Na Godes bort 1400 in deme 17. jare des midwekens vor sunte Johans dage decollacionis[1] weren tosamende vorgaddert to Rendesborch tor dachvart de heren radessendeboden der stede hir na gescreven: van Lubeke her Cord Brekewolt , her Tideman Steen ; van Rostok her Ulrik Grulle ; van deme Stralessunde her Symon van Urden , her Johan Golnisse unde van der Wismer her Gherd Belouwe ; welke dachvart geramet was up unser vrouwen dach assumpcionis negest vorleden[2] .
<1> Int erste spreken de van Lubeke, alse se to Rendesborch gekomen weren, mit hertoghen Bernde van Brunswiik unde den Holstenheren, unde gheven en to kennende, wo dat se dar umme des gemenen besten willen gekomen weren, alse de dach vorramet were up unser vrouwen daghe assumpcionis vorscreven; konden se nu wes gudes dar to don unde dar in arbeiden, dat wolden se mit allem willen gerne don etc.; ok so hopeden se, dat lichte mer stede dar komende worden, wente en gescreven were, dat desse vorscreven andere stede komende worden, unde beden, dat se bestellen wolden umme dat geleide to Plone etc.
<2> Hir to antworden de Holstenheren unde danckeden den steden, dat se dar gekomen weren etc., unde seden, wo dat se deme daghe, alse de geramet were, vul gedan hadden, wente se ere schedeslude dar bii siik hadden[3] , de dar wol achte daghe up geleghen unde gewardet hadden.
<3> Hir up mit velen worden unde umme begheringe der vorscreven heren de van Lubeke[4] worden eens, dat se riiden wolden to deme heren koninge to Sleswiik; watan hertoghe Bernd van Brunswiik mende to hus to riden, na deme dat sine ome, de Holstenheren, deme daghe vul ghedan hadden, alse se menden. Aver dat so beden ene de heren, dat he sik dre efte 4 daghe nicht dar ane schelen lete, wente de van Lubeke irvaren scholden, eft de here koning sine schedeslude ok tosamende hadde, unde eft ok sine gnade jenighe deghedinge liden wolde.
<4> Aldus so reden de vorscreven van Lubeke to twen tiden to deme heren koninge, unde gheven sinen gnaden to kennende, wo dat se umme siner gnaden leve unde umme des gemenen besten willen dar gekomen weren etc., unde wo de Holstenheren ere schedeslude tosamende hadden[5] ghehat wol achte daghe unde lengk etc.
<5> Dar to[6] de here koning sede, dat he ok sine schedeslude tosamende hadde, de ok dar up ghewardet hadden; unde hopede, he hadde vuller gedan deme dage, wen de Holsten, na deme dat he der stede negher mit sinen schedesluden ghewest were, alse Gottorpe, dar dat vorramet was van der stede wegen.
<6> Doch mit manigerleie insaghe underreden dit de vorscreven van Lubeke, unde arbeideden umme velicheit unde geleide in beiden siden, dat de heren mit eren schedesluden mochten tosamende komen.
<7> Hir up brochten de stede vorscreven des heren koninges breff up dat gheleide unde velicheit[a]; welken breff de stede dem heren hertoghen van Brunswiik antworden.
<8> Hir up so reden de vorscreven heren, alse hertoghe Bernd , hertoch Hinrik unde greve Hinrik to Holsten mit den steden to Gottorpe.
<9> Unde alse se dar gekomen weren, ratvragheden de stede mit den heren van Holsten unde hertoche Bernde unde eren raden, wo en duchte, dat men best desse zake handelen mochte, wente se gerne dar to arbeiden wolden unde des sik nicht vordreten laten, dat id to vreden unde to guder zate komen mochte etc.
<10> Dar to de Holstenheren antworden, dat se dat setteden bii de stede, dat se dar des besten ane rameden, alse se wol wisten, dat se gerne deden; unde beden de stede, dat se den heren koningh bidden wolden, dat sine gnade se to gnaden unde to denste neme.
<11> Aldus so reden de stede to deme heren koninge unde leten sinen gnaden vorstan, wo dat hertoghe Bernd vorscreven unde de Holstenheren weren to Gottorpe. Unde spreken mit dem heren koninge, dat en nutte duchte, wolde God almechtich sine gnade gheven, dat id to vreden komen scholde, so mosten se tosamende komen.
