De slesvigske hertuger Adolf og Gerhard overdrager deres slot og by Flensborg med møllen og fogediet samt Ny herred og Husby herred og alt andet tilliggende til deres lensmænd Heinrich Rixstorp, ridder, og Henning v. d. Hagen, væbner, med forpligtelse til ikke at afsætte dem.

Borgmestre og rådmænd i Lübeck udsteder et lejdebrev for Lübecks udsendinge til fredsmødet i Nykøbing Falster. Heri pålægges alle hæderlige folk, såvel danske som tyske, at understøtte og hjælpe Lübecks udsendinge for fredens skyld.

Rådet i Rostock udsteder over for rådet i Lübeck et lejdebrev for de holstenske og hanseatiske udsendinge, som nu befinder sig i Nykøbing Falster, såfremt disse grundet vind og vejr måtte være nødsaget til at sejle til Rostock.

Hanseforbundets oldermænd i Brügge meddeler rådet i Lübeck, at herren af Veer har erklæret sig for en åben fjende af de hansestæder, der er i krig med kong Erik 7. af Pommern.

Biskop Jens (Jakobsen) af Oslo og ridderne Aksel Pedersen (Thott), Bengt Stensson (Natt och Dag) og Esge Brok underretter Den Tyske Ordens udsendinge om, at kong Erik 7. af Pommern atter har givet sit samtykke til, at hansestæderne kan nyde deres privilegier i de tre riger over de næste fem år, således som det allerede tidligere er blevet bekræftet af kongen.

Indbyggerne i landsbyerne Øster Husum og Vester Husum forpligter sig i anledning af opførelsen af et kapel til at give sognepræsten i Mildsted en årlig rente på 20 lybske mark.

Ditlev v. Ahlefeld, drost i Sønderjylland, underkender en dom, som er blevet afsagt af Syvherredernes råd i en sag vedrørende manddrab på en kirkegård.Syvherredernes råd havde taget dobbelt mandebod, hvilket det ikke havde ret til ifølge landets lov.Medlemmerne af Syvherredernes råd straffes desuden på deres hovedlod, dog således at deres ære og rygte forbliver ubesmittet af straf, eftersom de har dømt uret af uvidenhed.

Rådet i Lübeck meddeler Walther v. Kirskorf, Den Tyske Ordens komtur i Danzig, at de holstenske grever og hansestæderne er villige til at indgå våbenhvile med kong Erik 7. af Pommern, og at der forberedes et fredsmøde i Vordingborg.

Adolf 8. og Gerhard 7., hertuger af Slesvig, stadfæster Flensborg bys friheder og statutter.

Rådet i Lübeck indbyder rådet i Wismar til et møde, hvor der skal forhandles om krigen mellem hansestæderne og kong Erik 7. af Pommern, møntvæsen, sejlads o.l.

Skrå for Hellig Legemsgildet, også kaldet Skolegildet, i Flensborg.Skråen indeholder følgende punkter:1) Såfremt en hæderlig mand eller kvinde ønsker at indtræde i lavet, skal vedkommende give lavet en mark voks eller så mange penninge, som en mark voks koster.2) Såfremt en lavsbroder eller -søster dør ud af lavet, skal skolemesteren komme med sine peblinge og præsterne i procession. Sammen med de andre lavsbrødre og -søstre skal de følge den afdøde til graven. Alle lavsbrødre og -søstre skal deltage i begravelsen. Gør et lavsmedlem ikke dette, skal vedkommende betale en mark voks i bøde til lavet.3) Såfremt en pebling dør, skal alle lavsbrødre og -søstre ligeledes følge den afdøde pebling til graven i procession. Gør et lavsmedlem ikke dette, skal vedkommende betale en mark voks i bøde til lavet, medmindre vedkommende har lovligt forfald. Dog skal der som minimum være den ene af et par tilstede.4) Peblingene skal ikke betale for at blive optaget i lavet, eftersom de pr. definition skal følge lavsbrødrene og -søstrene til graven.5) Ingen lavsbroder eller -søster må tale ilde om et andet lavsmedlem. Gør et lavsmedlem dette, og kan det bevises med fire hæderlige personer, skal vedkommende betale en tønde øl i bøde til lavet.6) Slår eller sårer en lavsbroder en anden lavsbroder, skal vedkommende betale en halv læst øl.7) Trækker en lavsbroder sin kniv eller sit våben som det første, skal vedkommende betale en tønde øl i bøde til lavet.8) Hvis en lavsbroder begynder en strid inden for lavet og ikke vil styre sig, skal oldermændene og fire lavsbrødre pågribe ham og føre ham ud af lavet. De lavsbrødre, som bliver udpeget af lavet til denne opgave, skal tage fat i vedkommende med hånden og sætte vedkommende uden for døren. Hvis de af oldermændene udpegede ikke vil gøre det, skal de betale en bøde til lavet. Endvidere skal den lavsbroder, som begyndte striden, betale en tønde øl i bøde til lavet.9) Såfremt en gæst ikke vil styre sig, skal man gøre det samme som beskrevet i punkt 8. Endvidere skal den lavsbroder, som havde inviteret den pågældende gæst, betale en tønde øl i bøde til lavet.10) Såfremt en lavsbroder drikker så meget, at han kaster op i lavshuset, skal vedkommende betale en tønde øl i bøde til lavet. Såfremt en lavsbroder drikker så meget, at han kaster op i gården, skal vedkommende betale en halv tønde øl i bøde til lavet.11) Ingen lavsbroder må hælde øl på andre med vilje. Gør en lavsbroder det, skal vedkommende betale en halv tønde øl i bøde til lavet.12) Såfremt en lavsbroder ønsker at invitere gæster til møderne, skal vedkommende gå til oldermændene og meddele dem det både mundtligt og skriftligt. Lavsbrødrene må kun invitere hæderlige mænd og svende og hæderlige kvinder og jomfruer. Den lavsbroder, som inviterer andre folk, skal betale en tønde øl i bøde til lavet.13) Såfremt en lavsbroder med vilje gemmer sig uden for døren eller inde i lavshuset for på et belejligt tidspunkt at overfalde eller myrde en anden lavsbroder, skal vedkommende betale en læst øl i bøde til lavet.14) Ingen lavsbroder må bære rustning eller våben i lavet. Hvis en lavsbroder vil bære sit våben i lavet, skal vedkommende overdrage våbenet til kældersvenden. Derefter skal kældersvenden opbevare våbenet, indtil lavsbroderen skal gå.15) Ingen lavsbroder må vædde med en anden lavsbroder i lavet. Gør man det, skal man betale en bøde.16) Ingen lavsbroder må fornærme folk fra et andet lav. Den lavsbroder, som gør det, skal betale en tønde øl i bøde til lavet.17) Hvis der skåles med en lavsbroder, skal vedkommende skænke op for den, som har skålet med lavsbroderen. Såfremt lavsbroderen ikke vil skænke op, og såfremt der bliver klaget over dette til oldermændene, skal vedkommende betale en halv tønde øl i bøde til lavet.

Kong Erik 7. af Pommern skriver til Paul v. Rusdorf, højmester for Den Tyske Orden.Kong Erik forsvarer over for Paul v. Rusdorf, at skipper Mathias Negendanks skib, som strandede ud for København, er blevet beslaglagt af kongens mænd.Endvidere klager kong Erik til Paul v. Rusdorf over, at skipperen Albrecht v. Borken i strid med sit løfte til kong Erik er sejlet bort med gods, som tilhører kong Eriks fjender. I den forbindelse beder kong Erik Paul v. Rusdorf om at arrestere Albrecht v. Borken eller andre folk, som på denne skadelige måde hjælper kong Eriks fjender.

Rådet i Danzig meddeler hansestædernes kontor i Brugge, at kong Erik 7. af Pommern har beslaglagt to engelske skibe, og at der er udliggere på havet.Endvidere meddeler rådet i Danzig, at kong Erik har været i Sverige, og at han dér har fået løfte om militærhjælp.

Rådet i Danzig skriver til rådet i Riga.Rådet i Danzig meddeler, at kong Erik 7. af Pommern har ladet kapre to hanseatiske skibe, som var på vej fra England mod Danzig, i Øresund. Endvidere meddeles det, at kong Erik er i færd med at udruste kaperskibe, som han snarest vil sende til søs.Rådet i Danzig antager, at kong Erik særligt er interesseret i skibe fra Livland. I den forbindelse har rådet i Danzig modtaget informationer om, at Broder Svensson (Tjurhuvud), en af kong Eriks høvedsmænd, nu skulle befinde sig i Rigabugten sammen med sit mandskab, hvor de ligger og venter på de livlandske skibe. Derfor beder rådet i Danzig om, at dets advarsel bliver sendt videre til rådet i Reval.

Rådet i Lübeck indbyder rådet i Hamburg til et hansemøde den 28. april 1432, hvor der skal forhandles om søudrustning, da der går rygter om, at kong Erik 7. af Pommern er ved at opruste til søs.

Rådet i Danzig meddeler det hanseatiske kontor i Brugge, at Danzig med hensyn til skibsfarten i Øresund vil rette sig efter det svar, som højmesteren for Den Tyske Orden måtte modtage fra kong Erik 7. af Pommern.I den forbindelse er det blevet besluttet, at de preussiske skibe ikke må sejle igennem Øresund, førend højmesteren har modtaget et svar fra kong Erik.

Heinrich v. Ripen meddeler rådet i Reval, at Heinrich Hoyer og andre af kong Erik 7. af Pommerns fanger vil indfinde sig til et møde med hansestæderne.Endvidere meddeler Heinrich v. Ripen, at der går rygter om, at kong Erik selv vil holde et møde med hansestæderne.

Kong Erik 7. af Pommern besvarer to breve fra Paul v. Rusdorf, højmesteren for Den Tyske Orden.Kong Erik klager bl.a. over, at folk fra Preussen, herunder skipperen Albrecht v. Borken, understøtter kongens fjender ved at fragte deres gods.Ikke desto mindre erklærer kong Erik, at han over for højmesterens undersåtter vil optræde på en for højmesteren tilfredsstillende måde.

Claus Wulf, biskop i Slesvig, udsteder en garanti vedrørende det dige mellem Husum og Rødemis, som hans fæstere og selvejerbønder i marsken agter at bygge.Claus Wulf garanterer, at hans fæstere og selvejerbønder i fællesskab skal grave hul på diget på et for dem belejligt sted, såfremt det viser sig, at diget er til skade for de slesvigske hertuger Adolf og Gerhard.

Embedsfolk samt borgere på slottet og i byen Plön erklærer sammen med flere andre holstenske embedsfolk og borgere, at hertug Gerhard af Slesvig har betalt markgrevinde Agnes af Baden 2000 gylden for slottet og byen Plön.Endvidere erklærer de førnævnte embedsfolk og borgere, at de vil returnere slottet og byen Plön til markgrevinde Agnes, såfremt hertug Gerhard skulle dø før markgrevinden.

Ny herreds tingsvidne om, at Hartvig Krumkop (Krummedige) for et stykke tid siden skødede sit gods i Angel til Anders Iversen (Rosenkrantz), som derefter pantsatte det til Hartvig Krumkop. Derefter gav Hartvig Krumkop det i pant til sin hustru Eibe, som efterfølgende gav det i pant til Henning v. d. Hagen.

Kong Erik 7. af Pommern meddeler rådet i Lübeck, at han er villig til at holde et fredsmøde i Horsens. Af den årsag sender kong Erik nu et lejdebrev til rådet i Lübeck til brug for dets udsendinge.

Kong Erik 7. af Pommerns sender et lejdebrev til rådet i Lübeck til brug for både Lübecks udsendinge, de andre hansestæders udsendinge samt de holstenske udsendinge til fredsmødet i Horsens.

Rådet i Wismar bevidner over for de hanseatiske udsendinge, som befinder sig i Hamburg, at Conrad Swarte og Walter Kröger har fået fuldmagt til at modtage den løn, som Lübeck og de andre krigsførende hansestæder skylder dem for de omkostninger, som de har haft under Flensborgs belejring, og den tjeneste, som de har ydet hansestæderne ved samme lejlighed.

Jes Petersens orfejdebrev til de slesvigske hertuger Adolf og Gerhard.

Bernd v. Haltern, rådmand i Reval, meddeler rådet i Reval, at der ventes afsluttet en femårig våbenhvile imellem kong Erik 7. af Pommern og hansestæderne.

Rådet i Wismar bevidner over for rådet i Hamburg, at Conrad Swarte og Walter Kröger har fået fuldmagt af Bartholomæus Voet og andre af udliggernes høvedsmænd til at modtage 250 lybske mark af rådet i Hamburg for den tjeneste, som de ydede hansestæderne under belejringen af Flensborg.

Kong Erik erklærer våbenhvile for fem år med greverne Adolf og Gerhard af Holsten.

Våbenhvile på fem år imellem kong Erik og stæderne Lübeck, Lüneburg, Hamburg og Wismar.

Adolf og Gerhard, grever af Holsten og hertuger af Slesvig, erklærer våbenhvile med kong Erik.

Wismars rådsudsending Peter Wilde meddeler rådet i Wismar, at der netop i dag er blevet indgået en fredsaftale mellem hansestæderne og kong Erik 7. af Pommern.Derfor beder Peter Wilde rådet i Wismar om for nuværende at forhindre de udliggere, som nu befinder sig i Wismar, og de udliggere, som fremover vil komme tilbage, i at sejle ud igen, da de ellers ville kunne blive påført skade af den ene eller anden part i sagen.

Instruktioner beregnet til de danske forhandlere ved forligsforhandlingerne under mødet i Vordingborg, som fandt sted i perioden 30. juni til 19. juli 1434.Til brug under mødet skal de danske forhandlere medbringe følgende dokumenter:1) Traktaten imellem kong Erik 7. af Pommern og hansestæderne Lübeck, Rostock, Stralsund, Wismar, Lüneburg, Greifswald og Anklam ().2) Hansestædernes fejdebreve.3) Den romerske konges breve.4) Det vidnesbyrd hvormed kong Erik kan bevise, at han har krævet af hansestæderne, at de skal komme ham til undsætning.5) Det notarialinstrument som blev lavet i Øresund.6) Nicolaus Stoks beretning om sine forsøg på at mægle i striden mellem kong Erik på den ene side og de holstenske grever og hansestæderne på den anden side i perioden oktober 1427 til april 1428 ().7) Hansestædernes protest mod kong Eriks og den romerske konges anklager ().8) Beretningen om forhandlingerne i Nykøbing Falster, som blev beseglet af biskoppen af Øsel og komturen af Schlochau ().9) Den romerske konges dom i sagen mellem kong Erik og holstenerne ().10) Hertug Rumpolds compromissum ().11) Holstenernes brev vedrørende hertug Rumpolds compromissum ().12) Den romerske konges brev i hvilket han erklærer, at dommen af 28. juni 1424 ikke er blevet appeleret ().13) Den romerske konges åbne brev i hvilket han kræver af holstenerne, at de skal følge hans dom ().14) Det brev i hvilket holstenerne erklærer, at Gottorp er blevet givet dem i pant (jf. DD 3. rk. I nr. 47).15) Det brev hvormed hertugen af Sønderjylland overdrager indløsningen af Gottorp til den danske krone (jf. DD 3. rk. IX nr. 375).16) Det brev i hvilket grev Adolf af Holsten erklærer, at han har modtaget Femern som len af kong Valdemar (jf. DD 3. rk. VII nr. 22).17) Notarialinstrumentet vedrørende forhandlingerne i Helsingborg ().18) Det notarialinstrument som blev lavet i Horsens ().Resten af teksten tager sigte på den strategi, hvormed man fra dansk side vil imødegå holstenernes og hansestædernes anklager, samt hvormed man vil fremføre sine egne anklager mod holstenerne og hansestæderne.

Det danske rigsråd og hansestædernes udsendinge indgår på hhv. kong Erik 7. af Pommerns og de holstenske herrers vegne en våbenhvile mellem kong Erik og de holstenske herrer på fire uger.

De holstenske udsendinge, som befinder sig i Horsens, meddeler de slesvigske hertuger Adolf og Gerhard, at der er afsluttet en femårig våbenhvile med Danmark.

Rådet i Lübeck meddeler rådet i Wismar, at det netop, dvs. kl. 9 om formiddagen, har modtaget et brev fra de slesvigske hertuger Adolf og Gerhard, hvori det meddeles, at der er blevet indgået en våbenhvile mellem de holstenske herrer og kong Erik 7. af Pommern.

Hansestæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar opfordrer de livlandske hansestæder til at give udliggerne Bartholomeus Voet o.a. sikkert lejde, da disse ønsker at ernære sig som fredelige skippere, idet der nu er indgået en femårig våbenhvile mellem de holstenske herrer og hansestæderne på den ene side og kong Erik 7. af Pommern på den anden side.

Rådet i Lübeck meddeler rådet i Wismar, at kong Erik 7. af Pommern har tilbagekaldt alle sine udliggere. Af den årsag beder rådet i Lübeck om, at de lybske skibe, som befinder sig i Wismardyb, nu må vende tilbage til Trave.

Rådet i Wismar besværer sig til Paul v. Rusdorf, højmester for Den Tyske Orden, over, at wismarsk gods er blevet beslaglagt i Danzig på grund af den skade, som hansestædernes udliggere skulle have tilføjet preusserne under krigen med kong Erik 7. af Pommern. Rådet i Wismar havde nemlig ikke befalet udliggerne at gøre andet, end hvad de øvrige hansestæder havde befalet.

De slesvigske hertuger Adolf og Gerhard skænker Bunde Asmussen livsvarig frihed for personlige afgifter og for skatter af dennes gods i Husby herred.

Hertug Adolf af Slesvig skænker sin tjener Lange Nisse fri arvelig besiddelse af gården Langballegård i Grumtoft sogn i Slesvig stift for dennes tro tjeneste mod hertugen.

Rådet i Lübeck indbyder rådet i Hamburg til et møde, for at man kan træffe aftale med de slesvigske hertuger Adolf og Gerhard med hensyn til det forestående fredsmøde i Svendborg.

Rådet i Lübeck meddeler rådet i Hamburg, at det berammede møde med de slesvigske hertuger Adolf og Gerhard er udsat til 21. april 1433 efter hertug Adolfs ønske.

Hertug Adolf af Slesvig skænker fru Hilborch v. d. Eeck, enke efter Rolef v. d. Eeck, 20 lybske mark i livsvarig årlig rente af de afgifter, som rådet i Slesvig svarer hertugen.

Rådet i Lübeck erklærer, at broder Benedict af Johanniterordenen, prior i Antvorskov i Danmark, har overdraget 1120 rhinske gylden til Edoardo og Gherardo Bueri, som skal leveres til stormesteren på Rhodos.

Vis herreds tingsvidne om, at Evert Skrøder, borger i Flensborg, og dennes hustru Johanne, har skødet deres ejendomsret til møllestrømmen i Meden til hr. abbed Oluf af Ryd kloster, som repræsenteres af en gejstlig herre ved navn hr. Johannes Lange.

Hertug Adolf af Slesvig giver klostret i Itzehoe nogle begunstigelser med hensyn til en vandledning.

En skipper og andre, hvis skib, en holk, er gået på grund ud for Bornholm, skænker Åge Nielsen (Sparre), høvedsmand på Bornholm, retten til halvdelen af skibets gods, såfremt høvedsmandens mænd formår at bjerge alt gods fra skibet.

Hertug Adolf af Slesvig tilstår Hans Brungerhusen, kaldet Hans Arste, en årlig rente på 10 mark penge, som skal betales til ham af rådet i Flensborg.

Hartvig Löw erklærer, at han af hertug Adolf af Slesvig har modtaget 100 mark penninge. På denne baggrund sværger Hartvig Löw orfejde til hertug Adolf.

Anders Lund, Borger i Kiel, sælger sit gods i Lille Solt til Johan Snelling, forstander for Helligåndshuset i Flensborg.

Danzig meddeler de livlandske stæder, at den danske konges folk er i søen, og at de har angrebet tre skibe på vejen fra Trave til Weichsel. To af disse skibe inkl. gods har kongen taget. Det tredje er nået frem til Weichsel, omend plyndret. Kongens mænd har også beslaglagt skibe ved Norge. Danzig advarer om, at det vil blive værre i løbet af foråret, og beder derfor de livlandske stæder om at træffe sikkerhedsforanstaltninger.

Hertuginde Agnes af Slesvig meddeler Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar, at hun har opsagt en overenskomst med hertug Adolf om 4000 gylden, hvilket hun beder meddelt hertugen, mens den kejserlige udsending endnu er i Lübeck.

Forlig mellem Åge Nielsen (Sparre), høvedsmand på Bornholm, og nogle tyske købmænd angående strandet gods.

Lübeck meddeler Danzig, at de har modtaget og forstået brev af 8. marts 1434 ang. sørøveri, samt at flere danske slotshøvedsmænd nu ligger i søen med 600-800 bevæbnede mænd og hindrer sejladsen til hansestæderne. Ifølge rygtet skulle de ikke angribe dem, der kom fra hansestæderne; dog må man frygte, at de angriber alle, der "kommer i vejen". Lübeck har derfor indstillet sejladsen, indtil de har fået overblik over situationen, og de beder Danzig om at træffe sikkerhedsforanstaltninger mht. sejladsen. Lübeck meddeler desuden, at de vil advare hansekøbmændene i Flandern og England om sørøveriet.

Hertug Adolf af Slesvig bekræfter, at Bordesholm kloster er kommet i besiddelse af flere landsbyer.

Kong Erik giver frit lejde til alle fyrster og herrer - såvel gejstlige som verdslige - samt alle andre hæderlige folk, som udsendingene fra hansestæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar vil medbringe til mødet i Vordingborg. Også tjenere og gods er omfattet af det frie lejde. Det frie lejde gælder også, hvis de f.eks. grundet vind eller vejr eller nødstilfælde skulle være forhindret i at komme på det fastsatte tidspunkt. Endvidere forsikrer kong Erik om, at kongens folk skal yde hjælp i form af heste og vogne, såfremt fyrsterne, herrerne eller stædernes udsendinge grundet nødstilfælde måtte have behov for at rejse til Vordingborg over land i Danmark.

Reces fra Hansemødet i Lübeck. Det besluttes at sende rådssendebudene Johan Qwast, rådmand i Stettin, og Nicolaus Wrecht, skriver i Danzig, til kongen af Danmark for at udvirke, at det gods, der er blevet taget under freden, bliver returneret eller erstattet. Desuden vedtages nogle bestemmelser om de tyske fogeder i Skåne og andre steder i de tre riger samt om hanseaternes fiskeri i Skåne.

