Tekst efter A
In nomine domini amen♦
Sequuntur[1] attestaciones sive dicta testium pro parte illustrissimi principis et domini domini Erici dei gracia Dacie etcetera regis coram egregio legum doctore domino Ludowico de Cataneis de Verona consiliario serenissimi et invictissimi principis domini nostri domini Sigismundi dei gracia Romanorum etcetera regis et ipsius serenissimi domini nostri regis commissario specialiter deputato / productorum receptorum et juratorum ac per ipsum dominum commissarium in partibus examinatorum in causa et causis que vertuntur coram serenissimo domino nostro prefato inter illustrissimum dominum dominum regem Dacie etcetera ex una et illustres dominos duces Sleszwicenses etcetera partibus ex altera vigore compromissi facti in dictum dominum nostrum dominum Romanorum etcetera regem / descripte per me Anthonium de Pisis notarium publicum et ipsarum causarum scribam specialiter deputatum ab ipso serenissimo domino nostro rege ♦
Reverendissimus in Christo pater et dominus dominus Petrus dei gracia Lundensis ecclesie archiepiscopus etcetera testis productus citatus et juratus more prelatorum ut supra annorum sue etatis sexaginta quinque et ultra ut dixit et sic ex aspectu sui corporis apparebat et diligenter interrogatus et examinatus per egregium legum doctorem dominum Ludowicum commissarium prefatum in latino super peticione et querela illustrissimi principis et domini domini Dacie etcetera regis de almanno ad latinam interpretata per interpretes serenissimi domini nostri regis Romanorum etcetera ad hec deputatos super articulo qui incipit ♦
Inprimis ad suam plenam intelligenciam sub eodem suo juramento dixit se tamen pro certo scire super dicta peticione et tota causa quod terra Sunderjutland que et[2] alias latine dicitur Jucia australis et omnes civitates castra ville et alia loca omnia videlicet Sleszwik Gottorp Fflensborg Silva Danica[3] et alia in dicta terra contenta sub regno et dominio regis Dacie et ad ipsius coronam spectant et pertinent et spectarunt et pertinuerunt de jure a[4] tempore quo Dacia nominabatur regnum ♦
Interrogatus de causa scire dixit se predicta scire quia regnum Dacie habet sua jura et consvetudines et constituciones per ipsos regnicolas facta et factas quibus incole et habitantes dicte terre Sunderjutland utuntur et secundum que se regunt sicut in Norjutland et sic vidit servari toto tempore vite sue et maxime a quinquaginta annis citra de quibus bene recordatur et vidit eciam constare per cronicas auctenticas et quibus danda est fides et eciam vidit plura privilegia inmunitatum et aliorum data per reges Dacie monasteriis et aliis in terra predicta Sunderjutland ♦
Et tamen scit quod castra sunt in dicta terra Sunderjutland erant sub dominio regis Waldemari regis Dacie et in ejus possessione videlicet castrum Hadersleff quod erat commissum ad custodiam cuidam Henichino Witkop per dictum regem castrum Openrav erat commissum ut supra cuidam Spiker castrum Lillethonder erat commisum cuidam Peffse ut supra et quod comites Henricus et Nicolaus predecessores modernorum comitum emerunt contra voluptatem presidencium ipsi rengno et regnicolarum♦
Interrogatus de tempore dixit quod sunt bene quadraginta sex anni vel circa et post mortem dicti domini regis Waldemari et quod dicti domini de Holsten dicta castra et castrum Gottorp et Slezwik et plura alia loca tenent injuste quia habuerunt illa videlicet Sleszwik et Gottorp in pignore et oblata eis pecunia restituere noluerunt nec volunt de quo pignore constare vidit per literas dictorum Henrici et Nicolai comitum in quibus ipsi confitentur habere in pignore ad quas se eciam refert et continuando dixit quod insula Halsen cum omnibus suis castris locis et pertinenciis spectat ad regnum et coronam Dacie et spectavit et pertinuit a maximo et antiquo tempore ut supra de aliis dixit ♦