<12> Unde worden overens mit dem heren koninge, dat sine gnade sande hern Pribbenev[7] van Potbusch , hern Algud Magnusson , hern Iwen Brusken , hern Swen Sturen , hern Axel Peterson unde Vicken van Vitzen up den Hesteberch, de beleghen is twisschen Gottorpe unde Sleswiik. Dar teghen de Holstenheren ghevoghet hadden hern Hartung van Frenken , Frederik Schulten , Borcharde van Crammen , hern Johan Luneborghe borgermestere van Hamborg, Otten Rantzouwen unde Otten Krusendorpe borgermestere vamme Kyle. De 12 under sik in jeghenwardicheit der vorscreven stede den loven der velicheit seden van beider herschop weghene.
<13> Also de love aldus gemaket was, worden se ens, dat de here koning mit siner gnaden rade wesen wolde up der Jurgiensborch; dar de heren hertoghe Bernd van Brunswiik unde hertoghe Hinrik van Sleswiik ok mit den eren komen scholden.
<14> Aldus so voren de stede des sonnavendes vor sunte Johans daghe decollacionis[8] na den vorscreven heren van Holsten; dar de here koning quam mit den sinen up den holm der Jurgiesborch etc. Dar alle sake vortellet worden, wo unde in wat wise de dach upghenomen unde vorramet were.
<15> Doch mit menigerleie reden na rade der stede ghingen de vorscreven heren, hertoche Bernd unde hertoghe Hinrik van Sleswiik , odmodichliken to deme heren koninge; dar de hocheborne furste, hertoghe Bernd van Brunswiik , mit odmodichliken beden anvel unde bat den heren koningh umme Godes unde siner leven moder willen, dat he sinen om, hertoch Hinrike , unde sine brodere neme to gnaden unde to denste, unde vorlende eme dat hertochdom to Sleswiik, dat doch sines vader erve were; dar vor wolde he sinen gnaden to denste unde to willen wesen. Geliik alse vor screven is, bat ok hertoche Hinrik van Sleszwiik den heren koningh.
<16> Dar to umberaden de here koningh antworde unde bat, dat men eme antworde, dar he recht to hadde, alse dat hertochdom to Sleszwiik, dat siner moder erve were; unde en konde ok nicht vorlenen noch vorgheven, er he wiste, wat sin were; wes he dan vorgheve edder vorlende, dar van mochte he danck hebben; anders en stunde eme vor der hant nicht to donde.
<17> Boven dit so antworden de heren van Holsten unde seden, wo dat se dar gekomen weren mit eren heren unde schedesluden, alse de dach begrepen were, unde wolden dar des rechtes unde der schedinge warden, unde hopeden, dat se deme daghe mit eren heren unde steden vul ghedan hadden.
<18> Dar to de here koningh antworde, wo dat he ok dar hadde sine heren prelaten unde schedesluden, de sines rechtes mechtich wesen scholden, unde hopede, dat he ok deme daghe vul gedan hadde.
<19> Ok so vraghede de here koning den steden vorscreven, we de heren unde stede weren, de de Holstenheren dar tor schedinge hadden. Dar up em gheantwordet wart, dat ze gerne de heren dar umme vraghen wolden. Unde vragheden den Holstenheren, wene se dar vor ere heren unde stede der schedinge hadden.
<20> Hir to de heren van Holsten antworden, dat se dar hadden hertoghe Bernde van Brunswiik , greven Hinrik van Holsten , de doch to Gottorpe were; unde were des behoeff, so wolden se ene dar bii halen laten; ok so hadden se dar de van Hamborch, Kyl, Rendesborg[9] unde de van Itzeho etc.
<21> Dit brochten de stede wedder to deme koninge. Dar to de here antworde, dat he greven Hinrike nicht en helde vor enen fursten der schedinge, alse de dach begrepen were, na deme dat he mede beveidet were; unde sede vorder, wo he dar hadde biscop Boo unde den ertzebiscop van Lunden unde den van Plawe unde de van deme Holme, Kalmeren, Sudekopingen unde Wisbu etc., mit mer worden.
<22> Also nu de stede aldus beider vorbedinge unde schedeslude ghehort unde gheseen hadden, woghen se wol over, dat id to nenem ende slan wolde; unde vorarbeideden in beiden siden, dat men dat up vrede unde up enen andern dach bringen mochte; unde brochten dat an den heren koningh.
<23> Dar to de here koning den steden antworde, dat sine gnade des morghens 6 ud sinem rade dar to voghen wolde, de mit en de sake vorder handelen scholden. Dar mede schededen de heren van deme koninge.
