Tekst efter Hanserec. l.l
Na Godes bord dusent ve{e}rhundert jar dar na in dem sosteynden jare des sondaghes vor palmen weren desse nascreven radessendebaden ut den hensesteden to Kopenhaven up ener dachvard umme der zake willen tůschen dem heren konyngh van umme der zake willen tůschen dem heren konyngh van Dennemarken up en siide unde dem nyen rade der stad Lubeke uppe andere siide wesende vorgaddert, alse: van Hamborch her Johan Lůnenborch unde her Hinrik Lůnenborch unde her Hinrik van dem Berghe ; van Rozstok her Johan Odbrecht unde her Ghodeke Langhe ; van deme Stralessu{v}nde her Symon van Urden , her Johan Burow under her Arnd Brandeborch ; van Lůnenborch her van Lůnenborch her Albert van der Molen unde her Hinrik Viscule ; van der Wysmer her Evert Groteek unde her Hermen Wezebo{e}m ; van Stetin her Jacob van Grulle ; van deme Grypeswolde her Niclawes Below ; van Stargarde her Johan Warnow ; van der Stolpe her Hinrik unde her Vrolik Westpha{e}l ; van Trepetow her Johan Berndes unde van Wollyn her Slaweke Rosenow .
1.Alse desse vorbenomeden radessendebaden tosamende weren, qwemen vor se ute dem nyen rade van Lubeke her Hinrik Schonenberch , Thydeman Ste{e}n , Marquard Schutte unde Meleberg , unde beden se, dat se dar vore wolden wesen unde bearbeyden by dem heren koninghe van Dennemarken , dat en van em wurde gheleyde unde velicheyt in solker mate, alse en duchte, dat zee behoff hadde<n> unde best ane vorwared weren.
2.Unde alse desse vorbenomeden radessendebaden to Kopenhaven qwemen, do vůnden zee dar des rades van dem Kopenhaven qwemen, do vůnden zee dar des rades van dem Stralessunde sendebaden, de dar gewesen hadde<n> 14 daghe umme beyde willen der stede vorbenomet, ere bodesscop an den vorscreven heren konynghe to bryngende, dat de vorbenomeden van deme Stralessunde gerne gheda{e}n hadden, unde dar de vorbenomeden der stede sendebaden hochliken unde vruntliken umme dankeden. Unde dat werf, dat de vorbenomeden van Sunde gheworven hadden, eer de anderen stede qwemen, is begrepen in dessen breven, de hir na gescreven sta{e}n.
3.An den heren koning to Dennemarken etc. = Hanserec. VI nr. 244.
4.Antwerde des heren koninghes uppe dessen vorscreven breff = Hanserec. VI nr. 245.
5.Na der vorbenomeden ute deme nyen rade van Lubeke bede, umme velicheyd unde geleyde en to wervende van deme vorscreven heren koninghe, leten de van dem Sunde in yeghenwardicheyd der anderen stede desse vorscreven twe breve lesen; an welken breven unde geleyde de vorbenomeden, de van Lubeke, nochaftich unde dankenamich weren.
6.To der sulven tiid, alse de<r> dudeschen hensestede radessendebaden up der dachvard to Copenhaven vorgaddert weren, apenbarenden des rades sendebaden van deme Sunde den anderen steden uppe der sulven dachvard vorgaddert enen des rades van dem Sunde breff myd ener ingeslotenen copien, de breffcopie van worden to worden ludende, alse hir na screven steyd:
7.De uthscrift der inghesloten copien Hanserec. VI nr. 229.
8.Uppe desse vorscreven handelinge van den vorbenomeden steden vorramed ward, to scrivende an de Liiflandesche<n> stede unde an den kopman to Nowgarden in der wise, alse hir na screven steyd. To den ersten an de Liiflandeschen stede to scrivende ys vorramed aldus Hanserec. VI nr. 249. An den kopman to Nowgarden wesende ys vorramed to scrivende in desser wise, alse hir na screven steyd = Hanserec. VI nr. 250.
9.Des mydwekens vor palmen na myddaghe qwam de dorchghelu<ch>tigste furste unde here konyng to Copenhaven inridende. Unde alze he komen was unde hadde vornamen, dat de sulven stede des anderen daghes vor em to etende ghebeden unde geheten worden. Deme de stede alle vorbenomet unde de olden heren van Lubeke also deden; aver de van dem nyen rade van Lubeke en qwemen vor den koning nicht to etende, wente se dar nicht gebeden edder gheladen weren.
10.Des dunnerdaghes, alse de vorbenomeden der stede sendebaden vor dem heren koning gheten hadden, do sprak myt en de here koning, in welker wise en duchte nu{v}tte unde gud wesen antohevende de deghedinghe umme de sake twischen den Lubeschen unde em wesende. Dar de stede myt den heren konyngh mennigerleye rede van hedden; to lesten dat en de here konyng sede, he wolde up se wardende wesen des anderen daghes, alse des vridaghes vor palmen, wan de seygher hedde 10 gheslagen; dat se denne wedder vor en qwemen unde en ere werf to bekennende gheven, so wolde he se gherne horen.
11.Des vridaghes to der vorgerorden stůnde was de here koning van Dennemarken up enem sale up des heren bysscopes van Roschylde hove; unde dar weren by em in synem rade de erwerdighen heren vadere, de ertzebisscop van Lunden unde de vorscrevene biscop van Roschilde, de van Westera{e}s unde van Rypen, biscope; unde de strengen ryddere her Niclawes van Viitzen , her Prydber van Podbus , her Axel van Petersone , her Trud Has , her Benedictus Poggwis ; her Hinrik van Olen unde andere des heren koninges capellane unde scrivere; item de olden heren van Lybeke, her Jorden Pleskowe , her Tydeman Junghe , her Reymer van Calven , her Johan Crispine unde her Niclawes van Stiten ; item de vorbenomeden radessendebaden van Stargarde unde van der Stolpe, van Treppetowe unde van Wollin.
12.Alse de here konig mit den vorbenomeden heren prelaten, strengen rydderen unde ersamen luden dar vorgaddert was, qwemen vor en der stede radessendebaden unde gheven en to bekennende, wodane wiis de stede vorbenomet, latest to vastelavende to der Wysmer up der dachvard vorgaddert, enen breff, van synen gnaden an de van dem Sunde vor en antwerde up dat werf, dat her Johan Goldenitze umme bede willen der vorbenomeden stede to synen gnaden geworven hadde, wedder geschreven, untfangen hadden; welken breff en de vorbenomeden des rades van dem Sunde sendebaden togesloten geantwerdet hedden, den se dar geopend, gelesen und wol vorsta{e}n hadden; unde alse se dar mang anderen worden ynne vunden hedden, dat se syner tygen de van Lubeke wolden alletiid to eren undt to rechte mechtich wesen etc., dar dankenden se synen konigliken gnaden hochliken umme unde wolden dat umme syne gnade alleweghe gerne vordenen.
