Sprog: Alle
Skt. Agnete kloster i Roskilde skøder Haraldsborg med tilliggender til kronen.
Kong Erik 7. af Pommern giver borgerne i København samme privilegier som andre købstadsmænd i Skanør, Falsterbo, Malmø og Dragør.Fogeden, borgmestre og råd skal indsætte håndværksmestre i byen.De, der holder herberg, skal sørge for mad, øl og foder samt staldrum.Fremmede købmænd må kun sælge i større partier. Gæster må ikke gøre landkøb, men det, de udfører, skal de købe af borgerne.Borgerne skal være toldfri overalt i riget, undtagen på fiskemarkederne.Endelig tager kongen såvel borgerne i København som købmænd og gæster, der handler der, under sin beskyttelse.
Tingsvidne af Roskilde byting om, at Kristine Mogensdatter [Lang] skøder sin arveret efter sin broder, Biskop i Århus Bo [Mogensen Lang], til dronning Philippa.
Erik 7. af Pommern tildømmer på rettertinget i sagen om Hans Reimersens sjællandske gods mellem biskop Jens af Roskilde og fru Margrete, datter af Fikke Moltke, biskoppen en broderpart og en søsterpart og fru Margrete tre broderparter og en søsterpart. Fru Margretes andel skal snarest skiftes og derefter sekvestreres i år og dag. Kan biskoppen i den tid skaffe bedre adkomstbeviser, skal han have så meget af dette gods, som det er retfærdigt. Lykkes det ikke for ham, skal fru Margrete beholde de tre broderparter og søsterparten.
Tingsvidne af Roskilde byting om, at Morten Tuesen skøder en gård i Roskilde til Asger Nielsen, foged på Haraldsborg. Gården, hvori afdøde Jens Mikkelsen Steger boede, hedder Nørregård og ligger i Skt. Ib sogn, Roskilde.
Kong Erik 7. af Pommerns brev til det danske rigsråd, hvori han punktvis forsøger at forsvare sig mod rigsrådets anklager:1) Til det danske rigsråds beskyldning om, at kong Erik skulle have forbrudt sig mod Danmarks krones ret og frihed, svarer kong Erik, at såfremt han nogensinde tidligere skulle have forbrudt sig mod Danmarks krones ret og frihed, skulle rigsrådet have efterprøvet det på en anden måde end ved på hånlig og uretmæssig vis at fremsætte strafbare beskyldninger mod ham. Det danske rigsråd har således aldrig tidligere nævnt, at kong Erik skulle have forbrudt sig mod Danmarks krones ret og frihed, hvorfor han da også håber, at han vil blive fuldstændig frifundet for denne anklage ved retten.2) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik skulle have overdraget slotsloven over rigets slotte til udenlandske herrer, svarer kong Erik, at han ikke har overdraget slotsloven over rigets slotte til fremmede herrer, for såfremt rigsrådet ikke er klar over det, er hertug Bugislav 9. af Pommern-Wolgast rent faktisk kong Eriks nevø, og kong Erik har ikke overdraget slotsloven til hertug Bugislav på egen hånd men efter rigsrådets råd og med dets billigelse. Endvidere har hertug Bugislav haft slotsloven sammen med kong Erik, siden dronning Margrete døde, og ingen har klaget over dette før nu. Endelig har kong Erik aldrig udnævnt hertug Bugislav til konge.3) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik skulle have skilt rigerne ad, svarer kong Erik, at ingen ønskede mere end han, at rigerne skulle blive sammen. Hvis rigsrådet vil vide sandheden herom, skal de spørge de hæderlige folk i Stockholm, som gav ham deres beseglede breve på, at rigerne altid skulle blive sammen i kærlighed og ikke skilles ad, så længe kong Erik var konge. Endvidere skal rigsrådet læse den skriftlige klage, som svenskerne gav ham, da han sammen med det danske rigsråd befandt sig i Helligåndshuset i Stockholm. Når man læser denne klage, vil man tydeligt kunne se, at det var svenskerne og altså ikke kong Erik, som ønskede, at rigerne skulle skilles ad. Desuden sagde svenskerne under det møde og - vel at mærke - i det danske rigsråds nærværelse, at de hellere ville dø, end at de ville tillade at have danske mænd