<24> Aldus so hadde de here koningh ghevoghet biscop Boo , hern Erike Krummedike , hern Algud Magnusson , hern Zwen Sturen , hern Iwen Brusken unde Vicken van Vitzen ; de mit den steden rameden, alse hir na gescreven steit:
<A> Int erste, dat alle unwille unde veide in gude stan scholde van nu unser leven vrouwen daghe nativitatis an negest to komende[10] vort over eyn jar, sunder arch; unde den vrede scholden se vorwissen in beiden siden mit heren, mannen unde steden, vormiddels beseghelden breven; unde hadde jennich vredebrake geschen in der tiit des vredes in landen edder an sloten, so scholden de stede dar to ghehulpen hebben van stunden an mit rade unde mit dade, dat de vredebrake hadde vorbot worden deme ghennen, deme dat gheschen were; hadde ok jenich vredebrake geschen in anderen dingen, dat scholde stan up den rechtdach der enschedinge, dat scholde men tovoren africhten.
<B> Hir under was gheramet enes daghes up pinxsten[11] , dar de vorbenomeden heren in beiden siden mit eren schedesluden komen scholden; unde eyn islik scholde mit sik gebrocht hebben up deme daghe twe gheborne heren unde 4 stede ud der hense; de sulven scholden eres rechtes mechtich wesen, to ende to vorschedende na beider dele breven unde bewisingen; konden aver de vorscreven schedeslude nicht eens geworden hebben, so scholde dat gestan hebben to twen overmannen, alse hertoghen Bernde van Brunswiik unde hertoghen Bukslave to Pomeren .
<C> Hir up so wolde de here koning den steden antworden Sleszwiik beth[12] to deme rechtdaghe, unde danne scholden se eme dat so gud wedder antworden; anders en wolde de here koning dar nicht ane don. Ok scholden de viff herde, de to Gottorpe geleghen hadden unde to Tunderen, up sik bestande bliven. Vorder ok scholden de vangene dach hebben de tiit des vredes; aver de buer scholden borgen setten.
<25> Dit brochten de stede an de heren van Holsten , unde seden en, wo de here koning den vrede liden wolde etc., alse vor screven is.
<26> Dar se na besprake to antworden, dat en duchte, dat en al to na were, unde stunde en nicht totolatende; mit velem insecgende menden se wol, dat id dan so vele were, alse nu is; unde wolden dat also nicht tolaten, unde beden de vorscreven stede, dat se wolden horen lesen enen breff, wo en dat hertochdom vorlent were etc. Welke udscrifft des breves dar ghelesen wart.
<27> Dit beden se de stede natosecgende unde ok, dat se dar weren unde ghewest hadden mit eren schedesluden, alse de dach begrepen were, unde dat an en nen ghebrek gheworden were; unde beden, dat de stede bii erem rechten bliven unde dat also nasecgen wolden.
<28> Dar to de stede seden, dat se gerne des andechtich wesen unde, wes se dar ghesen unde ghehort hadden, eyn islik an eren rad bringen wolden.
<29> Dar vor se hochliken den steden dankeden; unde dat se sik leffliken unde wol in desser zake bewiset hadden, dat wolden se teghen de stede vordenen.
<30> Aldus reden de stede to deme heren koninge, unde leten sinen gnaden vorstan, wes en weddervaren was, unde de Holstenheren dat, alse vor screven is, nicht tolaten wolden etc.; dar mede seden se wes se in dessen saken ghedan hadden, dat hadden se umme des gemenen besten willen gedan etc.; unde seden sinen gnaden, dat se mit hertoghen Bernde riden mosten, wente wanner dat he affkerede ud dessem lande, so en stunde en nicht wol lengk to blivende, wente he to hus riden wolde. Dar to[13] sede de here koning, dat se reden in Godes namen.
<31> Jodoch so spreken de stede mit biscop Boo unde hern Erik Krummedike , dat se dat beste dar to deden unde dar to arbeiden wolden, dat men ene andere wise dar to vinden mochte, unde spreken dar umme mit deme heren koninge, wente se arbeit unde koste dar nicht ane sparen wolden, dat men noch wes baten konde.
