1434. 18. juni - 19. juli. Vordingborg

Protokol over fredsforhandlingerne i Vordingborg mellem rådsudsendinge fra hansestæderne Lübeck, Hamburg, Wismar og Lüneburg samt hansestædernes voldgiftsmænd på den ene side og kong Erik 7. af Pommern, hans råder og hans voldgiftsmænd på den anden side.

Hansestædernes rådsudsendinge er følgende: fra Lübeck hr. Heinrich Rapesülver, borgmester, hr. Johann Kollmann, rådmand, og mester Paul Oldenburg, protonotar, fra Hamburg hr. Hermann Lange, præst ved Helligåndskirken i Hamburg, fra Lüneburg hr. Klaus Gronehagen, borgmester, og hr. Johann Springintgut, rådmand, samt fra Wismar hr. Peter Wilde, borgmester, og hr. Hermann Welzin, rådmand.

Hansestædernes voldgiftsmænd er følgende: Johann (v. Asel), biskop af Verden, og Pardam (v. d. Knesebeck), biskop af Ratzeburg.

Kong Eriks råder er følgende: Jens (Pedersen (Jernskæg)), biskop i Roskilde, hr. Erik Nielsen (Gyldenstjerne), hr. Erik (Segebodsen) Krummedige, hr. Henrik Knudsen (Gyldenstjerne), hr. Sten (Tygesen) Basse samt hr. Esge (Jensen) Brok. Desuden befinder sig flere andre biskopper fra hele Norden i Vordingborg under dette møde. Af disse nævnes i protokollen over forhandlingerne imidlertid kun Peder Lykke (Bille), ærkebiskop i Lund, og Aslak (Bolt), ærkebiskop i Trondheim.

Kong Eriks voldgiftsmænd er følgende: biskop Magnus af Hildesheim, titulær hertug af Sachsen-Lauenburg, hertuginde Katharina af Mecklenburg, hertug Bernhard 2. af Sachsen-Lauenburg, hertug Bugislav 9. af Pommern-Wolgast, hertug Kristoffer af Bayern, hertug Barnim 8. af Pommern-Wolgast-Barth og hertug Heinrich (den Ældre) af Mecklenburg-Stargard.

Protokollen indeholder følgende punkter:

1) Hansestædernes rådsudsendinge må vente i Vordingborg indtil onsdag den 30. juni, førend de kan få lov til at holde møde med kong Eriks råder.

2) Hansestædernes rådsudsendinge mødes onsdag den 30. juni med kong Eriks råder i Vordingborg slotskirke. Her meddeler Erik Nielsen, at kong Eriks voldgiftsmænd befinder sig i Vordingborg, og at han håber, at hansestædernes rådsudsendinge har medbragt hansestædernes voldgiftsmænd til Vordingborg. Hertil svarer hansestædernes rådsudsendinge, at de er kommet til Vordingborg for at overholde fredsaftalerne fra Horsens og Svendborg fra hhv. 1432 og 1433, hvorfor de også har medbragt deres voldgiftsmænd, som skal være dem mægtige til ret. Dog meddeler hansestædernes rådsudsendinge, at hansestæderne efter de nævnte aftalers ikrafttræden er blevet påført skader grundet fredsbrud begået imod hansestæderne, samt at det er deres forhåbning, at dette spørgsmål bliver behandlet først. Hansestædernes rådsudsendinge vil overlade det til begge parters voldgiftsmænd at træffe en afgørelse vedrørende spørgsmålet om de nævnte fredsbrud. Hertil svarer Erik Nielsen, at der på et senere tidspunkt vil blive truffet en afgørelse om, hvilken sag der skal behandles først. Herefter spørger Erik Nielsen om, hvem der er hansestædernes voldgiftsmænd, og om de er hansestæderne mægtige til ret. Som svar på dette spørgsmål nævner hansestædernes rådsudsendinge hansestædernes voldgiftsmænd. Herpå spørger Erik Nielsen hansestædernes voldgiftsmænd, om de vil påtage sig embedet som hansestædernes voldgiftsmænd, og hertil svarer hansestædernes voldgiftsmænd ja. Dog siger hansestædernes voldgiftsmænd, at de har fået at vide af hansestædernes rådsudsendinge, at der er blevet begået fredsbrud imod hansestæderne, hvorfor de mener, at spørgsmålet om de nævnte fredsbrud må afgøres først. Hertil svarer Erik Nielsen igen, at der først på et senere tidspunkt vil blive truffet en afgørelse om, hvilken sag der skal behandles først. Hertil svarer hansestædernes voldgiftsmænd, at de ikke desto mindre stadigvæk mener, at sagen om de imod hansestæderne begåede fredsbrud skal afgøres først, hvorefter de spørger Erik Nielsen om, hvem der er kong Eriks voldgiftsmænd, og om de er ham mægtige til ret. Som svar herpå nævner Erik Nielsen kong Eriks voldgiftsmænd. Derpå spørger hansestædernes voldgiftsmænd, om kong Eriks voldgiftsmænd vil være ham mægtige til ret, hvilket de svarer ja til. Herefter afslutter Erik Nielsen den første mødedag.

3) Torsdag den 1. juli mødes kong Eriks råder på Vordingborg slot med hansestædernes rådsudsendinge. Endvidere deltager kong Eriks voldgiftsmænd og hansestædernes voldgiftsmænd i dette møde. Biskop Magnus af Hildesheim indleder mødet med at sige, at kong Eriks voldgiftsmænd har modtaget kong Eriks anklageskrift mod hansestæderne. Han meddeler endvidere, at han er forpligtet til at overdrage dette anklageskrift til hansestædernes voldgiftsmænd, ligesom de er forpligtede til at overdrage hansestædernes anklageskrift mod kong Erik til kong Eriks voldgiftsmænd, såfremt de altså har modtaget et sådant. Hertil svarer Heinrich Rapesülver, at fredsaftalen fra Horsens er blevet brudt på en række punkter, idet der er blevet begået fredsbrud imod hansestæderne, hvorfor hansestædernes rådsudsendinge har medbragt et anklageskrift særligt omhandlende de nævnte fredsbrud. Dette anklageskrift særligt omhandlende sagen om de nævnte fredsbrud vil hansestædernes rådsudsendinge gerne overdrage til kong Eriks voldgiftsmænd. Endvidere er det hansestædernes rådsudsendinges forhåbning, at spørgsmålet om de nævnte fredsbrud bliver behandlet først og desuden adskilt fra de andre sager. Hertil svarer kong Eriks voldgiftsmænd, at de alene har myndighed til at dømme i sager omhandlende hansestædernes anklager mod kong Erik, hvorfor kong Eriks voldgiftsmænd ikke kan træffe nogen afgørelse i sagen, medmindre hansestædernes rådsudsendinge udstyrer dem med et anklageskrift mod kong Erik. Dog vil kong Eriks voldgiftsmænd gerne videregive hansestædernes rådsudsendinges svar vedrørende sagen om fredsbrud til kong Erik. Derefter drøfter kong Eriks råder og kong Eriks voldgiftsmænd sagen i fællesskab. I den forbindelse udtaler Erik Nielsen, at kong Eriks voldgiftsmænd nu har modtaget kong Eriks anklageskrift mod hansestæderne, og når nu hansestæderne også har udfærdiget et anklageskrift, hvad enten det handler om fredsbrud eller noget helt andet, skal det være op til begge parters voldgiftsmænd at bestemme rækkefølgen for forhandlingerne. Endvidere beder Erik Nielsen om, at de tilstedeværende notarer og skrivere skriver dette ned. Hertil svarer Heinrich Rapesülver, at hansestædernes rådsudsendinge ønsker at overdrage deres anklageskrift til hansestædernes voldgiftsmænd, og at hansestædernes rådsudsendinge også vil overlade det til begge parters voldgiftsmænd at bestemme rækkefølgen for forhandlingerne, omend det stadigvæk er hansestædernes rådsudsendinges opfattelse, at sagen om fredsbrud skal behandles først og adskilt fra de andre forhandlinger. Endvidere beder Heinrich Rapesülver de tilstedeværende notarer og skrivere om at skrive dette svar ned.

4) Fredag den 2. juli mødes begge parters voldgiftsmænd samt kong Eriks råder og hansestædernes rådsudsendinge igen på Vordingborg slot. Erik Nielsen indleder mødet med at sige, at kong Erik ønsker, at hans voldgiftsmænd skal afgøre, om sagen om fredsbrud skal behandles først eller ej. Dertil svarer Heinrich Rapesülver, at hansestæderne på samme måde ønsker, at hansestædernes voldgiftsmænd skal afgøre, om sagen om fredsbrud skal behandles først eller ej. Derefter går begge parters voldgiftsmænd sammen for at drøfte sagen. Mens begge parters voldgiftsmænd drøfter sagen, lader Erik Nielsen frembringe den beseglede fredsaftale fra Horsens. Af denne fredsaftale har hansestædernes rådsudsendinge medbragt en afskrift, som nu bliver kollationeret med originaldokumentet. Herefter siger Erik Nielsen, at hansestædernes rådsudsendinge ikke længere skal rådføre sig med hansestædernes voldgiftsmænd, da sagen nu er overdraget til begge parters voldgiftsmænd. Derefter forlader både kong Eriks råder og hansestædernes rådsudsendinge mødet, hvorefter begge parters voldgiftsmænd drøfter sagen alene. Begge parters voldgiftsmænd enes om, at de to grupper grundet sagens kompleksitet først hver især skal drøfte sagen og derefter igen drøfte sagen i fællesskab. Nærmere bestemt skal kong Eriks voldgiftsmænd sende bud efter hansestædernes voldgiftsmænd, når kong Eriks voldgiftsmænd er blevet færdige med at drøfte sagen for sig.

5) Mandag den 5. juli sender kong Eriks voldgiftsmænd bud efter hansestædernes voldgiftsmænd, hvorefter begge parters voldgiftsmænd mødes på Vordingborg slot. Her indleder biskop Magnus af Hildesheim med at spørge, hvilke tanker hansestædernes voldgiftsmænd har gjort sig om sagen. Hertil svarer biskop Johann af Verden, at kong Eriks voldgiftsmænd bør sige deres mening om sagen først, hvorefter biskop Johann og biskop Pardam som hansestædernes voldgiftsmænd vil sige deres mening om sagen. Derefter siger biskop Magnus, at kong Eriks voldgiftsmænd har set fredsaftalen fra Horsens, som dikterer, at begge parters voldgiftsmænd skal dømme i sagen efter anklage og svar, og eftersom kong Eriks voldgiftsmænd er kong Erik mægtige til ret, vil kong Erik overdrage dem sit anklageskrift mod hansestæderne. Såfremt hansestædernes voldgiftsmænd er hansestæderne mægtige til ret, og såfremt hansestædernes rådsudsendinge vil overdrage deres anklageskrift mod kong Erik til hansestædernes voldgiftsmænd, vil kong Eriks voldgiftsmænd overdrage kong Eriks anklageskrift mod hansestæderne til hansestædernes voldgiftsmænd. Herefter kan begge parters voldgiftsmænd beslutte, hvilken sag der skal behandles først. Efter at have drøftet dette svarer hansestædernes voldgiftsmænd, at de i løbet af de forudgående dage har fået den opfattelse, at alle voldgiftsmændene først skal træffe en fælles afgørelse om, hvorvidt sagen om de nævnte fredsbrud begået imod hansestæderne skal behandles først eller ej. Derfor vil de gerne til en begyndelse overdrage det anklageskrift, som hansestædernes rådsudsendinge har udfærdiget, som specifikt omhandler fredsbrud begået imod hansestæderne, til kong Eriks voldgiftsmænd. Når det derefter er blevet besluttet, om sagen om de nævnte fredsbrud skal behandles først eller ej, vil hansestædernes voldgiftsmænd overdrage hansestædernes anklageskrift mod kong Erik omhandlende alle andre sager. Hertil svarer biskop Magnus, at kong Eriks voldgiftsmænd udelukkende har beføjelse til at dømme i sagen, såfremt hansestædernes voldgiftsmænd overdrager dem hansestædernes anklageskrift mod kong Erik. Hertil svarer hansestædernes voldgiftsmænd, at de selv har set og hørt, at det er blevet befalet hansestædernes rådsudsendinge at blive ved forhandlingerne, såfremt det bliver besluttet, at sagen om de nævnte fredsbrud skal behandles først. Endvidere fortæller hansestædernes voldgiftsmænd, at hansestædernes rådsudsendinge ikke er blevet udstyret med beføjelse til at afstå fra punktet om de nævnte fredsbrud, hvorfor hansestædernes voldgiftsmænd forventer, at det ikke kan blive anderledes. Derefter går kong Eriks voldgiftsmænd væk for at drøfte sagen med kong Eriks råder. Hansestædernes voldgiftsmænd følger imidlertid efter kong Eriks voldgiftsmænd og finder dem stående udenfor. Her meddeler biskop Johann af Verden kong Eriks voldgiftsmænd, at hansestædernes voldgiftsmænd vil gøre alt, hvad kong Eriks voldgiftsmænd forlanger af dem, for at sagen kan blive bragt til en god afslutning. Hertil svarer biskop Magnus, at kong Eriks voldgiftsmænd for nuværende ikke kan komme på noget bestemt, men såfremt kong Eriks råder har nogle ideer til, hvordan sagen kan blive bragt til en god afslutning, vil de give hansestædernes voldgiftsmænd besked derom.

