1428. 5. februar. København

Kong Erik 7. af Pommern skriver til højmesteren for Den Tyske Orden Paul v. Rusdorf.

Kong Erik meddeler, at han for nylig har haft besøg af udsendinge fra nogle af hans fjender, nemlig udsendinge fra Novgorod samt andre russiske udsendinge. Disse udsendinge fremsatte det krav over for kong Erik, at han enten skulle overdrage russerne de lande, som kong Eriks forfædre for længe siden havde erobret fra russerne, hvorved de pågældende lande vel at mærke var blevet bragt til den kristne tro, eller lave en evig fredsaftale med russerne. Såfremt kong Erik ikke går ind på nogen af russernes krav, vil det ifølge de russiske udsendinge betyde, at der er åben krig imellem kong Erik og russerne efter 23. maj 1428.

Kong Erik meddeler endvidere højmesteren, at han blev meget forbavset over denne trussel om krig fremsat af de russiske udsendinge, idet russerne ikke tidligere har fremsat sådanne krav og trusler. Dog fik kong Erik i nærværelse af sit råd og den romerske konges udsending at vide af de russiske udsendinge, at årsagen til, at de nu optrådte på denne måde, var, at de hanseatiske købmænd i Novgorod havde tilskyndet dem til at fremsætte både det nævnte krav og truslen om åben krig. Således kan højmesteren ifølge kong Erik se, hvorledes hanseaterne, som er kong Eriks fjender, ikke alene forsøger at vende kristne fyrster og byer imod kong Erik, men også hedninge, hvorved hanseaterne bevidst svækker den kristne tro samt styrker hedningene.

Endvidere meddeler kong Erik, at han, idet det er meget ubelejligt for ham på nuværende tidspunkt at føre krig mod både russerne og hansestæderne, ønsker at høre, hvad højmesteren mener om russernes krav om en evig fred imellem kong Erik og russerne. I denne forbindelse gør kong Erik højmesteren opmærksom på, at denne uheldige situation alene er opstået på grund af, at de hanseatiske købmænd har opildnet og styrket russerne i deres sag.

Endelig meddeler kong Erik, at han af sine råder i Sverige er blevet gjort opmærksom på, at hans svenske undersåtter, som rejser til og fra højmesterens områder og havne i både Preussen og Livland bliver chikaneret samt udsat for overgreb af såvel hanseater som højmesterens folk, hvilket kong Erik er blevet meget forbavset over. Af den årsag beder kong Erik højmesteren om at sikre, at overgrebene på hans undersåtter ophører, samt at de af hans undersåtter, som har været udsat for overgreb, får erstatning herfor.

Sprog: middelnedertysk.

Forlæg A: Berlin, Staatsarchiv zu Königsberg (nu Berlin, Geheimes Staatsarchiv Preußischer Kulturbesitz), XX. HA, Ordensbriefarchiv (OBA), nr. 04898 (tidligere Livland Schubl. XV, nr. 6). Papir. Adresse på bagsiden: Deme erwirdighen geistliken hern, Pawel Rusdorff, Dutsches ordens to Pruszen homeistere, unsem besundergen leuen vrunde, hec. Endvidere påtegnet i Den Tyske Ordens kancelli i Marienburg: Gekomen czu Marienburg am montage noch quasimodogeniti im xxviij^ten jore. Segl: 1: Spor efter kong Eriks brevlukkende segl.

Tryk: Napiersky, Index corporis historico-diplomatici Livoniae, Esthoniae, Curoniae, nr. 1240, p. 269 (regest); Reg. Dan. nr. *4827; Styffe, Bidrag till Skandinaviens historia II, nr. 92, p. 229-232; Hildebrand, Liv-, Esth- u. Curländ. Urkundenb. 7, nr. 689, p. 469-470.

Split Normal

Tekst efter Hildebrand l.l.

Tekst

Ericus, Dei gracia Dacie, Swecie, Norwegie, Sclavorum Gothorumque rex et dux Pomeranie.

Unsen besunderghen vruntliken grut mit erwerdicheit.

Erwerdighe unde besunderghe leve gunnere unde vrunt.