13.In dessen rede<n> sprak de here konig aldus: Leven heren unde vrunde; unses lyves, ere, gudes unde allent, wes wy mechtich syn, wille wii juwer leve getruwen, unde beloven juw des wol; men der zake twischen uns unde den van Lubeke vormode wy uns, dat wy der so gansliken to juwer leve nicht ghesat hebben, dat wii dar mede van unsen vrunden unde unses rykes rade getreden syn; unde teen des an unsen breff, den wy dem rade van dem Sunde dar up gesand hebben, welke breff, so wy vor war weten, inneholt in desser wise, dat wy umme <de> vorscreven zake juw unde unsen vrunde<n> nicht enthoren willen.
14.Alse de konig desse rede secht hadde, do dankeden em de stede hochliken, unde worden sprekende: als se den vorgerorden breff gelesen unde overwegen, so hedden se vor dat beste ghewegen, in Lubeke to rydende unde den van Lubeke den sulven breff unde synen willen to irkennende to ghevende; dem se also ghedån hadden unde myt grotem arbeyde dat so vurder bracht hadden, dat se der Lubeschen to eren unde to rechte ok vulmechtich wesen weren. Dar up de koning na besprekende vraghen leet, of se des alsůlke koning na besprekende vraghen leet, of se des alsůlke bewaringhe hedden, dar he wol ane vorwaret were. Do leten em de stede lesen enen breff, ludende alze hir na screven steyt Hanserec. VI nr. 242.
15.Uppe desse<n> vorgerorden breff na berade des heren koniges leet de here koning wedder antwerden vormiddest enen syner man den stede<n:gt aldus:Leven vrundes; alse myne gnedighe here, de koning, synen loven to juw unde to synes rykes rade gesad heft na lude synes vorgerorden breves, dar he des an theen wolde, unde de van Lubeke by juw unde nicht by synen vru{e}nden, synes rykes rade, loben gesat hebben, wer der van Lubeke vorwaringe nochaftigh syn, also dat men deghedinghe handelen dar up moghe, dat gy to mynes heren beste wol overdenken unde wegen willen, des is myn here van juw hochliken begherende.
16.Hir up bereden zik de stede, unde qwemen wedder vor den heren koning, unde antwerdeden vormiddelst den vorbenomeden hern Johanne <Lunen>borge: dat se den breff van den van Lubeke myt groten arbeyde gekregen hedden; unde dat se dat myt den van Lubeke also handelt hadden, <hadden> se up des heren konynghes gnade dan; to deme se sik des gansliken vorleten, wan he vorneme, dat se der van Lubeke mechtich weren, dat he denne den stede<n> des nicht enthoren wolde, he en gonde des wol, dat se de zake in redeliker vruntscop henlegghen unde scheden mochte<n>; unde bidden den heren koning, dat he syne gnade dar to berede unde gonde en des, dat se vruntscop twisschen en unde den van Lubeke to vindende vorsoken mochten.
17.Hir up de here koning antwerden leet: dat de stede em ersten scholden segghen, of der van Lubeke vorwaringhe rechtes to blivende nochaftigh were, also vor screven <is> unde wan dat gesche{e}n were, so wolde he den steden syne meninge umme de mynne to vorsokende wedder to irkennende gheven.
18.Hir up de stede sik over bespreken unde na erme besprekende wedder qwemen, biddende othmodichliken des heren koninghes gnade, umme de mynne to vorsokende, alse vor screven is. Dar de here koning tomale hartliken yegen was, unde sede; he hedde en unde synen vrunden belovet ere unde rechtes, unde wolde des gerne also by en bliven na ynneholde synes breves, unde wolde des gerne up de warden; weret, dat se der van Lubeke ok also mechtich weren, dat se eme denne rechtes hulpen. Dar up de stede na erem besprekende over wedder qwemen, biddende des heren konynghes gnade, umme de mynne to vorsokende, alze vor screven <is>.
19.Alse de stede den heren koningh aldus averleghen, umme mynne unde vruntscop to vorsokende, antworde he sulven und<;degt seghde: wer se em dat raden wolden to donde, dat eme syn ra{e}d nicht raden wolde to donde. Dar se over na erem besprekende wedder beden, umme de mynne to vorsokende, alse vor screven is.
20.Over dessen deghedinghen villen mennigerleye ut unde insaghe, so langhe, dat de here konig tornes modes sprak aldus: he were olde nogh to seghende, wan se wise nogh weren to horende unde to vornemende. Unde seghede vordan: wan se ene des bidden wolden, des se em nicht raden do{e}rsten, so vormodede he sik des nicht to en, dat se myt syme besten ummeghinghen.
21.Hir entiighen vellen de van den steden odmodichliken in de knee, biddende den heren koning, dat he dat nicht van en to arghe neme, wente se synes besten alleweghe ramen wolden, unde nicht synes erghesten.
22.Do seghede en her Niclawes van Viitzen, dat se overproveden, wer se synen heren mynne to vorsokende raden wolden edder nicht; wolden se id eme raden, dat se den ere meninghe dar up seden, so scholde syn rad dar ok gerne to spreken in dat beste, dat se konden.
23.Hir up bespreken zik de stede, unde qwemen wedder, unde beden over othmodichliken in eren kne{e}n, alze se vakene unde vele vo{e}r dan hadden, dat he syne gnade dar to kerede unde gonde, dat <se> de mynne unde vruntscop twiischen synen gnaden unde den van Lubeke vorsoken mochten, unde zeden, dat se em dat wol dorsten raden, unde duchte en gheraden wesen, umme veles qwades, alse liiflases unde blo{e}tghetendes, to vormidende. Dar up de here koning antwordede, dat em dat nicht wol to donde stonde, doch so wolde he myt syne rade dar gerne umme spreke<n:gt.
24.Alse he zyk do bespraken hadde, seghede her Niclawes van Viitzen den steden wedder, dat <de> here koning umme syner prelaten unde synes truwen rades bede, anwisinge unde manynghe willen eres rades nicht enthoren unde se erer bede unde begheringhe dar ane gerne twiden wolde. Dar de stede synen gnaden othmodichliken unde hochliken<n> umme dankeden unde myt erme denste umme syne gnade allewegene to vordenende.
25.Unde dar mede schededen se van dem heren koning in den ersten deghedinghe. Unde de here koning schickede dosulves ute syme rade ichteswelke prelaten unde ryddere, myt den steden de mynne to vorsokende unde to sprekende. Unde alse van dem koning schededen, ghinghen des koninghes rad unde stede samentliken overen, unde spreken dar umme, wor mede dat me der vruntscop vorsoken scholde unde de deghedinghe beghynnen.
26.Dar up de prelaten unde ryddere ute des koninghes rade segheden, dat des koninghes menynghe also stu{e}nde: konde me dat handelen, dat de olde rad van Lubeke wedde<r> inqweme to Lubeke, to sittende in eren sta{e}d unde gud, dar se inne gheseeten hadden, alse en dat van dem Romeschen ryke togedelet were; wan dat gescheen were unde de olde rad dem heren koningh toscreve eder enboden, dat se to sittende komen weren, dat en genoghede, so wolde he umme den unwillen, den he myd den van Lubeke hedde, sik myd en na der stede beseghende wol vorliken; und vordmer umme de vangenen unde ere gud wolde he den steden ok denne wol horen, wes se ene dar umme seden unde reden to donde.