i Sverige.4) Til rigsrådets beskyldning om, at Haderslev er kommet bort fra riget grundet kong Eriks fravær og forsømmelse af riget, svarer kong Erik, at han altid har arbejdet for, at det ikke skulle ske. Derom kan rigsrådet spørge biskoppen i Roskilde, hr. Erik Nielsen ((Gyldenstierne) til Demstruplund, Tim og Ågård), hr. Anders Nielsen ((Jernskæg) til Herlev og Dronningholm), abbeden i Sorø og mange andre hæderlige folk, som var forsamlede på Haraldsborg og andre steder. Disse vil kunne fortælle, når man spørger dem, at andre og altså ikke kong Erik ønskede, at Haderslev skulle komme bort fra kronen. Såfremt rigsrådet ønsker at vide, hvorfor Sverige, Norge og Sønderjylland er blevet skilt fra Danmark, kan kong Erik fortælle rigsrådet, at det skyldes rigsrådets vold, uredelighed, troløshed og umilde gerrighed. Således skåner rigsrådet for gods og penges skyld og imod Gud og den hellige kirke hverken dets rette herre, riddere, væbnere, kvinder, børn, bønder eller byfolk. Dette betyder, at de, som rigsrådet nu har magt over, bliver fordærvet på grund af rigsrådets uhæderlige regimente og derfor gerne vil skilles fra rigsrådet. Derfor har den danske befolkning nu rejst sig mod rigsrådet og klaget over rigsrådet, og nu frygter kong Erik, at rigerne skilles endnu mere ad. 5) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik har overdraget syv af rigets faste slotte til udenlandske herrer, som rigsrådet åbenbart hellere vil opfatte som fjender end venner, svarer kong Erik, at han ikke har overdraget slottene til fjender af rigsrådet eller af Danmark. Derimod har han overdraget slottene til folk, som fortjener tak og kærlighed af de hæderlige folk, som bor i Danmark, for deres tjeneste mod Danmarks rige, eftersom hertug Barnim (8. af Pommern-Wolgast-Barth) har ødelagt sit helbred i Danmarks rigsråds og Danmarks riges tjeneste. Endvidere har grev Hans (af Eberstein-Naugard) ofte og loyalt sat sit liv og gods på spil i rigsrådets og Danmarks riges tjeneste, og han har endda besluttet sig for, at han vil leve og dø i Danmark. Ligeledes har også grev Witzlaw (af Eberstein-Naugard) ofte og loyalt sat sit liv og gods på spil i rigsrådets og Danmarks riges tjeneste, og han har også besluttet sig for at leve og dø i Danmark. Endvidere har kong Erik overdraget dem slotte i samråd med kongens råd, som på daværende tidspunkt bestod af hr. Aksel (Pedersen (Thott)), hr. Benedict (Volfsen (Pogwisch)), Hans Kröpelin og flere andre. Endelig overdrog kong Erik hertug Bugislav slottene på Fyn med rigsrådets accept, således som det blev aftalt i Vordingborg. Ligeledes overdrog kong Erik slottet på Lolland til hertug Bugislav med biskoppen af Roskilde og hr. Erik Nielsens vidende, hvilket kong Erik kan bevise med deres beseglede breve. Endelig skriver kong Erik, at de, som nu har skilt Haderslev, Ærø, Flensborg, Tønder, Stubbe, Svavsted og hele Sønderjylland fra den danske krone samt overdraget dette område til andre herrer, har haft meget større lyst til fremmede herrer end ham. De herrer, som nu har Sønderjylland i deres varetægt, har fra gammel tid været Danmarks riges naturlige fjender, således som det danske rigsråd ofte mundtligt har fortalt kong Erik. Derfor burde rigsrådet ifølge kong Erik holde de andre for udenlandske herrer og ikke dem, som kong Erik for rigets bedstes skyld har overdraget slotte.6) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik skulle have lovet at holde forhandlinger i Kalmar, svarer kong Erik, at han aldrig har lovet noget sådant. Derimod befinder kong Erik sig nu på Stegeborg slot i Sveriges rige, og han er parat til dér at gøre og modtage alt, hvad der kan kræves af ham af ære og ret.7) Til rigsrådets påstand om, at den danske befolkning grundet kong Eriks dårlige regeringsførelse, skulle have rejst sig imod deres rette