Interrogatus de causa sciencie dixit se predicta scire quia in dicta insula quondam erant castra certa ad minus tria que spectabant ut supra et que rex Waldemarus habebat et tenebat et possidebat et erat illorum dominus et dederat ad custodiam primo domino Jacobo Olavi militi deinde domino Nicolao Ruzer et fratri suo Petro Rukenhoge et post domino Henningho Meynstorp[5] qui mortuo ipso rege contra honorem suum et contra volupatem presidencium regni illa castra et insulam vendidit comitibus Holzatzie Henrico et Nicolao ♦
Interrogatus de causa sciencie dixit quia[6] vidit et bene scit a certo predicta et similiter ♦
Interrogatus de Frisia dixit quod Frisia que est contigua Jucie australi est pars regni Dacie et ad illud et spectat sicut alia predicta loca et Sunder Jutland ♦
Interrogatus de finibus et graniciis australis Jucie dixit quod extenditur ad flumen Eydern et Lewingessuw et ad fossatum Denewerk ulterioris Jutie ♦
De causa sciencie dixit se[7] predicta bene scire quia vidit et sic communiter reputatur ab omnibus et utuntur legibus et constitucionibus regni ut supra ♦
Item interrogatus si scit aut audivit quod unquam pater comitum presencium videlicet Hinrici Adolfi et Gerardi fratrum habuerit in feudum Sleszwik Gottorp vel aliquam aliam terram vel castra in Jucia australi vel insula Alsen vel in dicta Frisia ab aliquo rege Dacie respondit quod nunquam scivit vel audivit quod predictorum comitum pater avus aut proavus vel alius quicunque eorum predecessor habuerit predicta in feudum vel aliquid eorum ♦
Interrogatus si presens dominus rex Ericus Dacie etcetera investiverit[8] presentes comites vel aliquem eorum predecessorem de aliquo castro vel terra vel investituram ab aliis factam confirmavit respondit quod nunquam scivit nec audivit ♦
Interrogatus si per antiqua tempora aut per presencia de consvetudine / usu seu observancia rengni reges qui pro tempore fuerunt potuerunt dare in feudum aliquam civitatem castrum vel villam in regno Dacie et maxime in australi Jucia et in Frisia sibi contigua et in insula Alsen respondit quod nunquam vidit nec ab aliquo dici audivit quod aliquis rex Dacie dederit aliquid alicui in feudum / sed bene soliti fuerunt[9] pingnorare castra et loca et ipsa redimere et eciam soliti fuerunt concedere castra et loca militibus et suis servitoribus ad certum tempus et eciam ad vitam pro certis servitiis factis et faciendis ♦
Interrogatus si rex Dacie aut sui predecessores potuerunt vel possit dare in feudum aliquod castrum vel locum aliquem respondit quod non ♦
Interrogatus de causa sciencie respondit se scire quod non fuit unquam conswetum in dicto regno nec unquam fuit hoc factum♦
Item quia quando reges Dacie assumuntur promittunt[10] non alienare vel diminuere de bonis regni nec eis hoc permittitur nisi pro fundacione ecclesiarum et dotacione earundem et sic vidit semper servari ♦
Item interrogatus dixit quod sunt[11] leges municipales[12] regni Dacie ullo unquam tempore consequi et obtinere possit et valeat requiritur quod per justum tytulum et bonam fidem ac a vero et legittimo possessore obtineat hoc et in causa sciencie dixit quia vidit leges municipales dicti regni hoc statuentes et sic servari ♦
Et continuando dixit quod secundum jura et consvetudinem regni si actor peticionem suam contra reum probare potuerit secundum jura ipsius regni et eo non datur amplius defensio[13] contra actorem et sic servatur♦