27.Alse dit gehandelt was in der wise, alse vor geroret is, leten de stede de van Lubeke bydden, dat se wolden wesen to den monneke<n> in der kerken, wan de seygher hadde ve{e}r slaghen; so wolden se en to irkennende gheven, wes en van dem heren koninghe weddervaren were. Unde also qwemen de stede unde de van Lubeke up der vorscreven tiid tosamende to den monneken in dat revente{e}r; unde de stede gheven en dar to irkennende alle stucke, alse en de weddervaren weren van dem heren koninghe unde van synem rade, alse vor screven is.
28.Alse de vorbenomeden van Lubeke desse vorgerorden deghedinghe, umme de mynne na des koning<es> willen to vorsokende, van den steden ghehort hadden, beden se umme besprekend, unde andwerdeden den steden na eren besprekende in desser wise: Also de here koning syne begheringhe utesed hadde, van dem olden rade wedder intonemende, unde dar up de mynne vord to handelende, moghe gii, leven vrunde, wol sulven průven, dat uns dat nicht moghelik is to donde ane sulven průven, dat uns dat nicht moghelik is to donde ane unsen rad unde de stad to Lubeke; wente alse gii juw wol vordenken moghen, so ward dat to velen tiiden overwegen, do gii to uns latest bynnen unser stad weren, dat wii der zake myt dem olden rade nicht vor uns setten mochten, na deme dat de sake in unses gnedighen heren, des Romesschen koninghes , handen hanghed. Ok so hebbe wy nynerleye bevel van unsem rade, dar ane ichtes to handelende. Men, leven vrunde, konde gy vorarbeyden by dem heren koninge, dat unse vanghene borgere unde ere gud loes worde up ene tiid, dat wy de mochte<n> mede over nemen in unse stad, unde den dar ichtes van to handelende na des heren koninghes beghere, dar wolde wy gherne to arbeyden, alse wii vordest mochten; konde dat over nicht ga{e}n, so syn wii yo hir ghekomen, rechtes to wardende, na deme alse wii uns in unsem breve vorscreven hebben.
29.Hir up antwerdeden de stede in desser wiise: Wy hebben myt grotem bede vorarbeydet, dat wii des mechtich warden mochten, umme de mynne to vorsokende, dar umme dat uns nicht nutte duchte dem rechte to volghende; wente wii uns vrochten, wan id to rechte ga{e}n scholde, dat dar van qweme mennigerleye argh, unde vorlust lyves, gudes unde ere unde blo{e}tghetent dar van komen mochte, dat men altemale myt mynne unde vruntscop bewaren mochte, dat des nicht en scheghe.
30.Desse unde vele anderer solker rede seden de stede dar vor den van Lubeke, dar mede se gherne se to vruntscop unde redelicheyt getoghen hedden, unde beden se to lesten, dat se dar up vordacht wolden sin, dar umme under sik to sprekende unde en wat wedder to seggende des anderen daghes.
31.Des sonnavendes vor palmen qwemen de stede unde de van Lubeke wedder tosamende in der monnike revente{e}r, unde weren in deghedinghen den gantzen vormiddagh over den vorscrevenen stucken; to lesten dat de stede den van Lubeke segheden, se wolden ere meninghe gherne vor des koninges rad wedder bringhen, dat se vorsochten bii eren heren, deme koninge, efte he dat so wolde gan laten, umme de vruntscop to vorsokende, alse se dat vornomen hadden.
32.Unde also ghinghen de stede to des heren koninghes rade, unde gheven en to irkennende der van Lubeke meninghe, unde bede<n> se, dat to handelende unde vordsettende bii des heren koninghes gnaden. Dat des koninges rad also annamede to donde up en antwerde wedder to segghende; dat des koninghes rad den steden wedder seden in desser wise: de here koningh wolde myt syme rade dar umme spreken unde en in palmedaghe under myssen unde vor etende wat wedder segghen laten.
33.In palmedaghe le{e}t de here koning vor sik vorboden vor synen sael up des biscopes van Roschilde hoff de stede unde de vanghenen, de bynnen Copenhaven weren, unde de van Lubeke, beyde de olden unde de nyen, unde leet dar segghen openbar vor allen luden, wo he den steden umme bede willen hadde over togheven, to vorsokende myt syme rade, de he dar to schicket hadde, umme vruntlike deghedinghe to handelende twisschen em unde den van Lubeke, dar mede men bylegghen mochte den unwillen, dar he myt en ynne sete umme des oversegghendes willen, dat em scheen were vor des heren Romisschen koninghes rade; nu des nicht scheen konde in sodaner vruntscop, alse de here koning begherende were, nu begherede he rechtes van den steden; unde leet de stede bydden, dat se em rechtes helpen wolden in der wise, alse he sik vorbaden hadde na lude sines breves unde na dem, alse dat annamet hadden, dat <se:gt eme recht scheden wolden, des he dar warden wolde; unde leet dar lesen overal enen breff, ludende, alse <he> den vamme Sunde screven hedde, dar ynne he sik vorboden hadde.
34.Hir up antwerdeden de van Lubeke: de stede weren erer ok al mechtich in allen saken, alse se dat vorscreven unde besegheld hadden; unde beghereden van den steden, dat se en rechtes dar up behulpen wolden wesen.
35.Hir spreken de stede aldus in: de here koningh unde de van Lubeke weren rechtes to beyden siden bii en ghebleven, men nicht in ener wise; wente <de> koningh wolde synen rad dar mede by hebben, in schedinge to sprekende, unde de van Lubeke wolden des koninges rad vor ere schedeslude nicht tolaten; hir umme dat se eres blyvendes also nicht eyns en weren, so konden se ok to der rechtesschedinge nicht komen.
36.To desser sulven tiid vellen vele scharper rede twisschen den here koninghe unde den van Lubeke; besunderen sede de koning den van Lubeke, dat se overdechten, wo unde myt welken eren se ere herscop hedden, eer he also en here wesen wolde, so wolde he lever enem vromen manne syne pryveten bewaren.
37.Aldus schededen de van Lubeke do van dar myt grotem unwillen, unde de koningh ghink tornes modes up synen sa{e}l; yodoch leet he de stede vor sik ropen unde behelt se dar, dat se vor en eten mosten.
