Nedenstående tekst blev udgivet i oktober 1976 som Dansk Sprog- og Litteraturselskabs præsentationshæfte 2 og var tilegnet Diplomatarium Danicums leder C. A. Christensen på hans halvfjerdsårsdag 15. oktober samme år. Den afspejler som sådan projektets tilstand for godt 40 år siden, og et par noter markeret med bogstav er tilføjet for at gøre opmærksom på forandringerne siden da. Originale sidetal er angivet [i klammer].
[3]
Nu er der igen kommet et bind af Danmarks Riges Breve – hvornår kommer de FATTIGE's breve?
Politikens "At tænke sig"
Desværre kommer de nok aldrig fra Det danske Sprog- og Litteraturselskab. Det er gamle danske statsakter, der udgives, og dertil private dokumenter, f.eks. kontrakter, skøder og pantebreve. Privatbreve og kærestebreve findes ikke bevaret fra den ældre tid, bl.a. fordi de fleste mennesker ikke kunne skrive.
Hovedrækken er den latinske serie Diplomatarium Danicum, oversættelsesserien hedder Danmarks Riges Breve. Begge er delt i tre rækker: 1. række for tiden indtil 1249, 2. række for årene 1250-1339 og 3. række for tidsrummet 1340-1412. [a] Af 1. rækkes 7 bind er der hidtil udsendt bind 1-2 (789-1169) og 4-5 (1200-23); endvidere udsendtes 1. halvbind af 3 (1170-99) ved Carlsbergfondets 100-års jubilæum for nylig. 2. række er færdiggjort i 12 bind, udsendt i årene 1938-1960. Af 3. række er der hidtil udkommet 7 bind, som dækker årene 1340-66. Hermed er publiceret lige ved 10.000 dokumenter.
I dette værk trykkes alle middelalderlige diplomer vedrørende Danmark i kronologisk rækkefølge. Slutmålet er foreløbig 1412, dronning Margrethe I.s dødsår. Diplom er det tekniske navn for breve, der har retsstiftende indhold, og hvis form er opbygget efter ganske bestemte regler, som iøvrigt i let moderniseret form følges i de kongelige åbne breve den dag i dag: "Vi Margrethe den Anden, af Guds nåde Danmarks dronning, gør vitterligt ..." o.s.v. Ordet diplom stammer som så mange andre tekniske betegnelser fra den klassiske oldtid og var oprindelig især betegnelse for de to sammenlagte og forseglede blyplader, som den romerske soldat modtog ved afsked fra soldatertjenesten i legionerne som bevis for hans romerske borgerskab og deraf følgende rettigheder.
[4] I middelalderen skrev man som regel diplomerne og andre brevskaber på pegament og bekræftede dem med hængende segl. Danmark følger her de udenlandske forbilleder. Først i løbet af 14. århundrede kommer papiret så småt i brug; det ældste kendte eksempel med dansk udsteder er kong Valdemar Atterdags brev til rådet i Stralsund af [1349] 10. juli, hvori han lover erstatning for en kogge, han har beslaglagt til krigeriske formål. Her har seglet været påtrykt, så det tillige kunne lukke brevet.
Historikerne har i århundreder været klare over, at disse dokumenter: traktater, privilegier, skøder og pantebreve var lige så vigtige som årbøgerne ved en fremstilling af begivenhederne i Danmarks middelalder. Allerede Hans Svaning († 1584) begyndte så småt at udnytte dette stof, da Kristian 3. havde opfordret ham til at skrive en Danmarkshistorie. Arild Huitfeldt med sin Danmarks Riges Krønike fra årene omkring 1600 – som netop nu skal optrykkes fotografisk – blev dog den første, der i rigt mål udnyttede dokumenterne og aftrykte eller oversatte dele af dem.
Indsamlingen af brevstof fortsattes i mange årtier af Hamsfort, Stephanius, Bartholin og medlemmer af slægten Bircherod, men først med det forslag, som Hans Gram i 1731 forelagde Kristian 6., sigtes der mod en samlet kronologisk udgivelse af middelalderkilderne – et diplomatarium. Tidspunktet er næppe tilfældigt: Gram var året før blevet udnævnt til kgl. historiograf, arkivsekretær og kgl. bibliotekar, og han og hans samtidige havde oplevet universitetsbibliotekets tilintetgørelse under Københavns brand i 1728.
Hans Grams mange gøremål hindrede dog hans afskriftsamlinger i at blive mere end et tilløb. Ved sin død testamenterede han dem til Gehejmearkivet, som Rigsarkivet dengang hed. Da hans lærling Jacob Langebek samtidig blev hans efterfølger som gehejmearkivar, var der gode betingelser for at udbygge samlingerne, der fra 1748 voksede og siden ordnedes i store bind; men derved blev det. Ved sin død i 1775 stod Langebek midt i udgivelsen af den vældige kilde[5]samling Scriptores rerum Danicarum; kun denne videreførtes af P.F. Suhm efter Langebeks manuskript. Diplomatariet derimod henlå sammen med Langebeks øvrige samlinger i Gehejmearkivet; kun enkelte tekster tryktes bagi de forskellige bind af Suhms "Historie af Danmark". Langebeks senere efterfølger som gehejmearkivar Grimur J. Thorkelin udsendte ganske vist Diplomatarium Arnamagnæanum i 1786, men i de følgende årtier nøjedes man med at tænke på den store opgave; formuleringen er Christian Bruuns fra 1868 – og han tilføjede: Man tænker på det fremdeles.
