Tekst efter Acta Pont. l.l.
Abbati monasterii Nouicampi Zwerinensis diocesis ♦ Exposuit nobis Margareta regina Dacie quod cum olim nobilis mulier Elizabeth relicta Gerardi comitis Holtzatie uidua et nobiles uiri Hinricus comes Holtzatie Otto Zestede Ericus Krummedike Laurentius Hyeste Tunno Rennow Reymarus Zestede Wulfardus Pogwich Luderus Storm Otto de Kneop Benedictus de Aleuelt Hennekinus Stake et Hennekinus Ransow milites necnon Borckardus Krummedike Tymmo Meynestorp Marquardus Rennow Nicolaus Rauen Luderus Petri et Marquardus Breyde armigeri Bremensis Slesuicensis Lubicensis et Ottoniensis diocesium cum nonnullis eorum complicibus in hac parte qui tunc ducatum Slesuicensem qui de iure et proprietate regni Dacie existit occuparunt prout occupant in superbiam erecti Ericum regem Dacie qui eis in nullo fuit obnoxius ymo ipsos occupatores et alios incolas dicti ducatus omni regali fauore et pia mente confouit et qui eis[1] in omnibus quantum permisit honestas suadebatque iustitia studuit complacere per modum cuiusdam conspirationis temere diffidassent et sub pretextu seu uelamine diffidationis eiusdem multos suorum nobilium militarium et procerum necnon armigerorum aliorumque fidelium interfecissent et plurimos captiuassent necnon opidum Vlensborch dicte Slesuicensis diocesis quod rex ipse in eodem ducatu protunc possidebat prout possidet conantes illud ui capere longo tempore hostiliter obedissent necnon quosdam alios hostes et emulos regis et regni predictorum in graue dispendium dicti regis et suorum subditorum apud se in quibusdam suis castris tenerent necnon multis aliis iniuriis atque damnis dictum regem et in eius offensam quamplurimos ex suis afficerent fidelibus antedictis rex ipse tot mala conniuentibus oculis ulterius pertransire non ualens ne nimia eius tolerantia in hac parte uerum patientie nomen amitteret sed animo uim ui repellendi magnum ualde atque potentem congregauit exercitium quem contra ipsos occupatores et diffidatores ad metas dicti ducatus usque perduxit ut per illum eorundem occupatorum et diffidatorum immoderatos impetus refrenaret ♦ Sed eisdem occupatoribus et diffidatoribus e contra manu armata ipsi se opponentibus prefata regina cuius precipue intererat timens quod si dissidentes ipsi inuicem bellum committerent ex hoc horrenda homicidia et alia mala necnon damna et pericula plurima sequerentur ad hoc precauendum dicta regina pro bono pacis se inter ipsos dissidentes tunc interposuit et diuina ei[2] suffragante clementia tantum effecit quod parets ipse in sex proceres tunc expressos in iuris arbitros compromiserunt qui eas super premissis in iure concordare deberent ♦ Et licet dicti arbitri huiusmodi arbitrium in se sponte suscepissent tamen sententiam arbitralem ferre postea non curarunt propter quod ipsa regina ad obuiandum malis que occasione dissensionum prefatarum alis subsequi poterant procurauit quod treuge usque ad instans festum penthecostes continue durature inter eosdem disceptantes facte fuerunt ♦ Cum autem a plerisque timeatur quod finitis dictis treugis iterum discordantes seu partes huiusmodi quod absit ad arma recurrant quodque si hoc fieret quod deus auertat immensa damna etiam ecclesiis et monasteriis atque aliis piis locis et personis ecclesiasticis exinde procul dubio resultarent pro parte regine predicte fuit nobis supplicatum ut ad occurrendum tot malis alicui probo prelato in partibus illis ut causas quas dicta regina prefatis occupatoribus et diffidatoribus super ducatu captionibus damnis et iniuriis huiusmodi regi et regine necnon subditis et fidelibus eorundem antedictis per ipsos occupatores et diffidatores ac complices premissorum occasione illatis necnon uniuersis iuribus et pertinentiis eiusdem ducatus mouere proponit <audiret>[3] committere dignaremur ♦ Nos itaque discretioni tue mandamus quatenus uocatis eisdem occupatoribus et diffidatoribus ac aliis qui fuerint euocandi et auditis hincinde propositis quod iustum fuerit appellatione remota decernas faciens quod decreueris per censuram ecclesiasticam firmiter obseruari testes autem qui fuerint nominati si se gratia odio uel timore subtraxerint censura simili appellatione cessante compellas ueritatis testimonium perhibere ♦ Nos enim tibi inhibendi discordantibus inuicem