Et similiter interrogatus dixit quod secundum leges dicti regni quicunque detinet vel occupat domum vel agrum vel terras aut castrum civitates vel aliam[14] rem si tales res fuerint evicte a tali inlicito[15] detentore per justiciam tunc victus condemnatur victori in ex ipsis factis propter hanc causam et continuando dixit quod eciam talis victus tenetur victori restituere omnia percepta saltem post interpellacionem et peticionem datam et a tempore mote litis ♦
Et similiter interrogatus dixit quod de jure regni fuit estque quod quicunque pro dampno interesse vel debitis a quoquam inpetatur ille tenetur respondere affirmative vel negative videlicet ita vel non / nec per allegacionem ignorancie quod hoc sit sibi incognitum si pretenderit excusatur ymmo ad purgacionem secundum leges regni compellitur et sic vidit semper servari et tempore servavit et habuit in practica ut[16] supra[17] ♦
Item interrogatus super interrogatoriis partis adversse respondit quod est subditus et sub dicionem regis Dacie et quod nunquam vidit vel audivit quod esset Ducatus specialis Sleszwicensis et Jucie ab antiquo[18] ♦
Interrogatus, si est inimicus partis adversse dixit quod non est♦
Super generalibus interrogatus per ipsum dominum commissarium respondit quod non testatur odio amore precio precibus aut timore nec sperat inde commodum nec est informatus sic dicere vel contulit cum aliis testibus et vellet obtinere partem foventem justiciam et fuit injunctum quod nulli pandat presentem atestacionem et dicta donec fuerunt[19] publicata ♦
I Herrens navn amen.
Her følger de edsvorne vidneforklaringer på vegne af den særdeles berømmelige herre og fyrste hr. Erik, af Guds nåde konge af Danmark osv., i nærvær af den fremragende doktor i retsvidenskab hr. Ludovicus de Cataneis fra Verona, rådgiver og særlig udsending for vor allernådigste og særdeles ubesejrede fyrste og herre, hr. Sigismund, af Guds nåde romernes konge osv. Vidnerne blev ført frem og modtaget, og de blev taget i ed og afhørt hver for sig af selve hr. Ludovicus i sagen og sagerne, der pågår imellem den særdeles berømmelige herre, hr. kongen af Danmark osv., på den ene side og de berømmelige herrer, hertugerne af Slesvig osv., på den anden, i kraft af aftalen om at lade vor nævnte herre, hr. Romernes konge osv., fælde dom. Vidnesbyrdene blev nedskrevet af mig Antonius de Pisis, offentlig notar og disse sagers skriver, særligt udpeget af selve vor allernådigste hr. konge.
Den allerærværdigste fader i Kristus og herre, hr. Peder, af Guds nåde ærkebiskop af Lund, osv. blev indkaldt og fremført som vidne og svor efter prælaters skik, som beskrevet ovenfor. Han var mindst 65 år, efter han sagde, og således fremstod han også ud fra sit udseende. Og han blev nøje afhørt og udspurgt af førnævnte fremragende doktor i retsvidenskab og kommissær, hr. Ludovicus, på latin angående den strålende fyrstes og herres, hr. kongen af Danmark og så videre, anklage og klage, som var oversat til latin fra tysk af vor allernådigste hr. romernes konges tolke, særligt udpeget hertil.
Angående det første punkt i kongens anklage indledte hr. Peder med under sin samme ed, at han dog med hensyn til anklagens ordlyd og hele sagen med sikkerhed vidste, at landet Sønderjylland, som på latin hedder Jutia australis, og alle byer, slotte, landsbyer og alle andre lokaliteter, således Slesvig, Gottorp, Flensborg, Dänischwold og alle andre steder i nævnte land, med rette hører under og tilhører og hørte under og tilhørte kongen af Danmarks rige, herredømme og dennes krone, og at dette har været tilfældet, siden Danmark kaldtes et rige..
