Tekst efter Aa:
To dem irsten dat vnser een mit des andern besten vmme schal gan vnde wanneir vnser {ee}n des andern to rechte mechtich wesen mach vnde sin iegenman sik nicht wil an rechte nogen laten so schal vnser en bi des andern hulpe bliuen vnde eft he denne begerende is eme to volgende so schal he volgen alse nascreuen steit etc
<1>...
<2> Vnde de aldus to krige quemen dar schal sik n{ee}n van dem andern sonen sunder se scolen to samende bliuen also lange/ dat se des kriges ende hebben/ iodoch en islik stad ereme heren to donde alse se van ere wegen plichtich is
<3> Vortmer werit dat god vorbede dat ienich schelinge vpstunde tusschen dessen vorscreuen riken vnde etliken van den vorscreuen steden so scholen de andern de in desser voreninge begrepen sin mechtich wesen de schelinge enwech to lecgende edder to vorlikende/
For det første skal vi stræbe efter at gavne hinanden, og når en af os retmæssigt har magtbeføjelse over en anden og dennes modstander ikke vil bøje sig for retten, så skal vi understøtte hinanden, og hvis den ene af os ønsker at følge den anden, så skal han gøre det på følgende måde:
<1>...
<2> Og de, der således kommer i krig, af dem skal ingen søge separat fred, men de skal holde sammen indtil krigens afslutning. Dog skal enhver stad forholde sig over for sin herre, som æren forpligter dem til at gøre det.
<3> Skulle der – Gud forbyde det – opstå splid mellem disse førnævnte riger og mellem nogle af de førnævnte stæder, så skal de andre medlemmer af alliancen være beføjet til at bilægge konflikten eller finde et forlig.