Tekst efter A
In godes namen amen. Weten schal alleswe dat wy . Erik van godes gnaden hertoge to Sassen to Engheren etcetera und Otte van den suluen gnaden hertoge to Stetyn unde ffurste to Rügen etcetera unde Albrecht greue to Euersteyn vnde here to Nowgarden . quemen / des negesten dage na sunte Johannes dage to middensomere to Sleswiig . ♦
Vnde alse wy dar weren do sulues in deme suluen dage do qwam to uns unses heren des koninges raad van Denemarken alse her Jens Duue . her Erik Crummediik her Niggels Strangesson riddere . Vicke van Viitzen knape unde her Iens Iacobesson koning Erikes cenzeler . vnde beden dat wi wolden gaen in de kerken by de sendeboden der henzestede to horende wes se en toseggende hadden alse wy deden. Vnde do wy dar weren do leten de steden vorluden wo de holzsten heren se vorbodet hadden in sunte Iohannes dage to Gottorpe vnde hadden en gesecht wo se dar weren mit eren scheidesluden . vnde vornemen dar nemande van des koninges wegen de dar wesen scholde in alsulker wiise alse de degedinge begrepen weren vnde menden se hadden deme dage vnde rechtgange volgedaen . vnde beden se des to vordenkende vnde escheden se by erer hulpe toblyuende alse de degedynge begrepen weren vnde dar se sik to vorsecht hadden vnde seiden ok se wolden nenerwiis des rechtganges leng afbeiden wente se meenden se hadden deme dage volgedaen mit noot dat se dat also verne mit en brochten dat se den negesten dach na sunte Iohannes dage ouerbeiden wolden konden se ienniger vruntliker degedinge ramen also dat se bi lande vnde bi luden blyuen mochten men to neneme rechtgange wolden se sik vorder verplichten to der tiid .. ♦
Dar antwerdede de des vorgescreuenen koninges raad to vnde seiden der stede sendeboden de dar weren vns to hörende dat se upp den vorgescrevenen sunte Iohannes dach nicht gekomen weren . dat hadde waters noot vnde wedder vnde wynt benomen vnde neen argh wille dat wol bewiislik were ift en des to deme rechten bedarff were men se stunden dar mit voller macht van eres heren des koninges wegen alles rechtes to donde vnde tonemende vnde hadden de scheideslude dar iegenwardich stande beide heren vnde stede de se to rechte hebben scholden vmme wes se ereme heren deme koninge to toseggende hadden bi de scheideslude to settende na der schrifte lude dar de dach mede begrepen was vnde seiden ok mede se wolden dat in dat recht by de scheideslude setten wes de holzsten heren dar mede konden wunnen hebben dat eres heren des koninges scheideslude vnde se van eres heren des koninges wegen upp sunte Johannes dagh nicht gekomen weren . dat ere here dat scholde verloren hebben. Vnde beden der eergenömeden stede sendeboden dar mede upp dat slot to ridende den holtzsten heren dat toseggende vnde to vorkündigende also se van en gehort hadden. Wolden de darbouene deme rechte entryden dat moste io by en staen also deden se vnde seiden se wolden dat gerne weruen vnde do se wedder afquemen do seiden se se hadden dat trüweliken geworuen alse en dat beuolen were . Vnde dar hadden en de holzsten heren also upp geantwerdet dat se dar to der tyd nicht todonde hadden mit vns alse hertogen Erike van Sassen mit hertogen Otten van Stetyn vnde greuen Albrechte van Nowgarde vorbenomet edder mit den heren de dar weren . Vnde ok mit des koninges rade wente se nenen dach mit