TEMA: Det kongelige retterting

Det kongelige retterting var den kongelige domstol, hvor kongen udøvede sin funktion som rigets øverste dommer.

I princippet kunne domstolen tage sig af alle typer sager, men omkostningerne ved at føre sag for det kongelige retterting betød, at det fortrinsvis var vigtigere sager, som blev behandlet. I sager om fast ejendom det kongelige retterting både afgøre stridigheder om eksisterende retsforhold (jurisdictio contentiosa eller litigiosa) og dokumentere indgåelse af sådanne retsforhold (jurisdictio voluntaria) ved udstedelse af tingsvidner, dvs. beviser på f.eks. skødning af fast ejendom.

Ved det kongelige retterting udvikledes to rettergangsformer: forfølgning til indførsel og forfølgning til lås. Den første tog sigte på at sætte sagsøger i besiddelse af omstridt gods, den anden på en endelig afgørelse af den retmæssige adkomst til gods ved udstedelse af et "låsebrev", der skulle forhindre senere tvist om det omhandlede gods. De to rettergangsformer kom til at hænge snævert sammen, således at forfølgning til indførsel naturligt gik forud for forfølgning til lås.