Nedenstående artikel gengiver en kronik af Lis Jacobsen, bragt i Berlingskes Aftenavis 3. december 1938:
En af de mest dramatiske Begivenheder i Danmarks ældre Historie fandt Sted
Sankt Laurentius' Nat, den 9. til 10. August 1250, da Landets Konge, Erik
Plovpenning, som have været Gæst i Slesvig hos sin Broder, Hertug Abel, af
dennes betroede Mand, Tyge Rost, førtes ud på Slien Fjord og blev myrdet af
Hr. Lave Gudmundssøn. Alle Helgens Dag, den
1. November, samme Aar blev
Abel kronet som Danmarks Konge efter med 24 Mededsmænd at have svoret sig
fri for Medskyld i Eriks død.
Om den Broderstrid, der gik forud for Mordet paa Kong Erik, har Kr. Erslev, den danske Historiker, som har betydet mest for nyere kildekritisk Forskning, i 1890 skrevet en omfattende Afhandling: "Erik Plovpennings Strid med Abel. Studier over ægte og uægte Kilder til Danmarks Historie".
I Kapitel 1 skildrer Erslev "Broderstriden efter de ægte Kilder", hvilke "kun er samtidige Krøniker og Aarbøger"; disse gennemgaas, hvorefter Erslev slutter; "Jeg har hermed udtømt, hvad der i de samtidige Kilder findes om Eriks Strid med Broderen".
Med Udgangspunkt i denne Afhandling skal vi i det følgende se paa dansk Politiks Stilling i Aaret 1250. Hvad der i dette Aar ifølge Erslevs Undersøgelser er sket, er, at Hertug Abel blev nødt til "fuldstændig at underkaste sig sin Broder". Erslev paaberaaber sig her en (senere) Tilføjelse i den sjællandske Aarbog: "Tvunget gav Hertugen sit Liv og Gods i Kongens Hænder", I Tilslutning hertil skriver Erslev i "Danmarks Riges Historie" (1898): "Aaret efter (dvs. 1250) brød Striden med Abel atter ud. Kong Erik gik frem med stor Kraft.... Abel var nødt til fuldstændig Underkastelse.... Kongen stod i dette Øjeblik paa sin Magts Højde".
Senere Fremstillinger af Danmarks Historie har i det væsentlige bygget paa (eller sluttet sig til) Erslev. Arup skriver (1925): "Næste Aar, 1250, besejrede Erik 4. ogsaa sin Broder, Hertug Abel, og var saaledes overalt Sejrherre", og Jørgen Olrik skriver (1927) i "Det danske Folks Historie" ligesom i "Sønderjyllands Historie" 1936: "Næste Aar fik Kongen fulstændig Overhaand."
Hvad Diplomerne fortæller om Kong Eriks Magtstilling i 1250, er noget
andet.
Det nu udkomne Bind af "Danmarks Riges Breve" aabnes med et Brev, "givet i Ribe i det Herrens Aar 1250, den 20. Februar". Dette Brev, der findes i Original i Ribe Byarkiv, begynder som følger: "Abel, af Guds Naade de Danskes og Venders Konge, Hertug i Jylland, til alle, der ser dette Brev, Hilsen med Gud".
Altsaa kalder Abel sig Konge et halvt Aar inden Kong Eriks Død; han ikke blot
kalder sig Konge, idet han ved Brevet giver Ribe By Privilegium. Efter den
kongelige Hilsen og en i Datidens Breve almindelig Bevidnelse af de skrevne
Ords Værdi, følger denne kongelige Kundgørelse: "Derfor gør vi vitterligt
saavel for nulevende som for tilkommende, at vi til nærværende Brevførere
(dem, til hvem Brevet overdrages), vore elskede Borgere i Ribe som Tak for
deres Ydelser og Fortjenester gennem lang Tid har givet den særlige Frihed,
at vi, hvorsomhelst de indenfor vort Riges og Hertugdømmes
Grænser
maatte komme for at handle med deres Varer, erklærer dem for fri og i enhver
Henseende undtagne at være for Betaling af Told, Torvegæld, Forband (en
Vareafgift) og for Vragret".