nemande genomen hadden sunder mit deme köninge vnde den vornemen se dar nicht vnde darumme hadden se deme dage volgedaen vnde wolden des nicht leng vorbeiden vnde escheden de stede bi erer hulpe toblyuende also se vor gedaen hadden. Dar antwordede de des vorgescreuenen heren koninges raad to vnde seiden. Wolden de holzsten heren mit den heren edder mit en nicht todonde hebben dat enkonden se nicht wandelen men se scholden weten dat se dar weren van eres heren des koninges wegen mit vollermacht alles rechtes toplegende vmme alle tosprake todonde vnde tonemende also sik dat yn deme rechten gebörede unde hadden eres heren scheideslude dar iegenwardich stande de van eres heren wegen alle mechtich dar wesen scholden to alleme rechten unde de benomeden se also hertogen Otten to Stetyn . vnde greuen Albrechte van Nowgarden vnde van den henzesteden de van Lubeke . van deme Sunde . van deme Gripeswolde vnde de van Wysbu in Gotlande . vnde seiden mede se hadden dar noch eynen heren stande ift em eynes ouermannes behoeff weren den segen se wol. Ok seiden se se wolden dat in dat recht setten wes er here de koning dar mede scholde vorloren hebben dat he dar suluen nicht iegenwardich enwere na deme dat se dar mit voller macht van syner wegen weren . vnde wolden dat ok in dat recht setten hadden se alsulk beueel nicht mede des se torechte neten mochten volmechtich towesende van eres heren wegen tosprake todonde vnde to vorantwerdende er here scholde des entgelden also recht were. Vnde hopeden er here de enegede myn nicht scholde he wes vorloren hebben dat se eme dat mit deme rechten afwunnen . vnde dat se dat in dat recht komen leten bi de scheideslude . vnde seiden to den steden . se hopeden se weren plichtich bi eres heren hulpe toblyuende na der vorsegginge also se sik vorsecht hadden . wente se deden vnde hadden deme rechtgange vnde deme vrede voller daen wen de holtzsten heren mit deme dat se sik in dat recht geuen van eres heren wegen unde beden de stede dar anderwerue umme to ridende bi de holtzsten heren eren heren den koning vnde se also torechte to vorbedende also vorgescreven is alse se deden vnde reden darumme to den holtzsten heren ♦
Do se wedder quemen do seiden se se konden dar anders nicht afmaken . men de holtzsten heren hadden en also geantwerdet se konden ere heren vnde ere vrunde nicht leng töuen vnde wolden ok to der tyd vorder in dat recht nicht wente se in sunte Iohannes dage dar gewesen hadden mit eren scheidesluden vnde hadden sik torechte vorboden vnde meenden se hadden deme rechtdage volgedaen vnde se hadden se gebeden vor se tobiddende vnde to manende to deme koninge dat he se begnadede unde lete se by lande vnde by luden vnde bi ereme vederliken erue. Dar antwerdede des voregescrevenen heren koninges raad to vnde seiden se wisten vorwar alle de land vnde lude dar de scheideslude heren vnde stede vnde alle bederue lude de dar weren ane irkennen konden dat se recht ane weren dat lete se ere here de koning gerne by vnde begereden van vns heren vnde van den steden vnde van allen bederuen luden de dar by weren se vorder undirtowisende oft se wes vorder beden scholden van eres heren des koninges wegen dar it mede to deme rechte komen mochte des weren se alle mechtich vnde wolde dat gerne doen. Do vorneme wy dar nemande de se hoger dar ane vnderwisen konde wen se gedaen hadden sik in dat recht to geuende vnde to vorbedende van eres heren wegen des konynges ♦
