Tekst efter Aa1a.
Alle mæn thette effterscreffne ærende kan vppa røres, helse wy Jepp Olufson dæghen i Roskilde, som er skicketh een domere aff hælicht meneghe landemoed,[1] som i Roskilde nw nylighe holdet wor mellom wnderscreffne dele oc sagh, helsen met wor herre. ♦
Wy giøre alle widerlicht, at wnder wor herris aar mcdxlvi. then tiisdagh næst effter sancti Michels dagh vppa landemoed wor røørdh een sagh oc thræte fore oss mellom hetherligh man her Jeiep Pætherssøn canik i Roskilde vppa then ene sidhe, oc frommer man Pæther Sweye vpa then annen sidhe, vm noghen wræt, wold, wælde oc ran, som her Jeiep Pætherssøn wore giordhe vpa nogher agher oc æng, liggendis mellom Nybølæ oc Romppe i Smørum hæreth i then lawhæffdh, som han ther vpa hauer hafft, hwilken her Jeiep Pætherssøn atskilde forscreffne sin talæ høghlighe kiærdhe, huilke lund forscreffne Pæther Sweye forscreffne agher oc æng som ligge til hans kannickedøme, weldelighe ingik oc lod ingaa widh hans thyænere ther vpat sla grønt græs, oc then samme dagh aff føre oc spredhe vpa andræ marke thørre skulendis, ligherwiis som han mystrøstedhe vpa sin ræt omod[2] gudh oc rætwiisheet, oc beddis fore guths skyld, at hanum matte ræt wedherfares, sighendis fræmdelis, at forscreffne agher oc æng hadhe lighet till forscreffne Nybølæ i hwndredhe[3] føryæ tywæ thrætywæ aar oc meer, for wden nogher mans delæ w-eldet oc wkiært, oc æn aff rætte till ligger. ♦
Forscreffne Pæther Sweye møtte vpa then annen sidhe oc swarethe till rætte, sighendis swa, at forscreffne agher oc æng hørdhe oc hører aff rætte till Romppe. ♦
Thoch at noghet swa ther effter beskedhedhe han sin talen swa, at han wilde wighe hanum ræt, at staa fore kirkens dom. ♦
Then tiidh wy hathe owerweghit saghen, hwor fore han wilde ey staa hanum till rætte fore oss eller kirkens dom, tha fwnne wy thet i rætten, at hanwm burdhe at staa hanum ther till rætte fore swadan kiære oc sagh, oc at nødhes till met kirkens dom, wm han icke wilde bodhe fore thet at han bant sich till swars met hanum,[4] swo oc fore andræ merkelighe oc skellighe sagher, som wy wnderstodhe aff beggis therris ordh, thy at thet rørdhe ey vpa markenes eghendom, men vpa theris hæffd, welde, roff eller ran, som vppa them giordhe wore. ♦
Ther effter bont Pæther Sweye sich atter till swars met hanum met synderlighe ordh oc talen, swo thet wy mente, at han wilde stande fore rætte met hanum fore rykens dom. ♦
Ther ower ladhe wy them bodhe dagh fore, at the skulde føre theris widne fore hwer i sin stæth, at bewise sin acht met. ♦
Ther toghe the oc bodhe wedh. ♦
Then tiidh daghen skulde komme, som the skulde mødes vppa eller nogehet swo ther[5] hoos, tha wore wy hindrethe i andræ kirkenes kostelighe ærende, swa at wy kunde ey selffue tha were nerwerendis vpa dom. ♦
For thy befolæ wy hetherlich man hær Oluff Da prowest i Roskilde vpa wore weghne, at høre widne i forscreffne sach, oc ænde henne met rætte mellom them. ♦
Hwilken sagh forscreffne her Oleff Da annamædhe oc ænde met een fuldkommeligh dom, hwilken dom, som luder ordh wedh ordh, som her effter følgher: ♦
J gudhs naffn amen. Wy Oleff Da prowest i Roskilde skicket dommer aff hetherlich man her dæghen[6] i Roskilde mellom vnderscreffne dele och sach, som ær mellom her Jeiep Pætherssøn canik i Roskilde oc Pæther Sweye, fræm gongendis till at høre widne oc føre dommen i rætæ mellom them. ♦