6) Onsdag den 7. juli holder hansestædernes rådsudsendinge møde med hansestædernes voldgiftsmænd i det hus i Vordingborg, hvor hansestædernes rådsudsendinge plejer at mødes. Hansestædernes rådsudsendinge indleder mødet med at sige, at de har fået at vide, at spørgsmålet om, hvornår sagen om fredsbrud skal behandles, ikke er blevet bragt videre til kong Erik, selvom både de og hansestædernes voldgiftsmænd har krævet det af både kong Eriks råder og kong Eriks voldgiftsmænd. Derfor foreslår hansestædernes rådsudsendinge, at hansestædernes voldgiftsmænd går direkte til ærkebisperne af Lund og Trondheim samt til biskoppen af Roskilde og til kong Eriks øverste rådgiver, nemlig Erik Nielsen, for at bede dem om at viderebringe spørgsmålet om de nævnte fredsbrud til kong Erik. Derefter mødes hansestædernes voldgiftsmænd med kong Eriks råder i bykirken i Vordingborg. Her siger biskop Johann af Verden, at hansestædernes rådsudsendinge har fået at vide, at spørgsmålet om fredsbrud ikke er blevet bragt videre til kong Erik, således som både hansestædernes rådsudsendinge og hansestædernes voldgiftsmænd ellers har krævet af kong Eriks råder og voldgiftsmænd. Da der er blevet begået en mængde fredsbrud mod hansestæderne inden for den fredsperiode, som er beskrevet i fredsaftalen fra Horsens, ønsker hansestædernes rådsudsendinge, at begge parters voldgiftsmænd nu skal træffe en afgørelse om, hvorvidt sagen om disse fredsbrud skal behandles først eller ej, førend man kan gå til de andre anklagepunkter. Derefter beder hansestædernes voldgiftsmænd kong Eriks råder om at bringe denne besked videre til kong Erik. Hertil svarer Erik Nielsen, at alle kong Eriks råder har forstået, hvad Heinrich Rapesülver på vegne af hansestædernes rådsudsendinge har bedt dem om. Endvidere har de forstået fra kong Eriks voldgiftsmænd, hvad hansestædernes voldgiftsmænd har bedt dem om.

7) Søndag den 11. juli mødes hansestædernes rådsudsendinge for at drøfte sagen. Her får de at vide, at kong Erik og kong Eriks råder vil forsøge at få kong Eriks voldgiftsmænd til at udfærdige beseglede vidnesbyrd vedrørende sagen. Derfor sender de bud efter kong Eriks voldgiftsmænd, idet de meddeler dem, at de har noget at tale med dem om. Derefter mødes kong Eriks voldgiftsmænd med hansestædernes voldgiftsmænd på Vordingborg slot. Her siger biskop Johann af Verden, at hansestædernes rådsudsendinge for nylig har hørt det rygte, at kong Erik og kong Eriks råder forsøger at omgå forhandlingsprocessen ved at få kong Eriks voldgiftsmænd til at udstede beseglede vidnesbyrd om kong Eriks indkaldelse til forhandlingerne uden hansestædernes voldgiftsmænds deltagelse i beseglingen. Derfor beder biskop Johann kong Eriks voldgiftsmænd om at udstede disse vidnesbyrd i fællesskab med hansestædernes voldgiftsmænd, såfremt det rent faktisk forholder sig sådan, at kong Erik og kongens råder forsøger at få voldgiftsmændene til at udstede vidnesbyrd om kong Eriks indkaldelse til forhandlingerne. På den måde vil begge parter kunne bekræfte vidnesbyrdene. Hertil svarer biskop Magnus, at det er korrekt, at kong Erik og kongens råder har bedt kongens voldgiftsmænd om at udfærdige beseglede vidnesbyrd om kong Eriks indkaldelse til forhandlingerne, og at de endvidere allerede har gjort, hvad kong Erik har bedt dem om, eftersom de udelukkende er villige til at sætte deres segl på vidnesbyrd, som stemmer overens med virkelige begivenheder. Endvidere meddeler biskop Magnus, at kong Eriks voldgiftsmænd ikke vil tage det ilde op, såfremt hansestædernes rådsudsendinge ønsker, at hansestædernes voldgiftsmænd skal udstede beseglede vidnesbyrd om sagen på hansestædernes rådsudsendinges vegne. Dertil svarer biskop Johann, at der i kraft af fredsaftalen fra Horsens er blevet skabt en fred, som imidlertid er blevet brudt over for hansestæderne på groveste vis og gentagne gange, og derfor håber hansestædernes voldgiftsmænd, at der nu bliver truffet en afgørelse om, hvorvidt sagen om fredsbrud skal behandles først eller ej. Dertil svarer biskop Magnus, at kong Eriks voldgiftsmænd ikke har fået beføjelse til at træffe en sådan afgørelse nu, men såfremt hansestædernes voldgiftsmænd måtte ønske det, vil kong Eriks voldgiftsmænd gå til kong Eriks råder, således at de i fællesskab kan drøfte dette spørgsmål. Hertil svarer biskop Johann, at hansestædernes voldgiftsmænd ønsker, at kong Eriks voldgiftsmænd skal drøfte spørgsmålet om fredsbrud med kong Eriks råder. Derfor går kong Eriks voldgiftsmænd op til kongesalen på Vordingborg slot, hvor kong Eriks råder er forsamlet. Desuden sender de bud efter hansestædernes rådsudsendinge, som hurtigt indfinder sig sammen med hansestædernes voldgiftsmænd. Her indleder biskop Johann med at sige, at hansestædernes rådsudsendinge nu er kommet, fordi de ønsker at leve op til bestemmelserne indeholdt i fredsaftalen fra Horsens, og af den årsag skal begge parters voldgiftsmænd være dem mægtige til ret i henhold til fredsaftalens ordlyd. Eftersom den fred, som er indeholdt i fredsaftalen fra Horsens, gentagne gange og på groveste vis er blevet brudt over for hansestæderne, håber hansestædernes rådsudsendinge, at sagen om fredsbrud bliver behandlet før alle andre anklagepunkter. Dog vil hansestædernes rådsudsendinge overlade det til begge parters voldgiftsmænd at afgøre, om sagen om fredsbrud skal behandles først eller ej. Endvidere meddeler biskop Johann, at hansestædernes rådsudsendinge har erklæret over for hansestædernes voldgiftsmænd, at begge parters voldgiftsmænd skal have beføjelse til på hansestædernes vegne at forlige striden imellem hansestæderne og kong Erik ved redelighed og venskab, såfremt det er muligt. Hertil svarer Erik Nielsen, at eftersom kong Eriks råder nu har hørt hansestædernes voldgiftsmænds erklæring, vil de bringe denne erklæring videre til kong Erik. Endvidere vil de bringe kong Eriks svar desangående videre til hansestædernes rådsudsendinge.

8) Senere samme dag, dvs. søndag den 11. juli, indbyder kong Eriks voldgiftsmænd hansestædernes rådsudsendinge og hansestædernes voldgiftsmænd til et nyt møde på Vordingborg slot. Kong Eriks voldgiftsmænd indleder dette møde med at sige til hansestædernes voldgiftsmænd, at de sammen med kong Eriks råder har bragt hansestædernes voldgiftsmænds erklæring til kong Erik. Kong Eriks svar er, at det ville glæde ham, om man ville forsøge med venskabelige forhandlinger. Dernæst siger biskop Magnus, at kong Erik og kong Eriks råder har meddelt kong Eriks voldgiftsmænd, at de rådsudsendinge fra hansestæderne, som deltog i forhandlingerne i Horsens i 1432, dengang bad kong Erik om at lade alle ting forløbe, således som det er bestemt i fredsaftalen fra Horsens. Til gengæld herfor forpligtede de sig til at vise kong Erik velvilje, således at der slet ikke burde være behov for en retssag mellem kong Erik og hansestæderne. Endvidere beklager kong Erik sig over, at hansestæderne inden for den fred, som de selv har aftalt med kong Erik, atter er blevet hans fjender, og at de har erobret landområder og folk fra ham, omend det er blevet bestemt i fredsaftalen fra Horsens, at dette ikke måtte ske. Derfor er det kong Eriks ønske, at hansestæderne på venskabelig vis skal afstå disse erobrede landområder og folk til ham. Såfremt de gør det, vil kong Erik overlade det til begge parters voldgiftsmænd at træffe en afgørelse med hensyn til alle de andre sager omhandlende den vold og de skader, som er blevet påført kong Erik, hans lande og hans folk af hansestæderne i fredsperioden. Endvidere vil kong Erik underkaste sig enhver afgørelse, som begge parters voldgiftsmænd måtte træffe, hvad enten denne afgørelse har form af et forlig eller en dom. Herefter bringer hansestædernes voldgiftsmænd disse krav fra kong Erik videre til hansestædernes rådsudsendinge. Hansestædernes rådsudsendinge svarer imidlertid, at alt, hvad hansestæderne har erobret fra kong Erik, er blevet erobret inden for fejdeperioden og endvidere på hæderlig vis. Endvidere er de erobrede landområder og slotte ikke længere i hansestædernes besiddelse. Hansestædernes rådsudsendinge meddeler endvidere, at de godt er klar over, at kong Erik nærer et had til hansestæderne af denne årsag. Endvidere meddeler hansestædernes rådsudsendinge, at det er korrekt, at de har sagt til kong Erik, at de gerne vil vise ham velvilje, og at de håber, at striden kan blive bilagt ved redelighed og venskab. Endelig meddeler hansestædernes rådsudsendinge, at de er villige til at gøre fodfald for kong Erik og bede om kongens venskab, såfremt han vil holde op med at hade hansestæderne af den førnævnte årsag. Dette svar fra hansestædernes rådsudsendinge bringer hansestædernes voldgiftsmænd videre til kong Eriks voldgiftsmænd. Da kong Eriks voldgiftsmænd har drøftet dette med kong Eriks råder, siger kong Eriks voldgiftsmænd, at kong Erik ikke ønsker at udtale sig yderligere om den sag. Dertil spørger kong Eriks voldgiftsmænd, om hansestædernes rådsudsendinge er villige til at lade det efterprøve ved retten, om de områder og slotte, som de har erobret fra kong Erik, er blevet erobret på hæderlig vis eller ej. Dette svar fra kong Eriks voldgiftsmænd bringer hansestædernes voldgiftsmænd videre til hansestædernes rådsudsendinge. Hertil svarer hansestædernes rådsudsendinge, at eftersom de nu fører venskabelige forhandlinger med kong Erik, bør de ikke beskæftige sig med spørgsmål vedrørende en retssag. Dette svar bringer hansestædernes voldgiftsmænd videre til kong Eriks voldgiftsmænd. Da kong Eriks voldgiftsmænd har drøftet dette svar med kong Eriks råder, vender de tilbage til hansestædernes voldgiftsmænd medbringende et brev fra kong Erik til begge parters voldgiftsmænd, hvori kong Erik erklærer, at han ikke vil acceptere, at spørgsmålet om de nævnte fredsbrud bliver behandlet først, idet det ifølge ham strider imod retten. Herefter siger kong Eriks voldgiftsmænd, at når nu hansestæderne ikke vil gøre, hvad kong Erik ønsker, vil de måske rette sig efter det, som kong Erik skriver til voldgiftsmændene.