38.Alse de konyngh hadde ghegeten, begu{v}nde he aver myt den steden to segghende van syner sake myt den van Lubeke. Under welken deghedinghen de stede aver den heren koning beden, dat he noch syne gnade dar to kerede unde gu{v}nde en, dat se vruntliker deghedinghe noch myt den van Lubeke vordan handelen mochten, uppe een vorsokent, eff se noch wes gudes dar to vinden konden, dat id to strengem rechte nicht en qweme; dar de here koning doch node to ga{e}n wolde. Over welken deghedingen de here koning den steden seghede: up dat id recht vor sik ga{e}n mochte, so wolde he ute syme rade dar to voghen enen ta{e}l vromer lude; unde wo vele der were, so scholden se doch nicht me{e}r hebben der stempnen in dat recht to sprekende, wen alse e{e}n der stede, alse dat de 7 stede unde syn rad tosamende makeden 8 stempnen; unde wat vere der stede sloten, dar syn rad med tovelle, dar scholden de anderen mede volgen; wurden ok der vyve enes dynges een, dar scholden de anderen stede twe unde sin rad ok mede volghen. Myt dissen deghedinghen schededen aver de stede van dem heren koninghe.
39.Des mandaghes na palmedaghe leten de stede vorboden de van Lubeke to den monniken in den reventer, unde gheven en to irkennende, wo de koningh synen rad to den steden schicken wolde, in dat recht to sprekende, also vor screven is, unde beden de van Lubeke, dat se dat mede vulborden wolden, uppe dat id to eme ende komen mochte.
40.Hir antwerdeden de van Lubeke to in desser wise, dat en dat nicht stunde overtoghevende ane vulbord eres rades, unde spreken: Leven vrundes; helpet uns dat besorghen unde overweghen to unsem besten, wer wy dat do{e}n mochten; wente uns du{v}nket, dat wy des nenewiis sunder vare, in nod dar umme to komende, overgheven moghen, unde der sake vurder bii weme to blyvende unde dar anders yemende mede intostedende, wen alse unse rad sik vorscreven unde vorboden heft.
41.Dar de stede to antwerdeden in desser wise: Wy menen, dat juw dar nicht <an> ligghen scholde, na deme dat wy doch wol mechtich weren, to radfragende unde to sprekende in den saken, myt weme unde wůr <uns> des duchte den saken, myt weme unde wůr <uns> des duchte behoff wesen.
42.Dar antwerdeden de van Lubeke to: Leven vrundes; wat gy des don willen, dar moghe gy op proven; aver wy willen dat nynerleye wiis overgheven, dat de yenen scholen unse richtere wesen, de de menen aver uns to klaghende, unde bidden juw, leven vrundes, dat gy dat by dem heren koning vorarbeyden willen, dat he synen rad dar avelate unde blyve des rechten bii juw, alze wii des ghebleven sint; dat důnket uns wol redelik wesen. Dat de stede důnket uns wol redelik wesen. Dat de stede annamede<n> vor den heren koning to brynghende; doch seden se, se vruchteden, dat he dat nynerleye wiis en dede, dat he synen rad dar avelete.
43.Unde also ghinghen de stede to ichteswelken van des koninghes rade, unde leten en desse deghedinghe vorsta{e}n, unde beden se, dat bii dem heren koninghe vor<t>osettende, up dat se to der rechtesschedinge komen mochten. Dat des konynghes rad also annamede, vor den heren koning to brynghende: dat se dat beste, dat se do{e}n mochten, dar gerne to do{e}n wolden; men se wolden des sulven nicht brynghen vor den heren koning, wente id duchte en nicht nutte unde beqweme wesen.
44.Des dinxtedaghes vor middaghe leet de here koning vor sik vorboden vor synen sa{e}l de stede unde de vanghenen unde de van Lubeke, beyde nye unde olde, unde de sendebaden ute den Pomereschen steden. Alse de vorscreven alle in yeghenwardicheyd des koningh<es> unde syner prelaten unde man vorgaddert weren, bat de koning, dat se wolden horen unde in dechtnisse nemen alsodane stucke, also he en dar wolde lesen unde openbaren laten, up dat se dat mochten vordan naseghen, wor se qwemen.
45.Unde also vraghede do de here koning her Schonenberghe, wer em dar ichtes van witlik were, alse he van der Lubeschen wegen vor des Romisschen koninghes rade beseghet were myt unrechte, dat he de stad Lubeke ute des rykes handen vorraden wolde. Dar her Schonenberg to antwerdede, dat em dat unwitlik were.
46.Alse de stede do vornemen, dat de here koningh alsodane deghedinghe, dar vorsprekent unde scheldeword van komen mochte, handelen wolde, spreken se dar in desser wise: Gnedighe here; de van Lubeke sint up unse seghend myt uns hir ghekomen, alse wy en hebben gheseght gheleyde unde velicheyt van juwer koningliken gnade wegen; hir umme bydde wy juwe gnade othmodichliken, dat gy uns dar ane besorgen, also dat wy dar nyen naseggent liden dorven.
47.Do antwerdede de koningh: he wolde se wol in dem gheleyde bewaren; men he wolde dar witlik don den yenen, de dar yeghenwardich weren, des em van sinen vrunden toscreven were; unde bat, dat dat en yewelk wolde in dechtnisse nemen.
48.Unde also leet de here koning dar lesen en instru{v}ment, dar ynne begrepen <was> alsolk handelinghe.
49.Also bat her Schonenberg, dat he sik vorantwerden mochte; men he konde dar nicht <to> komen van mennigerleye worden, de tiighen em gheseght worden; dar he sik vaste tiighen vorantwerdede; doch bekande he alse vele, dat he alsodaner rede wat hadde secht vor deme biscope van Sleswik etc..
50.Alse her aver vele word ghevallen weren, bat de here koningh umme rechtes beschedinghe, alse he sik vorbaden hadde; unde de van Lubeke beden ok also. Dar de stede to antwerdeden, alse er gescreven, dat se to der rechtschedinge nicht komen konden ummer der twiidractht eres blyvendes <willen>. Aldus endeden sik over de degh<ed>inghe myt groten unwillen.
51.Des mydwekens vor paschen leet de here koning den steden gheven to irkennende, wo he untfanghen hadde etlike breve van en, dar se ynne schreven hedden, wo de Holstesschen heren den steden schreven hadden, swa{e}rlike claghende over em unde over syne man, dat se unde ere man in deme lande to Holsten berovet unde ghebrant sint in eme velighen vrede van syner manscop nach des heren koninges ghehete unde bode. Hir antwerdede de here koning unde sprak, dat de synen nicht gherovet unde brant hedden in dem lant to Holsten, men in syme eghenen lande, alse in dem hertochomme to Sleswik, dat sine rechte le{e}ngud is unde des rykes to Dennemarken; dat sin moder, konynghinne Margrete, boden hedde to lenende greve Clawese unde sines broder kinderen, greve Hinrikes, dat se dat to lene entfanghen scholden van dem heren koning Erike, koning to Dennemarken ; hir up antwerdede greve Clawes unde sede, dat se dat hertochdu{v}m to Sleswik nicht to lene entfanghen wolden van eme Pomerschen heren. Do bewisede de here koning myd eme breve, den em synes rykes rad dar up gheven hedde, myt 16 ingeseghelen, unde dat were sche{e}n aver 24 jaren. Dar na so were he myd en ghekomen to kryghe, also langhe, dat hertoch Hinrik van Lunenborch dar to qwam unde se do des een worden, dat se sik myd rechte wolden vorscheden laten; do se qweme<n> vor dat recht, do schůwede hertoch Hinrik qweme<n> vor dat recht, do schůwede hertoch Hinrik dat recht, unde wolde dar ny{e}n recht annamen vor des heren koninghes rade; do hedde dat recht allike wol synen gank; also wart dar do dem heren koning dat hertochdům todelt also wart dar do dem heren koning dat hertochdům todelt unde rychtet nach Denschem rechte; unde dat sulve recht scre{e}ff de here koning up vor des Romesschen koninghes ho{e}ffrichter; dar em dat sulve hertochdům torychtet ho{e}ffrichter; dar em dat sulve hertochdům torychtet wart myt ordele unde rechte. Dar he up hedde enen strenghen breff, den he den stede<n> lesen leet; dar he to esschen le{e}t de sendebaden van Lubeke, alse her Hinrik Schonenbergh myd synen medekumpanen.
