Arkivalske oplysninger efter Reichstagsakten l.l. og tekst efter Janssen l.l.:
Werbunge als der von Laber, herr Hans Truchsesze und der lantschriber von Amberg an die kunigynne von Thenmarckt tun, und darnach sie sich richten sollen. <1> Czum ersten sollent sie ir sagen, das unser herre der kunig ir sin liebe und fruntschafft und was er guts vermag, enbotden habe, und das ez ir an personen, lannden und luten wol und glucklich gienge, das were unserme herren dem kunige ein sunder freude und er verneme das alle zyt gerne.
<2> Item darnach sollent sie ir erzelen, wie myne herre der kunig umbe merrunge fruntschafft czuschent yme und den sinen uff ein und ir und den iren off die andere syte, so sy er begerende und habe uch auch darumbe zu ir gesant, das sie irer swester dochter, mit namen die hochgeborne iunckfrauwe Katherinen, des iungen kunigs von Thenmarck swester, dem hochgebornen herczog Hansen synen sone czu einer husfrauwen geben wolle. Und sy ir daz zu synne, so habent ir volle macht von myns herren des konigs und herczog Hansen wegen davon zu reden, zu tedingen und zu beslieszen.
<3> Item ist dann das mann in rede davon kommet, so sal man an dem zugelte anfahen und forde rn hunderttusent gulden zu zugelt, doch sollent ir vaste an lxxm gulden heben und uff daz leste an lx gulden verliben, also das mann die bare mit der iungfrawen vor unser frauwentag als sie geboren wart nehst kommende in irem kosten gein Colle oder gen Erfurd antwurt, und daz die iungfrauwe gefertiget sy mit cleydern, cleynotern und ander gezierde zu irem libe, als darzu gehoret, das mann doch zu ir seczet darinne czu tunde, als ir dann wol anstet.
<4> Item wurden sie dann daruff geen, das myne herre herczog Hans selber dar in ire land kommen solte und da byslaffen, so sollent ir sprechen daz were yme zumale ferre, solte er mit solicher ritterschafft, als darzu gehorte, zu ire kommen, und wurde im vaste sorglich und kummerlich nach dem als die lande yczund wilde sint, da er durch ziehen muste, und sunderlich so stoszet er und sin land zu Beyern an Beheimer land, die sin vyent sint, also daz im gar schedelich sin mochte, solte er von dem lande mit solicher ritterschafft also lange usz sin, als darzu gehoret. Und darumbe so möge er es nit getun. So sy ez auch vor nit mee gescheen noch gehoret, das eins Romischen konigs son also verre czüge sin husfrauwen zu holen, und sy auch alle wegent gewonlich gewesen das mann so verre frauwen in irme kosten bisz in die genehde iren mannen heimgefuret habe, so wurde auch die von Engellant also bisz gein Colle gefurt etc.
<5> Item wurden sie danne vast daruff ligen das er ye dar kommen solte und da byslaffen, ee das man es dann darumbe czerslahen lasze, so sal mann ez uffnemen, also das dez zugelts dann lxxm oder uff daz mynste lxm gulden sy, ez were dann das man pruffen mochte, das die kunigynne myn herren herzog Hansen an dem czuge zu ire czu staden komen wolte, so mochte man sich an dem czugelte deste basz wisen laszen, doch mit namen daz man daz also mesze daz myme herren herczog Hansen zu dem allermynsten lm gulden verliben mogent zu czugelte, uber allen kosten den er haben muste hieinn und herwider usz ziehende sin husfrauwen her heim zu bringen.
<6> Item were das sie die iungfrawe in irem kosten gein Colle oder gein Erfurd entwurten woltent mit dem gelte, so mag mann auch iiiim oder vm gulden an dem czugelte ubersehen, also das es doch uff das allermynste under lm gulden nit kume.