Wii begheren juwer erwerdicheit to wetende, als nw bii uns was ere erebare bodescopp, dat dosulvest to uns quemen achtbare sendeboden der van Grote Nougarden unde anderer russen, unser viende, de uns anlegeden mit gans ernstliken degedingen unde gesinnen an uns, dat wii ene de lande, de unse vorevadere en in vortiden affgewunnen unde to den cristenen loven bracht hebben, wolden weddergeven unde volgen laten, edder ok dat wii uns mit en vorbinden unde richten wolden, dat se unde ere land unser vortan unde unser nakomelinghe muchten velich unde seker bliven, uffte se wolden mit uns neen bestant edder vrede lengher holden wen bette pingxsten^[1] pingxsten] dvs. 23. maj 1428. negest komende, dat de utgande dach is des bestandes, dar wii mit en ane stan.

Unde als uns to sodaner ernstliken dedinge unde wise vremmede unde wunderliken was, wente wii der bette herto ungewone van en sint gewesen, so wurde wii hiir under des an en geware, alse se vor uns in jegenwardicheit unses rades unde unses levesten omes, des romischen koninges, sendeboden openbare bekanden, dat de dutschen kopman to Nougarden van der vorscreven stede, unser viande, weghene se hiirto herdet unde trostet hadde.

Darane doch juwe erwerdicheit und alleswe enkede irkennen mach, wo de vorscreven stede dat kenlike unrecht, darmede se unse unde unser rike vyende worden sintt, sich vlitigen to stande, to holdende wedder uns nicht allene vormiddelst der hulpe, de se wedder uns suken unde vinden mank cristenen fursten unde steden, unde mit deme vorderffliken scaden, den vele lande unde lude darover nemen, sunder ok mit deme neddervellinge des cristenen loven unde toherdinghe der unkristenen, de se wedder uns reyssen, alse vorscreven is.

Unde na deme male, dat uns to desser tiid unbelegen is, mit den vorscreven steden an deme enen unde mit den russen an deme anderen dele geliken krich to vorende, so hebbe wii so vor dat beste uns nw vor dat erste mit en to ener tiid togedaghet unde vredet, umme hiir enbynnen unse berad to nemende, wffte wii uns vurder na erer begeringe dor sodanes bedrivendes willen der vorgescreven stede^[2] to ewigen tiden vreden edder vorbinden willen, edder ok to vorbeidende unde to ervarende, wffte wii des mit gelimpe vorhaven unde vorlaten moghen bliven. Dat wii juwer erwerdicheit darumme vorkundigen, klagen unde to kennende geven, uffte wii sodanes wes, alse uns de vorscreven russen van sodanem vorbunde angesinnen, to rade wurden, dat sich dat allene saket van der toreyssunge unde bedrivende der stede vorgescreven.

Unde hiirumme so bidde wii de vorscreven juwer erwerdicheit mit alleme vlite, dat se gerueke dat to herten to nemende unde dat so to betrachtende, alse nicht allene uns, sunder ok er sulven, eren landen unde luden unde der gantzen kristenheit dar macht ane licht, unde uns eren guden rat hiirto mededelen unde den wedderschriven willen.

Vurdermer beghere wii juwer erwerdicheit to wetende, dat etlike unse redere unses rikes to Sweden uns eygentliken berichtet hebben, wo dat unse undersaten unses rikes to Sweden vorscreven ut juwen havenen juwer lande to Prussen unde Liifflande unde dar wedder in van den steden unde ok den juwen swarliken beschedighet worden, des uns na der handelinghe, dar wii mit malkanderen ane stan, sere vorwundert.

Unde bidden darumme desulve juwe erwerdicheit, dat se dat so beide in Prussen unde in Liifland bestellen wille, dat unsen armen luden dat ere wedder werde unde en neen not sii sich vortan des unde desgelikes to besorgende. Dat wille wii al tiid gerne wedder jw vorsculden.

Darmede bevelen wii jw Gode.

Screven to Kopenhaven in sunte Aghaten daghe, der hilgen juncvrouwen, under unseme secrete, anno Domini etcetera xxviij^[3] .

1. pingxsten] dvs. 23. maj 1428. 2. der vorgescreven stede] den vorgescreven steden, A. 3. xxviij] tilføjet efter Styffe l.l.; Hildebrand l.l. læser 28.

Oversættelse

I perioden frem til 30. juni 2021 vil redaktionen udelukkende udarbejde tekster.