antedictis sub magnis pecuniarum summis et aliis formidabilibus penis spiritualibus et temporalibus de quibus tibi uidebitur ne in preiudicium litis pendentis huiusmodi coram te aliquid attemptare seu una pars alteram hostiliter inuadere aut uiolenter molestare presumant et etiam terras et loca illorum qui secus egerint supponendi ecclesiastico interdicto necnon omnia alia per te in hiis faciendi que pro pace et concordia inter eosdem disceptantes reformanda uideris expedire necnon etiam processus per te in hiis habendos legitimos quotiens opus fuerit aggrauandi inuocato ad hoc si expediat auxilio brachii secularis plenam tenore presentium concedimus facultatem ♦ Ceterum si tibi constiterit quod processus prefati ac monitiones et citationes per te super hiis habendi eisdem occupatoribus et diffidatoribus atque aliis quos concernent tute nequeant publicari uolumus quod processus ac monitiones ac citationes quoslibet per te super hiis habendos ualuis aut portis alicuius ecclesie oppidi sundensis Zwerinensis diocesis quod est insigne et a monasterio in Nouocampo Cisterciensis ordinis dicte diocesis Zwerinensis cuius abbas existis non remote distat de qua tibi uidebitur per edictum publicum affigendum publicare necnon etiam in eodem opido in premissis procedere libere ualeas decernentes quod processus monitiones et citationes huiusmodi perinde ipsos monitos et citatos arctent ac si eis presentialiter et personaliter intimati aut insinuati fuissent non obstantibus tam Bonifacii pape VIII de una et duabus dietis in concilio generali necnon de personis ultra certum numerum ad iudicium non uocandis quodque iudices per litteras sedis apostolice deputati extra loca in quibus deputati fuerint contra aliquos procedere aut aliquos extra eorum ciuitates uel dioceses trahere seu aliis uices suas committere non presumant quam aliis constitutionibus apostolicis contrariis quibuscunque ♦ Datum Bononie 7. kalendas aprilis anno 1.
Til abbeden for klostret Neuenkamp i Schwerins stift. Dronning Margrete af Danmark har gjort os opmærksom på, at, da for nylig den ædle kvinde Elisabeth, grev Gerhard af Holstens enke, og de ædle mænd grev Henrik af Holsten, Otto Sehested, Erik Krummedige, lars hesten, tønne Rønnow, Reimar Sehested, Wulf Pogwisch, Lyder Storm, Otto Knop, Benedikt Ahlefeld, Henneke Stake og Hennike Rantzau, riddere, endvidere Borkvard Krummedige, Timme Meinerstorp, Markvard Rønnow, Niels Ravn, Lyder Pedersen og Markvard Breide, væbnere i Bremens, Slesvigs, Lübecks og Lübecks stifter, med en del kumpaner i denne sag, som da besatte og fremdeles besætter hertugdømmet Slesvig, som er kongedømmet Danmarks ret og ejendom, rejst til hovmod, uden grund på konspiratorisk vis havde sveget kong Erik af Danmark, som på ingen måde har forbrudt sig imod dem, snarere tværtimod med et fromt sind og al kongelig velvilje begunstigede selve disse usurpatorer og andre af nævnte hertugdømmes indbyggere, kong Erik som i alle henseender har sørget for at behage dem, så meget som æren tillod og retfærden tilsagde; under foregivende eller dække af dennes utroskab og da de havde dræbt adskillige af hans ædle riddere, væbnere og endvidere andre tjenere og taget særdeles mange til fange og i lang tid havde belejret byen Flensborg fjendtligt, denne by der ligger i Slesvig stift, som kongen selv besad i samme hertugdømme og fremdeles besidder, forsøgende at indtage den med vold, og i nogle af deres befæstninger tilbageholdt visse andre gidsler og tilhængere af førnævnte konge og kongerige til stor skade for nævnte konge og dennes undersåtter, og med mange andre forurettelser og skader påvirkede nævnte konge og særdeles mange af hans førnævnte trofaste følge, samlede kongen selv en stor og stærk hær, da han ikke formåde at lade så megen ondskab gå videre forbi lukkede øjne, og for ikke hans alt for store eftergivenhed i denne sag skulle tillade overbærenhedens sande navn, men et sindelag til at fordrive vold med vold. Denne hær førte han lige til grænsen af nævnte hertugdømme for ved hjælp af denne at tøjle samme usurpatorers og troløses uhæmmede angreb. Men idet disse usurpatorer og troløse satte sig op mod kongen selv med en væbnet skare, stillede førnævnte dronning, hvem sagen i høj grad lå på sinde, for fredens godes skyld sig