Tekst efter A:
I sadane made som æftir screuet stander æræ the dawthingen pa gagnæ mællwm myn hærræ koningen Erik och hærtiginnen aff Sleswiigh och greue Henrik aff Holzædhæ om thæn forwessædhæ handfreth som mællwm myn nadhighæ frwe drotningh Margrete myn hærræ koningh. och thærræs thiænæræ och vnderdane pane[1] en sidhæ och hærtiginnen aff Sleswiigh och greue Henrik aff Holzædhæ och thærræs thiænæræ och vnderdane pa thæn anner sithæ forwesset oc louet forwesset oc louet wor[2] hwilkæn ther æai[3] holden wor. och om mangæ handæhandæ[4] andræ skathæ och vræt som fornempde myn nadighæ frwe och hærræ och thærræoch therræs[5] giorthæ æræ aff forscreffne hærtiginnen greuen och thærræs thiænæræ och vnderdane. Først wor taghen en daw pane sancte Iohannis baptiste daw mitsomer i i Koldinge[6] mællwm myn hærræ koningh och hærtiginnen och thæn daw togh myn hærræ tilworæ och com til Koldinge pa thæn forescrefnæ tiith meth sinæ clagheræ. och hærtiginnen com ykke p[a] thæn daw men ykke p[a] thæn daw men [7] skreff hanom eth breff til och bath hanom om at han wildæ bithæ henne atte dawe thære tha wildæ hwn gernæ commæ til hanom. ♦ Och thær ii fwldæ myn hærræ henne wilghæ æftær och bidæ the atte dawe ii Koldinge meth stor kost och tæringh som han och hans raadh och claghernæ thæoch claghernæ thær [8] hafthæ. ♦ Och tha com hwn pa thæn niendæ daw til Koldinge æftir sancte Iohannis daw/ och tha wordh hwn pa talæth pa frwe Lenes wegnæ forthy at hwn wor ii[9] myn hærræs freth och myn hærræ wor henne wæriæ och forswar ii sadane made at hærtiginnen skuldæ wære raadh och gerningæ skyldygh. och wit och wilghæ. och matte haue styrt thet om hwn hafthæ wild/ thet roof oc oc fretbrud[10] som pa frw Lene wor[11] skeet och hennes ii thæn freth som hærtiginnen hafthæ sæluer louet meth handen/ ♦ Fore thessæ stykkæ sauthæ hwn ney aldeles. och bleffs wether rættæ ther om hwat henne burthæ ther ydermere til atgøræ. Tha wordh henne thet fwnnet fore rættæ. at hwn skuldæ thes vnlethæ sigh meth rættæ. och thet skuldæ gøræ thæn thær thæn ræt burthæ atgøre aff henne wegnæ aff rættæ sælff tolfte wælboren man. ♦ Och thet anamæthæ hwn. och thet wor fwnnet[12] aff rættæ hær Erik Krumedike til atgøræ thæn ræt forthy at han wor henne drotzet./ ♦ Och thet anamathæ han atgøræ. och dawen wor hanom forfwnnen pa hwilkæn han skulde thæn ræt gøræ. och tha bath han thær om at han mattæ thæn ræt gøræ genisten om morwenen. och thet vntæ myn hærræ hanom/ ♦ Och sosom [13] hanom wor til funnet meth rættæmeth rættæ[14] och han anamæt hafthæ. at gøræ thæn ræt om marwene fore myn hærræ koningh tha vnfoor han thæn ræt och giorthæ hanom ykke. ♦ Ydermeræ sauthæ allæ the andræ meth hærtiginnen woræ. myn hærræ koningen at hwes han æller nogher aff hans. wildæ thøm skyldæ tha wildæ the pleye hanom æller thøm æræ och ræt. ther fore myn hærræ konings nadhæ. ♦ Tha sauthæ myn hærræ at han wildæ skyldæ Laurens HeestæHeestæn[15] . tha sauthæ han myn hærræs nadhænadhæ[16] han wildæ commæ om marwene[17] oc pleye myn hærræ æræ oc ræt fore hwat skyldinge myn hærræs nadhæ wildæ hanom skyldæ. ♦ Tha sporthæ myn hærræ om thet skuldæ wære west och pa hwilkæn timæ han wildæ thet gøræ ♦ Tha swaræthæ han sa at woræ thet sa at han ykke giorthæ thet. tha wore thet ykke fore hanom. och han wildæ comme genisten førstæ mæssæ wor vdæ ii closter fore myn hærræ\ ♦ Och tha reedh han boort och com ykke fore myn hærræ meer Ydermeræ wor han pa talæt aff Claws aff Claws Lembek[18] om the stykkæ som hans æræ rørdhæ. och bant sigh til at commæ til swars thær om. fore myn herræ. och com ykke Item sithæn thessæ wore bort rednæ tha sændte hærtiginnen bwdh til myn hærræ och loodh