To vorder bewisinge vnde witlikheit desser vorgescrevenen stucke hebbe wy Erik vnde Otte hertogen vnde greue Albrecht vorgescreuen mit willen vnde witscop vnse ingesegele geheten hengen an desser breff . vnde wy Wartzlaff van godes gnaden hertoge to Stetyn vnde ffurste to Rugen etc. wodoch dat wy des ersten dages alse desse vorbenomeden heren to Sleswiig nicht quemen doch bekenne wy dat wy des anderen dages alse wy dar na qwemen . horeden vnde vornemen dat alle desse stucke weren gescheen alse vorgescreven steit vnde des to witlicheit hebbe wy vnse ingesegil mit willen vnde witscop mede heten hengen an dessen breff . de gegeuen is to Lalandes Elbogen na godes geburt vierteynhundert iaar in deme achteynden iare . des elfften dages in deme monden Iulius ♦
I Guds navn amen. Alle skal vide, at vi Erik af Guds nåde hertug af Sachsen, af Engern etc. og Otto af samme nåde hertug af Stettin og fyrste af Rügen etc og Albrecht greve af Eberstein og herre til Naugarden kom til Slesvig dagen efter Sankt Hans' dag ved midsommer. Og da vi var der, så kom til os på samme dag vor herre kongen af Danmarks råd, nemlig hr. Jens Due, hr. Erik Krummedige, hr. Niels Strangesen, riddere, Fikke von Vitzen, væbner og hr. Jens Jakobsen, kong Eriks kansler, og de bad os om at gå ind i kirken til hansestædernes sendebude for at høre, hvad de havde at sige, og det gjorde vi. Og da vi var der, da lod stæderne forlyde, at de holstenske herrer ved bude havde indkaldt dem til Gottorp på Sankt Hans' dag og havde sagt til dem, at de var der med deres voldgiftsmænd. Men de forefandt ingen der, som var der på kongens vegne, og som skulle være der, således som det var indeholdt i aftalen, og de mente, at de havde opfyldt deres forpligtelser m.h.t. mødet og retshandlingen. Og de bad dem huske det og forlangte, at de skulle fastholde deres hjælp, som det var indeholdt i aftalen, og som de havde forpligtet sig til, og de sagde også, at de på ingen måde ville afvente retshandlingen, thi de mente, at de havde fyldestgjort mødet med den nødvendighed, at de bragte det så vidt med dem, at de ville afvente den næste dag efter sankt Hans' dag, hvis de kunne få en venskabelig aftale, så at de kunne holde fast ved land og folk, men de ville ikke på den tid forpligte sig til nogen retshandling fremover.
Så svarede de den førnævnte konges råd og sagde til stædernes sendebude, som var der for at høre os, at de ikke var kommet på den førnævnte Sankt Hans' dag. Det var de blevet hindret i af vand og vejr og vind og ikke af ond vilje, hvilket visselig kunne bevises, hvis der var behov derfor, men de var der med fuldmagt på deres herres kongens vegne for at træffe retsafgørelse og havde voldgiftsmændene til stede der, både herrer og stæder, som de retmæssigt skulle have m.h.t. til det, de havde at sige til deres herre kongen, som skulle ordnes i voldgiftsmændenes nærvær efter ordlyden, hvormed mødet var fastsat. Og de sagde også, at de ville indsætte det i retsafgørelsen i forligsmændenes nærvær, hvad de holstenske herrer dermed kunne have opnået ved at deres herre kongens forligsmænd og de på deres herre kongens vegne ikke var kommet på sankt Hans' dag, at deres herre skulle havde mistet det.