Længe inden Bruuns sørgmuntre status, nemlig fra 1828, havde Videnskabernes Selskab dog stilet mod en fortegnelse over trykte danske diplomer, uanset hvor de fandtes. Som resultat af anstrengelserne udkom i 1847 bind I af Regesta Diplomatica Historiæ Daniæ, som allerede 1889 måtte suppleres med 2. række på grund af den voksende udgivervirksomhed i udlandet. Det i 1888 vedtagne Repertorium eller Fortegnelse over Danmarks Breve fra Middelalderen optog derimod kun breve, "der hører hjemme i Middelalderens Danmark". Hovedudgiveren professor Kr. Erslev gjorde en slags status i forordet til bind I (1894-95) og fremhævede, at over halvdelen af brevene indtil 1450 hidtil var trykt, men at Repertoriet var et surrogat, fordi idealet, "et helt og fuldstændigt Diplomatarium", ikke var nået. For at kunne byde på noget nyt optog man nu fyldige udtog af alle utrykte breve og gav diplomatariske oplysninger om alle breve, d.v.s. om de var bevaret i original eller afskrift, om segl, tidligere tryk o.s.v. 1928-39 udkom 2. række af Repertoriet for årene 1450-1513. Hermed var der skabt et nyt værdifuldt hjælpemiddel for historikerne, men de fuldstændige diplomtekster måtte stadig søges i spredte og delvis vanskeligt tilgængelige værker.
Omtrent samtidig med Repertoriet udkom et andet vigtigt arbejdsredskab, nemlig beskrivelser af middelalderbrevenes mange segl. Også her var der en forskertradition fra det 18. århundrede, idet Langebek og især Terkel Klevenfeldt havde anlagt store samlinger af [6] segltegninger – af varig værdi, fordi mange segl siden er bortsmuldret. Værker af Henry Petersen, A. Thiset og P. B. Grandjean afbilder og beskriver seglfelterne og omskrifterne nøjagtigt og meddeler heraldiske registre. [1]
Som nævnt fortsatte eftertiden Langebeks store kildeudgave Scriptores, og i dens senere bind indgik tre væsentlige brevsamlinger vedrørende Æbelholt kloster, Aarhus domkapitel og Løgum kloster; princippet var her at udgive eet bestemt håndskrift ad gangen. Samme fremgangsmåde valgte Oluf Nielsen i 1869 ved at udgive håndskriftet "Ribe Oldemoder" (Avia Ripensis). Udgaven søger at vise håndskriftets forskellige skriverhænder ved forskellig typografi. Flere andre vigtige udgaver, delvis samlet om en enkelt lokalitet, besørgedes af Oluf Nielsen. [2]
Mens man således omved år 1900 stadig måtte savne et dansk diplomatarium, var der sket adskilligt mere i vore nabolande. Allerede i 1829 havde J. G. Liljegren udgivet bind I af Diplomatarium Suecanum, og bind II-V fulgte efter 1837-65. I Norge udsendtes fra 1849 Diplomatarium Norvegicum, der i 1900 var nået til bind XV. Denne udgave adskiller sig fra almindelig praksis ved i hvert bind at meddele et antal både ældre og yngre diplomer kronologisk i stedet for at anlægge eet samlet kronologisk forløb i hele værket.
Syd for Danmark var en række vigtige publikationer også påbegyndt i samme tidsrum. En plan om en fælles udgave for Sles[7]vig-Holsten-Lauenborg, Lübeck og Hamburg strandede, og man fik i stedet regionale diplomatarier for Lübeck, Bremen, Hamburg og Mecklenburg ligesom for Brandenburg og Pommern. [3] Desuden udkom der sidst i 1800-tallet to store dokumentsamlinger vedrørende hansestæderne, [4] og endelig kunne man i 1886 begynde at udsende Schleswig-Holstein-Lauenburgische Regesten und Urkunden. Der var meget dansk stof i disse publikationer, kun en mindre del var helt nyt, men det understregede vigtigheden af en tilsvarende dansk udgave, omend første verdenskrig foreløbig hindrede arbejder af denne karakter.