bethie hanom fore gwdz skyld. och endract skyld. at han wilde forbarme sigh yuer henne æftir thy the woræ sa fran henne rednæ som thæn ræræt[19] skuldæ gøræ som forescreuæt stander/ at myn hærræ wildæ vnne henne en daw til wor frwe daw henne føthælsæ/ tha wildæ hwn bewisæ sigh thær ii som hwn aldre bæst kunne atthe som thæn fredh hafthæ brudet the skuldæ commæ iigen meth henne och bæthræ thæn freth ii gen sosom thøm burthæ aff rættæ\ ♦ Och woræ thet sa at the ykke commæ. tha[20] skuldæ hwn commæ ii theræs stæth och bæthræ thærræs brudæ æftir thy som henne wor førræ fore funnet aff rættæ/ forthy hwn hafthæ sælff louet thæn fredh meth handen och wor skyldæt thær foræ at hwn wor radh och gerning skyldigh som fore screuæt stander/ och æi hafthæ thet fran sigh wordh. som henne wor fore funnet ♦ Thæn dagh vnte myn hærræ henne ii the made som forescreuæt stander tho meth sadant skæl at myn hærræs konings ræt skuldæ wæræ vforsømet ii allæ made/ och[21] kost och tærinng hwes thær kunne commæ pa meth rættæ aff hanom och hans. Item thæn tiidh bidde myn hærræ yuer til wor frwe dagh meth stoor kost och tæringh och skathæ och forsømælsæ annær stæth ii hans righæ och kom wor frwe daw til Koldinge och togh thæn daw tilwore ♦ Och tha com ykke hærtiginnen pa thæn daw och tha byde myn herræ thære firæ dawe æftir wor frwe daw. och tha com hertiginnen. och greue Henrik aff Holzedhe/ och tha loodh myn herræ koningen talæ til hertiginnen at hwn wilde pleye hanom æræ och ræt fore sigh och sinæ som hwn hafthæ hanom sauth och fore stander skreuæt. ♦ Tha anamæthæ greue Henrik sigh at standæ ii henne stæth och pleye ræt fore henne och hennes. och fore sigh och fore sinæ thet woræ fore rooff æller fore frytbrud æller fore hwat saagh myn herræ æller hans wildæ skyldæ henne æller hanom æller thæræs. tha wildæ han pleye myn hærræ æræ och ræt ther foræ. ♦ Tha bøth myn hærræ koningh thet at fore fryth och endracht och at thær enctæ ont skuldæ kunnæ aff commæ hwerken orloff æller maningh at woræ thet sa at the hafthæ noghræ skyldinge til myn hærræ æller til hans tha wildæ myn hærræ fanget firæ eth slot ii wæræ twa aff hans radh och twa aff thærræs. ii sadane made at hwes the kunnæ commæ myn hærræ koning til aff rættæ. æller och hans tha skuldæ the firæ haldæ thet slot til hærtiginnens och greuens hand sa længæ til thes myn hærræ koningen hafthæ wethærlagt thøm hwes skathæskathæ[22] æller skyldingh the kunnæ commæ myn hærræ koning pa meth rættæ æller och hans\ ♦ Theslighes skuldæ och greuen. giøræ fore hærtiginnen och hennes och sigh och sine. och andwordhæ firæ eth slot twa aff myn hærræ konings raadh och twa aff thærræs ii sadan made at hwes roff æller skathæ æller fritbrudh myn hærræ koning æller hans kunnæ commæ hærtiginnen greuen och thærræs meth rættæ paa thet slot skuldæ the holdæ til myn hærræs hand sa længæ til thettæ forescreffnæ wor bæthræd æftær rættæ/ och tha skuldæ the haue taghet mweleghæ dawe s<o>[23] och commæt fore och[24] skild thet forescrefnæ at meth rættæ Och hær pa beradde the thøm och swaræthæ myn hærræ ii gen at the slot som thøm til høræ hærtiginnen och henne børn. och greuen the woræ forpantæthæ sa at the thet æi kunnæ gøræ Tha swaræthæ myn hærræ thøm ii gen. at thet wor hanom leet at the slot woræ forpantethæ och hobes thes wæl at hafthæhafthæ[25] the wæret fry och hafthæ the sælue haft thøm ii wæræ. tha woræ hanom och hans æi skeeth thæn skathæ ther aff som skeeth ær/ ♦ Och ydermeræ bøth han sigh til at hwilkæt slot the wildæ haue fanget the firæ ii the made som forescreuet stander tha wildæ han haue løst thet sæluer in och trot the firæ thær til sa længæ til the hafthæ wæræ atskildæ meth rættæ. och the hafthæ tha giuet hanom the penningæ ii gen som han hafthæ thet in løsd fore. yuer thet the hafthæ ællærs wæræt hanom plictigh aff rættæ Tha beradde greuen sigh och swaræthæ sa. at the slot stothæ til aar sa at han kunnæ thet æi gøræ/ ♦ Oc wildæ han æængen[26] forwaringh gøræ yuer sin æræyuer sin æræ[27] men han wildæ ther stande myn hærræ til rættæ/ och wildæ aldræ skilies fran hanom. før æn han hafthæ giort myn hærræ koning och hans pa hærtiginnens wegnæ och hennes och sine wegnæ och sines. sa meghet som hanom wort[28] funnæt fore at gøræ aff æræ och aff rættæ/ och aldræ fran myn hærræ at skiliæs før æn han hafthæ hanom thet giort som hanom wordhæ til funnæt. skuldæ han och radnæ hos hanomTha skyldæthæ myn hærræ koning hanom først pa hærtiginnens wegnæ at hwn hafthæ wæræt skyldæt pa thæn førmæra daw ii Koldinge som wor thæn tiændæ daw æftir sancte Iohannis daw. fore en freth hwilkæn hwn hafthæ sælff louet meth handen at hwn hafthæ wæræt sælff ii raadh och gerning/ och wiit och wilghæ och mate haue styrt thet om hwn hafthæ willet at thæn fredh æi hafthæ wordhæn brudæn. forthy at han wor brudæn pa thæn som myn hærræ koning burthæ at fore dawthinge aff rættæ. och thæn ræt thær fore wor fæst och hær Erik Krumedike skuldæ haue giort. som forescreuet star. æi giort wor hwerken pa thæn tiith som han wor funnet at han skuldæ at gøræs och æi pa thænnæ daw som hwn hafthæ bedhet om som forescreuæt star hwes hwn ther fallen fore aff rættæ Tha beradde greuen sigh och sworædhæ sa at han wildæ bliues weth rættæ weth allæ the ther inne voræ biscope och ridder och swene pa bothæ sither Tha swaræthæ myn hærræ koning sa at han wor en koning yuer Danmark och hærtigriket ær vnder hanom och och greuen hafthæ hyllet hanom. at hwat skyldingh han hafthæ til sine[29] vndersate och til sine mæn hanom vndher ær at skyldæ thøm vdæn fore hans righens raadh/ forthy at han hauer ængen hærræhærræ[30] yuer sigh vdæn gwdh och pauen pa thæn hælghæ kirkæ wegnæ. forthy at han ær en fry koning Tha berade greuen sigh och sworæthæ ath han wilde bliue hoos myn hærræs konings righens raadh. weth rættæ hwat the hanom fore fwnne aff rættæ Tha fwnne the thet fore rætte at hærtiginnen wor nethærfældigh fore thæn ræt som hær Erik Krumedike hafthæ fæst pane henne wegnæ och æi hafthæ giort som forescreuet stander\ at[31] sosom <hwn>[32] wor fore raadh och gerning och wit och wilghæwilghæ och[33] och mate haue styrt thet och æi styrthæ/ ♦ Och wor thet funnet fore rættæ thet hwn skuldæ giue ii gen thet roff som taghet wor æftær thy som thet wor rægnæt/ och enctæ mate minskæ ther aff/ ♦ Och skyldæthæ myn hærræ greuen pane henne wegnæ at hwn wor mæctigh at føræ the frytbrydere och røuere som her Wlff Pwggæwisk och sællæskap. til Koldinge til thæn daw at the skuldæ haue bæthræt thærræ brødæ. och æi thet giorthæ som hwn hafthæ myn hærræ sauth tha wor thet fwnnet fore rættæ at greuen skuldæ holdæ thet meth sin ræt meth sa mange som hanom burthæ aff rættæ. at han hafthæ thøm æi mæctigh wæræt och æi kunnæ wordhæ thøm mæchtigh sithæn thæn tiidh hwn sauthæ myn hærræ thet./ ♦ Och skyldæthæ myn hærræ greuen pane henne wegnæ at hwn hafthe sauth at hwn wildæ ii thærræs stæth och bæthræ fore thøm alt thet thøm burthæ at bæthræ fore aff rættæ om the æi fore commæ/ ♦ Tha sauthe greuen ther ney fore fore [34] . och sauthæ sa at hwn hafthæ æi ydermeræ sauth æn kunne hwn æhwn æi[35] føræ thøm fore tha wildæ hwn giue ii gen thet rooff som the hafthæ taghet. och om thet annet han sauthæ ney fore. at hwn hafthæ æi ydermeræ sauth myn herræ skuldæ han vnledhæ[36] sigh[37] pa henne wegnæ meth rættæ æftir thy[38] och meth sa mangæ som hanom funnes fore at hanom burthæ atgøræ thæn ræt mæther aff rættæ/ ♦ Och[39] thessæ twa rættæ hauer myn herræ æn inne meth hanom nar han pa kallar. och mæth hwor mange the rættæ skulæ gøræs och pa hwat daw thet hauer myn hærræs righens raadh æi æn sauth fran thøthøm[40] och hwat thæn, æn[41] ræt æn hwn ær fallæn fore. fore thæn freth som hwn hauer louet meth handen. och raad och gerningæ som forescreuet star at han bruden wor skyldigh ær och nethærfældigh. thæthæn[42] haue the och æi æn fran thøm sauth/ forthy at the sawe gernæ at the forliktes sa at the thorfte æi sighæ hanom fram. vdæn myn hærræs nadhæ kallar pa tha wordhæ the at sighæ thæn ræt fram ♦ YdermeræYdermera[43] om marwenen marwenen[44] spordhæ myn herræ greuen om han wildæ følghæ hanom. sosom han hanom hafthæ sauth och æi skiliæs fran hanom før æn han hafthæ hanom giort som forescreuæt stander Tha swarædhæ greuen at han wildæ holdæ hanom alt thet han hafthæ hanom sauth och och giordhæ han thet thet [45] ykke tha mate myn hærræ och hans hanom thet æftær sighæ Tha foor myn hærræ til Hincegaul och greuen fwldæ hanom mæth gothær wilghæ. och raadh och thiænære sosom hær Syward Dosenrodhe. hær Erik Krumedike hær Otte[46] Sestædhæ hær Tunno Rennow. Borquord Krumedikæ. och mangæ andræ. Thær myn hærræ koning com til Hincegaul. tha bøth myn hærræhærræ[47] greuen thet/ at æftir thy at allæ hans slot. och hans brødhræbøørns woræ forpanthæthæ/ och the[48] thøm ii pant hafthæ thet wor mæstædeel aff the thæn fredh hafthæ brudet at han wildæ wæræ hanom behulpeleegh. meth all sin[49] macht. och wisæ hanom thær weye til hworæ han meth æræ och rættæ thet aff stæth kunnæ commæ/ at han[50] the slot fri ii gen matte fangæ/ och gøræ myn hærræ fore hans kost och skathæskathæ[51] æftir godhæ mæns sighændæ. sa meghet som skellecht och mwelegt woræ Tha sworædhæ greuen føførst[52] at han wildæ gernæ all thingh haldæ æftær myn hærræs raadh/ ♦ Och sithæsithæn[53] sændæ han bwdh æftær hær Siwærd Dosenradhe och tha han com thær til tha bath myn hærræ koning hanom at han skuldæ sighæ greuens ordh til hær Erik Krumedike och hær Otte Sestæthæ och til fleræ som[54] fredhen hafthæ brudæt ii hwordan made. han thøm mate meth rættæ yuer commæ/ ♦ Tha sworædhæ hær Siwerd sa at han thet ykke kunnæ gøræ och ykke mate gøræ meth æræ Tha sworædhæ myn hærræ sa at hwer dondeman wæl mate talæ hans hærræs bæstæ och stothæ hanom til ængæn vwæræ. och mate thet mæth ængen æræ haue fordrauth Tha sworædhæ han sa at kunnæ myn hærræ winnæ hanom thær til mæth rættæ tha wildæ han thet gøræ Tha sworædhæ myn hærræ sa at han wildæ wæl winnæ hanom hanom [55] thær til mæth rættæ hwor han[56] wildæ commæ foræ rættæ mæth myn hærræ. och standæ myn hærræ vd til rættæ Tha badh hær Sywordh myn hærræ at han skuldæ haue hanom thet fordraw forthy at han wildæ thet ængælundæ gørægøræ[57] . Sithæn sauthæ greuen myn hærræ at thet stothæ hanom ykke at gøræ før æn <han>[58] hafthæ wæret ii sine land. och talæt weeth sit raadh Tha foor myn hærræ ii gen til Koldinge och[59] loodh greuens raadh commæ foræ sigh och sit raadh och spordhæ om the hafth thæ noghet annæt rambet thet til fredh och gothæ mate commæ Tha sworædhæ the sa at the westæ enctæ annæt vdæn hwes theræ thøm bathæ rambæ/ och bathæ om ræt Tha bath myn hærræ koningh greuen at han skuldæ pleye hanom æræ och ræt/ hæhælst[60] forthy at han wor eftir enctæ bestandændæ vdæn æftær ræt/ æftær thy som han och hans[61] hans wor skyldych och[62] hærtiginnen och hennes fore frytbrut rooff och vræt och tha gaue the thøm bathe ii rættæn at man thøm skiliæ at mæth rættæ/ och thær mæthær gingæ the bothæ aff/ Tha beradde myn hærræs righens <raadh>[63] sigh och beddæs en twgh til om marwenen at sighæ thæn rættæn forthy[64] thet wor syllæ och for innen thet twgh tha begrepæ the the dawthingen som hær æftær stander screuæt