Protokol over fredsforhandlingerne i Vordingborg mellem rådsudsendinge fra hansestæderne Lübeck, Hamburg, Wismar og Lüneburg samt hansestædernes voldgiftsmænd på den ene side og kong Erik 7. af Pommern, hans råder og hans voldgiftsmænd på den anden side.Hansestædernes rådsudsendinge er følgende: fra Lübeck hr. Heinrich Rapesülver, borgmester, hr. Johann Kollmann, rådmand, og mester Paul Oldenburg, protonotar, fra Hamburg hr. Hermann Lange, præst ved Helligåndskirken i Hamburg, fra Lüneburg hr. Klaus Gronehagen, borgmester, og hr. Johann Springintgut, rådmand, samt fra Wismar hr. Peter Wilde, borgmester, og hr. Hermann Welzin, rådmand.Hansestædernes voldgiftsmænd er følgende: Johann (v. Asel), biskop af Verden, og Pardam (v. d. Knesebeck), biskop af Ratzeburg.Kong Eriks råder er følgende: Jens (Pedersen (Jernskæg)), biskop i Roskilde, hr. Erik Nielsen (Gyldenstjerne), hr. Erik (Segebodsen) Krummedige, hr. Henrik Knudsen (Gyldenstjerne), hr. Sten (Tygesen) Basse samt hr. Esge (Jensen) Brok. Desuden befinder sig flere andre biskopper fra hele Norden i Vordingborg under dette møde. Af disse nævnes i protokollen over forhandlingerne imidlertid kun Peder Lykke (Bille), ærkebiskop i Lund, og Aslak (Bolt), ærkebiskop i Trondheim.Kong Eriks voldgiftsmænd er følgende: biskop Magnus af Hildesheim, titulær hertug af Sachsen-Lauenburg, hertuginde Katharina af Mecklenburg, hertug Bernhard 2. af Sachsen-Lauenburg, hertug Bugislav 9. af Pommern-Wolgast, hertug Kristoffer af Bayern, hertug Barnim 8. af Pommern-Wolgast-Barth og hertug Heinrich (den Ældre) af Mecklenburg-Stargard.Protokollen indeholder følgende punkter:1) Hansestædernes rådsudsendinge må vente i Vordingborg indtil onsdag den 30. juni, førend de kan få lov til at holde møde med kong Eriks råder.2) Hansestædernes rådsudsendinge mødes onsdag den 30. juni med kong Eriks råder i Vordingborg slotskirke. Her meddeler Erik Nielsen, at kong Eriks voldgiftsmænd befinder sig i Vordingborg, og at han håber, at hansestædernes rådsudsendinge har medbragt hansestædernes voldgiftsmænd til Vordingborg. Hertil svarer hansestædernes rådsudsendinge, at de er kommet til Vordingborg for at overholde fredsaftalerne fra Horsens og Svendborg fra hhv. 1432 og 1433, hvorfor de også har medbragt deres voldgiftsmænd, som skal være dem mægtige til ret. Dog meddeler hansestædernes rådsudsendinge, at hansestæderne efter de nævnte aftalers ikrafttræden er blevet påført skader grundet fredsbrud begået imod hansestæderne, samt at det er deres forhåbning, at dette spørgsmål bliver behandlet først. Hansestædernes rådsudsendinge vil overlade det til begge parters voldgiftsmænd at træffe en afgørelse vedrørende spørgsmålet om de nævnte fredsbrud. Hertil svarer Erik Nielsen, at der på et senere tidspunkt vil blive truffet en afgørelse om, hvilken sag der skal behandles først. Herefter spørger Erik Nielsen om, hvem der er hansestædernes voldgiftsmænd, og om de er hansestæderne mægtige til ret. Som svar på dette spørgsmål nævner hansestædernes rådsudsendinge hansestædernes voldgiftsmænd. Herpå spørger Erik Nielsen hansestædernes voldgiftsmænd, om de vil påtage sig embedet som hansestædernes voldgiftsmænd, og hertil svarer hansestædernes voldgiftsmænd ja. Dog siger hansestædernes voldgiftsmænd, at de har fået at vide af hansestædernes rådsudsendinge, at der er blevet begået fredsbrud imod hansestæderne, hvorfor de mener, at spørgsmålet om de nævnte fredsbrud må afgøres først. Hertil svarer Erik Nielsen igen, at der først på et senere tidspunkt vil blive truffet en afgørelse om, hvilken sag der skal behandles først. Hertil svarer hansestædernes voldgiftsmænd, at de ikke desto mindre stadigvæk mener, at sagen om de imod hansestæderne begåede fredsbrud skal afgøres først, hvorefter de spørger Erik Nielsen om, hvem der er kong Eriks voldgiftsmænd, og om de er ham mægtige til ret. Som svar herpå nævner Erik Nielsen kong Eriks voldgiftsmænd. Derpå spørger hansestædernes voldgiftsmænd, om kong Eriks voldgiftsmænd vil være ham mægtige til ret, hvilket de svarer ja til. Herefter afslutter Erik Nielsen den første mødedag.3) Torsdag den 1. juli mødes kong Eriks råder på Vordingborg slot med hansestædernes rådsudsendinge. Endvidere deltager kong Eriks voldgiftsmænd og hansestædernes voldgiftsmænd i dette møde. Biskop Magnus af Hildesheim indleder mødet med at sige, at kong Eriks voldgiftsmænd har modtaget kong Eriks anklageskrift mod hansestæderne. Han meddeler endvidere, at han er forpligtet til at overdrage dette anklageskrift til hansestædernes voldgiftsmænd, ligesom de er forpligtede til at overdrage hansestædernes anklageskrift mod kong Erik til kong Eriks voldgiftsmænd, såfremt de altså har modtaget et sådant. Hertil svarer Heinrich Rapesülver, at fredsaftalen fra Horsens er blevet brudt på en række punkter, idet der er blevet begået fredsbrud imod hansestæderne, hvorfor hansestædernes rådsudsendinge har medbragt et anklageskrift særligt omhandlende de nævnte fredsbrud. Dette anklageskrift særligt omhandlende sagen om de nævnte fredsbrud vil hansestædernes rådsudsendinge gerne overdrage til kong Eriks voldgiftsmænd. Endvidere er det hansestædernes rådsudsendinges forhåbning, at spørgsmålet om de nævnte fredsbrud bliver behandlet først og desuden adskilt fra de andre sager. Hertil svarer kong Eriks voldgiftsmænd, at de alene har myndighed til at dømme i sager omhandlende hansestædernes anklager mod kong Erik, hvorfor kong Eriks voldgiftsmænd ikke kan træffe nogen afgørelse i sagen, medmindre hansestædernes rådsudsendinge udstyrer dem med et anklageskrift mod kong Erik. Dog vil kong Eriks voldgiftsmænd gerne videregive hansestædernes rådsudsendinges svar vedrørende sagen om fredsbrud til kong Erik. Derefter drøfter kong Eriks råder og kong Eriks voldgiftsmænd sagen i fællesskab. I den forbindelse udtaler Erik Nielsen, at kong Eriks voldgiftsmænd nu har modtaget kong Eriks anklageskrift mod hansestæderne, og når nu hansestæderne også har udfærdiget et anklageskrift, hvad enten det handler om fredsbrud eller noget helt andet, skal det være op til begge parters voldgiftsmænd at bestemme rækkefølgen for forhandlingerne. Endvidere beder Erik Nielsen om, at de tilstedeværende notarer og skrivere skriver dette ned. Hertil svarer Heinrich Rapesülver, at hansestædernes rådsudsendinge ønsker at overdrage deres anklageskrift til hansestædernes voldgiftsmænd, og at hansestædernes rådsudsendinge også vil overlade det til begge parters voldgiftsmænd at bestemme rækkefølgen for forhandlingerne, omend det stadigvæk er hansestædernes rådsudsendinges opfattelse, at sagen om fredsbrud skal behandles først og adskilt fra de andre forhandlinger. Endvidere beder Heinrich Rapesülver de tilstedeværende notarer og skrivere om at skrive dette svar ned.4) Fredag den 2. juli mødes begge parters voldgiftsmænd samt kong Eriks råder og hansestædernes rådsudsendinge igen på Vordingborg slot. Erik Nielsen indleder mødet med at sige, at kong Erik ønsker, at hans voldgiftsmænd skal afgøre, om sagen om fredsbrud skal behandles først eller ej. Dertil svarer Heinrich Rapesülver, at hansestæderne på samme måde ønsker, at hansestædernes voldgiftsmænd skal afgøre, om sagen om fredsbrud skal behandles først eller ej. Derefter går begge parters voldgiftsmænd sammen for at drøfte sagen. Mens begge parters voldgiftsmænd drøfter sagen, lader Erik Nielsen frembringe den beseglede fredsaftale fra Horsens. Af denne fredsaftale har hansestædernes rådsudsendinge medbragt en afskrift, som nu bliver kollationeret med originaldokumentet. Herefter siger Erik Nielsen, at hansestædernes rådsudsendinge ikke længere skal rådføre sig med hansestædernes voldgiftsmænd, da sagen nu er overdraget til begge parters voldgiftsmænd. Derefter forlader både kong Eriks råder og hansestædernes rådsudsendinge mødet, hvorefter begge parters voldgiftsmænd drøfter sagen alene. Begge parters voldgiftsmænd enes om, at de to grupper grundet sagens kompleksitet først hver især skal drøfte sagen og derefter igen drøfte sagen i fællesskab. Nærmere bestemt skal kong Eriks voldgiftsmænd sende bud efter hansestædernes voldgiftsmænd, når kong Eriks voldgiftsmænd er blevet færdige med at drøfte sagen for sig.5) Mandag den 5. juli sender kong Eriks voldgiftsmænd bud efter hansestædernes voldgiftsmænd, hvorefter begge parters voldgiftsmænd mødes på Vordingborg slot. Her indleder biskop Magnus af Hildesheim med at spørge, hvilke tanker hansestædernes voldgiftsmænd har gjort sig om sagen. Hertil svarer biskop Johann af Verden, at kong Eriks voldgiftsmænd bør sige deres mening om sagen først, hvorefter biskop Johann og biskop Pardam som hansestædernes voldgiftsmænd vil sige deres mening om sagen. Derefter siger biskop Magnus, at kong Eriks voldgiftsmænd har set fredsaftalen fra Horsens, som dikterer, at begge parters voldgiftsmænd skal dømme i sagen efter anklage og svar, og eftersom kong Eriks voldgiftsmænd er kong Erik mægtige til ret, vil kong Erik overdrage dem sit anklageskrift mod hansestæderne. Såfremt hansestædernes voldgiftsmænd er hansestæderne mægtige til ret, og såfremt hansestædernes rådsudsendinge vil overdrage deres anklageskrift mod kong Erik til hansestædernes voldgiftsmænd, vil kong Eriks voldgiftsmænd overdrage kong Eriks anklageskrift mod hansestæderne til hansestædernes voldgiftsmænd. Herefter kan begge parters voldgiftsmænd beslutte, hvilken sag der skal behandles først. Efter at have drøftet dette svarer hansestædernes voldgiftsmænd, at de i løbet af de forudgående dage har fået den opfattelse, at alle voldgiftsmændene først skal træffe en fælles afgørelse om, hvorvidt sagen om de nævnte fredsbrud begået imod hansestæderne skal behandles først eller ej. Derfor vil de gerne til en begyndelse overdrage det anklageskrift, som hansestædernes rådsudsendinge har udfærdiget, som specifikt omhandler fredsbrud begået imod hansestæderne, til kong Eriks voldgiftsmænd. Når det derefter er blevet besluttet, om sagen om de nævnte fredsbrud skal behandles først eller ej, vil hansestædernes voldgiftsmænd overdrage hansestædernes anklageskrift mod kong Erik omhandlende alle andre sager. Hertil svarer biskop Magnus, at kong Eriks voldgiftsmænd udelukkende har beføjelse til at dømme i sagen, såfremt hansestædernes voldgiftsmænd overdrager dem hansestædernes anklageskrift mod kong Erik. Hertil svarer hansestædernes voldgiftsmænd, at de selv har set og hørt, at det er blevet befalet hansestædernes rådsudsendinge at blive ved forhandlingerne, såfremt det bliver besluttet, at sagen om de nævnte fredsbrud skal behandles først. Endvidere fortæller hansestædernes voldgiftsmænd, at hansestædernes rådsudsendinge ikke er blevet udstyret med beføjelse til at afstå fra punktet om de nævnte fredsbrud, hvorfor hansestædernes voldgiftsmænd forventer, at det ikke kan blive anderledes. Derefter går kong Eriks voldgiftsmænd væk for at drøfte sagen med kong Eriks råder. Hansestædernes voldgiftsmænd følger imidlertid efter kong Eriks voldgiftsmænd og finder dem stående udenfor. Her meddeler biskop Johann af Verden kong Eriks voldgiftsmænd, at hansestædernes voldgiftsmænd vil gøre alt, hvad kong Eriks voldgiftsmænd forlanger af dem, for at sagen kan blive bragt til en god afslutning. Hertil svarer biskop Magnus, at kong Eriks voldgiftsmænd for nuværende ikke kan komme på noget bestemt, men såfremt kong Eriks råder har nogle ideer til, hvordan sagen kan blive bragt til en god afslutning, vil de give hansestædernes voldgiftsmænd besked derom.6) Onsdag den 7. juli holder hansestædernes rådsudsendinge møde med hansestædernes voldgiftsmænd i det hus i Vordingborg, hvor hansestædernes rådsudsendinge plejer at mødes. Hansestædernes rådsudsendinge indleder mødet med at sige, at de har fået at vide, at spørgsmålet om, hvornår sagen om fredsbrud skal behandles, ikke er blevet bragt videre til kong Erik, selvom både de og hansestædernes voldgiftsmænd har krævet det af både kong Eriks råder og kong Eriks voldgiftsmænd. Derfor foreslår hansestædernes rådsudsendinge, at hansestædernes voldgiftsmænd går direkte til ærkebisperne af Lund og Trondheim samt til biskoppen af Roskilde og til kong Eriks øverste rådgiver, nemlig Erik Nielsen, for at bede dem om at viderebringe spørgsmålet om de nævnte fredsbrud til kong Erik. Derefter mødes hansestædernes voldgiftsmænd med kong Eriks råder i bykirken i Vordingborg. Her siger biskop Johann af Verden, at hansestædernes rådsudsendinge har fået at vide, at spørgsmålet om fredsbrud ikke er blevet bragt videre til kong Erik, således som både hansestædernes rådsudsendinge og hansestædernes voldgiftsmænd ellers har krævet af kong Eriks råder og voldgiftsmænd. Da der er blevet begået en mængde fredsbrud mod hansestæderne inden for den fredsperiode, som er beskrevet i fredsaftalen fra Horsens, ønsker hansestædernes rådsudsendinge, at begge parters voldgiftsmænd nu skal træffe en afgørelse om, hvorvidt sagen om disse fredsbrud skal behandles først eller ej, førend man kan gå til de andre anklagepunkter. Derefter beder hansestædernes voldgiftsmænd kong Eriks råder om at bringe denne besked videre til kong Erik. Hertil svarer Erik Nielsen, at alle kong Eriks råder har forstået, hvad Heinrich Rapesülver på vegne af hansestædernes rådsudsendinge har bedt dem om. Endvidere har de forstået fra kong Eriks voldgiftsmænd, hvad hansestædernes voldgiftsmænd har bedt dem om.7) Søndag den 11. juli mødes hansestædernes rådsudsendinge for at drøfte sagen. Her får de at vide, at kong Erik og kong Eriks råder vil forsøge at få kong Eriks voldgiftsmænd til at udfærdige beseglede vidnesbyrd vedrørende sagen. Derfor sender de bud efter kong Eriks voldgiftsmænd, idet de meddeler dem, at de har noget at tale med dem om. Derefter mødes kong Eriks voldgiftsmænd med hansestædernes voldgiftsmænd på Vordingborg slot. Her siger biskop Johann af Verden, at hansestædernes rådsudsendinge for nylig har hørt det rygte, at kong Erik og kong Eriks råder forsøger at omgå forhandlingsprocessen ved at få kong Eriks voldgiftsmænd til at udstede beseglede vidnesbyrd om kong Eriks indkaldelse til forhandlingerne uden hansestædernes voldgiftsmænds deltagelse i beseglingen. Derfor beder biskop Johann kong Eriks voldgiftsmænd om at udstede disse vidnesbyrd i fællesskab med hansestædernes voldgiftsmænd, såfremt det rent faktisk forholder sig sådan, at kong Erik og kongens råder forsøger at få voldgiftsmændene til at udstede vidnesbyrd om kong Eriks indkaldelse til forhandlingerne. På den måde vil begge parter kunne bekræfte vidnesbyrdene. Hertil svarer biskop Magnus, at det er korrekt, at kong Erik og kongens råder har bedt kongens voldgiftsmænd om at udfærdige beseglede vidnesbyrd om kong Eriks indkaldelse til forhandlingerne, og at de endvidere allerede har gjort, hvad kong Erik har bedt dem om, eftersom de udelukkende er villige til at sætte deres segl på vidnesbyrd, som stemmer overens med virkelige begivenheder. Endvidere meddeler biskop Magnus, at kong Eriks voldgiftsmænd ikke vil tage det ilde op, såfremt hansestædernes rådsudsendinge ønsker, at hansestædernes voldgiftsmænd skal udstede beseglede vidnesbyrd om sagen på hansestædernes rådsudsendinges vegne. Dertil svarer biskop Johann, at der i kraft af fredsaftalen fra Horsens er blevet skabt en fred, som imidlertid er blevet brudt over for hansestæderne på groveste vis og gentagne gange, og derfor håber hansestædernes voldgiftsmænd, at der nu bliver truffet en afgørelse om, hvorvidt sagen om fredsbrud skal behandles først eller ej. Dertil svarer biskop Magnus, at kong Eriks voldgiftsmænd ikke har fået beføjelse til at træffe en sådan afgørelse nu, men såfremt hansestædernes voldgiftsmænd måtte ønske det, vil kong Eriks voldgiftsmænd gå til kong Eriks råder, således at de i fællesskab kan drøfte dette spørgsmål. Hertil svarer biskop Johann, at hansestædernes voldgiftsmænd ønsker, at kong Eriks voldgiftsmænd skal drøfte spørgsmålet om fredsbrud med kong Eriks råder. Derfor går kong Eriks voldgiftsmænd op til kongesalen på Vordingborg slot, hvor kong Eriks råder er forsamlet. Desuden sender de bud efter hansestædernes rådsudsendinge, som hurtigt indfinder sig sammen med hansestædernes voldgiftsmænd. Her indleder biskop Johann med at sige, at hansestædernes rådsudsendinge nu er kommet, fordi de ønsker at leve op til bestemmelserne indeholdt i fredsaftalen fra Horsens, og af den årsag skal begge parters voldgiftsmænd være dem mægtige til ret i henhold til fredsaftalens ordlyd. Eftersom den fred, som er indeholdt i fredsaftalen fra Horsens, gentagne gange og på groveste vis er blevet brudt over for hansestæderne, håber hansestædernes rådsudsendinge, at sagen om fredsbrud bliver behandlet før alle andre anklagepunkter. Dog vil hansestædernes rådsudsendinge overlade det til begge parters voldgiftsmænd at afgøre, om sagen om fredsbrud skal behandles først eller ej. Endvidere meddeler biskop Johann, at hansestædernes rådsudsendinge har erklæret over for hansestædernes voldgiftsmænd, at begge parters voldgiftsmænd skal have beføjelse til på hansestædernes vegne at forlige striden imellem hansestæderne og kong Erik ved redelighed og venskab, såfremt det er muligt. Hertil svarer Erik Nielsen, at eftersom kong Eriks råder nu har hørt hansestædernes voldgiftsmænds erklæring, vil de bringe denne erklæring videre til kong Erik. Endvidere vil de bringe kong Eriks svar desangående videre til hansestædernes rådsudsendinge.8) Senere samme dag, dvs. søndag den 11. juli, indbyder kong Eriks voldgiftsmænd hansestædernes rådsudsendinge og hansestædernes voldgiftsmænd til et nyt møde på Vordingborg slot. Kong Eriks voldgiftsmænd indleder dette møde med at sige til hansestædernes voldgiftsmænd, at de sammen med kong Eriks råder har bragt hansestædernes voldgiftsmænds erklæring til kong Erik. Kong Eriks svar er, at det ville glæde ham, om man ville forsøge med venskabelige forhandlinger. Dernæst siger biskop Magnus, at kong Erik og kong Eriks råder har meddelt kong Eriks voldgiftsmænd, at de rådsudsendinge fra hansestæderne, som deltog i forhandlingerne i Horsens i 1432, dengang bad kong Erik om at lade alle ting forløbe, således som det er bestemt i fredsaftalen fra Horsens. Til gengæld herfor forpligtede de sig til at vise kong Erik velvilje, således at der slet ikke burde være behov for en retssag mellem kong Erik og hansestæderne. Endvidere beklager kong Erik sig over, at hansestæderne inden for den fred, som de selv har aftalt med kong Erik, atter er blevet hans fjender, og at de har erobret landområder og folk fra ham, omend det er blevet bestemt i fredsaftalen fra Horsens, at dette ikke måtte ske. Derfor er det kong Eriks ønske, at hansestæderne på venskabelig vis skal afstå disse erobrede landområder og folk til ham. Såfremt de gør det, vil kong Erik overlade det til begge parters voldgiftsmænd at træffe en afgørelse med hensyn til alle de andre sager omhandlende den vold og de skader, som er blevet påført kong Erik, hans lande og hans folk af hansestæderne i fredsperioden. Endvidere vil kong Erik underkaste sig enhver afgørelse, som begge parters voldgiftsmænd måtte træffe, hvad enten denne afgørelse har form af et forlig eller en dom. Herefter bringer hansestædernes voldgiftsmænd disse krav fra kong Erik videre til hansestædernes rådsudsendinge. Hansestædernes rådsudsendinge svarer imidlertid, at alt, hvad hansestæderne har erobret fra kong Erik, er blevet erobret inden for fejdeperioden og endvidere på hæderlig vis. Endvidere er de erobrede landområder og slotte ikke længere i hansestædernes besiddelse. Hansestædernes rådsudsendinge meddeler endvidere, at de godt er klar over, at kong Erik nærer et had til hansestæderne af denne årsag. Endvidere meddeler hansestædernes rådsudsendinge, at det er korrekt, at de har sagt til kong Erik, at de gerne vil vise ham velvilje, og at de håber, at striden kan blive bilagt ved redelighed og venskab. Endelig meddeler hansestædernes rådsudsendinge, at de er villige til at gøre fodfald for kong Erik og bede om kongens venskab, såfremt han vil holde op med at hade hansestæderne af den førnævnte årsag. Dette svar fra hansestædernes rådsudsendinge bringer hansestædernes voldgiftsmænd videre til kong Eriks voldgiftsmænd. Da kong Eriks voldgiftsmænd har drøftet dette med kong Eriks råder, siger kong Eriks voldgiftsmænd, at kong Erik ikke ønsker at udtale sig yderligere om den sag. Dertil spørger kong Eriks voldgiftsmænd, om hansestædernes rådsudsendinge er villige til at lade det efterprøve ved retten, om de områder og slotte, som de har erobret fra kong Erik, er blevet erobret på hæderlig vis eller ej. Dette svar fra kong Eriks voldgiftsmænd bringer hansestædernes voldgiftsmænd videre til hansestædernes rådsudsendinge. Hertil svarer hansestædernes rådsudsendinge, at eftersom de nu fører venskabelige forhandlinger med kong Erik, bør de ikke beskæftige sig med spørgsmål vedrørende en retssag. Dette svar bringer hansestædernes voldgiftsmænd videre til kong Eriks voldgiftsmænd. Da kong Eriks voldgiftsmænd har drøftet dette svar med kong Eriks råder, vender de tilbage til hansestædernes voldgiftsmænd medbringende et brev fra kong Erik til begge parters voldgiftsmænd, hvori kong Erik erklærer, at han ikke vil acceptere, at spørgsmålet om de nævnte fredsbrud bliver behandlet først, idet det ifølge ham strider imod retten. Herefter siger kong Eriks voldgiftsmænd, at når nu hansestæderne ikke vil gøre, hvad kong Erik ønsker, vil de måske rette sig efter det, som kong Erik skriver til voldgiftsmændene.9) Mandag den 12. juli bliver hansestædernes rådsudsendinge og hansestædernes voldgiftsmænd kaldt op til kong Eriks voldgiftsmænd på Vordingborg slot. Hansestædernes rådsudsendinge har til dette møde medbragt et skriftligt svar på kong Eriks brev til begge parters voldgiftsmænd. I dette skriftlige svar erklærer hansestædernes rådsudsendinge, at de vil overlade det til begge parters voldgiftsmænd at afgøre, om spørgsmålet om de fredsbrud, som er blevet begået imod hansestæderne efter fredsaftalens indgåelse i Horsens 1432, skal behandles først eller ej. Desuden erklærer hansestædernes rådsudsendinge, at begge parters voldgiftsmænd skal være dem mægtige til enten venskab eller ret. Efter kong Eriks råder har læst hansestædernes rådsudsendinges skriftlige svar, spørger Erik Nielsen, om hansestædernes rådsudsendinge vil rette sig efter indholdet i kong Eriks brev af 11. juli til voldgiftsmændene. Hertil svarer Heinrich Rapesülver, at hansestædernes rådsudsendinge allerede har svaret skriftligt på kong Eriks brev, og at de ikke håber, at det bliver nødvendigt at afgøre striden ved retten. Endvidere vil hansestædernes rådsudsendinge nu overlade det til begge parters voldgiftsmænd at træffe en afgørelse i sagen. Hertil svarer Erik Nielsen, at kong Eriks råder ønsker at vide, om hansestædernes rådsudsendinge vil rette sig efter det, som kong Erik har skrevet i sit brev til begge parters voldgiftsmænd, eftersom kong Erik i brevet erklærer sig villig til en retssag. Hertil svarer Heinrich Rapesülver med det samme, at hansestæderne også erklærer sig villige til en retssag i henhold til kong Eriks brev til voldgiftsmændene. Både Erik Nielsen og Heinrich Rapesülver opfordrer de tilstedeværende notarer og skrivere til at skrive disse erklæringer ned. Endvidere opfordrer Erik Nielsen og Heinrich Rapesülver de tilstedeværende herrer og fyrster til at mærke sig disse erklæringer. Derefter siger biskop Johann af Verden, at han kan fornemme, at der på nuværende tidspunkt ikke kan træffes en retsafgørelse. Derfor foreslår han, at man nu skal drøfte spørgsmålet om fredsbrud. I den forbindelse foreslår biskop Johann, at man skal drøfte, hvad man kan gøre for at sikre, at der ikke sker flere fredsbrud i resten af fredsperioden. Derfor bør alle voldgiftsmændene have begge parters anklageskrifter mod hinanden samt alle de beviser på fredsbrud, som begge parter har mod hinanden. Endvidere foreslår biskop Johann, at begge parters voldgiftsmænd for fremtiden mødes på tysk jord for at drøfte sagen, eftersom de jo alle er tyske fyrster. Hertil svarer kong Eriks voldgiftsmænd, at de vil bringe dette forslag videre til kong Erik.10) Tirsdag den 13. juli kalder kong Eriks voldgiftsmænd hansestædernes voldgiftsmænd og hansestædernes rådsudsendinge op til Vordingborg slot. Her indleder biskop Magnus med at sige til hansestædernes voldgiftsmænd, at kong Eriks råder har fortalt ham, at de har været hos kong Erik, som har meddelt dem, at han ikke ønsker at gøre, hvad biskop Johann har foreslået. Derimod vil kong Eriks råder gerne tale med hansestædernes rådsudsendinge, og de samles for at drøfte sagen. Erik Nielsen har medbragt et nyt brev fra kong Erik, hvori kongen meddeler, at han af sine råder netop er blevet informeret om, at hansestædernes rådsudsendinge ønsker, at spørgsmålet om fredsbrud skal behandles først. Kong Erik mener imidlertid ikke, at han har begået fredsbrud imod hansestæderne, idet han hverken har taget noget fra dem eller beordret noget taget fra dem. Dog kan kong Erik godt forestille sig, at forbrydelserne imod hansestæderne er blevet begået af nogle af Stralsunds fjender, som på et tidligere tidspunkt har opholdt sig i kong Eriks riger. Disse folk, som altså er Stralsunds fjender, kan ifølge kong Erik have stjålet ting og sager fra folk fra hansestæderne, under påskud af at de pågældende ting og sager tilhørte folk fra Stralsund. Kong Erik har imidlertid ikke beordret disse forbryderiske folk til at gøre det, hvorfor kong Erik håber, at hansestæderne ikke har ret til at anklage ham for at have begået fredsbrud af den årsag. Endvidere kræver kong Erik, at hansestæderne skal give ham det tilbage, som de har erobret fra ham, såfremt de vil anklage ham for at have taget noget fra dem. Såfremt de ikke vil give det, som de har erobret fra ham, tilbage, skal de yde ham en økonomisk kompensation for det erobrede. Endvidere mener kong Erik ikke, at hansestæderne har krav på kompensation fra ham, idet de skader, som måtte være blevet påført hansestæderne i fredsperioden, er blevet påført dem, mens de var i færd med at begå overgreb på ham, hans riger og folk, hvorfor de skader, som måtte være blevet påført hansestæderne i fredsperioden, således har været selvforskyldte. På denne baggrund håber kong Erik, at begge parters voldgiftsmænd her og nu kan træffe en retslig afgørelse i sagen, og i den forbindelse erklærer kong Erik, at begge parters voldgiftsmænd skal være ham mægtige til ret. Endelig erklærer kong Erik, at såfremt hansestædernes voldgiftsmænd afviser at træffe en retslig afgørelse i sagen, har han fuld tillid til, at hans egne voldgiftsmænd alligevel vil træffe en retslig afgørelse i sagen, eftersom det er hans opfattelse, at hans egne voldgiftsmænd er forpligtede over for ham til at træffe en retslig afgørelse i sagen. Da dette er blevet læst højt, beder Erik Nielsen de tilstedeværende notarer og skrivere om at skrive brevets ordlyd ned. Derefter overdrager han brevet til kong Eriks voldgiftsmænd. Derefter beder Heinrich Rapesülver om at få en afskrift af det pågældende brev, idet de meget gerne vil svare skriftligt på kong Eriks brev. Hertil svarer kong Eriks voldgiftsmænd, at de vil udfærdige en afskrift af kong Eriks brev, som hansestædernes voldgiftsmænd kan tage med til hansestædernes rådsudsendinge.11) Torsdag den 15. juli beder hansestædernes voldgiftsmænd kong Eriks voldgiftsmænd om et møde på Vordingborg slot, eftersom hansestædernes rådsudsendinge ønsker at tale med begge parters voldgiftsmænd. Her indleder Heinrich Rapesülver med at give begge parters voldgiftsmænd et skriftligt svar på kong Eriks brev af 13. juli. I det skriftlige svar meddeler hansestædernes rådsudsendinge, at fredsaftalen imellem kong Erik og hansestæderne, som blev indgået 22. august 1432 i Horsens, indeholder bestemmelser om en femårig fredsperiode, som hansestæderne hidtil har overholdt på enhver tænkelig måde. Imidlertid er der gentagne gange og på groveste vis blevet begået fredsbrud imod hansestæderne fra kong Eriks side inden for den nævnte fredsperiode. Hansestæderne har flere gange tidligere klaget over dette, hvilket imidlertid ikke har hjulpet. Desuden er hansestædernes rådsudsendinge i stand til at frembringe tydelige beviser på alle de store skader, som er blevet påført hansestæderne af kong Eriks side i fredsperioden, hvorfor de håber, at kong Erik vil sørge for, at de af hans folk, som har erobret noget fra hansestæderne, giver det erobrede tilbage til hansestæderne eller yder økonomisk erstatning til de skadelidte folk fra hansestæderne. Hansestædernes rådsudsendinge vil i den forbindelse gerne overbringe kong Erik deres anklageskrift specifikt omhandlende disse fredsbrud. Endvidere erklærer hansestædernes rådsudsendinge, at hansestæderne gerne vil yde erstatning til kong Erik for de skader, som han måtte være blevet påført af hansestæderne inden for fredsperioden, såfremt han oplyser hansestæderne om disse skader. Dog kan hansestædernes rådsudsendinge ikke forestille sig, at kong Erik skulle være blevet påført skader af hansestæderne inden for fredsperioden, idet hansestæderne har overholdt bestemmelserne indeholdt i fredsaftalen fra Horsens til punkt og prikke. Endelig erklærer hansestædernes rådsudsendinge, at de vil overlade det til begge parters voldgiftsmænd at træffe en afgørelse i sagen, hvad enten denne indebærer et venskabeligt forlig eller en retslig afgørelse. Da dette skriftlige svar er blevet læst højt, erklærer Heinrich Rapesülver, at hansestæderne er villige til en retssag. I forlængelse heraf beder Heinrich Rapesülver alle tilstedeværende notarer og skrivere om at skrive dette ned.12) Lørdag den 17. juli kalder kong Eriks voldgiftsmænd hansestædernes rådsudsendinge og hansestædernes voldgiftsmænd op på Vordingborg slot, hvor kong Eriks voldgiftsmænd og kong Eriks råder er forsamlet. Her lader kong Eriks råder læse et brev fra kong Erik skrevet til begge parters voldgiftsmænd højt. Derefter siger kong Eriks råder, at dette brev er kong Eriks svar på hansestædernes rådsudsendinges brev af 15. juli. Derefter beder Erik Nielsen alle de tilstedeværende notarer og skrivere om at skrive dette ned. Derefter spørger Erik Nielsen hansestædernes rådsudsendinge, om de fortsat vil lade begge parters voldgiftsmænd træffe en afgørelse i sagen, idet det er, hvad kong Erik nu har erklæret sig villig til. Hertil svarer Heinrich Rapesülver, at hansestædernes rådsudsendinge allerede skriftligt har erklæret, at de vil lade begge parters voldgiftsmænd træffe en afgørelse i sagen. Endvidere beder Heinrich Rapesülver om en afskrift af kong Eriks seneste brev, således at hansestædernes rådsudsendinge kan udfærdige et skriftligt svar på dette brev. Hertil svarer Erik Krummedige, at kong Eriks råder ikke er forpligtede til at give hansestædernes rådsudsendinge en afskrift af kong Eriks seneste brev. Hertil svarer Heinrich Rapesülver, at hansestædernes rådsudsendinge ikke desto mindre håber at få en afskrift af brevet, og at hansestædernes rådsudsendinge endvidere vil overlade det til begge parters voldgiftsmænd at træffe en afgørelse i sagen. Derefter overdrager Erik Krummedige kong Eriks brev til kong Eriks voldgiftsmænd. Derefter går begge parters voldgiftsmænd sammen for at drøfte sagen. Under disse drøftelser bliver de enige om at mødes igen søndag den 18. juli om morgenen.13) Søndag den 18. juli mødes begge parters voldgiftsmænd samt kong Eriks råder og hansestædernes rådsudsendinge på Vordingborg slot. Erik Krummedige indleder mødet med at sige, at kong Erik fortsat ønsker, at begge parters voldgiftsmænd skal træffe en retslig afgørelse i sagen. Såfremt hansestædernes voldgiftsmænd ikke ønsker at træffe en retslig afgørelse, ønsker kong Erik, at kongens voldgiftsmænd alene skal træffe en retslig afgørelse, idet de ifølge kong Erik er forpligtede hertil. Hertil svarer Heinrich Rapesülver, at hansestædernes rådsudsendinge nu har udstedt flere breve, hvori de erklærer, at de ønsker, at begge parters voldgiftsmænd skal træffe en retslig afgørelse i sagen. Endvidere har hansestædernes rådsudsendinge bedt om en afskrift af kong Eriks seneste brev, som de imidlertid ikke har fået. Af den årsag vil de også overlade det til begge parters voldgiftsmænd at afgøre, om de må få en afskrift af det pågældende brev eller ej. Derefter går begge parters voldgiftsmænd sammen for at drøfte sagen. Under disse drøftelser tager hertug Bugislav biskop Johann af Verden med ud for at drøfte sagen alene. Da de begge kommer tilbage til de andre voldgiftsmænd, siger biskop Johann, at hertug Bugislav har fortalt ham, at han frygter, at denne retssag vil blive alt for lang, og at han derfor håber, at man vil kunne bilægge striden ved venskab. Endvidere meddeler biskop Johann de andre voldgiftsmænd, at han har svaret hertug Bugislav, at han også håber, at man vil kunne bilægge striden ved venskab, og han håber fremdeles, at de andre voldgiftsmænd derfor vil hjælpe til med at finde ud af, hvordan det kan lade sig gøre at bilægge striden ved venskab. Endelig meddeler biskop Johann, at hertug Bugislav har erklæret sig enig i dette. Derfor beder biskop Johann alle de andre voldgiftsmænd om at hjælpe til med at finde ud af, hvordan striden kan bilægges ved venskab. Derefter siger alle voldgiftsmænd hver især deres mening. Derefter beslutter voldgiftsmændene, at de hver især skal bringe deres forslag videre til hhv. kong Eriks råder og hansestædernes rådsudsendinge. Endvidere beslutter begge parters voldgiftsmænd, at man først på et senere tidspunkt skal mødes igen for at træffe en afgørelse i sagen.14) Senere samme dag, dvs. søndag den 18. juli, indfinder kong Erik sig i slotskirken i Vordingborg sammen med sine voldgiftsmænd og sine råder. Kong Eriks voldgiftsmænd beder herfra hansestædernes voldgiftsmænd om at møde op i salen på Vordingborg slot. Da hansestædernes voldgiftsmænd er kommet op på slottet, siger kong Eriks voldgiftsmænd og kong Eriks råder til dem, at de nu har drøftet biskop Johanns forslag med kong Erik, og at kong Erik ikke vil acceptere dette. Derimod kræver kong Erik, at man skal træffe en retslig afgørelse i sagen med det samme. Derfor går begge parters voldgiftsmænd sammen for at drøfte sagen. Her siger biskop Johann, at denne sag er af så stor betydning, og at de implicerede personer desuden er så mægtige og store, at det er helt umuligt at træffe en retslig afgørelse med det samme, eftersom det kræver megen tid og grundige overvejelser at træffe en retslig afgørelse i en sag af denne karakter. Desuden skal begge parter have tid og mulighed for at udfærdige anklageskrifter mod hinanden. Endvidere skal begge parter have mulighed for at udfærdige skriftlige svar på den anden parts anklageskrift. Derfor håber biskop Johann, at de andre voldgiftsmænd vil hjælpe til med at sikre denne proces, således at man på et senere tidspunkt kan komme tilbage og træffe en retslig afgørelse i sagen, såfremt man altså ikke i mellemtiden har formået at bilægge striden ved venskab. Derefter går kong Eriks voldgiftsmænd hen til kong Eriks råder, som i fællesskab vender tilbage til hansestædernes voldgiftsmænd. Her siger Erik Krummedige, at kong Eriks voldgiftsmænd ikke behøver mere tid, eftersom skaderne mod kong Erik allerede er sket, og eftersom disse skader er kendt af alle. Desuden gentager Erik Krummedige, at kong Erik kræver, at der bliver truffet en retslig afgørelse i sagen med det samme. Hertil svarer biskop Johann, at hansestædernes voldgiftsmænd endnu ikke er bekendt med parters anklager mod hinanden. Ej heller er hansestædernes voldgiftsmænd bekendt med de skader, som efter sigende skulle være blevet påført kong Erik af hansestæderne. Endvidere meddeler biskop Johann, at hansestædernes voldgiftsmænd har forpligtet sig på opgaven som voldgiftsmænd for det fælles bedstes skyld, hvorfor de er nødt til at spørge og blive belært, når der er noget, som de ikke kender til vedrørende sagen, således at deres afgørelse i sagen kan stemme overens med sandheden. Derfor erklærer biskop Johann, at hansestædernes voldgiftsmænd behøver mere tid til at undersøge sagen, og ligeledes behøver begge parter mere tid til at udfærdige anklageskrifter mod hinanden og skriftlige svar på disse anklageskrifter. Desuden behøver begge parter tid til at frembringe beviser på deres anklager. Endvidere erklærer biskop Johann, at hansestædernes voldgiftsmænd stadigvæk gerne vil være med til at træffe en retslig afgørelse i sagen, såfremt man altså ikke inden da er i stand til at bilægge sagen ved venskab, men det kan kun lade sige gøre, hvis voldgiftsmændene får mere tid til dette. Hertil svarer kong Eriks råder, at de har forstået, hvad hansestædernes voldgiftsmænd har meddelt dem, og at de nu vil bringe hansestædernes svar videre til kong Erik.15) Mandag den 19. juli mødes begge parters voldgiftsmænd, herunder også hertug Bernhard af Sachsen-Lauenburg og hertug Kristoffer af Bayern, samt kong Eriks råder på Vordingborg slot. Kong Eriks råder indleder dette møde med at sige, at de har været hos kong Erik, som imidlertid ikke har yderligere at tilføje. Derfor håber kong Eriks råder, at begge parters voldgiftsmænd nu vil gøre knæfald for kongen og ydmygt bede ham om at høre på, hvad voldgiftsmændene har at sige. Dette accepterer begge parters voldgiftsmænd godvilligt, hvorfor de gør knæfald for kong Erik og beder ham om at høre på, hvad de har at sige. Af den årsag indvilliger kong Erik i at lade begge parters voldgiftsmænd udstede et brev den 21. juli, hvori begge parters voldgiftsmænd erklærer, at striden imellem kong Erik og hansestæderne skal afgøres ved en voldgift sankthansdag 1435, medmindre en tidligere forhandling imellem parterne fører til et forlig.

Hansestædernes rådssendebud samt Lübecks råd kræver af borgmestrene og rådmændene i byen Soest, at de sender deres fuldmægtige sendebud til hansemødet i Lübeck, såfremt Soest fortsat vil kunne benytte sig af Hanseforbundet. Hansestædernes rådssendebud og rådet i Lübeck meddeler, at hansemødet fortsat er i gang, og at det vil blive forlænget, indtil hansestædernes sendebud vender tilbage fra Danmark og fra den Tyske Ordens højmester. Endelig meddeler hansestædernes rådssendebud og rådet i Lübeck, at identiske opfordringer om at sende fuldmægtige sendebud til hansemødet i Lübeck er blevet sendt byerne Dortmund, Münster og Osnabrück.

Hanseforbundets oldermænd, som befinder sig i Brügge, sender hansemødet i Lübeck oplysninger om herren af Veers sørøverier. Han har beslaglagt flere skibe, selvom skipperne ikke ligger i fjendskab med ham, og trods klager og forhandlinger vil han ikke give skibe eller gods tilbage til de retmæssige ejere. Derudover holder han både de seks byer, som er i fejde med kongen, og de holstenske herrers undersåtter for sine åbenbare fjender, og alt, hvad han fremover beslaglægger, vil han beholde. Ligeledes kræver herren af Veer, at folkene fra Brandenburg selv må komme og løse deres gods. Derfor beder hanseforbundets oldermænd herrerne i Lübeck om at træffe sikkerhedsforanstaltninger mht. den vestgående sejlads på Elben og lignende steder.

Beretning om forhandlingerne i Marienburg mellem rådsudsendinge fra hansestæderne, Paul v. Rusdorf, højmester for Den Tyske Orden, og rådsherrer fra de preussiske stæder vedrørende de skader, som bl.a. er blevet påført hanseatiske købmænd i kong Erik 7. af Pommerns tre riger.De hanseatiske rådsudsendinge, som er udsendt fra hansedagen i Lübeck, er følgende: fra Köln Everd Hardefust, fra Lübeck Johann Gerwer, fra Hamburg Erich v. Tzeven, fra Greifswald Johann Verghast, fra Danzig Heinrich Vorrat og skriveren Nicolaus (Wrecht).Beretningen indeholder følgende punkter med relevans for danske forhold:4) De hanseatiske rådsudsendinge fortæller højmesteren, hvordan der på groveste vis og gentagne gange bliver begået overgreb mod hanseatiske købmænd i kong Erik 7. af Pommerns tre riger. Dette strider imod de privilegier, som hansestæderne har i kong Eriks tre riger. Desuden påføres hansestæderne, herunder også de preussiske stæder, som hører under Den Tyske Orden, store skader grundet overgrebene i kong Eriks tre riger. Derfor beder de hanseatiske rådsudsendinge højmesteren om at sørge for, at der ikke sker yderligere brud på hansestædernes privilegier i kong Eriks tre riger.5) Hertil svarer højmesteren, at han er nødt til først at drøfte sagen med sine ordensherrer, herunder Den Tyske Ordens marskal, som imidlertid ikke er til stede, førend han kan give dem et udførligt svar. Derefter beder højmesteren de hanseatiske rådsudsendinge om at udfærdige en liste til ham over alle de overgreb, som de hanseatiske købmænd er blevet udsat for i kong Eriks tre riger.6) Derefter går de hanseatiske rådsudsendinge sammen med rådsherrerne fra de preussiske stæder for at udfærdige en liste til højmesteren over alle de overgreb, som de hanseatiske købmænd er blevet udsat for i kong Eriks tre riger. Da de har udfærdiget listen, overdrages den til højmesteren. Derefter lover højmesteren, at han vil skrive til kong Erik vedrørende denne sag. Endelig lover højmesteren, at han - såfremt det ikke hjælper at skrive til kong Erik - vil tilslutte sig de forholdsregler, der måtte blive truffet af hansestæderne i forbindelse med hansedagen i Lübeck.

Vidnesbyrd, udstedt af kong Eriks voldgiftsmænd, nemlig biskop Magnus af Hildesheim, hertugerne Bugislav og Barnim den yngre af Stettin, Pommern etc., og hertug Heinrich af Mecklenburg, om forhandlingerne i Vordingborg, som kong Eriks råder også deltog i, mellem kong Eriks voldgiftsmænd og de af Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar valgte voldgiftsmænd, nemlig biskoppen af Verden og biskoppen af Ratzeburg, angående striden mellem kong Erik og de førnævnte stæder. Det meddeles, at voldgiftsmændene er blevet enige om, at begge parter skal udfærdige klager over den anden part på skrift, men såfremt stæderne alligevel ønsker at fremlægge deres klage og svar mundtligt, så vil kong Eriks råder også fremlægge kongens klage og svar mundtligt. Endvidere meddeles det, at kongens voldgiftsmænd er kommet frem til, at man først kan afgøre sagen, når klager og svar er blevet fremlagt for voldgiftsmændene. Hertil har stædernes voldgiftsmænd svaret, at de havde brug for betænkningstid. Derefter meddeles det, at stædernes voldgiftsmænd har forhandlet to eller tre dage med udsendinge fra stæderne. Resultatet af disse forhandlinger er blevet, at stædernes voldgiftsmænd kun har magt til at afgøre sagen mellem kong Erik og stæderne, såfremt spørgsmålet om fredsbrud bliver afgjort først. Endelig meddeles det, at kong Eriks råder har spurgt kongens voldgiftsmænd, om kongen og råderne efter kongens voldgiftsmænds mening havde levet op til deres forpligtelser i sagen, hvilket kongens voldgiftsmænd efter drøftelser med andre gode folk kan bekræfte

Skrivelse fra kong Erik 7. af Pommern til hansestædernes og kong Eriks voldgiftsmænd, som deltager i forhandlingsmødet i Vordingborg. Heri erklærer kong Erik, at han ikke vil acceptere, at spørgsmålet om fredsbrud bliver behandlet først, hvilket hansestædernes rådsudsendinge og hansestædernes voldgiftsmænd ellers har krævet. Kong Eriks begrundelse herfor er, at det strider imod retten.

Skrivelse fra hansestædernes rådsudsendinge, som deltager i forhandlingerne i Vordingborg, til kong Erik 7. af Pommerns og hansestædernes voldgiftsmænd, nemlig på den ene side kong Eriks voldgiftsmænd biskop Magnus af Hildesheim, titulær hertug af Sachsen-Lauenburg, hertug Bernhard 2. af Sachsen-Lauenburg, hertug Bugislav 9. af Pommern-Wolgast, hertug Barnim 8. af Pommern-Wolgast-Barth og hertug Heinrich (den Ældre) af Mecklenburg-Stargard samt på den anden side hansestædernes voldgiftsmænd Johann (v. Asel), biskop af Verden, og Pardam (v. d. Knesebeck), biskop af Ratzeburg.I nærværende skrivelse forholder hansestædernes rådsudsendinge sig til kong Eriks brev af 11. juli, hvori han har erklæret, at han ikke vil acceptere hansestædernes rådsudsendinges og voldgiftsmænds krav om, at spørgsmålet om fredsbrud behandles først, idet det ifølge kong Erik strider imod retten. Hertil svarer hansestædernes rådsudsendinge, at de vil overlade det til begge parters voldgiftsmænd at afgøre, om spørgsmålet om de fredsbrud, som er blevet begået imod hansestæderne efter fredsaftalens indgåelse i Horsens 1432, skal behandles først eller ej. Endelig erklærer hansestædernes rådsudsendinge, at begge parters voldgiftsmænd skal være dem mægtige til enten venskab eller ret.

Skrivelse fra kong Erik 7. af Pommern til hansestædernes og hans voldgiftsmænd, som deltager i forhandlingsmødet i Vordingborg.Heri meddeler kong Erik, at han af sine råder netop er blevet informeret om, at hansestædernes rådsudsendinge ønsker, at spørgsmålet om fredsbrud skal behandles først. Kong Erik mener imidlertid ikke, at han har begået fredsbrud imod hansestæderne, idet han hverken har taget noget fra dem eller beordret noget taget fra dem. Dog kan kong Erik godt forestille sig, at forbrydelserne imod hansestæderne er blevet begået af nogle af Stralsunds fjender, som på et tidligere tidspunkt har opholdt sig i kong Eriks riger. Disse folk, som altså er Stralsunds fjender, kan ifølge kong Erik have stjålet ting og sager fra folk fra hansestæderne, under påskud af at de pågældende ting og sager tilhørte folk fra Stralsund. Kong Erik har imidlertid ikke beordret disse forbryderiske folk til at gøre det, hvorfor han hævder, at hansestæderne ikke har ret til at anklage ham for at have begået fredsbrud af den årsag.Endvidere kræver kong Erik, at hansestæderne skal give ham det tilbage, som de har erobret fra ham, såfremt de vil anklage ham for at have taget noget fra dem. Såfremt de ikke vil give det, som de har erobret fra ham, tilbage, skal de yde ham en økonomisk kompensation for det erobrede.Endvidere mener kong Erik ikke, at hansestæderne har krav på kompensation fra ham, idet de skader, som måtte være blevet påført hansestæderne i fredsperioden, er blevet påført dem, mens de var i færd med at begå overgreb på ham, hans riger og folk, hvorfor de skader, som måtte være blevet påført hansestæderne i fredsperioden, således har været selvforskyldte.På denne baggrund håber kong Erik, at begge parters voldgiftsmænd her og nu kan træffe en retslig afgørelse i sagen, og i den forbindelse erklærer kong Erik, at begge parters voldgiftsmænd skal være ham mægtige til ret.Endelig erklærer kong Erik, at såfremt hansestædernes voldgiftsmænd afviser at træffe en retslig afgørelse i sagen, har han fuld tillid til, at hans egne voldgiftsmænd alligevel vil træffe en retslig afgørelse i sagen, eftersom det er hans opfattelse, at hans egne voldgiftsmænd er forpligtede over for ham til at træffe en retslig afgørelse i sagen.

Skrivelse fra hansestædernes rådsudsendinge, som deltager i forhandlingerne i Vordingborg, til kong Erik 7. af Pommerns og hansestædernes voldgiftsmænd.I nærværende skrivelse forholder hansestædernes rådsudsendinge sig til kong Eriks brev af 13. juli, hvori kongen bl.a. erklærer, at han ikke har begået fredsbrud imod hansestæderne, og at han ikke har erobret noget fra hansestæderne.Som svar på kong Eriks brev meddeler hansestædernes rådsudsendinge, at fredsaftalen imellem kong Erik og hansestæderne, som blev indgået 22. august 1432 i Horsens, indeholder bestemmelser om en femårig fredsperiode, som hansestæderne hidtil har overholdt på enhver tænkelig måde. Imidlertid er der gentagne gange og på groveste vis blevet begået fredsbrud imod hansestæderne fra kong Eriks side inden for den nævnte fredsperiode. Hansestæderne har flere gange tidligere klaget over dette, hvilket imidlertid ikke har hjulpet. Desuden er hansestædernes rådsudsendinge i stand til at frembringe tydelige beviser på alle de store skader, som er blevet påført hansestæderne af kong Eriks side i fredsperioden, hvorfor de håber, at kong Erik vil sørge for, at de af hans folk, som har erobret noget fra hansestæderne, giver det erobrede tilbage til hansestæderne eller yder økonomisk erstatning til de skadelidte folk fra hansestæderne. Hansestædernes rådsudsendinge vil i den forbindelse gerne overbringe kong Erik deres anklageskrift specifikt omhandlende disse fredsbrud.Endvidere erklærer hansestædernes rådsudsendinge, at hansestæderne gerne vil yde erstatning til kong Erik for de skader, som han måtte være blevet påført af hansestæderne inden for fredsperioden, såfremt han oplyser hansestæderne om disse skader. Dog kan hansestædernes rådsudsendinge ikke forestille sig, at kong Erik skulle være blevet påført skader af hansestæderne inden for fredsperioden, idet hansestæderne har overholdt bestemmelserne indeholdt i fredsaftalen fra Horsens til punkt og prikke.Endvidere erklærer hansestædernes rådsudsendinge, at de vil overlade det til begge parters voldgiftsmænd at træffe en afgørelse i sagen, hvad enten denne indebærer et venskabeligt forlig eller en retslig afgørelse.

Biskop Magnus af Hildesheim, hertugerne Bugislav og Barnim af Stettin og Heinrich, hertug af Mecklenburg, samt biskopperne Johann af Verden og Pardam af Ratzeburg erklærer, at striden imellem kong Erik 7. af Pommern og hansestæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar skal afgøres ved en voldgift på sankthansdag 1435, hvis en tidligere forhandling imellem parterne ikke fører til et forlig.

Bernhard Osenbrügge, Hans Kröpelins tjener, meddeler rådet i Danzig, at dalkarlene under Engelbrekt Engelbrektssons ledelse har til hensigt at fordrive kong Erik 7. af Pommern fra alle de tre nordiske riger og selv blive herrer i Sverige.

Tingsvidne af Sønder Gøs herredsting om hertug Adolf af Slesvigs skødning af sit gods og sine bønder i Ramsted til biskop Klaus af Slesvig.

Hertug Adolf af Slesvig bekræfter endnu en gang, at Bordesholm kloster er kommet i besiddelse af flere landsbyer.

Hertug Adolf af Slesvig meddeler Rudolf (v. Diepholz), biskop (af Utrecht), at han på biskoppens anmodning ikke vil gøre mere ved sagen om den ladning vin, som er blevet frarøvet hertugen af byen Kampen.

Rådet i Lübeck og de hanseatiske rådsudsendinge, som deltager i hansemødet i Lübeck, meddeler de preussiske stæder, at man vil sende to udsendinge til Danmark, nemlig hr. Johann Qwast, rådmand i Stettin, samt Nicolaus (Wrecht), rådsskriver i Danzig.

Det svenske rigsråd meddeler de vendiske hansestæder, hvorfor det har opsagt kong Erik 7. af Pommern huldskab og troskab.For det første har kong Erik svoret, at han ville elske Gud og den hellige kirke samt styrke kirken, men han har fordærvet kirken og kristendommen, idet han har ophøjet uhæderlige banditter - ja, allerhelst folk som foragtede Gud - til biskopper. Endvidere har han givet disse banditter biskoppens gejstlige magt, som om han var en pave, hvilket svarer til kætteri. Endvidere har han fordrevet lovformeligt valgte og af paven stadfæstede biskopper, og således undlader han at give agt på Gud, kirken, paven og konciliet.For det andet har kong Erik svoret, at han ville elske alle retfærdige, og at han ville bekæmpe al uret i de tre riger, men han har kun elsket og ophøjet dem, som kunne gøre mest uret. Dette gælder særligt for kongens fogeder og embedsmænd, som har brændt, dræbt og røvet uskyldige folk.For det tredje har kong Erik svoret, at han ville være forpligtet til at hjælpe sine tre riger, men han har kastet riget ned i evig trældom, eftersom han har givet riget bort til hertug Bugislav af Pommern og andre, som fører griffen i deres våben. På den måde har han frarøvet riget dets frie kongevalg, og han har med vilje og foragt forarmet riget. Han har også forarmet det svenske ridderskab med unyttige krige i udlandet, og han har ikke givet de svenske riddere kompensation for deres skader. Endvidere har han bebyrdet de svenske byer med uretmæssige forbud og uretmæssig told.For det fjerde har kong Erik svoret, at han ville lede sit rige med indenlandske og indfødte mænd og altså ikke med udenlandske mænd, men han har overdraget de fleste og bedste landområder og slotte til udenlandske mænd, selvom han ikke bevise på nogen som helst måde, at svenske mænd skulle have været ulydige eller utro mod ham.Endelig beder det svenske rigsråd om understøttelse imod kong Erik. Til gengæld for de vendiske hansestæders hjælp vil det svenske rigsråd afskaffe al uretmæssig beskatning og told.

Det svenske rigsråd meddeler højmesteren for Den Tyske Orden og de preussiske stæder, hvorfor det har opsagt kong Erik 7. af Pommern huldskab og troskab.For det første har kong Erik svoret, at han ville elske Gud og den hellige kirke samt styrke kirken, men han har fordærvet kirken og kristendommen, idet han har ophøjet uhæderlige banditter - ja, allerhelst folk som foragtede Gud - til biskopper. Endvidere har han givet disse banditter biskoppens gejstlige magt, som om han var en pave, hvilket svarer til kætteri. Endvidere har han fordrevet lovformeligt valgte og af paven stadfæstede biskopper, og således undlader han at give agt på Gud, kirken, paven og konciliet.For det andet har kong Erik svoret, at han ville elske alle retfærdige, og at han ville bekæmpe al uret i de tre riger, men han har kun elsket og ophøjet dem, som kunne gøre mest uret. Dette gælder særligt for kongens fogeder og embedsmænd, som har brændt, dræbt og røvet uskyldige folk.For det tredje har kong Erik svoret, at han ville være forpligtet til at hjælpe sine tre riger, men han har kastet riget ned i evig trældom, eftersom han har givet riget bort til hertug Bugislav af Pommern og andre, som fører griffen i deres våben. På den måde har han frarøvet riget dets frie kongevalg, og han har med vilje og foragt forarmet riget. Han har også forarmet det svenske ridderskab med unyttige krige i udlandet, og han har ikke givet de svenske riddere kompensation for deres skader. Endvidere har han bebyrdet de svenske byer med uretmæssige forbud og uretmæssig told.For det fjerde har kong Erik svoret, at han ville lede sit rige med indenlandske og indfødte mænd og altså ikke med udenlandske mænd, men han har overdraget de fleste og bedste landområder og slotte til udenlandske mænd, selvom han ikke bevise på nogen som helst måde, at svenske mænd skulle have været ulydige eller utro mod ham.Endelig beder det svenske rigsråd om understøttelse imod kong Erik. Til gengæld for højmesterens hjælp vil det svenske rigsråd afskaffe al uretmæssig beskatning og told.