<32> Aldus gingen se to deme heren koninge, unde brochten wedder to den steden, dat de here koning toghelaten hadde alle vorscreven articule, so dat id in gude stan scholde van nu sunte Michaelis daghe negest komende[14] vort over eyn jar; unde dar under enen rechtdach to holdende up sunte Johans baptisten daghe[15] ; unde eyn islik dar to bringende twe fursten unde 4 stede, alse vor screven is; unde Sleswiik den steden to antwordende[16] unde se dar ynne to hebbende de tiit des vredes, doch so scholden se em dat wedder antworden, unde hir enboven we dat recht nicht en helde, dar scholden de stede enteghen vallen etc.; jodoch wolde he Sleswiik nicht van sik don up dat recht, he en wolde, dat se ok wat van sik antworden scholden, alse Gottorpe unde Tunderen, up dat recht. Dat wart doch affghelecht.
<33> Ok so wolde he de viff herde mede den steden antworden, unde dat scholde vort an en stan, wat se dar mede de tiit deden edder leten; doch scholde men eme de ok mede wedder mit Sleswiik antworden; unde hir enboven, wes en islik bekrefftighet unde ghebuwet hadde, scholde he[17] beholden beth to deme rechtdaghe.
<34> Hir umme ret hertoghe Hinrik van Sleswiik to Rendesborch, unde wolde spreken mit sinen mannen unde dit vorscreven en to kennende gheven.
<35> Hir under spreken de stede mit hertoghen Bernde unde hertoghen Hinrikes rade, unde woghen over umme der korte willen, dat se voghen wolden 6 ud erem rade, de to Sleswiik to en inquemen, unde dat de mit en rameden vorder de scriffte to settende; se wolden deme koninge dat so inbringen, unde ok dat de sulven, de dar to ghevoghet worden, velich dar komen scholden. Dit brochten de stede aldus wedder to hern Erike unde biscope Boo . De sulven seden dit deme heren koninge, unde seden den steden, dat id deme heren koninge leff were, unde dat ok de 6 scholden dar velich wesen.
<36> Hir up ret her Tideman Sten unde her Johan Goldenitze van der stede weghen unde brochten hern Boldewin van Wenden prior to sunte Michaele to Luneborg , hern Laurencius Heste , hern Schacken Rantzouwen , Frederik Schulten , Hinrik Broktorpe unde her Erik van Tzeven van Hamborg, umme de scriffte to ramende etc.
<37> Also desse tosamende ghekomen weren, vellet sik in den saken mit manigerleie worden, dat se des nicht {ee}ns werden konden, unde seden, dat se dat wolden to rucge bringen unde vorder dar umme spreken. Alse sande hertoche Bernd na sinen perden unde wolde van dar riden.
<38> Also reden de stede umme des besten willen samentliken to Gottorpe, unde hadden gerne ghes{ee}n, dat men dessen vorscreven deghedingen also ghevolghet hadde.
<39> Hir up seden des heren rat van Holsten den steden, unde beden se, dat an den heren koning to bringende, dat en billiken duchte, dat de viff herde vorscreven bii Gottorpe bleven unde de voghedie bii Tunderen; unde ok dat de heren unde stede der schedinge vorder nicht scheden drofften noch vorplichtet wesen scholden, danne van deme hertochdome unde dar se umme to veiden gekomen weren.
<40> Dit brochten de stede an den heren koning. Doch ghaff he dar nen antwarde up; men he was begherende unde bat, dat se eme alle desse deghedinge, wo he sik vorboden hadde, in scrifften avergheven wolden under eren ingheseghelen; dat doch de stede vorleden.
<41> Ok bat he de stede, dat se eme secgen wolden, efft se bii sinen rechten unde siner hulpe bliven wolden, alse em doch wol ere ghesecht were.
<42> Dar to gheantwerdet wart, dat se dat gerne to sik nemen unde, wes se dar ghes{ee}n unde ghehort hadden, eyn islik in eren rat bringen wolden etc.
<43> Hir van bat he, des en antwerde em wedder to enbedende; welk de stede seden sinen gnaden to sendende. Hir mede schededen se van deme heren koninge.
<44> Aldus reden de stede vorscreven to Rendesborg, unde brochten dit vor de Holstenheren, wo se[18] dat, alse se udgesat hadden, alse vor screven is, nicht hebben konden van deme heren koninge; men se seden, mochten se eren gnaden anderswor ane to willen wesen, dat id to vrede komen mochte, dar wolden se alle weghe gudwillich to wesen.
<45> Hir umme danckeden de heren vorscreven den steden hochliken vor eren guden willen, dar se sik leffliken an bewiset hadden; dar vor wolden se den steden to denste wesen, war an se konden unde mochten etc.