<7> Item worde mann dann nach der widerlegunge fragen, so sollent ir sprechen: Myne herre herczog Hans wolle ir als vil, als sie yme czu zugelte gyt, an werden, an sloszen, landen und luten zu Beyern verwidemen ir lipzuchte daran zu hande, also wann sie vor herczog Hansen abegienge, von dots wegen das ez dann an heczog Hansen oder ire beider kinde gefalle. Were aber das herczog Hans vor yr abegienge, so sal sie doch ire lebtage soliche lande, slosze und lute, daruff sie also verwidemet würde, besiczen und der nyeszen, und nach irem dote sollent dieselben slosze, lande und lute an ire beyder kynde, oder, ob sie kein kynt miteinander hetdent, an herczog Hansen erben gefallen. Und daruff sollent ir verlyben und harren so ir lengste mogent.
<8> Item wolten sie dann daruff gen, obe herczog Hans mit ir kein kynt hetde, das ir zugelte dann an ir erben nach ir beyder dote viele, so sollent ir sprechen: das sy in unser herschafft und landen nit gewonheit, das keine widerfalle an des wybes erben geschehe, so sie nit bede kynde mit einander hetden. Und daz sy auch in der von Engellant hyraut mit namen uszgesloszen, daz ir erben, sie habe dann kinde mit herczog Ludewigen die des fallens erlebent, keines widerfalles von irme wideme oder zugelte wartende sint. Und desgliche ward auch der von namen uszgesloszen der von Cecilien, unsers herren dez kunigs muter. Und daruff verlibent auch so ir lengst mogent. Wolten sie aber vaste daruff ligen, daz sie mit yrme czugelte einen andern mann nemen mochte, und daz das hernach uff ir erben fiele, obe sie ioch kein kynt mit herczog Hansen hetde, ee mann es dann darumbe czerstoszen lasze, so mag man yn das auch zusagen. Also: were daz sie kein kynt mit herczog Hannsen hetde und herczog Hans ee abeginge dann sie, so sal sie und nach irme dode ir erben die slosze, lannde und lute, daruff sie dann verwidemet wirt, als lange innhaben, nuczen und nieszen bisz daz sie herczog Hansen erben von ir oder iren erben losent fur so vil geltis als sie daruff bewiset ist. Were aber das sie ee abegienge ane libes erben dann herczog Hans, so sollent ir erben keins widerfalles von irm wedeme, zugelte oder anderm gute wartend sin in deheine wise.
<9> Item wurden sie dann daruff ligen, daz mann sie irs czugelts sunderlich bewisen solte, und darzu als vil als des czugelts ist bewydemen, so sol man sprechen: daz daz unser herschafft gewonheit nit sy, und sunderlich der von Engellant nit gescheen sy, wann ir nit mee widerleget sy, und noch keine bewisunge gescheen, dann alls vil als ir zugelte ist. Und sollent daruff auch harren so ir lengst mogent. Wolten sie aber ubereine daruff ligen und ez darumbe zerslahen laszen, daz sie meyntent, man solte ir zwifaltige bewisunge tun ires czugelts und wydemesz, ee mann ez darumbe czurstoszen lasze, so mag mann es uffnemen, also daz man sie czwurnod als vil an werde, an landen, lüten und sloszen bewise als ir czugelte ist. Uns were das herczog Hans dann ee abgienge dann sie, so sal sie ir lypzuchte bede an wydeme und auch an dem zugelte haben, und nach irme dode sollent ir erben, mit namen herczog Hansen kyndere, ob sie kinde mit im hat, das allez erben; hat sie aber keine kint mit herczog Hansen, mag man dann den widerfalle gancze abegetedingen, das sal mann ye versuchen, wann das noch mugelicher were dann so mann sie nür als vil bewiset, als irs czugelts ist, als vor czu erste geschriben stet. Und daruff sollent ir auch verlyben, so ir lengist mögent, das kein widerfal geschee. Wolten sie aber uberein den widerfal haben, so sollent ir erben nür das halbeteil solicher slosze, lande und lute, daruff sie dann also bewiset und bewidemet wirt, innhann, nuczen und nieszen, als lange bisz daz herczog Hansen erben dasselbe halbteil von yn losent fur sovil als ires czugelts gewesen ist. Und ez mugent auch herczog Hansen erben dasselbe halbeteil by irem lebtagen, obe sie ez lustet, losen fur so vil geltis als irs czugelts gewesen ist. Aber an dem andern halben teil sal sie nur ir lypzucht haben, und nach irme dote sal derselbe halbeteil an herczog Hansen erben ane losen widerfallen. Were auch daz sie einen andern mann neme nach herczog Hansen tode, so sal zu stunt daz halbe teil an herczog Hansen erben fallen ungeloset, und sol ir nit me volgen dann so vil als irs zugelts gewesen ist. Sturbe sie aber ee dann herczog Hans, so sal czu stunt, waz sie lat, ane hinder sich vallen genczlichen an herczog Hansen fallen.