I mellemkrigstiden fik historikernes ønsker tillige tilslutning fra sprogforskernes side. Man havde fået startet et internationalt samarbejde om en ny udgave af Du Canges ordbog over middelalderlatinen – Glossarium mediae et infimae latinitatis, som sidst havde erfaret mindre revisioner i 1887. – Et udvalg under Videnskabernes Selskab overvejede udnyttelse af det danske stof i en sådan ordbog og tilkendegav meget klart, at det danske brevstof burde samles og udgives – ikke blot af hensyn til den latinske sprogform, men også af hensyn til de ikke få gammeldanske ord, der var optaget i de latinske tekster. Endvidere ville man vinde en kontrol på hele det middelalderlige navnestof. Historikere og sprogforskere kunne med lethed enes om at ønske diplomatariet fremmet.
I 1930 kom der en forespørgsel fra Carlsbergfondet til Det danske Sprog- og Litteraturselskab, om det ville påtage sig at udgive et Diplomatarium Danicum. Svaret var positivt under den udtrykke[8]lige forudsætning, at der kunne etableres samarbejde mellem historikere og sprogforskere om udarbejdelsen.
Selskabet henvendte sig derefter i 1931 til professorerne Erik Arup i København og Lauritz Weibull i Lund med en forespørgsel, om de var villige til at lede udgivelsen af et dansk diplomatarium. Det lykkedes at opnå deres samtykke til opgaven, og efter at man havde fået knyttet professor Franz Blatt som særlig kyndig for middelalderlatin og professor Peter Skautrup for det danske sprogstof til udgivelsesarbejdet, kunne man samme år glæde sig over at opnå den første nødvendige støtte fra Carlsbergfondet til arbejdets iværksættelse. Lederne fik knyttet fire unge historikere og klassiske filologer til arbejdet – cand.mag. Adam Afzelius, mag.art. C. A. Christensen, cand.mag. Gustav Hermansen og cand.mag. Kåre Olsen.
Det viste sig snart praktisk at dele arbejdet i to rækker: 1. række til 1249 under ledelse af Lauritz Weibull og 2. række 1250-1340 under ledelse af Erik Arup. Og så gik man i gang! Nu kom det arbejde, der var nedlagt i Regesta og Repertorium, til stor nytte, idet det kunne benyttes som grundstamme i det kronologiske kartotek over brevstoffet i de to ovennævnte rækker. Det kronologiske kartotek var og er rygraden i hele arbejdet lige fra forberedelserne til den endelige fastlæggelse af indholdet i de enkelte bind. Det gjaldt om både at nå høj grad af fuldstændighed og finde frem til det bedste håndskrift til opfyldelse af hovedformålet: at give den helt fuldstændige og pålidelige tekst for hvert enkelt brev. Derfor var det også nødvendigt at få sikkerhed for, hvor mange breve der var bevaret i original i ind- og udland, således at man tillige byggede på det primære kildegrundlag. I forbindelse med disse forarbejder foretog ledelsen og nogle medarbejdere forskningsrejser i 1933-34 til arkiverne i Lübeck, Schwerin, Rostock, Wismar, Stralsund, Greifswald, Stettin, Danzig, Elbing, Königsberg, Berlin, Braunschweig, Wolfenbüttel, Hannover, Hamburg og Bremen samt til arkiverne i Reval (Tallinn), [9] Dorpat (Tartu) og Riga for at undersøge hidtil kendte originaler og affotografere dem på Leica-film og for at fastslå, om de pågældende arkiver fuldt ud var udnyttet. Derudover blev hele den redaktionelle arbejdsgang planlagt og afprøvet i disse første år; så da Erik Arup i 1937 af flere grunde ønskede at trække sig ud af ledelsen, kunne denne overtages af de fire nævnte redaktører i forening med Franz Blatt med henblik på færdiggørelsen af 2. række. I bind I af denne række (1250-65), som udkom i 1938, er der optaget en fyldig redegørelse for "udgivelsesprincipper for 2. række", og den er stadig i det store og hele normgivende for arbejdet med diplomatariet.
Selv i de vanskelige krigsår lykkedes det at holde arbejdet i gang – bindene II-V og IX udkom 1939-46. – Lauritz Weibull arbejdede i hele denne periode på 1. række, især på det stof, der nu udgør de tre første bind i rækken, omfattende årene 789-1199. For at fremme arbejdet i 1. række efter afslutningen af 2. verdenskrig lykkedes det at få en aftale i stand om, at cand.mag., senere professor, dr.phil. Niels Skyum-Nielsen skulle indgå i samarbejdet om at fuldende rækken, således at den rent faktisk deltes mellem de to udgivere med år 1200 som skillelinie. 1957-58 kunne N. Skyum-Nielsen derefter udgive bind 4-5 med årene 1200-23. Lauritz Weibull efterlod ved sin død i december 1960 et næsten trykklart bind 2 for årene 1053-1169, siden udsendt i 1963, samt manuskript på forskellige stadier til bind 1 og 3. Disse sidste to bind er nu færdiggjort 1975 og 1976 af redaktørerne ved 3. række, C. A. Christensen og Herluf Nielsen, mens N. Skyum-Nielsen er nået langt med tiden 1224-49, den sidste lakune i rækken. Iøvrigt kan det fremhæves, at brevstoffet i bind 1 (789-1053) i modsætning til alle de andre bind på grund af det omfangsrige og næsten rent udenlandske materiale er gengivet i korte referater, de såkaldte regester. Bindet giver et indtryksfuldt billede af, i hvor høj grad vikingernes hærgen i Vesteuropa har influeret europæisk storpolitik og sat sig spor i traktater, forordninger, offentlige dokumenter og enkelte private breve.