I den følgende Maaned optræder Kong Abel i Sønderjylland, som vi erfarer af
et i Sankt Johannes' Klosterarkiv i Slesvig bevaret Originalbrev: "Givet i
Slesvig i det Herrens Aar 1250, den 7. Marts". Ogsaa dette Brev indledes med
Abels Kongehilsen: "Abel, af Guds Naade de Danskes og Venders Konge etc."
Derpaa følger et kongeligt Privilegium til St. Johannes Kloster: "Derfor vil
vi, at det skal være vitterligt for Eder alle, at vi har tilstaaet St.
Johannes Nonnekloster i Slesvig alle dets Bryder og Landboer fri og undtagne
at være for Ledingsbyrde, Ombudsmandens Krav og alle andre Byrder og
Udgifter, som er vor kongelige Ret" etc.
Endnu et originalt Kongebrev, udstedt af Abel 1250, før Eriks Død, er bevaret; det er givet i Roskilde i det Herrens Aar 1250, den 17. Maj" og indledes som de to andre: "Abel, af Guds Naade de Danskes og Venders Konge" etc. Hvorefter Kongen "gør vitterligt for Eder alle, at vi har erklæret Indbyggerne i Byen Væ for fri og undtagne at være for Ledingsafgift af Medynk med deres Fattigdom. Ydermere har vi fritaget Indbyggerne (i Vä) for Betaling af Told i hele vort Rige". Brevet opbevares i Landsarkivet i Lund.
Disse tre Breve gør det til en historisk Kendsgerning, at Abel i Vinter- og Foraarsmaanederne 1250 havde tiltaget sig Kongemagten i Danmark. Under de tidligere Stridigheder mellem Brødrene har Abel aldrig dristet sig hertil; nævnes kan f. Eks. et Brev, udstedt 28. April 1249, ved hvilket "Abel, af Guds Naade Hertug i Jylland", giver Esrom Kloster Privilegium.
At det i de ovennævnte Breve ikke drejer sig om en blot Formalitet, men om en
reel Magttilegnelse, bestyrkes ogsaa af, at Abel (hvad der gøres opmærksom
paa i Diplomatariet i Indledningen til Abel-Brevet af 20. Februar) i senere
Pavebreve gentagne Gange betegnes som den, der havde usurperet Kongemagten.
- Det er heller ikke uden Interesse, at i Tiden fra Januar til Juni 1250
findes ikke et eneste Kongebrev, udstedt af Erik. Først den 27. Juni træffer
vi et Brev, givet af "Erik, af Guds Naade de Danskes og Venders Konge" - tre
Uger efter Drabet paa Broderen.
Det Tidsrum, i hvilket Erik Plovpenning har udøvet fuld Kongemyndighed i Danmark 1250, har da, efter Sporene at dømme, været kort. Hvor han har været i Aarets første Del, véd vi ikke. Rimeligvis har han optraadt i andre Egne af Landet end Abel, men desuden har han vistnok foretaget et Hærtog til Frisland, om hvis Udfald Lundeaarbogen beretter: "Dette Aar (1250) blev Kong Erik dreven ud af Frisland, hvor et stort Antal af hans Riddere mistede Livet".
Saa langt fra synes Kong Erik da i 1250 at have staaet "paa sin Magts Højde", at dette Aar for Kongen snarere maa betegnes som et fortsat Fald. Ingen Sinde har Abel tidligere haft en lignende Usurpator-Stilling.
Man vil spørge: Men har da de tre bevarede kongelige Abel-Breve, der giver saa vigtige Oplysninger om Broderstridens Forløb, været alle danske Historikere ukendt? Ingenlunde. Det er ikke Stedet her udførligt at gennemgaa disse Diplomers Historie; kun nogle Enkeltheder skal fremdrages.