Således som det står skrevet i det efterfølgende er der foregået forhandlinger mellem min herre, kong Erik, og hertuginden af Slesvig samt grev Heinrich af Holsten angående den ved håndslag bekræftede og tilsikrede fred, som var blevet tilsikret og lovet mellem min nådige frue dronning Margrete, og min herre kongen samt deres tjenere og undersåtter på den ene side og hertuginden af Slesvig og grev Heinrich af Holsten samt deres tjenere og undersåtter på den anden side, hvilken (men som) ikke var blevet overholdt samt angående megen anden skade og uret, der er blevet tilføjet min nådige frue og herre samt deres tjenere og undersåtter af føromtalte hertuginde og greve samt deres tjenere og undersåtter. Først blev der vedtaget et møde i Kolding til sankt Hansdag i midsommeren mellem min herre kongen og hertuginden, og min herre gav agt på dette møde og kom til Kolding til den føromtalte tid med sine anklagere, og hertuginden kom ikke, men skrev et brev til ham og bad ham om at vente på hende der i otte dage, så ville hun gerne komme til ham. Og min herre rettede sig efter hendes ønske og ventede der i otte dage i Kolding, idet han og hans råd og rigerne havde store omkostninger og udgifter derved. Og så kom hun til Kolding på den niende dag efter sankt Hans dag, og på fru Lenes vegne - fordi denne var i min herres fred, og min herre var hendes værge og forsvarer - blev hertuginden således anklaget, at hun i råd og gerning skulle være skyldig i samt vidende om villig til det rov og fredsbrud, der var sket over for fru Lene, eftersom hun måtte have kunnet afværge det, hvis hun havde villet. I denne sag svarede hun et absolut nej og lod det stå til retten at afgøre, hvad hun yderligere skulle foretage sig. Da blev der pålagt hende af retten, at hun skulle frigøre sig over for retten, og det skulle den, der på hendes vegne burde optræde i retten, gøre selvtolvte sammen med velbyrdige mænd. Det indvilligede hun i, og det blev af retten pålagt hr. Erik Krummedige at gøre det, eftersom han var hendes drost. Og han indvilligede i at gøre det, og han blev pålagt den dag, han skulle stå for rette, og han bad dem så om, at han måtte gøre ret for sig straks om morgenen, hvilket min herre indrømmede ham. Skønt han med rette var blevet pålagt det, og han selv havde indvilliget deri, så drog han bort og gjorde ikke ret for sig. Yderligere sagde alle de andre, der var der sammen med hertuginden, til min herre kongen, at hvis han eller nogen af hans folk ville rette beskyldninger mod dem, så ville de yde ham eller dem ære og ret der for min herre kongens nåde. Så sagde min herre, at han ville rette beskyldning mod Lars Heest, og han sagde så til min nådige herre, at han ville komme om morgenen og yde min herre ære og ret for hvilke beskyldninger, min nådige herre ville rette imod ham. Så spurgte min herre, om det nu var sikkert, og om på hvilket tidspunkt, han ville gør det. Han svarede, at skulle det ske, at han ikke gjorde det, så skyldtes dette ikke ham, og at han ville komme til min herre i klostret straks, når den første messe var forbi. Men da red han bort og kom ikke senere til min herre. Yderligere blev han anklaget af Klaus Limbek angående de sager, der angik hans ære, og han forpligtede sig til at stå til ansvar derfor over for min herre, men han kom ikke. Efter at disse var redet bort, sendte hertuginden bud til min herre og bad ham om - for Guds og enighedens skyld - at han ville forbarme sig over