Han blev spurgt om, hvordan han kunne vide det dette. Hertil svarede han, at det var fordi, Danmarks rige havde sine love, sine sædvaner og sin forfatning, som var udstedt af selve rigets indbyggere, og de der beboede det nævnte land Sønderjylland anvendte samme love, sædvaner og forfatning, og lod sig styre heraf, som i Nørrejylland, hvilket han havde iagttaget igennem hele sit liv og især ignnem de sidste halvtreds år, der var i frisk erindring, og han kunne også konstatere det ud fra autoritative og troværdige krøniker. Endvidere havde han set adskillige privilegier med immunitet og øvrige gunstbevillinger udstedt af de danske konger til klostre og øvrige institutioner i førnævnte land Sønderjylland.
Følgende var under kong Valdemar af Danmarks herredømme og i hans besiddelse: Slottet Haderslev, hvis bestyrelse han overdrog en vis Henneke Witkop, slottet Åbenrå, som blev betroet til en vis Spiker, slottet Lilletønder blev overdraget til en vis Peffse som nævnt. Dette købte greverne Heinrich og Claus, de nuværende grevers forgængere, imod rigsforstandernes og indbyggeres vilje.
Da han blev spurgt om, hvornår dette fandt sted, sagde han, at det var cirka 46 år siden efter hr. kong Valdemars død, og at de nævnte holstenske herrer besidder nævnte slotte, slottene Gottorp og Slesvig og adskillige andre steder med urette, fordi de har haft disse, nemlig Slesvig og Gottorp, i pant, og selv om de er blevet tilbudt indløsning herfor, ville og vil de ikke udlevere pantet. At dette vitterligt er pant har han set i breve udstedt af førnævnte grever Heinrich og Claus, i hvilke de erklærer at have det i pant. Til disse breve henviste han også, da han fremførte, at øen Als med alle sine slotte, steder og tilliggender hører til og har tilhørt Danmarks rige og krone altid og til enhver tid, som udtrykt ovenfor.
Han blev spurgt om, hvorfor han vidste dette. Hertil svarede han, at hans viden skyldtes det forhold, at på nævnte ø tilhørte slottene – på nær tre – førhen det danske rige som nævnt ovenfor, og dem havde kong Valdemar haft, besiddet og ejet, og han havde været deres herre. Til høvedsmænd for slottene havde han haft hr. Jakob Olufsen, ridder, dernæst hr. Niels Rusere og dennes broder Peder Rukenhoge og til sidst hr. Henning Meinerstorp, som mod sin ære og mod rigsforstandernes vilje solgte slottene og øen til holstenergreverne Heinrich og Claus efter kongen var død.
Han blev spurgt om, hvordan han kunne vide dette. Hertil svarede han, at han havde set det ske og vidste udmærket og sikkert, hvordan det forholdt sig med det foregående og lignende.
Han blev udspurgt om Friesland. Hertil svarede han, at Friesland ligger op ad Sønderjylland, og at det er en del af Danmarks rige og hører til dette ligesom de øvrige førnævnte steder og Sønderjylland.
Om skellene og Sønderjyllands grænser sagde han, at Danmarks rige gik til floden Ejderen, Leventzau og til forsvarsværket Dannevirke. Dette var den yderste grænse.
Adspurgt om, hvordan han kunne vide dette, sagde han, at han vidste det førnævnte, fordi han havde set det, og fordi det var almindelig kendt af alle: De (friserne) benytter kongerigets love og forordninger som nævnt ovenfor.
Han blev fremdeles spurgt, om han kendte noget til, at faderen til de nuværende grever, brødrene Heinrich, Adolf og Gerhard, nogensinde skulle have været forlenet med Slesvig, Gottorp eller noget andet land eller slot i Sønderjylland, på øen Als eller i førnævnte Friesland af nogen konge af Danmark. Hertil svarede han, at han ikke vidste eller havde hørt, at førnævnte grevers fader, bedstefader eller oldefader eller nogen som helst anden af deres forgængere skulle have haft det førnævnte eller dele heraf som len.