Ribebrevet af 20. Februar 1250 har været kendt af det 18. Aarhundredes berømte Historieskriver P.F. Suhm, der 1809 optog det i sin "Historie af Danmark", men - under Aaret 1251, idet Suhm bemærker, at vel staar der i de ham bekendte Gengivelser af Brevet 1250, "men da var Abel ikke Konge".
Slesvigbrevet af 7. Marts 1250 er ligeledes optaget i Suhms Danmarkshistorie, men ogsaa Aaret 1251 med en lignende Tilføjelse om, at der jo vel staar 1250 under det aftrykte Diplom, "men da Abel kalder sig deri de Danskes Konge, saa indser vel enhver, at Diplomet maa være af 1251 eller 1252".
Hvad endeligt Roskildebrevet af 17. Maj 1250 angaar, er det allerede benyttet af Arild Huitfeldt i det Aar 1600 udkomne Bind af hans Danmarkskrønnike; han bemærker her, at han "sellf haffuer seet oc læst" Brevet; men heller ikke hos ham bringer Dateringen Traditionen til at vakle, idet han - i øvrigt uden Kommentar - flytter Brevet fra Maj til December, saaledes at læse: "Om Julen Aar 1250 holtis der en Herredag udi Roskild"; her confirmerede Kong Abel en Del Privilegier "serdelis Væ Kiøbstæds udi Skaane". Næste Gang vi træffer Brevet, er i en Afskrift 1754 (tilstillet Jacob Langebek); Afskriveren har sørget for historisk Kontinuitet ved at forandre 17. Maj til 17. Oktober. Under denne Dato gaar Brevet over i den historiske Litteratur - først hos Suhm (1809), dernæst i det store svenske Diplomatarium (1829) og herfra videre i "Regesta" 1843; men i Regestas 2. Række (1880) er Datoen rettet til 17. Maj efter et svensk Udtog. Korrigeringen blev imidlertid uden Betydning, thi faa Aar efter (1894) udkom den moderne Diplom-Fortegnelse, der blev Basis for al senere dansk Historieforskning: Kr. Erslevs Repertorium.
Her havde for første Gang en Forsker haft selve de tre Original-Diplomer i Hænde. Om Dateringen af disse Breve, der er skrevne af forskellige Skrivere, til forskellig Tid, og hvor Datoen for de to Breves Vedkommende er skrevet helt ud med Bogstaver, er der ingen Tvivl; men saa ukueligt var Traditionens Magt, at Erslev - den nordiske Historiker, der maaske mere end nogen anden er gaaet ind for det samtidige Dokuments Vidneværdi overfor Traditionen - flytter alle tre Breve til 1251 for at bringe dem i Overenstemmelse med den hævdvundne Overlevering.
Æren for at have fæstnet Dokumenternes Datering paa Trods af den overleverede Tradition tilkommer Professor Arup og hans unge Medarbejdere ved Diplomatariet.
Her kunde jeg slutte. Men det vilde være urigtigt at undlade at fremhæve, at naar Huitfeldt - Suhm - Erslev, alle forudsatte som en Selvfølge, at der ikke kunde røres ved Danmarks overleverede Kongerække, selv hvor grundfæstede Dokumenter talte imod Overleveringen, saa vilde det være taabeligt af os at lægge disse, nogle af Danmarks største Historikere, deres Anskuelse til Last. Thi Nutidens fordomsfri Bedømmelse af Dokumentet, vor Frigørelse for Traditionstvangen, den er naaet, og alene naaet, gennem de ældre Forskeres i Ordets egentlige Forstand bane-brydende Arbejde.
Paa den anden Side maa det vistnok erkendes, at det fremførte Eksempel bidrager til at vise, at Udgaven af Danmarks Middelalder-Dokumenter har som Mission ikke blot ude i Folkets brede Lag, men ogsaa indenfor de Lærdes udvalgte Rækker.
Danmarks Riges Breve , kronik af Lis Jacobsen, Berlingskes Aftenavis, 30. november 1938