<10> Item wulden sie an der bewisunge und widerlegunge, die mann ir tun sal, wisszen waz gulte ir davon werden mochte, und meinten villicht von xv, xvi mynre oder mee einen gulden zu gulte haben, so sal man yn sagen, das daz unser herschafft gewonheit nit sy, sunderlich in Beyern, dann man sal ir an guten sloszen, landen und luten bewisunge und widerlegunge tun die folliclich als gut sint, als so vil gelts als mann dann mit ir uberkummet. Und waz dann davon gefellet, da hat sie ir lypzucht an nach irez mannes tode, als vorgeschriben stet. Und mann sal sich anders nit versprechen in deheim wise.
<11> Item wurden sie ziel wollen haben ir zugelte czu bezalen, so sollent ir sprechen, ir sint des slechtes nit bescheiden, dann das daz zugelte mit der dochter solle gefallen.
<12> Item wer ez das ir aller dinge uberquement, so sollent ir uch doch hüten daz ir nit lichtlich die ee verheiszent, sunder ir mogent uch verbinden von unsers herren des kunigs und herczog Hansen wegen, und fur sie, als ir des macht habent und in dem machtbrieff begriffen ist, ein summe gelts iiiim, vm oder noch me gulden, were daz myne herre der kunig oder herczog Hans der ee hinder sich giengen, und der glichen auch büntnisze und sicherheit von ieme teil widerumbe nemen. Were aber das sie uberein woltent daz ir die ee globtent, so sollent ir doch der wort behüt sin und kunffticlich globen mit so glichen worten: Wir Hadmar etcetera, procuratoren und sachwalten des allerdurchluchtigisten etcetera und dez hochgebornen etcetera, globen von ir beider wegen das unser herre herczog Hans die hochgeborn iungfrauwe etcetera czu der heiligen ee nemen sal und wil.♦ Und nement auch soliche glubde widerumbe von dem andern teil. Und hutent uch daz ir nit sprechent: Wir globen ein ee von herczog Hansen wegen.
Budskab, som herren fra Laber, hr. Hans Truchsess og landskriveren fra Amberg skal overbringe dronningen af Danmark og hvorefter de skal rette sig.
<1> For det første skal de sige til hende, at vor herre kongen har tilbudt hende sin kærlighed og sit venskab og hvad han formår af godt, og ønsker, at det måtte gå godt og lykkeligt for hendes personer, lande og folk, det ville være en særlig glæde for vor herre kongen, og han ville til alle tider gerne høre det.
<2> Fremdeles skal de derefter fortælle hende, at min herre kongen begærer at øge venskabet mellem ham og hans på den ene side og hende og hendes på den anden side, og at han derfor har sendt bud til hende, om hun vil give hans søn, den højbårne hertug Johan, sin søsterdatter ved navn den højbårne jomfru Katrine, den unge konge af Danmarks søster, til hustru. Og er hun til sinds at gøre det, så har I på min herres kongens og hertug Johans vegne fuldmagt til at tale, forhandle og beslutte i den sag.
<3> Fremdeles, hvis man kommer til at tale derom, så skal man begynde med medgiften og forlange 100.000 gylden i medgift, men I skal rask gå til 70.000 gylden og mindst tage til takke med 60.000 gylden, således at man kan overdrage dem i rede penge sammen med jomfruen før næstfølgende vor frues fødselsdag på hendes regning i Køln eller Erfurt, og jomfruen bliver udstyret med klæder, smykker og andet pynt på sin krop, som det hører sig til, og man overlader hende at gøre, som det visselig sømmer sig for hende i den anledning.