52.Do de breff ghelesen was, do sprak de here koningh: Gii leven stede; nu hebbe gii unse bewisinghe wolle hort, de wii hebben to deme hertochdumme to Sleswik; hir baven hebbet uns de Holsten bedychtet unde besůnghen unde unsen rad myd uneren, dat ok to Lubeke med besůnghen unde unsen rad myd uneren, dat ok to Lubeke med stemppet is.
53.Hir up antwerdede her Schonenberch, dat de stede der van Lubeke weren mechtich to eren unde to rechte.
54.Do wart de here koning tornech unde qwat uppe her Schonenberghe unde vorsprak ene myt mennigherleye harden reden. Do beden en de stede, dat he yo besorghede syn leyde.
55.Vortmer leet uns de here koning lesen enen breff, den ein greve Alf besegheld hedde, wo he Vemeren hedde untfangen to le{e}ngude van den heren koning Volmere, dar he em aff denen scholde myt 50 mannen myd helmen; des were Vemeren komen van der kronen unde were noch syn rechte le{e}ngud.
Efter Guds fødsel i det 1416. år søndag før palmesøndag var disse efterskrevne rådssendebude fra hansestæderne forsamlet i København til møde angående sagen mellem hr. kongen af Danmark på den ene side og det nye råd i staden Lübeck på den anden, nemlig hr. Johan Lüneburg og hr. Heinrich von dem Berg fra Hamburg, hr. Johan Odbrecht og hr. Godeke Lange fra Rostock, hr. Simon von Urden, hr. Johan Burow og hr. Arnd Brandenburg fra Stralsund, hr. Albert von der Molen og hr. Heinrich Viscule fra Lüneburg, hr. Evert Groteek og hr. Herman Weseböm fra Wismar, hr. Jacob von Grulle fra Stettin, hr. Nicolaus Below fra Greifswald, hr. Johan Warnow fra Stargard, hr. Heinrich og hr. Frolich Westfal fra Stolp, hr. Johan Berndes fra Treptow og hr. Slaweke Rosenow fra Wollin.
1.Da disse førnævnte rådssendebude var samlet, kom hr. Heinrich Schönberg, hr Tideman Sten, hr. Markvard Schutte og hr. Meleberg fra det nye råd i Lübeck frem for dem og bad dem om at arbejde for og udvirke hos hr. kongen af Danmark, at de fik lejde og sikkerhed af ham på en sådan måde, som det synes dem at de havde behov for og bedst var sikret ved.
2.Og da disse førnævnte rådssendebude kom til København, da fandt de der sendebude fra rådet i Stralsund, som havde været der 14 dage efter anmodning fra de førnævnte stæder for at bringe deres budskab til den førnævnte herre kongen, hvilket de førnævnte fra Stralsund gerne havde gjort, og for hvilket de førnævnte stæders sendebude højligen og venskabeligt takkede dem. Og det ærinde, som de førnævnte fra Stralsund havde udført, før de andre stæder kom, er indeholdt i disse breve, som herefter står skrevet.
3.Til hr. kongen af Danmark etc. = Hanserec. nr. 244.
4.Svar fra hr. kongen på dette førnævnte brev = Hanserec. nr. 245.
5.Efter anmodningen fra de førnævnte fra det nye råd i Lübeck om at skaffe dem sikkerhed og lejde fra den førnævnte hr. konge lod de fra Stralsund i overværelse af de andre stæder disse førnævnte to breve læse op. Disse breve og lejdet var de førnævnte, de fra Lübeck, tilfredse med og taknemmelige for.
6.På samme tid, da rådssendebudene fra de tyske hansestæder var samlet til møde i København, bekendtgjorde rådssendebudene fra Stralsund for de andre stæder, der var samlet til samme møde, et brev fra rådet i Stralsund med en indlagt kopi. Den kopi lød fra ord til andet, som herefter står skrevet: = Hanserec. nr. 251.
7.Ordlyden af den indlagte kopi = Hanserec. nr. 229.
8.Ved disse førskrevne forhandlinger blev det aftalt af de førnævnte stæder at skrive til de livlandske stæder og til købmanden i Nowgorod på den måde, som herefter står skrevet: For det første er det aftalt at skrive således til de livlandske stæder = Hanserec. nr. 249). Til købmanden i Nowgorod er det aftalt at skrive på den måde, som herefter står skrevet Hanserec. nr. 250).
9.Onsdag for palmesøndag efter middag kom den allerhøjeste fyrste og herre konge ridende til København. Og da han var kommet og havde erfaret, at de førnævnte stæder var forsamlede der, lod han give besked med befaling om, at de samme stæder skulle komme og spise med ham den næste dag. Det efterkom alle de førnævnte stæder og de gamle herrer fra Lübeck, men de fra det nye råd i Lübeck kom ikke til kongen for at spise, thi de var ikke bedt eller indbudt.
10.Torsdag, da de førnævnte stæders sendebude havde spist med hr. kongen, da talte hr. kongen med dem om, på hvilken måde det syntes dem nyttigt og godt at begynde forhandlingerne angående sagen mellem lübeckerne og ham. Det talte stæderne meget med hr. kongen om. Til sidst sagde hr. kongen til dem, at han ville vente på dem næste dag, nemlig fredag før palmesøndag, når klokken havde slået 10. De skulle så igen komme til ham og gøre ham bekendt med deres ærinde, så ville han gerne høre på dem.
11.Fredag på det aftalte tidspunkt var hr. kongen af Danmark i en sal på hr. biskoppen af Roskildes gård, og der var sammen med ham i hans råd de ærværdige herrer fædre, ærkebiskoppen af Lund og den førnævnte biskop af Roskilde, biskopperne af Vesterås og Ribe og de tapre riddere hr. Klaus von Vitzen, hr. Predbjørn Podebusk, hr. Axel von Pedersen, hr. Trued Has, hr. Benedikt Pogwisch, hr. Henrik von Alen og andre af kongens kapellaner og skrivere. Fremdeles fra det gamle råd i Lübeck hr. Jordan Pleskow, hr. Tideman Junge, hr. Reimer von Calven, hr. Johan Crispin og hr. Nikolaus von Stiten. Fremdeles de førnævnte rådssendebude fra Stargard, Stolp, Treptow og Wollin.