9) Mandag den 12. juli bliver hansestædernes rådsudsendinge og hansestædernes voldgiftsmænd kaldt op til kong Eriks voldgiftsmænd på Vordingborg slot. Hansestædernes rådsudsendinge har til dette møde medbragt et skriftligt svar på kong Eriks brev til begge parters voldgiftsmænd. I dette skriftlige svar erklærer hansestædernes rådsudsendinge, at de vil overlade det til begge parters voldgiftsmænd at afgøre, om spørgsmålet om de fredsbrud, som er blevet begået imod hansestæderne efter fredsaftalens indgåelse i Horsens 1432, skal behandles først eller ej. Desuden erklærer hansestædernes rådsudsendinge, at begge parters voldgiftsmænd skal være dem mægtige til enten venskab eller ret. Efter kong Eriks råder har læst hansestædernes rådsudsendinges skriftlige svar, spørger Erik Nielsen, om hansestædernes rådsudsendinge vil rette sig efter indholdet i kong Eriks brev af 11. juli til voldgiftsmændene. Hertil svarer Heinrich Rapesülver, at hansestædernes rådsudsendinge allerede har svaret skriftligt på kong Eriks brev, og at de ikke håber, at det bliver nødvendigt at afgøre striden ved retten. Endvidere vil hansestædernes rådsudsendinge nu overlade det til begge parters voldgiftsmænd at træffe en afgørelse i sagen. Hertil svarer Erik Nielsen, at kong Eriks råder ønsker at vide, om hansestædernes rådsudsendinge vil rette sig efter det, som kong Erik har skrevet i sit brev til begge parters voldgiftsmænd, eftersom kong Erik i brevet erklærer sig villig til en retssag. Hertil svarer Heinrich Rapesülver med det samme, at hansestæderne også erklærer sig villige til en retssag i henhold til kong Eriks brev til voldgiftsmændene. Både Erik Nielsen og Heinrich Rapesülver opfordrer de tilstedeværende notarer og skrivere til at skrive disse erklæringer ned. Endvidere opfordrer Erik Nielsen og Heinrich Rapesülver de tilstedeværende herrer og fyrster til at mærke sig disse erklæringer. Derefter siger biskop Johann af Verden, at han kan fornemme, at der på nuværende tidspunkt ikke kan træffes en retsafgørelse. Derfor foreslår han, at man nu skal drøfte spørgsmålet om fredsbrud. I den forbindelse foreslår biskop Johann, at man skal drøfte, hvad man kan gøre for at sikre, at der ikke sker flere fredsbrud i resten af fredsperioden. Derfor bør alle voldgiftsmændene have begge parters anklageskrifter mod hinanden samt alle de beviser på fredsbrud, som begge parter har mod hinanden. Endvidere foreslår biskop Johann, at begge parters voldgiftsmænd for fremtiden mødes på tysk jord for at drøfte sagen, eftersom de jo alle er tyske fyrster. Hertil svarer kong Eriks voldgiftsmænd, at de vil bringe dette forslag videre til kong Erik.

10) Tirsdag den 13. juli kalder kong Eriks voldgiftsmænd hansestædernes voldgiftsmænd og hansestædernes rådsudsendinge op til Vordingborg slot. Her indleder biskop Magnus med at sige til hansestædernes voldgiftsmænd, at kong Eriks råder har fortalt ham, at de har været hos kong Erik, som har meddelt dem, at han ikke ønsker at gøre, hvad biskop Johann har foreslået. Derimod vil kong Eriks råder gerne tale med hansestædernes rådsudsendinge, og de samles for at drøfte sagen. Erik Nielsen har medbragt et nyt brev fra kong Erik, hvori kongen meddeler, at han af sine råder netop er blevet informeret om, at hansestædernes rådsudsendinge ønsker, at spørgsmålet om fredsbrud skal behandles først. Kong Erik mener imidlertid ikke, at han har begået fredsbrud imod hansestæderne, idet han hverken har taget noget fra dem eller beordret noget taget fra dem. Dog kan kong Erik godt forestille sig, at forbrydelserne imod hansestæderne er blevet begået af nogle af Stralsunds fjender, som på et tidligere tidspunkt har opholdt sig i kong Eriks riger. Disse folk, som altså er Stralsunds fjender, kan ifølge kong Erik have stjålet ting og sager fra folk fra hansestæderne, under påskud af at de pågældende ting og sager tilhørte folk fra Stralsund. Kong Erik har imidlertid ikke beordret disse forbryderiske folk til at gøre det, hvorfor kong Erik håber, at hansestæderne ikke har ret til at anklage ham for at have begået fredsbrud af den årsag. Endvidere kræver kong Erik, at hansestæderne skal give ham det tilbage, som de har erobret fra ham, såfremt de vil anklage ham for at have taget noget fra dem. Såfremt de ikke vil give det, som de har erobret fra ham, tilbage, skal de yde ham en økonomisk kompensation for det erobrede. Endvidere mener kong Erik ikke, at hansestæderne har krav på kompensation fra ham, idet de skader, som måtte være blevet påført hansestæderne i fredsperioden, er blevet påført dem, mens de var i færd med at begå overgreb på ham, hans riger og folk, hvorfor de skader, som måtte være blevet påført hansestæderne i fredsperioden, således har været selvforskyldte. På denne baggrund håber kong Erik, at begge parters voldgiftsmænd her og nu kan træffe en retslig afgørelse i sagen, og i den forbindelse erklærer kong Erik, at begge parters voldgiftsmænd skal være ham mægtige til ret. Endelig erklærer kong Erik, at såfremt hansestædernes voldgiftsmænd afviser at træffe en retslig afgørelse i sagen, har han fuld tillid til, at hans egne voldgiftsmænd alligevel vil træffe en retslig afgørelse i sagen, eftersom det er hans opfattelse, at hans egne voldgiftsmænd er forpligtede over for ham til at træffe en retslig afgørelse i sagen. Da dette er blevet læst højt, beder Erik Nielsen de tilstedeværende notarer og skrivere om at skrive brevets ordlyd ned. Derefter overdrager han brevet til kong Eriks voldgiftsmænd. Derefter beder Heinrich Rapesülver om at få en afskrift af det pågældende brev, idet de meget gerne vil svare skriftligt på kong Eriks brev. Hertil svarer kong Eriks voldgiftsmænd, at de vil udfærdige en afskrift af kong Eriks brev, som hansestædernes voldgiftsmænd kan tage med til hansestædernes rådsudsendinge.

11) Torsdag den 15. juli beder hansestædernes voldgiftsmænd kong Eriks voldgiftsmænd om et møde på Vordingborg slot, eftersom hansestædernes rådsudsendinge ønsker at tale med begge parters voldgiftsmænd. Her indleder Heinrich Rapesülver med at give begge parters voldgiftsmænd et skriftligt svar på kong Eriks brev af 13. juli. I det skriftlige svar meddeler hansestædernes rådsudsendinge, at fredsaftalen imellem kong Erik og hansestæderne, som blev indgået 22. august 1432 i Horsens, indeholder bestemmelser om en femårig fredsperiode, som hansestæderne hidtil har overholdt på enhver tænkelig måde. Imidlertid er der gentagne gange og på groveste vis blevet begået fredsbrud imod hansestæderne fra kong Eriks side inden for den nævnte fredsperiode. Hansestæderne har flere gange tidligere klaget over dette, hvilket imidlertid ikke har hjulpet. Desuden er hansestædernes rådsudsendinge i stand til at frembringe tydelige beviser på alle de store skader, som er blevet påført hansestæderne af kong Eriks side i fredsperioden, hvorfor de håber, at kong Erik vil sørge for, at de af hans folk, som har erobret noget fra hansestæderne, giver det erobrede tilbage til hansestæderne eller yder økonomisk erstatning til de skadelidte folk fra hansestæderne. Hansestædernes rådsudsendinge vil i den forbindelse gerne overbringe kong Erik deres anklageskrift specifikt omhandlende disse fredsbrud. Endvidere erklærer hansestædernes rådsudsendinge, at hansestæderne gerne vil yde erstatning til kong Erik for de skader, som han måtte være blevet påført af hansestæderne inden for fredsperioden, såfremt han oplyser hansestæderne om disse skader. Dog kan hansestædernes rådsudsendinge ikke forestille sig, at kong Erik skulle være blevet påført skader af hansestæderne inden for fredsperioden, idet hansestæderne har overholdt bestemmelserne indeholdt i fredsaftalen fra Horsens til punkt og prikke. Endelig erklærer hansestædernes rådsudsendinge, at de vil overlade det til begge parters voldgiftsmænd at træffe en afgørelse i sagen, hvad enten denne indebærer et venskabeligt forlig eller en retslig afgørelse. Da dette skriftlige svar er blevet læst højt, erklærer Heinrich Rapesülver, at hansestæderne er villige til en retssag. I forlængelse heraf beder Heinrich Rapesülver alle tilstedeværende notarer og skrivere om at skrive dette ned.

12) Lørdag den 17. juli kalder kong Eriks voldgiftsmænd hansestædernes rådsudsendinge og hansestædernes voldgiftsmænd op på Vordingborg slot, hvor kong Eriks voldgiftsmænd og kong Eriks råder er forsamlet. Her lader kong Eriks råder læse et brev fra kong Erik skrevet til begge parters voldgiftsmænd højt. Derefter siger kong Eriks råder, at dette brev er kong Eriks svar på hansestædernes rådsudsendinges brev af 15. juli. Derefter beder Erik Nielsen alle de tilstedeværende notarer og skrivere om at skrive dette ned. Derefter spørger Erik Nielsen hansestædernes rådsudsendinge, om de fortsat vil lade begge parters voldgiftsmænd træffe en afgørelse i sagen, idet det er, hvad kong Erik nu har erklæret sig villig til. Hertil svarer Heinrich Rapesülver, at hansestædernes rådsudsendinge allerede skriftligt har erklæret, at de vil lade begge parters voldgiftsmænd træffe en afgørelse i sagen. Endvidere beder Heinrich Rapesülver om en afskrift af kong Eriks seneste brev, således at hansestædernes rådsudsendinge kan udfærdige et skriftligt svar på dette brev. Hertil svarer Erik Krummedige, at kong Eriks råder ikke er forpligtede til at give hansestædernes rådsudsendinge en afskrift af kong Eriks seneste brev. Hertil svarer Heinrich Rapesülver, at hansestædernes rådsudsendinge ikke desto mindre håber at få en afskrift af brevet, og at hansestædernes rådsudsendinge endvidere vil overlade det til begge parters voldgiftsmænd at træffe en afgørelse i sagen. Derefter overdrager Erik Krummedige kong Eriks brev til kong Eriks voldgiftsmænd. Derefter går begge parters voldgiftsmænd sammen for at drøfte sagen. Under disse drøftelser bliver de enige om at mødes igen søndag den 18. juli om morgenen.