hende, eftersom at de, der skulle gøre ret for sig, var redet bort fra hende, således som står skrevet ovenfor; og hun bad, om min herre ville unde hende en frist til vor frues fødselsdag, så ville hun der fremlægge beviser, så godt som hun kunne, ved at de, som havde brudt freden skulle komme tilbage sammen med hende og genoprette freden, således som de med rette burde. Skulle det ske, at de ikke kom, så skulle hun komme i deres sted og gøre deres brøde god igen, således som hun blev tilfundet af retten, fordi hun selv med sin hånd havde garanteret for den fred og var blevet beskyldt for, at hun i råd og gerning var skyldig, således som står skrevet ovenfor, og ikke havde vist den fra sig, således som det var blevet hende pålagt. Min herre indrømmede hende denne frist således som foran skrevet, dog på den betingelse at min herre kongens ret skulle være uforsømt i alle henseender og lige så for omkostninger og udgifter for ham og hans folk, som med rette kunne siges at være påkommet dem i den anledning. Min herre ventede tiden frem til vor frue dag med store omkostninger og udgifter og til skade og forsømmelse for andre steder i hans riger, og vor frue dag kom han til Kolding og overholdt denne frist. Men hertuginden kom ikke den dag, og min herre ventede der fire dage efter vor frue dag, og så kom hertuginden og grev Heinrich af Holsten, om og min herre kongen lod da forespørge hertuginden om hun ville yde ham ære og ret for sig og sine, således som hun havde sagt ham, og der står skrevet ovenfor. Da påtog grev Henrik sig at stå i hendes sted og yde ret for hende og hendes folk samt for sig selv og sine folk - det være sig for rov eller for fredsbrud eller for hvad sag, min herre eller hans folk ville rejse mod hende eller ham eller deres folk - så skulle han nok yde min herre ære og ret derfor. Så tilbød min herre, kongen, at for fredens og enighedens skyld og for at der ikke skulle komme noget ondt ud deraf - hverken krig eller udfordringer - så hvis de havde nogle beskyldninger mod min herre eller hans folk, så ville min herre til værn derfor overlade et slot til to af sine råder og to af deres, således at hvis de med rette kunne fremføre beskyldninger mod min herre kongen eller hans folk, så skulle de fire holde det slot til hertugindens og grevens hånd, indtil min herre kongen havde erstattet dem hvad skalde og anklage de med rette kunne overbevise min herre eller hans folk om. På samme måde skulle greven gøre for hertuginden og hendes folk og for sig selv og sine egne og overlade et slot til fire personer, to af min herre kongens råder og to af deres egne, således at for hvad rov, skade eller fredsbrud, min herre kongen eller hans folk med rette kunne overbevise hertuginden, greven og deres folk om, skulle slottet holdes til min herres hånd, indtil dette foranskrevne var udbedret efter rettens afgørelse. Dette overvejede de og svarede min herre tilbage, at de slotte, der tilhørte dem, hertuginden og hendes børn samt greven var bortpantede, og at de derfor ikke kunne gøre det. Så svarede min herre tilbage, at det gjorde ham ondt, at slottene var bortpantede, og han håbede, at hvis de havde været fri, og de selv havde haft dem i deres værge, så var der ikke sket ham og hans folk, den skade, der nu var sket. Yderligere tilbød han, at hvilket af slottene, som de ville have overladt de fire således som foranskrevet, ville han selv have indløst det og betroet det til de fire, indtil de var blevet dømt imellem med rette, og indtil de havde givet ham de penge, som han havde indløst det for, tilbage udover dem, de med rette var pligtige at betale ham. Da overvejede greven det og svarede