[10]
Sidst i 40'rne var afslutningen af arbejdet på 2. række meget nær forestående, og det blev da besluttet at gennemføre forarbejder til en 3. og 4. række af diplomatariet, hvoraf den kommende 3. række skulle omfatte årene 1340-1412, medens 4. række skulle nå til 1450, d.v.s. samme slutår som 1. række af Repertoriet. [a] Der blev opnået bevilling til disse forberedelser, og på grundlag heraf oparbejdedes et fuldstændigt arbejdskartotek – kronologisk som tidligere – for 3. række, således at det var muligt at beregne, hvor stort omfang arbejdet med brevstoffet til og med 1412 ville få. På grundlag heraf opnåedes der bevilling i Carlsbergfondet til at sætte udarbejdelsen i gang under ledelse af mag.art. C.A. Christensen med nu afdøde professor Peter Jørgensen, professor H. Bach og senere også professor Ernst Dittmer som særligt sagkyndige for de nedertyske teksters vedkommende. Endvidere ansattes cand.mag. Herluf Nielsen ved redaktionen af denne række.
Som tilsynsførende har Franz Blatt fungeret i hele perioden. Ved siden heraf påtog den afdøde retshistoriker professor Poul Johannes Jørgensen sig den anden plads i tilsynet og lod diplomatariet nyde godt af sin omfattende viden. Efter hans død i 1947 fortsatte professor Stig Iuul denne side af tilsynet indtil sin død i 1969. For nordisksprogede tekster og navneregistrene i hvert bind har tilsynet påhvilet Kristian Hald (1. og 3. række) og Peter Skautrup (2. række).
Som nævnt ovenfor blev alle originaler indtil 1340 affotograferet først og fremmest til brug ved det daglige arbejde med fastsættelse af teksterne. Inden man begyndte opsætningen af det første bind tekster, havde man nøje overvejet, om man også typografisk skulle forsøge at afspejle originalernes skriftbillede. Man havde overvejet, om man skulle gengive forkortelser i kursiv, om brugen af r med skulderstreg og rundt r (r-rotunda) skulle markeres o.s.v. Med andre ord: Kunne aftrykket af et diploms tekst foruden at være pålideligt [11] også afsløre dets skriftmæssige egenart? Oluf Nielsen havde forsøgt sig i udgaven af Ribe Oldemoder (ovf. s. 6). I England havde man i 19. århundrede i visse publikationer fra The Record Commission og senere også i Pipe Roll Society forsøgt sig med en særlig "Record Type", som gengav alle forkortelser i den latinske tekst uden opløsninger. Ved diplomatariet nåede man til en anden løsning. Man enedes om at adskille den pålidelige tekstudgave fra den skriftmæssige eller palæografiske, da en typografisk løsning alligevel ikke kunne imødekomme alle krav ved skriftundersøgelser. Det lykkedes at vinde forståelse for, at en fotografisk gengivelse med særlig vægt på læselighed – mindre på det æstetiske – ville kunne imødekomme næsten alle palæografiske krav. I 1938 samtidig med bind I af 2. række udsendtes derfor Corpus diplomatum regni Danici ved Franz Blatt og C. A. Christensen, bestående af bind I: Indices og II-VII: lystrykgengivelser af 996 daterede og 83 udaterede breve fra tiden til og med 1340 samt som eksempler 37 breve, udstedt i Danmark af ikke-danske udstedere, hvortil et tillæg med de såkaldte "Michaelisforfalskninger" (d.v.s. forfalskninger for St. Michaelisklostret i Reval) – ialt 1173 breve, hvoraf 390 ligger i Rigsarkivet og 250 i den Arnamagnæanske samling.
Endnu en opgave voksede ud af det forberedende arbejde med Diplomatarium Danicum. Næsten alle brevene er jo affattet på latin, de tidligste udelukkende på dette sprog. For at få draget så mange som muligt ind i benyttelsen af dette brevstof, ville det være meget ønskværdigt, om en oversættelse til dansk af hele brevstoffet under eet kunne tilvejebringes, og midler til trykning fremskaffes. Især ville lokalhistorikerne få større mulighed for at inddrage diplomstoffet i deres undersøgelser og fremstillinger. Men en parallel oversættelsesudgave ville også rumme fordele for tekstudgaven i Diplomatariet, idet man i virkeligheden vandt en ekstra kontrol på teksten. Lederen af oversættelsesarbejdet Franz Blatt gjorde den klassiske filolog Wilamowitz' ord til sine, når han i sin pjece "Under [12] vor hånd og segl" fra 1943 citerede, "at kun ved Oversættelse til Modersmaalet tvinger man sig selv og andre til at forstaa hver Tøddel af en Tekst paa fremmed Sprog". Også dette oversættelsesarbejde har gamle aner ligesom udgivelsen af teksterne. Huitfeldt oversætter mange breve i sin Danmarks Riges Krønike, og rundt om i nyere historiske fremstillinger findes ligeledes breve i oversættelse. I en række tilfælde er de latinske forlæg til ældre oversættelser senere gået tabt – det gælder især Huitfeldts.