Efter Guds fødsel 1400 i det 17. år om onsdagen før dagen for Johannes Døberens halshugning var de herrer rådsudsendinge fra de stæder, som står skrevet herefter, nemlig fra Lübeck hr. Konrad Brekewoldt og hr. Tideman Steen; fra Rostock hr. Ulrich Grulle; fra Stralsund hr. Simon v. Urden og hr. Johann Göldenitz samt fra Wismar hr. Gerold Below, forsamlet i Rendsborg til et møde. Dette møde var berammet til den senest forgangne Vor Frues Himmelfarts dag.
<1> Til at starte med talte folkene fra Lübeck, da de var kommet til Rendsborg, med hertug Bernd af Braunschweig og de holstenske herrer, og de meddelte dem, at de for det fælles bedstes skyld var kommet til det møde, som var berammet til Vor Frues Himmelfarts dag, som det står skrevet tidligere. Hvis de nu kunne gøre eller arbejde henimod noget godt dér, så ville de gerne gøre det med al flid osv. Desuden håbede de på, at der måske ville komme flere stæder, thi det var blevet skrevet til dem, at de andre førskrevne stæder ville komme derhen, og de bad om, at de ville sørge for frit lejde til Plön osv.
<2> Herpå tog de holstenske herrer ordet og takkede stæderne for, at de var kommet derhen osv., og de sagde, at de havde overholdt mødet, sådan som det var aftalt, thi hos sig havde de deres voldgiftsmænd, som havde ligget og ventet dér i snart otte dage.
<3> Herpå under mange ord og på grund af de førskrevne herrers ønsker blev folkene fra Lübeck enige om, at de ville ride hen til hr. kongen i Slesvig. Af den årsag ville hertug Bernd af Braunschweig ride hjem, eftersom hans frænder, de holstenske herrer, ifølge dem selv havde overholdt mødet. Men så bad herrerne ham om at vente 3 eller 4 dage med at tage afsted, idet folkene fra Lübeck først skulle finde ud af, om hr. kongen også havde samlet sine voldgiftsmænd, og om hans nåde også ville tillade nogle forhandlinger.
<4> Derefter red de førskrevne folk fra Lübeck på to tidspunkter til hr. kongen og meddelte hans nåde, at de var kommet derhen for hans nådes kærligheds og det fælles bedstes skyld osv., og at de holstenske herrer havde haft deres voldgiftsmænd samlet i antagelig otte dage eller mere osv.
<5> Dertil sagde hr. kongen, at han også havde samlet sine voldgiftsmænd, som også havde ventet, og han ytrede det lønlige håb, at han i højere grad end de holstenske herrer havde overholdt mødet, eftersom han havde haft sine voldgiftsmænd tættere på stæderne, nemlig i Gottorp, hvortil mødet var blevet berammet af hensyn til stæderne.
<6> Men under mange indsigelser drøftede de førskrevne folk fra Lübeck dette og arbejdede på sikkerhed og frit lejde på begge sider, således at herrerne sammen med deres voldgiftsmænd kunne mødes.
<7> Herpå bragte de førskrevne stæder hr. kongens brev vedrørende sikkerhed og frit lejde videre til hr. hertugen af Braunschweig.
<8> Herpå red de førskrevne herrer, nemlig hertug Bernd, hertug Heinrich og grev Heinrich af Holsten med stæderne til Gottorp.
<9> Og da de var kommet derhen, rådførte stæderne sig med de holstenske herrer og hertug Bernd og deres råd om, hvordan man efter deres mening bedst kunne forhandle om denne sag, for de ville gerne yde deres bedste i denne sag og ikke lade sig slå ud af noget, for at det kunne komme til fred og til en god aftale osv.
<10> Derpå svarede de holstenske herrer, at de ville overlade det til stæderne, således at de her måtte stræbe efter det bedste, thi de vidste udmærket, at de gerne ville gøre det, og de bad stæderne om at bede hr. kongen om at tage dem til nåde og tjeneste.
<11> Derpå red stæderne hen til hr. kongen og lod hans nåde forstå, at den førskrevne hertug Bernd og de holstenske herrer var i Gottorp. Og de fortalte hr. kongen, at det forekom dem nyttigt, om de mødtes, såfremt Gud, den Almægtige, skulle skænke dem sin nåde, så det kunne komme til fred.