13) Søndag den 18. juli mødes begge parters voldgiftsmænd samt kong Eriks råder og hansestædernes rådsudsendinge på Vordingborg slot. Erik Krummedige indleder mødet med at sige, at kong Erik fortsat ønsker, at begge parters voldgiftsmænd skal træffe en retslig afgørelse i sagen. Såfremt hansestædernes voldgiftsmænd ikke ønsker at træffe en retslig afgørelse, ønsker kong Erik, at kongens voldgiftsmænd alene skal træffe en retslig afgørelse, idet de ifølge kong Erik er forpligtede hertil. Hertil svarer Heinrich Rapesülver, at hansestædernes rådsudsendinge nu har udstedt flere breve, hvori de erklærer, at de ønsker, at begge parters voldgiftsmænd skal træffe en retslig afgørelse i sagen. Endvidere har hansestædernes rådsudsendinge bedt om en afskrift af kong Eriks seneste brev, som de imidlertid ikke har fået. Af den årsag vil de også overlade det til begge parters voldgiftsmænd at afgøre, om de må få en afskrift af det pågældende brev eller ej. Derefter går begge parters voldgiftsmænd sammen for at drøfte sagen. Under disse drøftelser tager hertug Bugislav biskop Johann af Verden med ud for at drøfte sagen alene. Da de begge kommer tilbage til de andre voldgiftsmænd, siger biskop Johann, at hertug Bugislav har fortalt ham, at han frygter, at denne retssag vil blive alt for lang, og at han derfor håber, at man vil kunne bilægge striden ved venskab. Endvidere meddeler biskop Johann de andre voldgiftsmænd, at han har svaret hertug Bugislav, at han også håber, at man vil kunne bilægge striden ved venskab, og han håber fremdeles, at de andre voldgiftsmænd derfor vil hjælpe til med at finde ud af, hvordan det kan lade sig gøre at bilægge striden ved venskab. Endelig meddeler biskop Johann, at hertug Bugislav har erklæret sig enig i dette. Derfor beder biskop Johann alle de andre voldgiftsmænd om at hjælpe til med at finde ud af, hvordan striden kan bilægges ved venskab. Derefter siger alle voldgiftsmænd hver især deres mening. Derefter beslutter voldgiftsmændene, at de hver især skal bringe deres forslag videre til hhv. kong Eriks råder og hansestædernes rådsudsendinge. Endvidere beslutter begge parters voldgiftsmænd, at man først på et senere tidspunkt skal mødes igen for at træffe en afgørelse i sagen.

14) Senere samme dag, dvs. søndag den 18. juli, indfinder kong Erik sig i slotskirken i Vordingborg sammen med sine voldgiftsmænd og sine råder. Kong Eriks voldgiftsmænd beder herfra hansestædernes voldgiftsmænd om at møde op i salen på Vordingborg slot. Da hansestædernes voldgiftsmænd er kommet op på slottet, siger kong Eriks voldgiftsmænd og kong Eriks råder til dem, at de nu har drøftet biskop Johanns forslag med kong Erik, og at kong Erik ikke vil acceptere dette. Derimod kræver kong Erik, at man skal træffe en retslig afgørelse i sagen med det samme. Derfor går begge parters voldgiftsmænd sammen for at drøfte sagen. Her siger biskop Johann, at denne sag er af så stor betydning, og at de implicerede personer desuden er så mægtige og store, at det er helt umuligt at træffe en retslig afgørelse med det samme, eftersom det kræver megen tid og grundige overvejelser at træffe en retslig afgørelse i en sag af denne karakter. Desuden skal begge parter have tid og mulighed for at udfærdige anklageskrifter mod hinanden. Endvidere skal begge parter have mulighed for at udfærdige skriftlige svar på den anden parts anklageskrift. Derfor håber biskop Johann, at de andre voldgiftsmænd vil hjælpe til med at sikre denne proces, således at man på et senere tidspunkt kan komme tilbage og træffe en retslig afgørelse i sagen, såfremt man altså ikke i mellemtiden har formået at bilægge striden ved venskab. Derefter går kong Eriks voldgiftsmænd hen til kong Eriks råder, som i fællesskab vender tilbage til hansestædernes voldgiftsmænd. Her siger Erik Krummedige, at kong Eriks voldgiftsmænd ikke behøver mere tid, eftersom skaderne mod kong Erik allerede er sket, og eftersom disse skader er kendt af alle. Desuden gentager Erik Krummedige, at kong Erik kræver, at der bliver truffet en retslig afgørelse i sagen med det samme. Hertil svarer biskop Johann, at hansestædernes voldgiftsmænd endnu ikke er bekendt med parters anklager mod hinanden. Ej heller er hansestædernes voldgiftsmænd bekendt med de skader, som efter sigende skulle være blevet påført kong Erik af hansestæderne. Endvidere meddeler biskop Johann, at hansestædernes voldgiftsmænd har forpligtet sig på opgaven som voldgiftsmænd for det fælles bedstes skyld, hvorfor de er nødt til at spørge og blive belært, når der er noget, som de ikke kender til vedrørende sagen, således at deres afgørelse i sagen kan stemme overens med sandheden. Derfor erklærer biskop Johann, at hansestædernes voldgiftsmænd behøver mere tid til at undersøge sagen, og ligeledes behøver begge parter mere tid til at udfærdige anklageskrifter mod hinanden og skriftlige svar på disse anklageskrifter. Desuden behøver begge parter tid til at frembringe beviser på deres anklager. Endvidere erklærer biskop Johann, at hansestædernes voldgiftsmænd stadigvæk gerne vil være med til at træffe en retslig afgørelse i sagen, såfremt man altså ikke inden da er i stand til at bilægge sagen ved venskab, men det kan kun lade sige gøre, hvis voldgiftsmændene får mere tid til dette. Hertil svarer kong Eriks råder, at de har forstået, hvad hansestædernes voldgiftsmænd har meddelt dem, og at de nu vil bringe hansestædernes svar videre til kong Erik.

15) Mandag den 19. juli mødes begge parters voldgiftsmænd, herunder også hertug Bernhard af Sachsen-Lauenburg og hertug Kristoffer af Bayern, samt kong Eriks råder på Vordingborg slot. Kong Eriks råder indleder dette møde med at sige, at de har været hos kong Erik, som imidlertid ikke har yderligere at tilføje. Derfor håber kong Eriks råder, at begge parters voldgiftsmænd nu vil gøre knæfald for kongen og ydmygt bede ham om at høre på, hvad voldgiftsmændene har at sige. Dette accepterer begge parters voldgiftsmænd godvilligt, hvorfor de gør knæfald for kong Erik og beder ham om at høre på, hvad de har at sige. Af den årsag indvilliger kong Erik i at lade begge parters voldgiftsmænd udstede et brev den 21. juli, hvori begge parters voldgiftsmænd erklærer, at striden imellem kong Erik og hansestæderne skal afgøres ved en voldgift sankthansdag 1435, medmindre en tidligere forhandling imellem parterne fører til et forlig.

Sprog: middelnedertysk.

Forlæg A: Tabt.

Forlæg Aa: Danzig, Stadtarchiv zu Danzig (nu Gdansk, Archiwum Panstwowe w Gdansku), Schbl. XXVI, Nr. 16a. Papir. hæfte bestående af 22 ark. Samtidig afskrift.

Tryk: Hanserec. II:1, nr. 366, p. 249-262; Reg. Dan. nr. *5039.

Split Normal

Udtog efter Hanserec. l.l., hvorfra også de arkivalske oplysninger stammer.

Tekst

In deme namen Godes amen.

In deme jare na Godes bord dusent veerhundert in deme veerundedruttighesten jare des vrigdages na Viti, decima octava mensis junii^[1] junii] julii, Aa. quemen de erliken seendebaden der stede Lubik, Hamborch, Lunenborch unde Wismer to Werdighenborch in Selande, alse: van Lubike her Hinrik Rapesulver , borgermester, her Johan Kolman , radman, unde mester Pawel Oldenborch , prothonotarius; van Hamborch her Hermen Lange , kerkhere to deme hillighen gheiste to Hamborch; van Luneborch her Nicolaus Gronehaghen , borghermester, her Johan Spryngingud , radman; van der Wismer her Peter Wilde , borgermester, unde her Hermen Weltzyn , radman, unde brochten dar mit sik de erwerdighen in Gode vedere unde heren, her Johan to Veerden unde her Pardam to Rasseborch, bisschoppe, der vorbenomeden stede schedesheren in saken wesende twisschen deme vorluchteden fursten unde ghrotmechtigen hern, hern Erike , der rike Dennemarken, Sweeden, Norweghen, der Wende unde Ghoten konynge unde hertoghen to Pomeren, sinen riken unde der sulven rike inwanere van eyner, unde den erbenomeden steden van der anderen siide. Unde de vorscrevenen stede mit den erbenomeden erwerdighen vederen, eren schedesheren, weren to Werdighenborch vorscreven beth to des middewekens^[2] vor^[3] vor] na, Aa. Unser leven Vrowen daghe visitacionis, eer se des erbenomeden heren konynges rike rederen to sprake quemen.

<2> Unde alse se to deme vorscrevenen middeweken vor myddeme daghe bii der erghenanten rike redere, beide gheistlike unde wertlike, dar medeweren wol bi twelf ertzebisschoppe unde bisschoppe, qwemen in de kerken uppe deme slote Werdingeborgh, in unser notariorum unde thughe hir underghescreven jeghenwardicheid, hoff an her Eric Nighelsson , ridder, unde sede to den erbenomeden sendeboden der stede, wer se dar also gekomen weren, dat se ereme heren deme konynge wolden ere unde rechtes pleghen unde ere schedesheren dar hadden, wente ere here de konynk dar de syne hedde. Darup bespreken sik de vorscreven seendeboden unde antwerden na berade, se weren dar also ghekomen, dat se id holden wolden, alse de recessus to Horsnisse^[a] unde to Swineborgh^[b] ghemaket innehelden, unde se hedden dar ere schedesheren, de erer vulmechtich wesen scholden to eren unde to rechte na inholde der vorscreven recesse. Jodoch so were en unde den eren vredebrake gheschen bynnen vrede unde vruntlikem upslaghe unde velicheid, alse in den vorscrevenen recessen begrepen sint, unde se hapeden, dat de vredebrake in deme rechten scholde tovorn vorscheden unde ghekard werden, unde wolden dat setten bi de schedesheren beider parthe in deme rechten to vorschedende. Darup sede wedder de vorbenomede her Erik , wat vorghan scholde, dat wurde sik wol vindende, vraghende, wer eer schedesheren, de se gebracht unde dar ghenomet hadden, erer vulmechtich weren alse vorgheruret is. Darto antwarden de stede na alse vor, se weren erer vulmechtich na inneholde der recesse unde dem vorscreven beschede van der vredebrake. Do vraghede de erbenomede her Erik de erbenomeden erwerdighen vedere, der erghenanten stede schedesheren, wer se dat annamen wolden unde der vorbenomeden stede vulmechtich wesen. Darto na berade de irbenomeden erwerdighen vedere antwardeden, segghende ja, se annameden dat der erbenomeden stede vulmechtich to wesende na inholde der vorscreven recesse, bi sodanem boscheide, dar were ghesecht van den steden, en^[4] en] mangler i Aa. were vredebrake gheschein, wat in deme rechte vorghan scholde to vorschedende, dat dat vorghynge. Do sede^[5] sede] se, Aa. over de erbenomede her Erik , dat vunde sik wol, wanner it darto qweme. Do seden de^[6] seden de] mangler i Aa. erbenomeden stede, se hopeden, dat de vredebrake van rechtes weghen vor allen anderen saken scholde ghescheden unde ghekard werden unde dat wolden se setten in dat recht, vraghende fordir, we des erghenanten heren konynges schedesheren weren unde wer de syner ok mechtich weren to eren unde to rechte in den vorgherorden saken. Also nomede do de erbenomede her Erik vor des erbenomeden heren konynges schedesheren den erwerdighen in Gode vadere unde heren, her Magnus , bisschuppe to Hildensem, unde hochgeborn forsten unde furstynnen, vrowen Katherinen , hertoghinnen to Mekelenborgh, oft se darbii komen wolde edder ere rad, hern Bernde to Sassen, heren Buxslave to Pomeren, heren Cristofel to Beyeren, heren Barnym to Bard unde heren Hinrik to Stargarde, hertoghen. Do vragheden de erbenomeden stede de erghenomeden fursten unde heren dar jeghenwardich, wer se dat annamen wolden, des erghenanten heren konynges unde der synen in der vorscrevenen sake vulmechtich to wesende to eren unde to rechte. Darto de sulven fursten unde heren seden ja, se annameden dat. Hirna sede de vorbenomede her Erik , id were nu maltiid, eyn yderman mochte ghan, wenner der vorscreven rike redere den seendeboden der stede unde eren schedesheren wes wolden, so wolden se en wol toseggen laten. Hir weren jeghenwardich de erbaren heren, her Ludolff Roseborgh , prester, her Gherd Bechel , her Hinrik Schutte , vicarien der kerken to Schonenberghe, her Hinrik Bartolomei , vicarius der kerken sunte Johannis baptiste to Luneborgh, unde de duchtighe knape Clawes Bralstorp , der stichte Verden unde Rasseborch, vor tughe hirto ghebeden unde sunderliken gheessched.