Det svenske rigsråd meddeler den livlandske ordensmester og de livlandske stæder, hvorfor det har opsagt kong Erik 7. af Pommern huldskab og troskab.For det første har kong Erik svoret, at han ville elske Gud og den hellige kirke samt styrke kirken, men han har fordærvet kirken og kristendommen, idet han har ophøjet uhæderlige banditter - ja, allerhelst folk som foragtede Gud - til biskopper. Endvidere har han givet disse banditter biskoppens gejstlige magt, som om han var en pave, hvilket svarer til kætteri. Endvidere har han fordrevet lovformeligt valgte og af paven stadfæstede biskopper, og således undlader han at give agt på Gud, kirken, paven og konciliet.For det andet har kong Erik svoret, at han ville elske alle retfærdige, og at han ville bekæmpe al uret i de tre riger, men han har kun elsket og ophøjet dem, som kunne gøre mest uret. Dette gælder særligt for kongens fogeder og embedsmænd, som har brændt, dræbt og røvet uskyldige folk.For det tredje har kong Erik svoret, at han ville være forpligtet til at hjælpe sine tre riger, men han har kastet riget ned i evig trældom, eftersom han har givet riget bort til hertug Bugislav af Pommern og andre, som fører griffen i deres våben. På den måde har han frarøvet riget dets frie kongevalg, og han har med vilje og foragt forarmet riget. Han har også forarmet det svenske ridderskab med unyttige krige i udlandet, og han har ikke givet de svenske riddere kompensation for deres skader. Endvidere har han bebyrdet de svenske byer med uretmæssige forbud og uretmæssig told.For det fjerde har kong Erik svoret, at han ville lede sit rige med indenlandske og indfødte mænd og altså ikke med udenlandske mænd, men han har overdraget de fleste og bedste landområder og slotte til udenlandske mænd, selvom han ikke bevise på nogen som helst måde, at svenske mænd skulle have været ulydige eller utro mod ham.Endelig beder det svenske rigsråd om understøttelse imod kong Erik. Til gengæld for den livlandske ordensmesters hjælp vil det svenske rigsråd afskaffe al uretmæssig beskatning og told.

Heinrich Vorraths beretning om de hanseatiske udsendinges forhandlinger i Nederlandene, hvor de bl.a. klagede over den skade, som nederlænderne havde tilføjet både de hansestæder, som deltog i krigen mod kong Erik 7. af Pommern, og de mange preussiske og livlandske stæder, som ikke deltog i den pågældende krig.

Knut (Bosson (Natt och Dag)), biskop i Linköping, samt ridderne Nils Erengislesson (Hammersta) og Bo Stensson (Natt och Dag) opfordrer på det svenske rigsråds vegne højmesteren for Den Tyske Orden til at hjælpe dem imod kong Erik 7. af Pommerns vold og uret.

Fru Grethe (Henriksdatter (Brokdorf)) af Løgismose, enke efter Jens Pedersen ((Panter) af Løgismose), erklærer at skylde hr. Henneke Wittekop (Krummedige) til Sandholt 26 lybske mark sølvpenge.For dette beløb har fru Grethe pantsat sin gård i Sønder Broby til Henneke Wittekop. Såfremt fru Grethe ønsker at indfri pantet, skal det offentliggøres på Sallinge herredsting.

Skipper Paul Beermann, som har lidt skibbrud ud for Sandvig, skænker Åge Nielsen (Sparre), foged på Bornholm, halvdelen af det strandede gods fra skibet, som Åge Nielsens mænd har formået at bjerge.

Rådet i Lübeck meddeler rådet i Danzig, at man på mødet med kong Erik 7. af Pommern i Haderslev er nået til enighed om forskellige artikler, der forhåbentlig vil kunne afslutte krigen.

Flore Båd, enke efter Magnus Båd (foged på Gottorp), skænker 40 lybske mark til Hellig Trefoldighedsbroderskabet og domkirken i Slesvig og pantsætter til sikkerhed derfor et bol i Esmark i Satrup sogn i Angel.

Skipper Hans Sume, som har lidt skibbrud ud for Bornholm, skænker Åge Nielsen (Sparre), høvedsmand på Bornholm, halvdelen af det gods, som Åge Nielsens folk er i stand til at bjerge fra skibet.

Rådet i Lübeck udsteder en vidisse af hertug Adolf 8. af Slesvigs privilegium til folkene på Femern af 12. marts 1424.

Skrå for Vor Frue gilde, også kaldet Elendelavet, i Odense til opretholdelse af en evig messe i Sankt Albani kirke.Skråen indeholder følgende punkter:1) Lavet skal indeholde 30 par lavsbrødre og -søstre. Ethvert par, som bliver medlem af dette lav for deres sjæls saligheds skyld, skal give lavet fem lybske mark til forbedring af lavets messe og fire mark voks.2) Når en lavsbroder eller -søster dør ud af lavet, skal enhver lavsbroder og -søster give en lybsk mark til lavet.3) Disse førskrevne beløb skal investeres i fast ejendom, og af den rente, som kommer heraf, skal man aflønne lavets præst. Man skal ikke aflønne lavets præst af lavets hovedstol.4) Lavets præst skal have 16 lybske mark. Endvidere skal man forsøge, om man kan nå til enighed med præsten om at holde flere gudstjenester for det pågældende beløb til lavets forbedring.5) Lavets præst skal have bolig ved kirken, og vedkommende må ikke have et andet vikariat.6) Når lavet får en præst, som vil forbedre vikariatet eller gudstjenesten, skal den pågældende præst bruge den rente, som lavet benytter hertil, i resten af sit liv.7) Af det førskrevne voks skal man holde fire gode lys til messeafholdelsen. Bliver der mere voks tilbage, skal man af det holde seks gode lys til den lysekrone, som hænger over Vor kære Frues alter.8) Når en lavsbroder eller -søster dør ud af lavet, skal oldermændene lade holde en vigilie med otte ærbare præster for afdøde. Alle lavsbrødre og -søstre skal deltage i denne vigilie. Gør man ikke det, skal man betale en mark voks i bøde til lavet. Endvidere skal enhver lavsbroder og -søster ofre en penning til sjælemesse for afdøde. Gør man ikke det, skal man betale en mark voks i bøde til lavet. Endelig skal alle lavsbrødre og -søstre følge afdøde til graven. Gør man ikke det, skal man betale en mark voks i bøde til lavet.9) Det førskrevne punkt gælder også, hvis lavsbroderen eller -søsteren skulle dø i udlandet.10) Såfremt en person ønsker at indtræde i lavet, skal oldermændene og seks lavsbrødre vurdere, om vedkommende kan tjene til lavets nytte.11) Såfremt en lavsbroder bliver gift med en ærbar kvinde, som ikke er medlem af lavet, skal hun som udgangspunkt ikke være fuldgyldigt medlem af lavet, sålænge medlemstallet er fuldt. Først når et andet medlem dør, kan hun indtræde som fuldgyldigt medlem af lavet. Denne regel gælder også, såfremt en lavssøster gifter sig med en mand, som ikke er medlem af lavet. Endvidere må de ikke deltage i lavsmøder med bespisning, medmindre de får en særlig indbydelse, men de skal deltage i vigilierne, messerne og deslige.12) Såfremt mere end en lavsbroder eller -søster har giftet sig med en person, som ikke er medlem af lavet, bliver den person, som har ventet længst, først medlem af lavet. Den person, som sidst bliver medlem af lavet, skal love lavsbrødrene og -søstrene at betale en mark voks.13) To par skal stå for bespisningen af lavet én gang om året. Disse lavsmøder skal afholdes om mandagen efter Kristi legemsfest, og de to par skal vide det et år i forvejen. De to par skal sørge for godt øl, godt brød, skinke, to friske retter og steg til alle lavsmedlemmerne, men ikke flæsk. Det skal være op til de to par, om de vil forbedre denne bespisning.14) De, som sørger for bespisningen, må ikke indbyde flere gæster end to par, når man ser bort fra de andre lavsbrødre og -søstre. Indbyder de flere end to par gæster, skal de betale et halvt pund voks i bøde til lavet.15) Såfremt det drikkelige eller det spiselige, det være sig øllet, brødet eller maden, som de udpegede lavsmedlemmer sørger for, ikke er så godt, som det burde være, skal de andre lavsmedlemmer ikke påtale dette. Gør et lavsmedlem det, skal vedkommende betale en mark voks i bøde til lavet. Derimod skal man lade den person, som har serveret det dårlige øl eller den dårlige mad for de andre lavsmedlemmer, indkalde for oldermændene. Endvidere skal man udpege otte lavsmedlemmer, og disse skal da i fællesskab med oldermændene bestemme bødens størrelse.16) Såfremt et lavsmedlem under et lavsmøde drikker så meget, at vedkommende må gå ud og kaste op for derefter at vende tilbage til lavsmødet for at drikke igen, skal vedkommende betale et halvt pund voks eller holde sig helt væk fra lavet.17) Alle de, som følger efter de nuværende medlemmer, skal vælge fire fremmede hæderlige mænd, som skal have indgående kendskab til dette lav, lavets messer, vigilier og gudstjenester, således som Gud har indgående kendskab til deres sjæl.18) Alle lavsbrødre og -søstre skal deltage i lavets vigilie søndag aften, og når lavets vigilie er tilendebragt, skal lavsbrødrene og -søstrene gå hen til dem, hos hvem bespisningen af lavet finder sted. Til denne bespisning skal lavsmedlemmerne drikke øl. Om mandagen skal lavsmedlemmerne holde messe for Jomfru Maria, og her skal de ofre en penning. Endvidere skal lavets præst udtale mindeord over de lavsbrødre og -søstre, som er døde.19) Såfremt nogle af lavsbrødrene kommer op at skændes, skal man bringe sagen for lavets oldermænd. Såfremt en af de stridende parter ikke ønsker at acceptere oldermændenes afgørelse, skal vedkommende betale et halvt pund voks i bøde til lavet eller holde sig væk fra lavet.20) Såfremt en lavsbroder slår en anden lavsbroder, skal vedkommende betale et pund voks i bøde til lavet eller holde sig væk fra lavet.21) Såfremt en lavsbroder beviseligt taler ilde om en anden lavsbroder, skal vedkommende betale seks mark voks i bøde til lavet.22) Såfremt en lavsbroder, som er blevet indkaldt til at møde for oldermændene, ikke møder op, skal vedkommende betale en mark voks i bøde til lavet, medmindre vedkommende har lovligt forfald.23) Oldermændene skal have magt til at vælge en ærbar og hæderlig præst. Skulle det ske, at han ikke vil gøre fuld tjeneste, skal oldermændene have magt til at afsætte vedkommende og ansætte en anden, som gør det fuldt ud og ikke uddelegerer arbejdet til andre, således som det er tilfældet med andre vikariater.24) Såfremt en fremmed mand eller kvinde kommer til denne by og får brug for hjælp af lavet, skal oldermændene afgøre, hvad der skal ske.25) Oldermændene skal gøre regnskab over for lavet, når der har været afholdt lavsmøder.26) Alle lavsbrødre og -søstre skal følge de regler, som er nævnt i denne skrå.

Hertug Adolf af Slesvig bekræfter Slesvig domkirkes privilegier.

Sognevidne af Svavsted sognestævne om en skødning foretaget af Klaus Dyck, eksekutor af Bo Rigs testamente, af dennes gods i Svavsted sogn til fogeden på Svavsted på biskop Klaus af Slesvigs vegne.

Kong Erik 7. af Pommern giver frit lejde til de holstenske og hanseatiske udsendinge, som skal komme til fredsmødet i Haderslev.

Hans Kröpelin, foged i Stockholm, anmoder højmesteren for den Tyske Orden, Paul von Rusdorf, om at tage ridder Bo Stenssons søn, Sven Bosson, i sin tjeneste. Eftersom det imidlertid er umuligt for Kröpelin at berette om den seneste udvikling i de tre riger skriftligt, vil hans bror, komturen af Althaus, ved navn Heinrich Rowerdere, som fører Stenssons søn med sig til højmesteren, berette mere indgående om sagernes stilling i de tre riger, når han er kommet frem.

Hertug Adolf af Slesvig stadfæster, at Volmer Hartvigsen Rantzau (til Kühren) har solgt sin andel af Lanker See til klostret i Pretz.

Kong Erik takker højmesteren for den Tyske Orden, Paul von Rusdorf, fordi han har sendt komturen af Althaus til kong Erik. Endvidere meddeler Kong Erik, at han vil holde et møde med sine svenske undersåtter i Stockholm på sankt Olufs dag, dvs. den 29. juli, for at indgå et forlig med de svenske undersåtter. Kong Erik anmoder i den forbindelse højmesteren om at sende en ordensherre samt en retslærd i gejstlig og/eller verdslig ret til dette møde. Endelig beder kong Erik højmesteren om skriftligt at bede ordensmesteren i Livland om ligeledes at sende en ordensherre til mødet.

Det svenske rigsråd meddeler Lübeck, at rigsmødet i Uppsala er villigt til at fuldbyrde den forligsaftale, som er blevet forhandlet mellem kong Erik og det svenske rigsråd i Halmstad 3. maj 1435, såfremt kong Erik på enhver måde vil lade svenskerne nyde deres rettigheder og deres gamle privilegier. Dog frygter det svenske rigsråd, at kong Erik ikke vil holde sig til aftalen, eftersom Stockholm til stor ulempe for det svenske rige er blevet befæstet, og eftersom kong Erik har i sinde at komme til Stockholm med en stor styrke til sankt Olufs dag, dvs. 29. juli. Derfor beder det svenske rigsråd Lübeck om at komme det svenske rigsråd til hjælp, såfremt der skulle ske overgreb mod det. Endvidere meddeler det svenske rigsråd Lübeck, at enhver, som vil sejle fra de tyske lande med deres varer, skal være velkommen alle de steder i Sverige, hvor svenske mænd råder, og at de dér skal være fritaget for told og andre byrder. Endelig beder det svenske rigsråd Lübeck om at meddele indholdet af brevet til alle de andre hansestæder.

Det svenske rigsråd meddeler Reval, at rigsmødet i Uppsala er villigt til at fuldbyrde den forligsaftale, som er blevet forhandlet mellem kong Erik og det svenske rigsråd i Halmstad 3. maj 1435, såfremt kong Erik på enhver måde vil lade svenskerne nyde deres rettigheder og deres gamle privilegier. Dog frygter det svenske rigsråd, at kong Erik ikke vil holde sig til aftalen, eftersom Stockholm til stor ulempe for det svenske rige er blevet befæstet, og eftersom kong Erik har i sinde at komme til Stockholm med en stor styrke til sankt Olufs dag, dvs. 29. juli. Derfor beder det svenske rigsråd Reval om at komme det svenske rigsråd til hjælp, såfremt der skulle ske overgreb mod det. Endvidere meddeler det svenske rigsråd Reval, at enhver, som vil sejle fra de tyske lande med deres varer, skal være velkommen alle de steder i Sverige, hvor svenske mænd råder, og at de dér skal være fritaget for told og andre byrder. Endelig beder det svenske rigsråd Reval om at meddele indholdet af brevet til alle de andre livlandske stæder.

Anders Iversen (Rosenkrantz), væbner, og dennes hustru, Ode, pantsætter alt deres gods i landsbyerne Satrup, Gammelby, Fladsby, Kalleby og Stenbjerg i Satrupholm, Gammelbygård og Oksager samt hele landsbyen Vinderød beliggende i sognet Sørup til biskop Nicolaus af Slesvig for 1600 mark lybsk. Såfremt Anders Iversen eller dennes hustru ønsker at indløse deres besiddelser og gods, eller såfremt biskop Nicolaus vil have sine 1600 mark tilbage, skal den ene part bekendtgøre indløsningen for den anden part inden sankthans. Derefter er Anders Iversen og dennes hustru forpligtet til at tilbagebetale de 1600 mark til biskop Nicolaus til førstkommende mortensdag. Skulle det imidlertid ske, at Anders Iversen og dennes hustru krævede pantet indløst over for biskop Nicolaus i overensstemmelse med den fastsatte procedure uden at tilbagebetale de 1600 mark, så skal Anders Iversen og dennes hustrus gods og besiddelser tilhøre biskop Nicolaus og dennes arvinger til evig tid.

Kong Erik bekendtgør at have indgået fred med grev Adolf af Holsten.

Kong Erik likviderer forbundet af 15. juni 1423.

Hertug Adolf af Slesvig fritager Mathias Voruppedenwech, som nu har slået sig ned i Husum, for skatter af hans ejendomme.

Kong Erik 7. af Pommern bekendtgør at have indgået fred med stæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar.

Stæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar bekendtgør at have indgået fred med kong Erik.

Lübeck, Lüneburg og Wismar likviderer traktaten af 15. juni 1423 med kong Erik.

Krister Nilsson (Vasa), høvedsmand på Viborg slot, meddeler rådet i Reval, at sørøvere har stjålet russisk gods langs den finske bugt, og at man i Stockholm har beslaglagt gods, som efter alt at dømme tilhører russerne. Krister Nilsson beder derfor rådet i Reval om at fortælle dette til de russere, som opholder sig i Reval.Endvidere ønsker Krister Nilsson at få oplyst af rådet i Reval, om russerne vil bevare freden med kong Erik af Pommerns riger.Endelig meddeler Krister Nilsson, at han håber, at der nu vil komme en god ordning mellem kong Erik og det svenske rige.

Hanseforbundets oldermænd, som befinder sig i Brugge, takker Lübecks borgmestre og råd for skriftligt at have oplyst dem om den fred, som er blevet indgået med kong Erik. Eftersom de skibe, som er ankommet fra Preussen, har måttet betale den nye Øresundstold til kong Erik, beder hanseforbundets oldermænd Lübeck om også at underrette de preussiske stæder om freden med kong Erik, idet den indeholder bestemmelser om, at hansekøbmændene skal nyde alle deres tidligere privilegier i de tre riger, således at de preussiske stæderne kan indrette sig derefter. Endvidere sonderes muligheden for en indgåelse af en fredstraktat med Holsten.

Heinrich Gripeshorn fortæller Lübeck, at overdragelsen af fredsbrevene har fundet sted. Gripeshorn beretter, at han imidlertid måtte vente otte dage, førend han kunne komme til at tale med kongens repræsentanter i København, hr. Esge (dvs. Esge Jensen (Brok) til Essendrup) og Mogens Gøye (dvs. Mogens Akselsen (Gøye) til Krenkerup), eftersom kong Erik allerede var rejst, da Gripeshorn ankom til København. Gripeshorn beretter i den forbindelse, at flere af seglene uheldigvis mangler på det store brev, hvormed utvivlsomt menes den kongelige udfærdigelse af Vordingborgfreden 17. eller 24. juli 1435 (). Hr. Esge har dog lovet at sende ham ærkebiskoppen af Lunds segl og Malmøs råds segl. Med hensyn til kong Eriks sejlads meddeler Gripeshorn, at kong Erik er sejlet afsted den 15. august med 62 skibe, herunder 5 skibe med forkastel, som imidlertid ikke var så store. Ombord på skibene var 1600 mand, gode såvel som onde. Da kong Erik kom omkring Falsterbo Rev, kom der en storm fra vest, således at kongen måtte blive i Kalmar i tre dage. Den 22. august sejlede han forbi Gotland med 43 skibe i to flåder, og han havde en stærk vind på skærene fra syd. Hvorledes det siden er gået ham, ved ingen i København. Der går mange rygter om, hvad der er sket, men Gripeshorn vil ikke skrive om dem, da de muligvis ikke er sande.

Esge Brok (dvs. Esge Jensen (Brok) til Essendrup), ridder, meddeler Heinrich Gripeshorn, som befinder sig i Falsterbo, at han har holdt et møde med hansekøbmændene hos rådet i Malmø, i hvilket hr. Aksel Pedersen (dvs. Aksel Pedersen (Thott)) og Mogens Gøye (dvs. Mogens Akselsen (Gøye) til Krenkerup) også deltog. Købmændene vil ikke holde møde om fogederne i Falsterbo og Skanør, men vil dog overveje sagen og give deres svar til de af kongens embedsmænd, som bliver tilbage i Malmø. Endvidere meddeler Brok, at han gerne vil hjælpe den skipper, som Gripeshorn har sendt til ham, i sagen vedrørende et skib, som er blevet beslaglagt i København, således at han kan få en ende på det. Endvidere beder Brok Gripeshorn sørge for, at Lübeck ikke undlader at sende udsendinge til Sverige. Endelig opfordrer Brok Gripeshorn til selv at deltage i fredsmødet i Sverige, eftersom Gripeshorn kender folkene og situationen godt.

Hertug Adolf af Slesvig stadfæster byen Itzehoes privilegier.

Heinrich Gripeshorn skriver til Heinrich Rapesulver om sit ophold i Danmark. Gripeshorn beder Rapesulver om over for rådet i Lübeck at undskylde på hans vegne, at han ikke har sendt dem flere nyheder. Det skyldes for det første, at han måtte ligge seks dage i København, inden han kunne komme derover, og for det andet, at skibene var sejlet med nordenvinden, da han endelig kom derover. Gripeshorn meddeler desuden, at han i sit brev til rådet i Lübeck af 1. september 1435 () kun har skrevet sandfærdige nyheder. Der går mange rygter om, hvad der er sket med kong Erik, men Gripeshorn vil ikke videregive dem, da de ikke kan bekræftes. Gripeshorn meddeler endvidere Rapesulver, at han vil skrive, så snart han har erfaret noget mere, men Gripeshorn formoder, at der er noget galt, eftersom der ikke kommer nogen sandfærdige nyheder fra Sverige. Endvidere meddeler Gripeshorn Rapesulver, at han medsender et brev fra hr. Esge (dvs. Esge Jensen (Brok) til Essendrup) (), og i samme forbindelse gør han opmærksom på, at det danske rigsråd ønsker og begærer, at rådet i Lübeck sender udsendinge til fredsmødet i Sverige. Endelig meddeler Gripeshorn Rapesulver, at de ikke har nogen sild.

Kong Erik 7. af Pommern takker højmesteren for den Tyske Orden, Paul von Rusdorf, fordi han har sendt komturen af Althaus til mødet i Stockholm. Komturen har medvirket til, at der kunne opnås et forlig mellem kong Erik og kongens undersåtter.

Amtmand Bartram v. Bokwold ovedrager selvejerbønderne i Ramsted (Svavsted sogn) en betaling på fire mark årlig rente.

Lyder Luchow erklærer, at Anders Iversen (Rosenkrantz) har indløst det gods i Satrupholm i Satrup sogn, som Anders Iversens svigerfar Claus Krumkop havde pantsat til Lyder Luchow for 100 lybske mark.

Hertug Adolf af Slesvig overlader Hinrik Bordenow og hans hustru Kerstine den livsvarige besiddelse af en ejendom på Langenæs ved Gottorp.

Instruktion medgivet Heinrich Vorrath, borgmester i Danzig, som udsending til Lübeck og Flandern. I instruktionen berøres flere forhold i Danmark. Bl.a. skal Vorrath tale med hansestæderne om de hindringer, som folk fra Malmø sætter i vejen for folk fra Danzig på grund af sagen om hr. Bertolt Burammer. Endvidere skal Vorrath tale med hansestæderne om den told, som Peder Oxe tager i Øresund. Desuden skal Vorrath tale med hansestæderne og de andre stæder om sejladsen igennem Øresund (se hertil ). Desuden skal Vorrath afklare, om hansestæderne vil sende udsendinge til kong Erik til sankthans, sådan som det er blevet aftalt i fredsaftalen indgået mellem kong Erik og stæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar den 17. juli 1435 (se og ). Endelig skal Vorrath i Lübeck indskærpe over for hansestæderne, at sildetønderne på Skånemarkedet har de korrekte mål, og at sildene bliver pakket korrekt, eftersom det har vist sig, at sildene fra Skånemarkedet har været for små, og at de er blevet pakket dårligt.

Danzig beder udsendingen Heinrich Vorrath, borgmester i Danzig, om at give Danzig selv og de livlandske stæder besked, så snart sejladsen igennem Øresund bliver frigivet, således at der ikke opstår skader eller klager.

Rådet i Danzig skriver til rådet i Reval for at få at vide, hvorledes Reval vil forholde sig til sejladsen igennem Øresund.

Engelbrekt Engelbrektsson, Nils Stensson og Gustav Larsson beder Danzig og de preussiske stæder om hjælp mod kong Erik 7. af Pommern, som ifølge dem har brudt det indgåede forlig. Desuden meddeles det, at kong Erik benytter sig af sørøvere og fetaljebrødre til stor skade for både svenskere og hansekøbmænd. Det meddeles i den forbindelse, at svenskerne vil sende folk efter sørøverne og fetaljebrødrene, og når de bliver fanget, vil de blive kastet over bord. Brevets udstedere forlanger, at Danzig og de preussiske stæder gør det samme. Desuden meddeles det, at nordmændene har indgået et forbund med svenskerne mod kong Erik, samt at svenskerne og nordmændene ønsker at indgå et forbund med hansestæderne, til hvilket de behøver hjælp fra Danzig og de preussiske stæder.

Rådet i Danzig meddeler rådet i Reval, at Den Tyske Ordens højmester har ophævet forbuddet mod sejlads igennem Øresund.

Rådet i Danzig meddeler rådet i Riga, at Den Tyske Ordens højmester har ophævet forbuddet mod sejlads igennem Øresund.

Rådet i Danzig meddeler rådet i Reval, at Den Tyske Ordens højmester har ophævet forbuddet mod sejlads igennem Øresund.

Danzig beder Lübeck om at give besked om, hvad hansestæderne har aftalt med kong Erik 7. af Pommern vedrørende Øresundstolden, idet Danzigs egen udsending, Heinrich Vorrath, grundet tidsmangel ikke har kunnet skrive til Danzig om den sag.Danzig er særligt interesseret i at vide, om man skal fortsætte med at betale Øresundstold eller ej, således at de kan underrette de folk fra Danzig, som sejler igennem Øresund, om, hvordan de skal forholde sig.Endvidere ønsker Danzig at vide, hvorledes folkene fra Lübeck, som sejler igennem Øresund, forholder sig, og hvilken instruktion Lübeck har givet dem med hensyn til betaling af Øresundstolden, således at Danzig kan give den samme instruktion videre til folkene fra Danzig, som sejler igennem Øresund.Endelig ønsker Danzig at vide, hvorledes man skal forsvare sig, såfremt hr. Peder Oxe (høvedsmand på Krogen og Helsingborg) fortsætter med at opkræve Øresundtold, således at Lübeck og Danzig kan optræde i overensstemmelse med hinanden i sagen.

Lübeck meddeler Danzig, at alle hansestædernes - og således også Danzigs - privilegier er blevet stadfæstet ved freden med kong Erik 7. af Pommern af 17. juli 1435 ( og ).Lübeck meddeler derfor, at de ikke selv har i sinde at betale Øresundstold, da de i henhold til deres privilegier ikke er forpligtet til det, og de råder således Danzig til heller ikke at betale Øresundstold. Endelig meddeler Lübeck, at de giver de folk fra Lübeck, som sejler igennem Øresund, instruktion om, at de skal henvise til deres privilegier, hvis Peder Oxe (høvedsmand på Krogen og Helsingborg) i strid med fredsaftalen fortsætter med at opkræve Øresundstold.

Danzig besvarer en skrivelse fra udsendingen Heinrich Vorrath, som befinder sig i Brugge, i hvilken han har frarådet at lade skibe sejle igennem Øresund.Danzig meddeler, at problemet har løst sig selv, eftersom der hverken i Danzig eller i Livland er skippere, som påtænker at sejle igennem Øresund, bortset fra to skibe, som skal til Skotland. Skipperne på disse to skibe er imidlertid endnu ikke blevet enige om, hvornår de skal sejle, og Danzig ved det derfor heller ikke.Danzig meddeler desuden, at de ikke desto mindre vil sende Vorraths henstilling om ikke at lade skibe sejle igennem Øresund videre til Riga og Reval.

Hertug Adolf af Slesvig tilstår Junge Leve i Frisland og hans mandlige efterkommere at besidde og bruge deres gods og ejendomme ligesom andre frie mænd i hertugdømmet Slesvig.

Hertug Adolf af Slesvigs gavebrev til Junge Leve på ni pund engelsk om året, som han skal have af sognet Morsum i Strand, så længe han lever.

Forlig mæglet af kong Erik 7. af Pommern mellem hertug Bugislav af Pommern og biskoppen og domkapitlet i Cammin.

