[1404]. .


Højmesteren for den tyske orden beder ærkebiskop Jakob af Lund i sit svar på dennes brev vedrørende saltet på Bornholm tillade købmændene at nyde samme friheder der som i Skåne, således at de frit kan ind- og udføre varer derfra, og give dem det beslaglagte salt tilbage.

Tekst efter Aa

Tekst

Allirerwirdigester vater vnd lieber besunder herre/ ♦ Als euwer herlichkeit vns leczt geschreben hat antwertende off vnsern briff/ als von der enthaldunge des salczis off Bornholm/ wie daz ir den seten nicht ofbrocht habet/ sunder is sy eyn sete gewest von vil iaren/ daz die koufluthe allir lande/ die Bornholm pflegen tzu vorsuchen/ ir gut von iare tzu iare/ do selbis lassen etcetera/ ♦ Allirerwirdigster herre/ wir haben die sache von dem salcze vnd gute der vnsern/ mit vnsern steten die czu deser czeit bie vns woren vaste gewegen/ vnd dunkt vns lieber herre vaste vnmogelich/ daz die vnsern ir salcz vnd gut von dem lande Bornholm/ nicht furen noch iren fromen/ do mete schaffen sullen/ wend ir io wol dirkennen mogt/ daz ein semeliches manchis armen mannis vorterbnis ist/ vnd nemelich der vnsern/ die lichte czu stunden eyns teyles nicht me haben/ went daz sie do hen brengen/ ♦ Sullen sie denne das selbe aldo legen lossen/ merket selber/ waz sie daz fromen nemen/ ♦ Dor umb besunder herre/ sey wir noch begernde/ daz ir den vnsern sulche friheit off Bornholm gunnen wellet/ als sie off dem lande tzu Schone haben/ mogen wirs an euch nicht gehaben/ daz die vnserin ir gut vnd salcz off Bornholm/ abe vnd czu noch irre bequemekeit furen/ so mussen wirs/ an vnser frauwe dye konigynne von Denemark brengen vnd irers rotes dor obir pf<l>egen[1] / adir wellen mit den meynen sehesteten czu rathe werden ab die vnsern eyn sulches mogelich liden sullen/ ♦ Sunderlich lieber herre als ir yn dem selben briffe schribt/ daz ir den vnsern ir gut wedir geantwert habt/ so senden wir euch/ dese yngeslossene czedel/ der glich vns yn der gebunge deses briffes geantwert wart/ yn der die vnsern clagen von dem salcze daz in genomen ist/ ♦ Wir bitten euch lieber herre mit flisse daz ir noch euwers briffes luthe den ir vns habt gesant/ den vnsern daz ire ganczlich wedir keret vnd antwert/ waz ir des noch habet/ do tut ir vns sunderlich vnd grosse fruntschaft/ off daz sie mit clagen nicht me vor vns komen dorffen.

1. pf<l>egen] pfegen Aa.

Oversættelse

Allerærværdigste fader og særligt kære herre. Eders herlighed har sidst skrevet til os som svar på vort brev, nemlig om tilbageholdelsen af saltet på Bornholm, hvordan I ikke har indført skikken, men det har i mange år været en skik, at købmændene i alle lande, som plejer at opsøge Bornholm, lader deres gods være der fra år til år etc. Allerærværdigste herre, vi har overvejet sagen med vore folks salt og gods alvorligt sammen med vore stæder, som på denne tid var her hos os, og det synes os, kære herre, næsten umuligt, at vore ikke skal føre deres salt og gods fra landet Bornholm, ej heller skaffe sig deres udkomme dermed, thi I kan visselig erkende, at noget sådant er mangen fattig mands fordærv og især vores folks, som måske for tiden ikke har noget, undtagen det de bringer derhen. Skal de lade det samme ligge der, så kan I selv tænke, hvad de så får af udbytte. Derfor særlige herre, begærer vi yderligere, at I vil unde vore sådan frihed på Bornholm, som de har i landet Skåne. Kan vi ikke opnå hos Eder, at vore af og til efter deres bekvemmelighed kan føre deres gods og salt til Bornholm, så må vi forelægge det for vor frue, dronningen af Danmark, og rådføre os med hende i den sag, eller vi vil forhandle med hansestæderne, om det er passende, at vore skal finde sig i noget sådant. I særdeleshed, kære herre, da I skriver i det samme brev, at I har givet vore folk deres gods tilbage, så sender vi Eder dette indlagte dokument, der blev overdraget os sammen med overrækkelsen af dette brev, hvori vore folk klager vedrørende saltet, som er taget fra dem. Vi beder Eder indtrængende, kære herre, om efter ordlyden i Eders brev, som I har sendt os, helt og holdent at give og overdrage vore, hvad I endnu måtte have af deres gods, så viser I os særligt og stort venskab, så at de ikke mere skal komme til os med klager.