så, at slottene var pantsatte på år, og at han derfor ikke kunne gøre det. Han ville ikke gøre nogen undsigelse på trods af sin ære, men han ville blive der og stå til rette for min herre og ikke skilles fra ham på hertugindens og hendes folks vegne og på sine egne og sine folks vegne havde gjort ret over for min konge og hans folk så meget, som med rette blev pålagt ham at gøre; og han ville aldrig skilles fra min herre, før end havde gjort det, der blev ham pålagt, om han så skulle rådne op hos ham. Så rettede min herre kongen først beskyldninger mod ham på hertugindens vegne, eftersom hun var blevet anklaget på den det tidligere møde i Kolding, hvilket var den tiende dag efter sankt Hans dag på grund af den fred, som hun selv havde garanteret med sin hånd, at hun selv med råd og gerning samt vidende og vilje havde deltaget i fredsbruddet, og at hun - hvis hun havde villet - måtte have været i stand til afværge det, således at freden ikke var blevet brudt, og fordi fredsbruddet var sket over for den på hvis vegne min herre kongen med rette burde forhandle, og at den ret, der var blevet lovet derfor, og som hr. Erik Krummedige skulle have gjort, således som står skrevet ovenfor, ikke var blevet gjort - hverken på det tidspunkt, der var blevet ham pålagt at gøre det og heller ikke på dette møde, som hun havde bedt om som ovenfor nævnt, og hvilket han derfor med rette var skyldig at bøde for. Da rådførte greven sig og svarede, at han ville ved retten og ville stå til rette over for alle de biskopper, riddere og svende, der var til stede der på begge sider. Så svarede min herre kongen, at han var konge over Danmark, og hertugdømmet er underlagt ham, samt at greven havde hyldet ham, og de beskyldninger, han havde at rette mod sine undersåtter og mod de mænd, der står under ham, kan han kun rejse mod dem over for rigsrådet, eftersom han ikke har nogen herre over sig undtagen Gud og paven på den hellige kirkes vegne, fordi han er en fri konge. Da rådførte greven sig og svarede, at han ville stå til rette over for min herre kongens rigsråd og forblive ved, hvad det med rette pålagde ham. Så dømte de, at hertuginden var nederfældig den retslige undersøgelse, som hr. Erik Krummedige på hendes vegne havde forpligtet sig til, men unddraget sig, således som skrevet ovenfor, eftersom hun var skyldig i råd og gerning, vidende og vilje og kunne have afværget det, men ikke havde gjort det. Der blev dømt, at hun skulle tilbagegive det røvede, efter det, det var beregnet til, og der måtte ikke ske nogen formindskelse deri. Videre anklagede min herre greven på hendes vegne for, at hun havde i sin magt at føre de fredsbrydere og røvere som Wulf Pogwisch og hans selskab til det møde i Kolding for at de skulle have gjort deres brøde god igen, men hun havde ikke gjort det, således som hun havde sagt til min herre; så blev der dømt, at greven skulle gøre ret derfor sammen med så mange, som han med rette burde, fordi hun ikke havde haft magt dertil og ikke havde kunnet få det efter det tidspunkt, da hun havde sagt således til min herre. Min herre anklagede greven på hendes vegne, fordi hun havde sagt, at hun ville står til rette i deres sted og bøde for dem alt det, de med rette burde bøde derfor, hvis de ikke selv kom. Dette sagde greven nej til, og han sagde således, at hun ikke havde ikke sagt mere end, at hvis hun ikke førte dem dertil, så ville hun tilbagegive det, de havde røvet; angående det andet, som han sagde nej til: at hun intet yderligere havde sagt til min herre, skulle han på hendes vegne frigøre sig således og med så mange, som det med rette blev ham pålagt at stå i rette i denne