<12> Og de blev enige med hr. kongen om, at hans nåde skulle sende hr. Predbjørn v. Podebusk, hr. Algot Magnusson, hr. Ivan Bryske, hr. Svend Sture, hr. Aksel Pedersen og Fikke v. Vitzen til Hestebjerg, som er beliggende mellem Gottorp og Slesvig. Derhen havde de holstenske herrer sendt hr. Hartung v. Frenken, Friedrich Schulten, Burchard v. Cramm og hr. Johann Lüneborg, borgmestre i Hamburg samt Otto Rantzau og Otto Krusendorp, borgmestre i Kiel. Disse 12, som var forsamlet, afgav i de førskrevne stæders nærværelse løftet om sikkerhed på vegne af begge herskaber.
<13> Efter at det højtidelige løfte således var blevet afgivet, blev de enige om, at hr. kongen med sit råd skulle være på Sankt Jørgensborg, og herrerne, nemlig hertug Bernd af Braunschweig og hertug Heinrich af Slesvig, skulle også komme derhen med deres folk.
<14> Således drog stæderne om lørdagen før dagen for Johannes Døberens halshugning afsted efter de førskrevne holstenske herrer, og hr. kongen kom sammen med sine mænd hen til Sankt Jørgensborgs ø osv. Dér blev alle sager fremlagt, nemlig hvorledes og på hvilken måde mødet var blevet besluttet og berammet.
<15> Men under megen diskussion og efter stædernes råd gik de førskrevne herrer, hertug Bernd og hertug Heinrich af Slesvig, ydmygt hen til hr. kongen. Dér begyndte den højbårne fyrste hertug Bernd af Braunschweig med venlige, ydmyge bønner at bede hr. kongen for Guds og Guds kære moders skyld om at tage hans frænde, hertug Heinrich, og dennes brødre til nåde og tjeneste og forlene ham med hertugdømmet Slesvig, som jo var hans fædrene arv. På den baggrund ville han være hans nåde til tjeneste og velvilje. Og på samme måde, som det er skrevet tidligere, bad også hertug Heinrich af Slesvig hr. kongen derom.
<16> Derpå tog hr. kongen uden rådslagning ordet og bad om at få svar på, om han havde ret til hertugdømmet Slesvig, som var hans mødrene arv, og han kunne hverken forlene eller forære noget væk, førend han vidste, hvad der var hans. Og for det, som han så ville forlene eller forære væk, skulle han have tak. Andet var ikke muligt for ham at gøre på nuværende tidspunkt.
<17> Herpå tog herrerne fra Holsten ordet og sagde, at de var kommet derhen med deres herrer og voldgiftsmænd på den dag, som mødet var berammet til, og de ville dér afvente retten og forliget, og de ytrede det lønlige håb, at de med deres herrer og stæder havde overholdt mødet.
<18> Dertil svarede hr. kongen, at han ligeledes havde sine herrer, prælater og voldgiftsmænd dér, som skulle være ham mægtige til ret, og han ytrede også det lønlige håb, at han havde overholdt mødet.
<19> Ligeså spurgte hr. kongen de førskrevne stæder om, hvem de herrer og stæder var, som de holstenske herrer havde med til forhandlingen. Derpå svarede de ham, at de gerne ville spørge herrerne derom, og så spurgte de de holstenske herrer, hvilke herrer og stæder de dér havde med som deres voldgiftsmænd.
<20> Herpå svarede herrerne af Holsten, at de dér havde hertug Bernd af Braunschweig og grev Heinrich af Holsten, som dog var i Gottorp, men skulle det blive nødvendigt, så ville de lade ham hente derhen. Ligeså havde de også folk fra Hamburg, Kiel, Rendsburg og folk fra Itzehoe osv.
<21> Dette bragte stæderne videre til kongen. Derpå svarede herren, at han ikke holdt grev Heinrich for at være en fyrste, som var værdig til at forhandle, sådan som aftalen om mødet lød, eftersom han også var med i fejden, og han sagde blandt andet yderligere, at han dér havde biskop Bo og ærkebiskoppen af Lund og folk fra Plau og folk fra Stockholm, Kalmar, Söderköping og Visby osv.
<22> Da stæderne således nu havde hørt og set begge parters krav og voldgiftsmænd, overvejede de sagen nøje og erkendte, at det dér ikke ville kunne komme til en afslutning. Derfor arbejdede de på begge sider på, om man ikke kunne bringe det til fred og til et andet møde. Og dette bragte de videre til hr. kongen.
<23> Derpå svarede hr. kongen stæderne, at hans nåde om morgenen ville sende seks mænd fra sit råd derhen, som skulle fortsætte forhandlingerne vedrørende sagen med dem. Således tog herrerne afsked med hr. kongen.