<3> Des^[7] Des] Dies, Aa. donredaghes kalendis Julii^[8] in profesto visitacionis Marie to tercien tiid daghes to Werdingeborch up des allerdorchluchtighesten grotmechtighesten fursten unde heren, heren Erikes , to Dennemarken etcetera konynges unde hertoghen to Pomeren, slote weren vorgadert des vorbenomeden heren konynges redere mid namen, de erwerdighe in God vader unde here, her Johan , bisschuppe to Roschilde, her Erik Nighelsson , her Erik Krummedik , her Hinrik Knutsson , her Steen Basse , her Ezege Broke , riddere, up eyne; unde de ersamen vorsichtighen heren, her Hinrik Rapesulver , borgermester, her Johan Colman , radman, mester Pawel Oldenborch , prothonotarius to Lubik; her Hermen Lange , kerkhere to deme hillighen gheste bynnen Hamborch; her Nicolaus Gronehaghen , borghermester, her Johan Sprinkintgud , ratman, to Luneborch; her Peter Wilde , borghermester, unde her Hermen Weltzin , radman tor Wismer, der vorbenomeden erliken veer stede sendebaden up de anderen siiden. Ok weren darsulves vorghadert de erwerdighe in God vadere unde here, her Magnus, bisschup to Hildensem, unde de hochgeborn fursten unde heren, her Buxslavus to Pomeren, her Barnym to Bard, her Hinrik to Stargharde, hertoghen, ghekorne schedesheren des vorbenomeden heren konynges, up eyne unde de erwerdighen in Gode vedere unde heren, her Johan to Verden, her Pardam to Rasseburgh, bisschuppe, gekorne schedesheren der vorbenomeden veer stede, up de anderen siiden. Unde darsulves de vorscreven schedesheren des vorbenomeden heren konynges sechten vormiddelst deme vorbenomeden bisschuppe Magnus den vorbenomeden seendebaden der stede, dat des vorbenomeden konynges redere hedden bi se ghebracht in schriften des vorbenomeden heren konynges anclaghe jeghen de vorbenomeden stede unde weren des vorbenomeden heren konynges vulmechtich, de sake na claghe unde antwarden in deme rechten to vorschedende, und weren borede de anclaghe des vorbenomeden heren konynges overtoghevende den schedesheren der stede, so fordir de sendeboden der stede vorbenomet ere^[9] ere] mangler i Aa. anclaghe, de se hedden jeghen den vorbenomeden heren konynk unde de sine, one wedder overgheven. Dar de sulven sendebaden der stede vormiddelst her Hinrik Rapesulver , vorbenomet, gutliken to antwardeden, wo dat se hebben enen vorseghelden toghesechten unde uthghekregereden vrede latest to Horsnisse van des vorbenomeden heren konynges weghen berecesset unde bedeghedinget, dar se sik loffliken an gheholden hebben, de en mennygherhande wise vorbroken were, des hadden se ere vorbenomeden schedesheren hir, de erer scholden wesen unde weren vulmechtich to rechte, na inholde der recesse van Horsnysse unde Swyneborgh, unde hadden ere anclaghe der vredebrake boreid, de wolden se gherne overgheven. Unde hopeden, dat de anclaghe der vredebrake vor aller anderer claghe scholde vorghan na rechte, unde setteden dat in dat recht bi de schedesheren bi deme rechte tho vorschedende. Dar de vorbenomeden schedesheren des vorscrevenen heren konynges to antwordeden, wolden de stede ere anclaghe nicht overantwerden umme alle tosaghe jeghen den heren konyngh unde de syne, so weren se anders nicht mechtich to vorschedende, doch wolden se alsodane ere antwarde bryngen an de redere des vorbenomeden heren konynges dar jeghenwardich. Darna quemen vorghadert de schedesheren unde redere des vorbenomeden heren konynges, darsulves de strenge ridder her Erik Nigelsson sechte, dat de vorbenomede here konyngh hadde dar jeghenwardich sine schedesheren, dar he sine anclaghe bighebracht hadde jeghen de stede, unde de scholden siner vulmechtich wesen to eren unde to rechte, so fordir de vorbenomeden stede alle ere anclaghe, id were umme vredebrake unde alle andere sake, ok bi de schedesheren brochten, so scholden denne de schedesheren vulmechtich wesen to eren unde to rechte to vorkennende, wat vorghan scholde, dat dat vorghinge, wat naghan scholde, dat dat naghinge. Des he bad de vorbenomeden heren unde fursten to denckende, unde esschede ok darto alle notarios unde apenbare schrivere dar jeghenwardich dat to beschrivende. Dar her Hinrik Rapesulver vorbenomet van der vorbenomeden stede wegen to antwarde, dat de vorbenomeden stede ere schedesheren darsulves jeghenwardich ok hadden, de erer vulmechtich weren to eren unde to rechte na inholde der recesse, alse he vor secht hadde, unde weren noch bereide ere anclaghe der vredebrake bi de schedesheren to bringende unde hopeden, dat de in deme rechte scholde vorghan, doch boven alle dink wolden se dat so gherne^[10] so gherne] sgherne, Aa. setten bi de schedesheren to vorschedende, wer se jenighe andere anclaghe na rechte plichtich weren overtoghevende, nademe alse de vredebrake unvorscheden were unde so se hopeden in deme rechten vorghan scholde, unde vunde en dat recht, dat se ander anclaghe overtoantwerdende plichtich weren to ghevende, so weren se dar borede to unde des overbodich, deme so gherne to donde. Unde bath des de vorbenomeden heren unde fursten to denkende unde de notarios unde apenbare schrivere dat to vorschrivende. Dar de vorbenomede her Erik to antwarde, dat de vorbenomeden redere des vorbenomeden heren konynges anders wen he ghesecht hadde nicht mechtich en weren, doch wolden se dat gherne an den vorbenomeden heren konyng bringen. Presentibus testibus suprascriptis.

<4> Des vrigdaghes secunda mensis julii in festo visitacionis Marie in der vorbenomeden stede weren vorghadert de vorscreven schedesheren beider^[11] beider] mangler i Aa. parthe unde ok de vorbenomeden redere des heren konynges unde der stede sendeboden. Unde darsulves her Erik Nigelsson vorscreven sechte van des heren konynges weghen, dat de vorbenomede here konynk hadde dar sine schedesheren, dar wolde he bi setten in dat recht to vorschedende, wer de vredebrake scholde vorghan edder nicht. Darto her Hinrik Rapesulver antwarde, de stede hadden ere schedesheren ok dar, dar wolden se dat ok bii setten in vorscrevener wise to vorschedende. Darup ghyngen de schedesheren tohope unde alse de tohope^[12] tohope] toho, Aa. weren, let de vorbenomede her Erik Nigelsson vorbryngen den recessum to Horsnisse latist vorseghelt unde de sendeboden der stede brochten vor ene aveschrift^[13] aveschrift] averschrift, Aa. des sulven recessus, de dar do mit deme vorseghelden unde originalrecesse van worden to worden, dat de aveschrift recht was, gheauschulterd ward. Also de recessus gheauschultert was, sechte her Erik Krummediik , alse nu de sake stunde bi den schedesheren, also en scholden der stede schedesheren nicht mer ghan in der sendebaden achte. Also ghyngen do des vorscreven heren konynges redere unde der stede seendebaden entwech, unde de schedesheren beider parthe bespreken siik tohope umme de sake, alse bi se ghesettet was. Unde na velen worden, de do dar villen, worden de schedesheren underlank des to rade, nademe alse dit eyne sware sake were, dat eyn jewelik scholde vordacht sin up dat recht uttosprekende, unde wanner des vorscreven heren konynges schedesheren sik boraden hadden, so wolden se schicken na den schedesheren der stede, dat vorscreven recht denne uttosprekende. Presentibus suprascriptis etcetera.

<5> Des mandaghes na visitacionis Marie quinta mensis julii, alse de vorscreven schedesheren des heren konynges schickeden na den schedesheren der stede, qwemen de schedesheren beider parthe tohope up de sulven stede. Unde dar sede do de vorscreven erwerdighe here, her Magnus , bisschup to Hildensem, van siner unde der anderen schedesheren weghen des heren konynges dar alle jeghenwardich, vraghende de schedesheren der stede, wor se up ghedacht hadden. Dar de erwerdighe her Johan , bisschup to Verden, van siner unde des erwerdighen heren Pardames , bisschup to Rasseborch, weghen dar jeghenwardich to antwarde, dat se alse schedesheren des heren konynges scholden ere menynge des rechten erst seggen, so wolden denne de vorscreven bisschuppe to Verden unde Rasseborgh ere berad denne ok seggen. Darup de vorscreven bisschup Magnus antwarde, des vorscrevenen heren konynges schedesheren hadden den recessum van Horsnisse averseen, unde alse de sulve recessus innehelde, dat de schedesheren hir scholden richten na klaghe unde antwarde, also weren se des heren konynges mechtich, dat he sine anclaghe jeghen de stede bii se wolde bryngen, unde were gi der stede sendeboden ok mechtich, dat se alle ere anclaghe jeghen den heren konynk bi jw brochten uns overtoghevende, so wolde wi des vorscreven heren konynges jw wedder overgheven, unde willen se deme so don, so wille wi mit jw vorkennen, wat vorghan schulle in deme rechten, dat dat vorgha, unde wat naghan schulle, dat dat nagha. Darup de vorscreven schedesheren der stede berad nemen unde na berade de erwerdighe her Johan bisschup to Verden en antwarde, dat se, alse se sik latist mit en, den schedesheren des heren konynges, schededen, also vorstan hedden, dat men nu tor tiid scholde ene uthsprake des rechten don, wer de vredebrake to vorschedende unde wedertokerende vor aller anderer anclaghe seholde vorghan in deme rechten edder nicht, wente scholden se vorghan na rechte, so wolden de stede ere anclaghe, alse se eren schedesheren borichtet hadden, van stund up de vredebrake overgheven, scholde se over in deme rechte nicht vorghan, so wolden se gherne gheven alle ere anclaghe unde laten denne vorkennen, wat vorghan scholde in deme rechte, dat dat vorghinge, unde wat naghan scholde in dem rechten, dat dat naghinge. Darto de vorscreven bisschup to Hildensem van siner unde der anderen schedesheren des heren konynges weghen to antwardede unde sede, wolden de stede deme so don, alse he ghesecht hadde, dat mochten se don, wolden se nicht, so weren se van des heren konynges weghen anders nicht mechtich. Darup de vorbenomede here bisschup to Verden van der erbenomeden schedesheren weghen der stede to antwarde, dat der stede schedesheren weren dar ane unde aver ghewesen, dat der stede sendebaden bevalen wart, alse were id sake, dat de vredebrake in deme rechte scholde vorghan to schedende unde wedertokerende, dat se dar scholden bi bliven unde^[14] unde] van, Aa. nynerhande wise dar aftreden, also hadden de vorscreven schedesheren mit den sendebaden der stede overghespraken, de ene ghesecht hedden, dat se van erer vrunde weghen nicht mechtich weren van der vredebrake to tredende, it en were denne, dat dat recht tosechte, dat se deme in deme rechten so don scholden, also vormodeden sik de vorscreven schedesheren der stede, dat de vorscreven sendebaden denne andere wen en dat recht gheve nicht en deden. Doch so wolden de vorscreven schedesheren der stede ere menynge an de vorbenomeden sendebaden der stede gherne bryngen. Unde alse de vorscreven here bisschup to Verden desser vorgherurt ghesecht hadde, ghyngen de schedesheren des heren konynges to des vorscreven heren konynges rederen dar jeghenwardich, unde spreken mit en unde ghingen do van stund samptliken enwech. Also volgheden de vorscreven schedesheren der stede unde vunden de vorscreven schedesheren des heren konynges bi weghelank stande, unde darsulves de vorscreven here bisschup to Verden van der vorscreven schedesheren weghen der stede sechte in der wise: Leven heren wolde gi ichtes, dat wi schedesheren der stede vurder wes don scholden, dat desse sake to guder schedinge qweme, dat wolde wi mit vlyte gherne don. Dar de vorscreven here bisschup to Hildensem van der anderen schedesheren des heren konynges wegen to antwardede, se en wusten up dit mal anders nicht, sunder wurde en van des vorscreven heren konynges rederen anders wes to wetende, dat wolden se den vorscreven schedesheren der stede gherne witlik don. Presentibus ibidem testibus suprascriptis.