Adolf 8., hertug af Slesvig, tilstår sin tømrermester Bernd v. Stocken seks mark årlig rente af Kropp sogns afgifter.

Under henvisning til et brev, som Danzigs udsending Heinrich Vorrath i Brugge har sendt til Danzig indeholdende oplysninger om krigen mellem England og Burgund, advarer Danzig Reval mod at sejle igennem Øresund, eftersom englænderne har i sinde at lægge skibe ud ved Jyllands nordkyst ud for Skagen for at skade hansekøbmændene.

Reces fra mødet i Vadstena 3. juni 1436, hvor udsendingene fra de fire hansestæder Lübeck, Hamburg, Wismar og Lüneburg, nemlig Timme Hadewerk, rådmand i Lübeck, og Peter Wilde, borgmester i Wismar, mægler et forlig mellem kong Erik 7. af Pommerns sendebud hr. Morten Jensen (Gyrsting), ridder, og Hans Krøpelin, væbner, på vegne af kongen på den ene side og det svenske rigsråd på den anden side. I forliget aftales en fred mellem kong Erik og det svenske rigsråd, som skal vare 14 dage fra brevets udstedelsestidspunkt.Endvidere fastsættes et nyt møde med voldgift, som skal afholdes i Kalmar 15. juli 1436. I den forbindelse aftales det, at fire af kong Eriks mænd og fire svenske rigsråder under alle omstændigheder skal komme til Kalmar til det aftalte møde med beføjelse til at udskyde mødet, såfremt enten kong Erik eller det svenske rigsråd er lovligt forhindret i at komme til mødet.Endvidere aftales det, at de folk, som befinder sig på kong Eriks slotte skal forsynes med frisk mad og alt, hvad de ellers måtte have behov for til livets opretholdelse.Endvidere aftales det, at der fra brevets udstedelsestidspunkt og frem hverken må bygges mere foran slottene eller på slottene.Endelig aftales det, at hhv. kong Eriks sendebud og det svenske rigsråd skal gøre alt, hvad de kan, for at de tilfangetagne på begge sider kan få midlertidig løsladelse indtil det aftalte møde i Kalmar.

Kong Erik 7. af Pommern giver frit lejde til de rådsudsendinge, som de fire hansestæder Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar vil sende til mødet i København, og til de personer, som rådsudsendingene vil medbringe til mødet. Det frie lejde skal gælde både til lands og til vands, til og fra mødet, samt mens rådsudsendingene er i København hos kongen.

Det svenske rigsråd meddeler Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar, at mødet i Kalmar er bestemt til den 15. juli, samt at det svenske rigsråd håber, at det svenske rige på dette møde vil få sine privilegier tilbage. Endelig beder det svenske rigsråd hansestæderne om at sikre, at det frie lejde, som er blevet givet til det svenske rigsråds udsendinge, vil blive overholdt.

Danzigs udsending Heinrich Vorrath meddeler Danzig, at hansestæderne vil sende udsendinge til mødet med kong Erik i København.

Indberetning fra de hanseatiske udsendinge vedrørende forhandlingerne med kong Erik 7. af Pommern i København, hvor også herren af Barth og herren af Pommern deltog sammen med deres råd, og vedrørende forhandlingerne mellem kong Erik og svenskerne i Kalmar.Det meddeles, at udsendingene sejlede ud af Trave 1. juli, og at de ankom til København 3. juli, hvor de blev venligt modtaget af kong Erik. Efter tre uger i København, hvor udsendingene forhandlede med kong Erik om fredsbrud og om Rostock, sejlede de videre mod Kalmar, hvortil de ankom 24. juli. I Kalmar blev de modtaget af kong Erik, svenskerne og de andre herrer. De hanseatiske udsendinge var imidlertid kun interesserede i at optræde som voldgiftsmænd i sagen mellem kong Erik og svenskerne, såfremt kong Erik ville overholde de løfter vedrørende tolden ved Krogen (dvs. Øresundstolden) og Rostock, som han havde givet hansestæderne, hvortil kong Erik højtideligt erklærede, at han ville holde alt, hvad han havde lovet hansestæderne.Endvidere meddeles det, at svenskerne bad kong Erik om, at han måtte tage dem til nåde, og at de erklærede, at de ville have kong Erik som konge, og at de ikke ønskede en retssag med kongen, hvorpå kongen svarede, at svenskerne skulle bestemme, hvorledes deres venskabelige aftale med ham skulle se ud. Derefter udfærdigede svenskerne en skrivelse om, at riget Sverige var blevet påført stor skade grundet dårlig regeringsførelse, og at de derfor ønskede, at kong Erik lod det svenske rige være ved sin lovbog, sine skriftlige rettigheder, sine privilegier og sine gode, gamle sædvaner, sådan som kongen havde lovet dem. Hertil svarede kong Erik både mundtligt og skriftligt, at han aldrig havde gjort svenskerne uret eller fortræd eller påført dem vold, men at han derimod havde vist dem ære, godhed og velvilje. Det meddeles i den forbindelse, at der således gik megen tid med den slags skrivelser og taler, som dog ikke førte til noget frugtbart. Derfor sagde hr. Erik Krummedige på vegne af voldgiftsmændene til kong Erik og svenskerne, at de nu havde udfærdiget skriftlige klager og skriftlige modsvar, men at de endnu ikke havde udfærdiget en tekst, som kunne bruges som aftale imellem dem, og derfor ville voldgiftsmændene skriftligt udfærdige en venskabelig aftale, som kunne være begge parter til behag, og ligeledes skulle hver part inden for en bestemt periode udfærdige sine klager mod den anden part, eftersom voldgiftsmændene efter klager og svar ville udsige, hvad der var ret, såfremt parterne alligevel ikke kunne finde behag i den af voldgiftsmændene udfærdigede venskabelige aftale, eftersom den nuværende situation var til skade for alle. Derpå gav begge parter deres skriftlige klager til voldgiftsmændene, men svenskerne sagde, at de ikke havde forventet en retssag, og at de heller ikke havde forstået det sådan ved mødet i Vadstena, hvorfor de på nuværende tidspunkt ikke kunne nævne alle de nødvendige artikler, fordi de ikke havde fået dem med til mødet i Kalmar. Derpå gik voldgiftsmændene op på slottet til kong Erik for at bevæge ham til at modtage svenskernes venskab, for de kunne alle fornemme, at en retssag imellem kong Erik og svenskerne hverken ville føre til venskab, enighed eller fred imellem dem. Derefter svarede kong Erik på det, som svenskerne havde skrevet om, at han skulle besætte landet og slottene med svenske folk og ikke med udenlandske folk, at han ikke ville have den evige skam hængende over sig, at alle skulle sige om ham, at han havde accepteret, at danskere, tyskere og nordmænd, som svenskerne altså anså for at være udlændinge, skulle fordrives fra riget, eftersom han ikke havde modtaget riget fra Margrethe på den måde, og derfor skulle man fratage ham det med ret. Derpå havde kong Erik, Erik Krummedige og Heinrich Rapesülver en længere diskussion, og til sidst sagde Heinrich Rapesülver, at hvis kongen kun ville følge sit eget hoved, og det så kom til en krig mellem kongen og svenskerne, og kongen så alligevel ikke kunne få sin vilje, så ville kongen være evigt forbandet, men hvis kongen ville følge sit råds råd, og hvis rådet så gav ham et dårligt råd, så ville rådet og ikke kongen være forbandet. Derfor lod kong Erik alle de danske folk kalde op på slottet for at høre, om de ville råde ham til at acceptere svenskernes krav, og derefter blev også svenskerne og hansestædernes udsendinge kaldt op på slottet. Her takkede svenskerne kong Eriks råd og hansestæderne for alt, hvad de havde opnået, og formanede rigsrådet om, at de alle måtte blive sammen som brødre, og at de hver især ville respektere hinandens rettigheder, privilegier og gode, gamle sædvaner. Dertil svarede Heinrich Rapesülver med det samme, at det var hansestædernes ønske, at de, eftersom de havde hjulpet til med at få en aftale i stand mellem kong Erik og svenskerne, gerne ville betragtes som søstre, således at hansestædernes privilegier og gode, gamle sædvaner også ville blive overholdt. Dertil svarede Erik Krummedige, at alt, hvad man havde lovet hansestæderne, ville blive overholdt.Derefter blev det den 23. august aftalt, at man skulle bringe kong Erik og svenskerne sammen, således at svenskerne kunne falde på knæ for kongen og bede om at blive taget til nåde. Derfor lod kongen samme dag alle folk samle på markedet, idet han lod alle klokkerne ringe. Derefter gik kong Erik sammen med herren fra Pommern og voldgiftsmændene, således at de stod i en kreds, og deromkring stod alle folk. Derefter kom svenskerne og faldt på knæ for kongen og bad om, at han måtte tage dem til nåde. Da ville kongen rejse dem op med sine hænder, men de ville ikke stille sig op. Derfor satte kongen sig selv ned på knæ og rejste dem op på den måde. På grund af denne ydmyge handling begyndte mange af de omkringstående at græde. Derefter bad kong Erik svenskerne om, at de for Guds skyld måtte tilgive ham, såfremt han havde handlet ilde mod dem, og derefter gik kongen sammen med sit råd og svenskerne op til rådhuset for at fuldbyrde venskabet.

Rügenboen Hinrik Thechedarghe erklærer at have købt en mølle på Rügen af biskoppen og domkapitlet i Roskilde for 100 stralsundske mark.

Kong Erik 7. af Pommern giver frit lejde til de rådsudsendinge, som de fire hansestæder Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar vil sende med til Kalmar.

Voldgiftsmændenes forslag til et forlig mellem kong Erik 7. af Pommern og svenskerne ved mødet i Kalmar juli-august 1436. Voldgiftsmændene meddeler indledningsvis, at de håber, at striden mellem kong Erik og de gode folk fra Sverige kan bilægges ved et venskabeligt forlig og altså uden en retssag, idet redeligt venskab er nyttigere i sådanne sager end ret.Forligsforslaget har følgende punkter:1) Svenskerne skal til at begynde med uden tøven, frit og uden retskrav levere alt det, som de har erobret i Lunds stift, og alt det, som tilhører Danmark, tilbage til kongen. Desuden skal svenskerne tage kong Erik tilbage som konge og anerkende ham som deres fuldmægtige konge, så længe han lever, således at han kan have og nyde al kongelig ret. Desuden skal de frit og uden retskrav levere alle de byer og slotte, som tilhører kronen, tilbage til kongen, og de skal igen erklære ham troskab. Endvidere skal de gøre knæfald for kongen under overværelse af alle de her i Kalmar tilstedeværende fyrster, herrer og gode folk, således at kongen for Guds skyld og efter alle fyrsterne og herrernes ønske nådigt kan tilgive dem, tage dem i sin tjeneste igen samt give dem forladelse for alle de skader og den uvilje, som er opstået i striden mellem ham og svenskerne. Dog skal man efter kongens og hans råds råd genopbygge og forbedre de af kongens slotte og gårde, som er blevet brændt af og tilintetgjort, og svenskerne skal sørge for, at genopbygningen af disse slotte og gårde ikke kun kommer til at ligge kronen til last. Til gengæld skal kongen lade svenskerne nyde deres skriftlige ret og alle deres privilegier og friheder af både gejstlig og verdslig art.2) Hvis en person, hvad enten det er en mand eller en kvinde, er blevet frataget gods med magt, det være sig liggende arvegods eller jordegods, både i form af pantegods eller arvegods, så skal dette gods leveres tilbage til vedkommende frit og uden retskrav. Hvis nogen uden rigets eller rigets råds tilladelse har gjort skade på eller har haft indtægter af sådant gods, så skal den person, som er blevet frataget godset med magt, have kompensation herfor.3) Hvis kongen stadig har krav mod nogen grundet bestemte handlinger eller sager, f.eks. vedrørende ansvar eller andet, og hvis dette angår hele riget, så skal kongen bilægge en sådan strid ved et venskabeligt forlig.4) Med hensyn til svenskernes krav om fjernelse af told, om forbud mod mønt og mod at føre sølv ud af landet, om at nedsætte skatter, om at indkræve skat i varer og ikke i rede penge og endelig om fogedernes ansvar kan voldgiftsmændene ikke komme med en afgørelse. Derimod overlader voldgiftsmændene det til kongen, rigets råd og rigets indbyggere at afgøre disse sager.5) Med hensyn til drost- og marskembederne, kronens indtægter og skatkammer, de breve og klenodier, som efter svenskernes ønske skal føres tilbage til riget, Stockholms privilegier og de personer, som har virket i rigets tjeneste, og som i den forbindelse er blevet påført skade, siger voldgiftsmændene, at den drost og den marsk, som nu er blevet valgt, skal forblive ved den magt, som det tilkommer dem at have, og de skal styrke og understøtte kongemagtens og rigets ret, og kongen skal bede rigets indbyggere om at være lydige mod ham, sådan som det er ret. Om kronens indtægter og skatkammer, breve og klenodier siger voldgiftsmændene, at kongen har lov til at medbringe sine indtægter, hvorhen han vil til de tre rigers behov, fra det ene rige til det andet, hvis han altså skal være konge over alle tre riger, og han må placere skatkammeret, hvorend han vil, således at han kan tjene i alle tre riger, hvor der først og fremmest måtte være behov for det, og klenodierne skal tjene alle tre riger, hvorfor han har lov til at have klenodierne, hvorend han vil, eftersom han er konge over alle tre riger. Med hensyn til Stockholms privilegier og med hensyn til de personer, som, idet de har optrådt i rigets tjeneste, har givet privilegier til Stockholm efter deres forgodtbefindende, siger voldgiftsmændene, at det ikke er ret, idet rigets mænd ikke har nogen som helst magt til at give privilegier uden kongens tilladelse. Såfremt Stockholm nu vil have nye privilegier, hvis de altså har mistet deres gamle, så skal de have tildelt privilegierne efter rigets indbyggeres og rigets råds råd og med kongens tilladelse, ganske som det er tilfældet med alle andre købsteder i riget, således at privilegierne ikke kommer til at ligge kronen til last. Endelig råder voldgiftsmændene kongen til at få et venskabeligt forlig i stand med alle de personer, som har misbrugt deres magt i Sverige, selvom de har uret, eftersom det er bedre at bilægge striden ved et forlig end at afslutte striden ved blodsudgydelse. Ligeledes er det ifølge voldgiftsmændene mere nyttigt at indgå et venskabeligt forlig end at forsøge at afslutte striden ved en retssag, idet det venskabelige forlig vil føre til større fred og fordragelighed end en retssag.6) Med hensyn til kongens arv i Sverige skal svenskerne unde og tilstå ham alt, hvad han rettelig kan arve, således som det er beskrevet i loven, det være sig gods, som dronning Margrete købte, pantsatte eller indløste, eller gods, som kongen selv har købt, pantsat eller indløst eller nu køber, pantsætter eller indløser, således at de under ham dette gods i overensstemmelse med loven, dvs. efter fremlæggelse af kongens beviser og krav på godset og efter svenskernes svar herpå.7) Alle førskrevne punkter skal godkendes skriftligt af begge parter, inden forliget kan træde i kraft. Såfremt parterne ønsker at drøfte nogle af artiklerne med hinanden i venskabelighed, vil voldgiftsmændene ikke modsætte sig dette.

Kong Erik 7. af Pommerns klage mod svenskerne. Klagen har følgende punkter:1) I al den tid kong Erik har været svenskernes konge, har han ikke påført dem vold på deres liv eller gods. Derimod har svenskerne frarøvet kongen hans lande og slotte med vold, og svenskerne har brændt kongens og kongens folks ejendom af eller ødelagt den, hvilket kongen kan bevise. Dette er sket uden kongens skyld, og uden at det er blevet indbragt for retten. Alt dette har svenskerne gjort, selvom der den 14. oktober 1435 var blevet indgået et forlig mellem kong Erik og svenskerne i Stockholm (se ), og selvom de dér på ny havde hyldet ham som konge og sværget ham troskab.2) Kong Erik har udnævnt en drost og en marsk for Sverige efter svenskernes ønske, selvom det ikke er et krav ifølge svensk lov, og han har vist svenskerne stor kærlighed, hvilket heller ikke er et krav ifølge svensk lov.3) Svenskerne skrev i et brev til kong Erik, at han skulle komme til Sverige til fastelavn for at yde dem godtgørelse på baggrund af deres fordringer mod ham. Dette brev fik kong Erik imidlertid først den 1. februar, altså 14 dage inden fastelavn, hvorfor han dårligt kunne nå at rejse til Sverige. Ej heller havde de i brevet angivet et sted, hvor han kunne finde dem. Tre eller fire dage efter svenskerne havde skrevet brevet, red de til Stockholm med våben i hånd, og dér tvang de borgmestrene ud af byen og fangede dem, bandt dem og slog dem, og de erobrede byen og belejrede slottet, inden kong Erik modtog brevet fra svenskerne. I det samme brev meddelte svenskerne, at de ville opsige kongen troskab og mandskab, såfremt han ikke kom til Sverige til fastelavn.4) Svenskerne har frarøvet kongens tjenere, dvs. gode mænd og kvinder, såvel danske, tyske, norske som svenske, som bor i Danmark, og som har gods i Sverige, eller som bor i Sverige og har gods dér, alt, hvad de ejer. Og hverken kirken eller klostrene kunne hjælpe dem. Dette er særligt gået ud over Ida Königsmark, af hvem svenskerne krævede 600 mark for et len, som de ikke havde ret til at give hende.5) Svenskerne er draget til Danmark, hvor de har erobret slotte, byer og land. Dette er hverken sket med ret eller med ære.6) De svenske biskopper har forlenet kongens kirkelen, som det imidlertid kun tilkommer kongen at forlene.7) Kong Erik har overdraget sit slot Kastelholm til Erik Puke, for at han straks skulle overdrage det til Karl Knutsson (Bonde), når han kom dertil på vegne af kongen. Da Karl Knutsson (Bonde) kom og krævede slottet, fangede Erik Puke ham og hans tjenere og smed dem i slottets fangetårn og frarøvede dem alt, hvad de havde. Derfor har Erik Puke stadig Kastelholm, og på samme måde har han frarøvet kong Erik Tälje hus.8) Da Nils Stensson (Nat og Dag) kom til kong Erik i Kalmar og højtideligt bad om tilgivelse, spurgte kongen ham, om han ville gøre mere imod kongen, og om han på et eller andet tidspunkt igen ville bemægtige sig Kalmar len eller befæste Kläckeberg kirke. Da sagde Nils Stensson, at han aldrig igen ville handle imod kongen, og han aflagde ed derpå. Så forlenede kong Erik Nils Stensson med gården Tume og de len, som hørte dertil, men så snart kong Erik var draget af sted, bemægtigede Nils Stensson sig Kalmar len og befæstede Kläckeberg kirke, og han erobrede desuden Brømsehus, som hører til Danmark.9) Inden for den fred, som blev indgået i Vadstena, er kong Eriks slotte Axevalla og Elfsborg blevet belejret af svenskerne med stor skade og mange døde og sårede til følge. Desuden er kong Eriks slot Raseborg blevet frarøvet kongen.10) Broder Svensson (Tjurhuvud) svor troskab til kong Erik, da kongen lovede ham land og len, men han har handlet imod kongen, og han har skæmtet med, at svenskerne rejste til Danmark og dér erobrede land og slotte.

Svenskernes klage mod Kong Erik 7. af Pommern. Klagen har følgende punkter:1) Det svenske riges råd og mandskab har i mange år klaget over den uret og de overgreb, som uretfærdige fogeder udsatte dem og hele det svenske samfund for under konflikten mellem Jens Eriksen og Engelbrekt Engelbrektsson. Da det svenske samfund erkendte, at det ikke ville blive bedre, og at svenskerne ikke ville få hjælp fra kongen, idet han hele tiden var ude af landet, eller fra det svenske rigsråd, idet det ikke havde magt til at hjælpe svenskerne, besluttede de sig for at opsige kongen råd og mandskab. Imidlertid erklærede svenskerne derefter på et møde i Stockholm igen kongen troskab og mandskab på den betingelse, at Sveriges indbyggere skulle have deres lov og ret samt deres privilegier og friheder tilbage. Dog skulle de tre slotte Stockholm, Nyköping og Kalmar være undtaget herfor, idet kongen skulle have dem. På disse slotte kunne kongen indsætte danskere eller nordmænd. Alle andre slotte skulle leveres tilbage til svenskerne efter det svenske rigsråds råd. Denne aftale blev imidlertid brudt af kongen, eftersom slottene ikke blev leveret tilbage til svenskerne. Dette indklagede svenskerne første gang for de 12 voldgiftsmænd, anden gang for danskerne og tredje gang for kongen selv.2) Da kongen rejste til Danmark, blev det svenske samfund skændet og udsat for røveri, som om det havde været i fjendeland. Land og slotte blev overdraget til udenlandske folk - både mænd og kvinder. Bl.a. blev svenske adelsfolk gjort til underfogeder af danskerne, hvis svenskerne krævede noget af deres gods.3) Kongen sagde også, at han ikke længere ville være svenskernes ja-herre. På denne og lignende måder brød kongen aftalen med svenskerne. Derfor mente svenskerne heller ikke, at de var forpligtede til at overholde aftalen, hvorfor de drog ind i Stockholm og belejrede de andre slotte.4) Hvad angår de slotte og gårde, som skulle være blevet ødelagt eller brændt af, så er både land og folk bekendt med den uret og skade, som Jens Eriksen og hans embedsmænd har udsat folkene i Dalarna for. Denne uret har de ofte klaget over til kongen, men der er aldrig sket dem nogen ret.5) Det svenske rigsråd og borgerne i Västerås bad skriftligt kongen om at sende Jens Eriksen væk fra Västerås slot, således at yderligere konflikt kunne undgås, men dertil svarede kongen, at det ikke var ham muligt. Til sidst erobrede borgerne i Västerås og Engelbrektsson Västerås slot, men lige meget nyttede det, hvorfor de måtte drage bort fra Västerås slot igen. Derefter rejste det svenske rigsråd til København, hvor de fandt kongen og Jens Eriksen. Her gjorde de svenske rigsråder knæfald for kongen og bad ham indtrængende om at rejse til Sverige for at høre, hvem der var skyld i rigets fordærv. Dertil svarede kongen, at det ville han overveje.6) Når det er blevet skrevet, at svenskerne aldrig har klaget, så vil svenskerne nu lade det være op til voldgiftsmændene at afgøre, om det er rigtigt, for voldgiftsmændene ved selv, om de har givet svenskernes klage videre til kongen. Under alle omstændigheder affattede svenskerne en skriftlig klage i Stockholm for to år siden.7) Med hensyn til Stockholm drog svenskerne dertil, fordi de ville tilskynde kong Erik og de andre tilstedeværende garanter til at handle i sagen. Da svenskerne nåede hen til byen, gav kong Erik besked om at lukke porten og om at beskyde svenskerne med armbrøster og bøsser. Derved blev mange mænd og heste såret, og eftersom kongen på den måde afviste svenskerne, kunne de regne ud, at kongen holdt slottet til skade for det svenske rige, og at han i hemmelighed havde fået overdraget slottet, uden at nogen fra det svenske rigsråd havde fået besked om det. Derfor kom medlemmerne af det svenske rigsråd til byen, idet de mente, at de allerede havde klaget over kongen, inden han påførte svenskerne skade.8) Med hensyn til tyskere, danskere eller nordmænd og i særdeleshed med hensyn til fru Ida Königsmark skal de personer, som har taget godset, svare.9) Med hensyn til det, som Engelbrektsson har gjort i Danmark, skal man først finde ud af, hvem der rettelig skal svare, og så skal vedkommende svare, som det sig hør og bør.10) Med hensyn til de biskopper, som har forlenet kongens len, skal enhver svare for sig selv, og Erik Puke skal svare vedrørende Kastelholm og Tälje hus.11) Med hensyn til Nils Stensson befinder han sig nu så tæt på Kalmar, at han selv kan svare, når han har fået sikkerhed, som det sig hør og bør.12) Med hensyn til Axevalla, Elfsborg og Raseborg kender svenskerne intet til de sager, og de håber, at det ikke er rigtigt, hvad kongen skriver. Men hvis der er sket noget, så vil svenskerne opfordre til, at retten kan gå sin gang, sådan som det sig hør og bør.

De danske rigsråders beretning til kong Erik 7. af Pommern om deres forhandlinger med svenskerne og danskerne. Beretningen har følgende punkter:1) Efter at det danske rigsråd på kong Eriks opfordring holdt et møde med de andre danskere i Kalmar, hvor de blev enige om, hvad de skulle råde kongen til, samlede det danske rigsråd igen så mange af danskerne, som de kunne, og således samlet holdt de et møde med svenskerne i Kalmar. På dette møde erklærede de danske rigsråder, at de - sådan som det også tidligere var blevet sagt og skrevet mellem dem og svenskerne - til evig tid skulle forblive sammen under én konge, dog således at hvert rige skulle forblive ved sin egen ret, således som det havde været praksis blandt deres forældre og forfædre i de tre riger. Endvidere erklærede de danske rigsråder, at de ville opfordre kongen til at tage svenskerne til nåde og til at fortsætte med at være deres konge, så længe han lever. Svenskerne begærer ikke andet i den forbindelse, end at kongen lader dem nyde deres beskrevne ret, deres friheder og privilegier og gode, gamle sædvaner. Endvidere vil svenskerne se bort fra alt, hvad der indtil nu ikke er blevet overholdt af deres beskrevne ret, deres friheder og privilegier og gode, gamle sædvaner, og de begærer og beder højtideligt om, at kong Erik ligeledes vil se bort fra al den skade og uvilje, som er opstået indtil nu grundet disse sager.2) Svenskerne sagde til de danske rigsråder, at de havde hørt, at man fejlagtigt sagde om dem, at de ikke ville have tyske, danske eller andre udenlandske folk i Sverige. Til dette sagde svenskerne, at den, som havde eller fik arv eller pant i riget, altså fra én fribåren mand til en anden, selvfølgelig kunne blive i Sverige, og svenskerne ville understøtte og højagte vedkommende på enhver måde, som om han var en af deres egne indbyggere, hvad enten han var dansker eller fra et andet sted. Med kronens slotte og besiddelser i Sverige kan kongen imidlertid gøre, hvad han vil, således som det er beskrevet i svenskernes ret.3) Svenskerne sagde desuden om dem, som har mistet deres jordegods eller pant, at enhver skal have sit eget gods tilbage, og om dem, som i kongens tjeneste er blevet påført skade - hvad skade det end måtte være -, at der med kongens råd og hjælp skal ske dem ret.4) Svenskerne ønsker desuden at bevæge kongen til at have tillid til dem, når de nu beder om Guds og alle helgeners hjælp til, at de kan yde fuldkommen tro tjeneste mod kongen, så længe han lever.5) Skulle det desuden ske, at kongen ikke har tillid til svenskerne, så vil de yde garanti for, at de vil holde deres løfte om fuldkommen tro tjeneste til kongen.6) Afslutningsvis bad det danske rigsråd svenskerne om at fortælle, hvad de mente om sagen, således at det danske rigsråd kunne fortælle det videre til kongen, men svenskerne sagde hertil, at de ikke kunne sige noget, førend de havde hørt de danske rigsråders mening om sagen, og såfremt de derefter vidste bedre råd, ville de gerne sige deres mening om sagen.Her følger det danske rigsråds mening om sagen:7) Eftersom de danske rigsråders forældre og forfædre havde bundet riget sammen og svoret, at de ville forblive under én konge, dog således at hvert rige skulle forblive ved sin egen ret, og eftersom deres forældre og forfædre ikke havde haft en anden mening om sagen end den, at rigerne skulle forblive sammen, og at hvert rige skulle forblive ved sin egen ret, så har de danske rigsråder heller ingen anden mening om sagen end den, at hvert rige skal forblive ved sin egen ret, og at kongen skal råde og regere over hvert rige i henhold til det pågældende riges ret, og at kongen ikke skal overføre det ene riges ret til et andet. Såfremt deres forældre og forfædre havde haft en anden mening om sagen, så havde de sikkert på et tidligere tidspunkt foretaget de nødvendige ændringer. Endvidere forekommer det de danske rigsråder at være bedre, om kongen ville modtage svenskernes venskab og gode vilje, sådan som de ønsker af kongen, således at svenskerne kan modtage og have kongen som en fuldmægtig konge, så længe han lever, samt om kongen ville lade svenskerne nyde deres beskrevne ret, friheder og privilegier, således som det sig rettelig hør og bør, samt om kongen ville råde og regere over Sveriges land og rige efter svenskernes råd, sådan som det er beskrevet i deres ret, samt om kongen ville modtage venskab fra dem, sådan som de ønsker, således at kongen kan se bort fra og tilgive al den føromtalte skade og uvilje. I særdeleshed med hensyn til svenskernes ønske om, at enhver skal have sit eget gods tilbage, sådan som det er beskrevet i det foregående, nemlig med hensyn til jordegods og alt andet gods, som man måtte have mistet, eller med hensyn til den skade, som man i kongens tjeneste måtte være blevet påført, så vil svenskerne efter al deres formåen og med kongens hjælp hjælpe til, at enhver skal have kompensation for sit tabte eller beskadigede gods enten ved venskab eller ved retten. Hertil sagde de danske rigsråder, at de ikke vidste noget mere nyttigt, end at kongen har fuldkommen tillid til svenskerne og omvendt, samt at man ikke på en bedre måde kan komme til enighed og venskab, til en venskabelig fred og værdighed, til ro og mag for alle i alle tre riger, hvorfor det forekommer de danske rigsråder efter deres samvittighed og bedste overbevisning at være bedst, om kongen ville tage dette råd til sig, hvilket således også skal være det danske rigsråds råd og bøn til kongen. Imidlertid er det frem for alt op til Gud og kongen at afgøre, hvad kongen skal gøre, hvorfor de danske rigsråder kun kan råde kongen efter deres samvittighed.8) Det er også det danske rigsråds råd til kongen, at han må råde og regere i Danmark på samme måde, og at han ikke må lade riget blive stående i sådan fare og fordærv, som det nu er tilfældet. Endvidere er det det danske rigsråds råd til kongen, at han ikke må glemme Norge, således at han husker at sende embedsfolk og fogeder dertil, som det sig hør og bør, for at Norge kan komme til en bedre regering, end det efter det danske rigsråds opfattelse nu er tilfældet, særligt i betragtning af at der ikke er kommet nogen folk fra Norge til mødet i Kalmar. Således har de danske rigsråder nu gjort kongen opmærksom på Norge, for at det ikke skal være deres skyld, om Norge blev forsømt, såfremt Norge ikke blev omtalt. Ligeledes råder det danske rigsråd kongen til at overholde alt det, som er blevet aftalt med stæderne, og som kongen og det danske rigsråd på kongens vegne har erklæret at ville overholde, samt til at instruere alle kongens embedsmænd og fogeder i, at de ikke må handle imod det aftalte, samt at de skal have reddelig kompensation for alt, hvad der er sket dem, og i særdeleshed for det, som er sket dem, mens de var i kongens tjeneste.

