1433. Ålstrup


Kong Erik 7. af Pommern giver på rettertinget Lars Mus låsebrev på hovedgården Stenalt, gården Kallesgård m.m.

Tekst efter Aa1.

Tekst

Vi Eric med guds naade Danmarkes, Norges, Sverriges, Vendes og Gottes konning og hertug i Pommeren, helser alle mand, som dette brev seer eller hører læsze, kierligen med gud. ♦

Det skulde i vide, at som vi tilforne louligen tildømt haver denne brevfører Las Mus hands gods, som er en hovedgaard kaldes Steinalt, og en gaard mand kalder Kallisgaard med andet gods i Vor sogn beliggende, som er af den dal, <man kalder Boildedall, til det vand,>[1] mand kalder Guddom Fiord, med vort kongelige brev, og fornte Las Mus derefter almindelig stefninge skielligen haver taget og ikke gienmaal breve, beviiszning, illing eller giensuar er der i nogen maader imod kommen. saa tildømmer vi nu Las Muus alle disse fornte gaarder og gods med ald deres rette tillæggelse og tilhøre rørendes og urørendes intet undtagen til evindelig ejendom at nyde og beholde. ♦

Og forbyde vi nogen mand sig med disse gaarde og fornte gods og deres tilliggelse at bevahre eller hindring giøre i nogen maader, imod fornte Lasz Muszes eller hands arvingers villie, under vores kongelige hefn, og sette vi den sag ævindeligen tielse oppaa. ♦

Datum Olstrup – anno 1433 ♦

1. <man kalder Boildedall, til det vand,>] Tilføjet efter referatet i Ab; mangler i Aa.

Oversættelse

Vi Erik, med Guds nåde Danmarks, Norges, Sveriges, de Venders og Goters konge og hertug i Pommern, hilser alle mænd, som ser dette brev eller hører det læse, kærligt med Gud.

I skal vide, at eftersom vi tidligere med vort kongelige brev lovligt har tildømt denne brevviser Lars Mus hans gods, nemlig en hovedgård kaldet Stenalt og en gård kaldet Kallesgård, samt andet i Voer sogn liggende gods, som er fra den dal, man kalder Boldedal, til det vand, man kalder Gudenfjord,[A] og førnævnte Lars Mus derefter på gyldig vis har udtaget almindelig stævning, og der ikke på nogen måde er fremkommet skriftlige indsigelser, adkomstbeviser, klage eller gensvar i denne sag, så tildømmer vi nu Lars Mus alle disse førnævnte gårde og gods med al deres rette tilliggende og tilbehør, løsøre og fast ejendom, intet undtaget, til at have og beholde til evig ejendom.

Og vi forbyder under vor kongelige hævn enhver at befatte sig med disse gårde og førnævnte gods og deres tilliggende eller på nogen måde lægge hindringer i vejen for førnævnte Lars Mus eller hans arvinger mod deres vilje, og vi pålægger sagen evig tavshed.

Givet Ålstrup – år 1433.

A. Gammelt navn for Randers Fjord..