<6> Des middewekens na visitacionis Marie septima julii vorboden de sendebaden der stede in dat hus, dar se pleghen to rade to ghande, ere erbenomeden schedesheren^[15] und sechten^[16] sechten] sechte, Aa. en, wo se hedden irvaren, dat an den heren konyngh ere vorbedent, alse se^[17] se] tilføjet i margen i Aa. sik sulvest unde ok vormiddelst eren schedesheren in vorschrevener wise vorboden hadden, nicht ghebracht en were, darumme reden se vor^[18] vor] tilføjet i margen i Aa. dat beste, dat de vorscreven ere schedesheren vorbadeden up eyne stede de erwerdighen heren to Lunden, to Drunthen, ertzebisschuppe^[19] ertzebisschuppe] ertzebisschup, Aa. , den bisschup van Roschilde unde her Erik Nigelsson , riddere, des vorscreven heren konynges oversten redere, unde an se gutliken brachten, up dat se der vorscreven stede vorbod furdir deme heren konynghe mochten waraftighen to kennende gheven, oft id eme, so vorgherurd is, nicht rechte were vorkomen. Des qwemen de vorscreven schedesheren tosampne mit den erbenomeden rederen des heren konynghes in der b{ue}kerken to Werdingheborch unde darsulves de here bisschup to Verden van syner unde der vorscreven schedesheren der stede weghen dar jeghenwardich to vorkennende ghaff, wo alsodanne saghe an de vorbenomeden sendebaden ghekomen were, unde darumme so weren de schedesheren dar to en ghekamen, se des fruntliken unde gruntliken to underrichtende, wente der vorscreven sendebaden vorbod erst vormiddelst her Hinrik Rapesulver vor alle den rederen des heren konynghes unde darna vakene unde vil van deme vorscreven heren bisschuppe to Verden vor den schedesheren des heren konynges vorgebracht were^[20] vorgebracht were] mangler i Aa. in desser wise, wo dat de schedesheren alle scholden der stede mechtich wesen to eren unde to rechte na inholde des recesses latist to Horsnisse ghemaket, unde alse de sulve recessus innehelde enen fruntliken upslach unde vrede, dar se sik gantzliken to vorlaten hadden, so weren de stede bynnen deme fruntliken upslaghe unde vrede mennigherhande wiis beschedighet, des welden se setten in dat recht bi de vorscreven schedesheren alle, wer alsodanne vredebrake icht scholde vorghan in deme rechte erst to vorschedende unde wedertoleggende, er men to anderer claghe qweme edder nicht. Unde beden des vorscreven heren konynges redere, dat se ene wolden bistendich wesen, dat de vorscreven schedesheren alsodanne vorbod van der stede weghen jo ghedan hedden, unde were id sake, dat id also nicht en were ghekamen vor den heren konynk, dat se denne dat sulve vorbot truweliken an en bringen wolden, unde wolden se dat hebben, so wolden de vorbenomeden schedesheren dat seggen up dat nyge vor deme heren deme konynge unde vor synen rederen unde wor se dat hebben wolden. Dar her Erik Nygelsson to antworde, se unde ok des rikes redere hadden alle wol vorstan, in welker mathe her Hinrik Rapesulver erghenomet de stede vorboden hadde, ok so hadden se wol vorstan van des heren konynges schedesheren in welker mathe der stede schedesheren de sulven stede ok jeghen se vorboden hebben. Anders en konde up dat mal den schedesheren der stede dar nicht to wetende werden. Presentibus ibidem testibus suprascriptis.

<7> Des sondaghes vor Margarete undecima julii alse de vorbenomeden sendeboden der stede in radeswise tosampne weren, qwam an see, wo de vorscreven here konynk unde des rikes redere vorarbeideden bi des heren konynges schedesheren, dat se eme scholden breve vorseghelen up des erghenomeden heren konynges vorbod an de schedesheren der stede. Darumme leten se bidden de vorbenomeden schedesheren des heren konynges, dat se mochten vor se kamen, se hadden wes mit en to sprekende. Des quemen des vorscreven heren konynges schedesheren up de brugge to Werdingeborch tosampne, unde darsulves de here bisschup to Verden van bede weghen der^[21] der] des, Aa. vorscreven sendebaden unde van erer weghen helt dat wort, unde sechte den schedesheren des heren konynges vorscreven, wo de vorbenomeden sendebaden der stede dar jeghenwardich hadden van vleghenden reden vorvaren, wo de vorscreven here konynk unde sine redere darmede ummeghinghen unde van en begherden, dat se allene ane der stede schedesheren scholden vorseghelde breve gheven unde tuchnisse don, in welker mate sik de here konynk vorboden hadde, darumme beden de sendebaden se denstliken, weret sake, dat en dat so to synne were, dat se alsodanne breve gheven unde tuchnisse don wolden, dat se denne endrachtliken mit der stede schedesheren des vorscreven heren konynges vorbot unde ok der sendebaden vorbot in worden edder in schriften eendrechtliken to sik nemen unde jewelker parthie dat vorseghelen unde tuchnisse darover gheven, dat wolden se gheme denstliken unde truweliken jeghen se vordenen. Na der vorscreven heren konynges schedesheren berade, antwarde de here bisschup to Hildensem van erer aller weghen, id were war^[22] war] senere tilføjet i Aa. unde stunden des wol to, dat de vorscreven here konynk unde sine redere van en^[23] en] em, Aa. hadden begherd, dat se ene wolden de warheit des vorscreven heren konynges vorbodes in schriften vorseghelen unde deme hedden se so ghedan, wente se weren mit em hire unde wolden node wen de rechten warheit vorseghelt hebben, unde wolden de sendebaden der stede ok wes vorseghelt hebben, dat se dat nemen van eren schedesheren, dar en schelede en^[24] en] em, Aa. nicht ane. Dar van stund de here bisschup van Verden umme bede willen der vorscreven sendebaden vorb{oe}t de stede jeghen des heren konynges schedesheren unde sechede, dat de schedesheren tosampne scholden erer^[25] erer] senere tilføjet i Aa. mechtich wesen to eren unde to rechte na inholde des recesses to Horsnisse latist ghegheven, unde alse de sulve recessus innehelde enen upslach unde enen vrede, de en grofliken unde mennygherhande wis vorbraken were, hopeden se in deme rechten, dat de vredebrake to vorschedende unde weddertokerende scholde vor aller ander anclaghe vorghaen na rechte, doch so setteden se dat ok bii de schedesheren alle to vorkennende, wer de vredebrake also scholde vorghan edder nicht. Unde beden de schedesheren fruntliken, dat se dat so wolden annamen unde erer darto wesen mechtich, dat wolden se gherne jeghen se vordenen. Darto de here bisschup van Hildensem van des heren konynges schedesheren weghen to antwarde, se en hadden des nicht to schickende edder to donde, wolden de vorbenomeden seendeboden sik vorbeden, dat se dat deden vor des rikes rederen, de weren van stunt tohope unde an de wolden se dat gherne bryngen, oft id den vorbenomeden sendebaden so to willen were. Darup de vorscreven here bisschup to Verden van der erbenomeden sendeboden weghen to antwarde, dat de sendeboden vorscreven deme gherne so don wolden, unde beden se denstliken, dat se se vor des rikes redere bringen wolden. Also ghingen des vorscreven heren konynges schedesheren up des heren konynges sal to Werdingeborch, dar des rikes redere vorghadert weren, unde van stund senden se bodeschup an de erbenomeden der stede sendebaden up den sulven sal to en unde to des rikes rederen to kamende. Unde up deme sulven sale vor den vorscreven schedesheren unde des rikes rederen de here bisschup to Verden, umme bede unde hetes willen der vorscreven sendebaden, vorbot de stede in desser wise, dat de vorscreven sendebaden so weren herghekamen, dat se wolden jo volgaftich wesen van der stede weghen deme recesse to Horsnisse ghegheven, unde des scholden de schedesheren beider dele erer jo vulmechtich wesen to eren unde to rechte na inholde des recessus, unde^[26] unde] unde - helde, mangler i Aa. de sulve recessus helde inne enen fruntliken upslagh unde enen vrede, de en groffliken unde mannygherhande wis vorbraken were, unde hopeden, dat sodanne vredebrake vor aller anderer anclaghe to vorschedende unde weddertokerende na rechte scholde vorghan, doch so setteden se dat bi de schedesheren beider parthie vorbenomet to irkennende, wer de vorscreven vredebrake so scholde vorghan in deme rechte edder nicht. Unde fordir alse de vorscreven recessus ok innehelde fruntschup, so scholden de vorscreven schedesheren alle erer ok mechtich wesen to aller redelicheit unde to aller redeliker fruntschup, unde beden de vorscreven schedesheren denstliken, dat se dat van erer weghen so annamen wolden. Darup na berade antwarde her Erik Nigelsson van der vorscreven redere weghen, dat se alsodanne vorbot noch nu ghehoret en hadden, unde se wolden dat gherne an den heren konynk bryngen, unde wes en wedderfore, dat wolden se den vorscreven sendebaden wedder weten laten. Presentibus testibus suprascriptis.

<8> An deme sulven sondaghe to vespertiid daghes leten de schedesheren des vorscreven heren konynges de schedesheren der stede unde de^[27] de] mangler i Aa. sendeboden der stede vorscreven up dat slot to Werdingeborch to siik vorboden. Unde darsulves de vorscreven schedesheren des heren konynges seden to den schedesheren der stede, wo umme sodanne vorbot, alse sik de stede up den morghen vorboden hedden, hedden se unde des vorscreven heren konynges redere bi deme vorscreven heren konynge wesen, de hedde ene gheantwardet, ome were wol to willen, dat me fruntlike deghedinge vorsochte. Also huff an de vorscreven here bisschup to Hildensem van siner unde der anderen des heren konynges schedesheren wegen dar jeghenwardich unde sechte, wo de here konynk unde syne redere se hadden berichtet, wo latist to Horsnisse up deme daghe der stede sendeboden, de do dar weren, deme heren konynge do hadden toghesecht unde ghebeden, dat de vorscreven here konynk alle dink lete ghan, alse id do berecesset wart, se wolden em so fruntliken unde so gutliken under oghen ghan, dat nynes rechtghanges scholde twusschen deme heren konynge unde den steden nod wesen. Darup hadde he den recessum so laten toghan, dat de sendebaden der stede nu uthsechten in welker mathe se em wolden under oghen ghan. Ok beclaghede he siik, dat de stede bynnen guden gheloven unde ener tosate, de se mit deme heren konynge hedden, syne vyande gheworden weren unde hadden em afghewunnen lande unde lude, dat doch so vorwaret were in der sulven tosate, dat se deme so nicht scholden ghedan hebben. Darumme were des vorscreven heren konynges begher, dat se in fruntschup em de lande unde lude wedderschickeden, unde wo se^[28] se] de, Aa. deme so deden, umme roff, brand, dotslach, anderen schaden unde hon wolde he setten bi de schedesheren beider parthie, wes se em seden^[29] seden] sede, Aa. in rechte edder fruntschop, dat wolde he nemen. Alsodanne esschinge brachten de schedesheren der stede an de vorbenomeden sendeboden der stede, dar de vorscreven sendebaden gutliken to antwarden, wes se deme heren konynge afghewunnen hadden, dat hadden se ghedan bynnen veyde unde^[30] unde] mangler i Aa. vorwarynge unde mid eren, ok so weren de lande unde slote in erer ghewalt nicht unde weren der ok nicht mechtig, wusten se doch wol, dat de vorscreven here konynk groten unmod darumme jeghen se hadde, also weret war, dat se deme vorscreven heren konynge hadden toghesecht, dat se em wolden so fruntliken under oghen ghan, so se hapeden, dat nynes rechtghanges twisschen den beiden parten mer scholde nod syn, dat menden se mit eren truwen denste, wor se dat mid eren unde boschede don mochten. Unde weren noch begherende, dat de vorscreven here konynk synen unmod, den he darumme jeghen se hadde, wolde afkeren, dar wolden se em gherne umme to vothe vallen unde ok ene redelike fruntschop don. Alse de schedesheren der stede dit also an de vorscreven schedesheren des heren konynges brochten unde sik do mit des rikes rederen bospraken hadden, qwemen se wedder unde seden, de here konink en wolde dar nyne word vor, sonder se sechten mit vraghe, alse ghesecht were van der stede weghen, dat se deme heren konynge land, lude unde slote scholden afghewunnen hebben, so se hopeden mit eren, wer se dat icht in dat recht setten wolden, wer se de stede unde slote ghewunnen hadden mit eren edder nicht. Dat de schedesheren der stede brochten an de sendebaden der stede, de dar gutliken to antwarden, se weren nu mid deme heren deme konynge in fruntliker deghedingen, also en hadde de rechtghank up den artikel nyne stede, wenne se aver weren in deme rechtghange, so en wolden se siik ut deme rechten nicht then. Alse dit de vorbenomeden schedesheren der stede brochten an de schedesheren des heren konynges, ghyngen se to des rikes rederen unde qwemen wedder unde brochten ene schrift unde sechten: Nu de stede deme so nicht don en willen, alse vorscreven is, wer se icht don wolden na inholde der schrift. Welke schrift de schedesheren der stede brochten an de vorbenomeden sendebaden, de dar berad up nemen wente des anderen daghes, wente de vorgherorede schrift ludet van worde to worden, alse hiir naschreven steid:

Wetet hochgeborn fursten (etc. = DD 1434. 11. jul., nr. 14340711003)

<9> Des mandaghes in profesto Margarete duodecima julii de vorbenomeden schedesheren unde sendebaden der stede worden vorbadet van den schedesheren des vorscreven heren konynges up dat schlod^[31] schlod] sclod, Aa. to Werdingeborch, unde alse se qwemen up des vorscreven heren konynges sal, antwarden de vorscreven sendeboden der stede in schriften to des vorscreven heren konynges schrift, welk antwarde to siik nemen des vorscreven heren konynges schedesheren unde brochten dat an des vorscreven heren konynges redere dar jeghenwardich. Unde do se dat averghelesen hadden, qwemen wedder des vorscreven rikes redere, dar her Erik Nigelsson ere wort helt unde sede, se wusten gherne, wer der stede sendebaden wolden volgaftich wesen edder nicht alsodaner schrift, alse se an deme vordaghe van sik ghegheven hadden. Darup her Hinrik Rapesulver van der stede sendebaden weghen to antwerdede, der stede sendebaden hadden er antwarde van sik ghegheven in scriften, dat se bii sik hadden, unde hopeden, dat were nochaftich in deme rechten, alse dat innehelde, deme wolden se gherne so don, unde setteden dat bi de schedesheren. Darto de erbenomede her Erik Nigelsson wedder antwarde, dar stunden des rikes redere, de wolden weten, wer der stede sendebaden deme so don wolden, alse des vorbenomeden heren konynges scrift innehelde edder nicht, wente ere here de konynk de b{oe}de vul na inneholde siner schrift, unde vorbod do darsulves den erghenanten heren konyngh na inholde der vorscreven schrift unde esschede darto alle notarios dar jeghenwardich, dat also to beschrivende, unde alle heren unde fursten dar jeghenwardich des also to denkende. Do van stund an her Hinrik Rapesulver vorbod de stede na inholde desser vorscreven schrift, unde settede dat bi de schedesheren unde esschede darto uns notarios dat also to beschrivende, unde alle heren unde fursten, riddere unde knechte dar jeghenwardich des to denkende. Darna van stund ghyngen de schedesheren beider parthie alle tohope. Unde darsulves de here bisschup to Veerden van siner unde der stede schedesheren weghen sechte in desser wise, wo dat de schedesheren der stede sik wol leten duncken, alse men dat noch vorneme, so en wolde desse sake nicht to rechtschedynge komen, des duchte den schedesheren der stede, de sendeboden der stede noch unvorredet, alse men hir nu sede van vredebrake unde velen anderen saken, wat en duchte nutte unde ghud syn, dat men darto grepe unde spreke darumme, dat de vrede desses upslaghes de ghantzen tiid uth fordir beth bestalt worde, unde dat de schedesheren alle tosamende ene redelike tiid leden beiden parten, malk sine anclaghe den schedesheren overtoghevende, unde ok ene redelike tiid enen jewelken syne bowisinge mit tughen edder schriften, wo siik dat denne gheborde, totobryngende, unde also de schedesheren beider parthe alle Dudessche fursten weren, dat se dar in Dudesschen lande aver qwemen tosampne, alle anclaghe, dat were vredebrake edder ander claghe, icht men de fruntschop bynnen der tiid nicht vynden konde, in deme rechten to vorschedende. Unde weren begherende, dat de schedesheren des heren konynges wolden spreken mit des rikes rederen dar jeghenwardich, de schedesheren der stede wolden spreken mit der stede sendebaden, wer en dat edder desgheliken dar so to willen were edder nicht. Darto antwarden de schedesheren des heren konynges, dat se dat wolden bringen an den heren konynk unde des rikes redere unde de schedesheren der stede, wes en to antwarde wurde, so weder laten weten. Testibus suprascriptis presentibus. De schrift des antwardes der stede sendeboden, darvan vorgheroret is, ludet van worden to worden alse hir nagheschreven steit:

Den erwerdighen in Gode vederen unde heren, hern Magnus (etc. = DD 1434. 12. jul., nr. 14340712001)

<10> Des dinxstedaghes Margarete 13 julii vorbodeden de vorbenomeden schedesheren des heren konynges de erbenomeden schedesheren unde sendeboden der stede up den sal des slates Werdingeborch vorgescreven. Darsulves de here bisschup to Hildensem van^[32] van] na, Aa. syner unde der anderen des heren konynges schedesheren alle dar jeghenwardich wegen^[33] wegen] mangler i Aa. sede den schedesheren der stede, wo des rikes redere em ghesecht hedden, dat se gheweset weren bi deme heren deme konynge, de hadde ene gheantwordet, dat he na deme inrame, alse de here bisschup to Verden ene gisterne, mandach, vorghesad hadde, nicht don en wolde, sunder dar weren des rikes redere jeghenwardich, de wolden gherne der stede sendeboden spreken^[34] . Also quemen des rikes redere unde der stede sendeboden vor de schedesheren beider parthie vorbenomet tosampne, unde darsulves brochte vor her Erik Nigelsson van des heren konynges weghen ene schrift, dar sik de vorbenomede here konink inne vorbod, unde leet de lesen apenbare averlud, unde alse de so ghelezen was, bath he alle heren unde fursten, riddere unde knechte, alle erbaren lude dar jeghenwardich des to vordenkende, unde esschede darto alle notarios unde apenbare scrivere ok darsulves jeghenwardich, dat to beschrivende. Nademe alse de vorbenomede schrift ghelesen was, antwarde he se^[35] se] mangler i Aa. den schedesheren des vorbenomeden konynges. Unde also dat ghescheen was, do bath de ersame here Hinrik Rapesulver van der stede sendebaden weghen der vorgherorden schrifte ene aveschrift, de vorbenomeden sendebaden wolden to der scrift wedder in schriften dar gutliken to antwarden. Darup^[36] de schedesheren des heren konynges to antwarden, se wolden ene^[37] ene] mangler i Aa. aveschrift der sulven schrift bi de schedesheren der stede senden. Presentibus etcetera:

Wy konynk Erik etcetera (etc. = DD 1434. 13. jul., nr. 14340713004)

<11> Des donresdages divisionis apostolorum 15 julii leten de schedesheren der stede bidden de schedesheren des heren konynges, dat se wolden komen up den erbenomeden des konynges sal, wente der stede sendebaden hedden mit uns schedesheren beider parthe to sprekende, deme se so deden. Unde also de schedesheren beider parthe darsulves tosampne weren, her Hinrik Rapesulver van der stede sendeboden weghen dar jeghenwardich ghaf over ene schrift, inholdende dat antwarde up des vorbenomeden heren konynges scrift, de an deme dinxstedaghe dar bevoren ward overghegheven, unde vorbod de stede in aller formen unde wise, alse de schrift innehold, unde bad alle riddere unde knechte unde erbaren lude dar jeghenwardich des to dengkende, unde eschede darto alle notarios unde apenbare schrivere dar jeghenwardich dat to beschrivende. Presentibus etcetera. De schrift der vorbenomeden sendebaden der stede, antwarde to der schrift des heren konynges unde vorbedinge der stede inholdende, darvan vorgheroret is, ludet van worden to worden alse hir nascreven steit:

Den erwerdighen in Gode vederen (etc. = DD 1434. 15. jul., nr. 14340715007)

<12> Des sonnavendes na divisionis apostolorum 17 julii leten vorbøden de schedesheren des vorgenanten heren konynges de schedesheren unde sendeboden der stede to en to kamende up den vorscreven sal to Werdingeborch to vespertiid daghes. Darsulves weren vorghadert des vorbenomeden heren konynges schedesheren unde syne redere. Des sulven heren konynges redere leten lesen ene schrift^[c] van des heren konynghes weghen toghescreven den schedesheren beider parthe unde seden, dat were des heren konynges antwarde up sodanne schrifte, alse de sendeboden der stede an deme negesten donnersdaghe hir bevoren van sik ghegheven hadden unde hir neghest vorgescreven steid. Unde alse de sulve schrift ghelesen was, esschede de sulve her Erik Nigelsson darto alle notarios unde openbare schrivere dar jeghenwardich to beschrivende, unde vraghede van des vorghenomeden heren konynges wegen der stede sendeboden dar alle jeghenwardich, wer se wolden blyven erer zake bi den schedesheren, also de here konink in synen schriften hadde van sik ghegheven, wente de sulve here konynk vul bode unde ok jo vul gheboden hadde. Dar her Hinrik Rapesulver na berade to antwarde van der stede sendeboden wegen, dat alse latist van weghen des heren konynges en were overghegheven ene schrift, dar hadden se schriftliken unde gutliken up gheantwardet unde hadden ere recht unde reddelike fruntschop aller sake, de de here konink en unde se em wedderumme hadden totoseggende, ghesad bi de schedesheren beider parthe unde hopeden, dat se darane vul gheboden hadden, unde scholden see vuller beden, dat hadden se ok ghesad bi de schedesheren, alse de sulve ere schrift dat lenger uthwisede, unde alse se nu hadden lesen laten ene schrift jeghen ere^[38] ere] mangler i Aa. ergherorde schrift, so esscheden se der sulven schrift ene aveschrift, so wolden se dar gutliken to antwarden. Darto her Erik Krummedik to antwarde unde sede, dat de sendeboden der stede in der^[39] der] mangler i Aa. schriftliken antwarde latist ghegheven, nicht hadden beholden, icht en antwardes mer nod were, dat se dat don mochten, also en were men en der aveschrift in deme rechten nicht plichtich to ghevende. Dar her Rapesulver vorbenomet to antwarde unde sede, alse se nye^[40] nye] rettet i Aa fra nyne. schrifte jeghen de stede ghegheven hedden, so hopeden se, men scholde en de aveschrift der vorbenomeden schrift overgheven in deme rechten, unde setteden dat bi de schedesheren beider parthe en darup ein recht to seggende. Also antwarde over de schrift her Erik Krummedik den schedesheren des vorbenomeden heren konynges. Darna ghingen de schedesheren beider parthe tohope unde lechten beiden parten ene tiid wente morne vro up den sondach, dar weddertokomende, unde dar eyn jewelik parthie van sik to seggende wes eyn jewelik bi den schedesheren bliven wolde. Presentibus etcetera.