Heinrich, prior i Skt. Nicolai Kloster i Visby, og David, guardian i Skt. Katharina Kloster i Visby, vidimerer kong Magnus af Sveriges brev af 17. juni 1352 (= Dipl. Dan. 3. rk. III nr. 561) vedrørende Visbys handelsprivilegier i Stockholm.

De lybske rådsudsendinge skriver til Lübeck om forligsforhandlingerne i Kalmar mellem kong Erik 7. af Pommern og svenskerne og meddeler, at hansestæderne er blevet fritaget for tolden ved Krogen. Derfor skal enhver skipper, som kommer fra en af de hansestæder, som privilegierne omfatter, fastgøre et flag med sin bys våben på en stage eller et spyd på skibet, når han sejler forbi Krogen, således at han har fri passage. Endvidere meddeler de, at kong Erik har lovet dem, at han vil føre sag mod Rostock, hvis byen ikke overholder det, som nu er blevet aftalt.

De hanseatiske rådsudsendinge meddeler rådet i Danzig, at de har fået et forlig i stand mellem kong Erik 7. af Pommern på den ene side og svenskerne på den anden side. I den forbindelse er det blevet aftalt, at hansestæderne skal være fritaget for Øresundstolden.

Krister Nilsson (Vasa), ridder, erklærer over for rådet i Lübeck, at han igennem Heinrich Rapesülver, borgmester i Lübeck, og Timme Hadewerk, rådmand i Lübeck, har fået fuld erstatning for det skib tilhørende ham selv, som lübeckerne erobrede ud for Lübeck, og som senere blev sænket ud for København.

Voldgiftsmændenes kendelse i striden mellem kong Erik 7. af Pommern og svenskerne. Heri erklæres al strid for ophævet. Endvidere erklæres det, at kongen er blevet antaget på ny i Sverige, idet han har forpligtet sig til at styre riget efter Sveriges lov.

Rådet i Danzig meddeler rådet i Riga, at de hanseatiske rådsudsendinge, som befinder sig i Kalmar, netop har meddelt rådet i Danzig, at der er blevet indgået et forlig imellem kong Erik 7. af Pommern på den ene side og svenskerne på den anden side. I den forbindelse er det blevet aftalt, at hansestæderne skal være fritaget for Øresundstolden.

Kong Erik 7. af Pommern tildeler borgerne i de pommerske stæder Stargard og Treptow et fed på Dragørmarkedet.

Rådet i Lübeck og rådsudsendingene fra Hamburg, Lüneburg og Wismar anmoder kong Erik 7. af Pommern om at indskærpe over for sine embedsmænd og fogeder i de tre riger, at de ikke må have forbindelse til folk fra Rostock, herunder det nye råd i byen.Rådet i Lübeck har nemlig fået nys om, at kong Eriks embedsmænd og fogeder har hjulpet folk fra Rostock med at drive handel i de tre riger, hvilket strider imod det løfte, som kong Erik afgav under forhandlingerne i Kalmar om ikke at tillade sine undersåtter at have forbindelse til folk fra Rostock.

Adolf 8., hertug af Slesvig, bekræfter Tønder købstads privilegier af 28. september 1386.

Borgmestre og råd i Rendsborg bevidner, at kæmnerne for Vor Frues kalende har to mark stående i Heinrich Oldeland Marquardsens hus, som ligger i Rendsborg.

Meddelelse til kong Erik 7. af Pommern om skåningernes ønsker. De er følgende:1) Skåningerne ønsker, at kong Erik skal hjælpe dem imod de folk, som i forklædning rider ind og ud af Skåne og plyndrer.2) Skåningerne ønsker, at kong Erik har fuldkommen tillid til dem samt holder dem for sine tro tjenere, hvilket de da også gerne vil være, så længe de lever. Endvidere håber skåningerne, at kong Erik er klar over, at de altid har tjent deres rette herre, og at de også vil gøre det fremover.3) Skåningerne ønsker, at kong Erik sørger for at beskytte dem mod deres fjender.4) Eftersom der nu går rygter om, at kong Erik vil gøre fremmede folk til herrer over Skåne, ønsker skåningerne, at kong Erik forhindrer netop dette, idet de ikke ønsker andre herrer end kong Erik.5) Eftersom kong Erik har overdraget slotsloven til sin farbrors søn, ønsker skåningerne, at kong Erik skal lade den blive hos den, som rigets mænd vælger som konge efter kong Eriks død. Endvidere skal kong Erik lade alle tre riger blive ved deres frie valg.6) Skåningerne ønsker, at kong Erik nu vil give dem fred, ro, ret og retfærdighed, eftersom de nu i lang tid kun har kendt til ufred og krig.7) Endelig ønsker skåningerne, at kong Erik skal bede hansestæderne og andre gode folk om at tage sagen på sig, således at der kan skabes et forlig imellem kongen og svenskerne.

Hr. Henrik Rixtorp, ridder og drost i Sønderjylland, bevidner, at hr. Otto Snafs, ridder, oplod og skødede landsbyen Nolde tilligemed sit gods i Stade, Perbøl og Gammelgab, samt sin ret i Stemmild mark til væbneren Lyder Gjordsen, der modtog skødningen på vegne af hertug Adolf af Slesvig.

Lars Povlsen Remsnider sælger en bod i Hollænderstræde i Dragør til Henrik Hern for 15 rhinske gylden.

Skrå for skomagerlavet i Flensborg, det såkaldte Sankt Jakobs gilde, givet af borgmestrene og rådet i Flensborg by.Skråen indeholder følgende punkter:1) Én af skomagerlavets oldermænd skal være medlem af rådet i Flensborg.2) Enhver skomager skal betale en skilling lybsk til lavet to gange om året, nemlig til valborgsdag og til mikkelsdag.3) Skomagerne i lavet må stå og sælge deres varer på markedet på Søndertorv i Flensborg hver lørdag.4) Fogeden skal have ni grot på sankt Thomas' dag før jul. Til gengæld herfor skal skomagerne nyde deres gamle privilegier i Flensborg. Dette betyder for eksempel, at skomagerne ikke skal stilles til regnskab, såfremt de har slået en tyv, som - hemmeligt eller i fuld offentlighed - har stjålet sko fra dem.5) Der må ikke indføres fremmede sko til Flensborg med salg for øje. Såfremt dette sker, skal oldermændene konfiskere de fremmede sko og give dem til de fattige.6) Ethvert medlem af lavet skal betale stævnepenge til lavet på Sankt Thomas' dag før jul.7) Såfremt et medlem af lavet forbryder sig mod lavet eller erhvervet, skal vedkommende betale en bøde. Den ene halvdel af bøden skal gå til at tjene Gud og Sankt Jakob og på den måde forbedre lavet. Den anden halvdel skal medlemmerne af lavet have til øl.8) Hvis et medlem af lavet håner lavets oldermænd eller hele lavet, skal det pågældende medlem betale to tønder flensborgsk øl i bøde til lavet.9) Det er ikke tilladt for medlemmer af lavet at opsige et andet medlems lejemål for igen at udleje den pågældende bolig uden først at spørge det andet medlem om lov dertil. Det medlem, som gør dette, skal betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.10) Såfremt en skomagermester i lavet ønsker at indgå ægteskab, skal han passe nøje på, at han indgår ægteskab med en hæderlig og ærbar kvinde.11) Såfremt en skomagerhustru bryder det hellige ægteskab eller kommer i et ondt rygte, som hun ikke kan fjerne ad rettens vej, og såfremt hendes mand stadig ønsker at forsvare hende over for lavet, skal både mand og hustru give afkald på medlemskab af lavet, indtil hustruen er i stand til at fjerne det onde rygte ad rettens vej.12) Såfremt en skomagers søn ønsker at gifte sig med en anden skomagers datter eller med en skomagerenke, skal vedkommende give lavet to tønder flensborgsk øl, og vedkommende udstødes ikke af erhvervet. Såfremt en fremmed svend ønsker at gifte sig med en skomagers datter eller med en skomagerenke, skal vedkommende dokumentere over for lavet, at han er ægtefødt. Endvidere skal vedkommende give lavet et halvt festmåltid. Derefter skal han benytte sig af lavet.13) Såfremt en skomagers søn gifter sig uden for erhvervet, skal han give lavet et halvt festmåltid. Herefter er vedkommende fuldgyldigt medlem af lavet.14) En fremmed svend skal tjene to år, inden han kan indtræde i lavet.15) En fremmed svend, som frier til en skomagers datter eller til en skomagerenke, skal give lavet et halvt festmåltid og skal anmode om optagelse i lavet to gange, førend han må tjene i lavet.16) Såfremt en lærling, som er lavet værdig, og som har givet lavet et halvt festmåltid, ønsker at gifte sig med en skomagers datter eller med en skomagerenke, skal vedkommende give lavet to tønder flensborgsk øl. Herefter er vedkommende fuldgyldigt medlem af lavet.17) Såfremt en lærling gifter sig uden for erhvervet, skal vedkommende som hjælp fra lavet modtage det halve festmåltid, som han tidligere havde givet til lavet. På et senere tidspunkt skal han atter give et halvt festmåltid og være fuldgyldigt medlem af lavet.18) Såfremt en mand gifter sig med en kvinde uden for erhvervet eller med datteren til en skomager, som ikke er medlem af lavet, skal vedkommende give lavet tre lybske skillinger til vin og voks ved lavsmestrenes næstfølgende møde. Forsømmer han dette, skal han på sin hustrus vegne give lavet et halvt festmåltid.19) Såfremt en skomager ønsker at leje en svend, skal han leje svenden på det rette tidspunkt. Man må ikke leje en svend, førend svenden har gjort regnskab med sin mester. Den, som forbryder sig imod denne regel, skal betale to tønder flensborgsk øl i bøde til lavet.20) Det er ikke tilladt for medlemmer af lavet af have mere end to svende og en lærling, thi de fattige har lige så stor brug for svende som de rige.21) Ingen har lov til at komme udefra og overtage svende fra medlemmer af lavet. Såfremt en fremmed mand gør det, skal vedkommende arresteres. Derefter skal vedkommende betale 18 lybske skillinger i bøde til rådet i Flensborg. Dette skal gøres, eftersom fremmede folk, som gør den slags, er til stor skade for skomagererhvervet i Flensborg by.22) Såfremt en skomager vil oplære en lærling, skal skomageren give lavet et halvt festmåltid. Når lærlingen er udlært, skal han give lavet det andet halve festmåltid samt dokumentere over for lavet, at han er ægtefødt.23) Såfremt en svend i hemmelighed løber fra pladsen - enten med sine penge eller ved at tjene en anden mester - skal den pågældende svend ikke længere have lov til at tjene i Flensborg. Såfremt en skomagermester i Flensborg herefter ansætter denne svend, skal den pågældende mester betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.24) Såfremt en svend efter endt ansættelse ikke får udbetalt den retmæssige løn af sin mester, skal svenden gå til lavets oldermænd og klage over mesteren. Herefter skal oldermændene give svenden hans retmæssige løn. Endelig skal den pågældende mester tilbagebetale det dobbelte beløb til oldermændene som straf for sin misgerning.25) Såfremt en svend tjener sin mester med hån, fortræd og trods, hvorfor mesteren må se sig nødsaget til at sende svenden bort, skal svenden have sin retmæssige løn.26) Såfremt en svend ønsker optagelse i Sankt Jakobs lav, skal svenden eje mindst 15 mark ud over værdien af svendens tøj.27) Enhver svend, som ønsker at etablere sig selv som skomager, skal give lavet otte lybske skillinger til vin og voks til afholdelse af den evige messe.28) Såfremt en mester ønsker at leje en svend, skal dette ske inden for bestemte tidsrum, nemlig fra mikkelsdag til jul, fra jul til påske og fra påske til mikkelsdag. Det er kun tilladt at leje en svend for en beskeden løn. Såfremt man gør det anderledes, skal man betale to tønder flensborgsk øl i bøde til lavet.29) Ingen skomagermester må leje en fremmed svend til dags- eller ugeløn. Såfremt en mester gør dette, skal han betale to tønder flensborgsk øl i bøde til lavet.30) Såfremt en skomagermester med vilje lokkede en svend væk fra en anden skomagermester til skade for den anden skomagermester, skal den svigagtige mester betale to tønder flensborgsk øl i bøde til lavet. Endvidere skal den pågældende svend ikke længere have lov til at tjene i Flensborg.31) Såfremt et medlem af lavet med vilje eller på grund af drukkenskab taler hånligt og foragteligt til et andet medlem af lavet, mens lavsmedlemmerne drikker sammen, skal den pågældende betale to tønder flensborgsk øl i bøde til lavet.32) Såfremt det kan bevises, at et lavsmedlem med vilje hælder øl ud over eller kaster øl på et andet lavsmedlem eller på anden måde gør det andet lavsmedlem fortræd, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.33) Intet lavsmedlem skal drikke sig fuld. Såfremt et lavsmedlem gør det, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.34) Intet lavsmedlem må nøde et andet lavsmedlem til at drikke mere, end det andet lavsmedlem har lyst til. Såfremt et lavsmedlem gør dette, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.35) Såfremt et lavsmedlem kaster op i det hus, hvor lavsmedlemmerne sidder og drikker sammen, fordi vedkommende har drukket for meget, skal dette lavsmedlem betale to tønder flensborgsk øl i bøde til lavet.36) Såfremt et lavsmedlem kaster op i gården tilhørende det hus, hvor lavsmedlemmerne sidder og drikker sammen, fordi vedkommende har drukket for meget, skal dette lavsmedlem betale en tønde flensborgsk øl.37) Såfremt et lavsmedlem kaster op på en af de førskrevne måder og derefter går tilbage til de andre lavsmedlemmer for at drikke videre med dem, skal vedkommende betale det dobbelte i bøde til lavet.38) Intet lavsmedlem må købslå eller vædde med et andet lavsmedlem på det sted, hvor lavsmedlemmerne sidder og drikker sammen. Såfremt et lavsmedlem gør det, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.39) Såfremt et lavsmedlem er ulydigt og ikke vil tie stille under lavsmøderne, når oldermændene kræver det, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde.40) Såfremt et lavsmedlem ripper op i en allerede udsonet strid, som er blevet fuldstændig bilagt ved ret og venskab, skal vedkommende ikke have kendskab til bødens størrelse. Derimod skal rådmanden, de andre oldermænd og de andre lavsmedlemmer i fællesskab bestemme, hvorledes de vil dømme over vedkommende.41) Skomagerne i Flensborg har fremover tilladelse til at sælge deres varer på samme måde som alle andre i byen Flensborg.42) Såfremt et lavsmedlem opkøber skomagervarer fra andre skomagere - enten på markedet eller ved husdøren - med videresalg for øje, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.43) Såfremt et lavsmedlem handler med bark mellem valborgsdag og Sankt Jakobs dag uden for byen Flensborg, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.44) Intet lavsmedlem må købe bark, førend vognene med bark er kommet igennem byporten ind til Flensborg by. Gør et lavsmedlem det, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.45) Intet lavsmedlem må selv købe sæltran. Såfremt et lavsmedlem køber sæltran, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet. Til gengæld skal alle oldermændene købe sæltran til at dække hele lavets behov. Når sæltrannen er delt ud blandt lavsmedlemmerne, skal hvert lavsmedlem betale for sin andel til lavet inden for 14 dage. Såfremt et lavsmedlem ikke gør det, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet, og vedkommende skal fortsat betale for sin andel.46) Intet lavsmedlem må selv købe hestefedt. Til gengæld skal alle oldermændene købe hestefedt til at dække hele lavets behov. Såfremt et lavsmedlem alligevel køber hestefedt, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.47) Såfremt et lavsmedlem skylder et andet lavsmedlem penge, og såfremt skyldneren ikke vil betale det pågældende beløb til lavsmestrenes næstkommende møde, kan skyldneren bede om udsættelse af betalingen i op til fire gange, førend lavsmestrenes næste møde skal holdes. Såfremt beløbet ikke er betalt, inden lavsmestrenes næste møde holdes, skal skyldneren betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.48) Såfremt et lavsmedlem står i den ene eller anden form for gæld til lavet, det være sig bødegæld, gæld med hensyn til betaling af penge til voks eller lignende, har lavet ret til at inddrive denne gæld, så snart lavsmedlemmerne er samlede til møde.49) Såfremt et lavsmedlem beskylder et andet lavsmedlem for at skylde penge, og såfremt det andet lavsmedlem benægter dette, skal lavet bistå lavsmedlemmerne med retslig hjælp.50) Intet lavsmedlem skal som udgangspunkt klage over et andet lavsmedlem over for rådet i Flensborg i forbindelse med en strid. Derimod skal et lavsmedlem som udgangspunkt klage over et andet lavsmedlem over for oldermændene i lavet. Herefter skal oldermændene dømme i sagen. Det lavsmedlem, som forbryder sig mod denne regel, skal betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.51) Såfremt et lavsmedlem ikke vil acceptere den afgørelse, som lavets oldermænd træffer, hvorfor vedkommende prøver sagen for rådet, og rådet derefter træffer samme afgørelse i sagen som oldermændene, skal vedkommende betale to tønder flensborgsk øl i bøde til lavet.52) Såfremt et lavsmedlem ikke ønsker at betale sin gæld, hvorfor vedkommende bliver sagsøgt, skal vedkommende ikke gøre brug af lavet, førend han har betalt sin gæld. Endvidere skal vedkommende betale tre tønder flensborgsk øl i bøde til lavet, medmindre oldermændene vil se i nåde til vedkommende.53) Såfremt et lavsmedlem ikke ønsker at følge et afdødt lavsmedlem til kirken og til graven, som var det vedkommendes egen broder eller søster, skal lavsmedlemmet betale lavet ni lybske skillinger i bøde til vin og voks. Endvidere skal det lavsmedlem, som ikke vil ofre en lille lybsk penning til sjælemesse for den afdøde, betale den samme bøde, nemlig ni lybske skillinger til vin og voks.54) En ærbar kvinde i lavet, som har mistet sin mand, kan gøre brug af lavet i tre år efter mandens død, således at hun har tid til at bestemme sig for, om hun vil gifte sig igen, eller om det er bekvemt for hende at være alene.55) Såfremt et lavsmedlem ikke møder op til et af de store lavsmøder, nemlig til valborgsdag, til Sankt Jakobs dag og til mikkelsdag, skal vedkommende betale en grot i bøde til vin og voks.56) Såfremt en hustru eller jomfru optages i Sankt Jakobs lav, skal vedkommende betale tre lybske skillinger til voks.57) Såfremt et lavsmedlem drager ud af Flensborg med kone, børn og gods for at slå sig ned et andet sted og ikke vender tilbage inden for et år, men først vender tilbage senere, skal vedkommende søge om optagelse i lavet på ny.58) Såfremt en fremmed skomager kommer til Flensborg og forsøger at modarbejde lavet, og såfremt et lavsmedlem hjælper den fremmede skomager med penge eller låner penge til den fremmede skomager, skal lavsmedlemmet betale to tønder flensborgsk øl i bøde til lavet.59) Såfremt et lavsmedlem understøtter og hjælper en fremmed skomager med læder, med andet gods eller med redskaber til skade for lavet, skal vedkommende også betale to tønder flensborgsk øl i bøde til lavet.60) Ingen må garve læder i Flensborg, medmindre man er medlem af Sankt Jakobs lav.61) Såfremt oldermændene tager en skomager i at fremstille dårligt skotøj, skal den pågældende skomager betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet. Endvidere skal det dårlige skotøj destrueres.62) Såfremt man skal give Sankt Jakobs lav et fuldt festmåltid, skal dette måltid bestå af seks retter eksklusive ost og smør. Endvidere skal man give lavet seks tønder flensborgsk øl.63) Et halvt festmåltid består af tre gode retter. Dertil hører smør og ost og tre tønder flensborgsk øl.64) Intet lavsmedlem må på forhånd opkøbe læder hos slagterne, thi de fattige skal have lige så gode muligheder for at købe læder som de rige. Såfremt et lavsmedlem gør det, skal vedkommende betale to tønder flensborgsk øl i bøde til lavet for hvert købt skind.65) Enhver, som vil være lavsmedlem eller oldermand i lavet, skal sværge ved Gud, at vedkommende vil behandle den fattige lige så korrekt som den rige.66) Alle lavsmedlemmer skal i fællesskab holde fastelavn. Såfremt et lavsmedlem holder fastelavn med andre, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.67) De personer, der forestår den evige messe i Sankt Jakobs lav, skal én gang om året gøre regnskab for lavet.68) Såfremt et lavsmedlem ikke møder op til et ekstraordinært møde, som oldermændene i al hast har indkaldt til, skal det pågældende lavsmedlem betale en tønde flensborgsk øl i bøde uden nogen form for nåde. Såfremt lavsmedlemmet har beviseligt forfald, kan oldermændene se i nåde til vedkommende.69) For alle disse artikler gælder det princip, at det, som er godt for de mange, har forrang for det, som er godt for de få. Enhver, som ikke vil acceptere dette, skal betale to tønder flensborgsk øl i bøde til lavet. Endvidere skal vedkommende acceptere dette overordnede princip.70) Lavsbrevene, som dokumenterer lavsmedlemmernes optagelse i lavet, skal forsynes med et hængende segl, det være sig den nærmeste bys segl eller hele herredets segl. Endvidere skal Sankt Jakobs lavs skrå skrives ind i Flensborg bys stadsbog.

Adolf 8., hertug af Slesvig, pantsætter slottet Glambek og hele øen Femern med al herlighed til borgmestre og råd i Lübeck for 18.000 mark.

Borgmestre og rådmænd i Lübeck erklærer at have købt øen Femern med slottet Glambek af Adolf 8., hertug af Slesvig.Hertug Adolf og dennes arvinger har dog tilbagekøbsret efter en periode på 10 år.