Hwilke forscreffne her Jeiep Pætherssøn oc Pæther Sweye bodhe nærwerendis stodhe fore oss, oc her Jeiep Pætherssøns widne wore fræm ledde till ladne annamedhe, swarne, oc grandgiffuelighe randsaghede som kirke-loghen wdwiser, oc enge widne komme vpa Pæther Sweyes weghne, icke strafuede oc ey skiød forskreffne Pæther Sweye nogher aff widnene, oc ey sadhe amod theris seghn. ♦
Ther effter ransaghede wy grandgiffuelighe all saghen ower oc fuldfølghedhe all then skickelse, som kirke-loghen biwdher at holde, oc beradde oss meth the hedherlighe klærke, som hooss oss sade, sidendis fore domstoell vpa kallet gudhs naffn, dømmendis i thenne scrifft, sighe wy, skelne oc kwngiøre fore rætte forscreffne agher oc æng till at haue hørt oc høre aff ræt hæffdh till forskreffne Nybølæ hr. Jeiep Pætherssøn kanick [.....][7] forneffnde Pæther Sweye forskreffne agher oc æng ower at giffue oc[8] [.....][9] at faa till forneffnde Nybøle oc vp at fylle forskreffne hr. Jeiep Pætherssøn all skadhe oc tæring, som hanum skedher ær fore then sagh fran then tiidh han togh then agher oc æng till sich oc swo in till nw, oc finne wy thet fore rætte, at forskreffne Pæther Sweye maa nødhes till met kirkenes ræt forskreffne at holde oc giøre, vm han icke ellers will. ♦
Thet till laght at hwo som welæ delæ vm eghendomen vpa forskreffne agher oc æng, han dele thet till landsthing effter siælandsfaræs lands lagh rætten taghe skwlendis.[10] ♦
Thenne dom wor giffuen then fredagh, som the elleffue thwsendes jomfrwer dagh eller høghtiidh fiæld vppa, aar som fore staar, nærwærendis hetherlighe mæn her Swen Twessøn, hr. Tughe, mæster Lawrens, hr. Jeiep Jenssøn, oc hr. Tidike, canicke i Roskilde, som wore synderlighe kalledhe oc bedhne ther till. ♦
Till hwes things widnebyrdh henge wy wort dæghendømmes jncighlæ fore thette breff. ♦
Alle mænd, hvem dette nedennævnte anliggende kan vedrøre, hilser vi Jakob Olufsen, dekan i Roskilde, som af det hellige almindelige landemode, der nylig er afholdt i Roskilde, er beskikket som dommer i nedennævnte proces og sag, med Vorherre.
Vi gør alle vitterligt, at i det Herrens år 1446, tirsdagen efter Mikkelsdag, på landemodet, blev rejst en sag og strid for os mellem den hæderværdige mand, hr. Jakob Pedersen, kannik i Roskilde, på den ene side, og den udmærkede mand Peder Svej på den anden side, om uret, vold, magtanvendelse og ran som var påført hr. Jakob Pedersen i den lavhævd, som han har haft på en ager og eng, der ligger mellem Nybølle og Rumpe[A] i Smørum herred; hvilket hr. Jakob Pedersen flere gange i sit førnævnte indlæg stærkt klagede over: Hvordan førnævnte Peder Svej med magt gik ind på førnævnte ager og eng, som ligger til hans kannikkedømme, og lod sine tjenere gå derind for at slå grønt græs og samme dag føre det bort og sprede på andre marker til tørring; ligesom han havde opgivet håbet om at få ret overfor Gud og retfærdigheden og bad for Guds skyld om, at han måtte opnå sin ret, idet han desuden sagde, at førnævnte ager og eng i hundrede, fyrretyve, tredive år og mere – uden retsager, upåtalt og upåklaget – havde hørt til førnævnte Nybølle og endnu tilhører det med rette.
