Tekst efter Aa1.
Universis et singulis, quorum interest vel interresse(!) poterit in futurum. – Paulus Niclesen sacerdos, episcopi Ottoniensis officialis in spiritualibus generalis,[1] salutem in domino. ♦
Conquestus[2] est nobis lator præsentium vir discretus, dominus Johannes Clausen, sacerdos curatus[3] ecclesiæ[4] Rætting, quod quidam parochiani parochiæ Røslinge, videlicet Løthorp inhabitantes, prædium quoddam et terras, Colgjerde, Faarebierg, Biørnekiil et Tornebierg dictas, cum cæteris hinc inde circumjacentibus, infra patentes et veros parochiæ suæ limites situm aut sitas colentes, ac communia pecora sua in prædictæ parochiæ suæ Ræthing pascuis omni dimidio anno pascentes, decimas etcetera sacerdoti et ecclesiæ[5] debitas ad longa retroacta tempora retinuerant, et adhuc animo retinent contumaci, aut quæ de jure solvere debuerant, exsolverint ad sui beneplacitum et voluntatem in ipsius ecclesiæ[6] Ræthing prænominatæ et sacerdotis non modum damnum, præjudicium et gravamen, de et super quibus sibi justitiam fieri instantius postulavit. ♦
Nos igitur, injuncto urgente officio, viam sibi juris et justitiæ præcludere non valentes nec volentes, pro cognitione causæ habenda, et discussione facienda, modo, quo potuimus, processimus meliori, ac, citatis partibus, quarum intererat, per testes discretos,[7] idoneos, et fide dignos, nulli partium suspectos, adhoc separaliter assumtos, citatos, juratos, et, ut juris ordo exposcit, examinatos, invenimus, prædium illud prædictum et terras infra antiquos præfatæ parochiæ Ræthing limites situm aut sitas, ac etiam sacerdotibus et ecclesiæ[8] Ræthing sæpe dictæ fuisse antiquitus decimales, nec aliquibus ecclesiasticis jure, judicio aut judice ipsis avolutas[9] avulsas aut ablatas, nec alteri ecclesiæ[10] seu parochiæ ratione parochialis possessionis, ecclesiastica ordinatione additum vel additas quorumlibet exstitisse. ♦
Invenimus etiam prædicti oppidi Løthorp incolas pecora sua ad dimidietatem anni videlicet per æstatem, quum opus pascuæ maxime habent, in antedictæ parochiæ Ræthing pascuis sine omni recompensatione pascere annuatim. ♦
Jurisperitorum assumpto consilio, parte adversa nihil fide dignum et ingenuum probare valente, licet quamplures ad probandum contrarium si possent, coram nobis præfiximus competentes, ipsius prædii cæterarumque terrarum circumjacentium decimas cum dimidietate decimarum animalium sacerdoti et ecclesiæ[11] Ræthing per sententiam nostram definitivam[12] adjudicavimus de cætero persolvendas, huic causæ ex utraque parte silentium perpetuum imponentes. ♦
Quapropter omnibus et singulis, prædictum oppidum Løthørop inhabitantibus præcipiendo sub excommunicationis pœna mandamus, quod decimas hujusmodi tam prædiales quam animalium ecclesiæ[13] et sacerdoti prænominato in posterum solvere non evitant, prout pœnam promissam duxerint evitandam. ♦
Datum Ottoniæ anno domini 1438. feria[14] sexta [.....][15] undecim millium virginum martyrum. Officialatus[16] sub sigillo in testimonium præmissorum. ♦
Poul Nielsen, præst og generalofficial i åndelige sager for biskoppen af Odense, til alle og enhver, hvem det vedkommer eller i fremtiden vil kunne vedkomme, hilsen i Herren.
Nærværende brevviser, den gode mand hr. Jens Klausen, sognepræst ved Ringe kirke, har klaget til os over, at nogle sognefolk fra Ryslinge sogn – nemlig de, der bor i Lørup og dyrker noget gods og jord, der kaldes *Colgjerde, *Faarebierg, *Biørnekiil og *Tornebierg,[A] tillige med det øvrige, som ligger der rundtomkring, beliggende indenfor hans sogns åbenlyse og sande skel, og som lader deres fælles kvægflok græsse på græsgangene[B] i det nævnte Ringe sogn hvert halve år – i længere tid havde tilbageholdt de pligtige tiender osv. fra præsten og kirken og endnu med trodsigt sind tilbageholder dem, eller erlægger det, som de retmæssigt burde have betalt, efter deres eget forgodtbefindende og vilje, til ikke ringe tab, tynge og skade for hans førnævnte kirke i Ringe og præsten; vedrørende og angående dette androg han om, at han snarest måtte opnå retfærdighed.
Idet vi i medfør af den pålagte embedspligt hverken kan eller vil spærre ham vejen til ret og retfærdighed, skred vi for at opklare og prøve sagen frem på den bedste måde, vi kunne, og, efter at de vedkommende parter var stævnet, finder vi altså ved hjælp af forstandige, velegnede og troværdige vidner, der ikke var mistænkelige for nogen af parterne, og som til dette blev ført enkeltvis, stævnede, edsvorne, og prøvede efter lovens forskrift, at dette førnævnte gods og jorden beliggende inden for førnævnte Ringe sogns gamle skel, og som fra gammel tid har været tiendepligtigt til præsterne og den oftnævnte kirke i Ringe, hverken ved nogensomhelst kirkelig ret, dom eller dommer er fravendt, frarevet eller frataget dem, eller at være blevet tillagt en anden kirke eller et andet sogn som sognets gods efter kirkelig bestemmelse af nogen.
Vi finder fremdeles, at indbyggerne i den førnævnte landsby Lørup hvert år uden noget vederlag kan lade deres kvæg græsse på græsgangene i det førnævnte sogn Ringe i et halvt år, nemlig om sommeren, når græsgangene har mest græs.
Efter at have indhentet retskyndiges råd har vi, da modparten intet troværdigt og passende kunne bevise, skønt vi har udpeget adskillige egnede til for os at bevise det modsatte, hvis de kunne, ved vor endelige dom tildømt præsten og kirken i Ringe tienderne af dette gods og den øvrige omkringliggende jord tillige med halvdelen af kvægtienderne til betaling for fremtiden, idet vi pålægger begge parter evig tavshed om denne sag.
Hvorfor vi som befaling, under straf af ekskommunikation, pålægger hver og en af indbyggerne i den førnævnte landsby Lørup, at de ikke undlader for fremtiden at betale kirken og førnævnte præst disse tiender, såvel korntienderne som kvægtienderne, såfremt de vil undgå den lovede straf.
Givet i Odense i det Herrens år 1438, fredag (.....)[C] de 11000 jomfruer og martyrers dag, under officialsseglet til vidnesbyrd om det førnævnte.