Oversættelserne fremkommer i rækken Danmarks Riges Breve parallelt med bindene i diplomatariet. [b] Forud for starten i 1938 havde man held til at vinde en række lokalhistoriske foreninger (amtssamfundene) landet over for deltagelse i de såkaldte Amtsudgaver af Danmarks Riges Breve, som skulle indgå på en bestemt måde i foreningernes årsleveringer. Ved en ekstra ombrydning af Danmarks Riges Breve kunne det på grundlag af 2. rækkes bind lade sig gøre at udsende en række hæfter med breve af lokalinteresse, fordelt på fire jyske bind, eet bind for Fyn-Lolland-Falster, tre bind for Sjælland og et hæfte for Bornholm. Denne brede tilslutning landet over var samtidig en løftestang for Danmarks Riges Breve og hovedudgavens fremtid. Om principperne for oversættelsen findes der en fyldig redegørelse i bind I af 2. række. Medarbejderne var og er de samme som ved diplomatariet.
I den mangfoldighed af breve, der på denne måde bliver gjort tilgængelige for det bredere publikum, er der bestemte diplomtyper, der markerer sig tydeligere end andre. Det hænger dels sammen med den udstedende, dels med, hvad brevene drejer sig om. Talrige breve er udstedt af kongen eller bisperne. Ser man på de breve, der er indgået udefra til danske myndigheder eller personer, vil buller fra det pavelige kancelli nok være langt de talrigeste og i de ældste perioder næsten de eneste, der er bevaret. Man må dog i denne forbindelse ikke overse, at tilfældigheder spiller ind, når denne eller hin brevgruppe er bevaret til vore dage, og at kun breve på jord og [13] fast ejendom har haft interesse. Derfor er registrators bemærkning om den 7. læddike i Folen [5] på Kalundborg slot (1551) meget talende: "Then er fuld aff gamble quitantzer og skellige quitte brefue, som icke megit nøttigt erre och lyder største parten paa koning Waldemar oc nogen paa droning Margrete". Eller i Roskilde bispestols breve (omkr. 1570): "Mange andre brefue, som ere thilsammen bunden ock icke haffue synderlig paa sig".
Hovedparten af de bevarede breve er såkaldte åbne breve, letkendelige på indledningen, hvori udstederen henvender sig til "alle, der ser dette brev eller hører det læse". Svarende hertil hedder det lidt senere i kundgørelsesformlen: "alle skal vide" – tit med udvidelsen "nulevende og fremtidige". Men inden dette foretrak man hyppigt i 11-1200’tallet at begynde teksten med en almen motivering – det led, der i fagsproget kaldes arenga. I de danske breve henviser man mest til kongens pligt over for undersåtterne eller til den svage menneskelige hukommelse, der behøver brevet som støtte. Emnet kan gøres kort af som i junker Otto af Danmarks brev af 1333 6. oktober: "Det er som at putte ting i en sæk uden bund, hvis man uden skriftlig optegnelse betroede menneskers handlinger til hukommelsen alene"!
Med kundgørelsesformlen "alle skal vide" når man frem til sagens kærne i brevet – det led, der indeholder den udstedendes dispositioner i den pågældende sag – og derefter rundes brevets tekst af med en bekræftelse på brevet med henvisning til segl, undertiden kombineret med trusler mod overtrædere. Brevets slutning udgøres af udstedelsessted, datering og vidner.
De kongelige åbne breve indeholder ofte privilegier, begunstigelser, for bestemte institutioner eller grupper. Erik Lams brev af 1140 til Skovkloster – nu Herlufsholm – overdrager kongelige rettigheder i Næstved til klostret, herunder midsommergælden, hvis danske [14] navn "mithsumeres chield" gengives i den latinske tekst. Andre privilegiebreve har verdslige modtagere, f.eks. Ribe, der allerede under Valdemar Sejr får ret til at handle overalt i riget uden at svare torveafgifter og told, eller de nordtyske stæder – hansestæderne – som får begunstigelser på Skånemarkederne.