12.Da hr. kongen, de førnævnte prælater, de tapre riddere og hæderværdige folk var samlet der, kom stædernes rådssendebude frem for dem og tilkendegav, på hvilken måde de førnævnte stæder, der sidst var samlet til møde i Wismar til fastelavn, havde modtaget et brev, skrevet af hans nåde til dem fra Stralsund som svar på det ærinde, som hr. Johan Goldenitz havde udført hos hans nåde på anmodning fra de førnævnte stæder; dette brev havde de førnævnte sendebude fra rådet i Stralsund overdraget dem lukket, de havde åbnet det, læst det og visselig forstået det. Og da de deri blandt andre ord havde fundet, at de altid ville være ham mægtig til ære og ret mod dem fra Lübeck etc., så takkede de hans kongelige nåde højligen og ville til alle tider gerne gøre sig fortjent til hans nåde.
13.Til denne tale sagde hr. kongen således: kære herrer og venner, vores liv, ære, gods og alt, hvad vi er mægtig, vil vi betro Eder kære venner, og vi stoler visselig på Eder. Men med hensyn til sagen mellem os og dem fra Lübeck, så mener vi ikke, at vi så helt har overladt den til Eder, at vi dermed er faldet fra vore venner og rigets råd. Og vi påberåber os vores brev, som vi har sendt derom til rådet i Stralsund. Dette brev indeholder, det ved vi med sikkerhed, at vi i den førnævnte sag ikke vil undlade at høre Eder og Eders venner.
14.Da kongen havde sagt disse ord, takkede stæderne ham højligen og sagde: da de havde læst og overvejet det føromtalte brev, så havde de anset det for det bedste at ride til Lübeck og gøre dem fra Lübeck bekendt med det samme brev og hans vilje. Det havde de gjort og med stor møje bragt det så vidt, at de også blev lübeckerne fuldmægtige til ære og ret. Efter rådslagning lod kongen spørge, om de havde sådanne garantier, hvorved han var sikret. Da lod stæderne ham læse et brev, der lød, som herefter står skrevet: = Hanserec. nr. 242.
15.Efter rådslagning lod hr. kongen give svar til stæderne på dette føromtalte brev ved en af sine mænd således: kære venner, da min nådige herre kongen har sat sin lid til Eder og sit riges råd efter ordlyden i hans føromtalte brev, som han ville påberåbe sig, og de fra Lübeck har sat deres lid til Eder og ikke hans venner, hans riges råd, at I, hvis garantierne fra dem fra Lübeck er tilstrækkelige, så man kan gennemføre forhandlinger, vil tænke på og overveje det til min herres bedste, det begærer min herre højligen af Eder.
16.Herpå holdt stæderne rådslagning og kom igen til hr. kongen og svarede ved den førnævnte hr. Johan Lüneburg, at de havde fået brevet fra dem fra Lübeck med stort besvær, og at de havde forhandlet det således med dem fra Lübeck, det havde de gjort på hr. kongens nåde. Hertil forlod de sig helt på, at når han havde erfaret, at de var dem fra Lübeck mægtige, så ville han ikke undlade at høre på stæderne, men han ville visselig tilstå dem, at de kunne henlægge og afgøre sagen i redeligt venskab; og de bad hr. kongen om, at han ville berede sig på og tilstå dem, at de kunne forsøge at finde venskab mellem ham og dem fra Lübeck.
17.Herpå lod kongen svare: at stæderne først skulle sige ham, om lübeckernes forsikring om at blive ved retten var tilstrækkelig, som forskrevet; og når det var sket, så ville han igen tilkendegive sin hensigt for stæderne, nemlig at forsøge at forlige i mindelighed.
18.Herom holdt stæderne rådslagning, og efter deres rådslagning kom de tilbage for at forsøge at nå forlig i mindelighed, som skrevet ovenfor, idet de ydmygt bad hr. kongens nåde. Kongen var stærkt imod det og sagde: han havde tiltroet dem og sine venner ære og ret og ville gerne holde ved det efter ordlyden i sit brev og ville gerne give agt på det; hvis det var, at de også var dem fra Lübeck mægtige, så skulle de hjælpe ham til retten. Derpå kom stæderne igen efter deres rådslagning og bad hr. kongens nåde forsøge at nå forlig i mindelighed, som skrevet ovenfor.
19.Da stæderne således pressede hr. kongen for at forsøge forlig i mindelighed og venskab, svarede han selv og sagde: om de ville råde ham til at gøre det, som hans råd ikke ville råde ham til at gøre. Efter deres rådslagning bad de igen om at forsøge forlig i mindelighed, som forskrevet.
20.Ved disse forhandlinger faldt mange ord for og imod så længe, til kongen vredt talte således: han var gammel nok til at sige, hvornår de var kloge nok til at høre og forstå. Og han sagde videre, at når de ville bede ham om det, som hans råd ikke turde råde ham til, så mente han ikke, at de havde hans bedste for øje.
21.Herpå faldt stæderne ydmygt på knæ og bad hr. kongen, at han ikke ville tage dem det ilde op, thi de ville altid stræbe efter det bedste for ham og ikke gøre ham skade.
22.Da sagde hr. Klaus von Vitzen til dem, at de skulle overveje, om de ville råde hans herre til at forsøge forlig i mindelighed eller ej; hvis de ville råde ham til det, at de så sagde deres mening dertil, så skulle hans råd tale for det, det bedste de kunne.
23.Herpå holdt stæderne rådslagning og kom tilbage og bad igen ydmygt på deres knæ, som de tidligere tit og ofte havde gjort, om at han vendte sin nåde dertil og tillod, at de kunne forsøge mindelighed og venskab mellem hans nåde og dem fra Lübeck, og de sagde, at de visseligt turde råde ham dertil, og det synes dem at være tilrådeligt for at undgå meget ondt og tab af liv og blodsudgydelse. Derpå svarede hr. kongen, at det ikke tilkom ham at gøre det, men han ville da gerne tale med sit råd derom.
24.Da han så havde rådført sig, sagde hr. Klaus von Vitzen igen til stæderne, at hr. kongen efter bøn, anvisning og rykning fra sine prælater og sit tro råd ikke ville undlade at høre deres råd og gerne ville efterkomme deres bøn og begæring derom. Stæderne takkede hans nåde ydmygt og højligen derfor, og de ville med deres tjeneste altid gøre sig fortjent til hans nåde.
25.Og dermed skiltes de fra hr. kongen til den første forhandling. Og hr. kongen sendte fra sit råd nogle prælater og riddere for at forsøge at tale om mindelighed med stæderne. Og da de skiltes fra kongen, enedes kongens råd og stæderne og talte sammen om, hvormed man skulle forsøge venskab og begynde forhandlingerne.