<24> Derpå udvalgte hr. kongen biskop Bo, hr. Erik Krummedige, hr. Algot Magnusson, hr. Svend Sture, hr. Ivan Bryske og Fikke v. Vitzen. De aftalte med stæderne, hvad der herefter står skrevet:
<A> For det første, at al uvilje og fejde nu skulle ophøre fra den næstkommende Vor kære Frues Fødselsdag og et år frem uden svig, og de skulle sikre freden på begge sider med herrer, mænd og stæder ved hjælp af beseglede breve. Skulle der endvidere ske brud på freden i fredstid i lande eller på slotte, så skulle stæderne straks hjælpe med råd og dåd, så de, som det var sket imod, kunne få godtgørelse for fredsbruddet. Hvis der ligeledes var sket brud på freden i andre sager, så skulle det overlades til det afgørende retsmøde, således at man kunne afgøre den sag som det første.
<B> Desuden blev der fastsat en dag i pinsen, hvor de førnævnte herrer på begge sider skulle komme med deres voldgiftsmænd, og enhver skulle have to mænd af ædel byrd og fire stæder fra hanseforbundet med til dette møde. Disse mænd og stæder skulle være dem mægtige til ret til at afslutte striden efter fremlæggelse af begge parters breve og skriftlige bevismateriale, men skulle de førnævnte voldgiftsmænd ikke kunne komme overens, så skulle det overlades til to opmænd, nemlig hertug Bernd af Braunschweig og hertug Bugislav af Pommern.
<C> Herpå ville hr. kongen overlade Slesvig by til stæderne indtil retsmødet, og derefter skulle de give ham den tilbage på samme måde. Andet ville hr. kongen ikke gøre i den forbindelse. Ligeledes skulle de fem herreder, som havde ligget til Gottorp og Tønder, fortsætte med at bestå. Ligeså skulle fangerne løslades under fredsperioden, men bønderne skulle stille garantier.
<25> Dette bragte stæderne videre til de holstenske herrer, og de sagde til dem, at hr. kongen gerne ville underkaste sig freden osv., sådan som det er skrevet tidligere.
<26> Derpå svarede de efter rådslagning, at det forekom dem, at det ville gå dem alt for nært, og at de ikke kunne tillade det. Med mange indsigelser mente de, at det så skulle være, som det er nu, og de ville altså ikke tillade det, og de bad de førskrevne stæder om at høre et brev blive læst højt om, hvorledes de var blevet forlenet med hertugdømmet osv. Afskriften af dette brev blev da læst højt.
<27> Derpå bad de stæderne om at sige dette videre og ligeledes, at de var dér og havde været dér med deres voldgiftsmænd, sådan som aftalen om mødet lød, og at der ikke var sket dem nogen fortrædelighed, og de bad om at få lov til at underkaste sig stædernes dom, og om at stæderne således ville sige dette videre.
<28> Dertil sagde stæderne, at de gerne ville være opmærksomme derpå, og de ville hver især bringe alt det, som de dér havde set og hørt, videre til deres råd.
<29> Herfor takkede de stæderne højligt, og fordi de havde vist så megen venlighed og så meget godt i denne sag, ville de gerne tjene dem til gengæld.
<30> Derpå red stæderne hen til hr. kongen og lod hans nåde forstå, hvad der var sket dem, og at de holstenske herrer, sådan som det er skrevet tidligere, ikke ville tillade det osv. Ligeledes sagde de, at alt, hvad de havde gjort i denne sag, havde de gjort for det fælles bedstes skyld osv., og de sagde til hans nåde, at de måtte ride afsted sammen med hertug Bernd, for når han drog ud af dette land, så var det ikke muligt for dem at blive længere, for han ville ride hjem. Dertil svarede hr. kongen, at de kunne ride i Guds navn.
<31> Imidlertid talte stæderne også med biskop Bo og hr. Erik Krummedige om, at de ville gøre deres bedste i denne sag og arbejde henimod, at man kunne finde en anden løsning, og de talte derom med hr. kongen, for at man kunne opnå noget mere, for de ville hverken spare på arbejdet eller omkostningerne i denne sag.