En anden vigtig gruppe er adkomstbrevene, d.v.s. skøder eller pantebreve på jordegods. I de ældste af dem opregnes undertiden skelmærker for besiddelserne, således i en gruppe skøde- og mageskiftebreve fra Esrom kloster, udstedt af Valdemar 1. og Absalon. I skelmærkerne for det nu forsvundne Tømmerup i Nordsjælland, som mageskiftes af Absalon, bryder det danske gennem latinen: "af Kistehøj i lansunning (= sydøst)", lidt senere "op fra Damsmose" til en "lyngmose, op omkring Traneholm". Ryd kloster erhvervede en jord på Dørpum mark, mens biskop Valdemar sad i Slesvig, og den strakte sig "fra enemærket Porskile indtil den sten, som er anbragt for enden af Fedder Guthangs ager". Selve skødningsproceduren er indirekte skildret i en bulle fra 1198 af Innocens 3., der pålægger ærkebiskop Absalon at drage omsorg for, at gaver på jordegods til kirken respekteres i samme grad som testamentariske gaver, når i vidners nærværelse lidt af jorden, indhyllet i en flig af kappen eller i et lille klæde, anbringes på alteret. Denne handling, "som på folkesproget kaldes skødning (scotatio)", trådte i stedet for testamentet, som endnu ikke havde vundet indpas i Danmark. Interessant er det derefter at se, at ærkebiskop Absalon selv på sit dødsleje udfærdigede et testamente, det første på dansk grund.
Testamenterne er nok den gruppe, der bedst kan kaste strejflys over datidens dagligliv, også selv om mange af udstederne hører til i de højere samfundslag. Langt de fleste af dem indledes med en gudspåkaldelse, en almen motivering af typen "intet er vissere end døden og intet mere uvist end dødens time" samt en udtrykkelig forsikring om, at udstederen er karsk på sjæl og legeme – eller i det mindste "omend syg på legemet, så dog karsk af sind"; der måtte dengang som nu ikke være den mindste tvivl om udstederens tilregnelighed. Derefter følger de egentlige dispositioner, ofte indledt med et beløb eller jordegods til den kirke, hvor gravsættelsen skal finde sted, efterfulgt [15] af gaver til andre kirker, klostre eller gejstlige personer, bestående af jordegods, kostbarheder, klæder, husgeråd og bøger, d.v.s. håndskrifter. Allerede Absalon lader testamentarisk Sakse drage omsorg for at tilbagelevere to lånte bøger til Sorø kloster. Det drejer sig sikkert om to håndskrifter af de klassiske forfattere Justinus og Valerius Maximus. Justinushåndskriftet eksisterer den dag i dag på Det kgl. Bibliotek og bærer på sit sidste blad en påskrift om tilhørsforholdet. Langt senere testamenterer Sæmund Jensen, kannik i Roskilde, en Gesta Danorum i to bind til Roskilde domkapitel; dette håndskrift er ligesom alle andre fuldstændige håndskrifter af Sakses berømte arbejde gået tabt.
En af de største bogsamlinger, der træffes bestemmelse om, tilhørte kanniken Bennike Henriksen af Åhus, kantor i Lund. I sit testamente 1358 9. marts traf han bestemmelse om 67 værker, hvoraf flere i samlingsbind. Mere end halvdelen drejede sig om kanonisk ret og romerretten, herunder også "seks bøger på papir indeholdende anmærkninger til den kanoniske ret, alle udkast, oversigter og notater, som jeg i sin tid har samlet i Paris og andetsteds". Sin vikar, præsten Jens Nielsen, skænker han Guidos prædikener "og en bog af papir med prædikener, som er optegnet af mig i Paris". Men også det hjemlige har sin plads. Dekanen i Lund får en guldring, en bog "med opbyggelige ord af den hellige Bernhard og en bog med afskrifter af Lundekirkens privilegier" samt et horn. Sognepræsten ved St. Clemens i Lund får Skånske Lov med kirkeloven på dansk. Derimod kommer man ikke nærmere til den klassiske oldtid end digtet "Om en gammel kælling", tillagt Ovid, men forfattet i middelalderen. Bennike betænker også andre end sine kaldsfæller. Forskellige personers gældsposter afvikles. Niels Odder får f.eks. 14 øre penge. Niels Torn får en hoppe, noget korn og to mark penge. Andre får sølvskeer og -knive. Provsten i Lund fik et skakspil! Praktisk taget alle de håndskrifter, der er omtalt i testamenterne, er nu identificeret i noterne til oversættelserne i Danmarks Riges Breve.
