendingene til det fredsmøde i Nykøbing Falster, som højmesteren for Den Tyske Ordens udsendinge har arrangeret.