Førnævnte Peder Svej mødte for den anden side og afgav sit modindlæg, hvori han sagde, at førnævnte ager og eng med rette hørte og hører til Rumpe.
Efter et stykke tid præciserede han sit indlæg således, at han ikke ville stå til rette for kirkens domstol.
Da vi havde overvejet grunden til, at han ikke ville stå til rette for os eller kirkens domstol, afsagde vi som kendelse, at han burde stå til rette dér angående en sådan anklage og sag, og at han burde tvinges dertil med kirketugten, hvis han ikke ville; både fordi han forpligtede sig til at forsvare sig, og på grund af andre vægtige og gyldige forhold, som vi forstod af begges udtalelser, for det drejede sig ikke om ejerskabet til markerne, men om hævd til dem, og magtanvendelse, rov eller ran, som var forøvet på dem.
Derefter forpligtede Peder Svej sig atter til at forsvare sig med særlige ord og udtalelser, således at vi mente, at han ville stå til rette på rettertinget.
Derudover fastsatte vi en dag for dem begge, hvor de skulle føre deres vidner for hver for sig at bevise deres hensigt.
Dette accepterede de begge.
Da dagen kom, hvor de skulle mødes eller lige deromkring, da var vi optaget af andre af kirkens vigtige anliggender, således at vi ikke selv kunne være til stede i retten.
Derfor overdrog vi til hæderværdig mand, hr. Oluf Då, provst i Roskilde, på vores vegne at afhøre vidner i førnævnte sag og afslutte den retfærdigt for parterne.
Førnævnte hr. Oluf Då påtog sig denne sag og afsluttede den ved en endelig dom, hvilken dom ord for ord lyder som følger:
I Guds navn amen. Vi Oluf Då, provst i Roskilde, af hæderværdig mand, hr. dekanen i Roskilde, beskikket som dommer i nedennævnte proces og sag mellem hr. Jakob Pedersen, kannik i Roskilde, og Peder Svej, tog fat på at afhøre vidner og fælde dom i sagen mellem dem.
Disse førnævnte hr. Jakob Pedersen og Peder Svej fremstod begge personligt for os, og hr. Jakob Pedersens vidner blev ført frem, tilladt og antaget, og de aflagde ed og blev nøje undersøgt, som kirkeretten foreskriver; ingen vidner kom på Peder Svejs vegne, han forkastede og udskød ingen af vidnerne og bestred ikke deres udsagn.
Derefter undersøgte vi nøje hele sagen og fulgte den procedure, som kirkeretten foreskriver og rådførte os med med de hæderværdige gejstlige, som var vores bisiddere.
Vi, siddende i dommersædet, under påkaldelse af Guds navn, og dømmende i denne skrivelse, siger, afgør og kundgør som dom, at den førnævnte ager og eng har tilhørt og tilhører med retmæssig hævd førnævnte Nybølle, der hører under hr. Jakob Pedersens kannikkedømme (.....) førnævnte Peder Svej at overdrage førnævnte ager og eng og så (.....) at give til førnævnte Nybølle og erstatte førnævnte hr. Jakob Pedersen al skade og overlast, som han har lidt i denne sag fra det tidspunkt, hvor han satte sig i besiddelse af den ager og eng, og indtil nu; og vi dømmer, at førnævnte Peder Svej med kirkeretten skal tvinges til at overholde og opfylde det førnævnte, såfremt han ikke gør det frivilligt.
Hertil tilføjer vi, at den, som måtte ville føre retssag om ejerskabet til førnævnte ager og eng, skal føre retssag på landstinget og følge de sjællandske love.
Denne dom blev givet den fredag, hvor de 11.000 jomfruers dag eller højtid faldt, ovennævnte år, i nærvær af de hæderværdige mænd, hr. Sven Tuesen, hr. Tyge, magister Lars, hr. Jakob Jensen og hr. Tidike, kannikker i Roskilde, som var særligt indkaldte og opfordrede dertil.
Til vidnesbyrd om dette hænger vi vort dekanatsegl ved dette brev.