[16]
Ved den kronologiske opstilling af hele materialet i diplomatariets bind hører det til det faste arbejde, at alle datumsangivelser tages op til nøje overvejelse, og at alle breve og aktstykker uden datering forsynes med så snæver en dateringsramme som muligt enten på grundlag af oplysninger i brevets tekst, som kan tidsfæstes ad anden vej, eller på grundlag af formelle kriterier, f.eks. skriften og/eller formelsystemet. Som eksempler på det sidste kan nævnes den opdeling, der er foretaget af Valdemar 2. Sejrs og ærkebiskop Absalonsbreve. Det kan vises, at kong Valdemar Sejr til og med 1214 benytter en titel, der er udvidet med leddene "hertug af Jylland, herre over Nordalbingien"; derfor må alle udaterede Valdemar Sejr-breve med den lange titel henføres til dette tidsrum, hvis der ikke er andre oplysninger i brevene, der yderligere kan indsnævre dateringen [1202-14]. Fra Absalons tid som ærkebiskop er der bevaret 14 breve, hvoraf kun 2 er forsynet med datering, resten måtte dateres 1178-1201, hvis ikke der var hjælp at finde i teksten. Imidlertid kan de opdeles efter, hvilke tillæg ærkebispen har føjet til sin titel, om han er primas over Sverige og det apostoliske sædes legat; primatet fik han med pavebullen 1178 2. november, legat var han i hvert fald fra 1180 12. maj. Primatprivilegiet er først blevet kendt i 1950'erne ved fund af nogle afskrifter i dominikanerordenens hovedsæde i klostret Sta. Sabina i Rom.
Et andet eksempel på omdatering er den såkaldte "Rostockberetning" d.v.s., nogle for den tid enestående indholdsrige optegnelser af stadsskriveren i Rostock om de forhandlinger, rådsudsendinge fra Wismar, Stralsund, Greifswald og Lübeck førte med kong Valdemar 4. Atterdag om privilegier, om mønt og om kong Valdemars forhold til kong Magnus af Sverige, alt optegnet dag for dag men uden årsangivelse; i alle hidtidige udgaver er de dateret til 1360 og sat i forbindelse med andre udaterede breve til belysning af kong Valdemars tilbageerobring af Skåne. En omdatering var allerede forberedt af H. Berg i Scandia 1930, og den kunne yderligere uddybes bl.a. ved understregning af det forhold, at kongen af egen fri vilje [17] vælger Stig Andersen (Hvide, den yngre) blandt sine voldgiftsmænd i hans strid med kong Magnus, noget, der var naturligt i 1355, men umuligt i 1360 efter drabene i Middelfart nytår 1359 på Niels Bugge og Uffe Stigsen, Stig Andersens søn. Både Stig og Niels Bugges søn Knud tillagde kongen andel i drabene, men denne rensede sig ved ed sammen med sin søn og flere riddere.
Også fejlagtige årstal forekommer i afskrifter. En ellers ukendt Torben Isaksen overdrager Æbelholt kloster alt sit gods i Halland til gengæld for, at den hellige abbed Vilhelm havde helbredt ham. Brevet er omkr. 1450 indført i Æbelholtbogen med året 1209 og trykt med dette år i Scriptores. Men allerede Johannes Steenstrup gjorde opmærksom på det uholdbare årstal, når man sammenlignede med vidnerne: Jakob Olufsen, ridder, af Helsingborg, Ludolf, høvedsmand på Nyborg (= Lydeke Skinkel), Yvald, borgmester i Roskilde. Lydeke Skinkel kendes som høvedsmand på Nyborg i årene 1362-1364.
Abbed Vilhelm blev kaldt hertil fra Frankrig af Absalon til Eskilsø kloster. Dette flyttede han omkr. 1175 til Tjæreby Sogn og kaldte det Paraclitus (d.v.s. Helligånden) eller Æbelholt kloster. Gennem Æbelholtbogens afskrifter kan man ret nøje følge hans arbejde med udkast til klostrets privilegier i tiden 1170-1200. Derudover kender man hans "pen" fra den samling, som kaldes abbed Vilhelms breve, og som først er blevet samlet efter hans død i 1203. Den består af 3 "bøger", men samlingen er i dag ukomplet, fordi det eneste håndskrift allerede ved år 1600 var stærkt medtaget. Det brændte siden med universitetsbiblioteket i 1728. Samlingen består dels af en gruppe fingerede breve af kanonisk juridisk art, dels af udkast til breve til kendte og ukendte personer i datiden, herunder mere end 20 breve om Knud 6.s søster, dronning Ingeborg af Frankrigs skæbne. Hele denne samling af brevudkast vil blive trykt som tillæg til bind 3 i 1. række (1977).
[18]
Ovenfor nævntes ved omtalen af Corpus diplomatum, at kun godt halvdelen af brevstoffet i original for 2. rækkes vedkommende befinder sig i Rigsarkivet og den Arnamagnæanske samling, medens resten overvejende fordeler sig på udenlandske arkiver og samlinger. Diplomatariet og dets medarbejdere har kunnet glæde sig over et meget frugtbart samarbejde med disse arkiver i ind- og udland. Det samme gælder forholdet til Det kongelige Bibliotek og tilsvarende institutioner i udlandet. Overalt har man vist den største imødekommenhed overfor diplomatariearbejdet. Med 3. række er der også indledt et nærmere samarbejde med den svenske diplomatariekommitén til gensidig hjælp og gavn. Ydermere har man ved påbegyndelsen af Diplomatarium Suecanum bd. X (1371 flg.) bestemt, at udgivelserne for årene 1371-1400 skal begrænses til middelalderens Sverige. Brevstoffet fra Skåne, Halland og Blekinge vil som konsekvens heraf alene blive publiceret i Diplomatarium Danicum og Danmarks Riges Breve.