<4> Fremdeles, hvis de ville komme ind på, at min herre hertug Johan selv skulle komme til hendes land og holde brudenat der, så skal I sige, at det ville være for langt for ham, hvis han med sådant følge, som hørte sig til, skulle komme til hende, og det ville volde ham særdeles mange bekymringer, eftersom de lande, som han måtte rejse igennem, nu er vilde, og især så støder han og hans land Bayern op til Bøhmen, de er hans fjender, således at det kunne være meget skadeligt for ham, hvis han med sådant følge skulle være så længe væk, som det hørte sig til. Og derfor så vil han ikke gøre det. Det er da heller aldrig tidligere sket, og man har man heller aldrig hørt om, at en romersk konges søn skulle drage så langt for at hente sin hustru, og det havde altid været sædvane, at man havde hjemført hustruer fra så fjerne egne på deres regning, til de kom i nærheden af deres mænd, således blev også prinsessen fra England 1 ført til Køln etc.
<5> Fremdeles, hvis de så ville stå fast på, at han alligevel skulle komme dertil og holde brudenat der, så skal man, førend man lod sagen falde, acceptere det, således at medgiften så er 70.000 eller i det mindste 60.000 gylden, med mindre man kan bevise, at dronningen ville bistå min herre hertug Johan med rejsen til hende, så kunne man desto bedre give sig med hensyn til medgiften, dog nøjagtigt på den måde, at man udmåler det sådan, at min herre hertug Johan allermindst tager til takke med 60.000 gylden i medgift foruden alle omkostninger, som han måtte have med at drage ud og tilbage igen for at bringe sin hustru her hjem.
<6> Fremdeles, hvis de ville overdrage jomfruen på hendes regning i Køln eller Erfurt sammen med pengene, så kan man da også se bort fra 4000 eller 5000 gylden på medgiften, således at den dog som det allermindste ikke kommer under 50.000 gylden.
<7> Fremdeles hvis man da ville spørge efter vederlaget, så skal I sige: Min herre hertug Johan vil som særeje give hende så meget, som hun giver ham i medgift, i værdier, i slotte, lande og folk i Bayern, så hun kan have sit underhold deraf, således at hvis hun døde før hertug Johan, så ville det ved dødsfald gå til hertug Johan eller deres børn. Men hvis hertug Johan døde før hende, så skal hun alligevel hele sit liv besidde og nyde sådanne lande, slotte og folk, som hun således fik som særeje, og efter hendes død skal de samme slotte, lande og folk tilfalde deres børn, eller hvis de ikke har nogen børn med hinanden, så hertug Johans arvinger. Og det skal I acceptere og holde fast derpå, så længe I kan.
<8> Fremdeles, hvis de så ville gå over til, at hvis hertug Johan ikke havde nogen børn med hende, at hendes medgift så tilfaldt deres arvinger efter begges død, så skal I sige: at det i vores besiddelser og lande ikke er sædvane, at arven hjemfalder til hustruens arvinger, når de to ikke har børn med hinanden. Og at de også i ægteskabet med prinsessen fra England udtrykkeligt havde udelukket, at hendes arvinger, hvis hun fik børn med hertug Ludvig, som overlevede, ikke skulle vente noget hjemfald af hendes særeje eller medgift. Og ligeledes blev det også udtrykkeligt udelukket for vor herre kongens moder fra Sicilien. Og det skal I stå fast på, så længe som muligt. Men hvis de ville holde fast på, at hun med sin medgift kunne tage en anden mand, og at den herefter tilfaldt hendes arvinger, hvis hun ikke havde nogen børn med hertug Johan, før man af den grund opgav sagen, så kan man også samtykke heri: Altså hvis hun ingen børn havde med hertug Johan, og hertug Johan døde før hende, så skal hun og efter hendes død hendes arvinger have rådighed over og udnytte slottene, landene og folkene, som hun får som særeje, indtil hertug Johans arvinger udløser dem fra hende eller hendes arvinger for så mange penge, som er sikret hende. Men hvis det skulle ske, at hun døde tidligere end hertug Johan uden livsarvinger, så skal hendes arvinger ikke vente noget hjemfald af hendes særeje, medgift eller andet gods på nogen måde.