Skrå for buntmagernes lav i Flensborg givet af rådet i Flensborg.Skråen indeholder følgende punkter:1) Én af buntmagerlavets oldermænd skal være medlem af rådet i Flensborg.2) Enhver buntmager skal betale tre lybske mark til rådet i Flensborg to gange om året, nemlig til påske og mikkelsdag.3) Såfremt et medlem af buntmagerlavet ikke betaler det førnævnte beløb inden for otte dage efter det fastsatte tidspunkt, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.4) Såfremt et lavsmedlem ønsker at indgå ægteskab med en jomfru eller en frue, skal han passe nøje på, at han indgår ægteskab med en hæderlig kvinde, som er lavet værdig.5) Såfremt en buntmagerhustru bryder det hellige ægteskab ved utroskab eller kommer i et ondt rygte, som hun ikke kan fjerne ad rettens vej, og såfremt hendes mand stadig ønsker at forsvare hende over for lavet, skal både mand og hustru give afkald på deres medlemskab af lavet, indtil hustruen er i stand til at fjerne det onde rygte med ret eller redelighed.6) Såfremt en buntmagers søn ønsker at gifte sig med en anden buntmagers datter eller med en buntmagerenke, skal vedkommende give lavet to tønder flensborgsk øl, og vedkommende udstødes ikke af lavet. Såfremt en fremmed svend ønsker at gifte sig med en buntmagers datter eller med en buntmagerenke, skal vedkommende dokumentere over for lavet, at han er ægtefødt. Endvidere skal vedkommende give lavet et halvt festmåltid. Derefter skal han benytte sig af lavet.7) Såfremt en buntmagers søn gifter sig uden for erhvervet, skal han give lavet et halvt festmåltid. Herefter er vedkommende fuldgyldigt medlem af lavet.8) Såfremt en lærling optages i lavet, skal vedkommende give lavet en tønde flensborgsk øl og to mark voks. Såfremt lærlingen vil gifte sig, skal han dokumentere over for lavet, at han er ægtefødt, samt fremvise dokumentation for, hvor han senest har tjent.9) En ærbar kvinde i lavet, som har mistet sin mand, kan gøre brug af lavet i tre år efter mandens død, således at hun har tid til at bestemme sig for, om hun vil gifte sig igen, eller om det er bekvemt for hende at være alene.10) Såfremt en svend ønsker at indtræde i buntmagerlavet, skal vedkommende tjene et helt år forinden i erhvervet i Flensborg.11) Den, som ønsker at indtræde i lavet, skal give lavet besked herom tre gange. Hver gang skal vedkommende give lavet to skillinger til øl i rede penge. Endvidere skal vedkommende fremvise den nødvendige beseglede dokumentation for, at vedkommende er ægtefødt, samt for, hvor vedkommende sidst har tjent. Endvidere skal vedkommende give lavet et festmåltid bestående af fire gode retter og to tønder flensborgsk øl. Endelig skal vedkommende på samme tidspunkt lægge otte lybske skillinger i lavets bøsse.12) Når man optages i broderskabet, skal man give lavet fire lybske skillinger, uanset om man er mester, hustru eller svend.13) Såfremt en svend har tjent med buntmagerne i lavet i et kvart år, skal vedkommende optages i broderskabet.14) Intet medlem af lavet må leje et andet medlems svend, medmindre svenden har taget afsked med sin mester på redelig vis. Gør man det alligevel, skal man betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.15) Intet medlem af lavet må love en svend en fordel, som kan komme lavet til skade. Gør man det alligevel, skal man betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.16) En svend, som tjener en mester i lavet, har lov til hvert kvartal at fremstille en pels for sig selv. Såfremt svenden fremstiller mere end denne ene pels, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.17) Ingen fremmed mand, uden nogensomhelst undtagelse, har lov til at overtage svende fra medlemmer af lavet. Såfremt en fremmed mand gør det, skal vedkommende hindres ad rettens vej, og vedkommende skal betale 18 lybske skillinger og en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet. Dette skal gøres, eftersom adskillige fremmede folk kommer til Flensborg og gør den slags, hvilket er til stor skade for lavet. Såfremt en mester i lavet lejer en svend ud til en fremmed buntmager uden for Flensborg, skal vedkommende betale den samme førskrevne bøde til lavet.18) Såfremt en svend i hemmelighed løber fra pladsen - enten med sine penge eller ved at tjene en anden mester - skal den pågældende svend ikke længere have lov til at tjene i Flensborg. Såfremt en buntmagermester i Flensborg herefter ansætter denne svend, skal den pågældende mester betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet. Endvidere skal den pågældende mester med det samme vise svenden bort.19) Såfremt en svend efter endt ansættelse ikke får udbetalt den retmæssige løn af sin mester, skal svenden gå til lavets oldermænd og klage over mesteren. Herefter skal oldermændene give svenden hans retmæssige løn. Endelig skal den pågældende mester tilbagebetale det dobbelte beløb til oldermændene som straf for sin misgerning.20) Såfremt en svend tjener sin mester med hån, fortræd og trods, hvorfor mesteren må se sig nødsaget til at sende svenden bort, skal svenden have sin retmæssige løn. Derefter må ingen mester ansætte den pågældende svend. Såfremt en mester i lavet gør det alligevel, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet. Derefter skal den pågældende mester med det samme sende svenden bort.21) Såfremt en buntmagermester med vilje lokker en svend væk fra en anden buntmagermester til skade for den anden buntmagermester, skal den svigagtige mester betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet. Endvidere skal den pågældende svend ikke længere have lov til at tjene i Flensborg.22) Der må ikke indføres fremmed pelsværk til Flensborg med salg for øje. Såfremt dette sker, skal oldermændene konfiskere det fremmede pelsværk og give det til de fattige i Flensborg.23) Såfremt oldermændene tager en buntmager i at fremstille dårligt pelsværk, skal den pågældende buntmager betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet. Herefter skal den pågældende buntmager fremstille godt pelsværk. Såfremt oldermændene opdager, at et lavsmedlem rejser rundt med dårligt pelsværk uden for Flensborg, skal det pågældende lavsmedlem ligeledes betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet i Flensborg.24) Intet lavsmedlem må opkøbe pelsværk uden for Flensborg med videresalg for øje. Gør man det, skal man betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet. Endvidere skal oldermændene konfiskere det pågældende pelsværk.25) Det er ikke tilladt for medlemmer af lavet at opsige et andet medlems lejemål for igen at udleje den pågældende bolig uden først at spørge det andet medlem om lov dertil. Det medlem, som gør dette, skal betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.26) Ethvert lavsmedlem, som befinder sig i Flensborg, skal hvert år give en skilling i vokspenge til lavet. Ethvert lavsmedlem, som befinder sig uden for Flensborg, skal hvert år give to skillinger i vokspenge til lavet. Enhver, som er i lavets broderskab i Flensborg, skal hvert år til allehelgensdag give en lybsk skilling i vokspenge til lavet.27) De brødre, som bor uden for Flensborg, skal hvert år give to lybske skillinger i vokspenge til allehelgensdag. Såfremt man ikke gør det inden for otte dage derefter, skal man betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet, medmindre oldermændene og brødrene ser i nåde til den pågældende.28) Såfremt et lavsmedlem ikke deltager i et møde, som oldermændene har indkaldt til, skal vedkommende betale en mark voks i bøde til lavet.29) Af alle de pengebøder, som betales til lavet, skal den ene halvdel gå til voks til lys i Guds ære. Den anden halvdel skal brødrene have til øl.30) Såfremt en lavsbroder eller -søster beviseligt taler hånligt om lavets oldermændene eller andre lavsbrødre og -søstre, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl og to mark voks til lys i bøde til lavet.31) Såfremt et medlem af lavet med vilje eller på grund af drukkenskab taler hånligt og foragteligt til et andet medlem af lavet, mens lavsmedlemmerne drikker sammen, skal den pågældende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.32) Såfremt det kan bevises, at et lavsmedlem med vilje hælder øl ud over eller kaster øl på et andet lavsmedlem eller på anden måde gør det andet lavsmedlem fortræd, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.33) Såfremt et lavsmedlem kaster op i det hus, hvor lavsmedlemmerne sidder og drikker sammen, fordi vedkommende har drukket for meget, skal dette lavsmedlem betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.34) Såfremt et lavsmedlem kaster op i det hus, hvor lavsmedlemmerne sidder og drikker sammen, eller i gården tilhørende dette hus og derefter går tilbage til de andre lavsmedlemmer for at drikke videre med dem, skal vedkommende betale det dobbelte i bøde til lavet.35) Intet lavsmedlem må købslå eller vædde med et andet lavsmedlem på det sted, hvor lavsmedlemmerne sidder og drikker sammen. Såfremt et lavsmedlem gør det, skal vedkommende betale en halv tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.36) Såfremt et lavsmedlem er ulydigt og ikke vil tie stille under lavsmøderne, når oldermændene kræver det, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde.37) Såfremt et lavsmedlem ripper op i en allerede udsonet strid, som er blevet fuldstændig bilagt ved ret og venskab, skal vedkommende ikke have kendskab til bødens størrelse. Derimod skal oldermændene og de andre lavsmedlemmer i fællesskab bestemme, hvorledes de vil dømme over vedkommende.38) Såfremt et lavsmedlem skylder et andet lavsmedlem penge, og såfremt skyldneren ikke vil betale det pågældende beløb til lavsmestrenes næstkommende møde, kan skyldneren bede om udsættelse af betalingen i op til fire gange, førend lavsmestrenes næste møde skal holdes. Såfremt beløbet ikke er betalt, inden lavsmestrenes næste møde holdes, skal skyldneren betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.39) Såfremt et lavsmedlem ikke ønsker at følge et afdødt lavsmedlem til kirken og til graven, som var det vedkommendes egen broder eller søster, skal lavsmedlemmet betale lavet ni lybske skillinger i bøde til voks til lysene.40) Det lavsmedlem, som ikke vil ofre en lille lybsk penning til sjælemesse for den afdøde, skal betale den samme bøde, nemlig ni lybske skillinger til voks til lysene.41) Såfremt et lavsmedlem ikke møder op til et af de store lavsmøder, nemlig til pinse, til mikkelsdag og til jul, skal vedkommende betale ni lybske penninge til voks til lysene.42) Såfremt en mester indstiller en svend til optagelse i lavet, og såfremt denne mester garanterer for det festmåltid, som svenden skal give lavet, skal den pågældende mester - hvis svenden ikke kvalificerer sig til optagelsen - alligevel og uden nogen som helst indsigelser give lavet det festmåltid, som svenden skulle have givet. Gør mesteren ikke dette, skal han betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.43) Såfremt en fremmed buntmager kommer til Flensborg og forsøger at modarbejde lavet, og såfremt et lavsmedlem hjælper den fremmede buntmager med penge, pelsværk, redskaber eller andet, som er skadeligt for lavet, skal det pågældende lavsmedlem betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet.44) Enhver, som vil være oldermand i lavet, skal sværge ved Gud, at vedkommende vil behandle den fattige lige så korrekt som den rige. Den, som bliver oldermand, skal give lavet en halv tønde øl. Såfremt vedkommende ikke ønsker at være oldermand, skal denne give en hel tønde øl.45) Alle lavsmedlemmer skal i fællesskab holde fastelavn. Såfremt et lavsmedlem holder fastelavn med andre, skal vedkommende betale en tønde flensborgsk øl i bøde til lavet. Denne regel gælder også med hensyn til pinse.46) Enhver, som var medlem af buntmagerlavet eller buntmagernes broderskab i Flensborg, inden rådet i Flensborg gav buntmagerlavet nærværende skrå, skal fortsat være medlem af buntmagerlavet.47) Det lavsmedlem, som står i gæld til lavet, det være sig i form af pengebøder, vokspenge eller anden gæld, kan af lavet pålægges at betale sin gæld ved næstfølgende lavsmøde. Såfremt vedkommende ikke betaler sin gæld ved dette lavsmøde, skal lavet straks gøre udlæg i lavsmedlemmets ejendele.48) Såfremt en buntmager i lavet modtager pels af fremmede folk for at fremstille pelsværk inden for et kort tidsrum, og såfremt den pågældende buntmager ikke holder, hvad han har lovet, og såfremt der bliver klaget over det, skal han betale en halv tønde flensborgsk øl i bøde til lavet. Desuden skal han færdiggøre det pelsværk, som han har lovet at fremstille, inden for 14 dage. Gør han ikke dette, skal han betale en hel tønde flensborgsk øl i bøde til rådet i Flensborg.Endelig meddeles det, at buntmagerlavets skrå skal skrives ind i Flensborg bys stadsbog.

Adolf 8., hertug af Slesvig, lover markgrev Friedrich 2. af Brandenburg at mødes med ham i Bad Wilsnack nytårsdag.

Kong Erik 7. af Pommern fritager byen Greifswald for Øresundstolden ved Krogen.

Adolf 8., hertug af Slesvig, undskylder over for markgrev Friedrich 2. af Brandenburg, at han ikke kan mødes med ham i Bad Wilsnack, således som hertugen ellers havde lovet. I stedet sender Adolf 8. nogle af sine mænd og råder.

Klagepunkter fremsat af rådet i Slesvig mod kapitlet i Slesvig.

Adolf 8., hertug af Slesvig, tildeler Bo Pedersen livsvarig besiddelse af en gård i Højer i Tønder len mod en årlig afgift af smør og havre til Tønder.

Adolf 8., hertug af Slesvig, tilstår Kersten i Nolde livsvarig bosiddelse i Nolde i Burkal sogn i Slogs herred uden leje eller hoveri mod en årlig afgift af to tønder honning eller to tønder smør.

Adolf 8.s råder hr. Didrik Blome, hr. Johann v. Ahlefeldt (til Lehmkulen og Wittmold), hr. Otto Slüter, kansler, og Hinrik v. Bokholt aftaler med markgrev Friedrich 2. af Brandenburg en sammenkomst mellem denne og Adolf 8., hertug af Slesvig, den 30. marts 1438 i Salzwedel.

De fem sogne Garding, Katrineherd, Tetenbøl, Poppenbøl og Østerhever lader i Husum i Adolf 8.s nærværelse 24 hæderlige frisere dømme i striden mellem de førnævnte sogne angående diget i Østerhever.

Biskop Nicolaus (Wulf) af Slesvig erklærer, at Adolf 8., hertug af Slesvig, har pantsat en del gods i Gammelbygård, Gammelby, Vinderød, Fladsby og Satrupholm i Angel til biskoppen af Slesvig og Slesvig stift. Dette gods ejedes tidligere af væbneren Anders Iversen (Rosenkrantz) på vegne af dennes hustru, som var datter af Claus Krumkop ((Krummedige) til Satrupholm).Endvidere erklærer biskop Nicolaus, at hertug Adolf og dennes arvinger har ret til at indløse det pantsatte gods for 1400 lybske mark på et bestemt tidspunkt og på et bestemt sted enten i byerne Slesvig eller Flensborg eller i landet Holsten.

Eggert (Christiernsen) Frille (til Sandholt) anmoder Adolf 8., hertug af Slesvig, om at bevidne, at han under sit ophold hos hertugen i Flensborg ikke har drevet forræderiske forhandlinger med hertugen, således som det ellers siges om ham af de folk, som havde taget ham til fange.

Adolf 8., hertug af Slesvig, bevidner, at Eggert (Christiernsen) Frille (til Sandholt) under sit sidste ophold hos ham i Flensborg kun har anmodet ham om at få sit gods i hertugdømmet Slesvig tilbage.I forlængelse heraf erklærer Adolf 8., at han i overensstemmelse med den aftale, som er blevet indgået mellem ham og kong Erik 7. af Pommern, dvs. Vordingborgfreden af 15.-17. juli 1435, er parat til at tilbagelevere alt, hvad andre har ret til, såfremt man leverer det tilbage til ham, som han har ret til.Endelig erklærer Adolf 8., at Eggert Frille i det hele taget viste sig som en from og hæderlig mand.

Nicolaus (Wulf), biskop i Slesvig, bevidner, at Eggert (Christiernsen) Frille (til Sandholt) under sit sidste ophold i Flensborg har forhandlet med Adolf 8., hertug af Slesvig, om sine sønderjyske godsers tilbagegivelse.Endvidere erklærer biskop Nicolaus, at han ikke er bekendt med, at Eggert Frille skulle have haft noget andet hverv hos hertugen eller hertugens råd imod kong Erik 7. af Pommern.

Adolf 8., hertug af Slesvig, stadfæster en overenskomst mellem sognefolkene på begge sider af floden Wilster angående sluser og diger.

Det svenske rigsråd meddeler Paul v. Rusdorf, højmester for Den Tyske Orden, at kong Erik 7. af Pommern ikke er kommet til det berammede møde i Kalmar.Derimod har kong Erik sendt Hans Laxmand, ærkebiskop i Lund, samt ridderne hr. Erik (Segebodsen) Krummedige (til Rundtoft), hr. Morten Jensen (Gyrstinge (til Kragerup og Hastrup)) og væbneren Niels Jensen (Galen) af Hammer, hvis forslag imidlertid ikke var i overensstemmelse med Sveriges privilegier.

Adolf 8., hertug af Slesvig, forbyder afholdelsen af markeder om søndagen i sine lande. Derimod skal alle markeder afholdes om lørdagen.

Adolf 8., hertug af Slesvig, tilstår indbyggerne i to landsbyer i Eutin sogn at bruge holstensk ret i stedet for hollandsk ret.

Det danske rigsråd skriver til hertug Kristoffer af Bayern.Rigsrådet indbyder Kristoffer til at begive sig til Danmark og overtage styrelsen af Danmarks rige pga. kong Erik 7. af Pommerns misregimente.Rigsrådet anmoder hertug Kristoffer om at svare så hurtigt som muligt.

Adolf 8., hertug af Slesvig, tilstår Jesse Bonsen Paysen den frie besiddelse af det gods, som han har købt af hr. Henrik Rixtorp, og som tidligere har tilhørt Jesse Lagesen i Øster Snadebøl, dog med undtagelse af hoveri, mod ydelsen af en halv tønde smør årligt i Flensborg eller Tønder og af den tjeneste, som alle fæstere i Kær herred giver.

Domkapitlet i Slesvig overdrager rettigheden til at indløse Gammelbygård og andre ejendomme i Angel til fyrsterne af Holsten.

Adolf 8., hertug af Slesvig, giver domkapitlet i Slesvig 59 mark i årlig rente af byen Flensborg imod de seks landsbyer Pommerby, Solby, Dyttebøl, Fuglsang, Stoltebøl og Skørdrup i Angel, som Erik (Segebodsen) Krummedige (til Rundtoft) tidligere havde overdraget til domkapitlet.

Adolf 8., hertug af Slesvig, tilstår Nesse Nommensen i Vester Snadebøl frihed for alle afgifter, som ikke alle fæstere giver. Af hans gods i Øster Snadebøl skal han give en årlig smørafgift.

Hermen Störtebeker kvitterer rådet i Hamburg for betalingen af sin sold.Han har i byens tjeneste været fanget i Danmark.

Heine Brands kvittering til Adolf 8., hertug af Slesvig, for det, som hertug Adolf på sine egne og sine brødres vegne var ham skyldig, med undtagelse af den afgift, som han fortsat skal betale af Ejdersted, Everskop, Udholm og Helgoland.

Gældsbrev udstedt af de lybske købmænd Vicke Meydink og Hans Hagemester til hr. Sten (Thygesen) Basse til Tybjerg på 110 lybske mark.

De to brødre Palle (Clausen) Då, provst i Vidå, og Kristian (Clausen) Då, væbner, overdrager en ejendom kaldet Provstegård i Sundeved i Nybøl herred, nærmere bestemt i landsbyen Blans i Ullerup sogn, til biskop Nicolaus (Wulf) af Slesvig. Den pågældende ejendom havde biskop Johan (Skondelev) af Slesvig pantsat til brødrene Dås forfædre.Endvidere erklærer de to brødre, at de har modtaget den pengesum, for hvilken ejendommen var pantsat.

Hans Hagemester erklærer at være Sten Basses svend, og at han handler med dennes varer.

Tingsvidne af Strukstrup herredsting om Slesvigs Trinitatisgildes ejendomsret til et stykke jord i landsbyen Skæggerød i Angel.

Det danske rigsråds opsigelsesbrev til kong Erik 7. af Pommern.Opsigelsesbrevet indeholder følgende punkter:1) Danmarks krones gamle ret og frihed består i, at ingen tyske eller udenlandske mænd skal have områder eller slotte i riget i deres varetægt. Ej heller må der være tyske eller udenlandske medlemmer af rigsrådet, men udelukkende danske mænd. Endvidere har kong Erik svoret ved Gud, at han ville holde denne Danmarks krones gamle ret og frihed. Kong Erik har imidlertid overdraget alle rigets slotte til udenlandske herrer i strid med rigsrådets råd, for at de udenlandske herrer med vold og magt bedre skulle kunne komme ind i riget. Det gælder i særdeleshed for hertug Bugislav 9. af Pommern-Wolgast, som kong Erik imod Gud, ære, ret og redelighed gentagne gange har forsøgt at gøre til konge.2) Kong Erik har skilt rigerne ad, således at Sverige og Norge nu er kommet væk fra Danmark.3) Kong Erik har overdraget syv af rigets faste slotte til udenlandske herrer til rigets fordærv, eftersom rigsrådet ikke ønskede hertug Bugislav til konge, hvilket da også strider mod rigets førnævnte ret og frihed.4) Kong Erik har ikke ønsket at holde det, som blev forhandlet i Kalmar, hvilket han ellers havde lovet.5) Kong Erik har bortført rigets formue og rigets klenodier, som er blevet samlet sammen til rigets behov igennem mange år af konger og rigets forstandere.6) Kong Erik lovede, da rigsrådet og kong Erik senest mødtes i Vordingborg, at han ville tage til Kalmar for dér at forhandle. Rigsrådet kan imidlertid forstå, at kong Erik ikke er taget til Kalmar. Derfor beder rigsrådet nu ydmygt om, at kong Erik bliver i Danmark for at afskedige de udenlandske herrer, således som kong Erik selv har lovet det over for rigsrådet, samt for at være med til at regere landet, som det sig retmæssigt hør og bør for en konge. Men når nu kong Erik er rejst til Gotland, har han overladt riget til de udenlandske herrer, som rigsrådet i højere grad anser for fjender end for venner.7) Eftersom kong Erik er rejst til Gotland, har befolkningen i Danmark voldeligt og på uretmæssig vis gjort oprør mod rigets mænd og i særdeleshed mod befolkningens egne herrer og høvedsmænd imod ære og ret og til fordærv og skade for både befolkningen og riget.8) Oprørerne fortæller, at de har fået tilskyndelse til oprøret af kong Erik og hertug Bugislav. Endvidere har en stor del af befolkningen hyldet Adolf 8. af Slesvig som deres herre, hvorfor Haderslev og Ærø er kommet bort fra riget, og således befinder riget sig nu i stor fare. Alt dette er sket, fordi kong Erik har forladt og forsømt riget, og fordi der er fremmede herrer i riget.9) Rigsrådet sendte allerede allehelgensdag 1438 fra Korsør et brev til kong Erik ved kongens eget sendebud biskop Thorlav, hvori det bad kong Erik om at vende tilbage til riget. Kong Erik kom imidlertid ikke tilbage til Danmark, men han har allerede på dette tidspunkt været klar over, at rigsrådet ikke længere kunne lade riget stå i fare og fordærv.10) På grund af de førnævnte punkter og mange andre grove og drabelige forhold, som riget konstant er udsat for, samt på grund af den vrede og ugunst, som kong Erik for hertug Bugislavs skyld udsætter riget for, og fordi rigsrådet ikke længere kan acceptere, at riget fortsat skal blive forsømt, har rigsrådet besluttet at opsige kong Erik råd, mandskab og tjeneste. Endvidere har rigsrådet besluttet, at det vil se sig om efter en ny herre.

Traktat indgået imellem det danske rigsråd på den ene side og hansestæderne Lübeck, Hamburg, Wismar og Lüneburg på den anden side.Traktaten indeholder følgende punkter:1) Såfremt den ene part måtte få brug for hjælp i form af soldater til at nedkæmpe uret, skal den anden part yde hjælp. Den, der yder hjælp, skal selv bespise sine soldaterne i en periode på 14 dage, efter ønsket om hjælp er blevet fremsat. Derefter skal den part, som har ønsket hjælp, bespise soldaterne.2) Såfremt en tredje part ønsker at skade Danmarks rige, det være sig til lands eller til vands, forpligter de førnævnte hansestæder sig til at hjælpe til med råd og dåd imod denne tredje part. Såfremt en tredje part ønsker at skade de førnævnte hansestæder, forpligter det danske rigsråd sig til at hjælpe til med råd og dåd imod denne tredje part.3) Det danske rigsråd forpligter sig til at holde alle de førnævnte hansestæders gamle rettigheder, privilegier og friheder i Danmarks rige. De førnævnte hansestæder forpligter sig til at sikre Danmarks riges indbyggeres rettigheder i de førnævnte hansestæder og i de førnævnte hansestæders områder.4) Når Danmarks rige igen har fået en fuldmægtig konge, vil det danske rigsråd sørge for, at den danske konge bekræfter alle de førnævnte hansestæders rettigheder, privilegier og friheder i Danmarks rige, således som det sig hør og bør.5) Det danske rigsråd forpligter sig til at forbyde købmændene fra Holland og Zeeland at udføre varer fra Danmarks rige, så længe de førnævnte hansestæder er i krig med Holland og Zeeland.6) Såfremt rådet og borgerne i Rostock ikke inden 10. august 1439 har indgået en fredsaftale med Rostocks gamle råd, som nu befinder sig i eksil, forpligter det danske rigsråd og Danmarks riges indbyggere sig til at følge de påbud, som er udgået fra det pavelige koncil i Basel og fra den romerske kejser, om at pågribe folk fra Rostock og beslaglægge deres varer. Endvidere vil det danske rigsråd forpligte sig til at hindre folk i at eksportere varer til Rostock eller importere varer derfra.7) Det danske rigsråd forpligter sig til at forsøge at få gennemført, at hansestæderne ikke længere skal betale øresundstold, samt at alle ekstraordinære skatter bliver fjernet. Endvidere forpligter det danske rigsråd sig til at forsøge at få hr. Peder Oxe (til Asserbo, høvedsmand på Krogen) til at betale erstatning til de lybske borgere og hanseatiske købmænd, hvis varer og ejendele uretmæssigt er blevet beslaglagt ved Krogen.8) Eftersom de førnævnte hansestæder har klaget over, at hr. Bo Høg (til Tanderup og Astrup), foged på Kalø slot, uretmæssigt har beslaglagt hanseatiske købmænds varer og gods, samt at hanseatiske købmænd uretmæssigt er blevet hindret i at forlade Danmarks rige med deres varer, forpligter det danske rigsråd sig til at sørge for, at der bliver udbetalt erstatning til de hanseatiske købmænd, som har lidt skade.9) Endelig vil det danske rigsråd sikre, at de førnævnte hansestæder til enhver tid kan klage over de skader, som måtte blive påført deres borgere af danske indbyggere i rigerne Danmark, Norge og Sverige.

Traktat indgået imellem ærkebiskop Hans (Laxmand) af Lund og det danske rigsråd på Danmarks riges vegne på den ene side og Adolf 8., hertug af Slesvig, på den anden side.Traktaten indeholder følgende punkter:1) Det danske rigsråd forpligter sig til at overdrage Haderslev og Ærø til hertug Adolf på Mariæ himmelfartsdag 1439.2) Såfremt det ikke sker, vil ridderne Erik Nielsen (Gyldenstjerne), Morten Jensen (Gyrsting), Henrik Knudsen (Gyldenstjerne) og Esge (Jensen) Brok samt væbnerne Oluf Akselsen (Thott), Gert (Hartvigsen) Bryske, Otto Nielsen (Rosenkrantz) og Klaus (Markvardsen) Rønnow straks rejse til Rendsborg for dér at holde et retmæssigt indlager, indtil hertug Adolf har modtaget Haderslev og Ærø.3) Endvidere stiller Morten Jensen (Gyrsting), Otto Nielsen (Rosenkrantz) og Klaus (Markvardsen) Rønnow gården Hastrup, som tilhører Morten Jensen (Gyrsting), gården Hevringholm, som tilhører Otto Nielsen (Rosenkrantz), samt gården Ejsbøl, som tilhører Klaus (Markvardsen) Rønnow, som underpant for hertug Adolf. Disse gårde skal hertug Adolf holde og bruge, indtil han modtager Haderslev og Ærø.4) Når hertug Adolf har modtaget Haderslev og Ærø, skal han tilbagelevere de førnævnte gårde, og de førnævnte riddere og væbnere, som har holdt indlager i Rendsborg, skal være løst af deres indlager.5) Såfremt en eller anden fratager hertug Adolf de førnævnte gårde på hemmelig vis og imod hertugens vilje, forpligter det danske rigsråd sig til at hjælpe hertug Adolf med at få de førnævnte gårde tilbage.6) Med hensyn til konflikten imellem det danske ridderskab og den danske konges bønder i Nordjylland er det blevet aftalt, at Erik Nielsen (Gyldenstjerne), Morten Jensen (Gyrsting), Otto Nielsen (Rosenkrantz), Klaus (Markvardsen) Rønnow og Heinrich Rantzau ikke må opkræve ekstraskatter af bønderne. Endvidere skal de fem førnævnte lade bønderne beholde deres gamle rettigheder, indtil den konge, som rigsrådet vælger, er blevet indsat.7) Med hensyn til de andre bønder i Nordjylland er det blevet aftalt, at klager angående overgreb mod disse bønder, herunder klager fra hertug Adolf, først skal behandles, når den nye konge er blevet indsat.8) Endvidere er det blevet aftalt, at enhver hæderlig mand, som har retmæssig adkomst til arv eller gods i hertugdømmet Slesvig, skal modtage dette uden nogen form for hindring fra hertug Adolfs side, når hertug Adolf har modtaget Haderslev og Ærø. Ligeledes skal det gælde for de af hertug Adolfs mænd, som måtte have arv eller gods i de tre nordiske riger, at de skal modtage dette uden nogen form for hindring fra det danske rigsråds side.9) Når det danske rigsråd har valgt en ny konge, skal denne konge forlene hertug Adolf og dennes arvinger med hertugdømmet Slesvig. Til gengæld herfor skal hertug Adolf og dennes arvinger yde den danske konge tro tjeneste, som det sig hør og bør.10) Endelig er det blevet aftalt, at såfremt det - efter hertug Adolf har modtaget Haderslev og Ærø - kræves af hertug Adolf, at han skal hjælpe Danmarks rige og Danmarks krone med at vælge en ny konge eller herre, skal hertug Adolf gøre det. Såfremt det ikke kræves af ham, skal rigsrådet selv vælge en ny konge eller herre, og hertug Adolf skal ikke bekymre sig om det.