<13> Des sondaghes na divisionis apostolorum 18 julii to tercien tiid daghes up deme sulven sale weren vorghadert de^[41] de] mangler i Aa. schedesheren beider parthe, des vorbenomeden heren konynges redere unde de^[42] de] mangler i Aa. sendeboden der stede. Unde darsulves her Erik Krummedik sede, dat de here konink vorbenomet sines rechten wolde blyven bi den schedesheren beider parthe, alse dat rede were beschreven ghegheven in sinen schriften, unde hapede, dat se em darup eyn recht seggen scholden. Unde weret sake, dat der stede schedesheren deme vorbenomeden heren konynge neyn recht darup seggen wolden, so begherede he van sinen schedesheren em ein recht darup to seggende, unde hopede, dat se eme des so plichtich weren in deme rechten. Her Hinrik Rapesulver von der stede wegen sede, se hadden schrifte ghegheven, darinne se^[43] se] mangler i Aa. ghebleven weren eres rechtes unde redeliker fruntschup bi den schedesheren, alse de sulven schrifte dat uthwiseden, also setteden se dat noch bi de schedesheren, unde alse se ghisterne up den avend van des heren konynges wegen ene schrift jeghen de stede hedden lesen unde sinen schedesheren overgheven^[44] overgheven] overghegheven, Aa. laten, darvan se aveschrifte gheeschet unde de en^[45] de en] mangler i Aa. nicht werden konde, so^[46] so] mangler i Aa. setteden se dat ok bi de schedesheren alle, wer se de aveschrift hebben scholden edder nicht. Do ghyngen de schedesheren beider parthe tosampne umme desse vorscrevene sake to sprekende. Also nam uth de hertoghe van Pomeren den heren bisschup to Verden vorbenomet unde spreken tohope, unde qwemen wedder to den anderen schedesheren alle. Do hoff an de here bisschup to Verden unde sede, wo de hertoghe van Pomeren em ghesecht hedde, dat em duchte, dat desse rechtghank nu tor tiid wolde tomale langk werden, wo he doch darto rede, dat men desses konde komen to eneme guden ende, unde dat he darto gheantwardet hadde, dat eme nutte unde gud duchte, dat men dat brochte an de schedesheren alle, dat se dar hulpen mede inramen, wo id nutt unde gud wurde, unde dat hadde deme sulven hertoghen van Pomeren so wol behaghet. Also brochte he dat nu an de sulven schedesheren unde begherede, dat se alle hulpen dar gutliken mede inramen. Also sede ein jewelik sin guddungkent. To dem lesten vorrameden se aldus, dat des heren konynges schedesheren an sine redere unde^[47] unde] mangler i Aa. der stede schedesheren an der stede sendeboden wolden bryngen, wen dat sik de schedesheren alle leten dungken, dat nu tor tiid desse sake nicht en stunde to vorschedende in deme rechten, sunder se wolden gherne, dat sik beide parthie vordroghen over eyner^[48] eyner] mangler i Aa. moghelken redeliken tiid alle anclaghe avertoghevende, unde darna eyner redeliken moghelken tiid alle antwarde eyn jewelik parthie darinjeghen to ghevende, darna over ener redeliken mogheliken tiid alle bowisinge in schriften edder tugen, wo sik dat gheborde, eyn jewelik parthie totobryngende, unde darna eyner redeliken mogheliken tiid dat recht hir in Dennemarken vor den schedesheren uthtoseggende. Unde dat men bynnen der tiid de fruntschop bi deme heren konynge gruntliken vorsochte van der stede weghen unde wor men de fruntschop vunde, dat denne de rechtghank nableve. Alse desse inram dorch^[49] dorch] mangler i Aa. de schedesheren alle an beide parte ghebracht was in vorscrevener wise, nemen se eyn berad wente to vespertiid daghes, darsulves denne wedder to wesende. Presentibus ut etcetera.

<14> Des sulven daghes to vespertiid daghes qwam de here konynk up dat slod Werdingeborch in de kerken, darsulves weren mit em vorgadert syne schedesheren unde redere. Des senden sine schedesheren na der stede schedesheren to kamende up den sal to Werdingeborch. Alse de schedesheren der stede dar qwemen, darna to stunt qwemen de schedesheren unde redere des heren konynges to en unde sechten, dat se hadden umme den vorscreven inram ghespraken mit deme heren konynge, de en wolde des so nicht tolaten, sonder he wolde, dat men scholde hir van stund desse sake scheden in deme rechten, unde hopeden, de schedesheren de weren deme heren konynge des so plichtich. Also ghingen de schedesheren der stede mit den schedesheren des heren konynges tohope^[50] tohope] mangler i Aa. dar de her bisschup to Verden van des heren van Rasseborch unde van siner weghen sede aldus, alse desse sake mennichvalt d{oe}rtoghen unde grod were unde ok de personen, den de sake gulde, mechtich unde grod weren, so hadden se dat betrachten unde averspraken, dat id unmoghelik were tor stund de sake in deme rechten to vorschedende, wente in deme rechte borede sik, dat men den parten to beiden siiden redelike tiid lethe ere anclaghe to ghevende in schriften, darna ene redelike tiid enem jewelkem parthe siik in schriften to vorantwordende, darna ene redelike tiid eyn jewelik part sine bowisinge na rechte totobryngende unde darna ene redelike tiid den schedesheren, de sake to vorschedende unde den uthsproke des rechtes to donde. Unde were en dat so to synne, so boden siik de schedesheren der stede darto, dat se den processum also wolden helpen maken, unde wenner de also boreid were, hir wedder to kamende, de sake in deme rechten to vorschedende, oft men bynnen sodaner tiid de fruntschop tusschen beiden parten nicht vynden konde. Des ghynghen do de schedesheren des heren konynges to synen rederen, de qwemen alle togader wedder. Des hof an her Erik Krummediik unde sede, dat de schedesheren alsodaner tiid nicht bedroften edder nyner bowisinge, wente de schade, alse deme heren konynge ghescheen were, de were witlik unde apenbar. Unde sede na alse v{oe}r, dat des heren konynges syn unde beghere were, dat men de sake hir vorschedede van stund in deme rechten. Dar de here bisschop to antwarde, dat der stede schedesheren noch nicht witlik were, wat claghe malk vorbryngen wolde, noch en were en des heren konynges schade nicht witlik, alse de sulve her Erik ghesecht hadde, unde dat se sik in desse sake mede to vorschedende ghegheven hadden, dat hadden se ghedan umme des ghemenen besten willen, wente scholden se wes don in den saken, so wolden se darbi varen alse recht were, unde wer se des sulven nicht en wusten, so wolden se sik des bovraghen unde beleren, wes se schededen, dat dat in deme rechten bestandich bleve unde alse se vor pawese unde keisere, heren unde fursten, ridderen unde knechten, reden unde steden, vor allesweme mochten mit eren bekant wesen, unde dar behoveden se tiid to, unde desghelik bohoveden beide parthe to der claghe unde antwarde to settende unde avertoghevende unde ere bowisinge totobryngende, der malk hir nu tor tiid nicht bi sik hedde, so en jewelk dat wol bogrepen konde, sonder were deme heren konynge unde synen rederen to synnen, dat men de sake in deme rechten scholde vorscheden, oft men de fruntschop nicht vynden konde, so stunden dar to stund de schedesheren der stede unde boden dit, dat se gherne sik in de rechtschedinge^[51] rechtschedinge] rechschedinge, Aa. gheven willen, so fordir men in vorscrevener wise redeliker tiide entrame, anders en sta en des nynerleye wis to donde. Unde beden de schedesheren des heren konynges unde syne redere dar jeghenwardich, dat se eres gutliken vorbodes wolden vordacht wesen. Darto de redere des heren konynges antwarden, dat se de schedesheren der stede wol vorstan hadden, unde wolden ere menynge unde vorbod gherne bryngen an den heren konynk, unde wes en to wetende worde, se wedder weten laten. Presentibus etcetera.

<15> Des mandaghes vor Marie Magdalene 19 julii weren vorgadert to Werdingeborch up dem vorscrevenen sale de schedesheren beider parthe, de hochgheborn fursten unde heren, her Bernd to Sassen unde her Cristofel to Beyeren hertoghen, unde des heren konynges redere. Unde darsulves des heren konynges redere seden, wo se hedden gewesen bi deme heren konynge umme alsodanen inram alse ghisterne de schedesheren der stede vorluden leten, unde en konden em van der weghen nicht enkedes afvraghen, sunder ere ghuddungkent were, dat de schedesheren unde heren unde fursten vorbenomet ene anvillen mit otmodigher bede, unde hapeden, dat he vormiddelst erer bede mochte ghetwidet werden. Dar do sik de vorbenomeden schedesheren unde fursten mit guden willen ingheven unde den vorbenomeden heren konink mit otmodigher bede anvillen, so dat he umme erer bede willen mit den sendeboden der stede sik vorghynge^[52] vorghynge] vorghyngen, Aa. over enen recessum, dede ludet van worden to worden alse hir naghescreven steid:

Wii Magnus van Godes gnaden bisscop (etc. = DD 1434. 21. jul., nr. 14340721001)

Gherwinus Uppenberger et Bertoldus de Werna , notarii ad premissa.

1. junii] julii, Aa. 2. des middewekens] des middewekens - visitacionis, dvs. 30. juni 1434. 3. vor] na, Aa. 4. en] mangler i Aa. 5. sede] se, Aa. 6. seden de] mangler i Aa. 7. Des] Dies, Aa. 8. donredaghes kalendis Julii] dvs. 1. juli 1434. 9. ere] mangler i Aa. 10. so gherne] sgherne, Aa. 11. beider] mangler i Aa. 12. tohope] toho, Aa. 13. aveschrift] averschrift, Aa. 14. unde] van, Aa. 15. ere erbenomeden schedesheren] tilføjet i margen i Aa. 16. sechten] sechte, Aa. 17. se] tilføjet i margen i Aa. 18. vor] tilføjet i margen i Aa. 19. ertzebisschuppe] ertzebisschup, Aa. 20. vorgebracht were] mangler i Aa. 21. der] des, Aa. 22. war] senere tilføjet i Aa. 23. en] em, Aa. 24. en] em, Aa. 25. erer] senere tilføjet i Aa. 26. unde] unde - helde, mangler i Aa. 27. de] mangler i Aa. 28. se] de, Aa. 29. seden] sede, Aa. 30. unde] mangler i Aa. 31. schlod] sclod, Aa. 32. van] na, Aa. 33. wegen] mangler i Aa. 34. spreken] spreken - der stede sendeboden, tilføjet i margen i Aa. 35. se] mangler i Aa. 36. Darup] Darup - antwarden, mangler i Aa. 37. ene] mangler i Aa. 38. ere] mangler i Aa. 39. der] mangler i Aa. 40. nye] rettet i Aa fra nyne. 41. de] mangler i Aa. 42. de] mangler i Aa. 43. se] mangler i Aa. 44. overgheven] overghegheven, Aa. 45. de en] mangler i Aa. 46. so] mangler i Aa. 47. unde] mangler i Aa. 48. eyner] mangler i Aa. 49. dorch] mangler i Aa. 50. tohope] mangler i Aa. 51. rechtschedinge] rechschedinge, Aa. 52. vorghynge] vorghyngen, Aa.

a. de recessus to Horsnisse] der er her tale om fredsaftalen fra Horsens, DD 1432. 22. aug., nr. 14320822001 samt DD 1432. 22. aug., nr. 14320822002. b. to Swineborgh] den pågældende traktat fra mødet i Svendborg i sommeren 1433 er ikke overleveret. c. ene schrift] det pågældende brev af 17. juli 1434 fra kong Erik til begge parters voldgiftsmænd kendes ikke.

Oversættelse

I perioden frem til 30. juni 2021 vil redaktionen udelukkende udarbejde tekster.