sag. Disse to retshandlinger har min herre stadigvæk tilbage at afgøre med ham, når han kræver det; med hvor mange han skal stå til rette og hvad dag, det skal ske, har min herres rigsråd endnu ikke sagt og afgjort, og hvad angår den straf, som hun er hjemfalden til på grund af, at den fred hun havde garanteret for med sin hånd, var blevet brudt og hun skyldig i råd og dåd således som skrevet ovenfor og hun var dømt skyldig og nederfældig i, så har de heller ikke derom fremsagt deres kendelse, fordi de så gerne, at de blev forligt, og at de derfor ikke turde afsige den, medmindre min nådige herre kræver det, så skulle de kundgøre den straf. Om morgenen spurgte min herre fremdeles greven, om han ville følge med ham, således som han havde sagt, og ikke skilles fra ham, før end han havde gjort ret over for ham som skrevet ovenfor. Greven svarede, at han ville holde alt det over for ham, som han havde sagt, og hvis han ikke gjorde det, så måtte min herre og hans folk sige ham det på. Så drog min herre til Hindsgavel, og greven fulgte ham med sin gode vilje med samt sine råder og tjenere, såsom hr. Sivert Dosenrode, hr. Erik Krummedige, hr. Otto Sested, hr. Tønne Rønnow, Borkvard Krummedige og mange flere. Da min herre kongen kom til Hindsgavel, så pålagde min herre greven, at eftersom alle hams slotte og hans broders børns slotte var bortpantede, og det mestendels var dem, der havde dem i pant, der havde brudt freden, så at være ham behjælpelig med - af al hans magt - og vise ham veje til, hvorledes han kunne afstedkomme med ære og rette, at han igen frit kunne få slottene og godtgøre min herre for hans omkostninger og skade, så meget som var ret og rimeligt efter gode mænds udsagn. Så svarede greven først, at han gerne ville overholde alting efter min herres råd. Siden sendte han bud efter hr. Sivert Dosenrode, og da han kom dertil, bad min herre kongen om, at han skulle sige grevens ord til hr. Erik Krummedige og hr. Otto Sested og til flere andre, der havde brudt freden, på hvilken måde han med rette kunne få dem i tale. Da svarede hr. Sivert, at det kunne han ikke gøre, for det kunne han ikke gøre med rette. Så svarede min herre, at hver danne mand vel måtte tale sin herres bedste og støtte ham uden at det blev ham selv til vanære og kunne ikke have fundet sig deri med ære. Så svarede han, at hvis min herre med rette kunne overbevise ham derom, så ville han gøre det. Så svarede min herre, at han nok skulle overbevise ham derom med rette, hvor han så ville komme for min herre og stå ham til rette. Så bad hr. Sivert min herre om, at han ville fritage ham derfor, eftersom han ingenlunde ville gøre det. Senere sagde greven til min herre, at han ikke var i stand til at gøre det, før end han havde været i sine lande og havde talt med sit råd. Så drog min herre igen til Kolding og lod grevens råd møde for sig og sit råd og spurgte, om de havde fastsat noget andet, der ville føre til fred og gode forhold. Så svarede de, at de ikke vidste af noget andet end hvad, deres folk havde bedt dem om at fastsætte, og de bad om retslig afgørelse. Så bad min herre kongen greven om, at han skulle gøre ære og ret for sig, især eftersom han ikke stræbte efter andet end retfærdig, og da han og hans folk var skyldige og ligeså hertuginden og hendes folk i fredsbrud, røveri og uret, og da indvilligede de i over for retten, at man dømte dem med rette, og dermed gik de begge bort. Så rådførte min herres rigsråd sig indbyrdes og bad om, at en vidnekendelse måtte afgøre retten om morgenen, eftersom det var sent, og drog afsted inden denne vidnekendelse. Så fastsatte de det forlig, der er skrevet herefter.