<32> Derpå gik de hen til hr. kongen, og derefter bragte de det videre til stæderne, at hr. kongen havde accepteret alle førskrevne artikler, således at der nu skulle være fred fra den næstkommende mikkelsdag og et år frem, og derudover, at der skulle holdes et retsmøde på sankthansdag, og at enhver skulle bringe to fyrster og fire stæder med derhen, sådan som det er skrevet tidligere, og at Slesvig by skulle overdrages til stæderne, og at den skulle være i deres varetægt i fredsperioden, og at de på samme måde skulle give ham den tilbage. Til gengæld skulle stæderne retsforfølge enhver, som ikke overholdt loven ovs. Dog ville han ikke overdrage Slesvig til retten, medmindre de også overdrog noget af deres til retten, nemlig Gottorp og Tønder. Det blev dog afvist.
<33> Ligeså ville han overdrage de fem herreder til stæderne, og det skulle fremover være op til dem, hvad de ville gøre eller lade gøre dermed i den tid. Dog skulle man også igen overdrage ham dem sammen med Slesvig. Derudover skulle enhver beholde, hvad han havde beskyttet og befæstet, indtil retsmødet.
<34> Derfor red hertug Heinrich af Slesvig til Rendsburg for at tale med sine mænd og meddele dem det førskrevne.
<35> Imens talte stæderne med hertug Bernd og hertug Heinrichs råd, og på grund af tidens knaphed besluttede de efter at have drøftet sagen, at de ville sende seks mænd fra deres råd, som kom hen til dem i Slesvig, og at de med dem skulle stræbe efter at udfærdige dokumentet. De ville bringe det sådan til kongen, og ligeledes ville de udvirke hos kongen, at de folk, som var blevet udvalgt dertil, kunne komme sikkert derhen. Dette bragte stæderne således videre til hr. Erik og biskop Bo, og de sagde det videre til hr. kongen, og derefter sagde de til stæderne, at det var hr. kongen kært, og at også de seks mænd skulle være sikre dér.
<36> Herpå red hr. Tideman Steen og hr. Johann Göldenitz på vegne af stæderne afsted og meddelte hr. Baldwin v. Wenden, prior i Sankt Michaelis i Lüneburg, hr. Lorenz Heesten, hr. Schack Rantzau, Friedrich Schulten, Heinrich Brockdorff og hr. Erich v. Tzeven fra Hamburg, at de skulle udfærdige dokumentet osv.
<37> Da de så var kommet sammen, var resultatet i sagerne efter megen diskussion sådan, at de ikke kunne blive enige, og de sagde, at de ville bringe det med tilbage og tale mere om det dér. Således sendte hertug Bernd bud efter sine heste og ville ride derfra.
<38> Derpå red stæderne for det fælles bedstes skyld i samlet flok til Gottorp, og sagde dér, at de gerne havde set, at man havde fulgt den førskrevne forhandling.
<39> Herpå svarede herren af Holstens råd stæderne og bad dem om at meddele hr. kongen, at det forekom dem rimeligt, at de fem førskrevne herreder skulle blive ved Gottorp, og at fogderiet skulle blive ved Tønder, og ligeledes, at herrerne og stæderne, som skulle tjene som voldgiftsmænd, fremover hverken måtte være forpligtede på eller træffe beslutninger om andet end hertugdømmet og det, som de var kommet i strid om.
<40> Dette bragte stæderne videre til hr. kongen. Dog gav han dem intet svar derpå. Derimod var det hans ønske og bøn til dem, at de måtte give ham alle disse forhandlinger, hvortil han havde tilbudt sig, på skrift under deres segl. Dette accepterede stæderne dog ikke.
<41> Ligeså bad han stæderne om at sige, om de ville blive ved hans ret og hjælp, sådan som det var blevet sagt til ham tidligere.
<42> Derpå blev der svaret, at de gerne ville tage det til sig, og at hver især ville bringe det, som de dér havde set og hørt, videre til deres råd osv.
<43> Herpå bad han dem om at sende et svar derpå tilbage til ham. Derpå sagde stæderne, at det ville de sende ham. Hermed tog de afsked med hr. kongen.
<44> Derpå red de førskrevne stæder til Rendsburg, og de bragte det videre til de holstenske herrer, at de ikke kunne få det af hr. kongen, som de havde håbet på, sådan som det er skrevet tidligere, men de sagde, at om de kunne være hans nåde til tjeneste på en anden måde, så det kunne komme til fred, så ville de alle vegne være villige dertil.
<45> Således takkede de førskrevne herrer stæderne højligt for deres gode vilje, eftersom de havde vist sig venlige i denne sag, og for dette ville de være stæderne til tjeneste, hvor end de kunne osv.