Han blev spurgt, om den nuværende konge af Danmark, hr. Erik, konge osv., havde forlenet de nuværende grever eller nogen af deres forgængere med noget slot eller land, eller bekræftet andres forlening i denne henseende, til hvilket han svarede, at det havde han ikke hørt og vidste ikke noget om.
Han blev spurgt om, hvorvidt de konger, der har været hidtil fra gammel eller ny tid ved sædvane, hævd eller rigets lov har kunnet give en by, et slot eller en landsby til len i Danmarks rige, især hvad Sønderjylland og de dermed forbundne territorier i Friesland og øen Als angik. Han svarede, at han aldrig havde erfaret, at nogen dansk konge havde givet noget i len til nogen, om end det var almindeligt at pantsætte og genindløse slotte og steder; det var ligeledes almindeligt at overdrage slotte og steder til riddere og deres tjenere for deres tjeneste i et vist stykke tid, herunder også for livstid for visse særlige udviste og fremtidige tjenester.
Han blev spurgt, om Danmarks konge eller dennes forgænger har kunnet give et slot eller en lokalitet i len, hvortil han svarede nej.
Han blev spurgt, hvordan han kunne vide det, hvortil han svarede, at det aldrig har været sædvane i nævnte rige, og at det aldrig var blevet gjort.
Således, når Danmarks konger antages, lover de ikke at afhænde eller formindske rigets gods og dette tillades dem ikke undtagen i de tilfælde, hvor det drejer sig om stiftelser af kirker eller gaver til samme, og han vidste, at dette altid var blevet overholdt.
Adspurgt forklarede han endvidere: Hvis nogen i henhold til Danmarks riges landskabslove på noget tidspunkt skulle formå at opnå adkomst til og erhverve (gods), krævede det, at han erhvervede dette ved ret adkomst og god tro og fra den sande og lovlige ejer. Til spørgsmålet om, hvordan han vidste dette, sagde han, at han havde set, at de danske landskabslove fastsatte det således, og at de fungerede sådan.
Han sagde fremdeles, at det forholdt sig således ifølge kongerigets lov og sædvane, at, hvis en anklager kunne bevise sin anklage imod den anklagede, blev der ifølge samme lov og sædvane ikke givet den anklagede yderligere mulighed for at forsvare sig. Dette blev holdt i hævd.
Ligeledes adspurgt i denne henseende sagde han, at hvem som helst der var anklaget for ulovligt at have usurperet hus, mark, territorium, slot, by eller andet, ville blive fradømt dette ved en domstol, og han ville blive dømt til at yde erstatning af alt det oppebårne i det mindste fra det tidspunkt, hvor anklagen blev indgivet, og fra den tid, retsstriden blev påbegyndt. Sådan forholdt det sig ifølge dansk lov.
Endvidere, forklarede han, havde det forholdt sig og forholder sig sådan ifølge rigets ret, at hvem som helst der af nogen anklages for skade, kontraktbrud eller gæld, han skal erklære sig skyldig eller ikke-skyldig i anklagen, således at han ikke kan undskylde sig under skjul af at være uvidende i anklagen, men snarere tvinges til retten efter kongedømmets love. Således havde han altid set og hørt, at det forholdt sig, og i tidens løb har han selv handlet i overensstemmelse hermed.[A]
Adspurgt i henhold til modpartens spørgsmål, sagde han, at han var undersåt i Danmarks rige, og at han aldrig havde erfaret, at der skulle have været et særligt hertugdømme ved navn Slesvig eller Jylland.[B]
Han blev spurgt, om han var fjende af modparten, til hvilket han svarede nej.
Adspurgt om de generelle forhold af hr. kommissæren svarede han, at hans vidnesbyrd ikke skyldtes had, lidenskab, betaling, bønner eller frygt. Ej heller håbede han på nogen fordel heraf, hans vidnesbyrd var ikke instrueret, ej heller havde han afstemt sit vidnesbyrd med andre vidner, han ønskede blot retfærdighed for sin part, og det blev pålagt ham ikke at gengive nærværende erklæring og udsagn, føren de er blevet offentliggjort.