<9>Fremdeles hvis de ville stå fast på, at man særskilt skulle garantere hende hendes medgift og dertil sikre hende som særeje lige så meget som medgiften er, så skal man sige: at det ikke er vort herskabs sædvane, og at det især ikke er sket for prinsessen fra England, thi hun har ikke fået mere vederlag, og der er heller ikke garanteret hende mere end det, hun har i medgift. Og I skal også holde fast ved det, så længe I kan. Men ville de absolut stå fast og derved lade sagen falde, idet de mente, at man skulle give dobbelt garanti for hendes medgift og særeje, så kan man, før man lader det gå i hårdknude af den grund, ordne det, så man i nødsfald sikrede hende så meget i værdier, lande, folk og slotte som hendes medgift er. Og skulle det ske, at hertug Johan så døde før hende, så skal hun have sit underhold både af særejet og også af medgiften, og efter hendes død skal hendes arvinger, nemlig hertug Johans børn, hvis hun har børn med ham, arve det hele; men har hun ingen børn med hertug Johan, så kan man helt se bort fra hjemfaldet, det skal man i hvert fald forsøge, thi det ville være mere muligt, end hvis man kun sikrer hende så meget, som hendes medgift er, som det står skrevet forrest. Og derpå skal I også acceptere, det længste I kan, at der ikke sker noget hjemfald. Men ville de absolut have hjemfald, så skal hendes arvinger kun have rådighed over og nyde halvdelen af sådanne slotte, lande og folk, som hun da får sikret og får til særeje, så længe indtil hertug Johans arvinger udløser den samme halvdel fra dem for så meget, som hendes medgift har været. Og hertug Johans arvinger kan også, hvis de har lyst, i deres levetid udløse den samme halvdel for så mange penge, som hendes medgift har været. Men af den anden halvdel skal hun kun have sit underhold, og efter hendes død skal den samme halvdel tilfalde hertug Johans arvinger uden hjemfald. Men hvis hun tog en anden mand efter hertug Johans død, så skal den halve del straks tilfalde hertug Johans arvinger uindløst, og der skal ikke følge hende mere end så meget, som hendes medgift har været. Men skulle hun dø før hertug Johan, så skal det hun efterlader straks uden hindringer tilfalde hertug Johan.
<10> Fremdeles hvis de ville vide, hvad udbytte hun ville få af de garanterede penge og vederlaget, og hvis de måske mente at få en gylden i udbytte af 15, 16 mindre eller mere, så skal man sige til dem, at det ikke er vores herskabs sædvane, især i Bayern, men man skal give hende sikkerhed og vederlag i gode slotte, lande og folk, som er fuldt så gode som den sum penge, som man så bliver enige med hende om. Og hvad der da afkastes heraf, deraf har hun sit underhold efter sin mands død, som står skrevet ovenfor. Og man skal ikke love hinanden andet på nogen måde.
<11> Fremdeles hvis de ville have en frist for betalingen af hendes medgift, så skal I sige, at I ikke har beføjelser til sådant, men at medgiften skal komme til udbetaling med datteren.
<12> Fremdeles hvis I kommer overens om alle ting, så skal I dog vare Eder, at I ikke letsindigt lover ægteskabet, men I kan forpligte Eder på vor herre kongens og hertug Johans vegne og for dem, som I har fuldmagt til, og som er indeholdt i fuldmagtsbrevet, med hensyn til en sum penge på 4000, 5000 eller flere gylden, hvis det skete, at min herre kongen eller hertug Johan frafaldt ægteskabet, og ligeledes også indgå forpligtelser og stille sikkerhed for deres del. Men hvis de absolut vil have, at I skal love ægteskabet, så skal I alligevel være forsigtig med ordene og i fremtiden love med sådanne ord magen til: Vi Hadamar etc. prokuratorer og administratorer hos den allerhøjeste etc. og den højbårne etc. lover på begges vegne, at vor herre hertug Johan skal og vil tage den højbårne jomfru til den hellige ægtestand. Og få også sådant løfte tilbage fra den anden part. Og pas på, at I ikke siger: Vi lover ægteskab på hertug Johans vegne.