imellem de stridende parter for at afvende de forfærdelige drab, øvrige onder, skader og farer, der ville følge, hvis de stridende påførte hinanden gensidig krig, og under tilskyndelse af den guddommelige mildhed opnåede hun så meget, at parterne indgik kompromis om seks vasaller til at afgøre retten: disse skulle som voldgiftsmænd bringe parterne til enighed i retten angående ovenstående. Og selv om de nævnte voldgiftsmænd frivilligt havde påtaget sig denne voldgift, formåede de ikke at afsige voldgiftsdom i det efterfølgende, på grund af hvilket dronningen selv sørgede for, at en traktat med udløb til den forestående pinse blev indgået imellem de stridende parter for at imødegå de onder, som ellers kunne følge ved opståelse af førnævnte uenigheder. Men da det blev frygtet af flere, at de stridende parter atter ville vende tilbage til våbnene - lad det ej ske - ved pagtens udløb, og, at, hvis dette skulle ske - Gud forbyde det - umådelig skade uden tvivl ville blive kirker, klostrer og andre fromme steder og gejstlige til del, blev vi på vegne af nævnte dronning bedt, om vi ville værdiges at udnævne en eller anden passende prælat til at imødegå så mange onder i disse egne og til at høre de sager, som nævnte dronning fremsætter angående hertugdømmet, tilfangetagelserne, skaderne og de lovbrud, som er påført førnævnte konge og dronning og endvidere deres undergivne og tjenere af usurpatorerne og de troløse og deres medsammensvorne i anledning af ovennævnte; endvidere sager om samme hertugdømmes samtlige rettigheder og tilliggender. Således giver vi Din Omsigtsfuldhed i opdrag, at du, efter samme usurpatorer og troløse og andre, som bør stævnes, både er blevet hørt og afkrævet ret, skal afgøre, hvad der er ret, uden appelmulighed, idet du ser til, at hvad, du afgør, overholdes fast under kirkelig straf, men hvis de vidner, der skal indkaldes, trækker sig på grund af had eller frygt, skal du tvinge dem til at afgive sandhedsvidne under samme straf uden appelmulighed. Thi med dette brevs ordlyd overdrager vi dig fuld myndighed til at hindre de førnævnte gensidigt stridende parter under anvendelse af store pengebøder og andre frygtindgydende åndelige og verdslige strafforanstaltninger, som synes dig passende, i at forsøge noget til skade for retssagen, så længe den er under afgørelse i dit nærvær, eller for ikke én part skal forsøge fjendtligt at invadere eller voldeligt at skade den anden, og også til at lægge misdædernes jorder og tilholdssteder under kirkeligt interdikt, og endvidere til at gøre alt andet ved dig i disse sager, som du synes tjener til at genforme enighed og fred imellem retssagens parter, og endvidere til at udvide de retsprocesser at afholdes af dig om disse sager, så mange gange det bliver nødvendigt, under hidkaldelse af den verdslige magts arm, hvis det forekommer tilrådeligt. I øvrigt, hvis det står fast for dig, at førnævnte retsager, advarsler og inkaldelser, der afholdes af dig angående disse ting ikke kan offentliggøres sikkert over for de usurpatorer og troløse og andre, som de vedrører, er det vor vilje, at du ved offentligt edikt at fastgøres på fløjdørene eller portene til en given, kendt kirke i byen Stralsund i Schwerins stift, som ikke ligger langt fra cistercienserklostret Neunkamp, som du er abbed for - hvilken kirke er op til dig - skal offentliggøre hvilke som helst retssager, advarsler og indkaldelser, som angående disse ting skal afholdes af dig, endvidere til frit af afholde proces angående det foregående i den samme by. Vi fastsætter, at processerne, advarslerne og indkaldelserne skal gælde for de advarede og indkaldte, som om de i egen person og ved egen tilstedeværelse var blevet meddelt eller gjort bekendt med dem, idet hverken Bonifacius 8.'s forordning om en dagsrejse, forordningen om to dagsrejser på generalkoncilet og forordninger om begrænsninger af antallet af de til domsafsigelsen hidkaldte personer, og at dommere ikke kan føre retssag imod nogle uden for de steder, de ved apostolisk skrivelse er deputerede i, ikke kan drage nogle ud fra deres byer eller stifter eller tilforordne andre i deres sted; ingen af disse såvel som alle mulige andre forordninger skal stå i vejen. Givet i Bologna den syvende dag før kalendas i april i vort første år.