Danmarks rigsråds brev til kong Erik 7. af Pommern, hvori rigsrådet punktvis retfærdiggør kong Eriks afsættelse. Dette brevs anklager blev bekendtgjort ved opslag i hansestæderne. Anklagepunkterne er følgende:1) Kong Erik har i mange år undladt at udføre sin kongegerning, omend rigsrådet gentagne gange har bedt ham om at gøre det. Endvidere har kong Erik ikke levet, som det sømmer sig for en konge.2) Kong Erik har i mange år holdt riget fanget i krige med de holstenske herrer og med hansestæderne. Endvidere har han ikke ønsket at acceptere de retfærdige fredsaftaler, som man har tilbudt ham, og han har heller ikke villet følge rigsrådets råd om at acceptere disse fredsaftaler, hvilket har været til stor skade for riget. Af den årsag har riget mistet slotte, byer, landområder og folk, og både ridderskabet og den almene befolkning er blevet forarmet. Endvidere har han ikke ydet erstatning til dem, som har lidt skade grundet hans mange krige.3) Kong Erik har overdraget slotsloven til hertug Bugislav uden rigsrådets accept, imod kongens egne løfter og i strid med rigets ret og frihed. Derfor har rigsrådet gentagne gange bedt kong Erik om at omgøre dette, hvilket han dog ikke har villet, eftersom han hele tiden har ønsket at gøre hertug Bugislav til sin efterfølger med vold og magt. Dette er sket i strid med rigets ret og frihed og uden rigsrådets og befolkningens accept, hvilket har kastet riget ud i stor fare.4) Kong Erik har overdraget rigets bedste slotte til fremmede herrer, således at hertug Bugislav kunne få adgang til riget i strid med rigets ret og frihed. Endvidere har kong Erik lovet rigsrådet, at han ville fratage hertug Barnim Ålholm slot og hertug Vartislav Ravnsborg slot og derefter overdrage disse til rigets mænd 14 dage efter sankthans, hvilket imidlertid slet ikke er sket.5) Kong Erik har fjernet rigets skattekiste og rigets klenodier, som er blevet samlet sammen af konger og dronninger igennem mange år til rigets behov, fra skatkammeret på Kalundborg slot. Dette er sket uden rigsrådets viden og accept. Endvidere har det påført riget stor skade.6) Kong Erik er gentagne gange blevet opfordret af rigsrådet til at gifte sig med en fyrstinde, hvilket han imidlertid har modsat sig. Til hån og stor skade for rigerne lever han derfor nu et liv, som ikke sømmer sig for en konge.7) Først i Stockholm og derefter i Kalmar forhandlede man sig frem til en freds- og forsoningsaftale, som kong Erik forpligtede sig til at holde. Han har imidlertid ikke holdt denne freds- og forsoningsaftale, hvilket har påført rigerne stor skade.8) Da dronning Margrete døde, modtog kong Erik alle tre riger i en god stand, og der herskede enighed imellem dem. Nu er rigerne derimod skilt ad, fordi kong Erik har overdraget slotsloven til hertug Bugislav, og fordi kong Erik nu i lang tid har forsømt rigerne.9) Det svenske rigsråd har gentagne gange sendt dets udsendinge til kong Erik for at bede ham om at rejse til Sverige for dér at tilslutte sig det, som man har forhandlet sig frem til i Kalmar, og for at udføre de gerninger, som er forbundet med at være deres herre og konge. Endvidere har det svenske rigsråd bedt det danske rigsråd om at bede kong Erik om dette. Dette har kong Erik imidlertid ikke ønsket. Derimod ser han frem til, at rigerne adskilles, og at de kommer i strid indbyrdes, eftersom hertug Bugislav således vil have lettere adgang til riget og således nemmere vil kun erobre kronen.10) Kong Erik drog uden rigsrådets viden og accept fra rigerne til Preussen og lod således rigerne stå uden en herre. Derefter rejste kong Erik fra Preussen til Hiddensee, hvor han mødtes med de stettinske herrer. Dér samlede han mange folk til en hær, hvorefter han drog til Danmark med sin hær. Det danske rigsråd vidste intet herom, og det vidste heller ikke, hvad kong Eriks mening med det var, førend kongen havde overdraget rigets slotte, områder og befolkning, nærmere bestemt Lolland, Langeland og Fyn, til de fremmede hertuger og grever imod hans kongelige ed og imod rigets privilegier, ret og frihed og også imod rigsrådets råd og vilje.11) Det danske rigsråd bad derfor ærkebiskoppen af Lund om at gå i rette med kong Erik - enten hemmeligt eller i al offentlighed, hvis det skulle vise sig nødvendigt - og om at spørge kongen, om han for det første ikke nok ville tage slottene fra de fremmede herrer igen, således som det retmæssigt sømmede sig, for det andet få dem til at forlade riget og for det tredje overdrage slottene til rigsrådet. Såfremt kong Erik ikke ville gøre det, skulle han være klar over, at rigsrådet ville opsige ham tjeneste og mandskab. Alt dette fortalte ærkebiskoppen til kong Erik ved mødet i Nykøbing, hvor også hertug Vartislav og hr. Erik Nielsen ((Gyldenstjerne) til Demstruplund, Tim og Ågård) var til stede, men lige lidt hjalp det.12) Kong Erik mødtes med rigsrådet i Vordingborg, hvor han krævede, at det skulle modtage hertug Bugislav som rigets herre og konge. Derfor bad rigsrådet kong Erik om at forskåne rigsrådet for dette. Ifølge rigsrådet ville det nemlig ikke være foreneligt med ret og ære, at rigsrådet omformede et valgkongedømme til et arvekongedømme. Selvom riget havde været et arvekongedømme, hvad det dog ikke er, var der en anden fyrste, som stod nærmere til at arve riget end hertug Bugislav. Derefter svor kong Erik på sit liv, at hertug Bugislav skulle arve riget, og således ville kong Erik aftvinge rigsrådet dets frihed og ret. Derpå overdrog kong Erik uden rigsrådets viden og accept hele Fyn med de tre slotte og hele befolkningen imod al ret. Derpå drog han straks til Gotland, hvor han nu befinder sig, og overlod således riget i splid og fordærv til fremmede herrer. Disse omtalte slotte er stadig i hertug Bugislavs varetægt, og han holder dem åbne for alle dem, som vil hjælpe ham mod rigsrådet. På den måde kan alle og enhver se, at det sker, fordi han allerede har den opfattelse, at han vil blive konge, selvom dette strider imod rigets ret og råd.13) Da kong Erik var draget til Gotland, gjorde bønderne oprør mod gejstligheden og ridderskabet. Endvidere har bønderne fortalt på landstinget og forskellige andre steder, at de gjorde det på kong Eriks vegne, fordi kong Erik havde bedt dem om det.14) Kong Erik har uden nogen form for ret ladet fængsle ærkebiskopper, biskopper, prælater, priorer, munke, præster og mange andre gejstlige folk fra alle tre riger, som var fuldstændig uskyldige, selvom det slet ikke sømmer sig for ham at dømme over gejstlige folk.15) Endvidere har paven sendt en gejstlig udsending til kong Erik med et brev, som kongen modtog med spot og hån. Desuden slog kongen den pavelige udsending i hovedet, så han blødte fra næse og mund. Endvidere krævede kong Erik, at den pavelige udsending skulle æde brevet, hvilket han imidlertid ikke kunne, hvorfor kong Erik lod ham smide i tårnet, hvor han lå i lang tid. På grund af denne hændelse er alle tre riger blevet udsat for megen hån og spot.16) Kong Erik har desuden taget mange riddere, borgere og fremmede købmænd til fange og lagt dem i tårnet, selvom de var uskyldige, og uden at holde retssag over dem. Dette har kong Erik gjort uden rigsrådets accept.17) Tidligere havde man i Danmark en god og redelig mønt, hvilket vil sige, at den vejne mark indeholdt ni lod sølv. Endvidere var denne mønt gældende for alle og enhver. Imidlertid har kong Erik ladet slå rene kobbermønter, og nu har kongen tvunget folk til bruge disse kobbermønter, som var det den førskrevne gode sølvmønt. Dette er sket uden rigsrådets accept, og riget er blevet påført stor skade heraf.18) Kong Erik har indsat mange uhæderlige fogeder i de tre riger uden rigsrådets viden og accept. Disse fogeder har påført mange folk uret og vold samt taget folks gods og ejendele med vold. Af denne årsag har rigsrådet modtaget mange klager over kong Erik fra den romerske konge og andre herrer, fyrster og byer.19) Det er ret og sædvane, at kongen i Danmark hvert år skal holde danehof i Nyborg for at dømme i enhver sag. Dette har kong Erik imidlertid aldrig villet gøre. Både gejstlige og verdslige folk, hvis gods kong Erik har frataget dem, har klaget over dette, men de har ikke kunnet nyde retten.

Kong Erik 7. af Pommerns svar på det danske rigsråds opsigelsesbrev.Kong Erik meddeler, at han har modtaget rigsrådets opsigelsesbrev. Kong Erik finder, at tonen i rigsrådets brev er meget hård, og han havde ikke forventet dette af rigsrådet. Desuden har rigsrådet ikke tidligere klaget over ham, således som det sig retmæssigt hør og bør, når man vil afsætte en konge. Desuden har rigsrådet uden kong Eriks vidende og accept hentet hertug Kristoffer til Danmark. Endvidere har rigsrådet fået overtalt hertug Kristoffer til også at sende sit opsigelsesbrev til kong Erik.Kong Erik meddeler, at rigsrådet godt er klar over, at han aldrig har hindret gode mænd, som fremsatte beskyldninger mod ham, i at opnå retfærdighed og ret. Derfor er kong Erik også til enhver tid parat til at stille sig frem for rigsrådet og alle danske mænd, som måtte fremsætte klager mod ham, ved et møde, hvor også herrer, fyrster, byer og andre gode folk deltager, for at give og modtage ret med hensyn til de beskyldninger, som rigsrådet og hertug Kristoffer har fremsat mod ham.

Kong Erik 7. af Pommerns brev til det danske rigsråd, hvori han punktvis forsøger at forsvare sig mod rigsrådets anklager:1) Til det danske rigsråds beskyldning om, at kong Erik skulle have forbrudt sig mod Danmarks krones ret og frihed, svarer kong Erik, at såfremt han nogensinde tidligere skulle have forbrudt sig mod Danmarks krones ret og frihed, skulle rigsrådet have efterprøvet det på en anden måde end ved på hånlig og uretmæssig vis at fremsætte strafbare beskyldninger mod ham. Det danske rigsråd har således aldrig tidligere nævnt, at kong Erik skulle have forbrudt sig mod Danmarks krones ret og frihed, hvorfor han da også håber, at han vil blive fuldstændig frifundet for denne anklage ved retten.2) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik skulle have overdraget slotsloven over rigets slotte til udenlandske herrer, svarer kong Erik, at han ikke har overdraget slotsloven over rigets slotte til fremmede herrer, for såfremt rigsrådet ikke er klar over det, er hertug Bugislav 9. af Pommern-Wolgast rent faktisk kong Eriks nevø, og kong Erik har ikke overdraget slotsloven til hertug Bugislav på egen hånd men efter rigsrådets råd og med dets billigelse. Endvidere har hertug Bugislav haft slotsloven sammen med kong Erik, siden dronning Margrete døde, og ingen har klaget over dette før nu. Endelig har kong Erik aldrig udnævnt hertug Bugislav til konge.3) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik skulle have skilt rigerne ad, svarer kong Erik, at ingen ønskede mere end han, at rigerne skulle blive sammen. Hvis rigsrådet vil vide sandheden herom, skal de spørge de hæderlige folk i Stockholm, som gav ham deres beseglede breve på, at rigerne altid skulle blive sammen i kærlighed og ikke skilles ad, så længe kong Erik var konge. Endvidere skal rigsrådet læse den skriftlige klage, som svenskerne gav ham, da han sammen med det danske rigsråd befandt sig i Helligåndshuset i Stockholm. Når man læser denne klage, vil man tydeligt kunne se, at det var svenskerne og altså ikke kong Erik, som ønskede, at rigerne skulle skilles ad. Desuden sagde svenskerne under det møde og - vel at mærke - i det danske rigsråds nærværelse, at de hellere ville dø, end at de ville tillade at have danske mænd i Sverige.4) Til rigsrådets beskyldning om, at Haderslev er kommet bort fra riget grundet kong Eriks fravær og forsømmelse af riget, svarer kong Erik, at han altid har arbejdet for, at det ikke skulle ske. Derom kan rigsrådet spørge biskoppen i Roskilde, hr. Erik Nielsen ((Gyldenstierne) til Demstruplund, Tim og Ågård), hr. Anders Nielsen ((Jernskæg) til Herlev og Dronningholm), abbeden i Sorø og mange andre hæderlige folk, som var forsamlede på Haraldsborg og andre steder. Disse vil kunne fortælle, når man spørger dem, at andre og altså ikke kong Erik ønskede, at Haderslev skulle komme bort fra kronen. Såfremt rigsrådet ønsker at vide, hvorfor Sverige, Norge og Sønderjylland er blevet skilt fra Danmark, kan kong Erik fortælle rigsrådet, at det skyldes rigsrådets vold, uredelighed, troløshed og umilde gerrighed. Således skåner rigsrådet for gods og penges skyld og imod Gud og den hellige kirke hverken dets rette herre, riddere, væbnere, kvinder, børn, bønder eller byfolk. Dette betyder, at de, som rigsrådet nu har magt over, bliver fordærvet på grund af rigsrådets uhæderlige regimente og derfor gerne vil skilles fra rigsrådet. Derfor har den danske befolkning nu rejst sig mod rigsrådet og klaget over rigsrådet, og nu frygter kong Erik, at rigerne skilles endnu mere ad. 5) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik har overdraget syv af rigets faste slotte til udenlandske herrer, som rigsrådet åbenbart hellere vil opfatte som fjender end venner, svarer kong Erik, at han ikke har overdraget slottene til fjender af rigsrådet eller af Danmark. Derimod har han overdraget slottene til folk, som fortjener tak og kærlighed af de hæderlige folk, som bor i Danmark, for deres tjeneste mod Danmarks rige, eftersom hertug Barnim (8. af Pommern-Wolgast-Barth) har ødelagt sit helbred i Danmarks rigsråds og Danmarks riges tjeneste. Endvidere har grev Hans (af Eberstein-Naugard) ofte og loyalt sat sit liv og gods på spil i rigsrådets og Danmarks riges tjeneste, og han har endda besluttet sig for, at han vil leve og dø i Danmark. Ligeledes har også grev Witzlaw (af Eberstein-Naugard) ofte og loyalt sat sit liv og gods på spil i rigsrådets og Danmarks riges tjeneste, og han har også besluttet sig for at leve og dø i Danmark. Endvidere har kong Erik overdraget dem slotte i samråd med kongens råd, som på daværende tidspunkt bestod af hr. Aksel (Pedersen (Thott)), hr. Benedict (Volfsen (Pogwisch)), Hans Kröpelin og flere andre. Endelig overdrog kong Erik hertug Bugislav slottene på Fyn med rigsrådets accept, således som det blev aftalt i Vordingborg. Ligeledes overdrog kong Erik slottet på Lolland til hertug Bugislav med biskoppen af Roskilde og hr. Erik Nielsens vidende, hvilket kong Erik kan bevise med deres beseglede breve. Endelig skriver kong Erik, at de, som nu har skilt Haderslev, Ærø, Flensborg, Tønder, Stubbe, Svavsted og hele Sønderjylland fra den danske krone samt overdraget dette område til andre herrer, har haft meget større lyst til fremmede herrer end ham. De herrer, som nu har Sønderjylland i deres varetægt, har fra gammel tid været Danmarks riges naturlige fjender, således som det danske rigsråd ofte mundtligt har fortalt kong Erik. Derfor burde rigsrådet ifølge kong Erik holde de andre for udenlandske herrer og ikke dem, som kong Erik for rigets bedstes skyld har overdraget slotte.6) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik skulle have lovet at holde forhandlinger i Kalmar, svarer kong Erik, at han aldrig har lovet noget sådant. Derimod befinder kong Erik sig nu på Stegeborg slot i Sveriges rige, og han er parat til dér at gøre og modtage alt, hvad der kan kræves af ham af ære og ret.7) Til rigsrådets påstand om, at den danske befolkning grundet kong Eriks dårlige regeringsførelse, skulle have rejst sig imod deres rette herre og husbond, svarer kong Erik, at han for tiden ikke befinder sig i Danmark, hvorfor han håber, at man ikke vil tilbageholde informationer om situationen i Danmark for ham. Dog erklærer han, at ingen hæderlig mand skal anklage ham for at være skyld i, at den danske befolkning gør oprør.8) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik skulle have udført rigets klenodier, som var blevet samlet sammen igennem mange år af konger og rigets forstandere, svarer kong Erik, at han nu har været konge i hen ved 50 år, og at det desuden er mere end 30 år siden, at han blev gift. Derfor er det ikke underligt, hvis der skulle være sket en sammenblanding af dronning Margretes, dronning Filippas og hans ejendele. Hvad angår rigets klenodier, opfordrer kong Erik det danske rigsråd til at sende biskop Jens (Jakobsen) af Oslo, hr. Erik Nielsen, hr. Jens (Andersen) Grim ((Has) til Tosterup) og Hans Kröpelin til Gotland, eftersom de kender dronning Margretes klenodier vel. Når de er kommet til Gotland, vil kong Erik under ed lægge alle de klenodier, som han er i besiddelse af, frem for rigsrådets udsendinge. Hvis de deriblandt finder nogle klenodier, som hverken tilhører kong Erik eller kongens hustru, men derimod Danmarks rige, vil kong Erik sende disse klenodier tilbage til riget, således som det sig hør og bør efter ret og ære. Hvis rigsrådets udsendinge imidlertid ikke finder nogen klenodier tilhørende riget, vil kong Erik konkludere, at man har gjort ham stor uret ved på forhånd at have fremsat beskyldningen om, at han skulle have udført rigets klenodier. Derudover meddeler kong Erik, at han da håber, at han har lov til at beholde de ejendele, som han har arvet efter sin hustru. Endelig meddeler kong Erik, at hr. Mogens (Akselsen) Gøye (til Krenkerup) og hr. Jens Torbernsen ((Sparre) til Bringstrup) har kendskab til, hvad kongen ellers har taget med sig til Gotland. Med hensyn til det, som rigsrådet skriver om skatten, svarer kong Erik, at de hæderlige mænd, som har udbetalt penge til kong Erik - både de, som er døde, og de, som lever - har ført regnskab hermed. Disse regnskabsbøger eksisterer stadig, og de viser tydeligt, hvorledes alt er foregået.9) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik har svigtet Danmarks rige ved at drage ud af landet, svarer kong Erik, at han er draget ud af landet for rigets bedstes og fortsatte beståens skyld samt for Danmarks riges indbyggeres skyld. Endvidere nævner kong Erik, at han indsatte høvedsmænd i hele riget, inden han drog ud af landet, for at de skulle sørge for rigets sikkerhed i kongens fravær. Derfor er det ifølge kong Erik forkert, når rigsrådet påstår, at kongen har svigtet riget.10) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik skulle have kastet sin vrede på rigsrådet, svarer kong Erik, at han hverken har kastet sin vrede på rigsrådet eller på Danmarks riges indbyggere. Rigsrådet kan skrive, hvad det vil, men kong Erik har aldrig gjort andet end det, som sømmer sig for en konge - herom skal Gud være hans vidne. Dog er kong Erik opmærksom på, at mennesket er så sygt af natur, at det ikke retter sig efter, hvad der er ret og rimeligt.11) Til det forhold, at rigsrådet vil se sig om efter en anden herre, og at det meget vel kan være hertug Kristoffer, svarer kong Erik, at hertug Kristoffer er blevet ført ind i riget uden kong Eriks accept og tilladelse. Endvidere meddeler kong Erik, at hertug Kristoffer over for kongen havde lovet, at han aldrig ville rejse ind i riget uden kong Eriks accept og tilladelse, men nu kan kong Erik altså forstå, at rigsrådet har overtalt hertug Kristoffer til at begå en så formastelig handling.

Kong Erik 7. af Pommerns skrivelse til skåningerne i anledning af, at det danske rigsråd skriftligt har opsagt kongen råd, mandskab og tjeneste. Kong Eriks brev indeholder følgende punkter:1) Af rigsrådets opsigelsesbrev fremgår det, at det har opsagt kongen råd, mandskab og tjeneste, samt at det vil se sig om efter en anden herre. I den forbindelse vil kong Erik gerne vide, om skåningerne vil det samme som rigsrådet, hvilket kong Erik dog ikke kan tro.2) Kong Erik beder skåningerne om at gå i rette med rigsrådet, således at rigsrådet undlader at fordrive kongen, hvilket det ellers har i sinde. Dette skal skåningerne gøre i forvisning om, at kong Erik altid er parat til at underkaste sig en hvilken som helst dom, som herrer, fyrster og andre hæderlige mænd måtte fælde over ham ved en retssag. I den forbindelse håber kong Erik, at skåningerne og andre af kongens gode folk i Danmark vil sende deres udsendinge til denne retssag, således at de kan høre rigsrådets beskyldninger mod kongen samt kong Eriks svar på disse beskyldninger. Kong Erik vil ydermere være parat til at gøre og lade alt, hvad der retteligt kan kræves af ham som konge, således at skylden hverken skal placeres hos ham, rigsrådet eller hos skåningerne.3) Med hensyn til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik skulle være skyld i, at der er opstået splid i Danmark mellem rigsrådet, gejstligheden, ridderskabet og borgerskabet i købstænderne på den ene side og den danske befolkning på den anden side, erklærer kong Erik over for skåningerne, at han intet har at gøre med denne splid. Derimod vil kong Erik arbejde for, at der kan komme fred og fordragelighed imellem de forskellige parter.4) Kong Erik klager sin nød til Gud og skåningerne over, at rigsrådet nu har indført hertug Kristoffer. Hertug Kristoffer har endvidere fremsat den beskyldning mod kong Erik, at kongen selv skulle have fortjent det, men kong Erik ved ikke andet end, at han altid har vist hertug Kristoffer og dennes moder kærlighed og godhed.5) Kong Erik beder skåningerne om at tage sig i agt for hertug Kristoffer og for alle de folk, som står i ledtog med ham, og som har opsagt kong Erik råd, mandskab og tjeneste. Endvidere beder kong Erik skåningerne om at behandle dem, som har handlet ilde mod kongen, således som de har behandlet kong Erik. Endvidere beder kong Erik skåningerne om at udvise troskab mod ham, indtil han kan komme tilbage til Danmark.6) Kong Erik erklærer over for skåningerne, at han aldrig ville kunne finde på at gøre mod den danske befolkning, hvad rigsrådet nu har gjort mod ham. Derimod ønsker han kun at gøre det, som sømmer sig for en konge.

Kong Erik 7. af Pommerns brev til fynboerne indeholdende følgende punkter:1) Eftersom kong Erik allerede har sendt fynboerne en afskrift af det danske rigsråds opsigelsesbrev til kongen, hvilket blev sendt fra Lübeck, har kong Erik nu i nærværende brev ladet afskrive det svar, som han for nylig sendte til rigsrådet fra Stegeborg slot, således at fynboerne kan læse det.2) Kong Erik erklærer, at fynboerne ikke skal forstå hans svar til rigsrådet således, at han anklager alle hæderlige folk i Danmark for at have handlet ilde mod ham. Hans klagepunkter går alene på de folk, som har fremsat uretmæssige beskyldninger mod ham. Kong Erik er endvidere klar over, at der findes mange hæderlige mænd i Danmark, som er kede af det, som er sket mod kong Erik. Derfor beder kong Erik fynboerne om at gå i rette med det danske rigsråd, således at det holder op med at gøre uret mod kongen, og således at det undlader at fordrive ham samt undlader at indsætte en anden herre som konge.3) Endelig erklærer kong Erik, at han altid er parat til at underkaste sig en hvilken som helst dom, som herrer, fyrster og andre hæderlige mænd måtte fælde over ham ved en retssag. Kong Erik er ydermere parat til at gøre og lade alt, hvad der retteligt kan kræves af ham som konge, således at skylden hverken skal placeres hos ham, rigsrådet, fynboerne eller andre hæderlige folk i Danmark.

Kong Erik 7. af Pommern skriver til hertug Kristoffer af Bayern, i hvilken forbindelse han sender hertug Kristoffer en kopi af sit svar på det danske rigsråds opsigelsesbrev til kongen.

Cecilia Esbernsdatter (Emmiksen), priorinde i Sankt Hans kloster ved Slesvig, samt hele klostrets konvent erklærer, at deres medsøster, fru Katharina Dosenrode, med 200 mark lybsk har stiftet en almisse til et alter, der skal bygges til ære for Jomfru Maria og Sankt Nikolaus, og at hun har forlenet Nikolaus v. Bucken med den.

Wendt Henriksen Frese (til Arlevad) pantsætter to gårde i landsbyen Haksted i Ugle herred og to gårde i landsbyen Jybæk i Arns herred til Pay Jepsen, rådmand i Flensborg, for i alt 100 mark.

Brev angående Satrup kirkes opførelse.

De slesvigske bispers adkomstbrev til Valsbøl mølle i Vis herred.

Michael Iversen, kantor i Haderslev, bevidner sammen med fire sogneboere fra Tyrstrup sogn, at Tyrstrup kirke tilhører biskoppen af Slesvig.

Tingsvidne af Ærø herredsting om Hartvig Schacks pantsætning af sit gods i Leby til hertug Adolf af Slesvig for 100 mark i hansestædernes mønt.

Borgmestre og rådmænd i Flensborg vidimerer overenskomsten af 1406. 31. juli mellem dronning Margrete og biskop Johan af Slesvig om Svavsted.

Sognevidne af Vollerwiek sogn om ydelser til sognepræsten.

Tingsvidne af Tønder herredsting. På forespørgsel af lensmanden på Tønderhus erklærer borgmestre og rådmænd i Tønder og herredsmændene fra Tønder herred, at alle, der foretager handelsrejser gennem herredet skal betale hertugen told ved Tønderhus.

Tingsvidne af Haderslev byting. Silvester og Oluf af Simmersted erklærer under ed, at hverken deres tidligere herre, Henning Albertsen, eller hans moder, fru Elisabeth Podebusk, eller nogen anden, har pantsat eller afhændet arvegods i Livland.

Tingsvidne af Flensborg byting. 24 gamle og ærlige borgere erklærer, at deres afdøde medborger Thomas Jul pantsatte og afhændede meget af sit gods pga. eget behov og ikke pga. overdådig eller uredelig livsførelse af hustruen eller svigermoderen. Disse var ærlige og retskafne kvinder, som selv havde solgt fra af deres gods for at kunne indløse Thomas Juls.

Rådmænd og indbyggere i Ejdersted, Everschop og Utholm erklærer Herdinch og Lüchter for notoriske mordere for mordet på Gybe Tolensen i hans egen gård. Den der skjuler eller hjælper disse eller andre domfældte moredere skal have sit liv og gods forbrudt.