Og de bad de førnævnte stæders sendebude ride dermed til slottet for at sige og forkynde det til de holstenske herrer, sådan som de havde hørt det. Ville de derudover unddrage sig retsafgørelsen, det måtte være deres sag, således gjorde de og sagde, at de gerne ville overbringe det, og da de kom tilbage sagde de, at de havde udført deres hverv på tro og love, som det var befalet dem. Og derpå havde de holstenske herrer svaret således, at de på den tid ikke havde at gøre med os, nemlig førnævnte hertug Erik af Sachsen, med hertug Otto af Stettin og greve Albrecht af Naugarden eller de herrer, som var der. Og også / heller ikke med kongens råd, thi de havde ikke indledt forhandlinger med nogen, undtagen med kongen og ham forfandt de ikke der, og derfor havde de fyldestgjort mødet og ville ikke vente og krævede, at stæderne holdt fast ved deres hjælp, som de før havde gjort. Dertil svarede den førnævnte herre konges råd og sagde: Hvis de holstenske herrer ikke ville have at gøre med herrerne eller med dem, det kunne de ikke ændre, men de skulle vide, at de var der på deres herre kongens vegne med fuldmagt til at pleje al ret m.h.t. at give og tage alle krav, som det tilkom dem i retten, og de havde deres forligsmænd der til stede, som på deres herrer vegne alle havde fuldmagt til al ret, og de nævnte dem ved navn, nemlig hertug Otto af Stettin og greve Albrecht af Naugarden og fra hansestæderne dem fra Lübeck, fra Stralsund, fra Greifswald og dem fra Visby på Gotland. Og de sagde yderligere, at de havde endnu en herre til stede, hvis de havde brug for en voldgiftsmand, ham så de vel. Og de sagde, at de ville sætte det ind i retsafgørelsen, hvad deres herre kongen dermed skulle have tabt ved at han ikke selv var tilstede der eftersom de var der med fuldmagt på hans vegne, og de ville også sætte det ind i retsafgørelsen, at hvis de ikke havde en sådan befaling med, som de med rette kunne betjene sig af for at være befuldmægtigede på deres herres vegne til at fremsætte og forsvare retskrav, så skulle deres herre undgælde, som det var ret. Og de håbede, at deres herre ikke ejede mindre, hvis han skulle have tabt noget, at de så retmæssigt kunne komme vinde det fra ham, og at de lod det komme ind i retsafgørelsen i forligsmændenes nærvær, og de sagde til stæderne, at de håbede, at de var forpligtede til at blive ved at yde deres herres hjælp efter aftalen, således som de havde forpligtiget sig til. Thi de gjorde og havde fyldestgjort retten og freden mere end de holstenske herrer ved det, at de begav sig til retshandlingen på deres herres vegne, og de bad for anden gang stæderne drage af sted i nærvær af de holstenske herrer for at indkalde deres herre kongen og dem, som det er skrevet ovenfor, og det gjorde de og red derfor til de holstenske herrer.
Da de kom tilbage, da sagde de, at de ikke kunne ordne det anderledes, men de holstenske herrer havde svaret dem således, at de ikke kunne opholde deres herrer og frænder længere og ville på den tid heller ikke igen ind til retshandlingen, for de havde været der på sankt Hans' dag med deres forligsmænd og havde retmæssigt erklæret sig rede og mente, at de havde fyldestgjort retten, og de havde bedt dem om at bede og rykke kongen, at han skulle benåde dem og lade dem beholde land og folk og deres fædrene arv. Dertil svarede den førnævnte herre kongens råd og sagde, at de i sandhed kunne angive alle lande og folk hvorpå voldgiftsmændene herrer og stæder og alle brave folk, som var til stede, kunne afgøre / dømme, at de havde ret. Det overlod de gerne deres herre kongen og begærede af os herrer og af stæderne og af alle brave folk, som var til stede, fremover at underrette dem, om de først skulle bede på deres herre kongens vegne, at det kunne komme til en retmæssig afgørelse. Det var de alle befuldmægtigede til og ville gerne gøre det. Der forefandt vi ingen, som kunne belære dem bedre m.h.t. at give og tage retten, end de havde gjort på deres herre kongens vegne.
Til yderligere sikkerhed og vitterlighed for disse førnævnte punkter har vi førnævnte Erik og Otto hertuger og greve Albrecht med vilje og vidende ladet vore segl hænge på dette brev, og vi Vartislav af Guds nåde hertug af Stettin og Fyrste af Rügen etc. erkender, selv om vi ikke kom til Slesvig den første dag som disse førnævnte herrer, at den anden dag, da vi kom dertil, da hørte og erfarede vi, at alle disse punkter var sket, som står skrevet ovenfor, og til vitterlighed herfor har vi med vilje og vidende ladet vort segl hænge på dette brev, som er givet på Lollands Albue efter Guds fødsel i 1418 år den 11. dag i måneden juli.