26.Derpå sagde prælaterne og ridderne fra kongens råd, at kongens mening var således: kunne man nå frem til, at de gamle rådsmedlemmer i Lübeck atter indsattes for at sidde i deres embede, som de havde siddet i, som det var tildelt dem fra det romerske rige, så ville han, når det var sket og det gamle råd skrev til hr. kongen eller lod sende bud til ham, at de var genindsat, hvilket de var tilfredse med, i den strid han havde med dem fra Lübeck indgå forlig med dem efter stædernes afgørelse; og fremdeles angående fangerne og deres gods ville han visselig også høre på stæderne, hvad de sagde til ham derom, og hvad de ville gøre.
27.Da det var forhandlet på den måde, som tidligere er omtalt, lod stæderne dem fra Lübeck bede om, at de ville være hos munkene i kirken, når uret havde slået fire; så ville de tilkendegive for dem, hvad der var vederfaret dem fra hr. kongen. Og således mødtes stæderne og de fra Lübeck til den aftalte tid hos munkene i refektoriet; og stæderne gjorde dem bekendt med alle punkter, som var vederfaret dem fra kongen og hans råd, som forskrevet.
28.Da de førnævnte fra Lübeck havde hørt fra stæderne om disse føromtalte forhandlinger med henblik på at forsøge mindelighed efter kongens vilje, bad de om en rådslagning og svarede efter deres rådslagning stæderne på denne måde: kongen havde fremsat sin begæring om at genindsætte det gamle råd og derpå fastsætte forliget i mindelighed, men I, kære venner, kan visselig selv påvise, at det ikke er muligt for os at gøre det uden vort råd og staden Lübeck; thi som I vel kan regne ud, så blev det mange gange overvejet, da I sidst var hos os i vor stad, at vi ikke kunne ordne sagen med det gamle råd, eftersom sagen lå i vor nådige herre, den romerske konges hænder. Yderligere har vi ingen befaling fra vort råd om at gøre noget i den sag. Men, kære venner, kunne I udvirke hos kongen, at vore fangne borgere og deres gods blev frigivet på én gang, så vi kunne tage dem med over til vor stad og så der gøre noget efter hr. kongens begæring, det ville vi gerne arbejde på, så godt vi kunne; men kunne det ikke gå, så er vi jo kommet hertil for at afvente retten efter det, som vi skriftligt har forpligtet os til i vort brev.
29.Hertil svarede stæderne på denne måde: Vi har med indtrængende bøn arbejdet på, at vi kunne blive befuldmægtigede til at forsøge forlig i mindelighed, fordi det ikke syntes os nyttigt at følge retten; thi vi frygter, at hvis det skulle gå til retten, så ville der deraf komme mangefold ondt og tab af liv, gods og ære, og blodsudgydelse kunne følge deraf, mens man helt og holdent med mindelighed og venskab kunne afværge, at dette skete.
30.Dette og mange andre sådanne ting sagde stæderne foran dem fra Lübeck, hvormed de gerne havde bragt dem til venskab og redelighed, og de bad til sidst, om de ville være betænkt på at tale om det indbyrdes og svare dem den næste dag.
31.Lørdag før palmesøndag kom stæderne og de fra Lübeck igen sammen i munkenes refektorium og var i forhandlinger om de føromtalte punkter hele formiddagen; til sidst sagde stæderne til dem fra Lübeck, at de gerne ville fremføre deres mening for kongens råd igen, så de forsøgte hos deres herre kongen, om han ville lade det gå sådan for at forsøge venskab, således som de havde erfaret.
32.Og således gik stæderne til hr. kongens råd og tilkendegav Lübeckernes mening for dem og bad dem forhandle om det og fremlægge det for hr. kongens nåde. Det påtog kongens råd sig at gøre for at komme tilbage med et svar: hvilket kongens råd sagde til stæderne på denne måde: hr. kongen ville tale med sit råd derom og give dem svar palmesøndag under messen og før maden.
33.Palmesøndag lod hr. kongen stæderne og fangerne, som var i København og dem fra Lübeck, både de gamle og de nye [rådsmedlemmer], kalde til sig i sin sal på biskoppen af Roskildes gård og lod der sige åbenbart foran alle folk, at han efter bøn havde overdraget stæderne at forsøge at forhandle med hans råd, som han havde sendt dertil med henblik en venskabelig aftale mellem ham og dem fra Lübeck, hvormed man kunne bilægge den strid, som han befandt sig i med dem angående den bagtalelse, som han havde været udsat for foran den romerske konges råd; når det ikke kunne ske i sådant venskab, som hr. kongen begærede, så begærede han nu retten fra stæderne; og han lod stæderne bede, om de ville hjælpe ham til retten på den måde, som han havde erklæret sig rede til efter ordlyden i sit brev og efter at de havde accepteret, at de ville tilkende ham retten, som han ville forvente; og han lod læse et brev, der lød, som han havde skrevet til dem fra Stralsund, hvori han havde erklæret sig rede.
34.Herpå svarede de fra Lübeck; stæderne var også mægtige i alle sager, som de havde skrevet og beseglet det; og de begærede fra stæderne, at de ville være dem behjælpelige til retten.
35.Her indvendte stæderne således: hr. kongen og de fra Lübeck havde begge budt sig til rette for dem, men ikke på samme måde, eftersom kongen ville have sit råd med til at afsige kendelsen, hvorimod de fra Lübeck ikke anerkendte kongens råd som deres forligsmænd. Således, eftersom de ikke var enige om proceduren, kunne de heller ikke komme til en retsafgørelse.
36.På samme tidspunkt faldt mange hårde ord mellem hr. kongen og dem fra Lübeck; i særdeleshed sagde kongen til dem fra Lübeck, at de skulle overveje, hvordan og med hvilken ære de havde deres herredømme; før han således ville være deres herre, så ville han hellere sikre en from mand hans lokum.
37.Således tog de fra Lübeck da af sted derfra med stor vrede, og kongen gik vredt op på sin sal; dog lod han stæderne kalde til sig og beholdt dem der, så de måtte spise med ham.
38.Da kongen havde spist, begyndte han igen at tale med stæderne om sin sag med dem fra Lübeck. Under disse forhandlinger bad stæderne igen hr. kongen, om han ville vende sin nåde til dem og tilstå dem, at de kunne forhandle videre med dem fra Lübeck til en venskabelig aftale i et forsøg på, om de kunne nå frem til en eller anden form for velvilje, således at det ikke kom til en egentlig rettergang, som kongen dog også nødigt ville lade skel. Angående disse forhandlinger sagde kongen til stæderne: for at det skulle gå retmæssigt for sig, ville han tilforordne et antal redelige mænd fra sit råd. Og hvor mange de end var, skulle de dog ikke have flere stemmer til at tale i retten end én fra stæderne, så at de 7 stæder og hans råd tilsammen udgjorde 8 stemmer. Og hvad 4 af stæderne besluttede, og som hans råd bifaldt, det skulle de andre dermed efterkomme. Blev 5 af stæderne enige, da skulle de andre 2 stæder og hans råd efterkomme det. Med disse aftaler drog stæderne atter fra hr. kongen.