herre og husbond, svarer kong Erik, at han for tiden ikke befinder sig i Danmark, hvorfor han håber, at man ikke vil tilbageholde informationer om situationen i Danmark for ham. Dog erklærer han, at ingen hæderlig mand skal anklage ham for at være skyld i, at den danske befolkning gør oprør.8) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik skulle have udført rigets klenodier, som var blevet samlet sammen igennem mange år af konger og rigets forstandere, svarer kong Erik, at han nu har været konge i hen ved 50 år, og at det desuden er mere end 30 år siden, at han blev gift. Derfor er det ikke underligt, hvis der skulle være sket en sammenblanding af dronning Margretes, dronning Filippas og hans ejendele. Hvad angår rigets klenodier, opfordrer kong Erik det danske rigsråd til at sende biskop Jens (Jakobsen) af Oslo, hr. Erik Nielsen, hr. Jens (Andersen) Grim ((Has) til Tosterup) og Hans Kröpelin til Gotland, eftersom de kender dronning Margretes klenodier vel. Når de er kommet til Gotland, vil kong Erik under ed lægge alle de klenodier, som han er i besiddelse af, frem for rigsrådets udsendinge. Hvis de deriblandt finder nogle klenodier, som hverken tilhører kong Erik eller kongens hustru, men derimod Danmarks rige, vil kong Erik sende disse klenodier tilbage til riget, således som det sig hør og bør efter ret og ære. Hvis rigsrådets udsendinge imidlertid ikke finder nogen klenodier tilhørende riget, vil kong Erik konkludere, at man har gjort ham stor uret ved på forhånd at have fremsat beskyldningen om, at han skulle have udført rigets klenodier. Derudover meddeler kong Erik, at han da håber, at han har lov til at beholde de ejendele, som han har arvet efter sin hustru. Endelig meddeler kong Erik, at hr. Mogens (Akselsen) Gøye (til Krenkerup) og hr. Jens Torbernsen ((Sparre) til Bringstrup) har kendskab til, hvad kongen ellers har taget med sig til Gotland. Med hensyn til det, som rigsrådet skriver om skatten, svarer kong Erik, at de hæderlige mænd, som har udbetalt penge til kong Erik - både de, som er døde, og de, som lever - har ført regnskab hermed. Disse regnskabsbøger eksisterer stadig, og de viser tydeligt, hvorledes alt er foregået.9) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik har svigtet Danmarks rige ved at drage ud af landet, svarer kong Erik, at han er draget ud af landet for rigets bedstes og fortsatte beståens skyld samt for Danmarks riges indbyggeres skyld. Endvidere nævner kong Erik, at han indsatte høvedsmænd i hele riget, inden han drog ud af landet, for at de skulle sørge for rigets sikkerhed i kongens fravær. Derfor er det ifølge kong Erik forkert, når rigsrådet påstår, at kongen har svigtet riget.10) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik skulle have kastet sin vrede på rigsrådet, svarer kong Erik, at han hverken har kastet sin vrede på rigsrådet eller på Danmarks riges indbyggere. Rigsrådet kan skrive, hvad det vil, men kong Erik har aldrig gjort andet end det, som sømmer sig for en konge - herom skal Gud være hans vidne. Dog er kong Erik opmærksom på, at mennesket er så sygt af natur, at det ikke retter sig efter, hvad der er ret og rimeligt.11) Til det forhold, at rigsrådet vil se sig om efter en anden herre, og at det meget vel kan være hertug Kristoffer, svarer kong Erik, at hertug Kristoffer er blevet ført ind i riget uden kong Eriks accept og tilladelse. Endvidere meddeler kong Erik, at hertug Kristoffer over for kongen havde lovet, at han aldrig ville rejse ind i riget uden kong Eriks accept og tilladelse, men nu kan kong Erik altså forstå, at rigsrådet har overtalt hertug Kristoffer til at begå en så formastelig handling.
Tingsvidne af Roskilde byting om roskildebispens official, hr. Jens Nielsens skødning, på biskop Olufs vegne, af gods i Roskilde til de evige vikarer sammesteds.