Udførelsen af det omfattende værk blev betroet Fr. Bagges kgl. Hofbogtrykkeri, der var og er blandt vore allerbedste, ikke mindst til vanskelige videnskabelige satsopgaver. Efter mange forhandlinger mellem administrator dr. Lis Jacobsen og Bagge udformedes de komplicerede sider både smukt og funktionelt – to sider af samme sag – og man valgte den nyklassicistiske skrift Didot (Monotype serie 71); den går tilbage til den franske skriftskærerfamilie, som Napoleon i høj grad favoriserede på grund af den lidt stive pragt og kvalitet, deres typografi så udmærket udtrykker. Det fortjener at nævnes, at to nutidige grafikere, Bent Rohde og Birgit Sylvander, inddrog diplomatariet med en analyse af disse forhold, da de skulle bidrage til tidsskriftet Bogvennen's serie af korte artikler med titlen Monumenta Typographica (1968-70 nr. 6).
I 1931 havde Carlsbergfondet bevilget midler til at begynde forberedelserne til udgivelsen af diplomatariet. Det danske Sprog- og Litteraturselskab vil gerne ved hundredeårsjubilæet for Carlsbergfondets indstiftelse udtrykke sin dybeste taknemmelighed, fordi fondet år efter år siden da i forståelse for savnet af en samlet brevudgave har ydet store beløb som bevillinger til færdiggørelse af teksterne og til trykning af de efterhånden mange bind i diplomatariet; i de første år skete det i forening med ydelser fra Undervisningsministeriet til honorarudgifter, men fra 1951 er alle udgifter dækket af fondet alene. Det skyldtes også fondets aldrig svigtende imødekommenhed, at det blev muligt at udsende Corpus diplomatum i 1938. Til Danmarks Riges Breve fik man med støtte fra Undervisningsministeriet og siden Ministeriet for Kulturelle Anliggender faste finanslovsbevillinger til trykning, og Den Raben-Levetzau'ske Fond har ligeledes aktivt støttet trykningen af oversættelserne.
*
[1]: Henry Petersen, Danske gejstlige Sigiller fra Middelalderen, 1886 ("DGS."); samme, Danske adelige Sigiller fra XIII og XIV Aarhundrede, 1897 ("DAS."); A. Thiset, Danske adelige Sigiller fra XV, XVI og XVII Aarhundrede, 1905; samme, Danske kongelige Sigiller, 1917 ("DKS."); P. B. Grandjean, Danske Købstæders Segl. 1937, Danske Herreders Segl, 1946; Slesvigske Købstæders og Herreders Segl, 1953.
[2]: Dueholms Diplomatarium, 1872, Codex Esromensis, Esrom klosters brevbog, 1880-81, Kjøbenhavns Diplomatarium, I ff. 1872 ff., Gamle jydske Tingsvidner, 1882, Harsyssels Diplominatarium, 1893.
[3]: Urkundenbuch der Stadt Lübeck. I ff. 1843 ff. Urkundenbuch des Bistums Lübeck. I. 1856. Bremisches Urkundenbuch. I-IV. 1873-86. Meklenburgisches Urkundenbuch. I-XXV. 1863 ff. Codex diplomaticus Brandenburgensis. I-III (ialt 33 bind) 1838-61. Codex Pomeraniae diplomaticus. I 1843. Pommersches Urkundenbuch. I ff. 1868 ff.
[4]: Die Recesse und andere Akten der Hansetage von 1256-1430. I-VIII. 1870-97 – Hansisches Urkundenbuch. I ff. 1876 ff.
[5]: Navn på Kalundborg slots nordøstre tårn, der fungerede som rigets arkiv.
*
[a]: Fordelingen i rækker er forandret siden 1976: 3. rækkes sidste bind udkom i 1982 og sluttede med året 1375, Valdemar Atterdags dødsår; herefter begyndte 4. række, der afgrænses af Margrethe 1.s regeringsår: 1376-1412. Perioden til og med 1400 udkom som trykte bøger, mens de sidste 12 års diplomer blev udgivet online. Diplomer fra perioden fra og med 1413 er udgivet online som 5. række, men onlineudgavens beskaffenhed gør, at der ikke længere er noget ydre skel mellem 4. og 5. rækkes onlineudgave.
[b]: Onlineudgaven af Diplomatarium Danicum udvisker skellet mellem Diplomatarium Danicum og Danmarks Riges Breve, idet tekst og oversættelse nu præsenteres side om side. Siden 2017 har Diplomatarium Danicums redaktion udelukkende udarbejdet tekster, dog med den forandring, at regesterne nu er mere udførlige end det tidligere var tilfældet.