39.Mandagen efter palmesøndag lod stæderne dem fra Lübeck kalde til munkene i refektoriet og tilkendegav for dem, at kongen ville sende sit råd til stæderne med henblik på en retsafgørelse, som før nævnt, og de bad dem fra Lübeck give samtykke til, at det kunne komme til en afgørelse.
40.Hertil svarede de fra Lübeck på denne måde, at det ikke tilkom dem at bevillige noget uden deres råds samtykke og de sagde: kære venner, hjælp os at drage omsorg for og overveje til vort bedste, om vi kunne gøre det; thi det synes os, at vi ikke uden fare for at komme i vanskeligheder herfor kan bevillige dette og fremdeles byde os til rette hos nogen og dermed tillade noget andet, end vort råd har forpligtet sig til og erklæret sig rede til.
41.Dertil svarede stæderne på denne måde: Vi mener, at I ikke skal bekymre Eder derom, eftersom vi var befuldmægtigede til i sagen at rådspørge og tale med hvem, det passer os, og hvor det synes os at være nødvendigt.
42.Dertil svarede de fra Lübeck: Kære venner; hvad I vil gøre i denne sag, det må I vurdere. Dog vil vi på ingen måde tillade, at nogen, som mener at have noget at påklage os for, skal være dommere, og vi beder Eder, kære venner, om I hos hr. kongen vil arbejde for, at han undlader at stille sig til rette hos sit råd og holder sig til Eder i denne henseende. Dette synes os at være redeligt. Dette påtog stæderne sig at bringe for hr. kongen. Dog sagde de, at de frygtede, at han på ingen måde ville afstå fra sit råd.
43.Og således gik stæderne til nogen fra kongens råd og oplyste dem om denne aftale og bad dem om at forelægge det for hr. kongen, så at de kunne komme til en retsafgørelse. Det påtog kongens råd sig således at bringe for hr. kongen. De ville bestræbe sig på at gøre det bedste, de formåede. Men de ville ikke selv bringe det for kongen, idet dette ikke syntes dem at være passende og til nytte.
44.Tirsdag før middag lod kongen til sig i sin sal indbyde stæderne og fangerne og dem fra Lübeck, både nye og gamle [rådsmedlemmer], og sendebudene fra de pommerske stæder. Da alle var samlet i nærvær af kongen og hans prælater og mænd, bad kongen dem høre og huske på sådanne punkter, som han der ville læse for dem og lade bekendtgøre, for at de fremtidig kunne meddele det, hvor de kom.
45.Og således spurgte kongen da hr. Schöneberg, om han vidste noget om, at han på vegne af dem fra Lübeck foran den romerske konges råd var blevet beskyldt for at ville fravriste riget staden Lübeck med urette. Dertil svarede hr. Schöneberg, at det var ham ukendt.
46.Da stæderne da erfarede, at hr. kongen ville forhandle sådanne aftaler, hvoraf der kunne komme bagtalelse og skældsord, sagde de følgende: Nådige herre, de fra Lübeck er på vor befaling kommet hertil med os, da vi har tilsagt dem lejde og sikkerhed på Eders kongelige nådes vegne. Derfor beder vi ydmygt Eders nåde om at drage omsorg for, at vi ikke skal tåle at få et dårligt rygte.
47.Da svarede kongen; han ville visselig sikre dem lejde, men han ville gøre vitterligt for dem, som var tilstede der, hvad der var tilskrevet ham fra hans venner; og han bad om, at enhver ville huske derpå.
48.Og således lod kongen da læse et instrument, hvori sådanne forhandlinger var skrevet ned.
49.Så bad hr. Schöneberg, om han måtte forsvare sig; men han kunne ikke komme til det på grund af mange ord, som blev sagt imod ham; han forsvarede sig heftigt derimod; men han bekendte så meget, at han havde sagt noget sådant foran biskoppen af Slesvig etc.
50.Da der igen var faldet mange ord, bad hr. kongen om en retsafgørelse, som han havde erklæret sig rede til, og de fra Lübeck bad også derom. Dertil svarede stæderne, som skrevet tidligere, at de ikke kunne komme til retsafgørelsen på grund af den strid om, hvordan de skulle stille sig til rette. Således endte forhandlingerne igen med stor uenighed.
51.Onsdag før påske lod hr. kongen tilkendegive for stæderne, at han havde modtaget nogle breve fra dem, hvori de havde skrevet, at de holstenske herrer havde skrevet til stæderne og klaget heftigt over ham og over hans mænd, at de og deres folk i landet Holsten under en våbenstilstand var blevet udplyndret og udsat for brand fra hans mandskab efter hr. kongens bud og befaling. Hertil svarede kongen og sagde, at hans folk ikke havde røvet og brændt i landet Holsten, men i hans eget land, nemlig i hertugdømmet Slesvig, som er hans og Danmarks riges retmæssige lensgods; det havde hans moder dronning Margrete tilbudt som len til greve Klaus og hans broders, greve Henriks, børn, at de skulle modtage det som len fra hr. kong Erik, konge af Danmark; dertil svarede greve Klaus og sagde, at han ikke ville modtage hertugdømmet Slesvig som len fra en pommersk herre. Da beviste hr. kongen det med et brev, som hans riges råd havde givet ham derpå med 16 segl, og det var sket for 24 år siden. Derefter var han kommet i krig med dem så længe, at hertug Henrik af Lüneburg kom til og de da blev enige om, at de ville lade sig forsone med rette; da de kom til retten da skyede hertug Henrik retten og ville ikke acceptere nogen ret foran hr. kongens råd; da gik retten alligevel sin gang; således fik da hr. kongen hertugdømmet tildelt og dømt efter dansk ret; og samme ret skrev kongen op for den romerske konges hofdommer, hvor det samme hertugdømme blev tilkendt ham med dom og ret. Derpå havde han et skarpt brev, som han lod stæderne læse; da lod han sendebudene fra Lübeck kalde til stede, nemlig hr. Hinrik Schöneberg med hans fæller.
52.Da brevet var læst, så sagde hr. kongen: I kære stæder, nu har I visselig hørt vort bevis, som vi har angående hertugdømmet Slesvig. Herudover har holstenerne bagtalt os og vort råd med vanære, som også er anstiftet i Lübeck.
53.Herpå svarede hr. Schöneberg, at stæderne var mægtige over dem fra Lübeck til ære og ret.
54.Da blev hr. kongen særdeles vred på hr. Schöneberg og dadlede ham med mange hårde ord. Da bad stæderne ham om han ville sørge for hans lejde.
55.Fremdeles lod hr. kongen et brev læse for os, som en grev Adolf havde beseglet, at han havde modtaget Fehmarn som lensgods fra hr. kong Volmer, hvortil han som modydelse skulle tjene med 50 mand med hjelme. Således var Fehmarn kommet fra kronen og var endnu hans retmæssige lensgods.